Torben Ejlersen: Københavns historie på harefod

sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Københavns historie på harefod

Forfatter:	Torben Ejlersen
Titel:	Københavns historie på harefod
Udgivet:	Kbh., Høst, 1989 (Engelsksproget udgave) Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006 (Dansksproget udgave)
Note:	I 1989 udgav Torben Ejlersen en engelsksproget guide til København med titlen: Copenhagen. A Historical Guide. Forfatteren har velvilligt stillet det danske originalmanuskript til rådighed for Selskabet for Københavns Historie. De sidste 7 afsnit har forfatteren tilføjet i forbindelse med denne udgivelse, ligesom den danske titel er valgt specielt til denne særlige udgave.

Landsbyen Havn

Egnen omkring København har været beboet af mennesker i 5-6000 år. Det viser arkæologiske fund samt gravhøje, som endnu står i de københavnske bydele Bellahøj og Vigerslev. I den tidlige middelalder blev bopladserne nær Øresund til landsbyer. Disse småsamfunds navne lever i dag videre som betegnelser på nogle af Københavns forstadskvarterer. Landsbyen Havn, som første gang nævnes i skriftlige kilder under året 1043, skulle dog vise sig at blive den vigtigste. Her fandt den første rigtige byudvikling sted.

Forklaringen er, at Havn lå ved et trafikalt knudepunkt. Fra Roskilde, som i den tidlige middelalder var en af Danmarks vigtigste byer godt 30 kilometer inde på Sjælland, nåede vejen ved Havn ud til Øresundskystens bedste naturhavn. Denne lå godt beskyttet mod blæst og storm ved det smalle sejlløb mellem Sjælland og øen Amager. Den stærke strøm forhindrede sejlløbet i at sande til og om vinteren i at fryse til. Desuden var stedet let at forsvare mod vendiske sørøvere. Særlig betydningsfuldt var det, at der fra Havn var fine overfartsmuligheder til Sverige, som dengang rummede den meget vigtige handelsplads på halvøen Skanør, hvor købmænd og fiskere fra Østersølandene hvert efterår samledes et par måneder. Havn var også et bekvemt udgangspunkt for skibe, som enten skulle nordpå og ud i Kattegat eller den anden vej ned i Østersøen.

Hvordan Havn så ud omkring år 1100, ved man kun lidt om. Bebyggelsen lå mellem nutidens Rådhuspladsen og Gammeltorv på det terræn, som fra Vestergade skråner svagt ned mod kysten. Strandlinien gik dengang langs Farvergade og Kompagnistræde. Meget tyder på, at Havn var omgivet af voldgrave. Lave, spredte huse af træ eller klinet op af ler tjente som bolig for bønder, handelsfolk og fiskere. Der var også et gadekær. Endelig fandtes en kirke med kirkegård. Typisk nok for en kirke nær havet var den indviet til Sankt Klemens. Rester af bygningen er fundet under Frederiksberggade få meter fra Rådhuspladsen.

Biskoppens borg omkring 1160 skænkede kong Valdemar I. landsbyen Havn med omgivende land til biskop Absalon. Ifølge den danske krønikeskriver Saxo Grammaticus, som levede omkring 1200, havde Absalon i 1167 forhindret en norsk flåde i at gå i land ved Havn, eller som han kalder den Mercatorum portus, Købmændenes havn. Denne oplysning kan tjene som Københavns dåbsattest.

For at beskytte det vigtige sted mod de vendiske sørøvere lod Absalon bygge en borg på en af de lave holme ude i sejlrenden mellem Sjælland og Amager. Ruinerne af dette anlæg kan i dag ses under Christiansborg slot. Absalons borg bestod af en cirkelformet mur af kampesten beklædt med kridtkvadre. Der blev desuden opført nogle tårne og andre bygninger af mursten. Teglbrændingskunsten var netop kommet til Danmark. Desuden viser fund af polerede granitsøjler, at der var tale om et såvel håndværksmæssigt som udsmykningsmæssigt fornemt byggeri.

Navnet København dokumenterer, at det trafikale knudepunkt var blevet en vigtig handelsby. Forklaringen er, at Øresund i 1100 og 1200-årene vrimlede med sild. Saxo fortæller, at fiskerne ligefrem kunne skovle dem op af vandet med hænderne. Fangsten blev derefter bragt i land på den store markedsplads ved Skanør i Sydsverige. Her indfandt købmænd sig fra det folkerige Nordtyskland ikke mindst hansestaden Lybæk, men også fra Norge, Nederlandene og England. Købmænd fra disse lande begyndte i stigende grad at lægge ind til Havn for at sælge saltede sild, klæde og andre varer. Til gengæld købte de så korn, skind, huder og lignende. Landsbyen og fiskerlejet var godt på vej til at blive et center i Øresundsområdet.

I begyndelsen af 1200 årene begyndte Havn derfor at sprænge sine rammer. Der blev opført en helt ny og længere vold med vandgrav foran som beskyttelse for byen. Voldanlægget fulgte den nuværende Vester Voldgade, så Nørre Voldgade, gik derefter i en linie skråt over Landemærket og ned langs Gothersgade til Kongens Nytorv ved Østergade, for til sidste at nå stranden. Byens areal var dermed blevet 7 gange større. Men store dele af den var i lang tid præget af marker, haver og åbne arealer. Husene var stadig primitive, men hist og her begyndte bygninger af mursten med tegltag at skyde i vejret.

Det prægede naturligvis handelsbyen, at den blev kontrolleret af en biskop. Der blev snart rejst endnu en kirke, Vor Frue, som med tiden skulle blive Københavns vigtigste. Senere i 1200 årene fulgte Sankt Petri, mens grundstenen til Sankt Nikolaj, der var de søfarendes nye populære helgen, blev lagt nede ved havnen overfor holmen med Absalons borg. I 1238 grundlagdes et Gråbrødrekloster og senere et Helligåndskloster, hvis kirke stadig findes midt på Strøget.

Københavns voksende økonomiske, politiske og gejstlige betydning gjorde den attraktiv. Gennem 1200 og 1300 årene fastholdt Roskildebispen sin magt over byen. I kortere perioder havde kongemagten dog held til at få overtaget.

Samtidig var København mere og mere blevet en torn i øjet på Lybæk, hvis borgere opdagede, hvordan Københavns indflydelse tog til i Øresundsregionen. Lybækkerne overfaldt derfor byen i 1249. Den hærgede by kom hurtigt på fode igen. Så angreb hanseaterne igen. Nu rev medbragte stenhuggere borgen ned til grunden. Skibe blev sænket i sejlrenden for at hindre passage. Men København og dens borg rejste sig atter.

Man ved ikke meget om selve bystyret i Københavns ældste tid. Byen fik sin første stadsret i 1254. Den blev udstedt af biskop Jakob Erlandsen. Mod visse pligter tildeltes købmændene privilegier af biskoppen, for at de kunne hamle op med den udenlandske konkurrence. Men den gejstlige bevågenhed skyldtes også, at biskoppen ville sikre sig købmændenes loyalitet og forhindre dem i at samarbejde med rivalen, kongemagten. Først i midten af 1300 årene hører man om borgmestre og rådhus.

Omkring 1375 blev der udarbejdet en jordebog for København. Denne kilde giver en interessant og pålidelig beskrivelse af Øresundsbyen. Gammeltorv var det ene af byens centre. Herfra udgik vigtige gader som Vestergade og Nørregade. Alene navnene fortæller noget om gadernes alder og betydning. Via Vimmelskaftet kunne borgerne og byens besøgende nå til byens andet center, Amagertorv nede ved havnen. Fra dette torv begyndte Købmagergade og Østergade. Stort set var det gadenet etableret, som stadig danner strukturen i det moderne København.

Byen rummede 4-5000 indbyggere og har sandsynligvis været Nordens største. Jordebogen nævner 5-600 grundejere. De fleste navne peger mod dansk afstamning. Mange kommer fra omegnens landsbyer eller længere ude fra Sjælland. Men 20% af grundejerne bærer navne, der viser afstamning fra de nordtyske byer langs Østersøen. Gaden Vimmelskaftet kaldtes da også karakteristisk nok dengang Tyskmannegade, mens byens fornemste gilde hed Tyske Kompagni.

Kongens by

Da biskop Peder Jensen Lodehat døde i 1417, slog kong Erik 7. af Pommern til og tog magten over København. Bispevældet skulle aldrig mere komme igen. Kong Erik opholdt sig hyppigt i København og brød dermed den tradition for at flytte rundt i landet, som kongerne hidtil havde fulgt. København var den største og rigeste by i Danmark og ville sikre kongemagten et solidt greb om Øresund. København udviklede sig dermed til residensstad og til at blive Danmarks politiske, økonomiske og kulturelle centrum.

Det blev nødvendigt at udvide Københavns slot på grund af hoffets vækst og udbygningen af statsadministrationen. Adelen byggede boliger i byen for at være så nær magtens kilde som muligt. Den overhvælvede kælder i Vingårdsstræde 6, hvor Restaurant Kong Hans findes i dag, er en rest af en fornem adelsgård fra begyndelsen af 1400 årene. Samtidig blev København hjemsted for flåden, og der blev anlagt et orlogsværft på en af holmene i havneløbet. Kulturlivet stimuleredes betydeligt, da Københavns Universitet blev oprettet i 1479. En rest af dette Danmarks ældste universitet er Konsistoriebygningen med hvælvet kælder, som gemmer sig bag Frue Plads.

København fik et nyt kloster, Sankt Klara. Det eksisterende Helligåndskloster udbyggedes. Dette klosters hospitalsfløj står endnu lige ved Strøget. Rummet, hvis murhvælv bæres af spinklesøjler, bruges nu til skiftende udstillinger. Vor Frue kirke blev i 1514 prydet med et kolossalt højt spir dækket med kobber og kranset af fire små spir. Ingen, som kom kørende ned ad Valby Bakke vest for København eller nærmede sig havnen fra Øresund, kunne være i tvivl om, at det måtte være byens førende kirke. Under den nuværende kirkes kor kan man stadig få rester af den oprindelige omgang at se. Af de få andre senmiddelalderlige bygnings rester i København må nævnes ruinerne af Jarmers tårn midt ude i den moderne trafikstrøm et par hundrede meter fra Rådhuspladsen. Tårnet er den sidste rest af den middelalderlige befæstning, som omgav byen.

Folketallet i København var omkring år 1500 nået op på 12.000. Det gav voksende omsætning for købmændene og flere opgaver til håndværkerne. Allerede under kong Erik 7. af Pommern havde den københavnske købmandsstand sikret sig betydelige privilegier, hvilket styrkede deres position overfor håndværker lavene og omegnens landboere. Særrettighederne skulle dog først og fremmest tjene til at knægte de tyske købmænd. Den hanseatiske indflydelse mindskede da også år for år. Tyskerne blev trængt tilbage fra Øresundsområdet. Den danske kongemagt blev med tiden så stærk, at danskerne kunne tvinge fremmede skibe, som ville passere Helsingør, til at betale Øresundstold. Denne afgift skulle gennem flere århundreder blive til en indbringende indtægtskilde for den danske konge, utvivlsomt til stor irritation for udenlandske, især tyske købmænd.

Beherskelsen af København var på denne tid blevet uomgængelig, hvis man ville kontrollere Danmark. En begivenhed i København blev hyppigt det samme som Danmarkshistorie. Da Christian 2. i 1523 blev tvunget til at forlade Danmark, forblev Københavns borgere trofaste mod ham. Følgelig måtte den nye konge, Frederik 1., gennemføre en månedlang belejring af hovedstaden for at sikre sin kongeværdighed.

I den borgerkrig, som i dansk historieskrivning kaldes Grevens fejde, og som begyndte straks efter Frederik 1's død i 1533, vendte den københavnske befolkning sig mod sønnen, Christian 3. Så fulgte atter en langvarig belejring præget af uhyggelig hungersnød, før København måtte bøje sig for Christian 3. Under ham gennemførtes reformationen i Danmark efter lang tids social og kirkelig uro. Et af de dramatiske højdepunkter var billedstormen på de katolske billedskatte i Vor Frue kirke. Lutherdommen blev fra 1536 Danmarks officielle religion. Det skete efter et stort rigsrådsmøde på Gammeltorv i København, hvor adelsmænd og borgmestre fra hele Danmark var kaldt sammen. Først i 1537 kunne Christian 3 blive kronet ved en prægtig højtidelige hed i Vor Frue kirke. Fremmede fyrster og gesandter mødte frem i stort tal. I det hele taget krydrede store festligheder i disse årtier den københavnske hverdag.

