sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Guide til Københavns Befæstning
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Bi Skaarup
Titel: Guide til Københavns Befæstning
Udgivet: Kbh., 1996
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Middelalderfæstningerne ca. 1100-1600
Note: Af ophavsretlige hensyn er dette kapitel udgivet uden illustrationer.

 

7

Middelalderfæstningerne ca. 1100-1600

De senere års arkæologiske undersøgelser har klarlagt, at København opstod i de sene 1000-år, formodentlig som en af mange sæsonhandelspladser, der dukkede op i forbindelse med den rige sildefangst langs Øresunds kyster. De fleste af disse små bebyggelser forsvandt igen i løbet af middelalderen, men København groede allerede i løbet af det første århundrede så meget i vigtighed, at man besluttede at befæste den med vold og grav. Byens betydning kan til dels tilskrives dens beliggenhed i den inderste del af sundet mellem Sjælland og den senere Slotsholmen, der gjorde den til den vigtigste overfartshavn til Skåne.

Det var en lille sæsonhandelsplads, der lå mellem den nuværende Rådhusplads og Gammeltorv-Nytorv, som befæstedes. De arkæologiske undersøgelser, som har sandsynliggjort, at denne befæstning fungerede i 1100-årene, har ikke kunnet give en nærmere datering på anlægget. Men en af de begivenheder vi ved har forårsaget, at danske byer blev befæstede i dette århundrede, er kongestriden i 1140­erne og 1150-erne. Da skåningerne og sjællænderne i 1146 valgte Svend Grathe, og jyderne samme år udpegede Knud til deres konge, blev det starten på en lang og bitter kamp om rigets trone. Ind i striden kom Valdemar, oprindeligt for at kæmpe på Svends side, men han gik hurtigt over på Knuds parti. Saxo fortæller, at Svend Grathe først befæstede Roskilde og senere Viborg.

En sammenligning mellem Roskildes befæstning og den, der er påvist omkring det ældste København, kunne meget vel tyde på en sammenhæng, idet forholdet mellem vold og grav samt voldskråningens hældning ligner hinanden. Det er altså ikke usandsynligt, at Københavns ældste befæstning blev anlagt engang i årene lige omkring midten af 1100-tallet.

Et andet københavnsk fæstningsværk fundet under det nuværende Magasin kan være fra denne tid. Den store cirkelformede ringmur bygget i tegl, som blev påvist ved jordarbejder i gården til huset på hjørnet af Vingårdsstræde og Kongens Nytorv i 1873, kan være fra 1100-årenes midte. Den er ifølge udgraveren bygget af en munkestenstype, som er noget kortere end de sædvanlige, og dette kunne tyde på en stentype, der er identificeret som hørende til det ældste teglbyggeri i Nordsjælland, blandt andet ærkebiskop Eskilds borg i Søborg. En datering og nærmere forståelse af dette anlæg vil kun kunne opnås ved nye arkæologiske undersøgelser, men ringmuren kan have omgivet et befæstningstårn eller vagttårn placeret her ved indsejlingen til det ældste København mellem Bremerholm og Sjælland.


8

[illustration]

Det lykkedes Valdemar at afslutte kongestriden i 1157 ved et afgørende slag på Grathe Hede syd for Viborg. Han var nu ene konge i Danmark. Formodentlig ikke længe efter overdrog han den lille by København til sin gode ven og støtte Absalon, som sad på bispesædet i Roskilde. Absalon tilhørte en af landets mest fornemme og rige slægter, Hvideslægten, som holdt til på Sjælland. I de kommende århundreder tilhørte staden Roskilde bispestol. Byen var som nævnt sandsynligvis allerede befæstet under den netop afsluttede kongestrid, men Absalon forstærkede befæst­


9

ningen yderligere ved i årene 1167-71 at bygge en borg på en af de lave strandholme, som byen lå i læ af.

Ifølge den samtidige historieskriver Saxo, blev borgen anlagt som et værn mod de vendiske sørøvere, som i disse år hærgede de danske kyster, men det er klart, at den har været et værdigt, men også sikkert tilholdssted for Roskildebispen, når han var i byen. Borgen blev lagt på det sted, hvor Danmark senere kom til at blive regeret fra, Slotsholmen, og ruinerne kan endnu i dag, efter at de blev genfundet i begyndelsen af dette århundrede, beses under Christiansborgs hovedfløj. Anlægget bestod af en kraftig kridtstensmur i fornem murteknik bygget af sten hentet ved Stevns Klint og sejlet op til byggepladsen. Muren, der dannede en næsten regelmæssig cirkel, blev omgivet af en voldgrav. Inde på gårdspladsen rejste man en for­nem hovedbygning og en række mindre økonomibygninger. Bygningsdetaljer, som polerede granitsøjler og smukt forarbejdede trapezkapitæler, fundet ved ruinens udgravning, afslørede, at der har været tale om en bygning af samme fine udformning, som man kender fra andre af Hvideslægtens bygningsværker, som f.eks. Fjenneslev Kirke.

[illustration]


10

[illustration]

I den fredelige tid hen mod slutningen af 1100-årene synes befæstningen omkring den ældste by at have mistet sin betydning. Dette ses blandt andet ved, at byens første kirke, Skt. Clemens, blev anlagt umiddelbart uden for byen, lige op ad vold­graven over mod det, der i dag er Rådhuspladsen. Kirken må være rejst i tiden efter kongestridens ophør i 1157 og før 1177, hvor den omtales.


11

Omkring år 1200 påbegyndtes Vor Frue Kirke på en grund 150 m nord for den tidlige befæstning. Det blev for alvor starten på den store højmiddelalderlige byudvidelse, der forvandlede den lille handelsplads til en fuldt udviklet købstad med sognekirker og klostre, og det nødvendiggjorde planlægningen af en ny befæstning.

Man må forestille sig, at den ny befæstning blev anlagt, så den gav rigelig plads til haver og grønt i byen samt til kommende udvidelser af bebyggelsen. Befæstningens forløb kendes fra talrige undersøgelser og er endnu i dag til dels beskrevet i Voldgaderne. Den startede ved stranden under det nuværende Vartov ved Vester Voldgade og fulgte voldgadens forløb med en Vesterport, der dengang lå ud for Vester­gade, og fortsatte over i den nuværende Nørre Voldgade til udløbet af Nørregade, hvor den lige efter den middelalderlige Nørreport slog et svagt knæk ind under den nuværende husrække med retning mod Gothersgade. Lige før denne knæk­kede den omtrent 90 grader for at løbe parallelt med dette gadeforløb til Christian den IX's Gade. Her slog vold og grav igen et knæk i retning mod det senere Kongens Nytorv, hvor den omtrent ud for den nuværende Hovedvagtsgade tog retning langs med husrækken ned mod stranden, som lå parallelt med det senere Vingårdsstræde. Østerport lå der, hvor vore dages Østergade munder ud i Kongens Nytorv.

Hvornår i 1200-årene befæstningen blev anlagt, er endnu ikke blevet klarlagt, men den nævnes i Københavns første købstadslovgivning, stadsretten fra 1254. Allerede fem år før har der været god brug for den. Den hastigt voksende købstad ansås af lybeckerne som en konkurrent til deres handelsvælde. Med et talent, de senere udviklede til fuldkommenhed, udnyttede de en intern strid mellem kong Valdemar Sejrs sønner om retten til rigets trone. De dannede forbund med den mest utilfredse af brødrene, hertug Abel, mod hans broder kong Erik, og indtog i 1249 borgen og byen. Såvel København som de omkringliggende landsbyer og kirker blev plyndrede og nedbrændte; en skæbne, som byen og dens opland kom til at lide mange gange i de kommende århundreder.

Kampen mellem Valdemar Sejrs sønner blev starten på den lange periode på næsten 100 år, som kaldes borgerkrigstiden. Allerede få år efter lybeckernes ødelæggelse af byen spillede København igen en rolle i nye stridigheder. Såvel kong Erik som Abel var døde, og på landets trone sad nu den yngste af Valdemar Sejrs sønner, Christoffer, men han havde store problemer med Abels tilhængere, deriblandt også rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Under en flugt efter en kamp med Abelsønnerne ved Skælskør i 1253 fortælles det, at ærkebispen lukkede Københavns porte for kong Christoffer. Her må man forestille sig, at arbejdet med befæstningen var så langt, at det havde en mening at lukke byens porte for at forhindre kongen i at komme ind.


12

[illustration]

Kongens strid med ærkebispen, som egentlig handlede om kirkens ret til at have myndighed over for kongemagten, mundede i februar 1259 ud i, at Christoffer fængslede Jakob Erlandsen. Roskildebispen Peder Bang, som sad i sin by København, reagerede prompte med at lyse kongen i band og erklære stiftet i interdikt, det vil sige, at alle kirker blev lukkede, og Roskilde stifts sogneboere således var forhindret i at dyrke deres religion. Kong Christoffers svar var at indtage København i marts måned. Biskop Peder Bang var dog ikke uden midler. Han søgte hjælp hos den vendiske fyrste Jaromar, som allerede i april indtog byen. Det sted, hvor han fik gennembrudt befæstningen, kaldes herefter Jarmers Gab, senere Jarmers Tårn.

Denne første befæstning omkring den højmiddelalderlige købstad bestod ifølge de arkæologiske undersøgelser af en jordvold og voldgrav. Da Jaromar erobrede byen, har der sandsynligvis stået en form for palisade på voldens top, selvom dette ikke har kunnet konstateres arkæologisk ved de undersøgelser, der har været foretaget i begyndelsen af dette århundrede. Udtrykkene "byens planker" og "byens mure"


13

optræder i købstadslovgivningen allerede i 1254, men det kan være faste vendinger hentet fra andre stadsretter uden hold i den faktiske situation i København.

Det er sandsynligvis også i dette urolige århundrede, at borgens kridtstensmur blev udstyret med firkantede, teglbyggede flankeringstårne. Intet kendes til dette byggeri, men teknikken med at kunne flankere, det vil sige skyde ned langs befæstningsmurene fra let fremskudte tårne, lærte europæerne i Mellemøsten under korstogene, som foregik i disse århundreder, og flankeringstårnene begynder at dukke op i 1200-årene.

Hvad angår byens befæstning er der tegn på, at den også har dækket en del af byen mod havet. Arkæologiske fund af en vold langs med stranden både i den østre og vestre del af byen, kan tolkes som rester af en beskyttelse af byen mod stranden. Mens strandvolden mod vest blev lokaliseret tidligt i dette århundrede og derfor ikke blev nærmere dateret, kunne den østre med sikkerhed dateres til 1220-erne.

København fik fra starten tre porte, som var de naturlige indfaldsveje fra de omgivende landsbyer og fjernere større købstæder. Portenes udformning fra den ældste tid kendes ikke, men på et tidspunkt i løbet af middelalderen blev de muret

[illustration]


14

i tegl og forsynet med tårne. Mens fragmenter af den middelalderlige Vesterport er påvist arkæologisk i dette århundrede, er kun en af portene undersøgt i rimeligt omfang inden sløjfningen. Det drejer sig om Nørreport. Ved anlæggelsen af den såkaldte Boulevardbane under den nuværende Nørre Voldgade kunne det konstateres, at store dele af portkomplekset endnu stod inde i den nyere Nørrevold. Portbygningerne var stærkt ommuret, formodentlig engang i 1500-årene. Der må her være tale om de omfattende byggearbejder, som det omtales, at rigshofmester Christoffer Valkendorf under Frederik II påbegyndte i 1581 på Københavns Befæstning, hvor han blandt andet indledte med hvælvingen og muren på Nørreport.

[illustration]

Efter den hårde prøve, befæstningen havde været på ved de gentagne angreb på byen i 1200-årene, er det sandsynligt, at man har gjort forsøg på at forbedre eller i hvert fald istandsætte voldene og gravene. Vi ved ikke, om dette blev gjort, men i det kommende århundrede var der igen brug for befæstningen.

Under den lange borgerkrigstid i 1200-årene og første halvdel af 1300-årene endte store dele af landet med at være pantsat til udenlandske fyrster. Da Valdemar Atterdag kom på tronen 1340, indledte han den lange og seje kamp for at samle det


15

[illustration]

splittede rige. Også København var blevet pantsat, og Valdemar indløste byen fra den svenske Magnus Smek for 7000 rigsdaler. Kongen fandt det under omstændighederne klogest at beholde byen i hele sin regeringstid. Først ved hans død i 1375 kom den tilbage til Roskildebispen.


16

Valdemar Atterdag forsøgte gennem hele sin regeringstid at begrænse hanseaternes magtstilling overfor det danske rige. I 1361 indtog han deres vigtige handelsby Visby på Gotland efter at have tilføjet de gotlandske bønder et knusende nederlag lige uden for byen for øjnene af de hanseatiske købmænd oppe på Visbys mure. Dette ville Hansaen ikke finde sig.

Allerede året efter stod en stor lybsk flåde ned gennem Sundet for at hævne slaget, men det lykkedes Valdemar at forvolde dem så store tab, at de måtte vende hjem med uforrettet sag. Det mægtige Hanseforbund gav dog ikke op så let. I 1368 forsøgte de igen. Denne gang havde de mere held med sig. Allerede inden togtet enedes man om, at borgen i København skulle ødelægges grundigt. Man besluttede at sende et hold bygningshåndværkere op for at foretage arbejdet, når den var indtaget. Byen blev erobret af Hansaen i 1368, og året efter lod man stenhuggere fra en række hanseatiske byer nedrive borgen sten for sten. Ved udgravningerne under Christiansborg i begyndelsen af dette århundrede kunne grundigheden af deres arbejde konstateres. Mure var væltede, og imponerende søljekapitæler og smukke polerede granitsøjler var smidt ned i brønde. Valdemar sluttede fred med Hansaen i Stralsund i 1370, men der skulle gå nogle år, før man satte gang i genopbygningen af borgen i København.

Byen og borgen gik som nævnt tilbage til den retmæssige ejer, Roskildebispen, ved kongens død i 1375. I 1387 nævnes igen en slotshøvedsmand i København, men spørgsmålet er, hvor langt bispen formåede at komme med byggeriet. Københavns dage som bispens by var nemlig talte. Byen havde nu vist sig at være for vigtig for kongemagten, og da Erik af Pommern kom til magten i 1413, lod han efter få år byen overgå til kronen. Kong Erik havde indset, at der var mulighed for store indtægter, hvis man afkrævede de skibe, som gik igennem Sundet, en afgift. Denne Sundtold blev indført i 1425 og atkrævet skibene i Helsingør, men Kongen sørgede samtidig for at styrke hele Øresundsregionen. Han byggede borgen Krogen, det senere Kronborg, i Helsingør; han anlagde Landskrona på Skånekysten, og han byggede det befæstede Malmøhus ved Malmø.

En sammenligning mellem det ældste Københavns Slot og såvel Krogen som Malmøhus peger i retning af, at dette byggeri er, om ikke bygget af den samme bygmester, så dog efter de samme principper. Det befæstede anlæg i København har, som de øvrige to, bestået af en kraftig teglbygget ringmur dog her af noget uregelmæssig form, på dens inderside har stået en hovedbygning og formodentlig en række økonomibygninger. Slottet i København udmærkede sig ved at være udstyret


17

med et stort, kvadratisk befæstningstårn, Blåtårn, som lå op ad ringmuren lige ved adgangen til slottet.

Det var ikke blot på Slotsholmen, der blev foretaget store byggerier af tegl i 1400-årene, også byens volde fik i løbet af dette århundrede og i begyndelsen af det næste mure og tårne af tegl. Som allerede nævnt er bymuren omtalt i købstads­lovgivningen 1254, men det er usikkert, om den var en realitet. I 1496 under Kong Hans optræder den første gang på en måde, så der ikke kan være tvivl. Det er

[illustration]

strækningen Østervold fra stranden over Østerport og videre ad Nørrevold til Nørreport, der beskrives med mur, og der nævnes tårnene Kringelen og Smør­hætten, begge placerede syd for Østerport. Vi ved ikke, hvornår disse tårne og denne del af muren er rejst, men det er sandsynligt, at det er sket i anden halvdel af 1400-årene. I de urolige år fra århundredskiftet og frem til 1536 ofredes der betydelige summer på befæstningen. Den Nordiske Union knagede svært i fugerne, og Hansaen truede atter med krig. Dette har vel gjort, at såvel konge som byens råd har følt det tvingende nødvendigt at modernisere befæstningen.


18

Regnskaber for byen fortæller om bygning af mindst 2 tårne, et beskrevet som liggende ved Østerport, og et andet er det senere udgravede Hans Claussøns Tårn ved Clara Kloster. Der nævnes desuden byggearbejder på Østerport samt bygning af dæmninger. Der er formodentlig tale om de dæmninger, som blev anlagt i voldgraven for at forhindre vandet i at løbe ud ved kysten og for at holde tilstrækkelig høj vandstand i de enkelte voldgravsafsnit.

Da Kong Hans døde i 1513, kom hans søn Christian II på tronen, men hans regeringstid blev ikke mere rolig. Det afspejles også i byens regnskaber, som viser, at arbejdet med forstærkningen af befæstningen fortsatte ufortrødent. De fortæller, at der før 1523 blev gravet to såkaldte grøfter, det vil sige befæstningsgrave, en ved Peblingesøen og en ved Stranden, og at der blev bygget to tårne mellem Nørreport og Jarmers Gab. Det er formodentlig Hanetårnet og Løvetårnet, der tales om.

Der omtales desuden anlæggelse af en række skanser uden for portene og i forbindelse med tårnene. Det er sandsynligt, at der her er tale om de halvrunde befæstede øer omgivet af voldgrav, som man anlagde foran portene for at gøre adgangen til disse svage punkter i befæstningen så komplicerede som muligt.

[illustration]


19

[illustration]

Skanserne foran tårnene må vel have været jordvolde, der skulle beskytte murværket mod kanonbeskydning fra fjenden, som nu, hvor disse våben var blevet mere effektive, var ved at blive en reel trussel.

Efter ni stormfulde års regeringstid var adelen så utilfreds med Christian II, at landet var i oprør. En ny konge, Christian II's farbroder, hertug Frederik af Slesvig, blev udpeget, men han måtte indtage landet landsdel for landsdel med lybske landsknægte. Den 13. april 1523 stod Christian ud fra København ombord på flådens største skib for at forlade landet. Den 10. juni lagde Frederik sig uden for byen med sin hær. Den lybske flåde havde få dage før lukket indsejlingen til byen fra havet. Belejringen kom til at vare i syv måneder.

Det er langt fra sikkert, at arbejdet med at modernisere befæstningen var færdigt på dette tidspunkt, men københavnerne opnåede ikke at få afprøvet dens styrke. Frederik manglede penge til at betale sine lejetropper med og havde derfor ikke


20

råd til at betale den ekstra sold, der skulle til, hvis soldaterne skulle storme byen. Man nøjedes derfor blot med at ligge i lejr uden for København uden at gøre sig anstrengelser for at gøre belejringen særlig effektiv. Da vinteren for alvor satte ind 6. januar 1524, overgav borgerne sig, og hertugen blev kronet som Frederik I i Frue Kirke i København.

København savnede fra starten det naturlige vandløb, som så mange danske købstæder er opstået ved. Det har derfor fra starten været et problem at skaffe vand til voldgraven omkring byen. Befæstningen fra 1100-årene omkring den ældste by har øjensynlig ikke haft vandfyldte grave, men da man skulle anlægge den langt større befæstning omkring 1200-årenes købstad, har det været nødvendigt at hente vand fra omegnen. Det vides ikke, hvordan og hvornår de nødvendige ingeniørarbejder blev sat i gang for at skaffe vand til voldgraven omkring København, men fra undersøgelser af andre danske middelalderkøbstæder har det vist sig, at arbejder af denne art tager deres begyndelse omkring midten af 1200-årene.

Det eneste åløb af nogen betydning i byens omegn var allerede dengang Harrestrup Å, som ude ved landsbyerne Vanløse og Rødovre, ca. 6 km uden for byen, løb mod syd til kysten ud for Hvidovre, hvor den løb ud i Køge Bugt. Hvornår åen blev opstemmet, er ukendt; en dæmning over åen ved Rødovre nævnes først i 1561, men den er sandsynligvis langt ældre. Ved at opstemme Harrestrup Å i en naturlig lavning mellem landsbyerne Vanløse og Rødovre, blev Damhussøen dannet, og det blev muligt at dreje strømmen, så den kom til at løbe i nordøstlig retning igennem den lave dalsænkning, som i dag kaldes Grøndalsåen, videre til den nuværende Åboulevard til det åforløb, som senere blev benævnt Ladegårdsåen. Vandet blev herfra ledt ind til den store naturlige lavning, der lå vest og nordvest for byen, og som i dag kaldes Søerne.

Dette område kom til at fungere som vandreservoir. Ved en rende tæt ved Peblingesøens sydøstre ende blev vandet ledt ind til voldgraven ved Jarmers Tårn. Der var desuden et udløb til Sundet mod syd.

Det er endnu uvist, hvor stort et område der i middelalderen blev optaget som vandreservoir her; men det berettes i 1524, at Frederik I tillod byens borgere at bygge en dæmning over Rosbækken, som nord for byen ved Emdrup løb mod øst ud i Sundet, formodentlig i et forsøg på at skaffe mere vand i voldgravene. Ved en gravet rende fra den derved opstemmede Emdrup Sø, blev vandet ledt gennem Lersøen og Ladegårdsåen ind til Søerne. Den store mængde vand, der således blev ledt ind til dalsænkningen lige uden for byen, kom til at betyde, at de enge, som byen havde nydt godt af til kvæggræsning, blev oversvømmede, og græsningsområderne således ødelagt. Før denne tid må Søernes omfang altså have været betydelig mindre.


21

Efter Frederik I's kroning i 1524 fortsatte befæstningsarbejderne i byen. Regnskaberne omtaler byggearbejder på flere tårne, men om det er reparationer eller nybyggerier, er ikke klart. Jarmers Tårn må dog være bygget i disse år, da det første gang nævnes i stedet for Jarmers Gab i 1529. Der nævnes desuden flere tårne på strækningen fra Vesterport til Jarmers Tårn samt Vandmølleskansen, som formodentlig var en jordvold lagt omkring møllen ved stranden for at beskytte den mod beskydning fra vandet. I 1530 var man endnu ikke færdige med disse anlæg, for da søgte man kongen om et lån til det fortsatte arbejde. Regnskaberne fortæller ikke noget om, hvorvidt det lykkedes at skaffe pengene, og der nævnes ikke nye arbejder på befæstningen før i 1581.

Den store uro i 1520-erne og 30-erne handlede ikke kun om politisk magt. Også på troens område var der voldsomt opbrud i disse år. I Tyskland kritiserede Luther paven og kirken og fik hurtigt stor opbakning fra såvel adel som borgere. Herhjemme blev kampen om troen blandet med kampen om en regent og større frihed i forhold til magthaverne. Frederik I døde i 1533, uden at man havde udpeget en efterfølger til tronen. Mange i landet var interesserede i at indsætte hans søn hertug Christian, som var lutheraner, på tronen, men ikke mindst i København var der endnu mange stærke støtter for at genindsætte Christian II, som i mellemtiden var blevet fængslet i Sønderborg.

Med vanligt talent blandede lybeckerne sig nu i konflikten; officielt for at hjælpe med at få Christian befriet og genindsat som konge, men reelt var det vel et forsøg på at genvinde deres gamle magtposition i Skandinavien ved at få kontrol over Øresundsregionen. Lybeckerne udpegede grev Christoffer af Oldenburg til at føre krigen for sig, og han gik i land på Sjælland med en hær i juni 1533. Efter aftale med ledende københavnske borgere overgav man byen til greven 13. juli 1533.

I Jylland samlede adelen sig om hertug Christian (Christian III), .og i 1534 gik hans feltherre Johan Rantzau i gang med at vinde landet. Den 24. juli 1535 nåede hans tropper København, hvor de slog lejr på landsbyen Serridslevs marker lige nord for byen. Det var samme sted, hans far 12 år tidligere havde ligget med sin hær, og det fortælles, at der stadig var rester af volde og grave fra faderens belejring, som kunne bruges efter lidt genopbygning. En flåde bestående af preussiske og svenske skibe lagde sig i Sundet ud for byen for at forhindre lybske skibe i at komme ind med forsyninger. Belejringen kom til at vare et år. Mens den i starten var knap så effektiv, lykkedes det efterhånden flåden at lukke helt for sejlads til byen. Da næste sommer kom, erobrede Rantzau også Amager og herefter blev hungersnøden alvorlig stor. Den 28. juli 1536 overgav byen sig.

Ved fredsslutningen betingede Christian III sig blandt andet, at han skulle være herre over byens befæstning. Den lange strenge belejring må have gået hårdt ud


22

over Københavns Befæstning. Men først i midten af 1500-årene nævner kilderne, at Christian III begyndte at beskæftige sig med byens fortifikationer. Næsten samtidig med at han startede omfattende ombygninger på Københavns Slot, tog han initiativ til, at den forfaldne bybefæstning skulle sættes i stand. Idet han tillod byens magistrat at beholde den told, der blev afkrævet på udenlandsk øl og vin indført til byen, beordrede han byens råd til at istandsætte volde og grave. Det blev

[illustration]


23

overladt til borgerne at forestå arbejderne, men det lader ikke til, at kongens ord blev fulgt, idet gentagne opfordringer viser, at det ikke lykkedes.

Først med Christopher Valkendorfs mange initiativer for byen under Frederik II, blev også befæstningen sat i stand. De seneste arkæologiske undersøgelser på Kongens Nytorv tyder på, at det var meget omfattende arbejder, Valkendorf lavede. Det har her vist sig, at middelaldervolden blev forstærket med omfattende kampestenspakninger, formodentlig for at kunne modstå angreb fra kanonild. Ifølge de skriftlige efterretninger gjorde han dette fra Nørreport til Østerport. Udgravningerne viser, at han også gjorde dette syd for Østerport. Han istandsatte, som allerede nævnt, også Nørreport, og skansen udenfor porten blev desuden sat i stand. Disse sidste reparationer på den middelalderlige befæstning kom dog ikke til at stå længe, da Christian IV få år senere gik i gang med store og omfattende arbejder med at modernisere Københavns Befæstning.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Middelalderfæstningerne ca. 1100-1600

Befæstningsleksikon 1100-1600

De bastionære fæstninger 1600-1870

Befæstningsleksikon 1600-1870

Fagudtryk

Konger og krige


© Selskabet for Københavns Historie søn apr 30 20:56:55 CEST 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |