sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Krigstildragelserne i Sjælland 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Hans Jørgen Blom
Titel: Krigstildragelserne i Sjælland 1807
Udgivet: Kbh., 1845
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2008
Del: Litteraturliste
Note:

 

[5]

Kampen i Kongedybet den 2den April 1801 havde udbredt en ualmindelig Glans over det danske Navn, og opfyldt Nationen med en Selvfølelse, som vel var naturlig, men som, efter en foregaaende 80aarig Fred, næppe i den Tænkendes Øine indeholdt den Betryggelse for vor Fremtid under den almindelige Verdenskamp, som Datiden selvtillidsfuld syntes at lægge deri. Vel maatte det hos den flygtige Iagttager vække Forundring at see den Nationalfølelse og sjeldne Udholdenhed, som i hiint Slag var lagt for Dagen, ikkun 6 Aar senere, paa samme Sted, og hos det samme Folk, deels vise sig saa forskjellig, deels føre til saa lidet tilfredsstillende Resultater, hvis det ikke laae i al Søkrigs Natur, at den, ført af forholdsviis Faa (næsten udelukkende af en enkelt Stand), paa et fra det øvrige Folkeliv afsondret, næsten utilgængeligt og fremmedt Element, ei formaaer at yde en saa tilforladelig Prøve paa den i Folket boende Kraft og Intelligents, som en Landkrig, der umiddelbar be-


6

rører hele Folkelivet, truer alle Interesser, sætter Regjering, Administration og samtlige Statsinstitutioner paa Prøve, med andre Ord afgiver den meest omfattende Kraftmaaler paa det hele Folks moralske og intellectuelle Dygtighed. Saaledes ere da de ydmygende Begivenheder 1807 et ulige paalideligere Bidrag til vor Selvkundskab, og derfor af ulige større historisk Rigtighed, end den langt mere fyldestgjørende Kamp 1801. Men tillige maa disse hinanden i øvrigt saa nær staaende Begivenheder af ovennævnte Grund ei heller uden uvillighed bedømmes efter samme Maalestok; en Betragtning, jeg ikke har troet det overflødigt at forudskikke, paa det vi ikke, som i Almindelighed skeer, skulle vurdere Begivenhederne 1807 lavere end de fortjene.

Frankrig og Rusland havde, efter en kort men blodig Krig, den 7de Juli 1807 rakt hinanden Haanden til Forlig i Tilsit, og deres tvende Beherskere ved en personlig Sammenkomst paa Floden Niemen, tilsyneladende sluttet et Venskabsforbund, som i høi Grad maatte forurolige det i en langvarig, kostbar og tvivlsom Krig med Frankrig indviklede England. At der ved denne Leilighed, som de daværende engelske Ministre paastode, ligeledes blev sluttet en hemmelig Overeenskomst imellem Frankrig og Rusland, der havde til Formaal at tvinge Danmark til


7

at tiltræde en Alliance imod England, blev vel dengang ikke troet, men er senere tilstrækkelig bleven bekræftet*), og derfor troede de daværende engelske Statsmænd Castlereagh og Canning, sig noksom beføiede til et Overfald, som ved sin Udførelse ikke alene fremkaldte det meest forbitrede Had i Danmark, men og tildeels den største Afsky i selve England; ja opfyldte hele den civiliserede Verden med Indignation.

For imidlertid at kunne bedømme de daværende politiske Forhold med tilbørlig Billighed, bør vi her ikke glemme, at efterat den imellem Frankrig og England stedfindende Krig, først ved de Franskes Besæt-

________

*) Se den daværende franske Udenrigs-Minister, hertugen af Bassanos Skrivelse til Grev Romanzow af 25. April 1812, hvori det iblandt Andet hedder: "Hvis den engelske Regjering ikke indvilligede i Fredens Slutning (efter Tilsiter Freden) ville Keiser Alexander gjøre fælles Sag med Frankrig, og i Forbindelse med dette opfordre hofferne i Kjøbenhavn, Stockholm og Lissabon til at udelukke Englænderne fra deres Havne, og erklære England Krig, samt med Eftertryk formaae visse Magter til at antage de samme Grundsætninger o.s.v. (se den Danske Statstidende for 1812, Nr. 58 hvormed desuden kan jævnføres: Bignon Histoire de France sous Napoleon VI, S..337)


8

telse af Hannover i Sommeren 1803, senere, som en følge af Slaget ved Jena i Efteraaret 1806, havde udbredt sig over hele det nordlige Tydskland, var Danmark, trods sin afsides Beliggenhed, som Land- og Sømagt, kommet i nær Berørelse med begge de krigførende Magter. Ved den revolutionaire Hensynsløshed, hvormed Napoleon, snart krænkede neutrale Landemærker, naar de ikke vare beskyttede *), snart endog under Freden, indlemmede den ene lille Stat efter den anden i sit voksende Rige; ved de store universale Interesser, som dengang stode paa Spil, og ved de idelige Conflicter, som en saa almindelig udbredt convulsivisk Krigstilstand vedblev at fremkalde imellem de europæiske Stater, maatte Europa i de daværende Statsstyreres Øine let antage Skikkelse af én eneste uhyre Valplads i mellem de tvende Hovedmagter, Frankrig og England; de mindre neutrale Magter derimod af samme Grund blot anses som fredelige Landsbyer imellem tvende fjendtlige Hære, hvilke, hvor uvedkommende end Striden maa forekomme dem, og trods de mest levende Forsikringer om deres Udeelagtighed i samme, alligevel maa finde sig i at vorde besatte af den, der kommer sin Mod-

________

*) Man erindre sig her den brutale Gjennemmarche igjennem det Anspachiske Gebeet i October 1805.


9

stander i forkøbet, saa længe de ikke er i stand til at opbyde en tilstrækkelig Krigsmagt til at gjøre deres neutralitet gjældende. Vel havde Danmark som tidligere til Søes, saaledes ogsaa til Lands vidst at hævde sin Neutralitet, da i November 1806 de krigsførende Preussere og Franske stode i Begreb med at overskride dets Grændser, efter Kampen i Lybek*), og det er ikke usandsynligt, at disse nogenlunde heldige Forsøg havde bidraget til at bestyrke den danske Regjering i at fremture i sin Neutralitet, selv efter at Napoleons bekendte Berliner-Dekret af 21de november 1806 erklærede England i Blokadestand og dermed begyndte det saa skæbnesvangre Continentalsystem eller Englands Udelukkelse af Fastlandet, saa vidt hans Jernarm naaede, hvorved Danmark vel burde have erkendt, at der nu ikke længere var Tid og Sted til separate Politik, men at det kjækt burde overtage sin Deel i Verdenskampen, og at dets hele Uafhængighed nu kun bestod i at vælge sit Partie.

________

*) Se herom C.v.W ( den senere preussiske General Müffling) Operationsplan der Preussisch-Sächsischen Armee im Jahre 1806, Schlacht von Auerstädt und Rückzug bis Lübek. Weimar 1807, S. 115 og 143.


10

Det kan vel næsten antages for utvivlsomt, at den danske Regjering ulige mere mistroede den franske end den engelske Diplomatie. Ikke at tale om vor daværende Kronprindses nære Slægtskab med den engelske og det af Napoleon kort forud fordrevne hessiske Huus, hvilket sidste efter Slaget ved Jena havde taget sin Tilflugt i Slesvig, vidnede især den 1803, og senere fra 1805-7 vedvarende Concentration af danske Stridskræfter i Holsten herom, der, hvor bittert den end er bleven dadlet af det derved blottede Kjøbenhavn, alligevel havde sin fulde Begrundelse i Hannovers, Mecklenborgs og de umiddelbar i Holsten liggende, saakaldte frie Rigsstæders, Hamborgs og Lübeks besættelse af franske Tropper, lige siden November 1806, hvilket vel var istand til at give den danske Regjering en Forestilling om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Frankrig respekterede enhver Neutralitet, som ikke var understøttet af væbnet Magt. At dengang ei noget lignende var vederfaret Hertugdømmerne, hvor Tønningens levende Snighandel med England maatte være Napoleon en Torn i Øiet, hidrørte vel næppe fra en billigere Anerkjendelse af vor Neutralitet, men fra de daværende strategiske Forhold, som ikke gjorde det ønskeligt for Napoleon ved hans Fremmarche imod Weichselen og Niemen, Vinteren imellem 1806 og 7, at paadrage


11

sig en ny, om end ei mægtigere Fjende, der dog, i forbindelse med de Svenske fra Pommeren - dem han ligeledes af samme Grund, trods mangfoldige tirrerier, endnu skaanede - var i stand til at operere imod Oderen, og derved overskjære hans Operationslinie; eller som i det mindste, ved sin nogenlunde sikrede Retræte til den jydske Halvø, kunde genere hans umiddelbare forbindelse med Elben og Rhinen. Frygten for Frankrig kunde ei heller efter Tilsitter Freden være hævet, saa længe den danske Regjering endnu stedse vilde hævde sin Neutralitet; maatte meget mere snarere være forøget, da alle Forhandlinger imellem Fastlandsmagterne tydede paa en strengere og strengere Gjennemførelse af Napoleons Continentalsystem, for hvilket allermindst de mindre Sømagter kunde undslaa sig, uden at geraade i Conflict med Frankrig; og de danske Tropper forestaaende Tilbagemarch fra Niemen imod Elben maatte derfor i alle tilfælde oppebies, da derved det farlige Naboskab hvert øjeblik stod i Begreb med at fornyes; følgelig var de danske Troppers Dvælen i Holsten ingenlunde umotiveret.

Den Stridsmagt, som her var sammentrukken, beløb sig til hen ved 20.000 Mand adspredte i vidtløftige Cantonnementsqvarterer i det sydlige Slesvig og det østlige Holsten, med Hovedqvarter i Kiel,


12

samt Divisionsqvarterer i Slesvig, Preetz og Segeberg. Af de øvrige Tropper vest for Storebælt laa tvende jydske Regementer (1ste og 3die) i Frederits og Omegn, for at sikre dette Rigets Centralpunkt, hvorpaa især Forbindelsen mellem Fastlandet og Øerne beroer; samt tvende Kavaleriregimenter i deres Standqvarterer i Horsens og Odense. Denne Armee var til visse i saa brugbar Stand og besjælet af en saa god Aand, som vel nogenlunde vore fædrelandske Forhold ville være i Stand til at fremkalde. Hvad der senere undertiden er blevet anført for at nedsætte den, grunder sig for det meste paa Abstraktioner fra en tidligere Periode, fra dens Tilsidesættelse efter en 7aarig næsten uvirksom Krig, en ydmygende Fred, de forhaanelser, som Opinionen derved troede sig berettiget til, og de ynkelige Vilkaar under hvilke den saa at sige hensukkede sin Tilværelse lige til den sidste Reform, men maa ikke overføres paa den Arme, som fra 1805-7 stod under Vaaben i Holsten. Den daværende Kronprinds var dengang i sin fulde Kraft, og nærmede sig de 40. Haardfør opdraget, og i sit senere Liv tarvelig, nøisom, arbejdsom og punktlig, havde han tidligt styrket et spinkelt Legeme og efterhaanden udviklet en bestemt Charakteer. Af naturen begavet med en mere let og livlig, end dyb og alvorlig Aand, med en sund


13

men noget nærsynet Forstand, der fornemmelig havde uddannet sig i det praktiske Regentliv, og derved havde undgaaet de mange Skævheder, som slet fordøjede Teorier saa ofte fremkalder hos mindre begavede Hoveder; derhos sanddru i hele sit Væsen, hvilket ikke alene udtalte sig i beskeden Mistillid til egen Dømmekraft, men især i modbydelighed for Smiger, og i en uskrømtet Hjertelighed og Velvillie imod Undergivne, var han ikke alene i høi Grad afholdt, men besad virkelig en Deel ikke uvæsentlige Egenskaber til at føre Commandostaven under vore Forhold. Man har troet at burde anføre hans Mangel paa Kundskaber som et væsentligt Savn, der ville have hindret ham i at blive nogen Feltherre; men ikke at tale om, hvor uvis den Adkomst er, som de blotte Kundskaber give til Krigsgudens Tempel, kunne vi i forbigaaende ikke undlade at bemærke, at vor indskrænkede Krigsskueplads med saare korte Operationslinier, let Forpleining, ubetydelige Terrainafvexlinger og uanseelige Positioner, vel altid kræver en dygtig, men derfor ikke just nogen sublim Mand i Spidsen for vort Krigsvæsen.

Som Herren var, saa fulgte ham Svende. Nærmest Kronprindsen beklædte hans Svogre, Prindserne Frederik og Christian af Hessen-Kassel de fornemste Poster i Armeen, hvilke, uden just at være


14

betydningsfulde Mænd, besad fornøden Anseelse og Tiltro til, i deres fulde Manddomskraft, at føre de dem betroede Afdelinger. Som de meest Anseete efter dem stod Generalerne Ewald og Binzer begge Hessere, som Kronprindsens Svigerfader, Landgrev Carl og General Knuth havde trukken herind, og som ingenlunde gjorde deres Anbefaling Skam. Den Første havde som Capitain bivaanet den amerikanske Krig paa engelsk Side, havde gjengivet sine Erfaringer og Betragtninger over Krigen i et for den Tid agtet Værk om de lette Troppers Tjeneste, havde Aaret i Forveien, som Commandeur for Avantgarden, teet sig med Holdning og Conduite imod Preusserne og de overmodige Franske uden for Lübeck, og repræsenterede i Forening med General Binzer saa at sige den daværende Armees Inteligents, som den Sidstnævnte desuden havde lagt for Dagen, ved i Ord som Skrift at paapege de H. v. Bülowske Militairskrifters mangfoldige Ekstravagancer, hvilke dengang var stærkt paa Mode. Resten af Armeens Befalingsmænd kunne vel i Almindelighed ikke rose sig af Krigserfaring eller nogen høj Grad af Dannelse, men stod dog næppe i sidste Henseende tilbage for de fleste andre europæiske Armeers Officerer paa den Tid. Kjendte man end dengang ei synderlig til den siden saa forroste militaire Lidenskabelighed, saa var man


15

paa den anden Side ogsaa fri for alle dens Afarter, og for hiin prætensionsfulde Charlatanisme, der saa ofte senere gjorde sig gældende. - Menigmand var, som altid, nøjsom, villig, ufortrøden og tro; ved et Par Aars uafbrudte Indkaldelse under Vaaben frigjort for sin Hjemvee, ligesom største Delen af den fremmede Suurdeig, eftersom den udenlandske Hvervning var ophørt, var han ved god Forpleining, der ikke fattedes i de fede holstenske Qvarterer, vel skikket til at føres imod Fjenden.

Men idet Danmark saaledes efter Evne søgte at hævde sin Neutralitet imod Landsiden, forsømte det lige siden 1801 lignende Forholdsregler til Søes, og skete dette end af finansiel Afmagt, fordi det siden 1803 ei saa sig istand til at bestride begge Udrustninger, som en Land- og Søemagts fuldstændige Neutralitetssystem under daværende Conjuncturer krævede, saa burde vel netop dette have overbevist vore Statsstyrere om, at kun en ulige mægtigere Stat end vor, ville være i stand til at gennemføre sin Neutralitet under saa fortvivlede Omstændigheder. Ikke desto mindre havde den engelske Regering sandelig ikke haft nødig at belæsse sit Navn med nogen Skændsel, for at sikre sig de samme Fordele, som den nu kun troede at opnaa ved sit Overfald; thi det er aabenbart, at et lignende Attentat fra Frankrigs side imod


16

Landgrænsen, om det end i værste Tilfælde ville have haft besættelsen af halvøen, maaske og af Fyen til følge, ogaa netop derved ville have kastet Danmark i Armene paa England, og gjort det til en ligesaa uforsonelig Fjende af Frankrig som det nu blev af hint Land. I hvert Tilfælde havde England, hvis det troede ikke at kunne noksom stole paa den danske Regerings Sindelag og Fasthed, kun behøvet at sende en tilstrækkelig Flaade til Bæltet, for, i tilfælde af en fransk Oversvømmelse paa halvøen, i det mindste foreløbigen at hindre ethvert Forsøg imod Sjælland og den danske Flaade.

Hvorom alting er, allerede den 2den Juli modtog den danske Consul Wolf i London et anonymt Brev med følgende indhold: "Det er nogle velunderrettede Personers mening, at den Expedition, som nu udrustes her til Lands, er bestemt til at tage Kjøbenhavn og hele øen Sjælland i Besiddelse, hvorom deres Regering i Tide burde underrettes o.s.v." Dette og lignende Rygter bevægede Consulen til at indberette det til den danske Oeconomie- og Commercekollegium, som under den 25de Juli besvarede det (se bilag I). Ogsaa den daværende Legationsraad Rist, som i den egentlige Gesandt, Grev Wedel-Jarlsbergs Fraværelse, dengang var den fornemmeste Diplomat i London, blev af Wolf


17

gjort opmærksom paa dette Rygte, men gav under 14de Juli et lignende svar (se bilag II). I et samtidig Brev til Etatsraad Thorkelin lod Consul Wolf ogsaa den ytring falde: Prénez garde à vous car le diable est à la porte*). Selv de engelske Blade begyndte ligeledes allerede i Juli med lidet forblommede Ord, ja til dels ganske aabenbart at omtale en forestaaende Expedition til Østersøen, som skulde afgaa fra Porthmouth med 10000 Mand bestemte til et overraskende Foretagende. "Man vilde, hed det i engelske Blade, med det Første spørge en mærkelig Begivenhed, men hvor vidste man endnu ikke saa lige. Den Deel af Fiendens Kyster, som skal angribes, er en Egn, hvor Indbyggerne allerede længe have ventet at høre de britiske Kanoners Torden; de ere imidlertid hverken for eller imod os, og skønt organiserede i frivillige Corpser, kunne vore Tropper sagtens byde dem Trods; thi der fattes dem Britternes Mod. Hemmelighed og Hurtighed ere især fornødne, hvis Expeditionen skal lykkes." "I de Kredse, som ere bedst underrettede," hed det videre, "vil man vide, at Expeditionen Hovedøiemed er at beskytte en vis Stat, der endnu ikke er indviklet i

________

*) Se J. Aalls Erindringer, Christiania 1844, 1ste D, S. 220.


18

Krig, men der, som en Følge af de senere Begivenheder, kunde blive tvungen til at træde op imod vort Land, hvis vi ikke ved en tilstrækkelig Magt sætte os i Besiddelse af de Midler, som ellers de franske vilde bemægtige sig og anvende til vor Fordærvelse; det er tillige saare vigtigt, at de Franske hindres i at forøge deres Sømagt ved at bemægtige sig en neutral Magts Flaade."

Under den17de Juli forsikrede Bladet "the Courier", at 22 Linieskibe skulde afgaae til Østersøen, og den hele Flaade komme til at bestaa af 40 Krigsskibe under Admiral Gambier, under hvem desuden Admiralerne Stanhope, Hood, Keates og Eslington skulde kommandere. Under samme Dato indeholdt Morning Chronicle fra London: "For at fremme den britiske Handels Sikkerhed i Østersøen, har Regjeringen beordret 18 Linieskive uopholdeligen at stikke i Søen (nemlig 8 paa 74 Kanoner fra Yarmouth, de øvrige 10 fra Dünerne); desuden havde alle ikke bestemt udcommanderede Fregatter, Slupper og Bombardeerskibe iilsomst faaet Ordre at samles i Dünerne og oppebie videre bestemmelse. Alle Lodser, der kjende Farvandet i Sundet ere tagne i Tieneste paa visse Skibe. Efterretninger fra Sundet, skjøndt de bestandig omtale Danmarks Neutralitet, ville, som det hedder, ikke hindre denne Flaades Afseiling."


19

- Alt dette stod til Overflod endog at læse paa Dansk i det daværende kjøbenhavnske Blad Dagen den 28de Juli 1807, Nr. 126

Under 31te Juli berettede den Berlingske Tidende af en Skrivelse fra London af 21de f. M.: "Ti navngivne Linieskibe under Admiral Gambier ere afseilede fra Dünerne den 19de, og have kastet Anker ved Yarmouth, fra hvilken Havn en anden Division ufortøvet skal afgaae for at krydse i Nord- og Østersøen. Expeditionen til Østersøen, sige vore Blade, maa have andre Hensigter end at holde Skibsfarten i Sundet aaben. Henimod 80 Flade Fartøier ere blevne udrustede i Chatham og Sheerness, for at afgaa med Flaaden, hvilke alene kunne bruges ved Troppers Indskibning og Landgang."

Den 19de Juli vendte den danske Fregat Fylla under Lieutenant Hedemann hjem fra Vestindien, og havde paa sin Tilbagereise maattet anløbe Portsmouth for at fylde vand. Den derværende danske Consul anmodede ham indstændigen om at paaskynde sin Afreise, fordi et derværende almindeligt Rygte nævnte Kjøbenhavn som Maalet for Expeditionen. Hedemann troede det, ved Ankomsten til Kjøbenhavn, naturligviis sin Pligt, at meddele daværende Commandeur Steen Bille, som Medlem af Admiralitetet, denne Efterretning, der ogsaa skal have underrettet vor davæ-


20

rende Directeur for det udenlandske Departement, Grev Joakim Bernstorf derom, uden at denne tog videre Notits deraf.

Hvad der sagtens har bidraget meget til at henholde den danske Regjering i en ellers næsten ubegribelig Tryghed var vistnok den Omstændighed, at allerede tvende engelske Expeditioner, med Landtropper ombord, kort i Forveien fredeligen vare dragne vore Kyster forbi. Under Danzigs og Colbergs Beleiringer i Foraaret 1807 bleve de Allierede næmlig enige om, at gjøre en combineret Diversion i Forpommern, hvis Udgangspunkt skulde være Rügen og Stralsund. Her havde nemlig Kongen af Sverrig, Gustav den 4de, en Styrke af omtrent 15000 Mand, med hvem en 5000 Preussere under General Blücher, samt 25-30000 Englændere under General Carthcart skulle forene sig. De preussiske Tropper landede paa Rügen allerede i sidste Halvdeel af Mai; de engelske derimod nølede og tøvede, om med Forsæt eller paa Grund af deres militaire Indretningers Ufuldkommenhed, skal være usagt. Først den 19de Juni afgik den første Afdeling af visse Tropper paa 70 Førselsskibe fra England, og passerede Sundet i de sidste Dage af Juni; den 1ste Juli afgik den anden, noget større Transport paa 100 Skibe, passerede Sundet den 3die og 4de Juli, saa at det Hele først midt i


21

Juli landede paa Rügen. Imidlertid havde Scenen paa Krigsskuepladsen aldeles forandret sig: Danzig havde ikke alene overgivet sig den 27de Mai, men Slaget ved Friedland var tabt den 14de Juni, Freden til Tilsit afsluttet den 7de Juli, og de preussiske Hjælpetropper som følge heraf tilbagekaldte. Men da Kongen af Sverrig under 3die Juli høist ubetimeligen havde opsagt den mellem ham og de Franske siden 18de April bestaaende Vaabenstilstand, og som Følge heraf midt i Juli var bleven dreven tilbage til Stralsund, maatte man troe at de omtrent paa samme Tid indtrufne 8000 Mand engelske Hjælpetropper i det mindste vilde deeltage i Stralsund og Rügens Forsvar, og paa denne Maade blive sysselsatte. Alligevel maa det ansees for en Feil, at deslige Troppetransporter, i den bedste Aarstid, uænsede kunde passere forbi vore vulnerableste Kyster, ja blive under Vaaben paa Rügen, ikkun 8 Miles Seilads fra vore nærmeste Strandbredder, og 16 Mile fra vor Hovedstad, uden at vi havde saa meget som et eneste Avisoskib, en eneste Krydser, end sige en Observations-Eskadre i disse Farvande.

Den 23de Juli blev der lagt almindeligt Embargo paa alle Skibe i engelske Havne, for deels at tilveiebringe det fornødne Skibsmandskab til den til Sundet bestemte Expedition, deels ogsaa at forhindre


22

enhver bestemt Efterretning om dens egenlige Afgang. Denne fandt imidlertid Sted den 27de Juli fra Yarmouth, hvor den første og største Deel af Expeditionen, bestaaende af 18 Linieskibe, 7 Fregatter og 22 mindre Krigsfartøier under Admiral Gambier, gik under Seil. Overbefalingen havde først været tilbuden Admiral Young, dernæst Sir Charles Cotton, som begge afsloge den, hvorpaa den til sidst paanødtes (was pressed on) Admiral Gambier *) ; i den Grad mødte Foretagendet Uvillie af dem, der skulde udføre den. Med Gambier fulgte Comodore Home Popham som Flagcapitain; tilfældigviis født i Tetuan i Marokko, af irske Forældre **); bekjendt som en af de bedste Hydrografer i England, i Aarene 1793 og 94 brugt under Hertugen af York i Flandern, senere 1799 i Nordholland, og derfor velbekjendt med en Land- og Sømagts forenede Operationer. 1ste August afgik en mindre Afdeling af Expeditionen fra Harwich, bestaaende af 5 Linieskibe, 2 Fregatter, og en mængde Førselsskibe, hvormed især fulgte Gen. Sir David Bairds Division samt 2 Batailloner af den tyske Legion, som vare indskibede i Hull; Alt under Befaling af Contreadmiral

________

*) Naval Chronicle, 19de Bd., S. 425.

**) Nav. Chron. 18de Bd. S. 268.


23

Essington, der i Aarene 1793 og 94 havde commanderet en Fregat i vore Farvande, derfor fortrinsviis antoges at være bekjendt med dem, og hvem det almindelige Overopsyn over Transportskibene, samt med Armeens Ind- og Udskibning var anbetroet. Flaaden bestod altsaa af i Alt af 23 Linieskibe, hvoriblandt Gambiers Admiralskib, Prince of Wales, var en Tredækker paa 98 Kanoner; af 17 Linieskibe paa 74 og 5 paa 64 Kanoner. Af de 9 Fregatter vare 4 paa 38, 3 paa 36, og 2 paa 32 Kanoner, hvortil endnu kom 22 mindre Krigsskibe paa 22 indtil 14 Kanoner *).Ved Ankomsten i Kattegat afsendtes Contreadmiral Keates med Linieskibet Superb og 3 andre Linieskibe, 5 Fregatter og 8 Brigger til store Bælt , hvor han allerede den 4de August om Aftenen Kl. 8 gik til Ankers mellem Knudshoved og Vresen, og derved allerede afskar Forbindelsen mellem Sjælland og den øvrige Deel af Riget, idet han senere erklærede hele Øen i Blokadetilstand, efter en Linie trukket fra Hadsteengrunden (nordenfor Sjællandsodde) til den sydøstlige Pynt af Femern.; ja endog udstrakte den til Stralsund, da denne By senere blev besat af de Franske; af

________

*) See A.C. Hansen Kjøbenhavns Leirkrands 1807, hvor de alle findes navngivne S. 19.


24

Frygt for, at disse skulde falde paa, herfra at sende Hjælpetropper til Kjøbenhavn *).

Den 2den August øinedes første Afdeling af den engelske Flaade under Kullen fra Kronborg Taarne og Masterne af det i Sundet liggende Vagtskib, hvorfra det strax meldtes til Kjøbenhavn. Den følgende Morgen stod Flaaden over under Hammermøllen, hvorfra den sædvanlige Forespørgsel Passagen betræffende skete hos Commandanten paa Kronborg, General Stricker, og da denne gav til Svar, at han ingen Ordre havde til at modsætte sig den engelske Flaades Gjemmengang, passerede den endnu samme Formiddag Fæstningen under gjensidig Salut, og gik omtrent Kl. 1 til Ankers paa Helsingørs Rhed. Imidlertid havde den Høistcommanderende i Kjøbenhavn, Generalmajor Peymann, hvem samme Foraar Generalcommandoen over Kjøbenhavn, Citadellet og Kronborg var bleven overdraget, efter ovenomtalte Melding, strax udfærdiget et Tilbud til Kronprindsen i Kiel med Beretning om den engelske Flaades Ankomst i Sundet, hvorhos han ansaae det for sin Skyldighed, at forespørge sig hos Directeuren for det udenlandske Departement, Grev J. Bernstorf, om han torde træffede til Kronborgs og Kjøben-

________

*) Nav. Chron. 18de Bd., S. 232.


25

havns Forsvar nødvendige Foranstaltninger. Dette troede denne imidlertid at burde fraraade, for, som han undlod sig, ei at paadrage sig de Engelskes Opmærksomhed; ja, gjentog det Dagen efter i et forsamlet Statsraad, og tillod Peymann at beraabe sig derpaa i Fremtiden til sin Retfærdiggjørelse *). Ikke desto mindre lod Generalen Kronborgs Garnison forstærke med 300 Mand af 2den Battaillon af daværende norske Livregiment samt 50 Ryttere; sendte Forstærkning til Trekroner, og udsendte Cavallleriepatrouiller langs Strandvejen. Natten mellem den 9de og 10de August indløb Svar fra Kronprindsen paa Peymanns første Melding, hvori han fandt det nødvendigt ufortøvet at sætte Trekroner i Forsvarsstand, og at besætte det med 400 Marinere, hvilke især maatte instrueres om at vogte sig for Overrumpling, da Forsigtighed ei burde tilsidesættes, skjøndt Hs. K.H. troede, at vi ikke havde noget at befrygte af de Engelske. Endvidere skulde Citadellets Søbatterier, Quinti-Bastion og Lunette sættes i fuldstændig Forsvarsstand samt om Natten commandeeres Piketer dertil. Desuden maatte der oprettes en Vagt i Søbatteriet ved Kastrup paa Amager, som om Natten skulde forstær-

________

*) See Saga, udgivet af J. Storm-Munch. Christiania 1819, II, S. 252.


26

kes med et Piket. Kronborg Fæstning anbefaledes især Aarvaagenhed, dog med Tilføiende: at vi ingen Krig havde med England, ei heller ventede nogen. Blot af Forsigtighed skulde derforogsaa her Søbatterierne armeres, Piketer commanderes til deres Betjening, hvilke derimod først maatte trække op i Fæstningen, saasnart det begyndte at mørkne. De i nærheden værende Frifolk af Regimenterne skulde ufortøvet indkaldes.

Den engelske Flaade blev imidlertid rolig liggende paa Helsingørs Rhed, deels for at oppebie sine efterfølgende Førelsesskibe, hvormed Admiral Essington først indtraf i Sundet den 8de August, deels for at de for Expeditionen sigtende diplomatiske Forhandlinger kunde finde Sted, og blev i al denne Tid, lige til den 14. August incl., dagligen forsynet med friske Levnedsmidler fra Helsingør imod contant Betaling, den sidste Dag endog med 30,000 Pund Oxekjød, rimeligviis med Hensyn paa den nu indtrædende Afsondring fra Land, indtil Landgangen fandt Sted, hvilken sidste naturligviis ligeledes krævede en Deel Mundforraad *).

Den hidtilværende engelske Gesandt ved det dan-

________

*) Seeland im Sommer 1807, S 21; Hansens Leirkrands, S 20 og 29.


27

ske Hof, Carlike, var, sagtens med Hensyn paa den forestaaende Crisis, bleven udnævnt til Gesandt i Berlin, og i hans Sted var den hidtilværende engelske Gesandt i Kassel, Sir Brook Taylor, den 31te Juli indtruffen i Kjøbenhavn paa Fregatten Surveillante; men havde ved sin paafølgende første Audiens den 3die August ikkun fremført ganske almindelige Yttringer. Derimod var den overordentlige Mission om Flaadens Udleverelse overdragen den forhenværende Gesandt i Berlin, Jackson, en Mand, der ved medfødt Raahed ganske skal have egnet sig til et Hverv, der skulde tilsidesætte alle hidtil gjældende Former. Denne indtraf den 8de August over Tønningen til Kiel, og blev samme Dags Eftermiddag stedet til Audinens hos Kronprindsen. Han erklærede nu denne ganske uden Omsvøb, at Danmark gjorde vel i at slutte et nøie Forbund med England, men at det selv i saa Tilfælde maatte udlevere sin Flaade som Pant paa sin Troskab, og for at sikre denne imod Frankrigs og Ruslands Efterstræbelse, hvorom den engelske Regjering havde sikker Kundskab. At endvidere Flaaden skulde opbevares i engelske Havne indtil den almindelige Fred, og da tilbageleveres i uskadt Stand. At den Magt, der nu stod i Begreb med at bemægtige sig den, skulde staae til den danske Regjerings Disposition, saafremt den vilde modsætte sig Frankrig,


28

og at samme i ethvert Tilfælde var betydelig nok til baade at opnaa sit Øiemed, og tjene Danmark til Undskyldning for at have maattet give efter for Englands Fordringer." - Kronprindsen, i høi Grad overrasket ved dette Andragende, svarede: " At man skulde vente større Redelighed hos Barbarerskerne end hos den engelske Regjering; at Englands hidtilværende Allierede, der saa længe havde maattet vente forgjæves paa dets Bistand, bedst kunde bevidne hvad denne havde at betyde." Da Gesandten dernæst ikke uden Forlegenhed, lod nogle Ord falde om tilkommende Erstatning, gav Kronprindsen det bekjendte Svar : og hvormed vil De erstatte Danmarks Ære? -

For at vinde Tid, henviste Kronprindsen ham i øvrigt til det udenlandske Departement - hvis daværende Chef, Grev Christian Bernsdorf, vel dengang ligeledes var i Kiel, men hvis øvrige Personal, saavelsom Statsraadet befandt sig i Kjøbenhavn - for der at erholde det definitive, officielle Svar. Ved denne Leilighed paatrænger sig vilkaarligen den Tanke, om ikke Kronprindsen, for at vinde end mere Tid til Forsvarsanstalter, strax burde have bemægtiget sig Jacksons Person, og indtil videre henholdt ham i Fangenskab, uden at gjøre nogen som helst Notification derom. Inden dette paa en nogenlunde tilforladelig Maade rygtedes til de engelske Anførere i Sundet, vilde


29

der altid have medgaaet flere Dage end der nu vandtes ved at henvise Underhandlingerne til Kjøbenhavn. Hine vilde altsaa i al den Tid være blevne henholdte i tvivlsom Forventning om hvad der skulde skee, da Fjendtlighedernes Begyndelse fra deres Side aabenbar var afhængig af Gesandtens Tilbagekomst og medbringende Svar. Om noget Brud paa Folkeretten kunde der naturligviis ikke være Talen; thi for en Gesandt, der overbringer et saadant Budskab, er der ingen Folkeret skreven.

Endnu samme Aften (8de August) forlod Kronprindsen Kiel, ledsaget af sin General-Adjutant, daværende Major F.C. Bülow, for igjennem Fyen at ile til Kjøbenhavn. At der ikke fulgte ham Flere, var vel for ikke at vække de Engelskes Opmærksomhed ved Overreisen over store Bælt. Chefen for Artilleriecorpset, General Bielefeldt, erholdt imidlertid den følgende Dag en efterladt Ordre, ufortøvet at begive sig til Kjøbenhavn med 4 andre Artillerieofficerer; men at ikke Flere af Armeens dueligste og mest ansete Officerer i Holsten ligeledes fik Ordre at begive sig enkeltviis og ad forskellige Veie til Sjælland, maa vel ansees for en Feil, da det aabenbar især vare Anførere, der fattedes de Stridskræfter, man der stod i Begreb med at opbyde. Underveis gav Kronprindsen Ordre til, at sinke den efter-<>


30

følgende Jackson to Timer paa hver Station, hvorhos han satte en Bataillon af de ved Frederits staaende jydske Regimenter, samt 3 Eskadroner af slesvigske Ryttere, det fynske Dragonregiment, og et trepundigt Batterie i Marche til Odense og imod Kysten af store Bælt.

Den 11de August om Middagen naaede Kronprindsen Kjøbenhavn, og steg af paa Amalienborg, hvor han strax lod sammenkalde de fornemmeste civile og militaire Autoriteter, for af dem at erfare en Udsigt over Tingenes Stilling, og derefter gribe de fornødne Foranstaltninger. Imidlertid udbredte Rygtet om hans Komme sig som et Lyn over hele Byen, og fremkaldte den mest levende Begeistring. Paa Holmene skred man øieblikkelig til Sødefensionens Udrustning; Studenterne opfordredes til at danne et Fricorps ligesom 1801, under Hofmarskalk Hauch; Borgervæbningen kaldtes til Vaaben, Livjægerne beordredes at holde sig marchefærdige; Frifolkene af de Regimenter, som havde deres Udskrivning fra Sjælland bleve indkaldte, tilligemed 8 Batailloner Landeværn, hvoraf de 6 beordredes til Kjøbenhavn, 2 til Kronborg; desuden oprettedes en Commision til Kjøbenhavns Forsyning med Levnedsmidler, og den saakaldte Brand- og Vandcommision beordredes at


31

træffe de samme Foranstaltninger imod Ildsvaade, hvilke havde fundet Sted 1801.

Efterat have udstedt en Kundgjørelse til Kjøbenhavns Indvaanere (Bilag III.), der i stedet for Opfordring til alle Kræfters Anstrengelse, endnu stedse lader skimte et svagt Haab om en mindelig Afgjørelse, afreiste Kronprindsen allerede Dagen efter tidlig om Morgenen fra Frederiksberg, ledsaget af sin sindssvage Fader, for over Korsør at begive sig til Kolding, hvor Christian den Syvende foreløbig tog sit Ophold paa det daværende Slot, medens Kronprindsen selv fortsatte sin Reise til Kiel, hvor han igen indtraf om Aftenen den 15de August, ottende Dag efter sin Afreise. Efterat Kongen og Kronprindsen havde forladt Kjøbenhavn, fulgte ifølge den Sidstes Befaling Statsraadet og de første Deputerede af de civile og militaire Collegier med en Deel Underembedsmænd og Secretairere, Natten mellem den 12de og 13de, for ligeledes foreløbigt at tage deres Ophold i Kolding. Kronprindsens Svoger, Hertugen af Augustenborg, hvem tillige det omineuse Hverv var blevet overdraget, at føre Kronregalierne til Holsten, fandt det dog, paa Grund af Bæltets Spærring, raadeligt at efterlade disse i Sorø, hvor de af daværende Amtmand Stemann bleve nedlagte i Maagens Gøies Ligkiste, indtil de Engelske havde forladt Sjælland; ligeledes blev de


32

daværende kongelige Guldtaffel af Grev Danneskjold nedgravet i Haven paa Gisselfeldt*). Ogsaa hele det diplomatiske Corps forlod af egen Tilskyndelse Byen, skjøndt Directeur J. Bernsdorf søgte at holde dem tilbage for i det mindste at oppebie Udfaldet af den imellem ham og Ministeren Jackson forestaaende Conferents. Ikkun den franske Legationssecretair, Desaugiers, og en Deel af den franske Legation forbleve i Kjøbenhavn under hele Beleiringen.

Næst den mageløse Tryghed, hvormed Regjeringen havde seet et saadant Uvejr trække op, var der maaske intet Skridt mere fordærveligt, intet mere i stand til at lamme de vaagnende Kræfter, end denne Kronprindsens Mistvivlen om sin egen Sag. I et udvortes og indvortes fredeligt Land, under et igjennem mange Generationer fortsat Eneherredømme, maae vi ikke vente at finde de store Personligheder og stærke Characterer, der under saa usædvanelige Omstændigheder formaae at styre og beherske disse, at fjerne eller jevne de mangehaande Frictioner, som Krigsbegivenhedernes voldsomme og hurtigt paa hinanden følgende Vexel stedse fører med sig. Det Herskertal-

________

*) J. Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Historie 1ste Bind, S. 67 og i Rettelserne..


33

lent og den Indflydelse paa Mængden, som i mere bevægede Stater personlig Dygtighed kan have erhvervet sig, beror i Stater som vor saare meget, og dengang næsten udelukkende, paa den medfødte Anseelse, som Vanen tildeler Kongehuset, fordi ved et stillestaaende Folkeliv saa politiske og endnu færre militaire Capaciteter, om end de findes, have kunnet erholde Leilighed til at vinde almindelig Erkjendelse og Tillid. Kommer nu hertil, at den Fyrste, der som Medregent dengang stod i Spidsen for det danske Folk, ved sin mangeaarige tidligere Deelagtighed i Regjeringen, lige fra Barnealderen at have erhvervet sig en ganske ualmindelig Folkegunst, og at han, af egen Tilbøilighed, navnligen allermest havde givet sig af med den militaire Bestyrelse, hvor hans personlige Indblanding lidt efter lidt havde fremkaldt en høi Grad af Uselvstændighed og Ansvarssky, selv iblandt de høiere Befalingsmænd, saa maa det ikke undre os, at hans i øvrigt ikke ualmindelige Egenskaber, under daværende Omskifteligheder aldeles ikke var til at erstatte.

Den Undersaat, der trods Alt dette, nu uventet, i en fremrykket Alder af over 72 Aar, skulde overtage det tunge Kald, Regenten unddrog sig for, var Generalmajor Ernst Heinrich Peymann,


34

født 1735 i det Hannoverske, hvor han som ung Officer havde deltaget i Syvaarskrigen og senere paa General Huths Anbefaling var bleven indkaldt og ansat i det daværende holstenske Ingenieur-Corps. Her deltog han i Anlæget og Udførelsen af den Slesvig-Holstenske Canal; blev efterat være afgaaet som Oberst i Ingenieurcorpset og indtraadt som Deputeret i Generalitetet, 1794 udnævnt til Commandant i Citadellet Frederikshavn, Aaret efter til Generalmajor, og nød i denne Stilling mere end almindelig Anseelse og Erkjendelse, den desuden hans rolige , værdige og dog fordringsløse Væsen bidrog til at forøge. Da han allerede under den 8de Mai 1807 var bleven udnævnt til at føre Generalcommandoen over Kjøbenhavns, Citadellets og Kronborg Fæstninger med Trekroners Batterie, var hans nuværende Udnævnelse til Høistcommanderende i Kjøbenhavn under den forestaaende Beleiring, som det synes, ikkun en Stadfæstelse af den tidligere. Formodentlig var det ogsaa hans tidligere Stilling som Ingenieur og den almindelige borgerlige Agtelse, hvori han stod, hvilke lode Kronprindsens Valg falde paa en i øvrigt saa alderstegen, i en Række af Aar fra Tropperne fjernet Befalingsmand, der tilmed, være sig af mangel paa Øvelse eller af Alderdoms Skrøbelighed, ei engang var i stand til at vise sig tilhest. Med denne Udnævnelse fulgte ingen egentlig


35

Instrux, hverken mundtlig eller skriftlig, Forsvarsanstaltningerne betræffende, naar undtages en høist ubetydelig mundtlig Befaling fra Kronprindsen, strax at sende et Commando paa 100 Mand til Dragør; tværtimod synes Udnævnelses-Ordren (see Bilag IV.), i Forretningernes Trængsel at være ham oversendt i et Øieblik - da Kronprindsen om Aftenen forlod Amalienborg, for at begive sig til Frederiksberg, hvorfra Afreisen skulde finde Sted den følgende Morgen ved Daggryet - der var beregnet paa at forebygge enhver Forespørgsel om de eventuelle Forhold. En yderligere Bekræftelse herpaa synes at fremgaa af den Omstændighed, at Udnævnelses-Ordren ikke engang i mindste Maade omtaler, hvorledes der skulde forholdes med Flaaden, i Tilfælde af Kjøbenhavns Overgivelse, hvilket dog var det egentlige Livsspørgsmaal, hvorom hele Begivenheden dreiede sig, og hvorom billigviis ingen Anden end Regenten havde at decidere. Først efter Tilbagekomsten til Kiel, midt i August, affærdigedes Lieutenant Steffens af Kronprindsens eget Regiment med en saadan Forholdsordre til General Peymann (see Bilag V.) , som imidlertid aldrig naaede sin Bestemmelse, fordi Overbringeren, efterat være kommen Kjøbenhavn paa 1 ½ Miil nær, faldt i Fiendens Hænder, og blev bragt ombord paa


36

den engelske Flaade *). Derimod indeholder Udnævnelses-Ordren, foruden den almindelige Instrux om at forsvare sig til det yderste, den udtrykkelige Bestemmelse; ei at være Agressor, en Indskrænkning, der i Forbindelse med det i Kundgjørelsen udtalte Haab om en mindelig Afgjørelse, nødvendigviis lige fra først af maatte fremkalde Tvivlraadighed og Halvhed i den commanderende Generals Beslutninger. Private Meddelelser udsige derfor ogsaa, at Peymann modtog sin Udnævnelse med stort Mismod, og ingenlunde gjorde sig Illusioner med Hensyn til det endelige Udfald.

Af de tvende høirere Befalingsmænd, som Kronprindsen havde udnævnt til Næstcommanderende i Kjøbenhavn, var Generalmajor Bielefelt Chef for Artilleriecorpset siden General Knuths Død i Mai 1806, men havde, siden han i 1788 var bleven kaldet til Norge, i samfulde 19 Aar ikke været i Kjøbenhavn, før han, ifølge Kronprindsens Ordre, indtraf hertil fra Holsten den 13de August om Morgenen, og strax overtog de ham paahvilende Forretninger. Han havde tidligere paa en fordeelagtig Maade tiltrukket sig Kronprindsens Opmærksomhed i den ubetydelige Affaire ved Qvistrumbro 1788 og gjaldt

________

*) See Tillæget til Hansen Leirkrands S. 47.


37

endnu stedse for en saare duelig Artilleriechef. Commandeur Steen Bille af Søetaten, hvem i særdeleshed Søforsvaret blev underlagt, og hvis navn gjenlød over hele Folket siden hans heldige Kamp med Barbareskerne 1797, havde ydermere 1801 forøget sin Anseelse ved, efter Sigende, at foreslaae en offensiv Bevægelse med de ham underlagte Seilskibe imod den engelske Flaade, da Slaget den 2den April synes at tage en for denne mislig Vending.

Den 13de August indtraf den engelske Gesandt, Jackson, i Kjøbenhavn, opbragt over sin forsinkede Ankomst, og overrasket ved at erfare at Kronprindsen var afreist. Hans korte Underhandlinger med Grev J. Bernstorf fandt samme Dag Sted paa Skrømt, hvorpaa han om Eftermiddagen afgik til den engelske Flaade. Endnu samme Aften begav Bernsdorf sig til Peymann, hvem han meddelte: at Jackson havde forlangt sine Passer, og at han (B.) efter den sidste Conference nu troede at et Brud med England var at vente; ikke desto mindre yttrede Greven endnu stedse, at man fra dansk Side ikke maatte gjøre det første Skud, og gjentog endog samme Formaning til General Bielefeldt, da denne senere gjorde ham sin Opvartning; bad i øvrigt om at lade ham vide, naar de Engelske gjorde Landgang, hvilket ogsaa skete, hvorpaa han samme dag forlod Byen.


38

En tilsyneladende saa forbløffet Blindhed hos vore første Diplomater lader sig næppe forklare anderledes, end af en rodfæstet Tilbøielighed hos det Bernsdorfske Ministerium til under alle Omstændigheder, naar Neutraliteten ei længere kunde bevares, at foretrække den engelske for den franske Forbindelse; en Tilbøielighed, der meget let lader sig forklare af den Berndorfske Families hannoveranske Herkomst og tyske Dannelse i det Hele, og at den nu, efter hele Nordtysklands Undertrykkelse, maatte nære Modbydelighed for enhver Tilnærmelse til Frankrig. Denne Formodning erholder desuden Bekræftelse derved, at begge Berndorferne 1810, rimeligviis ifølge Napoleons Ønske, bleve fjernede fra Ministeriet, og at det igen var den samme J. Bernsdorf, som man i 1813 benyttede til de frugtesløse Underhandlinger med England, da man paa ny vilde nærme sig samme, efter de Franskes Undergang i Rusland. At Kronprindsen i øvrigt ei indlod sig paa nogen Accommodation, som for nærværende Tid kunde synes at have været den ønskeligste, laae vistnok meest i den brutale Maade, hvorpaa det engelske Ministerium søgte at sætte sine Hensigter igjennem, hvilken til visse maatte revoltere ethvert høihjertet Gemyt, og derfor ei bør lægges en ædel Fyrste til Last, der havde været Øienvidne til sit Folks heltemodige Anstrengelser i 1801.


39

Skjøndt Kjøbenhavns daværende, i Hovedsagen endnu aldeles uforandrede Tilstand som Fæstning just ikke blev af synderlig Indflydelse paa de følgende Begivenheder, er en Fremstilling af samme dog ikke overflødig, for deels at kunde vurdere de Midler, som dengang stode de Commanderende til Raadighed, deels lære at kjende de væsentligste Brøst, hvoraf den endnu stedse lider, og saaledes med Billighed at kunne bedømme maaske lignende Begivenheder i en kommende Tid. - Kjøbenhavn ligger som Bekjendt paa begge Sider af Kallebodstrand eller Sundet imellem Sjælland og Amager, hvis sydlige Indløb er et snævert grundt Farvand paa ikkun 7-8 Fod, men som indenfor Fæstningsværkerne tiltager baade i Bredde og Dybde, og saaledes til sidst Koffardie- og Orlogshavnen, hvis største Dybde dog ikke overstiger 22 Fod, med en Bredde af omtrent 700 Alen. Over den søndre smallere Deel af Koffardiehavnen føre tvende faste Træbroere, Knippelsbro og Langebro, med Vindebroer paa Midten, for ikke at hindre Seiladsen, hvoraf den Første omtrent er 130 Alen, den anden omtrent 250 Alen lang; og hvorpaa altsaa Forbindelsen imellem Fæstningens tvende Hoveddeele fornemmelig beroer; desuden lukkes Havnen imod Nord af en ulige længere Træbro paa noget over 600 Alen med en Flydebro over Udløbet, ved den saakaldte Bom.


40

Fæstningsværkerne ere anlagt efter et ældre nederlandsk System, næsten udelukkende af Jord, og bestaae i Alt af 25 Bastioner, hvoraf 13 paa Sjælland, de andre 12 imod Amager og Søen, foruden et særskilt Citadel med 5 Bastioner paa den nordre Side, hvilke tilsammen have et omfang af noget over en dansk Miil, men hvoraf her, som i de fleste Tilfælde, kun den imod Sjælland vendende Deel af Fæstningen, tillige med det bagvedliggende Amager, i Almindelighed kan ansees for betrygget ved et Angreb fra Landsiden. En dyb og vaad Grav, der især er bred imod Amager, omslutter Fæstningen. Dennes Tilgængelighed fra Sjællandssiden indskrænkes imidlertid betydeligt ved 3 sammenhængende, omtrent 300 Alen brede, 8-10 Fod dybe, ved tvende Dæmninger fra hinanden adskilte Ferskvandssøer: Sortedam, Peblinge- og St. Jørgenssø, men hvis beliggenhed i ikkun 200-800 Alens Afstand fra Værkerne, tillige tilsteder Fienden et uforstyrret Anlæg af sine Kastebatterier, saasnart Overgangsstederne ikke tilbørligen ere i vor Magt. Vel gives der for begge Ender af denne Række Søer, tvende omtrent lige store Afstande, paa 900-1200 Alen, imellem dem og Stranden, hvilke tilstede Udfald med betydelig Front; men den nordlige af disse optages aldeles af Forstaden Østerbro,


41

og den saakaldte Clasens Have, den søndre tildeels af Forstaden Vesterbro og Tømmerpladsen, hvorved disse Fordele paa en Maade igjen gaae tabte. Foruden de 3 Hovedporte imod Landsiden og én imod Amager, fører endnu den nordre Citadelport ud imod det Førstnævnte, en jernstakitport derimod ud til Tømmerpladsen, og det sidstnævnte Terrainafsnit imellem Søerne og Stranden, hvorimod ikkun én Poterne (Gjennemgang, Lønport) findes i Courtinen imellem Rosenborg- og Qvitzows Bastioner til Forbindelse med Faussebrayen (Kirsebærgangen). Denne omgiver uafbrudt Hovedvolden imod Sjælland, og letter derved tildeels en Storm paa denne mest udsatte Deel af Fæstningen, hvorimod den ved Citadellet og imod Amager afbrydes ved Facerne af hver Bastion, for ei at tjene til Forbindelse imellem fiendlige Stormcolonner. Af Udenværker fattes 3 Raveliner ganske, paa Fæstningen meest fremspringende vestlige Hjørne, imellem Schacks og Ahlefelts Bastioner. Det søndre Indløb til Havnen af tvende afsondrede Værker, Ryssensteens Lunette og Kjøkkenkurven, og lukkes derhos af en Forpæling, bekjendt under Navnet Estacaderne; det nordre Indløb derimod, og altsaa ogsaa Flaadens Leie, forsvares af det saakaldte Sextus Batterie paa Nyholm, samt Citadellet. Der gives


42

ikke en eneste bombefri Bygning, hverken i Fæstningen selv eller dens Citadel, til Sikkring af Provisioner, Lazaretter og deslige; ligeledes er det nok tvivlsomt, om Krudstaarnene indenfor Fæstningen ere tilstrækkelige. Værkerne selv vare i 1807 temmelig forfaldne, da Brystværnet kun paa faa Strækninger havde tilbørlig Form og Høide, hvilket især var Tilfældes med 4 Raveliner og den hele saakaldte bedækkede Vei, som desuden, paa 5 Vaabenpladser nær, ligeledes var under al Palisadering *).

Til alt dette kan imidlertid ikke kun Føie svares, at Kjøbenhavn nødtes til at overgive sig længe før de fleste af de ovennævnte Mangler kom til at gjøre sig gjældende; at en Fæstnings forældede Maneer just ikke har nogen afgjørende Indflydelse paa dens Forsvar, at Jordbefæstningernes Ufuldkommenhed fornemmelig kun viser sig ved en Storm; at savnet af bombefrie Bygninger vel er en væsentlig Mangel, men kommer mindre i Betragtning ved en Fæstning af saa betydeligt Omfang som Kjøbenhavn, fordi en saadan som oftest tilbyder Tilflugtssteder, der ere uden for den fiendlige Ilds Naaekreds, her: Christianshavn, som overhovedet Amager. Hvilke Hjælpemidler til de fuldstændigste Blendinger vilde derimod

________

*) See Saga II. S. 257.


43

ikke det betydelige Forraad af Tømmer, som fandtes paa Tømmerpladsen, have frembudt, saafremt Tiden til dets Afbenyttelse ikke havde manglet, hvorimod det nu, tildeels ubenyttet ikkun forøgede Byens Fare den sidste Bombardementsnat. At den første Deel af den bedækkede Vei ei var palisaderet, kan næppe heller ansees for nogen graverende Anke imod Fæstningen, da denne Forholdsregel gjerne først pleier at finde Sted ved en Beleirings Begyndelse, og hvortil ligeledes de fornødne Materialer maae antages at have været til Stede.

Af de Befæstningsarbeider, som tage deres Begyndelse med Forberedelserne til Forsvaret maae vi her anføre (see medfølgende Beleiringsplan): a) en paabegyndt Redoute til 60 Mand og 4 Kanoner ved det daværende Salpeterværk, udenfor Østerports Barriere, hvor Blegdamsveien, Østeralle og Strandveien støde sammen; b) en Forhugning til 120 Mand og 2 Kanoner for Enden af Dæmningen imellem Sortedam og Peblingesøen, hvorved en Deel af de foranliggende Haver og Alleer ved Blaagaard og Ravnsborg bleve sløjfede; c) en lignende Forhugning tvers over og paa den yderste Ende af Ladegaardsdæmningen, imellem Peblinge- og St. Jørgenssø; d) en Dæmning over Ladegaardsaaen, for at hindre Fienden i at aflede Vandet fra Peblingesøen, men som


44

ved Fiendens Fremtrængen ikke blev fuldført; e) en tranceret, men ikke fuldført Redoute til 60 Mand paa den indre Side af Peblingesøen, for at dække Hovedvandledningen ind til Fæstningen; endvidere blev der anlagt 8 Forhugninger over de i Fæstningsgraven liggende Vandrender, for at forebygge at de skulde tjene Fienden til Overgang, i tilfælde af en Storm; ligesom og lignende Forhugninger bleve anbragt i Vaabenpladserne (tambours) uden for de 3 hovedporte imod Landsiden, hvilke, i Tilfælde af Storm, skulde forsvares med Haandgranater. Endelig anlagdes der yderst paa Tømmerpladsen f) et Batterie med Tømmerbrystværn til 6 Kanoner, hvoraf 2 Tolvpundere og 4 Sexpundere, tilligemed én 36pundig Haubits og tvende 100pundige Morterer, samt langs Tømmerpladsen imod Vesterbro-Forstad et Brystværn af Tømmer (g-g) med Skydehuller for Musketter og Trepundere, hvilket skulde tjene til et Slags Caponniere eller dækket Forbindelse imellem Fæstningen og hiint fremskudte Batterie *).

Med hensyn til Voldenes Forsyning med Skyts, da skete denne i Overensstemmelse med de fra 1801 gjældende Regulativer, Caliberet betræffende; og med

________

*) Saga II. S. 305.


45

Hensyn til Antallet sattes endnu 88 Kanoner mere i Virksomhed end hine foreskrevne, hvilket Beretteren i Saga II, S. 259, som udentvivl er General Bielefeldt selv, anfører for at møde den Anke, at Artilleriecorpset ei anmodede Søetaten om Skyts, hvis sværere Calibre og hele Skibsaffutage kun gjøre det lidet anvendeligt paa Voldene imod Landsiden *).

Ifølge Ovenstaaende befattes Kjøbenhavns Volde med 119 Kanoner og 27 Stykker Kasteskyts, som bleve betjente af det borgerlige Artillerie; Christianshavns Volde med 34 Kanoner imod Amager, samt 84 Kanoner og 17 Stykker Kasteskyts imod Søesiden; Citadellet med 45 Kanoner og 13 Stykker Kasteskyts imod Søsiden, samt 33 Kanoner og 22 Stykker Kasteskyts imod Landsiden. Fæstningen var altsaa, med Batterie paa Tømmerpladsen, i alt monteret med 321 Kanoner og 82 Stykker Kasteskyts, hvis Betjening endog vandt hæderlig Anerkendelse hos Fienden, idet den engelske Overgeneral Cathcart, i sin Beretning til Lord Castlereagh af 8de September om Kjøbenhavns Overgivelse, uvilkaarlig lader den

________

*) Man sammenligne hermed Ræder, Danmarks Krigs- og politiske Historie, 1ste Deel S. 174.


46

Yttring falde om de Danskes Forsvar: Their ordnance was well served.*)

Den mængde Transportmidler, som Voldens saa iilfærdige Montering med Skyts krævede, gjorde det strax i Begyndelsen nødvendigt for Commandantskabet at sætte Indvaaneres samtlige Heste og Vogne i Reqvision, hvilke ogsaa, saavel som ethvert andet Offer, bleve leveret med den roesværdigste Beredvillighed og Ufortrødenhed. Samtlige Forraad af Levnedsmidler bleve ligeledes opskrevne. Foruden de faste Hospitaler, oprettedes endvidere midlertidige Lazeretter i Exerceerhuset, Waisenhuset, Frimurerlogen; paa Døvstumme-Instituttet, Fødselsstiftelsen og begge Militair-Academier samt 8 smaa Forbindingsstuer i Udkanterne af Byen. De Syge og Saaredes Transport fattes under en Officeers Tilsyn og Bestyrelse. Paa Rundetaarn oprettedes en Observationspost af Officerer, som med Kikkerter havde at iagttage de Fiendtlige Bevægelser, og skriftligen afgive Melding derom til Hovedqvarteret, som dengang endnu var i Commandantboligen i Citadellet, til hvilken Ende der ogsaa stadig holdt Cavallerie-Ordonnantser ved

________

*) "Deres Artillerie blev ved betjent" see Nav. Chron. 18de Bind, S. 249.


47

Foden af Taarnet, for hurtigt at kunne overbringe den. Endelig oprettedes der en Telegraph paa Qvintus til Forbindelsens Vedligeholdelse med Sødefensionen.

Denne blev nu ligeledes efterhaanden lagt ud igjennem Bommen, hvor den indtog sin Plads imellem Kalkbrænderiet og Trekroner. Den bestod af Blokskibet Mars paa 60 Kanoner under Captain C. Wleugel, Fregatten St. Thomas paa 22 Kanoner under Capitain-Lieutenant Stephansen; 3 Stykpramme, hver paa 20 Kanoner, under Capitain-Lieutenanterne Lilienskjold, Kruse og Acheleie, hvilke Fartøier alle var fortøiede. Desuden havdes en mobil Flottille paa 31 Kanonfartøier under Overcommando af Commandeur J. C. Krieger, under hvem Capitain Baron Holsten commanderede en second. Denne Flottille var inddelt i 3 Afdelinger: Avantgarden, bestaaende af 8 Kanonchaloupper, med en Bombardeer-Division paa 5 Fartøier, besat med Kasteskyts; Corps de Bataille af 11 Kanonbaade; Arriéregarden af 7 Kanonchalouper. Da Briggen Mercurius paa 18 Kanoner, under Capitain P. J. Wleugel, som var bestemt til Kallebodstrand, ikke kunde komme igjennem Langebro, fordi den var for bred, og derhos stak for dybt, bleve senere 3 af de oven-


48

anførte Kanonbaade, under Premier-Lieutenant C. Wulf detacherede derhen, desuden blev Tøihusbatteriet monteret med 10 Kanoner for at bestryge Langebro og Havnen. Trekroner Batterie, som dengang, ligesom 1801, endnu kun var forsynet med et Træbrystværn, var besat med 68 Kanoner under Oberstlieutenant Meyer af Marinerne. Det daværende Prøvesteens Batterie i en Afstand af omtrent 1600 Alen fra den nærmeste Kyst af Amager, blev dannet af 3 under tvende stumpe Vinkler paa Landgrunden fortøiede Blokskibe: Elephanten, Øresund og Prinsesse Wilhelmine, med tilsammen 89 Kanoner, under Commandeur-Capitain van Dockum, hvem desuden Stykprammen Lindormen paa 20 Kanoner, under Capitain-Lieutenant C. Hohlenberg, samt det fra Willemoes's Forsvar 1801 berømte Flaadebatterie Nr. 1 paa 24 Kanoner under Capitain-Lieutenant Juel, bleve underlagte. Sødefensionens Kanonstyrke beløb sig, med Indbegreb af de tvende faste Batterier, i Alt til 508 Stykker af sværeste Calibre.

Kjøbenhavns daværende Befæstning bestod, saa vidt det efter Sammenligning imellem de forskellige Angivelser, nu nogenlunde lader sig godtgjøre, af følgende Troppestyrke:


49

Artilleri ... 250 Md.
Cavalleri:
Garden til Hest ... 90 Md.
Sjællandske Ryttere ... 395 Md.
Husar Excerceerskolen ... 45 Md.
I alt 530 Md.
Infanterie:
Garden til Fods ... 320 Md.
Danske Livregiment ... 1300 Md.
1 Bataljoner af Norske ditto 850 Md.
Marinerne 2450 Md.
Recrutter 413 Md.
I alt 5333 Md.
Livjægerne 330 Md.
Herregaardsrytterne 118 Md.
6 Bataljoner Landeværn 2520 Md.
Borgervæbningen 4000 Md.
Studenterne 800 Md.
Hele befæstningen 13881 Md.

Af Ingeniørcorpset, som dengang udelukkende bestod af Officerer, vare Generalmajor Gedde, 1 Oberstlieutenant, 2 Capitainer og 4 Lieutenanter tilstede; af Artillericorpset: Brigadechefen, Oberstlieutenant Beck, samt 3 andre Stabsofficerer, 1 Capitain og 12 Lieutenanter, hvortil senere


50

kom 3 ved Artillerie-Instituttet ansatte Officerer, samt 2 Capitainer og 2 Lieutenanter, som den 14de August indtraf fra Holsten. Med de havende Artillerister gjordes i Alt 3 Feltbatterier mobile, hvert paa 8 trepundige Piecer, under Capitainerne Hummel, Lützow og Meyer. - Strickers faste Batterie paa Amager blev overdraget til Capitain J. Steffens

.

Af Sjællandske Ryttere, under Oberstlieutenant Bassewitz, garnisonerede allerede før Fiendtlighederne Begyndelse 200 Mand i Kjøbenhavn, hvoraf imidlertid, ved de Engelskes Ankomst i Sundet, 50 Mand detacherede til Kronborg, 125 fordeeltes i 5 smaa Afdelinger til Nivaa, Taarbæk, Valby, Kastrup og Østerbro, for at iagttage Strandkanten, og Resten besørgede Ordonannantstjeneste. Den Deel af Regimentet, som havde sit Standqvarteer i Nestved, blev, efterat være indkaldt til Kjøbenhavn, indqvarteret paa Vester- og Nørrebro; Eskardronen fra Slagelse, som indtraf den 13de August, blev lagt paa Frederiksberg, og den fra Vordingborg, som indtraf den 15de om Aftenen, kom til at ligge i Valby. Senere kom Hovedstyrken af Ryttere til at cantonnere i Sundbyerne paa Amager, hvoraf daglig afgaves et Commando af 70 Ryttere til Husarkasernen, for at patrouillere og forrette Ordonnantstjeneste; hvori desuden ogsaa Garden til Hest og Husarafdelingen deeltoge.


51

Af de ovenanførte 6 Batailloner Landværn, indtraf 1ste og 3die Bataillon af nordre-sjællandske, samt 3die og 6te af søndre-sjællandske Regiment, Dagen efter Kronprindsens Afreise, i Kjøbenhavn, men toges først til Tjeneste den 18de, af hvad Grund vides ikke, paa hvilken Dag de mønstrede paa St. Annæplads, erholdt deres Faner og 15 skarpe Patroner pr. Mand. Dagen forude vare ogsaa de tvende manglende Batallioner, 2den og 4de nordsjællandske, indtrufne, hvilke ligeledes først toges til Tjeneste den 20de, og i forening med de foregaaende dannede én Brigade under Generalmajor Walterstoft. Fire af disse Bataillioner camperede deels i Philosophgangen deels i Esplanaden under Citadellet; den 5te indqvarteredes paa Christianshavn. Den sjette Bataillon under den forhenværende Søofficeer, Major Braëm, overlodes derimod til Artilleriets Disposition, og besatte Christianishavns Vold, hvor den øvedes i Kanonexercits.

Livjægerne, under Major Holsteins Commando, bestode af Frivillige af Kjøbenhavns mere velhavende Ungdom, hvilke eqviperede sig selv, og hvori ved denne Leilighed ogsaa adskillelige yngre Embedsmænd fra Regjeringscollegierne indtraadte, saa at de den 15de August, da de toges til Tjeneste, udgjorde en Styrke af 330 Mand i 4 Compagnier.


52

De frivillige saakaldte Herregaardsskytter fra Godserne i Sjælland bleve, skjøndt beredne, formerede til Fods under Kammerherre v. Kroghs Commando, og toges ligeledes i Tjeneste den 15de August.

Borgervæbningen bestod af 12 Compagnier Infanterie under Stadshauptmand Mylius, og af 6 Compagnier Artillerie under Major Hallender.

Studenterne udgjorde det saakaldte Kronprindsens Livscorps, under Overhofmarchalk Hauch, inddeeltes i 8 Compagnier og toges til Tjeneste den 20de August.

Af samtlige ovenanførte Tropper, hvoraf 1228 Marinere vare detachherede til Trekroner, Prøvesteen, Dragør og ombord paa Defensionsskibene*) , saa Resten af Besætningen beløb sig til 12653 Mand, maae vi med Føie antage, at i det mindste: hele Cavalleriet, Garden til Fods, Danske Livregiment, Resten af Norske Livregiment og af Marinerne samt Livjægerne og Herregaardsskytterne, tilsammen noget over 4500 Mand, lige fra Begyndelsen af vare i stand til at bruges i aaben Mark. Denne Styrke af 168 regulaire Tropper kunne vi endnu tænke os forøget, naar den til Kronborg detacherede Bataillon af Norske Livregiment, ved de tvende Landeværns-Batailloners

________

*) See Saga II,S 261.


53

Ankomst sammesteds, var bleven kaldt tilbage til Kjøbenhavn, hvor den godt kunne have indtruffet inden Fientlighedernes Udbrud, og hvor dens Nærværelse var ulige vigtigere end paa Kronborg, som desuden havde ét Linieregiment (daværende Kongens Regiment) til Garnisionen. Hvorvidt det endvidere havde været raadeligt ligeledes at lade de 1228 veløvede Marinere paa Sødefensionen afløse af et lignende Antal Uøvet Landeværn og Recruter, lader sig nu vanskelig afgjøre; kun ville i begge disse Tilfælde Antallet af de regulaire Tropper være bleven forøget med henved 1700 Mand. Vilde eller turde man ikke dette, saa synes det ikke urimeligt, at de 5 Batailloner Landeværn og Recruter, efter en 8 Dages flittig Øvelse i det væsentlige, maatte have kunnet bruges i aaben Mark, hvorved den mobile Deel af Garnisionen vilde være bleven forøget med noget over 2500 Mand *), saa den i dette Tilfælde uden Overdrivelse maatte kunne anslaaes til 7000 Mand i Alt. Den paastand i Saga II, S 263 og 271 synes da i hvert Tilfælde ugrundet, at der i det Hele kun kunde anvendes 1700, eller, som der paastaaes S. 274

________

*) At dette ikke er for rigeligt vil bedst sees deraf, at Landeværnets reglementerede Styrke var 600 Mand pr. Bataillon, hvilket vilde give 3000 Mand, og med Recruterne 3400 Mand.


54

endog kun 12 à 1300 Mand til at modsætte sig den Fiendtlige Landgang. At de i Fæstningen tilbageblevne Marinere ikke vare til at bruge, paa Grund af deres Utilforladelighed, ei heller Recruterene, fordi de endnu ikke vare blevne øvede i Skarpskydning, ere uvæsentlige Indvendinger under saa presserende Omstændigheder: thi vare hine saa utilforladelige, var det jo endnu farligere næsten udelukkende at lade dem besætte Citadellet, som Tilfældet var hele Beleiringen; Recruterne maatte jo dagligen kunne øves i at skyde til Skive. Trække vi nu 7000 Mand mobile Tropper fra den ovenanførte resterende Befæstning, 12653 Mand, bliver der endnu 5650 Mand stabile Tropper tilbage, hvilket maatte være mere end tilstrækkelige til udelukkende at bestride den uundværlige Garnisionstjeneste, Arbeidscommandoer, samt Udenværkernes Besættelse ved Udfald m.m., især naar Vagtparaden - som S. 261 angives til 535 Mand, men S. 263 rigtignok kun til 363 Mand af begge Livregimenter den Dag Landgangen skete, fordi Borgere supplerede Resten - var bleven betydelig formindsket *), da der uden Tvivl maa have været

________

*) Dens nuværende daglige Styrke er, trods Kongehusets Tilstedeværende og Straffeanstalternes betydelige Udvidelse, ikke mere end hen ved 250 Mand.


55

en Deel overflødige Vagter og Porter, som ikkun gammel Sledrian kunde ansee for nødvendige, siden baade Rosenborg, Amalienborg og Slotholm hver havde sin Vagt, og de saakaldte Honneur- og Faneposter bibeholdtes med største Omhu *). Ja endog Dagen før Bombardementet tog sin Begyndelse, blev endnu Tallotteriet trukket paa sædvanlig Maade **).

Natten imellem den 12te og 13de August var Vagtskibet i Sundet, Fregatten Frederiksværn paa 36 Kanoner, under Capitain H. S. Gerner, gaaet under Seil fra Helsingør Rhed, for at søge en Havn i Norge. Den følgende Nat passerede den Anholt, og kort før Midnat imellem den 14de og 15de blev den indhentet af den engelske Fregat Comus, Captain Heywood, omtrent 3 Mile fra Marstrand. Denne var afsendt fra Linieskibet Defence, som fulgte efter, hvis Chef, Capitain Ekins, var bleven detacheret fra den engelske Flaade i Sundet, med Ordre at bemægtige sig den danske Fregat, skjøndt Krigen endnu dengang ikke var erklæret. Da den engelske Fregat, som seilede bedre en Linieskibet, havde indhentet den danske, forlangte Chefen, at Gerner

________

*) See Seeland im Sommer 1807, S. 74.

**) See Hansen Leirkrands S. 114.


56

skulde brase op, indtil ogsaa Linieskibet var kommet ham paa Siden, hvilket Gerner naturligviis afslog. Paa gjentagne Opfordring satte denne sine Underseil til, hvorpaa den engelske Fregat holdt af, og paa Pistolskuds Afstand gav Frederiksværn Laget agter ind, saa Radt og Radtlinierne bleve overskudte. Da den danske Fregat besvarede denne Ild, slukkede Røgen af dens egne Kanoner Lygterne paa Batteriet, saa Mandskabet maatte famle om i Mørke, hvorved Skytsets Betjening sinkedes, og da endvidere Takelagen blev forskudt, løb Skibet i Vinden og Seilene brasede sig selv. Den engelske Fregat gav nu Frederiksværn et Lag forind, hvoraf denne blev saa ilde tilredt, at den efter en Kamp af 45 Minuter strøg med et Tab af 8 Døde og 12 Saarede. Ifølge den engelske Capitain Heywoods Rapport derimod *), ragede begge Skibe imod Slutningen af Kampen uklar af hinanden, hvorpaa de Engelske, førte af Lieutenanterne Watts og Hood-Knight uden videre Modstand entrede paa Broen af Frederiksværn. **) Denne førtes tilbage til Sundet, hvor den den 19de om Morgenen

________

*) Se Nav. Chron. 18de Bind, S. 234.

**) See endvidre United Service Magazine 1843, 3die Deel, S. 351.


57

saaes ligge midt i den engelske Flaade under dansk Flag, til Tegn paa at de Engelske endnu stedse vilde have dens Erobring betragtet som en blot midlertidig Besiddelse.

Ikke desto mindre synes det som om Fiendtlighedernes Udbrud har været tidligere paatænkt af de engelske Anførere end den virkelig fandt Sted; i det mindste er den engelske Flagcapitain, Sir Home Pophams Disposition til Landgangen (see Bilag VI), der fortjener at læses som et Mønster paa deslige Foranstaltninger, allerede af den 7de August. Foruden de Jacksonske Underhandlinger var maaske ogsaa Overgeneralen, Lord Cathcarts sildige Indtræffen fra Rügen, den 12de August, Grunden til denne Udsættelse, thi den 13de bleve først samtlige Transportfartøier undersøgte og inddeelte i Brigader, hver under Bedækning af sit Krigsskib; ligeledes blev der kogt Levnedsmidler for to Dage til Mandskabet, og uddeelt det tilstrækkelige Forraad af Foder til Hestene, i den Tanke, at Landgangen allerede skulde gaae for sig den 14de *), men Vind og Strøm vare imod. Endelig den 15de August over Middag gik hele den engelske Flaade under Seil fra Helsingør Rhed, hvor

________

*) See Gambiers Rapport i Nav. Chron. 18de Bind S. 228.


58

den havde ligget stille i samfulde 12 Dage, og krydsede op imod Vedbæk, hvor den henad Aften gik til Ankers. Transporten, som førte Reservedivisionen under General Wellesley (senere Hertugen af Wellington), nærmest Kysten, dækket af Fregatten Surveillante, Capitain Collier, og af adskillelige Kanonbrigger; hvorimod en anden Afdeling af Flaaden under Admiral Eslington, med General Spencers Brigade ombord, ankrede høiere op i Sundet, omtrent udenfor Skovshoved, for, hvis Landgangen mødte Modstand ved Vedbæk, at udføre en Diversion i Flanke og Ryg paa Kystforsvarerne *). Stranden blev derpaa undersøgt, og de sidste Foranstaltninger til Landgangen trufne.

Stedet, som de Engelske havde udseet hertil, er en aldeles aaben Slette imellem den nordlige Indgang til Vedbæk, og det saakaldte Bleghuus, hvor der imidlertid fra vor Side frembyder sig tilstrækkelig Dækning for spredt Infantarie bag en med Strandbredden parallel løbende Sandklit (Düne), der taber sig som et Glacis ned mod Stranden, i virksom Geværskuds Afstand fra denne. Selv for et Par Kanoner er der paa Veien strax udenfor Byen en dækket Opstilling, hvorfra Land-

________

*) Cathcarts Raport i Nav. Chron. 18de Bd. S. 230.


59

gangsstedet kan enfileres (beskydes paa langs), og i Fjerdingsveis Afstand uden for de fiendtlige Krigsskibes Naakreds, hæve sig skovklædte Bakker, der næsten indeslutte Sletten imod Sønder og Vester, ganske egnede sig til en skjult Opstilling, hvori Fienden ei vilde have været i stand til at vurdere vores Styrke og saaledes være afbenyttet til virksom Modstand, endog imod en betydelig Overmagt. Vi skulle nu faa at see, hvi en saadan ikke blev forsøgt.

Paa indløben Melding fra Cavalleriepatrouillerne, at den fiendtlige Flaade var under Opseiling, blev næmlig Natten til den 16de, imellem Kl. 2 og 3 afsendt et datachment fra Fæstningen, bestaaende af 200 sjællandske Ryttere, Livjægere, Herregaardsskyttere, samt de tvende 3pundige Batterier under Capitainerne Hummel og Lützow, i Alt noget over 600 Mand og 16 Kanoner, under Oberstlieutenant Bassewitz's Commando, for at iagttage Fiendens Foretagender, men med den lammende Instrux, ikke at gaa længere end til Lyngby, derfra at patroullere Dyrehaven, og frem for Alt at vaagte sig for ikke at blive afskaaren fra Fæstningen, hvis en Landgang allerede havde fundet sted. Da Hovedhensigten med dette Commando var at overbevise sig, om Fienden virkelig landede eller ei, var dens afmarche langs


60

Kongeveien til Lyngby, i divergerende Retning fra Kysten, heel besynderlig. Den Indvending, at Detachmentet, ved at følge Strandveien, som den, der tilstedede den umiddelbareste Iagttagelse, kunde bemærkes af den udenfor Skovshoved liggende Afdeling af den engelske Flaade, faldt til deels bort, naar man afmarcherede saa betimelig fra Fæstningen, at man kunne have naaet Charlottenlund inden det gryede ad Dag, da man saa skjult kunde have fortsat sin Marche bag om Skovshoved, igjennem Jagtporten, over Erimitagen til den nordligste Udkant af Dyrehaven, saafremt Spencers Brigade ikke gjorde Mine til at lande, hvorom man ved jævnlig Udkik til Stranden stadig kunne overbevise sig. I alle Tilfælde vilde en Udmarche over Lundehuset ad Ordrupveien , som desuden dengang var mindre tung end den sandede Strandvei, have været langt at foretrække for Kongeveien. Vel marcherede Bassewitz ved sin Ankomst til Lundehuset Livjægerne ad denne Vei, men idet han selv med Hovedstyrken drog ad Kongeveien, fjernede han sig fra dem, og berøvede dem derved deres naturlige Understøttelse, hvis de under Fremmarchen vare stødte paa Fienden. Desuden synes den omstændelige, trættende Afsøgning og Sikring af Marchen paa en Tid, da den efter Rimelighed endnu slet ikke kunde trues, at have havt Detachmentets


61

Forsinkelse til Følge, hvorved det netop ganske forfeilede sin Bestemmelse. Ved Indgangen til Dyrehaven opløstes Livjægerne som det synes i én eneste Kjede fra Stranden til Fortunen, uden nogensomhelst Ryghold, og rykkede saaledes frem imod Mølleaaen, hvor man standsede og besatte Overgangsstederne. Bassewitz tog derimod et Slags Stilling paa den saakaldte Ræveskovsbakke ved Vintappergaarden, man skal vanskelig kunne sige i hvad Hensigt, men hvorved det da ei bliver vanskeligt af forklare sig, at de ikke fik Øie paa Fienden, eller kom til at hindre hans Landgang. Først henimod Middag fik man ved nogle Reisende fra Hirschholmkanten at vide, at Landgangen allerede havde fundet Sted, ligesom et langt udgaaende Cavalleriepatrouille under en Officeer, ved at opsnappe en engelsk Jæger, bragte den Melding, at Fienden allerede var i fuld Anmarch imod Nærum.

Søndag den 16de August om Morgenen Kl. 5 havde næmlig den engelske Landgang taget sin Begyndelse, først med et Compagnie Hannoveraner, hvem den hele øvrige Infanteriebrigade under Oberst Barsse fulgte (Bilag VII), der var den Deel af den tyske Legion, som var bleven indskibet i Hull, og foreløbigen var blevet tildeelt Reservedivisionen under Wellesley, hvorimod den ulige større Deel (3 Brigader)


62

under Lord Roslyn, hvert Øieblik ventedes fra Rügen, og allerede saaes i Kjøgebugt. Efter at disse Tropper havde faaet et Feltbatterie iland, rykkede de frem og besatte de omkringliggende Høider, hvorpaa det øvrige Infanterie med nok et Feltbatterie fulgte i løbet af Formiddagen. Om Middagen udskibedes endvidere Stabens Heste, Bespændingen til de tvende ovennævnte Batterier, samt en Eskadron af 1ste Regiment lette Dragoner, *) med hvilken sidste den commanderende General, Lord Catheart, strax foretog en Recognoscering ind imod Byen, og endnu samme Aften uden mindste Hinder naaede Jægersborg, fulgt af hele Infanteriet, venstre afmarcheret, i 3 Colonner, hvoraf høire Fløi under Wellesley over Nærum og Nymølle til Lyngby; Centrum under General Ludlow, over Eremitagen og Fortunen til Jægersborg; venstre Fløi, under General Baird langs Strandveien til Charlottenlund, i hvilke Stillinger alle 3 Colonner tilbragte Natten under Vaaben. En Proclamation af de engelske Befalingsmænd bleven affattet paa Tydsk, men da

________

*) Under denne Benævnelse forekommer stedse Cavalleriet i de oficielle Rapporter fra den Tid, hvorimod Ludlow Beamish i hans King's German Legion kalder dem Husarer.


63

man ikke havde kunnet formaae nogen Dansk til at oversætte den, skete det af en Svensk, hvorom ogsaa Oversættelsen, som i Bilag VIII. gjengives i sin oprindelige Skikkelse, bærer Præg.

Det vil ikke her være af Veien at møde et dengang iblandt os Danske meget almindeligt Rygte, som endnu ei ganske er uddød, at Hannoveranerne vilde være gaaet over til os ved Landsgangen, saafremt den mindste Modstand fra vor Side havde givet dem forønsket Leilighed dertil. Men ikke at tale om at der under hele Begivenheden ikke findes et eneste factisk Spor af et saadant Sindelag iblandt dem, trods den danske General Strickers Opfordring til dem den 4de September *), og at ingen Forfattere, være sig engelske eller hannoveranske, i mindste Maade have omtalt en saadan Stemning, maae vi tillige erindre, at den hannoveranske Armee ved Landets Besættelse af de Franske, ifølge Conventionen til Suhlingen af den 3die Juni 1803, frivillig havde rømmet sit Fædreland og begivet sig til England, for saaledes at unddrage sig det forhadte franske Herredømme og at den umuelig kunde vente sig nogen bedre Skjæbne ved at kaste sig i Armene paa de Danske, som fra nu af maatte komme til at staa under den

________

*) See A. C. Hansens Leirkrands S. 151.


64

forhadte Napoleons Indflydelse. Ei heller røber deres senere udmærkede Tjeneste under engelske Faner i Portugal, Spanien og ved Waterloo nogen Lunkenhed for Englands Interesse, saa vi indtil videre maae ansee dette Sagn for at være opstaaet af den bitre Følelse, som Folkets skuffede Forventninger om en afslaaet Landgang dengang fremkaldte. See vi ogsaa hen til, at fra vor Side langtfra ikke saa stor en Styrke, som dertil udfordredes og som kunde have været disponible, blev afsendt, og at af det udsendte Commando Landgangen ei engang blev observeret, end sige tilbageviist, saa nødes man til at give den offentlige Mening Medhold, som bittert dadlede en saa kraftløs Begyndelse, og derved led nok et Skaar i sin Begejstring; hvor meget man end som Militair kan være overbeviist om, at Landgangen ei vilde være bleven afværget af en Styrke, liig den, som der var tilstede, og at den, om end afviist ved Vedbæk, rimeligviis vilde være bleven iværksat paa et andet Punkt. Men slige Lærdomme vil ethvert ædelt Folk med Rette først see skrevet med Blod, inden de troes.

Efter indløben Melding til Peymann om den stedfundne Landgang, blev næmlig Bassewitz's Commando strax kaldt tilbage til Kjøbenhavn, for, som det hedder i Saga II, S 274, at samle den ube-


65

tydelige Styrke af regulaire Tropper; saa meget mere, som den ovennævnte fiendtlige Transportflaade fra Rügen syntes at true med en Landgang paa den nordlige Side af Kjøgebugt eller paa Amager; man mente ogsaa, at det ei heller kunde nytte at sende hiint Commando videre frem mod den i Skoven etablerede Fiende, da hverken Cavallerie eller Artillerie kunde benyttes, uden at exponere sig, og man fra Fæstningen ikke kunde sende noget Infanterie til Forstærkning, eftersom Regimenternes Frifolk først Alle vare mødte den 16de, og derfor ikke kunde tages i Tjeneste før den 17de; fordi Landeværnet desuden endnu ikke var organiseret, og den hele Infanteriestyrke, hvorover man den Dag kunde disponere, ikke beløb sig til mere end 12-1300 Mand. Endeligen synes ogsaa den Pasus i Kronprindsens efterladte Ordre: ei at være Agressor, at være bleven saaledes forstaaet, som om man ei torde gjøre det første Skud, skjøndt den efter Krigserklæring, og hvor meget mere da efter skeet Landgang, fornuftigviis maatte have tabt al Gyldighed.

Den følgende Morgen i Dagbrækningen fortsatte de engelske deres Fremmarche i 3 Colonner høire afmarcherede for at omringe og indeslutte Staden, skjøndt en fortsat afmarche tilvenstre, som den foregaaende Dag, maa synes rigtigere, da det jo var


66

fra venstre Fløi, der var fixeret til Stranden, at udviklingen skulde skee. Venstre Fløi under General D. Baird standsede ved Bagerens Mølle eller Svanemøllen, og strakte sig derfra til Emdrup; høire Fløi under General Ludlow, som fra Jægersborg drog over Buddinge, Gladsaxe, Mørkhøi, Husum og Vandløse til Frederiksberg, strakte sig herfra ned til Kallebodstrand, og endte paa den Anden Side ved Falconergaarden; endelig Reservedivisionen under Gen. Wellesley, som rykkede fra Lyngby over Vangede og Søborghuus til Emdrup, hvorfra den over Utterslevmølle og Lygten udfyldte Mellemrummet mellem venstre og høire Fløi, med Divisionsquarteret i Brønshøi. Denne Ombytten af Centrum og høire Fløi, der som oftest fører til en Krydsen af Colonnerne, hvilket ellers ansees som en Feil, skete vel her for at skaffe Wellesleys Division, som den, der Aftenen forud var længst tilbage, et kortere Veistykke at tilbagelægge, og for tillige at faa den som Reserve i Midten. Den Deel af den tydske Legion, der var landet ved Vedbæk, blev staaende ved Charlottenlund for at dække Cavalleriets og det øvrige Feltartilleries Udskibning ved Skovshoved, hvor nu ogsaa Brigaden Spencer landede og indtog sin Stilling nærmest Stranden. Alle Divisioner iagttog den Forsigtighed at udstille Piketer bagud, for at dække sig imod


67

muelige Angreb i Ryggen fra Landet. Hele denne første Opstilling strakte sig fra Flaskekroen over Frederiksberg, Lygten, Lundehuset til Svanemøllen med Hovedquarter paa Landstedet Hellerup ved Strandveien, for at vedligeholde nær Forbindelse med Flaaden. Vore Fortropper strakte sig dengang fra Kalkbrænderiet udenom Blegdamsveien, Blaagaard, Ladegaarden, forbi Indgangen til Frederiksberg-Allé til gamle Pesthuus ved Kallebodstrand, med 2 Trepundere og de fornødne Infanteriepiketer til Understøttelse ved samtlige Udgange, saasom Landeveien til Frederiksberg strax forbi Jernporten, paa Ladegaardsveien, Nørrebro og Østerallee; desuden holdtes Strækningen imellem Sortedam og Stranden besat med en Bataillon i Clasens Have.

Prinsesserne Juliane og Charlotte, til hvem der om Søndagen var bleven reqvireret og tilstaaet Reisepasser, forlode Dagen efter Staden, og bleve ved Frederiksberg modtagne af den engelske Garde med de sædvanelige Æresbevisninger. Henimod Middag forefaldt den første Fiendtlighed til Lands ved Vibenshuus, i det der skete et Udfald igjennem Citadelsporten, under Major Holstein med Livjægerne og Herregaardsskytterne; 200 Recruter under Major Kreber, samt et trepundigt Batterie under Capitain Hummel imod den fiendtlige


68

Forpostlinie, medens Kanonbaadene paa samme Tid roede ud og beskød den venstre Flanke. Deslige parallele Angreb, uden noget bestemt Formaal, kunne i det høieste tjene til at vænne uerfarne Tropper til Ilden, og førte ei heller her til andet. Efterat de engelske Piketer vare blevne et Stykke tilbage paa den anden Side af Lille Vibenshuus, forstærkedes af de den bagved liggende fremrykkende Linie, en Afdeling af Fiendens 2det Husarregiment, tilligemed Resten af 1ste og en Deel engelsk Artillerie, som nylig var bleven landsat ved Skovshoved, kom ved denne Leilighed i Ilden, hvorpaa vore Tropper igjen maatte tilbage med et Tab af 1 Død og 13 Saarede. Capitain Hummel, der tidligere havde bivaanet Felttog i Udlandet, og hvis hele Ydre bar Præg af en forfaren Krigsmand, nævntes allerede ved den Leilighed med Berømmelse, og vedligeholdt den hele Beleiringen igjennem. Da det var stille, maatte de engelske Kanonbrigger, som udgjorde en egen Eskadre, den saakaldte advanced squadron, under Chefen for Linieskibet Goliath, Captain Puget, lade sig bugsere frem, og kom saaledes først silde til at aabne en levende Ild imod vore Kanonbaade, hvilken varede fra Kl. 6-9 om Aftenen, da vore Baade igjen indtoge deres forrige Stilling imellem Kalkbrænderiet og Trekroner, med Tabet af ikkun én eneste Død,


69

og uden at noget Resultat var opnaaet paa nogen af Siderne. Tidlig den næste Morgen fornyede Kanonbaadene deres Angreb paa de engelske Brigger, i Tillid til deres længere og sværere Skyts; men disse betjente sig ligeledes af 18pundere, som med stor Activitet om Natten vare blevne ombyttede med deres tidligere Carronader; ligeledes var et Batterie 9pundigt Feltskyts ført fra Artillerieparken ved Skovshoved til Svanemøllen, hvilket, skjøndt i Begyndelsen uden Jorddækning, ved at enfilere Kanonbaadelinien i venstre Flanke, tvang den til igjen at trække sig tilbage til Kalkbrænderiet. Premierlieutenant Bull af Søetaten blev ved den Leilighed haardt Saaret i Laaret, hvoraf han senere døde, den 26de August. At dette Angreb ikke blev ledsaget af et Udfald til Lands langs Strandveien imod Lille Vibenhuus, for at sysselsætte det engelske Feltbatterie ved Svanemøllen, og saalænge som mueligt hindre Opkastelsen af et fast Batterie sammesteds, var en ikke uvæsentlig Feil fra dansk Side; thi da de Engelske nu lidt efter lidt fik deres Skandseredskaber i Land, begyndte de at opkaste et stærkt profileret Værk til dækning for det ovennævnte Feltbatterie, hvilket senere med rask Fremgang blev forvandlet til et svært fast Batterie, og besat med det 82de Infanterie-Regiment under Oberstlieutenant Smith. I den Grad forstode


70

de Engelske ikke alene rigtig at vurdere dette Støttepunkt for deres venstre Flanke, hvorpaa deres Forbindelse imellem deres Land- og Sømagt beroede, men og hurtigen at sætte det i tilbørlig Forsvarsstand; hvorimod vi ikke alene ei tænkte paa at forskaffe os et lignende Støttepunkt, ved Befæstningen af et af Kalkbrænderierne, der tillige havde kunnet fastholde Clasens Have, men ei engang vare istand til at fuldføre den paabegyndte vigtige Redoute ved Salpeterværket, skjøndt den ikke nær var saa udsat for den Fientlige Ild, som Svanemøllebatteriet under dets Opkastelse maatte være for vor; og uagtet vi, umiddelbar udenfor vore Arsenaler og Depoter, og med en stor Hovedstads Arbejdskraft til Disposition, ikke godt kunne antages at have været svagere paa de fornødne Hjælpemidler til et saadant Værks Fuldførelse.

Af den i Kjøgebugt ankomne Transport var en Afdeling, som førte hele Expeditionens Cavallerie, 3 hannoveranske Husarregimenter og tvende Feltbatterier, strax, afgaaet igjennem Drogden til Skovshoved, hvor de landede den 18de. Af disse Tropper blev en større Deel af alle 3 Cavallerieregimenter med et ridende Batterie anvendte til at iagttage den i Ryggen af Beleiringsarmeen liggende Skovegn, idet de droge en sammenhængende Kjede af Piketer og Poster fra Sorgenfrie til Kollekolle, med en Ba-


71

taillon af den tydske Legion til Understøttelse, Alt under den hannoveranske General F. v. d. Deckens Befaling. Hvert Cavallerieregiment afgav desuden én eller flere Eskadroner til Beleiringscorpset, næmlig 1ste Husarregiment til Centrum, 2det til venstre, 3die til høire Fløi, hvilke havde deres respektive Qvarterere i Jægersborg, Charlottenlund og Vandløse; sidstnævnte havde desuden det Hverv at iagttage Landeveiene fra Roskilde og Kjøge.

Efterat tvende Krudttransporter fra Frederiksværk lykkelig og vel havde naaet Kjøbenhavn, var den tredje og største, paa omtrent 500 Vogne, den 17de August tidlig om Morgenen afgaaet fra Værket i to Colonner, hvoraf den ene skulde gaae over Gjørløse og Farum, den anden over Slangerup og Maaløv, under Bedækning af Frederiksværk frivillige Corps, og under Anførsel af Major Tscherning, Inspecteur paa Værket. Da Transportens østligste Colonne ud paa Eftermiddagen havde naaet Egnen af Farum, stødte den paa en fremskudt Afdeling af General v.d. Deckens ovenomtalte Observationscordon, som bestod af en Eskadron af 1ste Husarregiment samt 18 Husarer af 3die, i Alt 120 Heste under Rittmester Krauchenberg. Tscherning lod strax Transporten gjøre Omkring, og førte den over Herløv og Frederiksborg til Kronborg, med Undta-


72

gelse af den forreste Afdeling paa en Snees Vogne, som blev afskaaren. Krauchenberg fortsatte imidlertid sin Fremrykning over Frederiksborg imod Frederiksværk, og naaede henad Aften den 18de August Kregme, hvor han erfoer Værkets svage Befæstning, og besluttede at tage det i Besiddelse. Major Tscherning , som imidlertid igen var vendt hjem fra Kronborg til Frederiksværk, og indsaae at den Deel af Besætningen, der var bleven ham levnet fra Krudttransporten ikke var i stand til at forsvare Værket, søgte i det mindste at forskaffe det en Capitulation, ved at bilde Fienden ind, at det var befæstet. Da General v.d. Decken, som selv var fulgt med den fiendtlige Afdeling, lidt over Midnat lod Værket opfordre af Ritmester Krauchenberg, som ligeledes i Bevidstheden om sin svage Styrke, fandt det raadeligt, at udgive sig for et helt Armecorpses Avantgarde, bleve begge Parter efter nogen Parlementeren snart enige. Værket blev, som Kronprindsens private Eiendom, sat under engelsk Beskyttelse, og skulde forblive i fuld Drivt, imod at aflevere sine Fabrikata til Fienden, hvilket dog ikke skete. Besætningen blev afvæbnet, men ei gjort til fange; de fra de tvende første Transporter i Kjøbenhavn blevne Kudske fra Frederiksborg Amt fik endog Tilladelse til at inde-


73

sluttes i denne Capitulation, og vende tilbage til deres Hjemstavn *)

Den 19de om Morgenen Kl. 7 forlod v.d. Deckens Commando igjen Frederiksværk, og medtog ikkun 4 Kanoner og halvdelen af Besætningens geværer; men ifølge Generalens officielle Rapport til Lord Cathcart **), havde Bønderne fra de omliggende Skovegne, altsaa de saakaldte Kulsviere, flokket sig sammen, til deels med Skydevaaben, men største Deel med Høtyve, Leer o.dsl., for at afskære hans Retraite. Flere hundrede Mand samlede sig paa en Bakke, og affyrede enkelte Skud paa den Fiendtlige Eskadron, hvilket dog, formedelst Afstanden, bleve uden Virkning, og da den fiendtlige Lieutenant

________

*) Anderledes formaaer jeg næmlig ikke at udlægge følgende mærkelige Pasus i Cathcarts officielle Rapport om Frederiksværks Overgivelse (Nav. Chron. 18de Bd. S. 258): and the commanding general in Copenhagen has actually permitted the artillerymen, included in the capitulation, but who were serving in the place, to come out of the town as prisoners on capitulation; thi at Peymann skulde have tilladt virkelige Artillerister fra Frederiksværk, som vare tjenestegjørende I Kjøbenhavn, at forlade Fæstningen, for at indbefattes under Frederikværks Capitulationen, er dog altfor utroligt.

**) Nav. Chron. 18de Bind, S. 258.


74

Ernst v. Poten med nogle Dragoner sprængte ind paa dem, løb Hoben fra hverandre, og efterloed 50 Mand og 5 Heste i Fiendens Vold. Da imidlertid v.d. Decken erfoer, at alle Skove og Byer paa hans Tilbagevei vare fulde af lignende bevæbnede Skarer, foretrak han at forandre sin Marcheroute, og førte sit Cavallerie igjennem en mere aaben Egn tilbage til Jægersborg. Samtlige ved denne Leilighed tagne Fanger bleve satte i Frihed, efter at være blevne afstraffede med Fugtel.

Saa overdreven end denne Rapport vistnok er, da ingensomhelst dansk Beretning i mindste Maade omtaler en saadan Bevægelse hos den nordsjællandske Almue, saa har man dog paa den anden Side ondt ved at troe, at der ikke skulde ligge ringeste Kjendsgjerning til Grund for en saa høitstaaende Militairs officielle Rapport, hvorved vi maa beklage, at der ikke nævnes én eneste Landsby, hvorigjennem Tilbagetoget skete. Men idet vi altsaa indtil videre maae lade den hele Tildragelse staae ved sit Værd, synes i det mindste saa meget at være indlysende, at om end Hannoveranerne havde troet paa Spøgelser ved høi lys Dag, burde denne Egn, og ikke den ved Kjøge, have været gjort til Skueplads for Castenskjolds Operationer, hvorom mere i det følgende.


75

Udenfor Kjøbenhavn vedbleve imidlertid de Engelske at landsætte deres Beleiringsskyts og Artilleriepark ved Charlottenlund, og at fremme deres Værker imod Byen, hvortil commanderedes 600 Mand paa Arbejde ad Gangen, hvilke afløstes hver fjerde Time. Især blev Batteriet ved Svanemøllen forstærket og monteret med 4 Fireogtyvepundere, og det bagvedliggende Haubitsbatterie forsynet med Traverser og Brystværn. Den 19de var Garnisionen i Kjøbenhavn bleven inddeelt i 3 Brigader under Generalmajorerne Falbe, Lemming og Walterstorf; Livjægerne og Herregaardsskytterne underlagt Major Holstein, Cavalleriet under Oberst Grev Schmettow af Garden til Hest, samt hele Artilleriet under Oberstlieutenant Beck, efterat General Bielefeldt, ved et Fald fra Hesten paa Stenbroen den 16de, havde faaet en Contusion i Hovedet, som hindrede ham i at varetage sine Forretningen. Senere blev desuden Gen. Falbe udnævnt til Commandant i Kjøbenhavn. Som Adjutanter hos den commanderende General ansattes Major Friis (senere Commandant paa Rosenborg), Ritmester Funk af Husarerne, Primierlieutenant Søderberg af 3die jydske Regiment, Ritmester Grev Holk og Lieutenant von Qvalen af Garden til Hest, samt Lieutenant Cederfeld af Søetaten.


76

Det var især med Hensyn til det ovennævnte fiendtlige Batterie at der den 20de August i Dagbrækningen blev foretaget et andet større Udfald, imod Svanemøllen, med det bestemte Formaal at tage og sløjfe det derværende fiendtlige Batteerie, som vedblev mere og mere at foruleilige vor Kanonbaadsflottille. Udfaldet skete i to Colonner igjennem Øster- og Nørreport, hvoraf den første bestaaende af 1 Bataillon af Danske og 1 af Norske Livregimenter og af Garden, 200 Mand Cavallerie under Major Flint, samt de tvende 3pundige Batterier, Hummel og Lützow; tilsammen 1800 Mand under Oberstlieutenant Voigt; den anden bestaaende af 4 Landeværnsbatailloner, Husarrecruterne og 6 Amusetter under General Walterstorf. Første eller Hovedcolonnen aabnede Angrebet med en Jægerkjede, hvis venstre Flanke dækkedes af noget Cavallerie paa Nørre-Fælled, samt Artillerie ved Indgangen til Nørre Allee og Strandveien. Altsom Kjeden og Artilleriet rykkede frem, lod Voigt den ene Batallion opmarchere paa Øster-Fælled, beholdt han den anden Colonne paa Strandveien, med Resten af Cavalleriet i høire Flanke nærmest Stranden, i den Tanke, at naar man havde nærmet sig det fiendtlige Batterie tilstrækkeligt, skulde den opdeployerede Bataillion foretage en Frontalsving-


77

ning til høire, for at angribe det i Flanken, medens den anden Bataillon i Colonne, i Forening med Jægerne, angrebe det i Fronten. Dette kom imidlertid ikke til Udførelse, thi istedetfor at liste sig ind paa Batteriet, som den taagede Morgenstund gav anledning til, aabnedes Udfaldet med en vældig Ild fra 9 Kanonbaade under Baron Holsten, senere ledsaget af en livlig Ild fra de fremrykkende Tropper, hvilken egentlig ikke kunde have noget Maal. Da man efter at have passeret Lille Vibenhuus nærmede sig Batteriet, taug vel dette, og øieblikket til dets Indtagelse og Sløjfning syntes at være kommet, men nu aabnedes Ilden af et nyt Batterie, formodentlig af Feltskyts, længere tilbage; fiendtlige Colonner begyndte at rykke frem; de meget for vidt spredte lette Tropper - ikke tilstrækkelig understøttede af Cavalleriet paa de aabne Fælleder, eftersom Halvdelen af dette til ingen tænkelig Nytte var paa høire Fløi, der jo allerede var tilstrækkelig dækket af Søen og vore Kanonbaade - saae sig ikke istand til at yde nogen kraftig Modstand i venstre Flanke, allerhelst da Walterstorfs Colonne, der var bestemt til et Skrømtangreb imod Tagenshus og Lygten, var bleven staaende stille paa Nørrebro og ved Indgangen til Fælleden, uden at see en Fiende for sig. Saaledes blev da det lidet sammenhængende Angreb opgivet, i det øieblik det


78

først skulde yde noget Resultat, og vore Tropper trak sig om Morgenen, Kl. 7 igjen tilbage til Fæstningen med et Tab af 15 Døde og en snes Saarede, iblandt hvilke Sidste Lieutenant Roepstorf af Garden og Friess af Norske Livregiment. Da ligeledes en gunstig Luftning tillod de engelske Kanonbrigger at nærme sig Indløbet til Renden, trak ogsaa Kanonbaadene sig tilbage med et Tab af 3 Døde og 5 Saarede, iblandt hvilke sidste Lieutenant A. Holsteen; men denne gang maatte de desuden strax lægge ind ad Bommen, fordi de vare blevne en Deel beskadigede. Mærkelig nok findes dette Udfald ikke engang omtalt i Lord Cathcarts ellers saa omstændelige Journal *).

Den følgende Dag toge de Engelske Anledning af et Reisepasses Oversendelse til Prinds Ferdinand, til foreløbigen at opfordre General Peymann til at betænke Følgerne af at udsætte Hovedstaden, tillige Hovedsædet for Rigets Handel, Videnskaber og Kunster for en Beleiring, lig enhver anden Fæstning; men i det paafølgende Svar forbigikkes Opfordringen med Taushed, og i et senere Brev til Kronprindsen lader Peymann den Ytring falde, at kun en Storm skulde bringe Kjøbenhavn i Fiendens Vold, saa det synes at den gamle Ingenieur ikke ret har tænkt sig muligheden

________

*) Nav. Chron. 18de B., S. 231.


79

af et alvorligt Bombardement. Da Fienden begyndte at afskære Vandet fra Emdrupsø blev der givet Ordre at opgrave alle de Brønde i Byen, som tidligere var blevne tilkastede, ligesom det ogsaa paalagdes Indvaanerne at drage Omsorg for Beholdningerne af Pumpevand og Regnvand, til hvis Conservation der offentligen bekjendgjordes Forskrifter fra Stadspsysicus. Endog Vandet i Fæstningsgravene blev undersøgt, og ved filtrering fundet drikkeligt. For det tilfælde, at Fienden skulde ødelægge Veirmøllerne paa Volden, indrettedes tvende Møller paa Sølvgaden og paa Nyholm. Derimod blev et Forbud imod overflødig Skyden fra Voldene, for ikke at bortødsle Ammunitionen, af den taabelige Mængde udlagt som en halvforræderisk Foranstaltning af General Bielefelt; saa hurtigt havde allerede Mistillid til Overbefalingen grebet om sig siden Landgangen ei havde mødt Modstand; tildeels ogsaa fordi ingen af de Høistbefalende endnu havde ladet sig see ved Udfaldene.

Den 21de August landede endelig Hovedstyrken af den fra Rügen kommende tydske Legion, tillige med 2 Feltbatterier paa den nordvestlige Strandbred af Kjøgebugt, imellem Skillings- og Corporals-Kroen, efterat først en stærk Afdeling Cavallerie og Infanterie var bleven sendt dem i møde fra de Engelskes høire Fløi, for at beskytte deres Landgang. Den


80

bestod, som tidligere bemærket, af 3 Brigader, og skulde udgjøre Beleiringshærens 2den Division eller Centrum, under Lord Roslyn. Ligeledes landede den sidste Brigade, Macfairlane, af General D. Bairds Division ved Skovshoved, og rykkede samme Aften frem til Hellerup. Udskibningen af Beleiringsskytset ved Charlottenlund fortsattes, en løbegrav aabnedes fra Jagtveien ind imod Nørrebro, og et nyt Batterie blev opkastet 300 Alen længere ind imod Byen, hvormed formentlig menes Batteriet i Toxwerds Have. Paa høire Fløi blev endvidere forfærdiget Faskiner til et nyt Batterie, formodentlig ved Gamle Pesthuus, hvilke Værker alle vare bestemte til at dække Armeens videre Fremrykning, saasnart Lord Roslyns Corps var indtruffen. Dette ankom da ogsaa Dagen efter til Damhuset og Omegn, og stødte om Søndagen den 23de til Beleiringshæren, hvor det opstillede sig i 2den Træfning bag Centrum, foran Bellehøi.

Da de engelske Kanonbrigger og Bombardeerfartøier under Capitain Puget havde nærmet sig Trekroner og Ny-Kalkbrænderie, bleve vore Kanonbaade beordret til at angribe dem, og om mueligt tillige ruinere Batteriet ved Svanemøllen. Dette Angreb tog sin Begyndelse den 23de August om Formiddagen Kl. 10, og besvaredes strax af de engelske


81

Bombardeerfartøier, som i flere Timer hævdede deres Stilling, indtil deres Ild kjendeligen sagtnedes hen ved Kl. 1, da de trak sig tilbage. De danske Kanonchalouper, som de forreste i Træfningen, forfulgte dem nu med en levende Ild, mens Stykprammene kastede imod Batteriet ved Svanemøllen til Kl. 3 ½ om Eftermiddagen, hvorved disse da ogsaa kom til at lide meest. Stykprammen Sværdfisken, Capitainlieutenant Kruse, der 1813 faldt ved Glückstadt, fik alene 7 Grundskud, saa den straks maatte lægge ind til Nyholm og udtage sine Kanoner for at repareres. Sødefensionens Tab beløb sig i Alt til 7 Døde og 11 Saarede; de Engelskes til 4 Døde og 13 Saarede, iblandt hvilke Første Lieutenant Woodford ombord paa Sluppen Cruiser. See vi hen til den flere Timers uafbrudte Kanonade maae vi rigtignok forbauses over dens ubetydelige Resultat, og at en saa anseelig Mængde af det sværeste Skyts fra vor Side ikke engang var i stand til at ødelægge Svanemøllebatteriet, som vedblev at tilføie vore Kanonbaade den meste Skade, og egentlig hver gang tvang dem til at gaae tilbage.

Som følge af den indtrufne Forstærkning under Lord Roslyn, blev nu det engelske Centrum under Wellesley den følgende Morgen Kl. 3 skudt frem imod Jagtveien og Nørrebro, mens Garden paa


82

høire Fløi besatte Frederiksberg Allee og den yderste Deel af Vesterbro. Her var samme Nat Enighedsværns Bygninger og Have bleven sløjfet af vore Tropper, som nu satte sig i Linie med Søerne, eller endog trak sig indenfor disse, hvorved de ved Skydebanerne liggende Reberbaner paa Vesterbro bleve tændte i Brand om Eftermiddagen, for ikke at ligge Ilden fra Tømmerpladsbatteriet i Veien; en Forholdsregel, der senere udstraktes til andre Huse og Bygninger paa Vester- og Nørrebro. Skjøndt nu Forstadens Beboere, allerede Dagen efter Landgangen, af Commandantskabet vare bleve forberedte paa dette Skridt, med Betydning om, at de i saa Tilfælde ikke kunde tilstedes Indladelse igjennem Stadens Porte, men maatte søge Ly og Tilflugt ude i Landet, saae man sig ikke i stand til at overholde denne Krigsregel, da den skulde til at træde i Kraft, men Alt flygtede ind til Byen, ikke alene fra Forstæderne, men endog fra Strandveien og Amager. Det hidtil imellem Østerbro og Kalkbrænderiet staaende Piket med tvende Piecer, blev ligeledes denne Dags Aften af Overmagt dreven tilbage til Clasens Have, og om Natten til den 25de blev endog Piketet ved Acisseboden paa Nørrebro foruroliget af de engelske Forposter, uden at denne Dags betydelige Tab af Terrain kostede os mere end 4 Saarede.


83

For nu at gjenvinde hvad der aldrig saa søvnagtigen burde have været opgivet, skete først den følgende Dags Eftermiddag, den 25de August, det tredie store Udfald, imod Blaagaarden, hvorhos man tillige agtede at sløife de fiendtlige Batterier, som man formodede ved Assistens-Kirkegaard, samt de imellem Sortedam og Farigmagsveien liggende Bygninger og Haver. Hertil anvendtes atter kun et utilstrækkeligt Antal, næmlig Livjægerne, Herregaardsskytterne, og Regimentsjægerne, med 8 Kanoner, i Alt ikke stort mere end 500 Mand under Major Holsteins Anførsel. Disse delte sig paa Farigmagsveien i 2 Colonner, hvoraf den ene drog ligeud over Broen, og lod derpaa Regimentsjægerne formere sig i en Kjede til høire langs Sortedam, Livjægerne til venstre langs Peblinge Sø; den anden drog over Dæmningen imellem Peblinge- og St. Jørgenssø, forbi Ladegaarden, hvor den gik over Aaen paa den derværende Bro, og formerede sig paa den anden Side i Kjede med Front imod Blaagaard, saa den kom i Forbindelse med den foregaaende Colonnes venstre Fløi paa Engene søndenfor Blaagaarden, medens det ved Ladegaarden staaende Piket, tillige med dets Kanoner, blev holdende paa veien med Front imod Rolighed, for at dække venstre Flanke, og sikre Colonnens Tilbagegang over Aaen. Derpaa skete Fremrykningen imod Blaagaard


84

og den øvrige Deel af Nørrebro. Eftersom Lord Roslyns Division netop om Morgenen havde afløst Reservedivisionen, som nu i dets Sted var kommen i anden Træfning, stødte vore Troppen denne Gang paa lutter Hannoveranere, navnlig paa en Afdeling af 1ste lette Bataillon under Capitain G. Barring *), samt paa 800 Mand af 5te Liniebattaillon under Oberst Reinbold. Disse bleve i Begyndelsen trængte tilbage fra Blaagaard og den første Deel af Forstaden Nørrebro, indtil de naaede Jødekirkegaarden, hvor de satte sig bag det derværende Plankeværk, som var forsynet med Skydehuller, og aabnede en morderisk Ild, der standsede vor Fremrykning, hvorpaa deres tililende Forstærkninger snart tvang vor ringe Styrke til at gaae tilbage. Skjøndt de Engelske selv kalde dette et kraftigt Udfald, og beklage Tabet af 60 til 70 Døde og Saarede, iblandt hvilke Sidste Capitain Düring af 1ste lette Bataillon, førte det alligevel ikke til noget Resultat for os, fordi Fienden allerede havde faaet Leilighed til at bosætte sig paa Nørrebro. Men ikke nok hermed, blev nu ud paa Aftenen ikke alene Ladegaarden, Blaagaarden og Blegdamsveien tagne i Besiddelse, men endog den af os paabegyndte Skanse

________

*) Den samme, der som Oberst 1815, saa tappert forsvarede le aye sainte i slaget ved Waterloo.


85

ved det daværende Salpeterværk udenfor Østerbro. De danske Beretninger omtale ikke denne sidste Omstændighed med Bestemthed, men ifølge Ludlow Beamish var det Major Halkett med tre Compagnier af den 2den lette hannoveranske Bataillon, som, dækkede af de tilstødende Haver og Grøvter, havde sneget sig frem, og paa en Maade overrumplet det under Arbeide værende Værk, hvorved Ingenieurlieutenent Caroe og en Deel af hans Arbeidscommando bleve tagne til fange. Vel ilede vort tidligere Piket ved Clasens Have, forstærket af et Detachement Marinere under Capitain Lassen fra Citadellet, kjækt ind paa Fienden, men ved Capitainerne Dürings og du Plats Anstrengelser, hvem et tredje i Reserve staaende Compagnie under Capitain Bösewiel ilede til Hjælp, blev Værket i Hannoveranernes Vold, hvorpaa vore Tropper trak sig tilbage imod Citadellet, som begyndte at aabne sin Ild. General D. Baird, der, som vi vide, commanderede den venstre Fløi af Beleiringshæren, og hvem den ovennævnte 2den lette Batallion var bleven tildeelt, begav sig strax selv hen til Salpeterværket, og tillod Major Halkett, efter dennes derom ytrede Ønske, at holde Skandsen besat, skjøndt indtagen uden hans Vidende og Samtykke. Men da Lord Cathcart fik Underretning herom, gav han udtrykkelig Ordre til dens Rømning, fordi han ikke


86

troede den kunde holdes saa nær inde under Fæstningsværkerne; paa General Bairds modforestillinger lod han sig imidlertid formaae til at forandre sin Bestemmelse, og Værket forblev i de Engelskes Besidddelse.

Intet kunde for Fæstningens Forsvar være af sørgeligere Følger end denne Dags Begivenheder, der kostede os et Tab af 21 Døde og 55 Saarede, hvoriblandt Lieutenant Bruun af Livjægerne, som faldt, og Lieutenanterne Rothe, Fribo, Ellessen, Alle af Artilleriet, samt Fendrik Grev Platten af Danske Livregiment, som bleve saarede. For Saaledes for Kjøb at være kommen i Besidddelse af den ydere Deel af Vesterbro lige indtil Skydebanen, af Ladegaarden, Blaagaard, Blegdammene og Salpeterværket, blev Fienden Herre over de vigtigste Udgange af Byen, vandt en betrygget Opstilling bag Søerne, og i Blegdamsveien den fortrinligste Parallel, hvorfra han uforstyrret kunde anlægge sine Batterier. Vi see ogsaa de Engelske øieblikkeligen benytte disse Fordele, thi den ved Jagtveien paatænkte 1ste Parallel, hvorfra man allerede havde begyndt at aabne Løbegrave for at passere den aabne Fælled, blev nu opgivet som overflødig, og i dets Sted en ny Linie (Blegdamsveien) antagen, til hvis fastholdelse Skandsen ved Salpeterværket den følgende Nat forvandledes til


87

et Værk imod Byen, ligesom der ogsaa blev opkastet et Batterie af Sandsække tvers over Gaden paa Nørrebro, der var i stand til at bestryge selve Broen imellem Sortedam og Peblingesø, samt et lignende over Ladegaardsveien. Det kan derfor ikke nektes, at det var og blev en Hovedfeil ved Stadens Forsvar, at der ikke i Tide var bleven draget Omsorg for at indrette den hele ydre Linie til et haardnakket Forsvar, ved at opfriske de gamle Befæstninger omkring Ladegaarden, indrette denne Bygning, Bjørnsdal paa Vesterbro, Blaagaard, samt de fasteste Bygninger paa Blegdamsveien til Forsvar, og besætte dem med hele den mobile Deel af Garnisionen. Hvilke Fordele frembød sig ikke her imod den paa de aabne Fælleder fremrykkende Fiende, og hvilke virksommere Middel gaves der vel til at sløife de hindrende Forstæder, end ved at forsvare dem indtil de vare forvandlede til Gruushobe. Salpeterværket og den nordlige Udkant af Clasens Have afgave gode Støttepunkter for denne Linies høire Fløi, som ved gamle Kalkbrænderie sattes i Forbindelse med Sødefensionen; ligesom venstre Fløi heldigen vilde have lænet sig til Kallebodstrand, hvor ingen fiendtlig Flottille, paa grund af det flakke Farvand og vor Besiddelse af Amager, vovede sig ind, og hvor desuden netop Dagen forud 3 af vore Kanonbaade vare blevne de-


88

tacherede hen, for at tage den fiendtlige Opstilling i Kongens Enghave i høire Flanke. Vel maa man ei glemme, at den største Deel af de her nævnte Foranstaltninger ikke ere et Øiebliks Sag, og at deres Undladelse derfor meget mere falder Regjeringens tidligere Forsømmelse end den commanderende General til Last, især ved den korte Frist, der nu undtes denne. Ligeledes maae vi med Villighed indrømme, at selv om vi antage, at den mobile Deel af Kjøbenhavns daværende Garnision saa stærk som vi i det Foregaaende have troet at kunne, ville den næppe have været i stand til at besætte alle Punkter med tilstrækkelig Styrke eller til at hæve Forsvaret over alle Tvivl. Men ved at føre dette activt i stedet for passivt, ville det ikke alene have udsat Byen for mindre Fare, men i alle Tilfælde have efterladt en opløftende Erindring, hvis Indflydelse, ei alene paa Forsvaret selv, men paa hele vort senere offentlige Liv, ikke er til at beregne.

Fiendens Fremskridt den foregaaende Aften imod Østerbro og Clasens Have fremkaldte et nyt Udfald den følgende Morgen tidlig imod sidstnævnte Sted; men hvad der maae undre os, de selv samme Tropper, der havde fegtet Aftenen tilforn, bleve her atter sendte imod Fienden, altsaa med formindsket Styrke og forringet Kraft. Udfaldet skete igjennem Citadelporten


89

som den eneste, der efter Gaarsdagens Begivenheder endnu stod os aaben, og blev kraftigen undersstøttet af en Afdeling Kanonbaade, som fornemmelig fyrede med Skraa i Fiendens venstre Flanke. Vore Livjægere fordreve vel atter i Begyndelsen de fiendtlige lette Tropper, indtil disse havde naaet et med Skydehuller forsynes Plankeværk i selve Haven, da de saa paa ny maatte tilbage med et Tab af 3 Døde og 18 Saarede, iblandt hvilke sidste Artilleriecapitain Hummel. Kanonaden var næsten ophørt, da en Granat fra det fiendtlige Batterie ved Svanemøllen faldt paa Kanonbaaden Stubbekjøbing, og sprængte den i Luften. Herved bleve alene 31 Dræbte og 12 Saarede. Officeren, Lieutenant P.U. Bruun, med 24 Mand vare heldige nok til at komme overbord, og reddde sig ved at svømme. De andre Baade havde kun 1 Død og 7 Saarede, iblandt hvilke sidste Lieutenant Dodt.

De 3 ovennævnte Kanonbaade under Premierlieutenant C. Wulff, som vare detacherede til Kallebodstrand, havde imidlertid siden den 24de jevnligen foruleiliget den engelske Garde i Kongens Enghave og paa Vesterbro; Fienden havde derfor allerede den 25de begyndt at opkaste et Batterie til 4 Fiirogtyvepundere i Haven ved Gamle Pesthuus, hvilket, trods vore Kanonbaades levende Beskydning, Natten til den 27de blev færdig, saa at det i Dagningen


90

aabnede en saare ødelæggende Ild paa vore Baade. Her bleve da Sølieutenant Zeuthen og 6 Mand skudte, hans Efterfølger Cadet Buhl mistede venstre Arm, hvorpaa commandoen paa Kanonjollen Nr. 5 blev overdraget til Lieutenant Fog. Wulff selv og 14 Menige bleve saarede, og da desuden hans Baade havde lidt en Deel, og derhos forskudt deres Ammunition, trak han sig indenfor Estacaderne. Herved kom imidlertid hans egen Baad, Nakskov, paa Grund, saa den maatte forlades; men blev dog ved Hjælp af andre Fartøier kort efter igjen gjort flot, og roet ind til Gammelholm for at kalfateres. Til Lykke blev det faste Batterie paa Tømmerpladsen samme Dag færdigt, og underlagt den brave Artilleriecapitain Lützows *) Commando, der ikke blev Pesthuusbatteriet noget Svar skyldig. General Peymann, der ellers ikke havde været tilstede ved Udfaldene, indfandt sig imidlertid gjentagne Gange paa dette farefulde Punkt, ja besteg endog, for bedre at iagttage Fienden, under en heftig Kanonade det Øverste af Brystværnet, og lod sig kun med Vanskelighed overtale af Lützow til at forlade dette Sted, skjøndt Ostentation (pralende, udfordrende, jr) var langt fra at høre til denne Mands Væsen.

________

*) Forrige Aar død som Chef for Artilleriet.


91

Vi maae nu en Tid lang forlade den nærmeste Omegn af Kjøbenhavn, for at gjøre os bekjendte med de Foranstaltninger, som bleve trufne i det Indre af Landet til dens Undsætning. For ved denne Leilighed ikke at bedømme Landeværnet med den ensidige Ubillighed, som hidtil har fundet Sted i den offentlige Mening, maa vi her foreløbig gjøre os bekjendt med dets Organisation og Forfatning.

Da ved Englændernes forestaaende Angreb 1801, Landeværnet førstegang blev oprettet af de Landsoldater, der havde tilendebregt deres Tjenestetid ved den staaende Armee, blev det i Sjælland og tilhørende Smaaøer udtjente Mandskab, imellem 30 og 45 Aar, tilsammen inddeelt i tvende Regimenter: Det nordre- og søndre-sjællandske, første paa 9 andet paa 10 Bataillioner à 4 Compagnier paa 150 Mand, og skulde saaledes tilsammen have udgjort 11-12.000 Mand. Officererne ved denne Millits bestode kun for en Deel af saadanne, der tidligere havde tjent, og enten vare afskediget, paa Vartpenge, eller i Stillinger, der endnu tillod dem at gjøre Tjeneste; men bleve ikke besoldede uden paa Feltfod, meed Undtagelse af Regimentschefen, Bataillonscommandeuren, 1 Capitain ved hver Bataillon, samt Adjudanten, hvilke havde en fastsat Fredsgage. Landeværnets Øvelser havde vel oprindeligen været bestemt til 5 Dages Compag-


92

nie- og 1 Dags Bataillonsexersits hvert andet Aar, i de 6 første Tjenesteaar, men selv denne tarvelige Øvelse blev, deels af Mangel paa tilstrækkelige Befalingsmænd, deels af Hensyn til Mandskabets borgerlige Tarv, deels vel ogsaa af finansielle Grunde, aldrig nogensinde foretaget, saa denne Millits lige fra sin Oprettelse af kun existerede paa Papiret. Som en Synderlighed fortjener det endvidere at bemærkes, at man i Sjælland havde givet denne Nationalmillits tvende Regimentschefer, Generalerne Walterstorf og Oxholm, der, langtfra at være dem bekjendte fra tidligere Tjenesteaar, meget mere begge havde tilbragt deres meste Tid udenfor Landet, i aldeles fremmede Forhold, i Colonierne.

Af hine 19 Batailloner fra Sjælland og Smaaøerne vide vi, at 8 Batailloner fra Kjøbenhavns og Kronborgs Amter, som de nærmeste, ved Kronprindsens Nærværelse i Kjøbenhavn strax bleve indkaldte til Tjeneste i disse tvende Fæstninger, saa at ikkun 11 Batailloner (3 af nordre-, 8 af søndre-sjællandske Regiment) bleve tilbage til Tjeneste i aaben Mark. Af disse blev det overdraget Generallieutennant Castenskjold, Chef for Sjællandske Rytterregiment, der som ældste General tillige var commanderende General i Sjælland (med Undtagelses af Kjøbenhavn og Kronborg), at samle det herværende Landeværn;


93

Generalmajor Oxholm derimod at samle den Deel af sønder-sjællandske Regiment, som havde hjemme i Smaaøerne, kun at Kjøbenhavns Understøttelse blev opgivet dem begge som Hovedformaal.

Ifølge dette Hverv indfandt General Castenskjold sig den 13de August i Kjøbenhavn for at drage Omsorg for Landeværnets Forsyning fra Arsenalet, til hvilken Ende der blev commanderet en Officeer med fornødent Mandskab fra hver af Bataillon, for at modtage Armatur og Munition, og føre det ud til Bataillonernes Samlingssteder. Imidlertid havde Forretningernes Trængsel og Uoverkommelighed i de første Dage efter Fiendtlighedernes Udbrud til Følge, at ikke alle Fordringer kunde tilfredsstilles inden Byen blev indesluttet, og saaledes kom da den fra Kjøbenhavns Arsenal til Landeværnet udleverede Armatur kun til at bestaae ad 2634 Geværer og hen ved 85000 skarpe Patroner. Hvert Landeværns-Regiment skulde vel ligeledes, ifølge Planen, tildeles 4 trepundige Kanoner; men - om af Glemsomhed eller af Mangel paa Eftertanke fra Generalens eller Arsenalets Side i den grænseløse Hurlumhei, hvormed Alt skulde tilveiebringes, ordnes og udleveres - først om Morgenen den 16de August, samme Dag som Landgangen skete, androg Gen. Castenskjold hos Artilleriechefen


94

om de fornødne Kanoner. Dette havde til Følge, at skjøndt der af General Bielefeldt strax blev givet Ordre til at mobilisere et Feltbatterie under Artillerielieutenant Castenskjold, blev der af disse Kanoner samme Dag ikkun 2 Trepundere færdige med Ammunition og Tilbehør, hvilke allerede om Eftermiddagen afgik til Roskilde, under anførsel af Stykjunker Hellesen, da Artilleriet ikke saae sig i stand til at undvære én eneste officeer her fra Fæstningen. Resten af Batteriet, ligesaalidt som den allerede indpakkede Armatur og Ammunition til Landeværnsbataillionerne, kunde nu ei længere afsendes, paa Grund af Byens Indeslutning den følgende Dag. General Castenskjold forlod derimod ligeledes Kjøbenhavn om Eftermiddagen den 16de, og begav sig til de ved Ringsted forsamlede Batailloner, hvormed han allerede Dagen efter satte sig i Marche imod Roskilde. Paa Efterretning om denne Fremmarche, blev en Deel af Fiendens 3die Husarregiment under Oberst v. Reden, den 20de om Eftermiddagen afsendt fra Beleiringshæren til Glostrup; og Obersten udsendte igjen samme Nat en Eskadron under Ritmester Küper imod Roskilde, for at recognosere. Ifølge engelske Beretninger opsnappede de hannoveranske Husarer nogle danske Vedetter en halv Miils Vei fra Roskilde, hvorpaa de udenfor Byen staaende


95

Feltvagter ligeledes bleve overrumplede i Daggryet, saa at 16 Mand bleve tagne tilfange og 29 Heste gjorte til Bytte. De herværende Forposter bestode næmlig kun af 120 Landryttere under Godseier Grandjean, som Dagen i Forveien vare stødte til Castenskjold. De fiendtlige Husarer forfulgte de Flygtende til Indgangen af Roskilde, men bleve her modtagne af en levende Infanterieild, som bevægede den til at vende om, skjøndt deres Tab ikke beløb sig til mere end 4 Saarede Husarer og 2 Heste *). Dette Sammenstød var nok til at formaae Castenskjold til Natten imellem den 21de og 22de at gaae tilbage til Kornerup og Allersløv, hvor han paa de derværende Bakker, dækket af Leireaa, haabede at vinde Ro til at øve og ordne sine 7 Batailloner, og hvor daværende Generalqvarteermester-Lieutenant, Capitain Wenzel Haffner, sendt fra Kronprindsen, stødte til ham, og fra den 23de August paa en Maade overtog Forretningerne som Næstcommanderende. Den herværende Styrke beløb sig kun til 2800 Md. Infanterie, da Castenskjold ikke anslaaer sine Batailloner til stærkere end 400 Mand; omtrent 300 Mand Cavallerie, hvoraf 50 Mand af sjællandske Ryttere under

________

*) General Cathcarts Dagbog i Nav. Chron. 18de Bd., S. 231.


96

Ritmester Ludvigsen, som detacherede fra Kjøbenhavn til Kronborg, ved Fiendtlighedernes Udbrud vare blevne udelukket fra Fæstningen; 30 Mand fra Exerserskolen i Nestved, Resten Landeværn paa Bønderheste, som ikke stode for Skud; endelig 9 Kanoner, hvoraf 6 Trepundere og 3 Sexpundere, med en Besætning af omtrent 100 Mand, saa at det Hele i Alt anslaaes til 3200 Mand. Vi ville imidlertid tage høiligen feil om vi tænkte os selv denne ubetydelige Styrke i nogen slagfærdig Tilstand. Af Officerer havdes næppe Een ved hvert Compagnie, og disse, hvoraf den større Deel ikke tidligere havde tjent og i alle Tilfælde kun lidet lært, besade i Almindelighed hele den Ubehjælpsomhed, som en saa ufuldkommen Dannelse og den Tids hele aandløse Betragtning af Krigsvæsnets førte med sig. Af de fra Kjøbenhavns Arsenal afsendte Geværer vare kun 1674 Stykker indtrufne ved denne Deel af Landeværnet, og maatte erstattes saa vidt ske kunde med allehaande Vaaben, som fandtes hos Omegnens Beboere, saasom Jagtgeværer, Spyd o.a. desl. Kanonerne vare, med Undtagelse af de tvende fra Arsenalet, tilveibragte paa en lignende Maade. Ammunitionen vare ikke tilstrækkelig, og maatte suppleres saa godt man kunde med Kirkebly o.s.v. Forpleiningen skete i de første Dage af den medbragte Mad-


97

pose, siden af Haanden i Munden i Qvartererne, hvorved Beboerne viste al muelig Beredvillighed og Opofrelse; ja for en stor Deel af de nærmeste Godser sendte endog en Mængde Levnetsmidler til Leiren ved Kornerup, og senere til Kjøge. Menigmand selv viste Ufortrødenhed og Villighed, skjøndt bortrevet fra sin Hjemstavn midt i den travleste Høsttid, og skjøndt Krigsanstalternes hele Usselhed og Utilstrækkelighed maatte være ham indlysende og i Øine faldende.

Men var Aanden end upaaklagelig hos Landeværnet i Sjælland, kan det derimod ikke saa ganske siges om Landeværnet paa Smaaøerne, men hvortil nærmest Forordningen af 19de Januar 1801 om Landeværnets Oprettelse selv gav Anledning. Thi da denne indeholdt den udtrykkelige Bestemmelse: at Landeværnsmændene "ene og alene skulde opfylde den Pligt, at forsvare den Provinds, i hvilken de selv boe og opholde sig," beraabte Lollikerne og Falstringerne sig ideligen herpaa til deres Officerer, idet de mindede dem om at de vare Landeværnsmænd og ikke Soldater, og at Fienden jo i deres Fraværelse kunde overfalde deres egen Hjemstavn '); i den Grad havde Regjeringen selv

________

*) See Thranch Tildragelser i Sjælland og Lolland under Beleiringen i 1807. Kjøbenhavn 1808.. S. 11, 23 og 28.


98

bestyrket den Isolation i Tænkemaaden, som Landets geografiske Udsplittelse allerede noksom fremkalder.

General Oxholm havde næmlig den 15de August forladt Kjøbenhavn, for at samle og mønstre de sidste 4 Batailloner af det søndre-sjællandske Landeværns-Regiment, som hørte hjemme paa Møen, Falster og Lolland. Efterat underveis mønstret en Bataillon af nordre-sjællandske Regiment under en major Grev Molke i Kjøge, og deraf udtaget en Cavaillerietrop paa 20 Mand, som bleve munderede af Bosniak-Eskadronens Depot sammesteds og satte paa Bønderheste, indtraf Generalen den 17de i Stege, hvor den 10de eller møenske Bataillon under Major Køye var samlet, men uden Vaaben. Disse bleve derfor rekvirerede hos Borgere og Beboerene, der, saavidt skee kunde, udleverede dem med al muelig Beredvillighed, som gik saa vidt, at de til skarpe Patroners Forfærdigelse endog afleverede Lodderne til deres Stueuhre. 2 forsvundne trepundige Kanoner bleve overleverede til en Capitain Wachtmann, der tidligere havde været Artilleriecadet, og hvem det nu overdroges at sætte dem i stand og forsyne dem med Ammunition. Ved Ankomsten til Nykjøbing den 19de


99

forefandt Generalen den 9de eller falsterske Bataillon under Major Krieger, men her ytrede sig de første Symptomer paa Vrangvillighed, idet Mandskabet udenfor Generalens Qvarteer besværede sig over partiisk Indkaldelse, og den følgende Dag vedblev denne Gjenstridighed, saa det kun med Møie lod sig opstille. Da man, uoverensstemmende med Landeværnets oprindelige Organisation, havde besluttet ikke at gjøre Compagnierne stærkere end 120 Mand , hvilke man i øvrigt godt kunne have overladt til Feltlivet at besørge, erholdt man de ældste Gaardmænd Tilladelse til at gaa hjem. Den 21de i Maribo - hvorfra den 8de Bataillon under Major Oldeland, i Nysted, erholdt sin Marcheordre - overbragte Ritmester v. Qvalen General Oxholm en Ordre af 18de August fra Kronprindsen i Kiel, om at forene sig med Castenskjold. Dette havde Oxholm allerede tidligere forgjæves foreslaaet denne igjennem sin Adjudant Major Holstein, men General Castenskjold troede dengang endnu ikke at torde iværksætte en saadan Forening uden nærmere Ordre fra Kronprindsen, skjøndt denne i sin Udnævnelses-Ordre af 11de August udtrykkelig havde givet ham frie Hænder til at operere efter bedste Skjønnende, og skjøndt Tanken om en Forening med Oxholm synes at maatte ligge ham saa nær, at det virkelig maa undre os,


100

at denne ikke allerede var bleven aftalt mundtligen imellem begge Generaler, ved deres Tilstedeværelse i Kjøbenhavn. Da Oxholm den 22de August indtraf i Nakskov, gjentoges den samme Vrangvillighed af den der forsamlede 7de Bataillon under Major Gamst, tildeels ophidset dertil af Borgerne, der ønskede at beholde den til deres eget Forsvar. Disse udleverede imidlertid det Fornødne til Forfærdigelse af Ammunition til tvende Trepundere, som forefandtes, og som overdroges til en forhenværende Artillerieofficeers Commando. Om Aftenen erholdt Generalen en skriftlig Gjentagelse af Kronprindsens Ordre, og lod derfor Dagen efter, den 23de August, Bataillonerne sætte sig i Marche imod Overfartsstederne. Med megen Vanskelighed og mangfoldige Bryderier lykkedes det langt om længe at faa disse 4 gjenstridige Batailloner i tvende Colonner over til Sjælland, hvoraf de tvende lollandske Batailloner (7de og 8de) allerede den 25de og 26de gik over Gaabense til Vordingborg; den Falsterske og Møenske Bataillon derimod, som især gjorde Vanskeligheder ved Overfarten, først den 27de over Koster til Kallehave. Da saaledes de tvende lollandske Batailloner havde vundet et Forspring af en heel Dag, ankom de med General Oxholm den 26de til Præstø og Omegn, den 27de til Faxø, den 28de til Kjøge,


101

hvor de bleve indqvarterede; hvorimod den falsterske og møenske Bataillion ved en Ildmarche vel for saa vidt indhentede det Forsømte, at den første naaede Kjøge den 28de ved Midnat, den sidste først den 29de om Formiddagen Kl. imellem 9 og 10, hvilket imidlertid havde til Følge, at ingen af dem blev indqvarteret og forpleiet den Nat, og at de saare udasede og forkomne indtraf paa Valpladsen.

Vi ville erindre af det Foregaaende, at det var den 17de August i Ringsted, at General Castenskjold overtog sit Commando, hvilket Sted, som Sjællands Midtpunkt, han aldrig burde have forladt, før hans Forening med Oxholm var iværksat, hvilket fornuftigviis burde have været Hovedformaalet for hans Bestræbelser, om end der aldrig var indtruffen nogen Ordre desangaaende fra Kronprindsen. Enten han nu instraderede Oxholm fra Vordingborg, over Præstø og Faxø til Kjøge, eller bedre over Baarse og Nestved imod Ringsted, blev Castenskjold her i begge Tilfælde nærmere ved sin Underanfører, hvem han derimod ved sin Fremmarche imod Roeskilde netop fjernede sig fra; følgelig burde denne aldrig have fundet Sted. Men der var desuden endnu en anden Grund, som burde have bestemt ham til at blive ved Ringsted, indtil han havde forenet sig med Oxholm, næmlig den, at han derved vandt mere Tid og Ro til at


102

bøde og flikke paa Corpses ufuldkomne Organisation, Udrustning og Vaabenøvelse; hvorimod han, 4 Miil nærmere ved den fiendtlige Beleiringshær, lige i dens Ryg, netop æggede denne til at detachere imod sig; noget den, ved sin ringe Styrke af Cavallerie, maaske ellers nok vilde have vogtet sig for, naar den derved havde maattet fordybe sig i det Indre af Landet. Den grundede eller ugrundede Frygt, som Kulsvierne et Par Dage forud havde indgydet v.d. Decken, er os Borgen herfor, og burde, hvis det ellers var kommet Castenskjold for Øre, have været ham et betydningsfuldt Vink til at forlægge sine Operationer til denne Kant af Landet. Thi hvilken Operation laae vel Generalen nærmere, naar han havde trukket Oxholm til sig ved Ringsted, end med sin Hovedstyrke at gaae herfra over Skjoldnæsholm og Saaby ind paa Jægerspristange, og derfra over Roeskildefjord til Frederikssund; mens et Flankecorps, hvormed fulgte alt Cavaillerie, maskerede denne Bevægelse ved at følge Landeveien til Roeskilde, hvor det maatte bilde al Verden ind at Castenskjold fulgte. Efter noget Ophold her, for at give Hovedscorpset Tid til at naae Frederikssund, maatte Flankecorpset i en anstrengt Marche over Værebro have søgt at naae Egnen imellem Ølstykke og Slangerup, for at iagttage de tvende Veie til Kjøbenhavn: over Ballerup


103

og Ølstykke, samt over Farum og Uggeløse, at ikke Hovedcorpset skulde blive forstyrret ved sin Overgang over Roeskildefjord. Dette maatte, skjøndt ad Biveie, uforstyrret kunne have tilbagelagt Veien fra Ringsted til Frederikssund i tvende Døgn, da det var i vor bedste, stadigste Aarstid, og da det saa at sige intet synderligt Artillerie eller Train førte med sig, Omstændigheder, der i det mindste i denne Henseende havde sin fordeelagtige Side, og desuden betydelig lettede Overgangen over Fjorden. Fik Fienden imidlertid saa betimelig Nys om denne Bevægelse, at han kunde foretage en Modbevægelse, maatte denne nødvendigviis støde paa Flankecorpset, være sig imellem Ølstykke og Slangerup eller ved Roeskilde. I første Tilfælde maatte hine tvende Byer holdes indtil Hovedcorpsets Overgang ved Frederiksund var tilendebragt; i sidste trak Flankecorpset sig tilbage over Kornerup, Leireaa og Lindenborg - hvor der nok gives Leilighed til at forsvare sig naar man vil - og bøiede saa, hvis det blev videre trængt, om ad Jægerspristange, hvor det fulgte samme Vei, som Hovedcorpset havde tilbagelagt. Dette maatte imidlertid have vundet Tid til at komme over Roeskildefjord, og stod da ved en fortsat Marche til Frederiksborg ikke alene i den meest gjennemskaarne og mindst overskuelige Deel af Landet, men i uhinderlig


104

Forbindelse med Frederiksværk og Kronborg, med en Vaabenfabrik og en Fæstning, tvende vigtige Betingelser for en Folkekrig. Da den gjennemskaarne Egn desuden strækker sig lige ned til de fiendtlige Landgangs- og Udskibningssteder, vilde netop de ømfindtligste Diversioner have kunnet være udførte i denne Retning, paa de herligste Colonneveie, der tilmed alle løbe sammen imod Beleiringshærens Ryg: ved Hirchholm, Rudersdal og Lundehuset.

Efter denne lille imaginære Krig, hvorved Ingen villigere end Forfatteren erkjender, at det er lettere at indsee end at udføre, hvad der bør skee i Krig, vende vi os igjen til de virkelige Begivenheder.

Efterat General Castenskjold, i sin ovenomtalte Leir ved Kornerup, den 24de August ligeledes havde modtaget Kronprindsens Ordre om at forene sig med Oxholm, afmarcherede han den 26de til Kjøge, hvor han indqvarterede sine Tropper deels i Byen og dens nærmeste Omegn, deels i den nordenfor Byen opslaaede Leir. Formodentlig paa Efterretning om denne Bevægelse, satte allerde den følgende Dag den engelske Reservedivision under General Wellesley sig i Bevægelse fra Beleiringshæren imod Roeskildekro, som Foreningspunktet for Veiene fra Roeskilde og Kjøge. Den herværende fiendtlige Styrke bestod af det 43de, 52de og 92de Regiment under Bri-


105

gadegeneral Stewart, af 1ste Bataillon af det 95de Regiment under Oberst Peckwith, og et ridende Batterie under Capitain Newhouse, med hvilke senere en Deel Hannoveraner under General Linsingen, bestaaende af 8 Eskadroner, 6te Bataillon af den tydske Legion samt et ridende Batterie under Capitain Sympher foreneede sig, saa at det Hele tilsammen anslaaes at have udgjort 6000 Mand. Ved Ankomsten til Roeskildekro blev 2 Eskadroner under Oberst v. Reden sendte til Vallensbæk, for at iagttage Strandveien fra Kjøge, og dække Beleiringshæren imod et fiendtligt Forsøg fra denne Kant, medens hele det øvrige Cavallerie blev trukket sammen paa høire Fløi, og tildeeltes det 43de Infanterie-Regiment, 5 Compagnier af 95de, 6te Bataillon af den tydske Legion, hvilke tilsammen udgjorde en Infanterie-Brigade under Oberst Hohnstedt, samt et halvt ridende Batterie under Capitain Witzleben. Disse Tropper, tilsammen omtrent 2500 Mand, under General Linsingen, bleve den følgende Morgen detacherede imod Roeskilde, formodentlig i den Tanke, at Castenskjold endnu stod ved Kornerup eller nærmede sig fra denne Kant; men paa Efterretninger fra Linsingen, at de Danske ved hans Ankomst til Roeskilde, den 28de, allerede for længe siden vare afmarcherede til Kjøge, besluttede Welles-


106

ley at angribe dem der. For imidlertid at unde Linsingens Corps nogen Hvile efter dets frugtesløse Marche til Roeskilde, opsatte han dette Angreb til den følgende Dag, men traf imidlertid den Aftale med Linsingen, at denne den følgende Morgen tidligt skulde bryde op fra Roeskilde, for ved Lille Valby at gaa over Kjøgeaa og falde de Danske i venstre Flanke. Medens Wellesley selv med Hovedstyrken og de tvende Husar-Eskadroner under Oberst v. Reden, fulgte Landeveien til Kjøge, for at angribe dem i Fronten *).

Den sjællandske Deel af Landeværnet, der, som vi vide, allerede havde tilbragt den hele foregaaende Dag i Kjøge, var den 29de om Morgenen Kl. 5 allerede udrykket til Exercits, hvorimod de tvende lollandske Batailloner endnu vare i deres Qvarterer i Byen, tildeels vel paa Grund af den foregaaende Dags Marche, mens den senere ankomne falsterske Bataillon, der havde tilbragt Natten under aaben Himmel, langs Grøvterne ved Veien søndenfor Kjøge, netop var i færd med at blive indqvarteret, da der indløb Melding fra Forposterne, at Fien-

________

*) See Wellesley's officielle Rapport til Cathcart, ligesom dennes til Castelreagh i Naval Chronicle 18de Bind, S. 259-263.


107

den var i Anmarche paa den anden Side af Skillingskroen. General Castenskjold beordrede nu strax General Oxholm at tage sine tvende nærmest ved Haanden værende Batailloner tillige med 2 Kanoner, og rykke Fienden i møde, medens han selv vilde samle hele sin øvrige Styrke i Sletten strax nordenfor Kjøge. Vi have i det Foregaaende troet os beføiede til at dadle Castenskjold i strategisk Henseende, at han, ved at nærme sig Roeskilde, uden Nødvendighed paadrog sig Fiendens Opmærksomhed og fjernede sig fra Oxholm, og nødes her til at udtale en lignende Dadel over ham i taktisk Henseende, naar vi see ham søge Forening med Oxholm ved Kjøge, én af de meest aabne Egne i Landet, og her ydermere opstiller sit skrøbelige Infanterie paa en alddeles tilgængelig Slette, med en Kjøbstad - hvis Gader og Stræder danne ligesaa mange Defileer, - samt en ikke ubetydelig Aa, der ikke kan gjennemvades, med én eneste derover førende Bro i Ryggen; da han dog - siden han var kommen i denne Egn - ved at stille sig søndenfor Kjøge, havde havt denne By og dens Aa, samt gamle Kjøgegaard foran Fronten, og en betydelig uafbrudt Skov i Ryggen, hvis Udkant kan ved et uheldigt Udfald af den forestaaende Fegtning endnu længe kunde have holdt, og derved


108

gjort det fiendtlige Cavalleries Forfølgelse mindre fordærveligt.

Ifølge engelske Beretninger var Klokken bleven 9 om Formiddagen, inden Wellesley nærmede sig Skillingskroen, hvor han lod sit Infanterie opmarchere i én Linie med venstre Fløi til Stranden og sine 2 Eskadroner under Oberst v. Reden paa høire Fløi, i hvilken Stilling han ventede over én Time, for at oppebie Linsingens komme. Saaledes lader det sig forklare, hvorledes General Oxholm kunde vinde Tid til at udføre sit ovennævnte Hverv, som han ikke saasnart havde erholdt, før han skyndte sig at samle de tvende indqvarterede lollandske Batailloner, til hvem der ydermere først skulde uddeles Taskeammunition, 30 Patroner pr. Mand. Dette medtog naturligvis Tid, saa før de naaede Ølsømagle, havde Fienden allerde passeret Skillingskroen. I nærheden af førstnævnte By lod Oxholm sine tvende Batailloner opmarchere, og besatte den foreløbig med 2 Compagnier, indtil den falsterske Bataillon kunde naae at besætte den. 80 Ryttere bleve satte paa høire Fløi, nærmest Stranden, og tvende Kanoner under en Lieutenant Schultes spillede foran Fronten. Men i den hurlumhei, hvori disse vare komne af sted, havde de ikke faaet tilstrækkelige Karduser med sig; en anden Officeer, som blev sendt ind


109

til Kjøge for at hente den første bedste Ammunitionsvogn, kom tilbage med den Besked, at Vognene vare indesluttede i Kirken, og Døren til denne spærret. Det varede altsaa ikke længe inden Lieutenant Schultes havde forskudt sig, og maatte gaae tilbage, især da Fienden opkjørte sit Batterie paa 12 Kanoner, hvormed han begyndte at beskyde Oxholms Front. Paa Tilbageveien blev den ene Kanon liggende, fordi Hestene bleve bortskudte, og faldt saaledes i Fiendens Vold; og da Oxholm beordrede sit Smule Rytterie at tage den tilbage, blev det beskudt med Granater, og holdt ikke Stand. Næppe saa Infanteriet dette, før det uden Ordre fulgte, hvilket snart udviklede sig til fuldstændig Flugt, indtil de naaede de uden for Byen Kjøge liggende Grøvter og Gjærder.

Her havde imidlertid General Castenskjold vunden Tid til at opstille 4 sjællandske Batailloner i én eneste udviklet Linie ved det saakaldte "hvide Knæ" med sin Smule Rytterie paa høire Fløi nærmest Stranden, noget foran Infanteriet; formodentlig for at dække dettes Opmarche og de sammesteds holdende 6 Kanoner. Resten af Infanteriet kom ikke ud af Kjøge eller frem over Aaen, vi vide ikke om af et Tilfælde, eller for ifølge Plan at tjene til Reserve.

Wellesley, der endnu stedse var uden Forbindelse med sit høire Flankecorps, havde af den Grund fulgt


110

langsomt; men da det forekom ham, at de Danske foretoge sig en bevægelse tilvenstre, hvilket vistnok ikke var andet end de efterhaanden fra Kjøge deboucherende Batailloner, som søgte at fuldføre deres opmarche i denne Retning *), saa besluttede han at holde sin høire Fløi tilbage, og foretage en Attake en échellon **) fra venstre Fløi, hvorved Skytterne af 1ste Bataillon af det 95de Regiment, samt det ridende Batterie Newhouse skulde tjene som dækning. Da det 92de Regiment (Gordon Highlanders Bjergskotter) under Oberst Napier stod nær Stranden, kom dette saaledes til at begynde det egentlige Angreb, men fulgtes umiddelbart af det 43de og 52de Regiment under General Steward. Da ingen danske Beretninger nærmere omtale denne Deel af Fægtningen, nødes vi til at følge de engelske, og saaledes beretter da Wellesley, at vort Landeværn trak sig tilbage til en Forskandsning (formodentlig en Markgrøvt), som det havde opkastet foran Fronten

________

*) See Tranch S. 33.)

**) Hvorved de angribende Afdelnger følge paa hinanden som Trappetrin

111

af sin Leir udenfor Kjøge, og da det 92de derpaa gjorde Mine til at storme den, ordnede det danske Rytteri sig paa Strandenbredden, for at falde det i venstre Flanke *). Det være sig nu hermed som det vil, saa var dette allerede nok til at lade Wellesley kalde sine 2 eneste Eskadroner fra høire Fløi til understøttelse for sin venstre, ja til ydermere at tage det 43de Regiment som sin midterste Echellon tilbage i anden Træfning, altsaa til Reserve for sin fremrykkende Infanterielinie; et Beviis paa, at Fienden respekterede os meere, end vi siden viste os at fortjene, og at der ved en noget intelligentere Anførsel nok kunde have været udrettet mere end der skete. Der paafulgte nu et Angreb af Oberst v. Redens Husarer, som formodentlig har kastet den Skygge af dansk Cavallerie, som her var tilstede. Den bagved holdende 5te Landeværns-Bataillon, som stod nærmest Stranden, og allerede havde lidt en Deel af den fiendtlige Kardesk-ild, for hvilken Capitain Qvistgaard blev Offer, synes nu ligeledes at have trukket sig tilbage. Da

________

*) Kunne vi fæste Lid til F. C. Wedel-Jarlsbergs fædrelandske Betragtninger, Kjøbenhavn 1807, S. 19, og Thanch S. 38, skal den Smule regulaire Cavalleri, som her var tilstede, have imponeret Fienden, ved sin vel udførte Opmarche, hvorom ogsaa Wellesleys Modforanstaltninger synes at vidne.


112

imidlertid de udtagne Skytter vedbleve at holde de foranliggende Grøvter, gik det 92de Regiment med fældet Gevær løs paa den formentlige Forskandsning, hvorpaa hele Landeværnet i fuldkommen Uorden kastede sig ind i Byen. Den her opstaaende Trængsel forøgede naturligviis Forvirringen, der steg til det høiste, da Fienden lod opkjøre et Par Kanoner i Porten og derfra bestrøg Gaderne med Kardæsker. Ikkun ved Broen gjorde endnu, paa General Oxholms Foranstaltning, 4 Kanoner og en Deel af den just indtrufne møenske Bataillon under Capitain Bjerring nogen Modstand, men blev snart overvældet, hvorpaa Wellesley passerede Aaen, og nu først saae sig i Forbindelse med sit længe ventede Flankecorps under General Linsinger.

Denne var samme Dags Morgen Kl. 5 brudt op fra Roskildekanten, og havde ved Ørsted gjenforenet sig med 2 Eskadroner under Major Grote, som om Natten vare blevne sendte derhen, for at iagttage og indhente Efterretninger om Castenskjolds Afdeling. Det var ogsaa lykkedes ham samme Nat at opsnappe et Par Fanger, hvoraf den Ene førte en skrivtlig Beretning om de Engelskes Styrke og Bevægelser til En af de danske Militair-Autoriteter; ligeledes var en Transport af 30 Vogne med Levnedsmidler, som ventelig var en Efterførsel til Ca-


113

stenskjold, falden ham i Hænderne. Efter kort Rast fortsatte Linsinger sin Marche over Ladager til Eiby, hvor han strandede, tvivlsom om han skulde gaae over Kjøgeaa i Nærheden af Yderholm eller ved Lellingegaard. Efterat et udsendt Recognosceringspartie under Major Plessen, havde fundet førstnævnte Sted vanskeligt, paa Grund af det skovklædte Terrain imellem Eiby og Dalby, hvilket desuden gjennemskjæres af en Mosestrækning *), bestemte man sig for Overgangen ved Lellingegaard. Major Plessens Detachment fulgte nu den venstre Aabred over Spanager, for at dække Hovedcolonnen i høire Flanke paa dets Marche igjennem Eiby, hvor den ankom Kl. 9 ½ om Formiddagen. Ved Lellingegaard fandt Major Plessen Broen afbrudt, saa hans Detachment maatte vade igjennem Aaen, og oppebie sit Infanterie paa den søndre Side. Da dette nu kom, maatte de medfølgende Pionerer først istandsætte Broen, hvilket medtog næsten én halv Times Tid, og alligevel kun tilstedede Infanteriet at gaa over rodeviis; hvorimod det efterfølgende ridende Artillerie maatte vade igjennem, uden at støde paa Skyggen af Modstand fra dansk Side, da Landeværnet, efterat have

________

*) See Linsingens Rapport til Wellesley i Naval Chronicle 18de Bind, S. 262.


114

afbrudt Broen, synes at have ladet Overgangsstedet aldeles uændret i deres venstre Flanke. Efter at være kommen over paa den søndre Bred fortsatte Linsinger sin Marche igjennem Lellingegaard, og videre imellem Aaen og den søndenfor liggende Skov, lod den foranliggende Deel af denne afsøge ved et Detachment af de 43de Regiment, hvem 4 Eskadroner under Oberst Victor v. Alten fulgte i Retning imod Kjøge, imedens en Deel af det 95de Regiment, tilligemed de 2 Eskadroner under Major Plessen sendtes igjennem Skoven til høire af Colonnen, for over Aashøi og Svansbjerg at sætte sig i Besiddelse af Broen ved Søllerup, imellem Herfølge og Sæder, og derved afskære de Danske Retraiten. Hovedcorpset bestaaende af den øvrige Deel af 43de Regiment, samt 6te Bataillon af den tydske Legion, fulgte dem i Linie, ligesom Artilleriet efter Cavalleriet. Med Undtagelse af en ubetydelig Sectionsild af den her staaende Afdeling af Landeværnet, som trak sig tilbage igjennem Skoven, og hvoraf den største Deel blev tagen eller nedsablet, mødte Hannoveranerne ei heller her nogen synderlig Modstand, og da de naaede den modsatte Side af Skoven, saaes det øvrige Landeværn i fuld Flugt fra Kjøge, og forbindelsen med Wellesley var gjenoprettet.

Mærkeligt er det, at Ludlow Beamish


115

beretter, at skjøndt de danske regulaire Tropper - hvorved han rimeligviis maa forstaae den uniformerede Deel af Landeværnet, da, som vi vide, de faa sjællandske Ryttere under Ritmester Ludvigsen vare de Eneste, der med rette kunne kaldes saaledes - flygtede med stor Overilelse og smede Vaaben og Lædertøi fra sig, viste dog hvad han kaldes vor Millits, en bedre Aand *). Nogle af disse, fortæller han, fyrede ud af Vinduerne i Kjøge paa det hannoveranske Cavallerie og lode sig nedstøde af Infanteriet; andre kastede sig bag de paa Marken staaende Korntraver, og fyrede derfra paa deres Forfølgere. Vel blev den største Deel af dem enten nedsablet eller gjort til Fange, men ikke uden Tab for den hannoveranske Husarer. Lieutenanterne Rudorf og Jansen bleve saaledes begge saarede, den første dødeligt; desuden havde Husarerne 16 andre Saaerde og 22 Heste beskadigede, hvilket Tab især rammede 3die Husarregiment.

Efter at Wellesley havde sat sig i Forbindelse med Linsinger paa den anden Side af Kjøge, overtog denne Efterslætten med sit Cavallerie og ridende Ar-

________

*) Ifølge Thanch S. 44, skulle 2den Bataillon, under Major Grev Moltke, og 5te Bataillon, begge af det søndre-sjællandske Landeværn, have holdt sig længst i Ilden.


116

tillerie. En Hob Flygtende, som tog Veien ad Valøe til, blev levende beskudt af Capitain Witzleben, der snart bragte deres Artillerie til at tie. 18 Vogne med Vaaben, Ammunition og Rekvisitter bleve tagne af Oberst P. v. Alten, og kort efter faldt endnu henimod 50 Vogne med lignende Ting i Hænderne paa Major Plessens Husarer, da disse ved Aahøi kom ud af Skoven.

Imidlertid var det lykkedes General Oxholm at samle en Deel af det flygtende Landeværn, hvormed han havde besat en høitliggende Kirkegaard i Herfølge, for om mueligt at skaffe General Castenskjold Frist til at samle nogle af de Flygtende bag de derværende Høider. Men Styrken, som af Ræder (S. 204) angives til 120, af Ludlow Beamish dog til omtrent 400 Mand, var i ethvert Tilfælde for ringe til med Held at byde de Forfølgende Spidsen. Da derfor Linsinger, efter at have passeret Clemenstrup, havde givet Oberst P. v. Alten Ordre til at angribe, lod denne i nærheden af Herfølge sit ridende Artillerie beskyde Kirkegaarden fra den østforliggende Møllebakke, mens nogle Skytter af det 95de Regiment angreb den i Fronten, og 4 Eskadroner omgik den i venstre Flanke. General Oxholm vilde have trukken sig tilbage til Kirken, men da denne ikke kunde aabnes uden ved Magt, hvilket med-


117

tog Tid, sendte han Fienden en Officeer i møde med Tegn til Overegivelse. Da Kirkelaagen i den Anledning blev aabnet, benyttede 16 fiendtlige Husarer under Lientenant Schuering dette Øieblik til at sprænge ind i Kirkegaarden, ved hvilken Leilighed der endnu faldt et Par Skud fra begge Sider. Lieutenant Baron Wedel-Jarlsberg fik tvende Hug i Armen, og den hele Misere endtes omtrent Kl. 4 med at General Oxholm og de Faa, der endnu vare omkring ham, bleve afvæbnede efter et Tab af 2 Døde og 13 Saarede.

Det fiendtlige Cavallerie med sit ridende Artillerie fortsatte Jagten til Sæder, hvor der endnu toges en heel Deel til fange, og derpaa gjordes Holdt, fordi de Flygtende efterhaanden tabes af Sigte paa Veien til Nestved, hvorhen Castenskjold rettede sit Tilbagetog, og hvor han dog allerede den følgende Dag forefandt 2 Batailloner, 250 Ryttere og 4 Kanoner samlede. Men da han ikke troede sig i stand til at foretage sig noget med denne Styrke, lod han det sjællandske Landeværn vende tilbage til dets Hjemstavn, og drog kun med Rytterne og Mandskabet fra Smaaøerne i de første Dage af September over Kallehave og Vordingborg til Møen og Falster. Det fiendtlige Infanterie, som ikke havde kunnet følge Cavalleriet, havde allerede gjort Holdt ved Svansbjerg,


118

hvorfra Linsinger tog Veien til høire igjennem Skoven ved Taagerød imod Gjørslev, for at dække sit Cavallerie i høire Flanke paa høiderne ved Sæder. Herfra blev det imidlertid snart tilbagekaldt for at dække Wellesleys Hovedqvarter i Kjøge, ved en Forpostlinie fra Lellinge over Aashøi, Svansbjerg og Herfølge til Vidskølle, hvorimod Linsinger med sit Infanterie fulgte Veien til Ringsted, hvorhen ogsaa en Deel af Landeværnet havde taget Flugten.

De Danskes Tab ved Kjøge angaves løseligen til omtrent 100 Mand Døde, hvoriblandt Capitain Qvistgaard, Eier af Vibygaard ved Roeskilde, og til 150 Saarede, hvoriblandt Capitain Nørager ved et Skud i Foden, hvoraf han senere Døde, samt Lieutenanterne Kretschmann, Rist og Wedel-Jarlsberg. Fangne bleve General Oxholm og 57 Officerer samt 1100 Mand. Det erobrede Skyts beløb sig til 9 Kanoner *).

Men ulige større end det materielle Tab var det dybe Saar, som Nationalfølelsen led; thi fra nu af

________

*) See Wellesleys Rapport i Naval Chron. 18de Bind, S. 260; Hansens Leirkrands i Tillæg S. 15, samt Hindrichsens Efterretning om Fegtningen ved Kjøge S. 6, angive de Danskes Tab overeensstemmende med Cathcarts Rapport til 1500 Fanger.


119

begyndte den Forestilling mere og mere at udbrede sig i Folket, hvilket de senere Begivenheder end mere bidroge til at bestyrke, at vore Anstrengelser til Lands ere frugtesløse, at vore Forsvarsanstalter i denne Retning derfor kun ere at ansee som en unyttig, trykkende Byrde, ved hvilken Tænkemaade alle Militaire Former nødvendigviis maae synes hule og tomme. Saavel hos Dannede som Udannede søgte den krænkede Nationalære et Slags sørgelig Opreisning i en vedvarende Parodieren, ikke alene af de nærmest foregaaende Begivenheder, men og af Meget, i de militaire Indretninger, der tidligere stiltiende var bleven anseet for nødvendigt og respectabelt. Det Alvorlige sammenblandedes med det Ubetydelige, og Disciplin kaldes Trældom af Folk, der aldrig havde staaet for Skud. Fra nu af begyndte ogsaa vor nationale Fornedrelse lidt efter lidt at blive os bevidst, og i saa henseende udgjør maaske Kjøgeslaget, trods sin hele øvrige Ubetydelighed, ikke noget uvigtigt Vendepunkt i vor indre Historie. Vel toge vore Søfolk ingen Deel i denne Folkets sørgelige Hendøen paa "Bænkehalmen", men alligevel var det kun et daarligt Tidens Tegn, at Nationalfølelsen saa at sige ikke vidste nogen anden Udvei end at gaae til Søes, hvorved den dog i disse Maader blev landflygtig.

I de følgende Dage fortsatte Linsinger med sit


120

Cavallerie sin Marche over Ringsted og Nestved til Vordingborg, hvorfra han, efterat have overbeviist sig om Landeværnets Overgang til Smaaøerne, atter vendte tilbage til Nestved, og efter 2 Dages Ophold derfra til Korsør, for at forvisse sig om, at ingen flere væbnede Forsamlinger fandt Sted blandt Almuen hele Landet rundt. Wellesley med Infanteriet indtog derimod en Centralstilling imellem Roeskilde, Ringsted og Kjøge med Hovedqvarteret i Blæsenborg Kro ved Lethraborg *). De ved Kjøge fangne Landeværnsofficerer bleve Dagen efter Slaget førte paa 11 Vogne, under Bedækning af hannoveranske Husarer, til Ryegaard ved Ordrupsveien, hvor de besøgtes af den fiendtlige Overgeneral, og hvorfra de Dagen efter Ankomsten tillodes at reise Hjem, imod at udstede en Forskrivning om ei at tjene mere i denne Krig. De menige Krigsfanger bleve derimod Alle førte ombord paa den engelske Flaade, for at skræmme Almuen i Sjælland fra lignende Forsøg.

Vi vende nu igjen tilbage til Kjøbenhavn, hvor General Peymann i de samme Dage havde begjæret en 24 Timers Vaabenstilstand, under Paaskud af at

________

*) Anderledes formaaer jeg ei at udtyde Navnet paa Wellesleys Hovedqvarteer, som han og Cathcart i deres Rapporter kalde Brasenborg.


121

maatte flytte de Syge og Vanvittige fra St. Hans Hospital, men da de Engelske ikkun vilde indrømme 4 Timer hertil, modtog han den slet ikke, men lod klogeligen Fienden belemre sig med deres bortskaffelse, som ogsaa fandt Sted Dagen efter til Frederiksborg. Den 28de blev de sidste Bygninger, Haver, Grøvter og Hegn indefor Søerne gjorte lige med Jorden. Til indre Ordens Overholdelse blev der oprettet et ridende Politiecorps af Kjøbmænd og andre ansete Borgere, som havde deres opsadlede Heste paa Charlottenborg, hvor dengang Politiekammeret var. Peymanns Hovedqvarter, som hidtil havde været i Commandantboligen paa Citadellet, forlagdes Søndagen den 30de August til Hotel d'Angleterre paa Kongens Nytorv, for at være mere midt i Byen. Samme Dag begyndte de Engelske at anlægge et nyt Batterie ved Ny-Kalkbrænderie, for, altsom deres Beleiringsarbeider skrede frem, at dække deres venstre Flanke imod vore Kanonbaade, paa samme Maade som det hidtil var sket ved Svanemøllebatteriet. Der fortsattes med Anlægget af Platformer *) til Beleiringsskytset, hvoraf allerede

________

*) Hvorved forstaaes de ophøiede Underlag af Jord og Tømmer, hvorpaa Beleiringsskytset stilles.


122

2/3 Dele vare opførte i deres Batterier, hvilke nu alle med stærke Skridt nærmede sig deres Fuldendelse.

Det var for at overtyde sig om at Fienden ei havde anlagt Batterier i Clasens Have, og for at tillige omhugge de Træer, der endnu vare blevne staaende fra Udfaldet den 26de, og som kunde være den frie Udsigt og Fæstningsild i Veien, at det sidste store Udfald skete igjennem Citadelsporten den 31de August om Morgenen Kl. 4, efter at en Demonstration af de Engelske imod Dragør samme Nat havde sinket det et Par Timers Tid. Udfaldet skete med de 3 Batailloner af danske og norske Livregiment, deres og Gardens Jægere, Livjægerne og Herregaardsskytterne, samt 8 Kanoner, Alt under Oberst Beck, Chef for det norske Livregiment, men hvorved ogsaa General Peymann selv var tilstede tilfods , som mange mene, for mueligen ved en hæderlig Død i aaben Mark at unddrage sig Ansvaret for et Forsvar, om hvis heldige Udfald han mere og mere mistvivlede. Med Tropperne fulgte denne gang 50 af Holmens Tømmermænd under Lieutenent Bille, samt 50 Mand af Brandcorpset, for at tjene som Pionerer ved de tilbageblevne Bygningers Sløjfning; desuden understøttedes Udfaldet af ikkun 3 Kanonbaade fra Søsiden, hvilket Sidste maa forundre os saa meget mere, som det nys begyndte Batterie ved


123

Ny-Kalkbrænderie nok kunde fortjene en alvorligere Beskydning inden det, liig Svanemøllebatteriet, alt for meget kom til Kræfter. Vore Jægere trængte vel et Stykke ind i Haven, inden det stødte paa en Piket af det 50de Regiment under Lieutenent Light, men denne gjorde alvorlig Modstand, og blev ved tililende Tropper fra Strandveien og Østerbro, hvilke toge vore Tropper i venstre Flanke, sat isand til at holde sig. General D. Baird, der, som vi vide, commanderede denne Fløi, ilede selv til, og blev ved denne Leilighed togange let saaret i venstre Skulder og Haand, uden at forlade Kamppladsen *).

________

*) Ifølge T. Hook, Life of Gen. D. Baird, London 1833, vol. II, S. 177, blev den ene Finger paa hans venstre Haand knust, medens den anden Kugle rammede hans Kvaveben. Generalen stak strax Haanden i Barmen, og trak den sidste Kugle frem, som var gleden ned, og havde slaaet sig noget flad imod Benet (?). Capitain Alex Gordon , der, som hans søstersøn og kjæreste Adjutant, holdt ved hans Side, tog Kuglen, og gemte den bestandig hos sig, indtil han faldt som Wellingtons Adjutant ved Waterloo. General Baird mistede iøvrigt den samme Arm i Slaget ved Corunna, og udstod en meget smertelig Amputation i Skulderledet, som gjorde ham utjenstdygtig den øvrige Deel af hans Liv.


124

Ogsaa General Peymann blev saaret af en Musketkugle i venstre Been, men vedblev endnu en Tidlang at være tilstede, indtil en Karreet blev hentet, der først maatte kjøre ham op paa Castelsvolden, hvorfra han vedblev at iagttage Fægtningens Gang. Da Profesor Winsløv her indfandt sig for at forbinde ham og beklagede hans Uheld, udbrød Generalen: "Ak! Det er intet, her burde den have truffen!" idet han pegede paa Hjertet, hvilket noksom viser os hans Sindsstemning. En Times Tid efterat alle Bygninger i Clasens Have vare komme i Brand omtrent Kl. 6, trak vore Tropper sig tilbage med et Tab af 20 Døde og 82 Saarede. Derimod fortsattes endnu længe fra Søsiden, hvor Kl. 8, 6 Bombardeerfartøier, understøttede af Trekroner, Nyholm, og Citadellets lange Linie, begyndte at kaste imod Svanemøllebatteriet og de fiendtlige Bombardeerfartøier udenfor samme. Opad Formiddagen sprang ét af disse i Luften, og et andet sank, hvorpaa den fiendtlige lette Eskadre trak sig tilbage, idelig beskudt af vore Baade, indtil den Kl. 1 var udenfor Skudvidde. Denne halve Dags Kanonade kostede imidlertid Sødefensionen ikke mere end 1 Død og 6 Saarede.

Ved dette, som ved alle foregaaende Udfald, paatrænger sig uvilkaarlig den Bemærkning, at hvor


125

kjækt de end fra de Underordnedes Side kunne være begyndt, førte dog intet af dem til noget betydningsfuldt Resultat, fordi de bleve foretagne med mindre Styrke, end selv de svage Stridskræfter tilstedede, eller fordi de Commanderende ei heller synes at have sat sig noget bestemt Formaal, som de vilde opnaae, hvilket lige fra Beleiringens Begyndelse ikke kunde være noget andet end de fiendtlige Beleiringsarbeiders Forstyrrelse. Gjælder nu dette allerede om Udfaldene den 20de og 25de August imod Svanemøllen og Blaagaard, hvor meget mere da end Udfaldene den 26de og 31de i Clasens Have, hvor man deboucherede ud af Citadelporten, og saaledes ikke alene forblev i umiddelbar Forbindelse med Sødefensionen, men og strax kunde udbrede sig med fuld Front, og - tildeels skjult af Lystskoven og det øvrige gjennemskaarne Terrain - havde kunnet omgaae Redouten ved Salpeterværket, mueligen endog sat sig i Besiddelse af den, og derved gjenvundet en betrygget Udgang over Østerbro, samt et fast Holdepunkt udenfor Byen. At Udfaldene overhovedet fattedes tilbørligt Eftertryk, synes endvidere allerede at fremgaae af den Omstændighed, at der under hele Beleiringen ikke synes at være gjort én eneste Fange, af hvem man havde kunnet erfare de engelske Kastebatteriers Beliggenhed, hvorom man synes at have svævet


126

Uvidenhed, lige indtil man sporede dem af deres sørgelige Virksomhed.

Natten til den 1ste September naaede de engelske Beleiringsarbeider deres Fuldendelse, hvis gradvise Fremgang havde været følgende. Allereede fra Jagtveien, der med føie kan ansees for de Engelskes første Parallel, begyndte de at anlægge Traverser (Tvervolde) over alle de Veie, som herfra føre ind til Byen, saasom paa Strandveien, i Øster- og Nørre-Allee, Paa Nørrebro, Ladegaardsveien, gamle Kongevei, Frederiksberg-Allee og Landeveien, besatte dem tildeels med 1 à 2 Feltskytter, og opkastede saa igjen nye Traverser paa de samme Veie og med den samme besætning, alt som de skrede videre frem mod Fæstningen, for saaledes at kunne yde deres fremskudte Piketer de fornødne Holdepunkter imod vore Udfald. Fra Jagtveien udgik imidlertid et Par hundrede Skridt østenfor Runddelen uden for Assistens-Kirkegaard, en formelig Løbegrav ind mod Nørrebro-Forstad, hvor den endte i et svært Morteer-Batterie i Toxverds Have, noget forbi den nærmeste Indgang til Kirkegaarden. Paa samme Maade som Jagtveien kan ansees for første, kan Blegdamsveien fra 25de August af ansees for de Engelskes anden Parallel, der fortsattes fra Nørrebro Forstad ved en egen dertil aaben Communication bagom Blaagaard,


127

tvers over Marken og Ladegaarden, samt bagom de sløjfede Ladegaardsværker til Vodruffgaards, og herfra paa venstre Bred af det daværende Vandløb til Svanholm (det daværende Hørspinderie ved gamle Kongevei). Vel fattedes endnu tredje Parallel, som, ved en fortsat Beleiring, Farigmagsveien vilde have egnet sig til. Derfor synes det ubilligt, naar Napoleon, i sin Samtale med General-Adjudant Lindholm, der efter Kjøbenhavns Overgivelse sendtes til Paris for at berette ham dette, paa en Maade bebreider Fæstningen at have overgivet sig, inden Løbegravene vare aabnede, og at Lindholm tildeels tier stille dertil *)

De engelske Batterier fra høire til venstre Fløi vare i Alt følgende (see medfølgende Plan)

1. Ved gamle Pesthuus 6 Fiirogtyvepundere og 2 Morterer, hvoraf 4 af de Første vare anbragte i en Face, der vendte imod Tømmerpladsen.

2. Bag Gartner Mohrs Have, 4 hundredepundige Morterer, halv forsænkede eller indskaarne

________

*) See Saga II, S. 292.


128

3. Foran Skydebanen, ikke langt fra Reberbanerne paa Vesterbro, 6 Kanoner

4. I Svanholm Have ved gamle Kongevei, 4 Morterer og 2 Haubitzer

5. I Vodruffgaards Have, ligeoverfor Helmers Bastion, den mest fremspringende Deel af Fæstningen, et regelmæssigt af Faskiner og Jord opført Demonteerbatterie paa 8-10 Fiirogtyvepundere, som imidlertid ei kom til at spille.

6. Ved Ladegaardsveien, foran Gaarden Rolighed, 10 hundredepundige og 150pundige Morterer, indskaarne i Jordsmonnet bag en foranliggende svær Grøvt, og dækkede med Sandsække og Jord, hvorfra var ført en Løbegrav hen til Gaarden Rolighed. Det var især dette Batterie, der kom til at virke fordærveligt, skjøndt i en Afstand af omtrent 2000 Alen.

7. I Blaagaards Have: 8 Fiirogtyvepundere.

8. I Toxverds Have: 10 Stkr. 150- til 200pundige Morterer, som ved en traverseret Løbegrav stod i forbindelse med Jagtveien; ogsaa dette Batterie virkede høist ødelæggende paa Byen, i lignende Afstand som Nr. 6


129

9. I Sandgraven paa Vesterfælled: 2 Morterer og 2 Haubitzer.

10. I Redouten ved Salpeterværket: 2 Fiirogtyvepundere imod Østerbro Forstad, 6 Morterer imod Byen, 4 Morterer imod Strandkanten.

11. Østenfor Gaarden Nøisomhed et Batterie paa 4 Tolvpundere med Front imod gamle Kalkbrænderie og Søen, tilligemed en Løbegrav, som førte op til Standveien, og til den førnævnte Redoute.

12. Ved Ny-Kalkbrænderie, ligeledes et Batterie paa 4 tolvpundige Skibskanoner, betjente af Matroser, med Front imod Søen.

13. Ved Svanemøllen, et Batterie paa 9 Fiirogtyvepundere, 2 Morterer og 2 Haubitzer med Front imod Kalkbrænderierne; desuden en Fleche i Kildevælds Have, besat med 4 Feltkanoner, hvoraf 2 imod Byen, 2 imod Søen.

Disse Angivelser, som ere efter en dansk Ingenieurofficeers skriftlige Rapport over en Besigtigelse af de engelske Beleiringsarbeider, nogle Dage efter Capitulationen, stemme ikke ganske med General


130

Cathcarts Rapport *), ifølge hvilken det hele i Batterie bragte Beleiringsskyts, vel angives til 48 Morterer og Haubitzer, men derimod kun til 20 Fiirogtyvepundere **). Batteriernes Brystværn vare i øvrigt fornemmelig opførte af sand- eller Jordsække til en Tykkelse af 4-5 Alen, og imellem de forskjellige Stykker Skyts var der opført Traverser, ligeledes af Sandsække, til en Tykkelse af 3-4 Alen.

Foruden de her anførte Batterier fandtes endnu betydelige Artillerieparker i Runddelen udenfor Frederiksbergslot, foran Gaarden Ventegodt paa Veien til Lygten, ved Vangehuus paa Veien til Lundehuset, samt paa Marken imellem Strandveien og Ny-Kalkbrænderie. Det fiendtlige Infanteries Hovedleir, bestaaende af lutter Straahytter, stod bag Bakkerne foran den nuværende Rørsø, som endnu dengang blot var en Mose med et ubetydeligt Vandløb, og strakte sig omtrent fra Vangehuset hen til Ventegodt; men betydelige Afdelinger stode desuden i Søndermarken, samt i og ved Frederiksberg, foran Godthaab og ved Utterslev.

________

*) Nav. Chron. 18de Bind, S. 263.

**) Hermed fortjener at sammenlignes den i Lahdes topographisk-historiske Udsigt over Kjøbenhavns Beleiring 1807, 4to, som stemmer temmelig med ovenanførte.


131

Efterat de engelske Kastebatterier vare blevne fuldførte, skete den sidste Opfordring til Overgivelse den 1ste September, endnu stedse med Tilbud af de samme Betingelser, som tidligere vare blevne foreslaaede ad den diplomatiske Vei *). Ja, ifølge Ræder I, S. 222, skal General Cathcart tidligere igjennem Major Tscherning, endog have ladet foreslaae strax at forlade Sjælland med Erstatning for hver en Skade, der kunde være foraarsaget, naar blot Flaaden blev udleveret for at oplægges i engelske Havne under danske Officerer og med dansk Bemanding. Men hvor fordeelagtige end saadanne Tilbud nu kunne synes, saa maae vi vel erindre, at General Peymann hverken med Hensyn paa sin Herre, eller paa sin egen Ære, eller den i hele Landet og Hovedstaden herskende Stemning torde handle saaledes. Der levnedes ham derfor intet Andet end at afstaa de ham gjorte Tilbud, med Tilføiende, at han udbad sig Tilladelse til at indhente Kronprindsens nærmere Bestemmelse i saa Henseende. Dette antoge de engelske Befalingsmænd ikke for andet end et Paafund til at vinde Tid, da de ikke kunde formode, at den danske Commandant var saa aldeles

________

*) See Opfordringen, Peymanns Svar, og de engelske Befalingsmænds Gjensvar under bilag IX.


132

blottet paa de fornødne Instruxer for de vigtigste mødende Tilfælde; de afsloge derfor denne Begjæring under 2den September. Endnu samme Dag kundgjorde General Peymann sit Svar for sine Medborgere, og ledsagede det med en Opfordring til deres Nationalære, hvilke begge vandt almindeligt Bifald; thi Generalen havde ved sit Saar forsonet den offentlige Stemning, især da han i sin Kundgjørelse om Udfaldet den 31te August slet ikke havde omtalt det, skjøndt man ei var uvidende om, at hans Smerter vare betydelige og ledsagede af en heftig Saarfeber.

I Fæstningen skred man nu til de sidste Foranstaltninger. For at erstatte Afgangen af Artillerister og Skytter, for dem, der hidtil næsten udelukkende vare blevne brugte, udtoges af Landeværnet de, der tidligere havde tjent som saadanne, hvilke øvedes paa Amagerfælled. Det borgerlige Infanterie, som allerede siden den 23de August havde faaet sine Poster anviste i Bastionerne imod Landsiden, i tilfælde af Generalmarche, erholdt fra 1ste September Forstærkning af den hele Garnision paa følgende Maade fra venstre til høire Fløi:

Vestervold.

Holks Bastion .. 1 Bataillon Marinere

Gyldenløves ..1 dito dito


133

Schacks Bastion .. 1 Landeværnsbataillon

Helmes .. 1ste Bataillion af norske Livregiment

Nørrevold.

Hahns Bastion .. 1 Landeværnsbataillon

Ahlefeldts ... 1 dito

Stadsoberstens .. Garden til Fods

Rosenborg .. 1 Landeværnsbataillon

Østervold.

Qvitzows Bastion 2den Bataillon af danske Livregiment

Rosenkrands's .. 1ste Bataillon af danske Livregiment

Livjægerrne, Herregaardsskytterne og Medlemmerne af der saakaldte danske Broderskabs Skydeselskab fordeeltes til Schacks, Ahlefeldts og Rosenkrands's Bastioner, hvilke flankere de 3 Hovedindgange igjennem Vester-, Nørre- og Østerport, og paa de 3 tilstødende Courtiner stilledes endvidere 6 Compagnier Studenter, 2 paa hver, hvorimod de tvende resterende Compagnier sattes i Reserve under Volden ved Nørregade. Til at iagttage Fæstningsgraven blev den saakaldte Kirsebærgang besat med en Række af Poster, udstillede fra selve Voldbefæstningen. I Ryssensteens Lynette imellem Langebro og Tømmerpladsen stod et fast Commando paa 150 Mand under Capitain Restorf af danske Livregiment, og til forstærkning af Fæstningen paa Tømmerpladsen comman-


134

deredes hver Nat et Piket paa 50 Mand. Hver af de 3 Ravelinsvagter udenfor Portene var besat med 1 Lieutenant og 50 Mand, og til Forsvar af de umiddelbar uden for Portene liggende, med Mur omgivne Vaabenpladse (tambours), forefandtes en Mængde Haandgranater, hvormed Granadererne af danske og norske Livregiment tidligere vare blevne øvede i at kaste. Ved Vesterport holdt desuden et trepundigt Feltbatterie paa 8 Kanoner; ved Rosenborg et lignende, formodentlig i Reserve, for i fornødent Tilfælde at kunne rykke op paa Volden og bestryge Voldgangene *); endelig 4 Amusetter, betjente af Landeværns-Artillerister, inden for Østerport, som desuden fordeelagtigen flankeredes af Citadellets tilstødende Værker. Vestervold og dens Befæstning stod under Commando af Oberst Beck; Nørrevold under General Lemming, Chef for Marinerne; Østervold undder General Walterstorf.

________

*) Saafremt Garnisonens Styrke havde tilstedet det, vilde det, i Tilfælde af Storm, vistnok ogsaa have været ønskeligt, om der havde holdt tvende disponibe Hovedreserver paa Gammeltorv og paa Exerceerpladsne, for at ile det Punkt af Volden til Hjælp, hvorimod Hovedangrebet viste sig at være rettet.


135

Det af 12 Compagnier bestaaende Brandcorps under Brandmajor Kirkerup beordredes at holde sine Sprøjter og øvrige Brandredskaber paa Torvene i det Indre af Byen, og saasnart det blev mørkt bleve Brandlygterne tændte. For hurtigen at meddele Brandcorpset naar og hvor der opstod Ild, var der ifølge Politiets Foranstaltning oprettet ridende Patrouiller af Borgere; ligeledes var der af Brandcorpset ansat 8 Mand i hvert Qvarter, som ved paakommende Ild foreløbigen havde at ile til Hjælp, hvorhos det, i Tilfælde af Bombardement, var befalet, at tvende Vægtere skulde være tilstede paa hvert Post. Endelig var der fra Søetatens Side givet Ordre til at træffe saadanne Foranstaltninger ombord i alle Krigsskibe, at de paa nærmere Ordre fra Admiralitetet til Holmens Over-Eqvipagemester kunde sænkes, samt deres Master, Stænger, Ræer, Seil og Takkelage kappes og tilintetgjøres *).

Saaledes forberedt saa man de nærmeste Begivenheder i møde, vel ikke uden spændt Forventning, men dog med den Uforfærdethed, som Bevidstheden om den retfærdige Sag, og med den Selvtillid, som

________

*) See F. Grodtschillings (Adjutant hos Commandeur Steen Bille) Dagbog hos Hellfried S. 296.


136

Erindringen om 1801 saa naturligen maatte fremkalde.

Efter en smuk Sommerdag, Onsdagen den 2den September, var Solen gaaet ned; en mild Aftenstund havde lokket en Deel Spadserende hen i Kongens Have, og forsamlet en Mængde Mennesker omkring Hovedvagten, hvor der dengang hver Aften gaves Musik udenfor Hovedqvarteret. Det begyndte netop at mørkne, og Klokken var omtrent imellem 7.15 og 7 .30, da de første Prøvekast af fiendtlige Bomber faldt paa Kongens Nytorv, og kort derpaa en Generalsalve af Fiendens samtlige Kastebatterier fulgte, der uden strax at skade, jog Mængden fra hverandre med det Udraab: der har vi Bombardementet! - En Regn af Bomber, Granater, Brandkugler og Raketer, hvilke sidste her førstegang bleve anvendte,1 styrtede nu, med aldrig før kjendt Voldsomhed, i samfulde 12 Timer uafbrudt ned over den ulykkelige By. Det natlige Syn af de lysende Indbaner, de springende Projectiler, de blussende Raketer; den blandede, forvirrede Lyd af Ildsvælgenes Explosioner,

________

*) Skjøndt opkaldte efter den engelske Ingenieur Congreve, stammer denne Opfindelse fra oprindeligen fra Indien, hvor de Engelske havde gjort Bekjendskab med den i deres Krige med de Indfødte.


137

Bombernes Springning, Kanonernes Torden, Kuglernes Hvinen og Raketternes Susen, i Forbindelse med den Knagen og Bragen, som de nedstyrtende Huse, Skorstene og Tage afstedkom, samt de mangfoldige Angst- og Jammerskrig, som derimellem løde fra de Umyndige, Værgeløse og Lemlæstede, frembød en Scene, der næppe lader sig fatte af den, der aldrig oplevede det, men vel snarest maa fremstille sig for vor Phantasie, som naar vi læse om Jordskælvet i Lissabon. Det var især imod den nordvestlige Deel af Byen, at Fiendens Anstrengelser vare rettede, hvor de tvende nærliggende Kirker, Frue- og Petrikirke, med deres høie Taarnspire tjente ham til forønsket Maal, og hvor derfor næsten ei heller ét Huus forblev ubeskadiget. Paa ikke mindre end 38 forskjellige Steder opkom der denne Nat Ild, men trods den almindelige Bestyrtelse, som saa ualmindelige Optrin Maatte fremkalde, lagde Brandcorpset i den Grad sin Dygtighed for Dagen, at ikkun ét eneste Pakhuus i Vimmelskaftet, tilhørende Grosserer Tutein, og hvori der var et betydeligt Oplag af Bomuld, denne Nat blev et Rov for Luerne. Vel besvaredes Ilden ved en heftig Kanonade fra vore Volde, men de engelske Kastebatterier laae i alt for stor Afstand, og i det hele taget for godt dækkede, til at denne kunde blive


138

virksom, og følgelig var deres Tab for intet at regne.

Den følgende Dag flygtede Alt hvad flygte kunde ud paa Christiannshavn og Amager. Fra det Offentliges Side gjordes Foranstaltninger til at modtage de Huusvilde og Nødlidende saa godt som Omstændighederne tilstedede det. Det under Bygning værende Christiansborg Slots mangfoldige Kjeldere, Hvælvinger, Buegange og Vinduesfordybninger tjente nu, ligesom tidligere under den store Ildebrand 1795, mangfoldige Familier af de forskjellige Vilkaar, til Tilflugtssteder. Det samme var Tilfældet med de hvælvede Kjeldere i Cancelliebygningen, Proviantgaarden og Opgangen til runde Taarn. Fienden, som hele Dagen skal have staaet i den Forventning, at der fra vor Side vilde skee Forslag til Overgivelse, lod, da han saae sig skuffet, efter en Stilstand af 10 Timer, Bombardementet igjen tage sin Begyndelse om Aftenen Kl. 6 Skjøndt ikke fuldt saa voldsomt som den foregaaende Nat, tiltog det dog i Heftighed henad Morgenstunden, og varede til Klokken imellem 7 og 8 om Morgenen, ja hørte ikke ganske op før over Middag. Ogssa denne Nat forblev Brandcorpset endnu Herre over Ilden, thi omendskjøndt der opkom Ild over en snes Steder, og Brandmajor Kirkerup selv blev haardt saaret, brændte ikkun


139

een eneste Bygning, det kongelige Hømagazin ved Vestervold, opad Formiddagen, tændt i Brand fra Pesthuusbatteriet, der vedblev at overøse Brandstedet med sine Projectiler, og derved gjorde Slukningen saa meget farligere og vanskeligere.

Ud paa Eftermiddagen den 4de September blev det paa Tømmerpladsen opkastede Tømmer skudt i Brand ved gloende Kugler fra Pesthuusbatteriet. Ikke saasnart naaede Efterretningen herom til Hovedqvarteret, før 100 af Holmens Tømmermænd bleve beordrede derud for at lukke og rydde til side, medens 3 Kanonbaade under Lieutenant J. J. Suenson sendtes til Kallebodstrand, til forstærkning af de derværende Baade, hvis Ild af groveste Skyts alligevel ikke var i stand til at bringe Pesthuusbatteriet til Taushed. Til Lykke for Byen var Vinden ud over Stranden, ellers vilde den store Ildmasse, som her hvirvlede høit i Sky, ufeilbarligen have forplantet Branden ind over Volden. Imidlertid blev Batteriet yderst paa Tømmerpladsen saaledes omspændt af Luer, at dets Træbrystværn kom i Brand og dets Krudforraad sprang i Luften, saa det maatte forlades, men først efterat dets samtlige Kanoner vare blevne fornaglede. Befalingsmanden paa Ryssensteens Lunette, den ovennævnte Capitain Refstorf, der ved denne Leilighed vilde ile sin betrængte Nabo til Hjælp, fandt her sin


140

Død om Aftenen, og endnu den følgende Morgen skete et forsøg af Livjægerne under Major Holstein og en Deel Landeværn paa at redde de efterladte Kanoner, hvilke under de stedfindende Omstændigheder næppe vare en saadan Opoffrelse værd, men ved hvilken Leilighed Lieutenanterne Mangor, Hammer og Drewsen, de tvende sidste af Landeværnet, nævntes med Berømmelse.

I selve Staden var endelig ogsaa Frue Kirketaarn, der, som vi vide, hele Tiden havde været et stadigt Maal for de fiendtlige Projectiler, bleven tændt i Brand af en congrevsk Raket. Det varede ikke længe før dets svære Klokker styrtede ned *) og i deres Fald knuste Bjælkeværket indeni samme, samt forplantede Ilden til selve Kirken. Henad Morgenstunden, omtrent Kl. 4, styrtede det 380 Fod høie Taarn sammen i sig selv, under Fiendens Hurraraab udenfor Byen. Ogsaa Petri Kirke blev saa forskudt, at den i 10 Aar efter ikke kunde bruges til Gudstjeneste. Slukningsredskaberne, hvoraf 36 Sprøjter uafladeligen havde været i Brug, bleve nu ligeledes mere og mere satte ud af Virksomhed, deels paa Grund af den vedvarende Ild, som Fienden i

________

*) Den store, saakaldte Stormklokke veiede alene 11,962 Pund.


141

denne Nat lod nedregne over Staden, hvorved mange Sprøiter ødelagdes, deels ogsaa fordi Brandfolkenes Kræfter, efter saa mange Dage og Nætters Anstrengelser, til sidst begyndte at ligge under, hvorfor der denne Nat ogsaa her sendtes dem 100 af Holmens Tømmermænd til Hjælp. Da desuden de fleste Huse i den bombarderede Deel af Byen stode tomme, fordi Indvaanerne allerede de tvende foregaaende Dage vare flygtede til Christianshavn, for saa vidt de ikke vare i Tjeneste paa Volden, udbredte Ilden sig denne Nat næsten uden Hinder, og omspændte hele Qvarteret imellem Gammeltorv og Nørrevold, næmlig: Nørregade, Larsleistræde, samt en Deel af St. Pedersstræde og Studiestrædet. Af offentlige Bygninger brændte den første Deel af Studiegaarden (Universitetet), Metropolitanskolen, Borchs Collegium, samtlige Professorboliger, og en Deel Præsteboliger med tildeels kostbare Bogsamlinger; desuden brændte 3 Bogtrykkerier; og Walkendorfs Collegium samt Budolfi Kloster bleve gjort ubeboelige. Man frygtede ikke uden Grund, at Ilden paa Tømmerpladsen, ved Vindens vestlige retning, kunde meddele sig til Brændeoplaget ved Langebro, og derfra formedelst denne og de mange i Havnen liggende Koffardieskibe til Labo-


142

ratoriet paa Christianshavn, hvorved man vistnok maa ansee for en Feil, at der ikke var bleven draget Omsorg for, at den i denne Egn af Byen opdyngede Mængde brændbare Ting, ikke itide vare skaffede af Veien til Amager, hvortil den tilstødende Strand frembød den ønskeligste Leilighed.

Først Kl. 11 Løverdag Formiddag, den 5te September, ophørte Bombardementet, efter i de 3 Nætter tilsammen omtrent 10000 Bomber vare indkastede. Ilden havde nu ogsaa udbredt sig til Frederiksborggaden, Kultorvet, Rosengaarden, Pustervig, lille Kjøbmagergade og en Deel af Landemærket, saa det hele Antal af ødelagte Bygninger beløb sig til 305 Gaarde og Huse. Trinitatis Kirke med Observatoriet paa Rundetaarn og Universitets-Biblioteket, samt Regentsen vare i stor Fare. Brandfolkene, deels dræbte, deels Saarede, deels aldeles afkræftede, kunde ikke længere betjene Sprøiterne, hvilke desuden med de øvrige Brandredskaber deels vare ubrugelige, deels tilintetgjorte. I Tilfælde af Bombardementets Fornyelse maatte man derfor imødesee den største Deel af Byens Ødelæggelse, og Rædselen lod sig næppe forestille, hvis det blev rettet imod Christianshavn, som nu var propfuldt af værgeløse Flygtninge af alle Aldere, Stand og Kjøn, og hvor alt rørligt


143

Gods, saa vidt skee kunde, var flyttet ud. Efteraaret var desuden for Døren, ingen tilstrækkelig Forsyning af noget som helst Slags havde kunnet finde Sted, være sig af det Offenlige eller af Private, og de vigtigste Levnedsmidler som Brød og Kjød begyndte allerede at skorte. Disse vare de gyldige Grunde, der bestemte General Peymann til at aabne Underhandlinger med Fienden den 5te September om Eftermiddagen. En Parlamentair afsendtes med en Skrivelse, hvori Generalen foreløbigen begjærede 24 Timers Vaabenstilstand, med den Bestemmelse at tjene som Indledning til Capitulationen. Hertil svarede Lord Cathcart, at han maatte undvige enhver Underhandling, der blot kunde have Henhold og Forsinkelse til Formaal; men at han, for at lægge sit inderlige Ønske for Dagen om at gjøre en Ende paa saa bedrøvelige Optrin, lod en høiere Officeer følge med ind til Byen, med Fuldmagt til at modtage de Forslag, Generalen maatte være tilsinds at gjøre angaaende en Capitulation, da denne maatte være en ufravigelig Betingelse for selv den korteste Vaabenhvile.

Den indkomne fiendtlige Officeer var Armeens Vice-Generalqvarteermester, Oberstlieutenant Sir George Murray, senere saa bekjendt som Wellingtons høire Haand i Spanien, og som Colonial-Minister under William den 4de. Han paastod Flaa-


144

dens Udlevereing som ufravigeligt Grundlag for Underhandlingen, og tilføiede den bestemte Erklæring, at Bombardementet uden Skaansel vilde blive fornyet, saafremt han vendte tilbage med et undvigende eller endog kun tvetydigt Svar. General Peymann svarede, at Kongens og Kronprindsens Fraværelse gjorde det aldeles nødvendigt for ham at raadføre sig med de fornemmeste af Stadens tilbageværende Autoriteter om en Gjenstand af saa overordentlig Vigtighed, men at det allerede var for langt ud paa Natten til at dette kunde skee før den følgende Dag; imidlertid forpligtede han sig til inden næste Middag Kl. 12 at oversende Betingelserne for Overgivelsen. Vilde man ikke desto mindre vedblive at bombardere, maatte han overlade Byen til dens Skjæbne; selv gav han imidlertid Ordre til at standse Ilden fra Volden.

Søndagen den 6te September om Formiddagen Kl. 9 forsamledes omkring den commanderende Generals Sygeleie et Krigsraad, bestaaende af ikke alene de høieste Befalingsmænd af begge Militairetater, men og af de fornemmeste civile Autoriteter, i Alt 21, foruden de 3 Øverstcommanderende. Efterat et Document var bleven oplæst, der skildrede Fæstningens Tilstand, og at der nu efter al Rimelighed vilde paafølge en Storm, erklærede Chefen for Ingenieurcorpset General Gedde: "at Fæstningen i dens nuvæ-


145

rende Forfatning ei kunde holde sig imod en stormende Fiende." Man skred derpaa til en omstændelig Discussion, hvis endelige Resultat blev, at Alle uden Undtagelse bleve enige om den sørgelige men uundgaaelige Nødvendighed at indgaa en Capitulation med Fienden om Flaadens Udlevering, som Grundlag for Underhandlingerne. Som Følge deraf afsendtes inden Middag en Skrivelse til den fiendtlige Overgeneral, hvori General Peymann, tilkjendegav ham den ovennævnte Beslutning, dog med den Betingelse, at ingen andre engelske Militaire maatte betræde Byen, end de til Underhandlingernes Fremme fornødne Commisairer. Da der ingen videre Capitulationspunkter fulgte med dette Svar, foreslog Carhcart i sit Gjensvar, at der gjensidigen skulde udsendes høiere Officerer, saavel af Sø- som Landetaten til at affatte de nærmere Capitulations-Artikler, og da dette var bleven indvilget fra dansk Side, og Mødestedet berammet at være ved Barrieren udenfor Østerport, indfandt der sig sammesteds imellem Kl. 7 og 8 om Aftenen fra engelsk Side: Sir Arthur Wellesley, den ovennævnte Oberstlieutenant Murray, samt Admiral Gambiers Flagcaptain Comodore Sir Home Popham; fra dansk Side: Generalmajor Walterstorf, Contreadminal Lütken og Generalauditeur Bornemann. Under alle


146

disse Forhandlinger var der ingen formelig Vaabenstilstand afsluttet, fordi de engelske Befalingsmænd sandsynligviis vilde forbeholde sig frie Hænder til øieblikkeligen at begynde Bombardementet paa ny, saafremt vi ikke antoge deres Betingelser; i Virkeligheden derimod forudsattes den fra dansk Side, og indrømmedes stiltiende fra engelsk Side.

Forhandlingerne toge deres Begyndelse med at Popham oplæste General Peymanns Fuldmagt, hvorpaa de engelske Commisairer vilde begynde Underhandlingerne strax paa Stedet, eller og følge med ind til Byen, for at aabne dem der. Da de danske Underhandlere indvendte, at en Sag af saa overordentlig Vigtighed krævede Raadførelse med de høieste Autoriteter, og at deres General, som sengeliggende af sit Saar, forinden maatte underrettes om deres Komme, saa de engelske Commisairer heri blot en Udflugt, og truede gjentagne Gange med at afbryde Underhandlingerne, saafremt de danske Commisairer ikke havde Andet at meddele dem. Endelig enedes man om at Én af hver Magts Contrahenter skulde følges ad til Byen, og at de øvrige Fire imidlertid skulde oppebie deres Tilbagekomst udenfor Østerport. Valget faldt paa Generalauditør Bornemann fra dansk og paa Home Popham fra engelsk Side, hvilke begge derpaa fulgtes til det danske Hovedqvarteer


147

i Hôtel d'Angleterre. Ved sin Ankomst hertil forlangte Popham, efter en kort Samtale paa Fransk med de Tilstedeværende, et Stykke Papir, hvorpaa han med sin Blyant opsatte Hovedpunktet saa lydende: "at den danske Flaade med alle dens Arsenaler og Tilbehør skulde overleveres til Hans britiske Majestæt som Eiendom, og at de danske Autoriteter havde at afgive det fornødne Mandskab til dens Udrustning, saa den kunde forlade Havnen, naar de britiske Befalingsmænd fandt det for godt." Da de tilstedeværende Danske studsede ved Ordet Eiendom, saasom der kun tidligere havde været Tale om at udlevere Flaaden som et Depositum, ytrede Popham, at det var en Følge af, at man ikke i Tide havde antaget de gjorte Tilbud. Da der endvidere blev spurgt, om der ved Flaade forstodes Andet end Orlogsskibene, svarede han: hver Baad! - og ved Krigsforraad? - hvert Stykke i Arsenalet.2

Dette Udkast blev nu bragt ind til Gen. Peymann, hos hvem de samme Medlemmer af Krigsraadet, som om Formiddagen havde givet deres Sam-

________

*) See T. C. Bruun (dæværende Secretair i det danske Hovedqvarteer) Toget til Sjælland og Kjøbenhavns Beleiring 1807, S. 89-94.


148

tykke til Flaadens Udleverelse, igjen vare forsamlede. Ikkedestomindre vakte den skaanselløse Frækhed, hvormed Fordringen fremsattes, almindelig Harme, ligesom vel og sagtens den Omstændighed, at Flaaden nu forlangtes som Eiendom, maatte komme de Fleste af dem som uventet, der ikke, som Generalcommandoen, allerede havde faaet et Vink derom i de fiendtlige Befalingsmænds sidste Opfordring af 1ste September (see Bilag IX). Saaledes forløb een Time med Forslag og Indvendinger; Tiden blev allerede Sir Home Popham for lang, han forlangte at vende tilbage til Østerbro for at hente de andre Underhandlere, da han vilde have Sagen afgjort endnu samme Nat, og, allerede i Vognen, forlangte han sit ovenanførte Udkast tilbage. Imidlertid fortsattes Deliberationerne; og nu fremkom Commandeur Steen Bille med det Forslag, aldeles at forkaste Capitulationen, og gjøre et fortvivlet Udfald med alt vaabendygtigt Mandskab i forening med Holmens Magt og Søfolkene fra Kanonbaadene, skjøndt han selv ikke lovede sig noget andet Resultat deraf end en hæderlig Undergang. Hvis Commandeuren, efter Fiendens sidste Opfordring og inden Bombardementets Begyndelse, som tredje Commanderende havde gjort et saadant Forslag, vilde det, skjøndt næppe heller da førende til noget heldigt Resultat, idetmindste for Sindelagets


149

Skyld have fortjent al Paaskjønnelse; men fremsat i dette Øieblik, efterat han allerede om Formiddagen havde givet sit Samtykke til Capitulationen hvis Grundbetingelse maatte være ham som Medlem af Generalcommandoen, bekjendt, faaer det et tvetydigt Skin, allerhelst da han senere, 2 Timer efter Capitulationens Afsluttelse, tager Anledning heraf til at unddrage denne sit Samtykke, hvilket senere fritager ham for alt Ansvar, der kommer til at hvile saa tungt paa de Andre.

Billes Forslag blev altsaa med Føie forkastet, og da nu de øvrige Underhandlere imidlertid vare komne ind fra Østerbro, fortsattes Conferentserne Resten af Natten i det danske Hovedqvarter, kun med den Forskjel, at Generalauditeur Bornemann, Billes Svoger, nu ligeledes troede sig berettiget til at frasige sig al Deelagtighed i de videre Underhandlinger under det Paaskud, at han som Armeens Generalauditeur, kunde komme til at lede Undersøgelserne angaaende Capitulationen. I hans Sted udnævntes Generaladjutant Kirchhoff imod sin Villie til Underhandler, skjøndt det er vanskeligt at indsee, hvorfor man føiede den Første mere end den Sidste, da denne dog anførte sin Ukyndighed i Sproget som en langt gyldigere Grund for sin Vægring. Ved de fortsatte Underhandlinger gjorde de danske Commisairer sig især


150

Umage for at formaae de Engelske til blot at overtage Flaaden som et Dispositum til den almindelig Fred, men forgjæves. De Engelske gjorde i Begyndelsen endog Paastand paa at besætte Trekroner, Østerport og Christianshavn Port udelukkende, men Nørreport og Vesterport i Forbindelse med de danske Tropper, og da de til sidst opgave disse sidste Fordringer, yttrede Wellesley halvt skjæmtende: at hvis de danske Underhandlere senere bleve tiltalte for denne Capitulation, ville han selv komme og tage dem i Forsvar *). Endelig sluttedes Underhandlingerne om Natten Kl. 2 med den bekjendte Overeenskomst (see Bilag X), hvoraf Gen. Walterstorf strax forfærdigede en fransk Oversættelse, hvormed han, ledsaget af de tre engelske Underhandlere, om Morgenen Kl. 9 afgik til det engelske Hovedqvarteer paa Hellerup, for at erholde dens Ratification af de engelske Overbefalingsmænd, ligesom den allerde tidligere var bleven underskrevet af Gen. Peymann.

Ifølge 1ste Artikel, toges derpaa samme Dags Eftermiddag Kl. 5 Citadellet Frederikshavn i Besiddelse af Generallieutenant Burrard, i Spidsen for det 79de Regiment (Cameron Highlanders) og 2 Batterier; medens Gen. Spencers

________

*) T. C. Bruun S. 96-103. Ræder I, S. 262.


151

Brigade transporteredes søværts fra Kalkbrænderiet til Bommens Vagt, hvor den landede og fremdeeles besatte begge Holme. I de første Dage efter Capitulationen tilstededes ingen Englænder Adgang til Staden, og for at afbryde al Samfærdsel blev Citadellet imod Staden lukket, Vindebroen optrukken, og fra dansk Side sat en Palisadering imellem Toldboden og Esplanaden, hvorimod Cathcart Hovedqvarteer den 13de September forlagdes fra Hellerup til Commandantboligen i Citadellet.

Saaledes faldt denne gang Kjøbenhavn, efter 3 Ugers Indesluttelse, i Fiendevold uden at vi derfor bør lægge General Peymann eller hans nærmeste Raadgivere denne Overgivelse under de stedfundne Omstændighder til Last; meget mere knytter sig hertil uvilkaarlig den oftere yttrede Betragtning, at da Kjøbenhavns Tilstand som Fæstning endnu stedse er den samme, om ikke slettere, og da paa den anden Side ligeledes en lignende Lokkemad for Rovfugle atter er beredt og færdig i


152

vore store Krigsskibe, vil ved en tilkommende almindelig Krig Danmarks Hovedstad ikke usandsynligen atter vorde udsat for en lignende Skjæbne, for hvilken i øvrigt vore dyrekjøbte Erfaringer 1700, 1801 og 1807 nu dog vel tilstrækkeligen burde have advaret os. Thi kun for at have en betrygget Byggeplads og et Opbevaringssted for vore Skibe, som ikke kunne ligge noget andet Sted i Riget, maa Kjøbenhavn vedblive at være befæstet og derved, enten som hidtil ved en næsten haabløst Forsvar udsættes for Ødelæggelse, og Flaaden alligevel for at tabes; eller og maa den Fæstningsværker gives en Udvidelse, der nok langt vilde overstige vore finantsielle Hjælpekilder at bestride, ligesom vore militaire Kræfter at besætte, naar ikke andre Deele af den i saa mange Henseender adsplittede Stad skulde blottes. I ethvert Tilfælde blive vi derved trukne ind i et skjævt Forsvarssystem, der gjør os afmægtigere end vi behøvede at være, og udsætter vort ømfindligste Punkt for at blive Krigens Skueplads, uden at vi besidde tilstrækkelig Garantie for dets Betryggelse. Derfor maa ogsaa den egentlige Aarsag til Kjøbenhavns Overgivelse meget mere søges i denne Grundfeil, end hos de enkelte Befalingsmænd, der stode hiin Katastrofe; Thi om end vi tænke os Peymann mere energisk, og som følge heraf Udfaldene Kraftfuldere og det ydre Forsvar langvarigere og mere haardnakket; om end Castenskjold havde lagt mere Overblik og større Anførerduelighed for Dagen, er der dog ringe Sandsynlighed for, at det endelige Resultat i materiel Henseende vilde være bleven anderledes, hvor villige vi end ere til at indrømme, at vort Folkeliv i saa


153

Tilfælde rimeligviis vilde have erholdt et Opsving, som det nu tildeels savner.

En anden Betragtning, som fremstiller sig, er den, om de Engelske efter et saa voldsomt Bombardement, hvormed ikke let noget andet kan sammenlignes, endnu kunne have havt betydelige Forraad af Projectiler tilbage? - skjøndt det ovennævnte Manuscript af en dansk Ingenieur beretter, at flere Dage efter Capitulationen saaes over 50 Vogne i gang med at kjøre Bomber fra Kastebatterierne ned til Kalkbrænderiet, hvorfra de i Pramme indskibedes til den engelske Flaade; og skjøndt Popham ved de stedfindende Underhandlinger udlod sig med, at det var en Lykke for Kjøbenhavn, at Capitulationen blev afsluttet, eftersom man fra Frederiksberg Slots Altan havde bemærket, hvorledes Alt flygtede over til Christianshavn og Amager, hvilken Deel af Staden derfor netop var bestemt til at bombarderes den følgende Nat. Men ikke at tale om deslige Yttringers ringe Tilforladelighed under saadanne Omstændigheder, maa det nok ogsaa være Tvivl underkastet om de Engelske, selv under Forudsætning af deres Beleiringsammunitions Tilstrækkelighed, vilde have været i stand til med den større Deel af deres Kastebatterier at naa denne Deel af Byen. Ogsaa synes det som Gen. Cathcart for Alvor har været betænkt paa et


154

andet Middel til Kjøbenhavns Betvingelse; thi ikke at tale om en betydeligt Oplag af Synkefachiner, som især bruges til at fylde Fæstningsgrave med, i Tilfælde af Storm og som efter ophævet Beleiring fandtes i Pilealleen ved Frederiksberg, omtaler desuden Cathcart i sin Rapport til Castlereagh af 8de September *) udtrykkelig, at en Bataillon Søfolk og Marinere med 3 Divisioner Tømmermænd under en Capitain Watson fra Linieskibet Inflexible var komne iland den 5de September, og, vedbliver han, "hvis Fæstningen ikke har overgivet sig, vilde deres Tjeneste have været udmærket ved Overgang over Graven (at the passage of the ditch)." De Engelske have altsaa virkelig været betænkte paa at storme. Hvor vidt nu Gen. Peymann i den Tilstand, hvori Byen befandt sig, burde have ladet det komme til denne Yderlighed, lod sig vanskelig afgjøre dengang, end sige nu, men maatte jo fornemmelig bero paa den Kraft og Begeistring han endnu troede Besætningen og Borgerne i stand til, hvilket han i alle Tilfælde, som sengeliggende af sit Saar, havde ondt ved selv at overbevise sig om, ikke at tale om hvor mislig og upaalidelig, en saadan Vurdering, selv under mindre ugunstige Omstændigheder altid maa være

________

*) Naval Chron. 18 Bd. S. 249


155

Overgangen over en bred Fæstningsgrav, uden foregaaende Breche, imod et ubeskadiget Feltartillerie, synes vel at give Forsvareren en betydelig Overlegenhed over Angriberen, især naa vi ved et fortvivlet Forsvar af Indvaanerne tænke os den overhøiende Række af Huse, som vende imod Volden, i Tide indrettede til Forsvar hvorved især Infanterie-Casernen, til deels ogsaa Rosenborg, ville blive af Vigtighed. Men sligt skulde man først lære Aaret efter af Saragossa, hvorimod man Aaret forud havde seet Ulm, Erfurt, Spandau, Magdeburg, Cüstrin, Stettin overgive sig efter ulige ringere Modstand, tildeels uden Sværdslag, paa første Opfordring, skjøndt under ulige gunstigere Omstændigheder for Forsvaret, ligesom Stralsund kort efter og Sveaborg det følgende Aar overgave sig paa en langt skammeligere Maade. Thi hvor megen Misfornøielse der end efter Capitulationen yttredes imod denne, synes dog Stemningen iblandt Indvaanerne efter de 3 Bombardementsnætter i det Hele taget at have været nedslaaet, hvorom ikke alene Præsten Hudtwalkers Bestræbelser for at samle Underskrifter paa en Begjæring om Capitulation vidne - der indleveredes den 5te om Eftermiddagen undertegnet af flere anseete Borgere - men især de aldeles tjenstmæssige Meldinger, der samme Dag indløbe fra Commandanten, Gen. Falbe,


156

den du jour havende Stabsofficeer, Oberstlieutenant Voigt, og Commandeuren for det borgerlige Artillerie, Major Hallander, er alle eenstemmigen indberettede til den commanderende General, at flere Afdelinger af Borgerne den sidste Bombardementsnat uden videre havde forladt Volden, for at redde hvad der endnu stod til at redde, saa at der efter Midnat ikke faldt et eneste Skud mere fra Volden *). Ei heller er den Omstændighed at oversee til Peymanns Retfærdiggjørelse, at selv en afslaaet Strorm næppe vilde have fordrevet de Engelske fra Sjælland, snarere maaske vilde have ladet ham søge Erstatning i denne Øens vedvarende Besiddelse, allerhelst da dette vel ogsaa have bestemt Sverrig til allerede strax at erklære sig fiendtlig imod os, for at kunne tage Deel i Occupationen.

Sluttelig paatrænger sig endnu et Spørgsmaal med Hensyn til Capitulationen, om næmlig Flaaden ikke kunde have været ødelagt, om ei tilintetgjort? - Vi vide allerede af det foregaaende, at Kronprindsen ved sin nærværelse i Kjøbenhavn ikke havde givet General Peymann nogen Instrux i saa Henseende, skjøndt Ræder (I, S. 226) vil vide, at han dog dengang

________

*) See Ræder I, S. 241 og 242.


157

mundtligen skal have yttret sig til Admiral Lütken, at han hellere vilde see Flaaden ødelagt end i Fiendevold, hvorimod det er os bekjendt, at det senere Forsøg paa at tilkjendegive Gen. Peymann denne sin Villie, mislykkedes ved Overbringerens, Lieutenant Steffens, Paagribelse af de Engelske (S. 35). At brænde Flaaden, som vi vide var Kronprindsens Tanke, lod sig ikke udføre i dens sædvanelige Leie, uden at riskere at ogsaa flere hundrede i Havnen liggende Kjøbmandsskibe kom til at dele dens Skjæbne, hvorved høist sandsynligviis den største Deel af den endnu ubeskadigede Deel af Byen vilde være gaaet med. Derimod synes det som om Kronprindsens ovennævnte Yttring til Admiral Lütken har givet Anledning til at Admiralitetet traf de S. 135 omtalte Foranstaltninger til at sænke Flaaden, ved at lade hugge et fiirkantet Hul under Vandgangen paa hvert Skib, hvorover anbragtes en Fyrrelap, som hurtigt kunde brækkes fra; ved endvidere at gjøre Forberedelser til at kappe Undermasterne ombord i selve Skibene, men derimod at lade Stænger og Ræer opstables paa Holmen for at brændes, samt Seil og Takelage samles paa Bedingerne for at ituskæres. Senere bleve disse Forholdsregler af Admiralitetet selv erkjendte at være utilstrækkelige, fordi Havnens ringe Dybde ikke vilde have tilstedet de større


158

Skibe at synke tilstrækkelig under den sædvanlige Vandlinie, saa at Fienden alligevel vilde have været i stand til at faa dem op, og kunde deraf tage Anledning til at forlænge sit Ophold. Endelig synes man ogsaa at have næret et svagt Haab om, endnu at kunne formaae Fienden til blot at tage Flaaden i Deposito, og vilde ikke paadrage sig det uhyre Ansvar, uden Regentens udtrykkelige Befaling eller officielle Samtykke, at have berøvet Staten al Udsigt til at erholde en saa kostbar Eiendom tilbage ved den almindelige Fred.

Den danske Flaade, som her faldt i Fiendens Hænder, bestod i Alt af 18 Linieskibe, 17 Fregatter, 8 Brigger og 32 mindre Krigsfartøier, der i Alt ansloges til en Værdi af 18-20 Millioner Rd. d. Cour. [dansk kurant] (see Bilag XI). Ikke saa snart havde Efterretningen herom naaet England, før der blev sendt Befalinger til Chatam og Shheerness, for at gjøre Forberedelser til dens Modtagelse, samt udstedt Ordre til London, Hull og Leight om at tilveiebringe det fornødne Antal Styrmænd og Lodser, for at føre den til England. Ogsaa lod den engelske Regjering udgaa en Kundgjørelse, hvori den tillod hver Den, som begav sig til Kjøbenhavn, for at være behjælpelig ved den danske Flaades Overfart, en Præmie af 2 Lst. og 10 Sh. Foruden heelbefaren Matroshyre.


159

Saaledes tilveiebragtes hen ved 2000 Matroser fra de nylig hjemkomne Grønlandsfarere, og af andre ved Fiskerierne ved Anholt anvendte Søfolk til den danske Flaades Bemanding. Overopsynet ved dens Ekvipering overdroges til Viceadmiral Stanhope og Contreadmiral Sir Samuel Hood, hvem den tidtnævnte Sir Home Popham gik til Haande i Et og Alt. Med denne Sidstnævnte var det da ogsaa, at den daværende danske Eqvipagemester paa Holmen, Capitain S. Urne Rosenvinge, hvem ifølge Embeds Medfør det sørgelige Hverv var bleven overdraget at overlevere Flaaden, geraadede i personlig Strid, fordi Popham i Fleres Overværelse beskyldte ham for at have fordulgt flere Magaziner for de Engelske. Rosenvinge fordrede ham strax paa Pistoler, hvorpaa Admiral Hood, der ønskede at undgaa alle Rivninger, foreslog, at Popham skulde gjøre ham en offentlig Æreserklæring, hvilken fandt Sted i Admiralens Qvarter paa Christiansholm, i Admiral Stanhope og flere Officeres Overværelse *).

De Danskes Tab fra Beleiringens Begyndelse til Capitulationen angives i Alt til 188 Faldne, deriblandt 5 Officerer, 6 Underofficerer og 177 Me-

________

*) See Archiv for Søvæsen 9de Bd. S. 185.


160

nige, iblandt hvilke Sidste vare 6 Studenter ved Kjøbenhavns Universitet. Saarede vare 18 Officerer, 21 Underofficerer og 307 Menige, hvoriblandt 3 Studenter; desuden havde Brandcorpset 11 Døde og 31 Saarede. De ved Bombardementet omkomne Indvaanere anslaaes af Münter *) til 1600 Mennesker i Alt, hvilket dog synes overdrevent, selv om vi desuden vilde indbefatte de Militaire; thi af hiint Antal angives kun 160 Fruentimmer, 77 Børn som Dræbte, 175 som Savnede, hvilke tilsammen endnu kun vilde udgjøre 412 Mennesker, regne vi nu hertil de faldne Militaire og Brandfolk vilde de i Beleiringens Løb Omkomne endnu kun lidet overstige 600 Mennesker i Alt, de resterende 1000 bleve saa at regne for de ved Lemlæstelser og af Følgerne senere bortrevne Individer, hvilket dog synes vel høit. De engelske Tab angive de selv heel usandsynligt til 42 Døde og 145 Saarede til Lands, samt til 14 Døde og 32 Saarede til Søes, hvoriblandt 4 dræbte og 6 saarede Landofficerer, og 1 dræbt og 1 Saaret Søofficeer **).

________

*) F. Münter, Kjøbenhavns Beleiring i Sommeren 1807, S. 90-94.

**) Naval Chron. 18de Bd. S. 250 og 252.


161

Antallet af de ved Bombardementet beskadigede Gaarde og Huse anslaaes af Münter i Alt til 15 à 1600, hvoraf imidlertid kun 305 bleve aldeles ødelagte, hvis Brandassurance omtrent udgjorde 2 ½ Million, hvorimod Skaden selv beløb sig til 5 Millioner, og med Tabet af Bohave iberegnet til 6½ Million Rdl. d. C. kommer nu dertil Forstædernes Ødelæggelse og Tømmeroplagets Brand paa Tømmerpladsen, hvilket af en nyere Statistiker alene anslaaes til 4 Millioner, beløber det Hele ved Beleiringen voldte Tab sig endog til 10 ½ Million Rdl. d.C.; ikke at tale om Kjøbenhavns betydelige Andeel i den Mængde danske Handelsskibe, som før Krigens udbrud bleve lagte under Beslag eller opbragte til engelske Havne, hvis Antal i Alt anslaaes til 600 Skibe, til en Værdie af 18 Millioner Rdl. d. C. Freden havde været 80 Aar om at tilveiebringe denne Velstand; Krigen brugte 3 Uger til at ødelægge den.

Samme Dag som Capitulationen var bleven afsluttet undsaa den engelske Minister Jackson sig ikke ved at anmode General Peymann om Pas til Holsten, for, som han udtrykte sig, at fornye sine Underhandlinger til Gjenoprettelse af den afbrudte gode Forstaaelse imellem de tvende Magter; men Generalen besad noksom Følelse af hvad han skyldte sin Re-


162

gjering og sin egen Værdighed til ligefrem at afvise dette Andragende. Derimod afgik Dagen efter Oberst Grev Schmettow og Ritmester Grev Holk af Garden til Hest, som Courerer, med engelske Passer til Kiel, for at overbringe Kronprindsen Generalens detaillerede Beretning om de sørgelige Begivenheder, der havde fremkaldt Capitulationen. Senere fulgte General Walterstorff, ledsaget af Commandeur Steen Billes Adjutant, Premierleiutenant Grodtschilling af Søetaten; og ved denne Sidstes Tilbagekomst erholdt Commandeuren selv Ordre at begive sig til Kiel, i de første Dage af October, hvorhen allerede tidligere ligeledes General Castenskjold var bleven kaldet fra Smaaøerne, og hvorfra de begge omtrent samtidigen vendte tilbage over Fehmern og Lolland. Til de tvende commanderende Generaler Peymann og Bielefeldt indløb derimod hverken nye Ordrer eller nærmere Instrux fra Kronprindsen, ei heller noget som helst Svar paa deres mangfoldige Indberetninger og Forespørgsler, som deres vedvarende penible Stilling ligeoverfor de Engelske gjorde fornødne. Den 10de September overdrog General Peymann, formedelst Følgerne af sit Saar, Generalcommandoens løbende Forretninger til General Bielefeldt, noget man ogsaa har bebreitet hiin ei at have gjort strax, da han blev saaret, som om man derved havde erholdt


163

større Garantie for, at Overcommandoen vilde være kommen i bedre Hænder, og som ikke meget mere det ædle Sindelag fortjener al Erkjendelse, der ei strax griber den første, bedste Anledning til at unddrage sig byrdefulde Pligter og det tungeste Ansvar, men meget mere tømmer sine Lidelsers Kalk indtil Bunden. Ei heller under de hyppige Berørelser med de Engelske efter Capitulationen fornegtede General Peymann nogensinde sin værdige Holdning; næppe var det engelske Hovedqvarter forlagt til Citadellet, før baade Admiral Gambier, General Cathcart og flere andre høiere engelske Befalingsmænd gjorde ham deres Besøg, men bleve ikke modtagne.

Capitulationen, som lød paa at de Engelske i det seneste inden 6 Uger skulde rømme Sjælland, var saaledes tilende den 18de October, og da der intet som helst Brud var skeet paa den fra dansk Side, disse tvertimod, ifølge den engelske Generals eget officielle Vidnesbyrd i sin Rapport til Castlereagh, havde teet sig høist retskaffent i Opfyldelsen af deres indgaaede Forpligtelser, saa blev der fra engelsk Side besluttet, at Indskibningen skulde tage sin Begyndelse den 13de October. Samme Dag bleve derfor først 8 Batailloner af den tydske Legion indskibede fra Holmen, og Dagen efter sammes tvende lette Batailloner, tilligemed Brigaden Macfarlane, paa de samme


164

Transportskibe, der havde overført dem fra Hull; og da disse Tropper med deres Depoter, samt alle Armeens Syge og Saarede, aldeles optoge Førselsskibene som desuden ikke egnede sig til Overførsel af de ranede Skibssager, lagde de strax ud i Renden, og bleve remplacerede paa Holmen af de Skibe, der skulde overføre Cavalleriet. De i Kallehave, Vordingborg, Korsør, Kalundborg, Frederiksborg og Hirchholm staaende Detachmenter bleve paa samme Tid tilbagekaldte, og efterat have trukken sig igjennem en Række af Cavallerieposter, som i en snævere kreds endnu omgave Kjøbenhavn, naaede de i 3 Dagsmarcher dennes nærmeste Omegn.

Da Indskibningen af Artilleriets Felt- og Beleiringsskyts lidt efter lidt var gaaet for sig fra Kalkbrænderiet; Cavalleriets og det hannoveranske Artilleries derimod fra Dokken, ligesom de engelske Regimenters fra Citadellet, Alt ombord i Krigsskibene, var der Søndag Eftermiddag den 18de, endnu kun følgende Tropper i Land: Gardebrigaden, som samme Dag afmarcherede fra Frederiksberg til Stranden ved Hellerup, tilligemed et ridende Batterie; Flankeur-Compagnierne af 32te og 50de Regiment samt hele det 82de Regiment under General Spencer, i Arsenalet paa Nyholm; endelig det 4de Regiment (King's own) med en Afdeling Artillerie i Citadellet,


165

hvor det hele Tiden havde ligget i Garnision. Generallieutenant Sir George Ludlow overdroges Commandoen over denne Arrieregarde.

En Storm, som reiste sig samme Dags Aften og varede 24 Timer, gjorde den videre Indskibning umuelig, ja endog det blotte Samqvem imellem Skibene og Land saare vanskelig, hvorfor der indlededes en Brevvexling imellem det engelske og danske Hovedqvarter, for at fjerne enhver Bekymring for Fiendtlighedernes Fornyelse efter Vaabenstilstandens Forløb. Skjøndt Peymann ivrigt protesterede imod at de Engelske vedbleve at beholde Citadellet over den fastsatte Tid, fandt disse dog ikke raadeligt at rømme det, før Arrieregarden var i Sikkerhed.

Den 20de om Morgenen var det stille, og saasnart det blev lyst blev Generalmarchen slaaet for de endnu i Land værende Tropper. Efter at Dokken og Havnen vare ganske fri for Krigs- og Førelsesskibe, roede General Spencers Afdeling ud fra Holmen og under Citadellets Kanoner langs Strandkanten til Hellerup, for at forstærke Garden, og da nu ogsaa Krigsskibene, som laae under Trekroner havde lettet, drog ligeledes det 4de Regiment ud af Citadellet, for at støde til Garden, dækket af sine egne Flankeurcompagnier.


166

Saasnart de vare afmarcherede, blev Citadellets Vindebro imod Byen nedladt, og den engelske Fortadjutant afsendt til det danske Hovedqvarter, for at meddele General Peymann at det nu stod ham frit for at tage Citadellet i Besiddelse. Som Følge heraf blev et lille Detachmant af det engelske Artillerie og af det 4de Regiment, som var bleven tilbage, afløst af en dansk Vagt; efterat Skytset, Inventariet og Nøglerne vare blevne overleverede af Pladsmajoren, indskibede denne sidste Levning af den engelske Besætning fra Citadellet, og afgik ligeledes til Hellerup.

Saasnart det 4de Regimant var stødt til Garden, lod General Ludlow Indskibningen tage sin Begyndelse. Ingen danske Tropper lode sig see, ei heller fandt nogen Sammenstimlen af Befolkningen sted, der overhovedet teede sig rolig og høflig, siger Gen. Cathcart. Havde nogen Forstyrrelse været paatænkt eller var den tilfældigviis opstaaet, vedbliver han i sin Rapport, vilde Indskibningen ligefuldt være gaaet for sig uden Molest, da det valgte Sted var jevnt og flat, og udenfor Citadellets og Trekroners Skudvidde, tvertimod behersket af de engelske lette Krigsfartøier. Den af Popham sindrigt inverterede Bro, hvorfra Indskibningen skete, egnede sig ligesaa fuldt til Forsvar som til Indskibning: et lille Fartøi, en Pram


167

og et Flydebatterie vare næmlig fastgjorte til hinanden paa Strandbredden, hvoraf de tvende første vare belagte med Planker, det sidste derimod havde flere med Søfolk bemandede Kanoner af svær Caliber færdige til at fyre i skjæv Retning. De flade Baade lagde til paa begge Sider af Prammen, og Kanonbaadene, der ligeledes indtoge Tropper, lagde til paa den anden Side af Flydebatteriet, saaledes at da Feltbatteriet var indskibet, marcherede Tropperne til deres Baade; og da det Hele var afgaaet, bleve Prammen og Flydebatteriet tilintetgjort *).

Den 21de October, paa Trafalgar Slagets Aarsdag, gik endelig den hele engelske Flaade under Seil med sit Bytte, og passerede Kronborg. Af de ranede Skibe kom imidlertid Orlogsskibet Neptunus allerede paa Grund ved Taarbæk Rev, og blev brændt; Orlogsskibet Mars og Fregatterne St. Thomas og Triton grundsattes paa Saltholm, hvor de ligeledes brændtes, fordi de Engelske ei ansaa dem for gode nok til at overføres til Engand.

Fra Kronprindsens Side var der vel først i September gjort nogle Forsøg paa at overføre en Deel

________

*) See General Cathcarts Rapport til Castlereagh af 21de October 1807 i Naval Chron. 18de Bind S. 429.


168

regulære Tropper til Sjælland og Lolland, deels fra Kertheminde til Kalundborg, deels fra Svendborg over Thorsenge og Langeland til Taars i Lolland, deels endeligen fra Helgenhavn over Fehmern til Rødby og Nysted, Alt i den Tanke at komme Gen. Castenskjold til Hjælp; men da Efterretningen om dennes Nederlag ved Kjøge allerede den 2den September naaede Kiel, blev den førstnævnte Overgang aldeles opgivet, den følgende udsat, og ikkun den Sidste iværksattes i aabne Baade, hvilken dog først tog sin Begyndelse under Sølieutenant Falsen om Aftenen den 4de September. Men de paa denne Maade efterhaanden overførte Tropper udgjorde ikkun Avantgarden under General Ewald, bestaaende af 1ste sjællandske, samt den holstenske Bataillon let Infanteerie, slesvigske Jægercorps, Jægercompagniet af Prinds Christians Regiment, 10 trepundige Kanoner, tilligemed det uberedne Livregiment lette Dragoner, som, paa Grund af Overfartens Mislighed, havde maattet efterlade sine Heste i Holsten, for paa ny at forsynes med utilredne Heste i Lolland. Til disse Tropper stødte Levningerne af de 4 Landeværns-Batailloner fra Smaaøerne, saa at den samlede Troppestyrke midt i September, da General Ewald selv gik over til Lolland og overtog Commandoen samme-

169

steds, tilsammen udgjorde 3362 Mand *). De engelske Krydsere vare imidlertid ingenlunde uopmærksomme paa hine Troppetransporter; thi allerede den 2den September var en af Contreadmiral Keates største Fregatter gaaet til Ankers under Fehmern, for, ifølge den ham tidligere meddelte Instrux fra Admiral Gambier (see Side 23), at afskære denne korteste Forbindelse imellem Fastlandet og Smaaøerne, hvilket vi imidlertid have seet at den ei til fulde formaaede. Efter Fegtningen ved Kjøge blev derfor Omegnen af Kallehave og Vordingborg stærkt besat med engelske Tropper, og da disse henimod Midten af October igjen forlode denne Egn, for at forberede deres indskibning ved Kjøbenhavn, lagde 5 engelske Kanonbrikker, hver paa 10 Kanoner sig i Farvandet imellem Vordingborg og Gaabense, beskøde sidstnævnte Færgested, som kjækt forsvaredes af en Jægercapitain Hummel, flere Dage efter hinanden, fra 13de og 17de October, men vare ei heller i stand til af forhindre General Ewalds Overgang fra Møen til Kallehave Natten til den 20de October.

Den 11te September indtraf Efterretninger om Kjøbenhavns Capitulation i Kiel, og skjøndt Kron-

________

*) Ræder I, S. 211 og 382


170

prindsen tilsyneladende vedblev at negte den sin Ratification, skjænkede han den dog sit stiltiende Samtykke, idet han i alle Maader lod den staae ved Magt, og allerede Dagen efter gav Generalerne Castenskjold og Ewald Ordre til at holde sig aldeles defensive paa Smaaøerne, saa der under hele Vaabenstilstanden ikke skete ét eneste Forsøg imod Sjælland, for at de Engelske ikke heraf skulde forønsket Anledning til at forlænge deres Ophold der, maaske for stedse. Først efter Sjællands Rømning satte Armeen sig sidst i October i Bevægelse, Avantgarden under General Ewald fra Kallehave imod Roeskilde, hvor den indtraf den 23de October, den øvrige Deel af Armeen deels over Fyen, til Sjælland.

Kronprindsen, som den 30te October forlod Kiel, indtraf den 2den November i Odense, den 5te i Nyborg, og den 6te sildig om Aftenen i Kjøbenhavn. Den følgende Dag var det hans første offentlige Handling at lade Generalerne Peymann, Bielefeldt og Gedde affordre deres Kaarder, paa Grund af deres Forhold under Kjøbenhavns Beleiring; Contreadmiral O. Lütken og Generaladjutant Kirchhoff forkyndtes Huusarrest, ligesom Generalerne Walterstorf allerede den 22de September var bleven sendt i et slags Forviisning til Aalborg, hvorfra han nu ligeledes indtraf som Arrestant i Kjøbenhavn, Alle for deres


171

Deelagtighed som Underhandlere i Kjøbenhavns Capitulation. Ligeledes beordredes samme Dag en Overkrigscommision nedsat til at bedømme de Overnævnte samt General Castenskjold med Fleres Forhold under Beleiringen og Capitulationen; ikkun Commandeur Steen Bille var det lykkedes, ved at undslaae sig for at underskrive Capitulationen, og ved sin personlige Tilstedeværelse i Kiel fra den 13de til 23de October, i den Grad mundtligen at retfærdiggjøre sig, og han af alle høiere Commanderende var den Eneste, der ei blev sat under Tiltale. Undersøgelsen og Processen varede omtrent ét Aar, indtil der under den 16de November 1808 endelig fældtes en meget haard Dom, som inden den forkyndtes de Ulykkelige, under de 21de Januar 1809 erholdt kongelig Formildelse (see Bilag XII). Den hele Fremgangsmaade, der i øvrigt fortjener at efterlæses hos Ræder I, S. 447-486, maa aabenbar kun ansees som en politisk Fyldestgjørelse, Regjeringen troede at skylde sin mægtige nye Bundsforvandte Napoleon, for at overbevise denne om, at man ikke havde spillet under Dække med Englænderne, og for derhos at udsone den Mistillid, man tidligere havde viist imod den mægtige Imperators Hensigter. Allerede paa Kongens Fødselsdag, den 28de Januar 1809, løslodes de Ulykkelige, hvorpaa General Peymann senere tog sit


172

Ophold hos sin ældre Broder, der som tidligere afskediget General boede i Rendsborg. Efter endt Krig og Napoleons Fald erholdt Peymann ikke alene Tilladelse til igjen at bære Uniform og Felttegn, men blev endog flere Gange naadigen modtaget af Frederik den Sjette, under dennes temporaire Ophold i Rendsborg, hvor han 1823 afgik ved Døden i den høie Alder af 88 Aar.

Naar store politiske Ulykker ramme et Folk, er det kun alt for tilbøieligt til at vælte hele Skylden over paa de enkelte Mænd, der til den Tid stod i Spidsen for dets Anliggender; ogsaa dele de den tilvisse, og med større Føie, jo mere umyndigt og uselvstændigt Folket tidligere er bleven holdt; men aldrig glemme dog dette, at selv dets Regenter og høitstaaende Mænd ligefrem blot ere Producter af dets eget Folkeliv, Skud af dets egen Stamme, og at Skriftens Ord ogsaa her finde deres Anvendelse: "af deres Frugter skulle I kjende dem."


Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Forord

Titelark

Tekst

Bilag

Litteratur


© Selskabet for Københavns Historie fre maj 23 20:40:48 CEST 2008
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |