sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel I
Note:

 

[5]

I.

Regjeringens Kortsynethed og Tryghed.

_____

Det, om ikke vundne, saa dog hæderligt bestaaede Søslag 1801, der viste, at ikke engang Verdens største Søhelt havde formaaet at underkue dansk Tapperhed, havde fyldt enhver dansk Mands Bryst med den Bevidsthed, at han, naar Faren truede, formaaede at værne om sin Arne.

Da derfor i Aaret 1807 det Rygte begyndte at udbrede sig at England rustede en Flaade, der vilde gjæste Sjælland, var Skrækken for et saadant Angreb ikke saa stor, thi man var overbeviist om, at man ikke vanslægtet i de faa Aar siden sidste Krig, og at man nok formaaede at vise den ubudne Gjæst tilbage. Man ansaae det tillige ogsaa kun for løse Rygter, thi Regjeringen viste i den Henseende en Rolighed, der maatte ansees for at hidrøre fra den Overbeviisning, at ingen Fare truede Landet fra den Kant.

Frankrig havde ligget i Kamp med Rusland og Preussen, og Danmark havde, da de fremmede Hære kæmpede paa dets Grændser, anseet det for nødvendigt, at holde en Armee paa Benene i det østlige Holsteen og


6

det sydlige Slesvig, for at overholde sin Neutralitet. Den Stridsmagt, som laa her, beløb sig til omtrent 20,000 Mand, og var adspredt i vidtløftige Cantonnementsqvartererer med Hovedqvarteret i Kiel. Kronprinds Frederik, der regjerede i den sindsvage Christian den Syvendes Navn, var Øverstcommanderende. Blandt hans underhavende Officerer havde vistnok General Ewald med Hensyn til Dygtighed den første Rang. Han var bleven indviklet i en Kamp med Franskmændene, der vare trængte ind over dansk Grund for at forfølge Preusserne. Paa dansk Side faldt kun 4 og saaredes kun 13, paa fransk derimod var der 40 Mand Døde og Saarede. Saa forbittret Napoleon var, fordi man fra dansk Side havde vovet at ville forhindre hans Troppers Gjennemmarsch, gjordes der dog fra hans Side under de nærværende Omstændigheder Undskyldninger, og Angrebet foregaves at være skeet ved en Misforstaaelse.

Den 7de Juli 1807 sluttedes der en Fred til Tilsit imellem Frankrig og Rusland, og to Dage efter imellem Frankrig og Preussen. Napoleons Stemning efter denne Fredslutning var ikke den bedste imod Danmark, thi han var af den Mening at dette Land, som en neutral Stat, skulde have forhindret Englændernes Gjennemgang gjennem Sundet, da der netop paa samme Tid var gaaet to engelske Expeditioner til Stralsund og Rygen igjennem Øresundet.

Danmark var derfor ikke i en behagelig Stilling i Aaret 1807; thi ved sin Neutralitet kunde det let gjøre sig baade Frankrig og England, der nu kæmpede med hinanden, til Fjende. Da det imidlertid antog, at det


7

fra Englands Side Intet havde at befrygte, da det fra Fastlandets Side ikke kunde hindre England i nogetsomhelst Angreb paa Nordtydskland, saa fandt det det rigtigst, at lade den danske Hær blive staaende i Hertugdømmerne for at hindre Overgreb fra fransk Side. Regjeringen syntes i det Hele at helde, som ogsaa var naturlig, til engelsk Side, men da den ikke gav nogle afgjørende Beviser paa sit Sindelag, troede England os ligesaa lidet som Frankrig. Imidlertid vilde vel først senere et fjendtligt Sammenstød have fundet Sted, men da erholdt England Efterretning om "en hemmelig Artikel" i Tilsiterfreden.

Denne Artikel har aldrig været officielt bekjendtgjort, men med temmelig Vished tør man antage, at begge Keisere i Fælledsskab agtede at opfordre Sverrig, Danmark, Portugal og Østerrig at lukke deres Havne for England og erklære dette Land Krig.

Ligeledes, at Danmark skulde erholdt Erstatning i Nordvesttydskland og ved Hansestæderne, dersom det indvilligede i at overlade sin Flaade til Frankrig.

Efter de daværende Rygter skulde den engelske Cabinetssecretair Canning have kjøbt Traktatens hemmelige Artikler for 60,000 Pd. Sterling eller 5½ Tønde Guld.

Det var en stor, ypperlig vedligeholdt Flaade, som laa i Danmarks havn. Englands Dødsfjende vilde bemægtige sig den og vende dens Kanoner imod det. Ad en fredelig Vei kunde England ikke vente, at den danske Regjeringen vilde opgive sin Neutralitet og slutte sig til det, derfor maatte denne tvinges til det. Saaledes


8

omtrent tænkte England og rustede sig til det forestaaende Tog til Sjælland.

At England kort iforveien havde sendt to Divisioner brittiske Tropper til Pommern, tjente til, at blænde Danmark Øine. En tredie Division, og det den stærkeste, besluttede England nu skulde ikke gaae til sit først bestemte Sted, Pommern, men bruges til at bemægtige sig den danske Flaade. Men da England vilde komme som en Tyv om Natten over sit Rov, maatte Toget holdes hemmeligt og skjult for Danmark, thi dette kunde, naar det opdagede Englands Plan, i Løbet af 8 til 14 Dage lade de danske Tropper komme fra Holsteen til Sjælland, og da vilde det ikke lykkes England med den Magt, 30,000 Mand, som det vilde anvende derpaa, at erobre Kjøbenhavn. Derfor underrettede den engelske Regjering hverken sin Gesandt i Kjøbenhavn eller i Petersborg om sin Hensigt med Danmark.

For at der fra selve England ikke skulde komme nogen Efterretning om den engelske Regjerings Foretagende til Danmark, lagdes der en almindelig og streng Embargo paa alle Skibe i engelske Havne, da man meente kun at bruge nogle faa Dage til Udrustningerne, og saa var færdig med dem paa en Uges Tid.

Den dansk [i. e. danske] Charge d'Affaires i London Rist, var det imidlertid lykkedes, inden den almindelige Embargo paa Skibe, at forskaffe sig en tilforladelig Efterretning om den engelske Udrustnings Bestemmelse, som ogsaa om den hemmeligholdte Afsendelse af Minister Jackson til Kiel, ligesom han ogsaa var saa heldig at erholde Leilig-


9

hed til at underrette og forberede det danske Ministerium om begge disse saa vigtige forestaaende Begivenheder.

De engelske offentlige Blade begyndte ogsaa nu med først skjulte, derefter med mere bestemte Hentydninger paa den allerede til Udførelse bragte Plan.

Foruden Underretningen om den Fare, der svævede over Hovedet paa Danmark, fra dets egen Diplomat, erholdt den danske Regjering ogsaa Vink fra den franske Legationsecretair Desangiers. - Endvidere advarede den danske Generalconsul i London, Jos. Wulff, Commercecollegiet, der ikke agtede paa Advarslen.

Ogsa de danske offentlige Blade, som Berlings Avis bekjendtgjorde mangfoldige Efterretninger, som i høieste Grad burde have vækket Regjeringens Opmærksomhed. En af disse lød efter en Skrivelse fra London:

"Expeditionen til Østersøen maa have andre Hensigter, end at holde Skibsfarten i Sundet aaben. Henimod 80 flade Fartøier ere blevne udrustede i Chatam [i. e. Chatham] og Sheernæs [i. e. Sheernesss] for at afseile tilligemed Flaaden. Disse kunne alene bruges til Troppers Indskibning og Landsætning. Man troer imidlertid ikke, at denne Expedition vil være af lang Varighed, eftersom Admiral Gambiers Plads i Admiralitetet ikke er bleven besat. Den 2den Division af den til Østersøen bestemte Expedition skal afseile imorgen eller iovermorgen. Ved den 1ste Division af 10 Linieskibe befinde sig en Deel Fregatter, Brigger Chaloupper o.s.v."

Men med en ubegribelig Blindhed, man kan næsten sige Halstarrighed, vedblev Regjeringen ikke at agte paa alle disse Advarsler og Vink. Den gjorde ikke mindste


10

Anstalt til at møde noget Angreb; den stolede paa Englands Redelighed, da den havde modtaget de helligste Forsikkringer om Venskab. Den engelske Minister Garlike, en meget retskaffen Mand, blev af sin Regjering aldeles ikke underrettet om dens forestaaende fjendtlige Hensigter, og derfor forsikkrede han saavel den danske Regjering som Ministeren for det udenlandske Departement, Grev Christian v. Bernstorf, om England fredelige Hensigter, og paastod, at de omløbende Rygter vare aldeles umulige og opdigtede. Det engelske Ministeriums Falskhed skal have været saa stort, at det havde indsendt lignende Yttringer directe til Ministeriet og Kronprindsen selv. At der fra England tidligere var gaaet to Expeditioner gjennem Sundet til Rygen, gav ogsaa Sandsynlighed for, at den tredie havde samme Øiemed.

Men det var ikke alene Danmark som ikke fæstede Lid til alle de circulerende Rygter, den preussisiske Regjering havde endog sendt flere Ladninger med Kostbarheder og Skatte fra Stettin o.a. St. til Kjøbenhavn, da den, formedelst Krigen med Frankrig, ansaae dem sikkrest der. Den hele Verden blev ogsaa overrasket, ja en Mængde engelske Kjøbmænd vare saa aldeles uvidende om deres Regjerings besluttede Foretagende, at de lode deres Skibe afseile med Varer paa 10,000 Pd. Sterling til Danmark, og det kort før den engelske Flaade løb ud, da Ingen ahnede at den gjaldt Kjøbenhavn.

Nogen Undskyldning findes der altsaa for Regjeringens ubegribelige Tryghed, og hertil kommer ogsaa, at de Mænd, der paa den Tid stod i Spidsen for det danske Diplomatie, Brødrene, Greverne Christian og


11

Joachim Bernstorff, Sønner af den berømte A. P. Bernstorf, langtfra besadde Faderens Dygtighed og Duelighed. De troede blindthen paa Garlikes fredelige og venskabelige Forsikkringer, og tænkte ikke paa, at denne kunde være ført bag Lyset af sin egen Regjering.

Det var nu engang besluttet af Skjæbnen, at Danmark skulde aldeles uforberedt overraskes af de engelske Voldsmænd og tilføies en Krænkelse, der havde en syvaarig Krig tilfølge og endte med Danmarks Svækkelse.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |