sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Krigstildragelserne i Sjælland 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Hans Jørgen Blom
Titel: Krigstildragelserne i Sjælland 1807
Udgivet: Kbh., 1845
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2008
Del: Udgiverens forord
Note:

 

Forord af Jakob Reddersen

Den 2. september 2007 er det 200 år siden englænderne indledte deres bombardement af København. Efter 3 nætter var der kastet 10.000 bomber, den 5. september blev fredsforhandlingerne indledt, den 7. september blev kapitulationen underskrevet, og den 21. oktober drog englænderne af sted med det, de var kommet efter - den samlede danske flåde. Begivenheden fratog Danmark sin anseelse som stormagt, førte Danmark i favnen på Napoleon og blev dermed årsag til tabet af Norge i 1814. Det blev også begyndelsen til enden for Københavns gamle volde, som ikke havde kunnet forhindre det smertelige nederlag.

Da jeg for snart 2 år siden begyndte at læse nærværende bog vidste jeg ikke, hvordan det mere præcist var gået for sig, og at der var tale om et bombardement fra landsiden, havde ikke stået lysende klart for mig. Denne lille bog "Krigstildragelserne i Sjælland 1807", som stod i familiebiblioteket, kastede det rette lys over sagen - fra englændernes landgang ved Vedbæk (16. august) og ved Køge (den 26. august) til tilbagetrækningen den 21. oktober. Bogen er skrevet i 1845 af min tiptip-oldefar, oberst Hans Jørgen Blom, og den blev anledning til en rejse i både familiehistorien og Danmarkshistorien. Hans Jørgen Blom var uddannet officer, belæst, og var bl.a. bibliotekar ved Garnisons biblioteket på Kongens Nytorv fra 1822-42. Han fik udgivet en række bøger og skrifter - bl.a. nærværende bog, som hermed præsenteres i en mere læsevenlig version end den med de krøllede gotiske bogstaver - 200 år efter de skæbnesvangre begivenheder.

I mit barndomshjem havde vi en slægtstavle, som en sjælden gang kom frem af skuffen og blev vist frem. Min oldefar Olaf Blom havde med sirlig håndskrift skrevet den i anledning af min morbrors fødsel. Tavlen slutter med den nyfødte - "den unge Olrik" (f. 1932), som endnu ikke var døbt Jørgen og som var lillebror til to ældre søskende (min mor og hendes lillesøster). Søstrene nævnes ikke, fordi datidens stamtavler kun tog kvinderne med, når det var belejligt eller når stamtræet hermed kunne få en ønsket retning.

Stamtræet fører familien tilbage til Gorm den Gamle og hans dronning Thyra (33. led) og jeg er altså selv 34. led og mine børn 35. Men det har kostet et par kreative løsninger at nå dertil. Bl.a. er Rigitze Løvenbalk anført som datter af en ikke-ægteskabelig forbindelse mellem Kong Christoffer den II (konge 1319-32) og en jomfru Lunge. Rigitze blev behørigt placeret og giftet bort til Peder Krognos, som blev oldefar til Else Krognos (1379-1470), som måtte medtages i stamtavlen for at komme videre. Hun blev gift med rigshofmester Otto Nielsen Rosenkrantz af Bjørnholm på Djursland, og sådan kringler det sig videre over eksotiske titler og navne- som rigshofmestre, rigsmarsk, admiraler, og navne som Gøye, Gyldensstjerne, Marsvin og Urne og ender med By- og herredsfoged i Lemvig - Frederik Christoffer Gundelach (1785-1847). Han gifter sig med en halvsøster til denne bogs forfatter (Hans Jørgen Blom), og i det ægteskab fødes Pauline Augusta Gundelach **), som gifter sig med sin halv-fætter Oberst Otto Emanuel Blom - min tip-oldefar. Hermed er forfatteren sat ind i den store sammenhæng.