Men dagliglivet blev også dramatisk for hovedstadens indbyggere under de mange epidemier, som rasede i byen. Hver gang tyndede det kraftigt ud i byens befolkning. Københavns øvrighed søgte at forbedre renovationen. Der blev også gjort en stor indsats for at modernisere byens vandforsyning. I 1581 gravedes en vandledning fra Emdrup sø nogle kilometer nord for København og ind til byen. Fra denne ledning forsynedes det nyopstillede springvand på Gammeltorv.

Når kongen var på rejse, blev der udnævnt en statholder, som fungerede som vicekonge i hovedstaden. Byens kongevalgte borgmestre og rådmænd, for der var naturligvis ingen demokratiske valg, blev underlagt statholderens myndighed. I slutningen af 1500 årene beklædte den energiske Christoffer Va1kendorf statholderembedet. Han forbedrede havnen og fæstningsanlægget, også renovationen og forskønnede byens udseende, da han tog initiativ til på egen bekostning at sætte pragtfulde tårne på nogle af kirkerne. Til eget brug opførte Valkendorf en fornem gård på Amagertorv.

De sidste årtier før 1600 var en blomstringstid for København. Handel og skibsfart havde stor fremgang. Bevarede regnskaber fra Øresundstolden dokumenterer, at flere og flere skibe hvert år passerede Øresund. Den tyske indflydelse reduceredes i samme takt, som Danmark mere og mere knyttede forbindelse til England og Frankrig, men først og fremmest til Nederlandene. Denne nations stærke økonomi og kultur skulle i 1600 årene gribe betydeligt ind i København og dens mere end 20.000 indbyggeres tilværelse.

Christian 4's København

I 1588 fulgte Christian 4. sin far på tronen, men først i 1596 blev han kronet under stor festivitas i København. Tusinder af gæster fra ind- og udland blev inviteret med. Der blev fremskaffet over 25.000 drikkeglas. Musik, optog, turnering, taffel og fyrværker i fulgte slag i slag under den ugelange fest.

Christian 4. deltog i sin regeringstid aktivt i Københavns udvikling. Han interesserede sig for de store linier, men engagere de sig ikke mindre for udformningen af de praktiske detaljer. Bag hans initiativer lå ønsket om at styrke byens erhvervsliv, sikre den militært og øge kongemagtens prestige.

Havneløbet mellem Sjælland og Slotsholmen blev gjort smallere ved opfyldning og forsynet med bolværk. Det begyndte nu at ligne en kanal. Slotsholmen blev udvidet, og i 1598 startede opførelsen af Tøjhuset og Provianthuset omkring et firkantet havnebassin, hvor flådens skibe kunne udrustes sikkert og skjult for fjender. Bygningerne står der fremdeles, mens selve bassinet blev fyldt. Senere er der anlagt en have med fredelige åkander, frugttræer og græs. på nogle af havemurene hænger dog de gamle fortøjningsringe af jern.

Det imponerende militære byggeri på Slotsholmen lå imidlertid alt for udsat for fjendtlige angreb fra Øresund. For at afhjælpe dette og samtidig give købmænd og håndværkere nye byggegrunde til pakhuse og værksteder blev der i 1617 udarbejdet planer til en helt ny bydel på nordspidsen af Amager overfor Slotsholmen. Efter nederlandsk forbillede skulle det lavvandede område her inddæmmes, hvorefter det var hensigten at lægge en række gader, som krydsede hinanden i rette vinkler med en plads i midten. Tværs gennem bydelen skulle graves en kanal med kajpladser, så varer let kunne bringes frem til de handlende. Det blev starten til bydelen Christianhavn.

De lave, delvis oversvømmede grunde tilbød kongen gratis og med skattebegunstigelser til interesserede, som så til gengæld forpligtede sig til at opfylde arealet og sætte godt grundmuret byggeri på. Strandgade 30 er et eksempel på dette tidlige byggeri på Christianshavn fra omkring 1630. Det er en stor købmandsgård med sandstensornamenter i facaden. Sankt Annægade 14 viser derimod, hvordan en jævn lejebolig fra bydelens grundlæggelse kunne se ud. Christianshavns kirker, Vor Frelsers Kirke og Christianskirken, stammer dog først fra 1682 og 1755. Christianshavn blev fra starten omgivet af volde, og den hidtidige færgefart over havneløbet afløstes allerede i 1620 af den første bro over havneløbet, Knippelsbro. Christianshavn fik i en kort årrække status som selvstændig købstad med en række privilegier for at stimulere byggeri og erhvervsliv. Derefter blev den indlemmet i København.

I det indre København blev en karré revet ned, som lå med front til Gammeltorv. Dermed opstod Ny torv. Mellem de to pladser rejstes et helt nyt rådhus i nederlandsk stil med buegang, svungne gavle, sandstensornamenter og et tårn. Omridset af trappetårnet til dette nu forsvundne rådhus er i dag markeret i torvets flisebelægning. Midt på Gammeltorv opstillede man, hvor det tidligere omtalte springvand blev anlagt, en pragt fontæne med en figur, som forestillede gudinden Caritas. Det var Københavns første pladsudsmykning. Det eksisterer stadig, men ombygget og desværre hævet i 1890'rne, så man ikke længere så let kan studere skulpturens fine detaljer. Siden 1700 årene har fontænen på Gammeltorv sprunget med guldæbler på kongens fødselsdag og ved andre festlige lejligheder.

På Gammelholm, hvor orlogsværftet lå, blev ankersmedien med den italienske renæssancegavl ud til kanalen bygget om til den korsformede Holmens Kirke. En anden kirke fra denne periode er hallekirken Trinitatis ved Købmagergade. Sammenbygget med Trinitatis Kirke er Rundetårn, som vel at mærke ikke skulle tjene som kirketårn men til observatorium. En trinløs sneglegang fører op gennem tårnet, hvorfra der gennem et prægtigt smedejernsgitter er en charmerende udsigt over byens røde tegltage. Overfor Rundetårn ses Regensen, som blev indrettet til studenterkollegium.

Christian 4's byggevirksomhed forløb næsten uden pauser. Så tidligt som i 1606 havde han vist interesse for arealet nord for byens volde. Her anlagde man Kongens Have, i første omgang med et beskedent lysthus. Efterhånden blev dette med tilbygninger og tårne til Rosenborg Slot med mange små men rigt udsmykkede rum. Kronregalierne udstilles i dag på Rosenborg, som fungerer som kongefamiliens museum. Af sikkerhedsgrunde er lystslottet aldrig blevet forsynet med elektricitet.

Slot og have var starten til en ny bydel i København. Den gamle vold syd for slottet fra middelalderen blev sløjfet. I 1642 begyndte man at lægge et nyt voldsystem længere nordpå. Denne bydel gjorde København over dobbelt så stor. Der blev skitseret for skellige gadesystemer for den nye bydel. Først en stjerneformet med centralplads, bagefter en plan med krydsende gader i lighed med Christianshavns skakbrætmønter. Det gik dog trægt med husbyggeriet langs de nye gader. Nyboder var noget af tidligste, en gulkalket rækkehusbebyggelse i en etage. Anlægget skulle tjene til bolig for flådens mandskab. Senere er Nyboder blevet forhøjet. Af det oprindelige er en længe i behold i Sankt Paulsgade. Nær Nyboder startede man opførelsen af en særpræget 12-kantet kirke med navnet Sankt Annæ Rotunda. Det ambitiøse byggeri blev desværre snart bragt til standsning og de rejste mure og piller revet ned.

Men der var andre bygherrer end Christian 4. Det borgerlige byggeri på Christianshavn er allerede nævnt, men af privat aktivitet i det øvrige København er kun yderst lidt bevaret til vor tid f.eks. Magstræde 17 og 19 fra 1640 eller borgmester Mathias Hansens gård med to kviste opført 1616 på Amagertorv 6. Den huser i dag Den kongelige Porcelainsfabriks udsalg.

1600 årenes økonomiske tænkning var i Danmark som det øvrige Europa præget af merkantilismen, hvis idé var at sætte en nation i stand til at forsyne sig selv og samtidig eksportere så meget som muligt. For at udvikle det danske erhvervsliv støttede kongen oprettelsen af københavnske handelskompagnier, der skulle handle på udlandet og etablere kolonier i Afrika og Asien. Men disse initiativer fik begrænset succes.

Det kneb også med at skabe levedygtig industri i København. Der blev eksperimenteret med silkeproduktion i en gade, som siden døbtes Silkegade. Private fabrikanter forsøgte med ringe held at fremstille sæbe, sukker eller salt. på voldene rejstes en del stubmøller, senere suppleret af større og mere effektive hollandske vindmøller, som formalede omegnens korn til mel til brug i hovedstadens mange husholdninger.

Det lykkedes ikke Christian 4 at gøre København til et økonomisk center, der kunne måle sig med forbilledet Amsterdam. Hertil skulle også opførelsen omkring 1620 af Børsen have tjent. Den langstrakte, overdådigt udsmykkede bygning med mange kviste forsynedes med et fantastisk spir snoet af 3 dragehaler. Bygningen var tænkt som mødested for københavnske og udenlandske købmænd og indrettet med boder. Den franske diplomat Charles Ogier besøgte Børsen i 1634, som spadserede i de lange gange, hvor alt, hvad der hører til stads og pynt både for mænd og kvinder, er at få til købs. Det er en ny og prægtig bygning, hvor der kommer fine folk, såvel mænd som fruentimmer. Den særprægede bygning er blevet kaldt et mesterværk af europæisk rang.

Da Christian 4. blev konge, var Danmark økonomisk i god gænge og dets arealmæssige udstrækning ganske betydelig. Da Christian 4. døde i 1648, efterlod han riget forarmet og havde måttet afstå flere provinser. Til gengæld var Københavns areal blevet næsten tredoblet. Middelalderbyen med dens krogede gadenet var begyndt at ligne en europæisk storby. Talrige bygninger til mange formål var skudt op. Folketallet tangerede nu 30.000 indbyggere. Men dette bysamfund var præget af store sociale kontraster. Der var en afgrund fra levemåden i adelsgården eller hos storkøbmanden til det tarvelige liv i beboelseshusenes kældre for slet ikke at tale om tiggeres og forladte børns kamp for eksistensen. Nogle sociale initiativer blev dog taget af kongemagten, således oprettedes af Tugt- og Børnehuset, hvor flere hundrede subsistensløse børn og voksne blev beskæftiget med vævning og spinding.

Den tidlige enevældes residens

Under Christian 4 havde Danmark flere gange været i krig med Sverige og hver gang lidt nederlag. Efter opgøret i 1643-1645 måtte Danmark afstå landområder til svenskerne. I 1657 søgte Frederik 3. revanche mod Karl 10. Gustav. Men svenskekongen førte resolut og dristigt sin hær, som stod i Tyskland, over de islagte bælter til Sjælland og stod derefter i Roskilde kun få timers march fra København. Det svenske tempo overrumplede danskerne, som måtte slutte fred i 1658. Denne gang gled de gamle danske provinser Skåne, Halland og Blekinge den danske konge af hænde.

Karl 10. Gustav fik dog snart appetit på selve København. Han pønsede på at udslette sit naboland helt som nation. Svenskerne begyndte en belejring af den danske hovedstad i august 1658, men ventede med det afgørende angreb. Denne tøven gav københavnerne pusterum til at udbedre byens volde og organisere sig til forsvar. Den fælles trussel skabte sammenhold i den belejrede by trods voksende mangel på fødevarer og andre fornødenheder. Imidlertid lykkedes det trods svensk modstand for en hollandsk flåde at slippe ned gennem Øresund til København. Det bidrog til at hindre et bombardement af byen fra landsiden, som svenskekongen havde indledt. Grunden til hollændernes indgriben var, at de ville forhindre Sverige i at komme til at beherske begge sider af Øresund og dermed få kontrol med andre nationers sejlads mellem Østersøen og Nordsøen.

Omsider besluttede Karl 10. Gustav sig til at storme København. Natten mellem 10. og 11. februar 1659 gik den svenske hær klædt i hvide kapper over det islagte område lige syd for Slotsholmen og nærmede sig volden med stiger. Samtidig angreb de andre steder. Men københavnerne var parate. Den svenske plan blevet røbet. Borgerne på volden benyttede sig af alt fra kanoner og skydevåben til bjælker, kogende vand eller brændende tjære. Desuden var det lykkedes danskerne at hugge hul i isen flere steder foran volden, så den svenske fremrykning blev generet. Resultatet var, at svenskerne sidst på natten måtte trække sig tilbage med store tab. København var reddet. Belejringen fortsatte ganske vist året ud. Så døde Karl 10. Gustav pludselig i begyndelsen af 1660. Det fik hans landsmænd til at opgive at erobre Danmark.

Københavns porte kunne atter slås op efter næsten 2 års belejring. Men de afståede danske provinser i Sverige var gået tabt for altid.

De københavnske borgeres forsvarsvilje og evne til at støtte kongemagten økonomisk under den svenske belejring havde motiveret, ja tvunget Frederik 3. til at yde byen store handelsprivilegier og skattebegunstigelser. Desuden var kongen gået med til at oprette De 32 mænds forsamling, et rådgivende organ for byens styre. Efter fredsslutningen med Sverige fandt Frederik 3, borgerskab og biskopper sammen i en alliance rettet mod adelen, som de mente havde svigtet under kampen mod arvefjenden. Borgerne så gerne adelens politiske magt stækket. Sammen med gejstligheden tilbød borgerne da Frederik 3 at blive arvekonge. Han slog til. Enevælden var indført i Danmark. Den højtidelige arvehylding. fandt sted den 18.oktober 1660 på pladsen foran Københavns Slot.

Den svenske belejring havde afsløret væsentlige mangler ved Københavns befæstning. Derfor indkaldte Frederik 3. en nederlandsk fæstningsingeniør, Henrik Ruse, til at planlægge forbedringer. Det førte til anlægget af Vestervold, som lagdes på det sted, hvor svenskerne i februar 1659 havde forsøgt at trænge ind på Slotsholmen. Indenfor den nye vold blevet lavvandet område fyldt op i 1684. Det gav plads til den nye bydel Frederiksholm, hvor bl.a. Prinsens Palæ senere opførtes. Det er bygningskomplekset, som Nationalmuseet disponerer over til sin samling og udstilling. Fra Frederiksholm blev en ny bro kaldet Langebro ført over til Christianshavn til aflastning af Knippelsbro. Christianshavns Vold blev samtidigt forbedret og senere forlænget nordpå en en voldbue.

I bydelen nord for Rosenborg og Nyboder grundlagdes Kastellet, som dels skulle forsvare havneløbet dels være en fæstning inden for voldene, hvortil konge og militær kunne trække sig tilbage, hvis det blev nødvendigt. Københavns slot kunne nemlig ikke forsvares tilfredsstillende. Det blev også bestemt, at al bebyggelse mellem voldene og Søerne skulle underlægges strenge restriktioner for i tilfælde af krig at hindre angribere i at søge dækning her. Bygninger måtte kun være lave og opført af bindingsværk, så de let kunne fjernes.

Militæringeniørerne havde travlt i enevældens første årtier. Men der var også stor aktivitet i den civile sektor. Udbygningen af området mellem Rosenborg Have og havnen fortsatte. De lange, snorlige gader Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade blev stukket ud. Husene begyndte at rejse sig langs dem. Mellem disse gaders sydlige del og middelalderbydelen anlagdes Kongens Nytorv omkring 1670 på det tidligere voldterræn. Kanalen Nyhavn blev gravet ud at give skibene mere kajplads. Kongens Nytorv fik mange fornemme bygninger f.eks. Charlottenborg formet i nederlandsk barokstil. Frederik 3's halvbroder var bygherre for dette palæ, som siden 1754 har givet husly for Kunstakademiet. Skråt overfor rejstes det Thottske Palæ, nu Frankrigs ambassade. Det store næsten cirkulære torv fik et fornemt centrum, da Danmarks første rytterstatue blev opstillet her i 1688. Den franske billedhugger Lamoureux modellerede statuen, som ubeskedent præsenterer Christian 5. som romersk imperator. Af andre bygninger fra den tidlige enevælde kan nævnes Operabygningen i Fredericiagade fra 1702, der hurtigt overgik til andre formål. Vor Frelsers Kirke på Christianshavn stammer fra 1682, men fik først sit snegleformede spir med udvendig trappe i midten af det følgende århundrede. Den franske forfatter Jules Verne har fundet dette spir velegnet til træning i bjergbestigning!

Den røde Bygning fra 1720 på Slotsholmen var nødvendig for at dække enevældens voksende behov for kontorer og arkiv. Endelig må et par andre reguleringer af Københavns udseende omtales. En gammel møllekanal blev kastet til, hvorved den lille plads Vandkunsten opstod i 1673. I 1664 skabtes Gråbrødre Torv, da man for at straffe landsforræderen Corfitz Ulfeldt nedrev hans store bolig i den indre by. Nygade førtes igennem i 1691, efter at en brand havde givet bekvem adgang til at rydde nogle snævre smøger.

Enevælden ønskede at regulere alt. Der blev i 1683 fastsat bestemmelser for byggeri, så man bl. a. kunne forhindre generende hus fremspring i gaderne. Det kneb dog med at få grundejerne til at respektere bestemmelserne. Byens ejendomme blev matrikuleret af hensyn til effektiv og retfærdig skattebetaling. Myndighederne interesserede sig for brolægning, vandforsyning og gadebelysning. Der kom vægterkorps. Alle disse funktioner blev styret af kommissioner, hvori statens embedsmænd fik en ledende rolle. De 32 mænds råd havde kun beskeden indflydelse, selvom storkøbmænd dominerede forsamlingen.

Folketallet i København voksede fra ca 30.000 i 1660 til omkring 60.000 i begyndelsen af 1700 årene. Væksten skyldtes til flytningen til de nye boligkvarterer, men også det øgede militære beredskab ved anlægget af Kastellet samt de mange, som fandt arbejde ved hoffet og centraladministrationen. Hertil kom erhvervsudviklingen med oprettelsen af flere handelskompagnier. I 1670'rne stiftedes Ostindisk Kompagni, Vestindisk Kompagni samt et foretagende, som handlede på Afrika. Den københavnske handel nød godt af, at Danmark evnede at holde sig neutral under periodens hyppige opgør mellem de europæiske stormagter.

Men forsøgene på at skabe levedygtige manufakturer i København kiksede. De færdige produkter kunne ikke klare sig i kvalitet med udlandets. Det store byggeaktivitet gav til gengæld håndværkerne noget at bestille. Enevælden søgte med beskedent held at stække håndværkslavenes monopolstilling.

I 1711 gjorde en voldsom pest dramatisk indhug på den københavnske befolkning. Skønsmæssigt bukkede omkring 23.000 mennesker under for epidemien, som hærgede i 4-5 rædselsmåneder. Flere nødkirkegårde måtte oprettes udenfor voldene. Først efter 1730 kom folketallet igen på højde med tiden før pesten. Da havde en ny katastrofe ramt hovedstaden. Denne gang var det ikke mennesker, men bygninger i stort tal, som gik til grunde.

Brande og genopbygning

I 1728 gik der ild i et hus nær Vesterport. Kraftig vind piskede flammerne videre til nabohuset og ned ad smøgen. Snart stod hele kvarteret i brand. Forvirring, trafikkaos og dårlig vandforsyning gav ilden løbepas. På knap 4 dage var 1700 af Københavns 4100 huse ødelagt. 12.000 mennesker stod uden tag over hovedet. De fleste af kirkerne blev stærkt medtaget. Også rådhuset gik tabt. Det samme gjaldt universitetets bygninger. Værdifulde arkiver, samlinger og kunstgenstande blev flammernes bytte. Et stort hjælpearbejde gik i gang for at skaffe de brandlidte husly. Planlægning af genopbygningen blev hurtigt organiseret. Myndighederne ville gribe chancen for at rette ud på det gamle, krogede gadenet og gøre det bredere. Nye bygninger krævedes rejst i grundmur til gaden. Der blev fremlagt mønstertegninger, som de berørte grundejere skulle følge, når de tog fat på genopbygningen. De fik også fik stillet skattebegunstigelser i udsigt.

Men byfornyelse var dengang som senere en tung sag. Den blev ikke så omfattende som ønsket. Det hjalp først, da man stiftede Københavns Brandforsikring. Dermed blev det muligt at skaffe kapital frem. Efterhånden bredte de karakteristiske "ildebrandshuse" sig fra gade til gade med deres gavlkviste og brogede facader. Alene i 1732 blev der genopført over 500 forhuse og endnu flere side- og baghuse. Sådanne huse kan i dag ses på Gråbrødretorv og flere andre steder. Hustypen var dog kendt før branden, men skød efter 1728 op i endnu større tal. Generelt betød genopbygningen, at Københavns boligbebyggelse blev højere end før. Udlejningsvirksomhed blev mere almindelig. Rådhuset og andre offentlige bygninger blev også genopført, nu i barokkens stil. En følge af branden var anlægget af Frederiksberggade mellem Nytorv og Rådhuspladsen.

Den intense byggeaktivtet, som brandkatastrofen gav anledning til, lokkede håndværkere til København i stort tal, især fra Tyskland. Efterspørgslen af udenlandsk arbejdskraft blev ikke mindre af, at Christian 6. i 1730'rne gav ordre til opførelse af en hel ny residensbolig til afløsning af Københavns slot. Dette havde siden Absalons tid gennemgået mange ændringer, sidst en stor ombygning i l720'rne. Men det kunne dårligt skjules, at slottet i tidens løb var blevet et forvirret og uhensigtsmæssig kompleks i alle stilarter. Tiden var nu inde til at skabe et storslået og repræsentativt bygværk den enevældige fyrste værdigt. Christiansborg rejste sig i løbet af l730'rne som et ægte barokanlæg bestående af fire sammenbyggede fløje, hvortil sluttede sig to lave, krumme bygninger omkring en ridebane. Til ridebanen fik man adgang over Frederiksholms Kanal via en bro af marmor. Slottets facader og dets interiører blev overdådigt udsmykket. Danske arkitekter og håndværkere fik fuldt op at gøre, men måtte have assistance til de krævende kunstneriske opgaver af tyske, franske og italienske malere, stukkatører og billedhuggere. I 1740 stod så meget parat, at kongefamilien kunne flytte ind.

I 1750'rne forlagdes byggeaktiviteten i København til området nord for Kongens Nytorv. Her var det primært adel og storborgere, som førte an. Det blev til bydelen Frederiksstaden. På arealet havde oprindelig ligget det nedbrændte lystslot Sophie Amalienborg, nogle haver samt ud til vandet store tømmerpladser. Initiativet til den nye bydel blev taget af Frederik 5. Han ønskede at markere den oldenborgske kongeslægts 300 års jubilæum i 1749. Kongen skænkede grundene bort til interesserede på den betingelse, at bygherrerne skulle følge arkitekten Niels Eigtveds tegninger. De krævede ensartet vinduesflugt, gesimshøjder osv. Eigtved arbejdede i rokokoens lette relief i modsætning til den forudgående tids tunge barok. Frederiksstadens centrum blev Amalienborg plads, omkring hvilken 4 fremtrædende adelsmænd lod opføre hvert sit palæ. Moltkes palæ blev noget særligt. Riddersalen fremstår som et af de smukkeste rokokointeriører i Danmark, mens den få år yngre spisesalen fulgte den netop introducerede nyklassicistiske stil. Palæet er i vore dage den festlige ramme om nogle af hoffets arrangementer.

Amaliegade strakte sig som bydelens ene akse fra nord til syd, mens Frederiksgade gik på tværs fra havnen hen over pladsen til facaden af en planlagt storslåede kuppelkirke af marmor. Den franske arkitekt N. H. Jardin fik hvervet at fremstille tegninger til kirken. Murere og stenhuggere gik i gang. Marmor blev i store mængder sejlet ned fra norske stenbrud. Murene rejste sig langsomt til 10-15 meters højde. Udgifterne steg dog raskere. Så måtte man smække pengekassen i. Efter at have ligget hen som en græsklædt romantisk ruin i en årrække blev Frederikskirken omsider gjort færdig i reduceret form omkring 1890.

Udover Amalienborg opførtes en række andre fornemme palæer og borgerhuse. Som ved Christiansborg trængtes udenlandske kunstnere og håndværkere i Frederiksstaden. Franskmanden J. F. Saly skabte den ypperlige, men uhyre kostbare rytterstatue af Frederik 5, som i 1771 blev afsløret på Amalienborg plads. Asiatisk Kompagni betalte gildet. Bydelen havde i den første fase været tænkt som hjemsted for handel og håndværk, der kunne drage nytte af at ligge nær havnen, men det blev i stedet til en aristokratisk bydel. Dette præg har den beholdt. I den nordlige ende lagde man grundstenen til Frederiks Hospital, hvis patienter dog kom fra alle befolkningslag. Komplekset med den store grønnegård tjener i dag Kunstindustrimuseet.

1700 årenes overvældende byggeaktivitet og dens kunstneriske kvalitet havde sin baggrund i det stærkt ekspanderende erhvervsliv. København blev af statsmagten begunstiget med privilegier. Byen var Danmarks altdominerende stabelstad og centrum for udenrigshandelen. Det bidrog nye handelskompagnier til, blandt hvilke det netop omtalte Asiatisk Kompagni fra 1732 med domicil på Christianshavn havde stor succes. Århundredet igennem strømmede klæde, the, sukker og porcelæn samt meget andet til de mange rummelige pakhuse, som tårnede sig op langs kajpladserne. Herfra solgtes en del af varerne videre til østersøområdet og andre steder. Handelslivet stimuleredes i ikke ringe grad af, at Danmark var neutralt dels under Syvårskrigen 1756-1763, senere den Nordamerikanske Frihedskrig samt under Revolutionstidens opgør mellem Europas stormagter. Ordrerne strømmede ind til den danske handelsflåde især i de sidste årtier af 1700 årene. Disse fik ligefrem betegnelsen "den florisante periode". Handelsmatadorerne kunne på baggrund af svimlende indtægter udsmykke deres hjem efter sidste udenlandske mode, holde portrætmalerne i ånde og opføre elegante landsteder i Københavns nordlige omegn.

Selvom Danmark ikke deltog i krigene, fik orlogsflåden, som skulle sikre neutraliten, tildelt store bevillinger. Der blev bygget en teknisk raffineret dok. På opfyldt grund skabtes Nyholm med mastekran som assistance ved skibenes udrustning samt forskellige kaserne-ogmagasinbygninger. De store investeringer supplerede marinens gamle aktivitet på Gammelholm på Sjællandssiden af havneløbet. Her lå stadig ankersmedie og reberbane. Marinen var faktisk den største arbejdsplads i København.

Handelsflådens store aktivitet betød opsving i det københavnske skibsbyggeri, som især havde lokaliseret sig på Christianshavn. Derimod kneb det for andre produktionsgrene f.eks. tekstilindustrien trods statsstøtte. Varerne var ikke konkurrencedygtige. Den kongelige Porcelainsfabrik, som blev stiftet i 1775, havde i midlertid livskraft - og eksisterer den dag i dag med sit mærke, de tre bølgelinier, som symboliserer de danske bælter. Københavnske sukkerrafinaderier, som baserede sin virksomhed på rørsukker fra Vestindien, var også en profitabel produktion, der let kunne eksporteres. Eftersom Danmark ikke havde jernmalm eller kul, måtte metalforarbejdningen blive et beskedent erhverv. Ved Mølleåen knap 15 kilometer nord for København lå dog nogle vandkraftdrevne industrier, som fremstillede kobbersager og knive samt andre redskaber med udgangspunkt i malm fra Norge og Sverige. Disse virksomheder var efter dansk målestok temmelig store, hvilket skyldtes Københavns nærhed.

I 1794 udviklede en skorstensbrand sig på Christiansborg så voldsomt, at slottets firfløjede del gik til grunde i flammerne. Det meste af inventaret gik tabt, resten blev reddet ud af tililende borgere, militæret og hoffolk. Ridebanebygningerne undgik ødelæggelse. Kongefamilien blev hjemløs. Den købte da de fire Amalienborg palæer, som siden har tjent som kongelig residens. For at skabe en gangforbindelse mellem to af palæerne, byggede arkitekten C. F. Harsdorff den smukke kolonnade, som af sparegrunde blev rejst i træ og pudset med cement.

I 1795 galede den røde hane atter. Da brændte København for anden gang i samme århundrede. Denne gang startede katastrofen på Gammelholm . Med samme hast som i 1728, men med en anden retning, åd flammerne sig gennem store dele af hovedstaden. Sodsværtede ruiner af beboelseshuse, kirker og andre offentlige bygninger stod tilbage. Tidens ekstraordinære velstand bevirkede dog, at genopbygningen kun varede få år. Derefter præsenterede de genopførte gader sig i nyklassicismens stil med lyse, køligt farvede facader pyntet med mæanderborter og anden klassisk udsmykning i lavt relief. Vinduerne på den fine beletage fik gerne profilerede rammer med trekantede eller buede frontoner over. De fornemste huse fik pilastre - flade søjler - i facaden f.eks. Harsdorffs eget hus på Kongens Nytorv. Endnu finere var frie søjler på husene, som det kan ses på Ved Stranden 14 og Agent Erich Erichsens palæ på Kongens Nytorv, nu Kjøbenhavns Handelsbanks hovedsæde.

Erichsen var typisk nok en af Københavns største skibsredere, som med udgangspunkt i tidens handelsboom kunne bygge sig en yderst fornem privatbolig, hvis interiører den franske arkitekt Joseph Ramée indkaldtes til at designe. Et meget karakteristisk træk ved det omkring 1800 genopførte København - ofte kaldt Det klassiske København - er de brækkede hjørner på husene. Det skulle lette hestevognenes og brandsprøjternes passage i gaderne. l795-branden skabte Højbro Plads samt forenede Nytorv og Gammeltorv til én stor plads, fordi det gamle rådhus mellem torvene måtte rives ned. Udenfor det brandhærgede område skænkede kongen den østligste strimmel af Kongens Have til et nyt gadeanlæg. Det fik navnet Kronprinsessegade. På gadens haveside lagdes 14 små butikspavilloner som perler på en snor. Indtægten ved salget af Kronprinsessegades byggegrunde gik til finansiering af gadereguleringen i de brandlidte bydele.

Knap var brandkatastrofen overvundet, før nye ulykker væltede ind over Københavns borgere. Hovedstaden havde ikke mærket krigens gru siden svenskernes belejring sluttede i 1660. Men nu fik københavnerne den at føle, først lidt på afstand i 1801, så direkte i 1807.

Under Revolutionskrigene blev den danske handelsflåde i stigende grad chikaneret generet af englænderne. For at imødegå dette etablerede Danmark sammen med Rusland og Sverige et væbnet neutralitetsforbund, hvilket kom englænderne på tværs. For at bryde alliancen ankrede en engelsk flåde op i Øresund i 1801. Under kommando af admiralerne Parker og Nelson angreb de engelske krigsskibe den danske flåde, som hastigt og dårligt udrustet var blevet halet ud på Københavns rhed. Fra byens tårne, voldene og havnekajerne overværede københavnerne på første parket, hvordan de danske skibe i forbløffende lang tid holdt stand. Da flere af de engelske skibe på grund af vinden var ved at drive på grund, ville Parker som ledende admiral standse kampen for at vinde tid. Men Nelson overså med vilje Parkers signal hertil. I stedet sendte Nelson en forhandler i land, som meddelte kronprins Frederik, som fungerede som Danmarks regent i stedet for sin sindsyge far Christian 7, at englænderne ville være nødt til at skyde de hidtil erobrede danske skibe i sænk uden hensyn til mandskabet. Denne trussel fik kronprinsen til at give den danske flåde ordre til at overgive sig. I øvrigt var ingen sagkyndige i tvivl om, at englænderne på længere sigt var stærkest. Danskerne måtte notere omkring 1000 døde og sårede, men den engelske eskadre havde også lidt betydelige tab.

Slaget på Rheden i 1801 blev en dramatisk episode i Københavns og nationens liv. Men atter fulgte nogle hektiske handelsår, hvor de danske skibe fik held til at fragte rige ladninger rundt. Da vendte englænderne tilbage i 1807. Dennegang ville de erobre den danske orlogsflåde for at hindre, at den skulle komme under fransk kontrol. 30.000 engelske soldater gik i land nord for København for at belejre byen. Snart brød helvedet løs. Fire lange septembernætter blev København bombarderet fra landsiden. Universitetskvarteret og området mellem Frue Kirke og Nørrevold tændtes i brand. Godt 300 ejendomme ødelagdes totalt, ligeså mange blev beskadiget. Frue Kirkes tårn blev truffet og sank sammen som en kæmpemæssig fakkel, et syn som gjorde uudsletteligt indtryk på mange københavnere. Et par tusinde mennesker omkom eller såredes. København måtte kapitulere. Derefter drog englænderne af med den danske flåde. Hvad de ikke kunne tage med blev ødelagt. England havde gennemført - hvad man har kaldt - historiens første terrorangreb mod en fjendes civilbefolkning.

Krigstilstanden fortsatte. Englænderne besatte danske kolonier eller beslaglagde danske handelsskibe. Den florisante periode var forbi. De københavnske pakhuses rige varelagre skrumpede ind. Landets økonomi vaklede. Krisen kulminerede med statsbankerotten i 1813. Aret efter måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Det svækkede yderligere de københavnske handelshuses livskraft, fordi en stor del af Norges import havde passeret over skibssiderne i København.

Som følge af krig og krise gik genopbygningen af den bombede by kun trægt. Boligbyggeriet blev skrabet og udsmykningen nærmeste tarvelig. Først i 1815 stod det ødelagte rådhus parat igen i ny skikkelse og flyttet til Nytorvs østside. Det blev tegnet af tidens førende arkitekt C. F. Hansen i værdig Palladio-agtig stil med søjlefront. Samme kunstner forestod genopførelsen af Christiansborg og Frue Kirke, hvis kirkerum blev prydet med Bertel Thorvaldsens skulpturer. Også andre bygværker prægedes af C. F. Hansens smag for romerskgul monumentalitet og stortskårne detaljer. Arkitekten Peder Mallings universitet fra 1836 blev dog gotisk.

Københavns folketal steg fra 70.000 omkring 1730 til 100.000 ved folketællingen i 1801. Det svarede til 1/9 af Danmarks samlede befolkning. De største provinsbyers folketal lå til sammenligning under 10.000. København var som det store hoved på en dværg, ubestridt Danmarks åndelige centrum. Her lå fra senmiddelalderen landets eneste universitet, Kunstakademiet fra 1754 samt det altdominerende Kongelige Teater. Kulturliv og selskabsliv førtes i København an af adelige med vinterresidens i store palæer eller storborgere, højtstående militære og ledende akademikere. En by hvor de betydningsfulde kendte hinanden. Nu som før med store kontraster til de ringest stillede.

Det københavnske kulturliv fik sine væsentligste impulser fra Tyskland, Frankrig og England samt Italien. Den oplyste enevældes statstanker hentedes også til Danmark fra syd. Under den sindsyge Christian 7 blev hans livlæge, J. F. Struensee, som var indkaldt fra Tyskland, landets reelle hersker fra 1770 til 1772. Han stod i spidsen for en lang række reformer præget af oplysningstiden, men blev så arresteret, fordi han dristigt havde indledt et kærlighedsforhold til Dronningen. Struensee blev da dømt til at miste livet, halshugget og lagt på stejle til skræk og advarsel for alle. Dette blev lidt af en turistattraktion. Englænderen Nathanael Wraxall fortæller fra et besøg i København, at han så på den henrettedes rester med en blanding af afsky og medfølelse. Om København beretter Wraxall ellers, at politiet "er usædvanlig godt, man kan ved midnat gå i fuldstændig sikkerhed gennem hele byen. Man hører ikke om gaderov, ikke om mord. Man bærer ingen kappe og skjuler ingen dolk under tøjet som i de sydeuropæiske lande. Her er i virkeligheden om aftenen så stille som i en landsby, og næppe rasler en karet gennem gaden."

Nogle af Struensees reformer blev stående. Andre var for hovedkulds indført til at samtiden kunne følge med. Den senere franske revolution bidrog til en spirende offentlig debat i København. Klublivet blomstrede, men enevælden holdt udviklingen under kontrol, også når det gjaldt selv svage ønsker om et mere demokratisk bystyre.

Stilstand og guldalder

Tiden op til 1830 var erhvervsmæssigt en stille periode i København. Hovedstaden havde mistet den florisante epokes transithandel med varer fra fjerne verdensdele. De gamle handelshuse sygnede hen eller gik fallit. Hamborg blev en stadig skarpere konkurrent. Mange af de danske provinsbyer købte deres varer fra den nordtyske storstad i stedet for at lade ordrerne passere København. At dansk landbrug var kriseramt og Norge gået tabt, skadede naturligvis også København.

I 1830'rne vendte konjunkturerne under den såkaldte kornsalgsperiode. Optimismen kom tilbage. Udenrigshandelen blomstrede op igen, især med England, hvis kraftige industri- og byvækst gjorde det nødvendigt at indføre korn i store mængder bl.a. fra Danmark. København fik nye handelsfirmaer, som slog sig op på korn, og som rejste nye pakhuse ved havnen. Det betød også, at dansk landbrug skulle forsynes med redskaber og maskiner, hvilket stimulerede den industrielle aktivitet i provinsbyerne, men også København. Råstoffer som kul og jern måtte hentes hertil fra England og andre steder, hyppigt også ekspertise i form af ingeniører og håndværkere.

Det københavnske skibsværft og maskinfabrik Burmeister og Wain, havde som det sidste navn antyder engelsk baggrund. Det var blevet grundlagt i 1843. Virksomheden, som lå på Christianshavn, blev på få årtier Københavns største arbejdsplads. 5-600 mand var beskæftiget der omkring 1860. Bryggeriet Carlsberg begyndte sin produktion i den indre by, men flyttede 1847 udenfor til Valby, hvor der var bedre plads og godt vand til produktionen. Disse virksomheder og andre tog dampmaskiner i brug. Det samme skete indenfor kornmølleriet, hvilket bevirkede, at voldenes karakteristiske profil de vinddrevne møller forsvandt. Røgen fra dampskorstenene blev den ny tids symbol, især udenfor voldene i forstæderne.

I 1847 anlagdes jernbanen fra København til Roskilde som Danmarks første. Landevejene havde i nogle årtier været under modernisering. Dampskibene begyndte at trække deres kølvandsstriber fra København til provinshavnene og Skandinavien samt til Tyskland og England. Rejsetiden til nabolandene blev dermed forkortet og mere stabil.

Det stimulerede den udenlandske skibstrafik gennem Øresund, at den århundredgamle Øresundstold, som opkrævedes ved Helsingør, blev afskaffet i 1857. Det var i høj grad til fordel for den danske hovedstad. Den store samhandel med England gjorde, at den københavnske bankier C. J. Hambro i 1839 kunne etablere en bank i London, der blev internationalt anerkendt. Hovedreglen var dog, at initiativ og inspiration kom til Danmark fra udlandet.

Enevælden sang i 1830'rne på sidste vers. De liberale ideer bredte sig med borgerskabets vækst. I 1834 fik de danske landsdele rådgivende stænderforsamlinger. København fik i 1840 sit første delvist folkevalgte byråd. Stemmeretten var dog meget begrænset. Borgmestrene skulle stadig udpeges af kongen.

Kravet om fri forfatning rejstes med stigende intensitet i 1840'rne. Situationen blev samtidig præget af det nationale røre om, hvorvidt Slesvig skulle være dansk eller tysk. Situationen tilspidsedes i marts 1848. Efter nogle ugers uro og hektisk mødeaktivitet i København, kulminerede begivenhederne, da Københavns kommunalbestyrelse i spidsen for et stort folketog spadserede - for det gik trods alt fredeligt til - fra rådhuset på Nytorv til Christiansborg for at kræve enevælden afskaffet. Fra en lejlighed på Nytorv så det ud nede på gaden, "som om brostenene var blevet forvandlet til levende mennesker". Citatet stammer fra en samtidig erindring. Ved ankomsten til slottet havde Frederik 7. allerede bøjet sig for ønsket. I 1849 fik Danmark sin første grundlov. Den smittede af på Københavns kommunal forfatning i 1857, da byrådet fik ret til selv at udpege borgmestre, hvilket hidtil havde været kongens ret. Først i 1919 fik købstæderne samme mulighed.

Første halvdel af 1800 årene var en guldalder indenfor dansk d.v.s. i høj grad københavnsk - litteratur og kunst. De kulturelt rige år står i en ejendommelig kontrast til periodens økonomiske afmatning indenfor de trange volde. Digteren og dramatikeren Adam Oehlenschlæger, der var født på Frederiksberg, indvarslede i 1802 romantikken i Danmark. Odense-drengen Hans Christian Andersen, der fra 1819 som 14 årig kom til at bo i København - bortset fra sin talrige udenlandsrejser - blev en universelt anerkendt eventyrforfatter.

Søren Kierkegaard, der levede sit korte liv fra 1813 til 1855 som inkarneret københavner - kun to smårejser bragte ham til Berlin, skulle - med sine religionsfilosofiske værker - præge dansk debat og senere blive international berømt som eksistentialismens ophavsmand. Kierkegaard var om nogen flanøren på Østergade med dens spisesteder og schweizerkonditorier. I 1836 overgik hans konditorregning, hvad en flink håndværker kunne tjene på et år.

Indenfor den nyklassicistiske billedhuggerkunst nåede københavneren Bertel Thorvaldsen på baggrund af et langt livs virksomhed i Rom europæisk position. Da Thorvaldsen vendte tilbage til København i 1838, blev han modtaget af det halve København og udnævnt til byens æresborger. Thorvaldsen testamenterede sine værker til København, som indrettede et museum for ham i en vognremise ved Christiansborg tegnet af arkitekten M. G. Bindesbøll og med en frise udenpå malet af Jørgen Sonne med motiver fra Thorvaldsens hjemkomst fra Rom.

Maleren C. W. Eckersberg, der op i en høj alder virkede som professor ved Kunstakademiet, blev en nationalt dominerende portræt- og marinemaler. Hans elev, Christen Købke, gengav i små malerier stemninger fra Kastellet og Sortedamssøen samt skabte portrætter, alt med så raffineret farve, at han må betragtes som Danmarks fornemste kolorist - i dag også højt efterspurgt på udenlandske auktioner.

Endelig må præsten og digteren N.F.S.Grundtvig, der livet igennem virkede i København, nævnes for sin salmedigtning og inspiration for udviklingen af den danske folkehøjskole. Disse førende københavneres skaben blev åndelig føde for en lille, men toneangivende elite. Det bredere borgerskab søgte sin underholdning i forlystelsesetablisementet Tivoli, som i 1843 blev indrettet på voldterrænnet. Tivolisøen er en rest af den gamle voldgrav. Ellers var det i Københavns nordlige omegn, at byens establishment i hestevogn kørte til sine sommerlandsteder, mens andre til fods søgte til Bakken ved Dyrehaven. Denne var siden slutningen af 1700-årene blevet et folkeligt udflugtssted.

Men blev man i byen - og det gjorde de fleste - så var det i et boligmiljø præget af de trange volde. Folketallet steg fra 100.000 i 1801 til 130.000 i 1850. Befolkningen kunne kun rummes ved at man forhøjede husene, fyldte baggårdene ud eller accepterede, at kælderrum blev til lejligheder. Københavns eneste grønne åndehul var Rosenborg Have, men man kunne naturligvis stige op og spadsere mellem træerne på voldene. Drikkevandsforsyning og kloakforhold blev stadig mere problematisk. Værksteder, småindustri og kreaturhold blandede sig på uheldig måde med boligerne.

Udenfor voldene måtte der stadig ikke bygges på grund af militære restriktioner, selvom noget byggeri alligevel var kommet langs byens udfaldsveje. Katastrofen kom da også i 1853. Koleraen nåede efter et par ubetydelige advarsler til København.

Gennem fire sommermåneder rasede den frygtede sygdom i København stimuleret af de tvivlsomme sanitære forhold. Næsten 5000 døde. Epidemien gav stødet til opførelsen af den progressive rækkehusbebyggelse Lægeforeningens Boliger på Østerbro i det grønne areal udenfor fæstningsarealet. Samtidig tog kommunen initiativ til at forbedre hospitals forholdene ved at opføre det endnu eksisterende Kommunehospitalet på et område mellem voldene og Søerne. Det blev tegnet af arkitekten Christian Hansen og fik 800 senge. Også vandforsyningen blev forbedret ved at man i 1859 lige uden for volden lagde et dampdrevet vandværk, hvis trykvand ledtes ind til byen gennem jernrør. På samme tid fik København sit første gasværk til belysning af gaderne. Også dette værk lagdes udenfor. Ekspansionen i forstæderne var så småt i gang.

Den første større kommuneskole kom i Sølvgade i 1847. Da Christian 8 besøgte stedet, udbrød han imponeret: "Den ligner et slot og ikke en skole for børn". Mindre imponerende var de omgivelser, som de mange offentligt forsørgede fattige, tiggere, svagelige og gamle blev huset i. Skønsmæssigt var det en befolkningsgruppe på 11-12.000. For dem var der endnu langt til en guldalder.

Voldene falder

I 1852 besluttede man på grund af det militært forældede voldsystem og den overbefolkede by at ophæve bygge forbudet på det godt en kilometer brede areal mellem Søerne og Falkoner Allé/Jagtvej. Det skulle blive til een stor byggeplads. I den første snes år var tempoet forholdsvis roligt så det grønne, åbne præg endnu dominerede. Fra 1880'rne derimod skød lejekasernerne op i 5-6 etagers højde gade op og gade ned med 2 værelses lejligheder som det almindeligste. Teknisk set var byggeriet af god kvalitet, men miljørnæssigt var lejlighederne alt for små med baggårdene som mørke, fugtige skakter. Særlig uheldig var de mange tusinde korridorlejligheder. De lå i ejendomme, hvor man på hver etage ad en gennemgående gang kunne gå direkte ind i den enkelte 1 værelses lejlighed. For større var de sjældent. Særligt kompakt blev kvarteret omkring Blågårdsgade på Nørrebro, og på Vesterbro var arealet mellem Vesterbrogade og Istedgade en ligeså monoton stenørken. I de jævneste ejendomme stod facadens mursten fremme, men ellers blev bygningerne til gaden dekoreret overdådigt med stukornamenter. Det skulle se ud.

Det gjaldt også ejendomme med herskabelige boliger. Adgangen til den slags boliger gik via en fornem port og op ad en elegant trappe. Der var gerne 3-4 stuer til gaden, mens spisestuen lå til baggården. Fra spisestuen gik man ned i sidehuset ad en temmelig lang gang først med familiens soveværelser, derefter køkken og sidst kamre til tjenestefolkene. Denne planløsning gik igen og igen. Et eksempel på en sådan lejlighed med velbevaret indretning og møblering fra 1890'rne kan opleves i Nationalmuseets Klunkehjem i Frederiksholms Kanal 16.

I 1856 blev de gamle byporte revet ned. Det var der ingen, som græd over, for det havde været snævre passager, der i dagens travle perioder havde skabt lange køer, hvortil kom betaling af accise. Fra 1870'rne frigjordes området mellem voldene og Søerne til byggeri. Det gik med dette areal som på Nørrebro og Vesterbro. Kompakte boligområder marcherede frem især omkring Nansensgade. Ved Søtorvet rejstes et monumentalt og herskabeligt boligkompleks med tårne og tinder, som havde Søerne været Seinen og byggeriet Louvre. Længere nordpå langs Sortedamssøen.opførtes den karakteristiske rækkehusbebyggelse med bittesmå forhaver, som københavnerviddet døbte Kartoffelrækkerne. Burmeister og Wains arbejderes byggeforening stod for rækkehusene.

Selve voldene blev sløjfet. Nogle politikere ville have haft byggeri her, men mere fremsynede sejrede. Her lagde man Østedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg, hvor de små søer er rester af den oprindelige voldgrav. Mellem parkerne placeredes monumentale offentlige institutioner som Kunstmuseet, Observatoriet, Polyteknisk Læreanstalt og Teknisk Skole. Hvor Vestervold havde ligget, blev Glyptoteket og Københavns nye rådhus opført. Det gamle voldterræn fik dermed en boulevardstemning, som mindede noget om Ringstrasse i Wien.

I den indre by blev marinens århundredgamle område på Gammelholm ryddet. Her blev talrige boliger klemt sammen bag Det kongelige Teaters nye bygning fra 1874, hvis facade med loggia havde front til Kongens Nytorv.

Østerbro og Amagerbro blev først bebygget omkring 1900. I overensstemmelse med nye idealer blev disse bydele mindre kompakte end de andre brokvarterer. I alle bydele udenfor voldene skød nye skoler og kirker i vejret i takt med den eksplosivt voksende befolkning, fra 155.000 i 1860 til 400.000 ved århundredskiftet. Hvor kom denne folkemassefra? Det var ikke Københavns eget fødselsoverskud, men primært tilflyttere fra provinsen. Landbefolkningen havde under disse års landbrugskrise dårlige vilkår, hvor for København trak som en magnet. Ikke så få kom desuden fra udlandet. I 1880'rne var hver 12. københavner født udenfor Danmark, flest i Sverige, en del i Tyskland eller Norge.

Hvor fandt disse mange tilflyttere arbejde? I Københavns voksende industri, handel og liberale erhverv. Privatbanken, Handelsbanken og Den danske Bank, som alle var etableret kort efter 1800 årenes midte, var en væsentlig finansiel baggrund for byens erhvervsudvikling. 1840'rnes vækstperiode indenfor industri og handel blev fulgt af lignende boom i 1870'rne og l890'rne. Aktieselskabet vandt også frem som en nødvendig organisationsform, da tidens mange store firmaer blev stiftet. Talrige maskin- og metalvarefabrikker, producenter af fødevarer samt kemiskevirksomheder grundlagdes i disse årtier.

Den danske og ikke mindst københavnske industris formåen blev præsenteret for et stort publikum ved en nordisk industri-, landbrugs-og kunstudstilling i 1888 på voldarealet, hvor Rådhuspladsen ligger i dag. I nogle måneder stod hovedstaden på den anden ende. 1,3 millioner besøgte arrangementet. Det blev for København, hvad verdensudstillingen i 1851 havde været for London.

Fra midten af 1800 årene bredte den moderne butikstype sig med store vinduesudstillinger ikke mindst på Strøget, som i generationer havde været københavnernes mest yndede indkøbs-og promenadestrækning. På Strøget kom også stormagasiner efter parisisk forbillede, f.eks. Illum oprettet 1891 eller Magasin du Nord. Udviklingen i den indre by gik klart mod at blive cityområde med kontorer og specialhandel, mens industri, håndværk og beboelse flyttede til brokvartererne eller længere bort.

Københavns havn måtte også følge tidens krav. Kvæsthusbroen mellem Nyhavn og Amalienborg blev taget i brug i 1850. Det forenede Dampskibsselskab fik herfra udgangspunkt for sine mange ruter til både indland og udland. Også andre strækninger langs vandet fik hamret bolværker ned fulgt op af uddybninger i sejlløbet af hensyn til skibenes større dybgang.

Da Tyskland i 1880'rne gravede Kielerkanalen for at give Hamborg en bekvem genvej til Østersøen, tog man i København den mod forholdsregel at anlægge Frihavnen nord for den eksisterende havn. Det nye kajanlæg, afspærret med gitter, skulle sikre hovedstaden toldfri transithandel og vareoplag i avancerede pakhuse. Moderne krananlæg strakte deres silhuetter mod himlen. Frihavnen kunne besejles fra 1894 og måtte senere udvides. Ved Langelinie syd for Frihavnen opstillede man i 1913 Den lille Havfrue inspireret af H. C. Andersens eventyr. Det blev efterhånden Københavns mest besøgte turistmål, hvorfra der er udsigt over havneløbet til Burmeister og Wains skibsbyggeri, som i 1870'rne rykkede ud fra Christianshavn.

I begyndelsen af vort århundrede tog man fat på at anlægge Sydhavnen, hvortil store skibe dog kun kunne nå ved at passere havneløbet fra nord. Det skulle i de følgende årtier give mange bryderier, fordi sejladsen krævede hyppig åbning og lukning af Knippelsbro og Langebro, så fodgængere, cyklister, hestevogne og sporvogne måtte standse op.

Også på anden måde fik Københavns havne front mod Øresund ændret sin profil. Det gamle forsvarssystem var blevet forældet på grund af de moderne kanoners længere rækkevidde. Derfor måtte storbyens forsvarsværker i 1880'rne flyttes længere væk. Langs Øresund lagdes en række kystforter ved Charlottenlund og på Amager. De blev senere suppleret af Middelgrundsfortet samt Flakfortet, begge på kunstige øer langt ude i vandet. Alt dette skulle beskytte København mod anslag fra øst. På tilsvarende måde blev der for at hindre angreb med langtrækkende skyts fra landsiden anlagt den såkaldte Vestenceinten 12-15 kilometer vest for København. Denne gik i en godt 15 kilometer lang halvcirkel fra Køge Bugt til Utterslev Mose. Mellem mosen og Øresund gravedes et system af kanaler og søer, som ved kunstig oversvømmelse kunne danne en storstilet voldgrav mellem København og Nordsjælland og dermed hæmme fjendtlig fremtrængen. Store dele af dette forsvarsanlæg er bevaret i dag, men som rekreativt område. Da sø- og landbefæstningen blev skabt i slutningen af 1800 årene som datidens største entreprenørarbejde, gav det anledning til stærk politisk debat, fordi den konservative, godsejerdominerede regering finansierede voldanlægget, kanaler og forter ved hjælp af provisoriske finanslove hen over hovedet på Folketinget.

Også arbejderbevægelsens fremmarch under industrialiseringen havde skærpet kampen mellem samfundsgrupperne. Den fik dog sjældent voldelig karakter bortset fra en strejkebølge, som i 1872 førte til et stort folkemøde på Fælleden udenfor Søerne. Myndighederne havde ganske vist forbudt arrangementet og arresteret lederne. Politi og militær splittede de forsamlede arbejdere.

Efter nogle års tilbageslag udviklede fagforbundene og de politiske partier sig hastigt videre. I 1884 fik Socialdemokratiet sine første to repræsentanter i Folketinget begge valgt i København. Også i bystyret vandt partiet snart stærkt frem. Sammen med moderate politikere fik socialdemokraterne flertal på Københavns rådhus i 1903 og kunne da besætte den centrale post som finansborgmester. Dette embede havde gennem et par generationer havde været beklædt af konservative. Omsider fik socialdemokraterne det absolutte flertal i 1917.

Op gennem sidste halvdel af 1800 årene udbyggede kommunen gadebelysning, vandforsyning og gas til de forskellige bydele. Elektriciteten blev introduceret i 1892. Kloakproblemet havde været drøftet i l850'rne i forbindelse med koleraen, men blev først løst for alvor ved århundredskiftet, så spildevand fra de nyindførte wc'er kunne pumpes langt ud i Øresund.

I gamle dage havde de store bybrande været en form for sanering af bebyggelsen. I 1870'rne begyndte for alvor den planlagte byfornyelse, da et samarbejde mellem kommune og et privat byggeselskab resulterede i nedbrydningen den uhumske Peder Madsens Gang. Denne stødte lige op til den mondæne Østergade. Omkring 1900 fulgte en anden rydning af slum nær Kongens Nytorv, hvorved Hovedvagtsgade opstod. Et af motiverne til disse saneringer i den indre by var at fjerne prostitutionen. Den flyttede imidlertid blot andre steder hen, for senere at slå sig ned på Vesterbro. I øvrigt søgte man at afhjælpe kønssygdommene på det nyanlagte Rudolph Bergs Hospital fra 1886. Også ved oprettelse af badeanstalter dels ved havnen dels som varmtbadeanlæg søgte myndighederne at forbedre folkesundheden. I 1896 grundlagde lægen Niels Finsen sit institut på Østerbro med udgangspunkt i sine iagttagelser af lysets helbredende virkning. Han belønnedes for sin forskning med Nobelprisen i 1903. Med den voksende befolkning måtte kirkegårdene udvides bl.a. med Vestre Kirkegård i 1870 lidt udenfor Vester bro.

Kommunikationen mellem centrum, de nye brokvarterer og de nærmeste, landsbyagtige forstæder blev lettet af sporvejsruterne. Den første hestetrukne linie anlagdes på privat initiativ i 1863. I 1897 rullede den første elektriske sporvogn gennem gaderne. Ellers gik eller fra 1890'rne cyklede arbejderne til værkstedet eller fabrikken, mens grossisten eller fabrikanten gerne havde egen kusk og vogn til at klare en behagelig transport mellem boligen og kontoret eller hvis det gjaldt turen til og fra en aften i Det kongelige Teater.

Denne scene var byens og landets fornemste. De øvrige teatre i hovedstaden måtte nøjes med betegnelsen sekondteatre. Dagmarteatret fra 1883 - senere nedrevet - og Det ny Teater opført i 1908 blev dog hurtigt ansete institutioner, ofte mere progressive i deres repertoire end nationalscenen. Den lettere underholdning samlede sig især langs Vesterbrogade, men også på Frederiksberg med keglebaner, varietéer, dans og musik.

Som for teatrets verden fik København den samme monopolagtige stilling, når det gjaldt andre sider af kulturlivet. Det var næsten udelukkende i hovedstaden, at danskerne kunne besøge museum, gå på kunstudstilling eller lytte til symfonimusik. Den danske litteraturforsker Georg Brandes holdt sine for dansk naturalistisk digtning inspirerende forelæsninger på Københavns Universitetet. Mange andre kunne nævnes. Til København måtte nationens ungdom søge, hvis man ville erhverve en akademisk grad eller gennemføre en specialiseret uddannelse. Endelig var det karakteristisk, at Danmarks førende aviser Berlingske Tidende grundlagt allerede i 1749 og Politiken fra slutningen af 1800 årene havde domicil i København, hvor også bogforlag og andre kulturelle aktiviteter kun kunne trives.

Neutral og besat

I 1890'rne havde Københavns kommune under den fremsynede, konservative finansborgmester L. C. Borup foretaget store opkøb af grunde i de nordvestlige nabokommuner. Han ville sikre Københavns ekspansion under befolkningstilvæksten. Det stod samtidig disse omgivende landsbysamfunds politikere klart, at de ikke magtede at finansiere urbaniseringen i deres områder. Derfor blev Brønshøj og Valby indlemmet i København i 1901 og Sundbyerne på Amager i 1902. Med et slag var Københavns kommune blevet tre gange så stor i areal, men befolkningsmæssigt kun øget fra 360.000 til 400.000.

Administrationen af den udvidede kommune kom meget passende til at foregå fra det nye, rummelige rådhus, som i 1905 blev indviet på det gamle voldterræn mellem Tivoli og bykernen. Rådhuset blev tegnet af Martin Nyrop i en blanding af italiensk renæssance og dansk nationalromantik og med mange spændende detaljer, som understregede, at det var borgernes hus. Det fik et 105 meter højt klokketårn og blev overalt præget af gedigent håndværk. Københavns historiske arkiv fik også til huse her. Under taget indrettedes et museum, som i 1956 flyttede til Vesterbrogade 59 i Skydebroderselskabets tidligere domicil fra 1787.

Ved de store indlemmelser i 1901 og 1902 blev Frederiksberg kommune fuldstændig omklamret af København, idet det var politisk umuligt at indkorporere det stærkt konservative Frederiksberg i Københavns kommune.

Indlemmelsen betød, at man nu i stort omfang kunne planlægge yderdistrikternes gadenet og bebyggelse. Der blev afsat arealer til etageboliger og villaer. Det blev muligt at skabe mere solfyldte og grønne kvarterer, end det tidligere havde været tilfældet på brokvartererne, hvor den liberalistiske ideologi havde styret udviklingen. I stigende omfang var det nu sociale og almennyttige selskaber, som optrådte som bygherrer. Indenfor den gamle kommunegrænse reserveredes plads til anlægget af Fælledparken i 1909. Parken er blevet et vigtigt åndehul for de nærliggende bydeles befolkning og samtidigt et traditionsrigt sted for afholdelse af arbejderbevægelsens l. maj-møder.

For at hindre store skattebetalere i at flytte til de attraktive og billigere kommuner nord for København, blev Ryvangskvarteret forsynet med servitutter, der sikrede store parceller med plads til fornemme, arkitekttegnede villaer. En lignende "velhaverghetto" blev skabt i Østbanekvarteret, som fra 1895 fyldtes med etageejendomme med herskabelige lejligheder. Nye industrikvarterer dukkede efter 1900 op på det indre Nørrebro omkring Frederikssundsvej, i Valby omkring Gammel Køge Landevej, ved Sydhavnen og på det nordøstlige Amager. Også yderst på Frederiksberg skød fabrikshaller og skorstene i vejret.

Omkring 1914 ved l. verdenskrigs udbrud havde København da gennemløbet en udvikling fra i 1840 at have været en fæstningsby, hvor boliger, administration, håndværk og tidlig industri lå blandet sammen indenfor voldene og til at være en moderne storby - også efter europæisk målestok - hvor erhverv og boliger i højere grad var skilt fra hinanden. Denne funktionsopdeling blev fremmet ved forlængelsen af af en række sporvejslinier, hvis drift kommunen i 1911 helt havde overtaget i stedet for de mange private selskaber. Nu kom også omnibusruter til. Telefon og bedre postgang bidrog også til at "forkorte" de længere afstande.

I 1911 flyttede Hovedbanegården til sin nuværende plads ved Frihedsstøtten. Efter et stort gravearbejde gennem det gamle voldterræn skabtes den underjordiske Boulevardbanen nogle år senere. Den skulle etablere en bekvem forbindelse mellem Hovedbanegården og Østerport, hvorfra jernbanen fortsatte til Helsingør og Hillerød. Nørreport station blev Københavns første og eneste tunnelstation.

Den lange europæiske fredsperiode hørte op med l. Verdenskrigs udbrud i 1914. Danmark blev dog ikke inddraget i krigen, men de tragiske begivenheder ude i verden smittede alligevel føleligt af på danskernes levevilkår. Landets neutralitet betød, at Københavns store sø- og landbefæstning ikke kom i brug. Den neutrale status betød endvidere, at byen i de første krigsår oplevede en "florisant periode", som lignede den fra slutningen af 1700 årene. Skibsrederne fik store opgaver med at fragte danske fødevarer til de krigsførende lande. Talrige danske fabrikanter svang sig op på konservesproduktion. De hurtigt tjente penge og forbruget af dem i sus, dus og smagløshed døbte snart disse opkomlinge "gullaschbaroner". Men krigen skabte temmelig hurtigt mangel på råstoffer og andre varer. Inflationen fulgte trofast med. Den menige københavner gik ned i levestandard Det offentlige søgte at fordele goderne så ligeligt som muligt ved restriktioner og rationering i en grad af statslig styring, som man aldrig havde oplevet før. Boligbyggeriet gik i stå på grund af mangel på materialer, og fordi den ledige kapital lod sig friste af den lukrative skibsfart og eksportvirksomhed. Mod krigens slutning måtte kommuneskoler og barakker tages i brug til husvilde. Situationen blev skærpet yderligere, da Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig. Så gik råstofleverancerne til det neutrale Danmark helt i stå.

De første år efter krigens ophør i 1918 blev præget af lavkonjunktur med politisk uro og megen kommunistforskrækkelse på grund af den russiske revolution. Hverdagen fik desuden et dystert ind slag, da den spanske syge florerede i København omkring 1920. Der blev registreret over 3000 dødsfald. De mange handels-og industriforetagender, som var skudt op i de hektiske krigsår krakkede nu og rev pengeinstitutter med sig i faldet. Først i slutningen af 1920'rne var normale forhold ved at indfinde sig igen. Så brød Wall Street sammen i New York i 1929, og verdenskrisen blev også i Danmark en følelig kendsgerning.

I 1933 var 50.000 af Københavns fagforeningsmedlemmer arbejdsløse. Ledigheden blev ikke mindre af, at dansk landbrug ramtes hårdt af krisen, så mange fra provinsen søgte til hovedstaden i håb om job. Omfattende social lovgivning og beskæftigelsesarbejder lindrede den værste nød. Men først omkring 1937 lysnede det atter.

Folketallet fortsatte også efter 1920 sin vækst. Trods de vanskelige år blev der rejst mange nye boliger i Københavns yderkvarterer f.eks. på Bispebjerg, hvor et stort boligområde fik en flot accent med Grundtvigskirken, der blev formet som en dansk landsbykirke - men stor som en katedral, der kan ses vidt omkring. Bolignøden fra 1. Verdenskrig var mod slutningen af 1930'rneomsider blevet afløst af ledige boliger. Man oplevede husejere, som lokkede lejere med tilbud om flere måneders gratis leje for at få de tomme boliger i brug.

Boligstandarden havde i 1920'rne og især i 1930'rne fået et løft. Boligkarreerne fik grønnegårde, eller bygningerne blev lagt i fritliggende, parallelle blokke. Stuerne fik solorientering. Der kom altaner, centralvarme og bad samt nedstyrtningsskakt. Funktionalismens stil bredte sig. Rækkehusbebyggelse vandt frem. Et godt eksempel er Bakkehusene på Bellahøj. Der blev også bygget mange villaer, ofte udført som bungalower.

På egnede steder anlagdes kolonihaver, så beboerne i brokvarterernes stenørkener kunne få adgang til frisk luft og grønt om sommeren efter fyraften eller i weekenden, hvis man da ikke foretrak at tage til badestrandene ved Bellevue eller på Amager.

Bolig-arbejdssted-transporten eller udflugtsturen blev lettet i 1934, da København fik S-togs drift. Det knyttede forstæderne bedre sammen med City. Amager blev dog ikke omfattet af dette trafikmiddel, men måtte til gengæld "nøjes" med at give plads til lufthavnen i Kastrup. Den blev taget i brug i 1925 og udvidet i 1937 med raffineret funktionalistisk, designede ankomst- og afgangsbygninger. Ud for Amagers nordøstkyst anlagdes Benzinøen i 1934 til at dække den voksende bilismes behov for brændstof. på Amagers vestkyst begyndte man i slutningen af 1930'rne at inddæmme et meget stort, lavvandet område ved Kalvebod Strand. Det skulle sikre fremtidig udvidelse af København.

Så kom 2.verdenskrig med Tysklands overfald på Polen i 1939. Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Tyskerne ønskede baser i Danmark for at sikre vejen til Norge og dermed adgangen til Atlanterhavet og svensk malm. Tyske militærmaskiner overfløj under bombetrusler København, mens troppeskibe bragte soldater i land på kajen ved Langelinie. Københavnerne så afventende til. Den danske konge og regering kapitulerede under indtryk af den tyske overmagt.

Danskerne måtte affinde sig med de tyske soldater i hverdagen. Der blev ikke tale om egentlig krigstilstand de første år. Fødevarer var der nok af, men som tiden gik, betød Danmarks isolation, at der indførtes rationering i første omgang af de mere luksusprægede varer. Benzin og brændsel blev efterhånden en mangelvare. Byggeriet stilnede af.

Den tyske indblanding i den daglige statslige og kommunale administration var i starten beskeden. Der var tale om en slags "fredsbesættelse." Men efterhånden skærpedes forholdet mellem danskerne og de ubudne gæster. Fra skepsis og tavs modstand voksede en modstandsbevægelse frem, som saboterede tyske installationer eller ødelagde danske fabrikker, der leverede varer til tyskerne. Danske modstandsgrupper knyttede illegal kontakt til England. Våben og sprængstof blev kastet ned til dem fra engelske flyvemaskiner.

I januar 1943 oplevede københavnerne krigens gru for alvor, da Royal Airforce bombarderede Burmeister og Wains maskinfabrik på Christianshavn, hvor man fremstillede dieselmotorer til tyske u-både. Flere beboelseshuse ramtes.

En række folkestrejker i provinsbyerne bredte sig i sommeren 1943 til København. Det fik besættelsesmagten til den 29. august at tvinge den danske regering til at gå af. Samme dag sænkede den danske marine mange af sine skibe i Københavns havn for at hindre tyskerne i at overtage dem. Det blev derefter departementscheferne som resten af krigen måtte lede den statslige forvaltning, en slags uofficiel regering. På dette tidspunkt stiftede de danske undergrunds grupper Frihedsrådet som et koordinerende organ, som danskerne mere og mere lyttede til. Den tyske besættelse blev nu mere og mere terrorpræget godt hjulpet af danske håndlangere. Til gengæld intensiveredes modstandsbevægelsens sabotage. I oktober 1943 nåede de fleste danske jøder at flygte til Sverige over Øresund.

Det blev 1944. Efter en række danske sabotager i København om sommeren svarede tyskerne igen med bl.a. at ødelægge dele af Tivoli. Besættelsesmagten udstedte forbud mod at færdes ude om aftenen og natten. Københavnerne måtte heller ikke forsamle sig. Det blev københavnerne for meget. De protesterede mod at skulle holde sig inde de varme sommeraftener. Startsignalet til den store folkestrejke var givet. Der blev bygget barrikader i gaderne. Tyskerne svarede igen med trusler om lukning af vand, elektricitet og gas. Parterne nåede dog til en slags forlig, fordi besættelsesmagten ønskede så normale tilstande som muligt for ikke at skulle binde endnu mere militær i Danmark. Den tyske krigslykke var ved at vende, og alt disponibelt mandskab var nødvendigt ved de "rigtige" fronter ude i Europa.

Om efteråret 1944 arresterede tyskerne det danske politi og førte mange til koncentrationslejre i Tyskland. Vinteren 1944/45 blev den barskeste periode under besættelsen. Ingen politi, øget terror, voksende dansk sabotage. Folkesundheden var nu begyndt at lide under forholdene. Tuberkulose og utøj dukkede op. Om foråret oplevede københavnerne englændernes bombardement af Shellhuset, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. Ved en tragisk misforståelse ramte nogle engelske bomber den franske skole på Frederiksberg, hvorved næsten 100 skolebørn og flere voksne omkom. Ellers stod det på denne tid klart, at Tyskland var på sammenbruddets rand. De allierede tropper nærmede sig Berlin fra både øst og vest. I Danmark ventede man spændt på, om befrielsen ville ske af russiske soldater eller af engelsk-amerikanske styrker.

Den 4. maj 1945 om aftenen hørte danskerne i den illegale radio fra London, at de tyske hære i Nordtyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig feltmarskal Montgomery. Få minutter efter var de københavnske gader og pladser et begejstret menneskehav. Folk klatrede op på taget af sporvogne eller omfavnede hinanden. I lejlighederne rev man straks mørklægningsgardinerne ned og tændte stearinlys i vinduerne. Den største festaften i Københavns og Danmarks moderne historie var begyndt.

Opgøret med de landsmænd, som havde kollaboreret med tyskerne begyndte straks. De skyldige blev anholdt og straffet, en del fik dødsdomme. De modstandsfolk, som besættelsesmagten havde henrettet under krigen, blev begravet i Mindelunden i Ryvangen. Der blev mange steder i København rejst monumenter eller sat mindeplader op for de danske omkomne.

Da København i forhold til andre besatte nationers hovedstæder kun havde lidt mindre ødelæggelser af bygninger og produktionsanlæg, kom byen hurtigt på fode igen. Hverdagen indfandt sig atter. Allerede omkring 1947 var genopbygningen stort set klaret. De sidste varerationeringer blev ophævet i 1952. Erhvervslivet fik hjulene i gang igen, da råvarer og andet nødvendigt nåede frem fra udlandet bl.a. med støtte af den amerikanske Marshall-hjælp. Boligbyggeriet stod dog længe i stampe på grund af materialemangelen. Det kneb derfor stærkt for unge at få bolig i de første mange efterkrigsår, slet ikke for enlige. Det blev ikke af, at der under krigen var født mange børn. Man talte om de store årgange. I 1950 toppede Københavns kommunes folketal med 750.000 indbyggere, mens hovedstadsområdet havde nået 1 million. Derefter begyndte Københavns kommunes folketal at gå tilbage.

Wonderful Copenhagen

Tempoet i den økonomiske udvikling i 1950'rne forløb ret afdæmpet. Til gengæld oplevede København som det øvrige Danmark en hektisk højkonjunktur fra 1958 til 1973 en parallel til udviklingen i store dele af verden udenfor. Der blev bygget, transporteret, produceret og forbrugt på livet løs. Man talte om "de glade tressere".

Københavns absolutte dominans som landets industrielle tyngdepunkt begyndte nu at blive anfægtet. Det kneb stærkt for virksomhederne at finde udvidelsesmuligheder i det tætte bydele. Det blev mere og mere besværligt at løse transport og parkering på en rationel måde. Derfor begyndte man at flytte ud, også for at få lettere adgang til arbejdskraft i sovebyerne. Der opstod nogen industri i Københavns kommunes udkant, men det var især i omegnskommunerne at industrivæksten satte ind, nemlig i Gladsaxe, Rødovre, Ballerup og Herlev. Virksomhederne lagde sig gerne i parklignende omgivelser i bygninger i eet plan. Det blev kaldt "græsplæneindustri" og omfattede gerne fremstilling af elektronik, plastic og lignende.

På nationalt plan skete en betydelig vækst i Jylland. Resultatet var, at der fandt en opretning sted af, hvad man polemisk havde kaldt det "skæve" Danmark med København som det tunge lod i landets østlige del. I 1958 beskæftigedes knap 48 % af det samlede danske industripersonel i hovedstadsområdet, i 1973 kun godt 30 %.

Arbejdsløsheden blev næsten afskaffet. Kvinderne kom for alvor ud på arbejdsmarkedet. Velfærdssamfundet udviklede sig videre med nye hospitaler, plejehjem, børneinstitutioner, sportshaller og kulturinstitutioner. Mangelen på arbejdskraft trak mange gæstearbejdere til København fra Sydeuropa, Tyrkiet og Pakistan. De slog sig ned på Nørre- og Vesterbro - 12 % af befolkningen på Vesterbro i 1984 var født udenfor Danmark - eller i de sydvestlige, nybyggede sattelitbyer f.eks. Ishøj ved Køge Bugt. Derimod bosatte kun få sig i de velhavende villakvarterer i Københavns nordegn.

Byplanlægningen blev intensiveret. I den berømmede Fingerplan fra 1947 forestillede man sig Københavns udvikling, som foregik den på en håndflade. Fra Københavns centrum strålede s-togslinier og hovedveje ud i forstæderne som fingre omgivet af bolig- og erhvervsområder, mens mellemrummene mellem fingrene tjente rekreative formål. Men planlægningen blev hurtigt løbet over ende af den økonomiske og trafikale udvikling, så Fingerplanen kun delvis blev realiseret. Fingre og mellemrum groede sammen. S-togs linierne blev ganske vist forlænget, men ingen havde forudset bilismens eksplosive vækst, hvilket ændrede planlægningens forudsætninger. I 1958 var der 1 personbil for hver 16 hovedstadsbeboere, i 1973 1 bil for hver 7. Følgelig blev udbygningen af gader, parkeringspladser og motorveje et "must". Der lagdes planer om at føre motorgader indtil centrum, men det fremkaldte snart modreaktioner på grund af den voksende miljøbevidsthed.

Boligbyggeriet i omegnen blev industrialiseret. Hvor man før havde opført en karré eller få blokke ad gangen, opstod nu med byggekranernes hjælp hele bydele på en gang. Der blev eksperimenteret i 1960'rne f.eks. i Albertslund med adskillelse af gående og kørende trafik i bebyggelsen. København havde omkring 1950 på Bellahøj fået sine første højhuse til boliger. Andre højhuskvarterer kom til, men dog ikke i det omfang som andre hovedstæder kender til. I 1970'rne kom reaktionen mod de høje boligsiloer eller de langstrakte, ensformige betonhuse. Nu foreskrev byggemoden tæt-lavt byggeri med overskuelighed, intimitet og trivsel.

Befolkningens udflytning lettede presset på den indre by og de nærmeste forstadskvarterers nedslidte og forældede boligmasse. Saneringen blev sat igang. I 1950'rne genoptog og afsluttede man den sanering af Adelgade og Borgergade, som var begyndt i 1940'rne. Dette område stammede helt tilbage til 1700 årene og havde aldrig havde været raseret af de store bybrande. Kulturhistorisk var det derfor et højst interessant kvarter, hvor museumsfolkene fik travlt med at måle op og fotografere, inden nedbrydningsentreprenørerne tog fat. Omkring 1960 kom turen til dele af Vesterbro og Nørrebro. "Den sorte Firkant" omkring Blågårdsgade på Nørrebro fra 1870'rne og 1880'rne blev næsten fjernet helt og erstattet af nyt byggeri, som mange dog fandt ville blive den nærmeste fremtids slum. De tidligere beboere måtte i vid udstrækning flytte helt væk, da de ikke kunne betale den højere leje i det nye. Det gamle arbejderkvarter var ved at blive en bydel af funktionærer.

Samtidig med saneringen opstod en bredere forståelse for bevaring af den historiske gamle bydel i København. Hvor man tidligere havde fredet enkelthuse, prøvede man nu at sikre hele karréer, ja hele gademiljøer. Forlængst vedtagne planer om at udvide visse gader i den indre by af hensyn til bilerne blev droppet. Det blev heller ikke tilladt at bygge for meget i højden. Derfor er der kun ganske få højhuse i den indre by.

Den indre by fredeliggjordes ved parkeringsforbud. I 1962 fik Strøget status som gågade, i første omgang mødt med stor betænkelighed af de handlende, men snart accepteret helt. Strøget blev dermed i endnu højere grad end før et opholdssted, hvor man købte ind, men i høj grad søgte oplevelser, f.eks. gademusikanter og anden optræden, møde sine venner eller blive set. Restaurantborde blev sat ud blandet med bænke, blomsterkummer og stativer med mode- og tilbudstøj. Stemningen blev helt sydlandsk. Strøget blev også turisternes opholdssted - i en periode i 1960'rne særlig tiltrækkende på grund af pornografiens frigørelse i Danmark. Københavns 800 års jubilæum i 1967 måtte naturligvis fejres med verdens længste kaffebord snoende sig fra Strøgets ene ende til den anden.

Turisterne fandt vej til København via Københavns lufthavn, som i 1960 blev moderniseret og suppleret med SAS-højhushotellet nær centrum. Det blev tegnet af arkitekten Arne Jacobsen. I nogle år diskuterede man heftigt, om væksten i flyvetrafikken ville gøre det nødvendigt at flytte lufthavnen til den flade ø Saltholm ude i Øresund. Øen skulle da med bro- og tunnelanlæg knytte Sverige og Danmark sammen. Nogle politikere begyndte at betragte Øresundsregionen som een stor by. Københavns overborgmester Urban Hansen hævdede omkring 1970, at "Øresundsregionen er et faktum, dens vækst kan ikke hindres - højst hæmmes, og dertil kommer, at regionen er et aktiv for hele Norden - et nordisk alternativ til de kontinentaleuropæiske og amerikanske storstadsgiganter".

Knap så gigantisk var Fristaden Christiania, selvom debatten om den fyldte megen spalteplads. I 1971 besatte slumstormere et rømmet militært kaserneområde på Christianshavn. Da politikerne stod delte i synet på aktionen, fik slumstormerne lov til at blive. En del af dem eksperimenterede med alternative livsformer præget af økologisk idéer, mens andre grupper prægedes af narkotika, hvilket gav politiet mange bryderier. Bedsteborgere gøs ved Christiania, hvor det etablerede samfunds normer blev vraget, mens mere progressive kredse så en fremtid i det alternative samfund, som slumstormerne ville skabe. Atter andre betragtede Christiania som en slags sikkerhedsventil, hvor man meget praktisk kunne isolere ubehagelige elementer.

Med energikrisens komme i 1973 blev den økonomiske vækst afdæmpet, miljøbevidstheden voksede og genbrugstanken fik et løft. I stedet for de hidtidige totalsaneringer i de gamle bydele, gik man nu mere over til bevarende sanering. Det erkendtes langsomt, at det gamle byggeri på Brokvarterne besad en rimelig god teknisk standard, som forholdsvis let kunne bringes i overensstemmelse med moderne behov, og at der var knyttet trivselsværdi til det ældre. Det forløb dog ikke uden sammenstød mellem det etablerede samfund personificeret af politiet kontra slumstormere eller lokale beboere, hvilket skabte flere borgerkrigsagtige episoder præget af tåregas og barrikader næsten ukendt for dansk mentalitet.

Folketallet i Københavns kommune toppede i 1950 med 750.000 indbyggere. I 1987 var tallet sunket til 475.000 på grund af udflytning og sanering. Til gengæld bredte urbaniseringen sig som et tæppe langt ud på Sjælland mod Helsingør, Roskilde og Køge. I dette område var der efterhånden kun få aktive landbrug tilbage, mens byfolk rykkede ind i bindingsværksidyllerne med bil i stalden og grill i haven. Samtidig skrantede Københavns gamle kraftcenter - havnen. Øresund kunne ikke klare de store skibe. Gøteborg og Hamborg løb af med Containertrafikken, og den indenlandske lastvognskørsel udviklede sig til skade for havnen. Udflytningen af industri til Jylland fik fremgang under Danmarks medlemsskab af EU efter 1972. Københavns havn kom til at ligge hen med øde kajer, forladte pakhuse, rustne kraner og tilgroede jernbanespor.

Hvad skulle man så anvende havnearealerne til? De følgende år gik debatten. Nogle ville genbruge området til kulturaktivitet i pakhusene, andre forestillede sig boligkvarterer rejse sig i stedet for skibsmaster og kraner. Så gav økonomisk opsving og ny optimisme svaret i 1990' erne: På få år hævede en lang række bygninger sig på havnefronten. Kalvebod Brygge blev massivt indrammet af kontorhuse, som tog udsigten til havneløbet. Til gengæld fik havnen nyt liv, da man overfor på Islands Brygge kunne indrette et havnebad. En vandbus skabte ligefrem bølgegang igen i havnebassinet suppleret af et øget anlæg af krydstogtsbåde ved Langelinie. Sydhavnen blev efterhånden ligesom Frihavnen og Nordhavnen en stor byggeplads til firmadomiciler og administration, men også til boliger med attraktiv beliggenhed ved vandet samt indkøbscentre som Fisketorvet.

Arkitekterne demonstrede flere steder, hvordan gamle pakhuse og siloer kunne indrettes til nye formål. Ved Christians Brygge fik man anbragt Den sorte Diamant ved at udvide Det kgl. Bibliotek nogle meter ud i vandet. På Holmen blev der sat boligbyggeri i gang, mens de gamle kanonbådsskure indrettedes til forskellige administrative og kreative erhverv. Orlogsværftets bygninger blev overtaget af arkitektstuderende. I akse med Amalienborg stod Operaen færdig i 2005, skænket af skibsreder Mærsk McKinney Møller.

I slutningen af 1990'erne tog også byggeriet af Ørestaden på Amager tøvende fart. Projektet blev stimuleret ved anlægget af den førerløse undergrundsbane Metroen, som forbedrede kommunikationen med Københavns centrum fra både Amager og Frederiksberg. Samtidig reducerede Øresundsbroen med sine motorvejsbaner og jernbanespor tidsafstanden mellem Sverige og Sjælland. Langsomt øgedes pendlingen på tværs af Sundet. Storebæltsbroen gjorde også sit til at føre København og det øvrige land tættere sammen. Disse investeringer lettede kommunikationen, men løste ikke den voksende daglige kamp mellem bilisterne om at finde parkering.

Flere af byens torve og pladser fik et løft: Det gjaldt Rådhuspladsen, omend busterminalen vakte mishag. Brolæggerne kom også til Nytorv, senest fulgte en længe ventet regulering af Kongens Nytorv. Interessen omfattede også andre bydele f.eks. Skt. Hans Torv på Nørrebro eller Halmtorvet på det Vesterbro, hvis blakkede ry nu begyndte at ændre sig til en nærmest mondæn adresse. Ellers konkurrerede stilladser overalt i byens gader om at give facaderne nye stedvis overraskende kulører.

Indvandringen fra Sydøsteuropa og Asien til København gav i århundredets sidste årtier Københavns et markant befolkningstilskud. Det opleves særlig mærkbart i bussen, på fortovet og i skolegården på Vesterbro og især Nørrebro. Flere skoler fik flertal af "nydanskere". Sammen med en voksende tendens til atter at værdsætte det snævre bymiljø fremfor omegnens villakvarterer, har udviklingen betydet, at Københavns folketal siden 1987 er vokset fra 475.000 indbyggere til ca. 502.000 i 2005. Statistikken konstaterer i 2005, at henved hver femte , som man går forbi på gaden i København, stammer fra udlandet eller er født her i landet af indvandrede forældre.

Den kommunalpolitiske udvikling i Københavns kommune forløb i årene omkring 2000 uden større forandringer. Borgerrepræsentationen så dog set flere nye ansigter på talerstolen, dels på grund af partiet Venstres større opbakning fra vælgerne, dels på grund af en øget repræsentation af "nydanskere". Et forsøg med bydelsråd faldt ikke positivt ud og blev droppet. Den landsdækkende reduktion af kommuner og amter, som blev lovfæstet i 2005, gik udenom Københavns kommune. Man ændrer ikke let kommunegrænsen i det i praksis samarbejdende, men politisk formelt reserverede naboskab mellem Frederiksberg og Københavns kommuner. Efter et traditionelt forvirret kommunevalg og kaotisk borgmesterkonstituering i 2005, som skyldes storbysamfundets mange forskellige interessegrupper og brogede befolkningssammensætning samt en stivnet kommunalforfatning, fik landets største kommune for første gang en kvinde, socialdemokraten Ritt Bjerregaard, som overborgmester.

København stod ved begyndelsen til det nye årtusind stadig ubestridt som Danmarks kontrol- og kommunikationscenter, som byen har været det gennem århundreder.

Tilbage til toppen

For at afværge spam, bruger vores e-mail links javascript.
Du skal have javascript slået til i din browser for at kunne sende e-post
til os via disse links. Vi beklager besværet.Klik her for at se min e-mailadresse i grafisk format.Eller brug denne maskerede adresse: jms($nabe|_a)kobenhavnshistoriezdk
Erstat parenteserne og deres indhold med det velkendte e-mail tegn.
Erstat z med punktum.