Hans Jørgen Blom blev født i 1792 i Randers. Hans far var på det tidspunkt amtsforvalter i Dronningborg, Silkeborg og Mariager Amter 1). Faderen, Emmanuel Blom (f. 1747), stammede fra en rig købmandsfamilie i Norge, han havde bl.a. været kaptain ved Det gevorbne Delmenhortske Infanteriregiment, og var 1767-1774 garnisoneret i Bergen og Trondhjem. 1779-1780 var han udsendt på et søtogt til de danske kolonier på Guinea-kysten og blev herefter major for armeen. I 1785 tog han sin afsked fra militæret, blev ansat i sit første embede som amtsforvalter i Roskilde Amt og blev hermed embedsmand i enevældens administration. Han giftede sig i 1785 med Anne Marie Elisabeth Würnfeldt, som efter 7 børnefødsler døde i 1795 - 38 år gammel - da lille Hans Jørgen var 3 år. Drengen blev derfor sendt til Norge - til faderens rige broder - skibsreder, tømmerhandler og købmand med samme navn som drengen - Hans Jørgen Blom i Holmestrand i Norge - 5-6 mil syd for Christiania (Oslo). I familiekrøniken står der: Han (skibsrederen) og hans 2den kone Karen Marie Holst var barnløse folk. De tog sig en datter og en søn af stiftamtmand Emmanuel Blom i Viborg. Han havde i alt 18 børn og ingen formue og var glad for at få nogle af sine børn vel anbragt hos sin rige bror. Sammen med en barnepige blev først datteren og senere sønnen sendt op til Holmestrand med en jagtskipper fra Jylland. På fragtbrevet stod: "Hermed en kone og en lille dreng - dem Gud ledsage.**) - Og selv om Emmanuel Blom først blev stiftamtmand i Viborg 1813 og selvom han i 1795 kun havde 7 børn- så er historien rigtig.

Hans Jørgen Bloms farfar - Gustavus Blom (1713-77) - havde fra 1740'erne opbygget et stort og rigt købmandshus i Holmsbo på Hurum (halvøen mellem Drammenfjorden og Oslofjorden). Der blev tjent gode penge på det monopol, som kongen havde tildelt forretningen, og på den neutralitetspolitik, som Danmark håndhævede og udnyttede i anden halvdel af 1700-tallet. Der blev især handlet trælast med England og Holland og forretningen blev i 1773 delt mellem to af sønnerne - Peter og Hans Jørgen Blom. Lille Hans Jørgen blev, som allerede nævnt, sendt til sin farbroder af samme navn, da han var 3 år. Og planen var, at lille Hans Jørgen skulle opdrages til at indtræde i den blomstrede norske forretning.

Som led i sin (ud)dannelse blev Hans Jørgen som 11-årig i 1803 sendt tilbage til Danmark for at modtage en "omhyggelig real undervisning" hos pastorerne i Skodborg og Christiansfeldt (pastor Forchhammers institut). I slutningen af 1807 vendte drengen så hjem til Norge som 15-årig - blot for at konstatere, at farbroderen var forarmet, og at englænderne havde opbragt alle hans skibe og ødelagt forretningen. Krigen i 1807 havde gjort en ende på den lukrative handel og Hans Jørgen måtte derfor returnere til Danmark, hvor han gik i gang med en militær uddannelse i København. Han udnævntes i 1811 til secondlieutenant og fik tjeneste ved Landakademiet fra 1812 - nu 20 år gammel. Han deltog herefter som lieutenant Holstenske Skarpskyttecorps i vinterfelttoget til Mecklenborg og Holsten 1813 - en indsats på Napoleons side, hvor en hær bestående af danske og franske tropper rykkede mod øst fra Holsten for at hindre de allieredes nordhær i at angribe Napoleon hovedstyrke i Tyskland. Felttoget blev ikke nogen succes og hæren måtte i al hast trække sig tilbage til fæstningen i Rendsborg efter Napoleons nederlag i Leipzig - oktober 1813. Danmark stod altså på den forkerte side, da Napoleons fald var til at forudse, og den 14. januar 1814 underskrev Frederik den 6. en fredsaftale med England og Sverige i Kiel, hvor Danmark bl.a. mistede Norge. Napoleon holdt lidt endnu, men blev endelig slået, da allierede styrker rykkede ind i Paris i marts 1814.

De første 22 år af den unge officers liv havde således været dramatiske og Danmarks tab af Norge var kun en besegling af det tab, hans familie allerede havde lidt i 1807. Han fortsatte sin militære karriere, blev premierlieutenant i 1818, vandrede i 1821 med en yngre kammerat over Alperne og efter hjemkomsten i 1822 blev han bibliotekar ved Garnisonsbiblioteket og samme år lærer ved Borgerdydsskolen.

På min væg i stuen hænger en tegning af den unge premierlieutenant - tegnet af F. Hillerup 1820 - to år før han blev bibliotekar på Garnisonsbiblioteket. I 1823 blev han gift med Anne Marie Elisabeth Lütken. De fik sammen 5 børn - bl.a. Vilhelm Blom (født 1826), der som ung officer blev dræbt i slaget ved Isted den 25. juli 1850 og min tip-oldefar Otto Emmanuel Blom (1830) - ham med Tøjhusmuseet. I 1832 døde moderen, og tipoldefar mistede altså sin mor som 2 årig - ligesom faderen havde mistet sin mor som 3 årig. Hans Jørgen Blom giftede sig ikke igen.

Hans Jørgen Blom var altså 15 år, da krigstildragelserne fandt sted og 53 år, da han skrev nærværende bog. Han skrev bogen i den brydningstid, hvor borgerstanden fik stigende magt, og hvor enevælden stod overfor sit endelige fald. Han var på det tidspunkt (i 1845) major i 3die Linie-Infanteriebataillon, som var garnisoneret i København. Bogen blev udgivet af "Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug" - en forening, som blev stiftet i 1835 som talerør for det nye selvbevidste borgerskab, der så det som sit formål at vække den folkelige debat og formidle en folkeoplysning, som vendte sig mod enevælden og førte frem til folkestyret en ny grundlov. I den tids kamp mellem "det liberale" og "det servile" - det reformvenlige og det føjelige - var pressefriheden et centralt spørgsmål, fordi enevælden forsvarede sig med censur. Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug blev stiftet i en tid, hvor de første stænderforsamlinger trådte sammen (1834) og hvor oplysningstiden igen fik vind i sejlene.

Selskabet havde fra starten 1385 medlemmer og udgav en lang række bøger og skrifter og desuden bladet "Dansk Folkeblad". H.C. Ørsted skrev i første nummer af Dansk Folkeblad at selskabets mål var, "at vække dem, som trænge dertil, ud af den alt for neutrale ligegyldighed, hvormed de betragte offentlige forhandlinger. Men vi ville, saa vidt det staar i vor magt, gøre dem til varme venner af sandhed og ret, ikke til hidsige partimænd." ***) I 1844-46 blev D. G. Monrad redaktør af bladet, og selskabet samlede i det hele taget de af tidens national-liberale kræfter, som senere blev kendt som Grundlovens fædre. Det var dette selskab, der i 1844/45 anmodede Hans Jørgen Blom om at skrive om krigstildragelserne i 1807.

Hans Jørgen Blom var efter sigende med i omgangskredsen omkring A.F. Tscherning og N. F. S. Grundtvig og sit nationale (om end ikke liberale) sindelag havde han allerede luftet, da han i "Kathechismus for den danske Stridsmand" (1829) skrev: " Og hvad der endvidere binder Jyde til Fynboe og Sjællænder til Lollik, saa vi alle kaldes Danske, det er Tungemaalet, fordi vi aldrig er blevne blandet med noget andet Folk, men have vedligeholdt os i vor Renhed lige fra de allerældste Tider. Og det er mærkeligt, hvorledes Sligt knytter fastere end Landfasthed; thi som I vide, grændser Jylland op til Tydskland og er landfast med samme, men Jyderne have dog til alle Tider været forenede med Øboerne til ét Folk, fordi de have Maal til fælles med dem og ikke Tydskerne, som tale et andet Sprog."

I nekrologen fra Illustreret Tidende 1864 beskrives Hans Jørgen Blom da også som en foregangsmand i kampen imod helstaten. Skribenten [Frederik Barfod, jr] erindrer, hvordan han i begyndelsen af 1830'erne i en forsamling havde ytret, at vi skulle passe godt på, hvis vi skulle beholde Sønderjylland - og hvordan Hans Jørgen Blom var sprunget op og fremturet - "Beholde Sønderjylland - Nej min Far - vi må først tage det tilbage med stålhandsken, inden vi kunne tale om at beholde det. Ser De da ikke, at vore konger længst har smidt det væk, mens de anglede med det for Holsten". Enevælden havde administreret hertugdømmerne Slesvig og Holsten samlet - fra Kongeåen til Elben fra "Det tydske Kancelli", mens "Det danske Kancelli" resten af landet - samlet under kronen i helstaten. Der er altså ikke tvivl om, at Hans Jørgen Blom allerede tidligt var stærkt optaget de nationale strømninger, som havde præget landet fra begyndelsen af 1800-tallet.

I 1842 skrev han en artikel i "Dansk Folkeblad" om det felttog til Mecklenburg i 1813. På det tidspunkt havde han allerede to bogudgivelser bag sig - "Unions- og Borgerkrigene - et bidrag til den danske Krigshistorie" (udgivet 1826) og "Katechismus for den danske Stridsmand" (udgivet 1829) - bøger, som blev skrevet, mens han var bibliotekar på Garnisonsbiblioteket - ligesom han udgav flere pjecer bl.a. "Land- og Søemagt"(1931-32) og "Om Almenvæbningen i Danmark" (1840). I 1845 blev det altså til nærværende bog om Krigstildragelserne i Sjælland - næsten 40 år efter begivenhederne fandt sted.

I forordet skriver forfatteren om sit ærinde: "men maatte de (læseren) derhos ei heller miskjende, at når jeg undertiden har seet mig nødsaget til at udtale Dadel, er dette, saa vidt mig er bevidst kun sket i Sandhedens Tjeneste, og ei for at krænke de noksom ulykkelige Befalingsmænd i deres Grav, hvem den tunge Lod blev til Deel at staae i Spidsen for saa frugtesløse Bestræbelser." Læg mærke til "i Sandhedens Tjeneste" - programerklæringen for Selskabet for Trykkefrihedens rette brug.

Den offentlige mening (og enevælden) havde tillagt befæstningens generaler en så grel uduelighed og mangel på mod og mandshjerte, at de var selve årsagen til nederlaget i 1807. Og selv om Hans Jørgen Blom med bidende ironi beskriver Københavns kommandant - Generalmajor H. E. Peymann og hans næstkommanderende Generalmajor Bielefeldt, så tillægges den manglende vedligeholdelse og udrustning, kongens forsvinden fra København, de vage ordrer og det manglende politiske overblik hos monarken og hans rådgivere langt større vægt og betydning for nederlaget end det, som det almindelige folkevid anså. Så sandheden retter sin kritik mod enevælden.

Efter Københavns overgivelse og efter at englænderne havde forladt landet med hele den danske flåde i besiddelse, nedsatte Hans Majestæt Kongen en Overkrigs-commision, der skulle bedømme begivenhederne, og den 16. november 1808 faldt dommen over kommandanten og hans næstkomanderende: General-Major Henrik Ernst Peymann og General-Major Carl Frederik Bielefeldt bør have Ære og Liv forbrudt, og deres Gods være confiskeret - en dom der nok føjede behovet for at udpege syndebukke, men som dækkede over langt alvorlige problemer - enevældens uformåenhed. Det er - trods forsøg på saglig og oprigtig oplysning - skriftets egentlige ærinde. Det var kun alt for let at vælte skylden over på de enkelte mænd, som stod i spidsen, da ulykkerne væltede ind over landet. Og bekymringen retter sig imod folkesjælen, nationalfølelsen og forsvarsviljen, og med Grundtvig-citatet som skriftets indledning understreges hele pointen med skriftet - "Skal noget frelse tidsalderen, må det være synet af dens eget billede."

Mod slutningen af skriftet udtrykkes det aldeles klart:

"Men ulige større end de materielle Tab var det dybe Saar, som Nationalfølelsen led; thi fra nu af begyndte den Forestilling meere og meere at udbrede sig i Folket, hvilket de senere Begivenheder end meere bidroge til at bestyrke, at vore Anstrengelser til Lands ere frugtesløse, at vore Forsvarsanstalter i denne Retning derfor ere at ansee som en unyttig, trykkende Byrde, ved hvilken Tænkemaade alle militaire Former nødvendigviis maae synes hule og tomme. Saavel hos Dannede som Udannede søgte den krænkede Nationalære en Slags sørgelig Opreisning i en vedvarende paradioeren, ikke alene af de nærmeste foregaaede Begivenheder, men og af Meget i de militaire Indretninger, der stiltiende var bleven anseet for nødvendigt og respektabelt."

Det nationale spillede en stor rolle og uden et stærkt militær og en trofast folkeånd, kunne nationen ikke opretholdes. Enevælden evnede ikke den opgave, folkestyret kunne derimod genskabe troen på og værdien af de militære indretninger som mere og andet end en trykkende byrde.

Englændernes angreb på Danmark i 1807 er detailleret beskrevet - trin for trin. Den danske hær stod i Slesvig-Holsten som værn imod en mulig invasion sydfra, mens København alene var beskyttet af flåden. Flåden havde klaret skærene i 1801, da den engelske flåde angreb København, men denne gang havde englænderne forberedt sig anderledes- de gik i land med 30.000 mand og tungt artilleri ved Vedbæk og ved Køge. Angrebet kom overraskende og mobiliseringen var ringe, selv om rygterne havde svirret gennem luften en god måneds tid inden. Modstanden blev nærmest fejet til side af den krigsvante engelske hær, og det danske Landeværn blev splittet for alle vinde ved Køge. Snart var englænderne rykket frem og havde anlagt skandser i en ring rundt om København, og deres artilleri havde en hidtil ukendt rækkevidde, som fik forholdene i København til at minde om jordskælvet i Lissabon 1755. I løbet af 6 dage var en overgivelse den eneste udvej og en måned senere tog englænderne af sted med den samlede danske flåde -18 Linie-skibe, 17 fregatter, 8 brigger samt et antal mindre skibe. Danmark blev tvunget i armene på Napoleon, der først efter det lange og udmattende felttog 1812 til Rusland tabte terræn i Europa. Og det endte altså med fredslutningen i Kiel 1814, hvor Norge måtte afstås.

Danmark gik fallit - både økonomisk og åndeligt. Der var ikke meget kraft og saft i tiden, der fulgte, men kræfterne samlede sig efterhånden som et opgør med enevælden, en kamp for en folkelig og national rejsning, en vision om et samlet Norden, og et voksende engagement i spørgsmålet om hertugdømmet Slesvig. Da Hans Jørgen Blom skrev sin artikel i "Dansk Folkeblad" (1842) skete det samme år, som han forlod Garnisonsbiblioteket og hvor han som led i hærreformen 1842 genindtrådte i hærens aktive tjeneste som major i 3die Linie-Infanteriebataillon. Han var med stor sandsynlighed bekendt med Orla Lehmanns tale ved 28. maj-festen 1842, hvor han krævede "Danmark til Ejderen" og hævdede, at Slesvig var en umistelig del af Danmark, og at Danmark ikke skulle vige tilbage for at tage en blodig kamp for sagen. Det var i det lys han 3 år senere analyserede englændernes bombardement af København, og hvor han gjorde op med den efterfølgende almindelige holdning til, at de militære udgifter var meningsløse. Enevælden og dens placering af uduelige officerer i den militære ledelse var synderen, og ikke militæret som sådan. I 1848 gik Danmark i krig for at forsvare Slesvig, som aldrig nogensinde havde haft noget med Tyskland at gøre og for at samle kongeriget under én folkelig forsamling og én fælles Grundlov. Hans Jørgen Blom blev selv hårdt såret i juni 1848 under et slag ved Dybbøl, og det fremgår endda af H.C. Andersens dagbog, at Blom var faldet. I 1849 blev grundloven efter lange forberedelser vedtaget og krigen blev vundet i 1850 - definitivt efter slaget ved Isted den 24.-25. juli - slaget hvor sønnen Vilhelm Blom faldt som ung officer - 24 år gammel.

Det Slesvig-Holstenske oprør var hermed slået ned, men ved fredsslutningen i 1850 med stormagterne blev det aftalt, at Slesvig og Holsten skulle forblive under den danske krone - udenfor grundloven - en situation, som var i modstrid med de nationalliberales Ejderpolitik, men som var fundamentet for de følgende års helstatspolitik.

Så da de nationalliberale igen kom til magten i midten af 1850'erne styrede man direkte mod en konfrontation med stormagterne, og krigen i 1864 blev det sørgelige resultat. Danmark mistede både Slesvig og Holsten og grænsen skulle nu trækkes ved Kongeåen. Hans Jørgen Blom døde i en alder af 72 år den 13. april 1864 og han oplevede derfor ikke det smertelige nederlag på Dybbøl den 18. april og Fredericia fæstningens rømning uden kamp den 25. april.

Inden det kom dertil blev Hans Jørgen Blom i 1850 udnævnt til øverstkommanderende over Als, men allerede i 1852 søgte han p.gr.a. et svækket syn sin afsked, hvilket blev bevilget "i Naade". Han vendte herefter tilbage til København i en alder af 60 år.

Byen var på det tidspunkt bebygget til bristepunktet og klemt inde bag fæstningsanlægget. Set i bakspejlet ved vi, at voldene faldt i løbet af de efterfølgende 20 år - den gradvise tilbagetrækning af demarkationslinien (fra 1852) ****), byportenes åbning i 1856, og den store omdannelse af befæstningen fra 1870, hvor Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have, Østre anlæg blev anlagt. Men det var alt sammen kun i sin vorden, da Blom vendte tilbage til København.

Det var sådan landet eller rettere byen lå, da han vendte tilbage. Han blev i september 1854 valgt som Landstingsmand for København ved et suppleringsvalg, men han spillede ikke nogen synderlig rolle og udtrådte igen det følgende år. Men forsvarssagen optog ham forsat som debattør. I 1854 udgav han et lille skrift med titlen: "Om Danmarks Forsvar med nærmest Hensyn paa dets Befæstning". Her forsatte han sin polemiske stil med at udfordre den herskende mening. Baggrunden var, at Rigsdagen havde behandlet en henvendelse ("adresse") fra en arbejderforening om at nedlægge den københavnske befæstning og hermed give plads for den indeklemte by. Denne behandling og beslutning af 6te Januar 1852 om indrykning af demarkationslinien [fra Jagtvejslinien til Søerne, jr] havde fået en pensioneret og aldrende Generallieutenant Rømer til at fare i blækhuset og udgive "Manuscript til den danske Rigsdag angaaende den danske Heelstats Landforsvarsvæsen o.s.v. Kjbhvn. 1853" og den debat meldte Hans Jørgen Blom sig ind i.

Rømer anførte, at både beslutning om demarkationslinie og overvejelser om at nedlægge befæstningen måtte anses som "fremgaaet af Ukyndighed, og at den er uforenelig med Forsvaret af det danske Monarchies Hovedfæstning og derved af Monarchiet selv". Der ville ifølge Rømer nærmere være behov for at styrke befæstningen end at afvikle den. Hans Jørgen Blom indtog det stik modsatte synspunkt - her illustreret med et citat i skriftets slutning:

"Vi have allerede i det Foregaaende gjort opmærksom paa, at samtlige Øer østenfor Storebælt, ikke lade sig bringe under et fuldkommen sammenhængende Forsvarssystem med det øvrige Rige. Kjøbenhavns ravgale strategiske Beliggenhed baade som Hovedstad og som Fæstning, efterat Provindserne paa hiin Side af Sundet ere tabte, bidrager især til at forøge denne Vanskelighed, hvilket jeg troer ofte nok at have antydet. At Kjøbenhavns Fæstning i sin nuværende delabrerede Forfatning ei heller i taktisk Henseende er fyldestgjørende, anseer jeg ligeledes for almindelig anerkjendt. Det er derfor i mine Øine á pure perté (til ingen nytte, jr.) at vedligeholde, end sige at udvide, en saadan Fæstning, som meget mere bør abandonneres jo før jo hellere, saasnart de Hindringer, der endnu gjøre dens illusoriske Bibeholdelse nødvendig, lidt efter lidt ere ryddede afveien. Der gives, saavist jeg veed, ikke noget Rige paa hele Jordkloden med en forholdsviis saa betydelig Hovedstad, ei heller veed jeg noget Land af saa ringe Omfang som Sjælland med en saa vidtløftig Fæstning som Kjøbenhavn, allerede som den nu er, endsige naar den blev udvidet. Af denne Mangel paa Proportionalitet følger allerede at det vilde blive meget for kostbart at befæste, at vedligeholde, at besætte og at forsvare, med andre Ord, det vilde ved sin Befæstning absorbere langt flere Pengemidler, end Riget kan afsee fra sine øvrige Fornødenheder, sluge langt flere Stridskræfter end Riget kan undvære fra sit øvrige Forsvar; hvorved Staten ikke vilde blive ulig et usundt lille Barn med svage Extremiteter, fordi Hovedet er for stort. Har man slet ikke betænkt, at om end Pengene vare at opdrive, vilde dog Staten, ved paa en saa uproportional Maade at sætte sine Capitaler fast i Mure, Steen og Gruus, netop tabe Raadigheden over en væsentlig Deel af sin Stridskraft, som de til al Krigsførelse saa uundværlige Penge jo udgjøre; og derhos, ved et høist tvivlsomt Forsvar, udsætte sin Hovedstad, sin største Handelsstad, sin eneste Universitetsstad, altsaa hele Rigets aandelige og materielle Velstand for uerstattelige Tab. At forsvare Kjøbenhavn vilde være at ødelægge den, at opgive den som Fæstning derimod, vilde ikke alene bevare den, - som fast alle Europas Hovedstæder ere blevne conserverede ved ikke at forsvares imod de Franske - men ventelig endog have dens Udvidelse og Flor som Handelsstad tilfølge. Og hvilke historiske Garantier have vi endelig for, at Fæstninger af et saa uhyre Omfang kunne udholde en langvarig Beleiring, naar de tilmed, som her, ere belemrede med saa mangehaande uvedkommende Institutioner, som Regjerings- og Administrations-Apparaterne med deres Comptorer og Archiver, Universitetet med sine Biblioteker og Museer, de forskjellige offentlige Kunstsamlinger med deres Skatte, Banken og Statskassen med deres Penge, Slottene og Palæerne med deres Kunstsager og Kostbarheder af alle Slags, og derhos en borgerlig befolkning af hen ved 130.000 Mennesker, hvoraf de 5/6 Dele under en Beleiring maae antages for indisponible, utjenstdygtige og ubrugelige, undtagen til at tære paa Føden.

?????

"Men maa det end ansees for urimeligt af befæste Kjøbenhavn paa ny, saa er det paa den anden Side en aldeles ufravigelig Nødvendighed at have en Hovedfæstning paa Sjælland, for ikke alene at have et sikkert Fodfæste paa denne Øe, men og et Marine-Etablisement for vore Krigsskibe. Paa samme Maade, som jeg har tænkt mig Fredericia som Landmagtens Hovedfæstning og vigtigste Depot paa Fastlandet, paa samme Maade er jeg tilbøjelig til at tænke mig det, ligeledes med Rigets indrer Strømme fordeelagtigt beliggende Korsør som Hovedfæstning for Øelandene og som Krigshavn og Hovedstation for den største Deel af vor Søemagt".

Sådan. Det var at gå op mod strømmen. Han foreslog desuden, at Dannevirke blev rømmet og at kræfterne blev anvendt på Dybbøl og Fredericia. Bogens gennemgående tema er formuleret forrest i pjecen: "Forsvarets Styrke beroer ulige mere paa dets Concentration, end paa dets Extension" og eftertiden gav ham ret. Den 4. februar 1864 måtte General de Meza træffe den tunge beslutning at rømme Dannevirke og trække sig tilbage til Dybøl. Det kan næppe have frydet Hans Jørgen Blom at han havde haft ret, og han døde nådigt inden Dybøl faldt.

Et dramatisk liv var slut. Men min tip-oldefar tog fat, hvor den gamle havde sluppet. Otto Emmanuel Blom blev i 1861 ansat som undertøjmester i Marinen - som den første, der ikke havde fået sin uddannelse i Marinen. Han havde en akademisk militæruddannelse, studerede befæstningskunst, interesserede sig især for det riflede skyts og panserkonstruktioner, og ledede i 1860'erne forsøg med artilleri for både marinen og hæren. Og selv om jeg ikke kan historiens detaljer, så må han have været en hyppig gæst i Landetatens Laboratorium, der var anlagt ved Sofie Hedvigs Bastion 1847 og hvor der blev der eksperimenteret med udvikling og produktion af moderne skyts. At jeg selv i 1976 intetanende flyttede min skurvogn og dermed min bopæl ind bag netop den bygning, som da havde inskriptionen "Landet(atens) Labora(torium)" og gik under navnet Mælkebøtten på Christiania - det er en helt anden historie. Og at de sidste dele af militærets anlæg ved voldene først blev afviklet med udflytning af Bådsmandsstrædes kaserne og Ammunitionsarsenalet i 1971, det må bero på almindelige sendrægtighed. Men at jeg over 100 år senere med Christiania som udgangspunkt blev deltager i et fornyet opgør mod forældede strukturer i byen - nu bare ved overgangen fra industrisamfundet til videnssamfundet - det er muligvis en familiesvaghed.

Jakob Reddersen

Herslev Præstegård, den 9. april 2006

Noter

*) Amtsforvalteren var den, der på kongens vegne inddrev den skat, som godsejerne opkrævede hos fæstebønderne. Stiftamtmanden togsig af kirkens administration samt administration af fattigvæsen og skolevæsen.

**) Axel Blom: En Krønike om to Slekter og et Jordegods, December 1947 (upubliceret).

***) Henrik Horstbøll: Da liberalismen kom til København. I: København - Porten til Europa. En antologi. 1996.

****) Den linie, som markerede grænsen for det område, uden for voldene, som skulle ligge ubebygget og dermed hindre fjenden i at søge dækning under et angreb.


Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Forord

Titelark

Tekst

Bilag

Litteratur


© Selskabet for Københavns Historie fre maj 23 20:41:10 CEST 2008
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |