sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel X
Note:

 

122

X.

Det 5te store Udfald i Clasens Have; Livjægernes
Bravour.

_____

Vi vende nu igjen tilbage til Kjøbenhavn, hvor General Peymann den 30te August opsagde den foregaaende Dag indgaaede Vaabenstilstand paa 12 Timer, for at Fjenden kunde bortflytte St. Hans Hospital. Alt var stille denne Dag, skjøndt Tropperne stode færdige til Udmarsch. Man vedblev imidlertid med at føre Kanoner paa Volden, kappe Træer o.s.v. Batteriet paa Tømmerpladsen beskød hele Dagen det fjendtlige Batteri ved Pesthuset med Bomber og Granater, hvilket Fjenden besvarede med gloende Kugler, Brand- og andre Granater.

Om Middagen forlagde Peymann sit Hovedqvarteer fra Citadellet til daværende Trakteur Raus Gaard, nuværende Hôtel d'Angleterre, paa Kongens Nytorv, for at være midt i Byen.

Englænderne havde begyndt at anlægge et nyt Batteri ved Ny-Kalkbrænderi, for at kunne efter deres Beleiringsarbeider skride videre frem, og dække deres


Ved side 122

123

venstre Flanke imod vores Kanonbaade paa samme Maade, som Tilfældet hidtil havde været med Svanemøllebatteriet.

Om Aftenen erholdt Fjenden atter en Vaabenstilstand for at kunne flytte Medicinkasserne fra Ladegaarden. Englænderne benyttede klogelig ethvert Paaskud under deres Troppers Fraværelse, for at forskaffe sig saa meget Ro som muligt, og hvortil St. Hans Hospitalet gav dem nogen Leilighed. Fra vor Side burde vi ikke saa let have indrømmet dem nogen Vaabenstilstand.

For at overtyde sig om, at Fjenden ikke havde anlagt Batterier i Classens Have, for at afbrænde de derværende Bygninger, og tillige for at omhugge de Træer, der endnu vare blevne staaende fra Udfaldet den 26de, og som hindrede den frie Udsigt og Fæstningens Ild, skulde der Mandagen den 31te August skee et stort Udfald fra Castellet til omtalte Have om Morgenen Klokken 4.

Udfaldet fandt Sted med 3 Batailloner af danske og norske Livregiment, deres og Gardens Jægere, Livjægerne og Herregaardsskytterne, samt 8 Kanoner, Alt under Oberst Becks Commando. Med Tropperne fulgte dennegang 50 Mand af Holmens Tømmermænd under Lieutenant Billes Commando, samt 50 Mand af Brandfolket, for at tjene som Pionerer ved de tilbageblevne Bygningers Sløifning. Fra Søsiden blev Angrebet understøttet af kun 3 Kanonchalupper. Ligesom tidligere ved Udfaldet mod Svanemøllen den 20de udsatte man disse Kanonbaade uden Nytte for den fjendtlige Ild, istedetfor man først ved et aftalt Signal burde have kaldt dem frem i det rette Øieblik.


124

Skjøndt dette Udfald skete med et større Antal Krigsfolk end tidligere, nemlig omtrent 2,200 Mand, var det dog for ringe til at kunne virke med synderlig Kraft.

Jægerne rykkede rask frem fra Citadellets yderste Enveloppe, og Linie-Infanteriet, som skulde understøtte Jægerne, fulgte rask bag efter.

General Peymann var personligen tilstede tilfods ved dette Udfald, efter Manges Mening, for om mulig ved en hæderlig Død i aaben Mark at unddrage sig Ansvaret for et Forsvar, om hvis heldige Udfald han mere og mere mistvivlede. Den Næstkommanderende General Bielefeldt, ledede selv Artilleriets Deeltagelse i Fægtningen fra Citadellets Volde og de detascherede Værker.

I Begyndelsen bleve de fjendtlige Forposter og Tropper allevegne drevne tilbage, da vores Krigsfolk trængte modigt og rask frem ind i Clasens Have. Bygningerne bleve antændte og Træerne deels brændte eller omhuggede. Ingenieurcapitain Ohlrogge recognoscerede hele Haven, og man overbeviste sig om, at Fjenden ingen Batterier havde anlagt i denne.

Men nu rykkede stærke fjendtlige Colonner frem i Iilmarsch, baade fra Strandveien og Østerbro, og toge vore Tropper i venstre Flanke. General Baird, der commanderede denne Fløi, ilede selv til, og blev to Gange let saaret i venstre Skulder og Haand, uden derfor at forlade Kamppladsen. Ogsaa General Peymann blev saaret af en Musketkugle i venstre Been, men vedblev dog en Tidlang at være tilstede, indtil en Kareth blev hentet, der maatte kjøre ham op paa Castelsvolden, hvorfra han vedblev at iagttage Fægtningens


125

Gang. Professor Winsløv indfandt sig for at forbinde ham, men da han beklagede Generalens Uheld, raabte denne: "Ak! det er Intet, her burde den have truffet," og pegede paa sit Hjerte, hvilket Udtryk vistnok viser den ulykkelige Mands Sindsstemning.

Omtrent Klokken 6, en Time efter at alle Bygningerne i Clasens Have vare komne i Brand, trak vores Tropper sig tilbage i god Orden med et Tab af 20 Døde og 82 Saarede.

Man fortsatte derimod Kampen længe fra Søsiden, hvor først Klokken 8, 6 Bombardeerfartøier, understøttede af Trekroner, Sextus og Citadellets lange Linie, begyndte at kaste imod Svanemøllebatteriet, medens 2 Spilpramme, hver armerede med en 150pundig Morteer, brugtes mod den fjendtlige lette Escadre. Af denne sprang Klokken 10 om Formiddagen det armerede Transportskib Charles of Kirkaldy i Luften under vore Matrosers almindelige Jubel- og Hurra-Raab, og Fjenden mistede ved dette Uheld 10 Døde, deriblandt een Officer og 21 Saarede, hvoriblandt 2 Officerer. Desuden sank en Brig paa Stubben, hvis Takkelage Fjenden dog bjergede om Eftermiddagen. Fjendens lette Escadre trak sig derpaa tilbage, forfulgt af Kanonflotillens Arriergarde indtil den Klokken 1 var udenfor Skudvidde. Fra Svanemøllen traf 2 gloende Kugler Blokskibet Mars uden dog at gjøre synderlig Skade. Tabet til Søes under denne Affaire var 1 Død og 4 Saarede.

Ved dette Udfald havde i Særdeleshed Livjægerne vist Raskhed og stor Bravour, skjøndt man ikke kan sige andet om de andre Troppedele, end at de gjorde deres


126

fuldkomne Pligt og udmærkede sig paa forskjellige Maader.

Den Roes man tillagde Livjægerne vakte de øvrige Troppers Skinsyge, og Admiral Winterfeldt fandt sig foranlediget til at indrykke i de offentlige Balde: "at han rigtignok aldeles bifaldt hiin Roes, men dog tillige bad, at man ikke heller maatte glemme Officererne og Mandskabet paa Roflotillen."

Hele Byen jublede ved den stedfundne Kamp og formeeente Seir til Lands og Vands, og Indbyggerne syntes igjen at blive opfyldte af godt Haab.

Denne Dags Morgen var Fjenden meget tidlig gaaet i Land ved Dragør paa Amager fra nogle armerede Chalupper, formodentlig for at opbrænde nogle der i Havnen liggende og hjemmehørende Coffardiskibe, og hvilke da ogsaa antændte en Galease, men Ilden blev snart slukket, og vores Landtropper forjagede kort efter Fjenden.

Den bittre Stemning, der hidtil havde gjort sig gjældende imod General Peymann, tabte sig noget ved det Uheld, der havde rammet ham. Man vidste at han havde viist et stort Mod, ved at stille sig paa et farligt, høitliggende Sted, udmærket ved sin Dragt og sin Ordens-Stjerne, hvilket vistnok havde tjent Fjende til en Sigteskive. Da en af hans Adjutanter vilde føre ham bort fra det farlige Sted, havde han sagt: "Er man bange for Skud," og var bleven paa den samme Plads, indtil han endelig blev saaret.

Ogsaa Commandeur Bille havde som altid viist stor Koldblodighed og ubøielig Tapperhed ved Flotillens Angreb, ved hvilken han sædvanlig var tilstede i en


127

Chaluppe. Imod General Bielefelt, der ikke selv personlig havde taget Deel i nogen af Udfaldene, var derimod den offentlige Stemning.

Den paa Nørrebro værende dobbelte Allee blev paa denne Dags Morgen kappet, for at tilveiebringe friere Udsigt fra Fæstningsvolden, endskjøndt fjendtige Jægere skøde paa vore Arbeidsfolk.

Om Aftenen havde der forsamlet sig en Mængde Mennesker omkring Hovedvagten, hvor der nu hver Aften opførtes Musik af Regimenternes Houboister paa Grund af Hovedqvartererets Forlæggelse til Raus Gaard ved Siden af denne Vagt. Menneskemassen var i en glad og begeistret Stemning.

Den følgende Dag, den 1ste September var Alting stille baade til Lands og til Vands efter Gaarsdagens store Anstrængelser. Alle Fjendens Batterier vare nu fuldførte, men Byens Indvaanere tabte derved ikke Modet, men rustede sig tvertimod, oplivet ved den foregaaende Dags hæderlige Kamp, til at møde Fjenden paa ny.

Nu var det formodentlig Meningen at Forsvaret skulde rigtig begynde paa Liv og Død, thi Mandskabet af Borgervæbningens anden Afdeling, der endnu ikke havde, besynderligt nok gjort Tjeneste, blev tilsagt uopholdelig at møde hos deres Compagnichefer for at modtage Vaaben og øve sig i disses Brug til Stadens Forsvar.

Ogsaa blev alle Læger og Pharmaceuter, som endnu ikke vare blevne ansatte, opfordrede til at melde sig for at ansættes ved Hospitalerne.


128

Nogle af Holmens Tømmermænd beordredes udenfor Østerport, hvor de omhuggede nogle Træer og satte en Deel Bygninger i Brand. Som sædvanlig fandt Kjøbenhavns Tallotteri-Trækning Sted idag.

Efter at Castenskjold var fordreven fra Sjælland, ansaae Peymann sig som Høistcommanderende over hele Øen og handlede derfor overeensstemmende med denne Anskuelse.

Idag ankom den fjendtlige Armeers Generalqvarteermester, Oberstlieutenant Murray, som Parlementair til vore Forposter, hvorfra man førte ham til Hovedqvarteret, hvor han overleverede en Skrivelse fra General Cathcart og Admiral Gambier, der lød saaledes:

Det brittiske Hovedqvarteer foran Kjøbenhavn,
den 1ste September 1807.

Sir!

"Vi, Overbefalingsmand for Hans brittiske Majestæts Land- og Sømagt, som nu befinder sig foran Kjøbenhavn, finder det passende, for at forhindre videre Blodsudgydelse, at opfordre Dem til at overgive Fæstningen og afstaae fra et Forsvar, som aabenbart ikke kan forsvares længe".

"Kongen, vor naadigste Herre, har ved sine diplomatiske Agenter anvendt ethvert Middel for at afgjøre det omtvistede Anliggende paa den forsonligste Maade.

For at overbevise Hans danske Majestæt og al Verden om den Ulyst, hvormed Hans Majestæt seer sig nødsaget til at gribe til Vaaben, fornye vi Undertegnede, da vores Tropper ere udenfor Deres Porte, og vore Batterier beredte til at entre deres Ild, Tilbudet af de samme fordeelagtige og fredelige Vilkaar, som ved hans Majestæts Ministre bleve foreslaaede deres Hof."


129

"Hvis De vil give Deres Samtykke til at overlevere den danske Flaade, og tillade at vi føre den bort, saa skal den blive opbevaret som et Depositum for Hans danske Majestæt, og tilbageleveres med hele dens Udrustning i ligesaa god Stand som den modtages saasnart Bestemmelsen for en almindelige Fred vil have fjernet den Nødvendighed, som nu foranlediger dette Krav.

"Eiendomme af ethver Slags, so ere blevne tagne siden Fjendtlighedernes Begyndelse, ville blive gjengivne deres Eiermænd, og Enigheden mellem de forenede Kongeriger Storbritanien og Irland samt Danmark blive fornyet."

"Men hvis dette Tilbud nu forkastes, kan det ikke gjentages. Al offentlig som privat Eiendom, der er bleven taget, maa da tilfalde dem, der have taget den, og Byen maa, naar den indtages, dele Skjæbne med alle erobrede Stæder."

"Vi maae udbedes os en hurtig Afgjørelse, fordi ved vore Troppers nuværende Stilling saa nær Deres Glacis, det hurtigste og kraftigste Angreb er uundgaaeligt, ligesom enhver Opsættelse vilde være paa urette Sted".

"Vi vente derfor Deres afgjørende Svar hosføiet, og have den Ære at være o.s.v."

"General Peymanns Svar herpaa var naturligviis afslaaende og lød saaledes:

Kjøbenhavn, den 1ste September 1807.

"Mine Herrer!"

"Vor Flaade, vor egen uomtvistelige Eiendom, ere vi overbevise om, befinder sig ligesaa trygt i Hans danske Majestæts Besiddelse, som den nogensinde kan


130

være det i Kongen af Englands, saasom vor Herre aldrig har havt noget Fjendtligt isinde mod Deres."

"Dersom De kan være grusom nok til at søge at ødelægge en By, som ikke har givet Dem ringeste Anledning til en saadan Behandling fra Deres Side, maa den finde sig i sin Skjæbne; men Pligt og Ære byde os at forkaste et Forslag, som ikke sømmer sig en uafhængig Stat, og vi havde besluttet at tilbagedrive ethvert Angreb samt til det Yderste at forsvare Staden og vore gode Sag, for hvilke vi ere redebonne til at opoffre vort Liv."

"Det eneste Forslag jeg seer mig istand til t gjøre, for at forebygge videre Blodsudgydelser, er, at affærdige et Sendebud til Kongen, min Herre, for at erfare hans endelige Villie med Hensyn til Indholdet af Deres Brev, saafremt De i den Anledning vil tilstaae mig et Pas. Jeg er o.s.v.

Peymann,
Høistcommanderende over
Hs. Maj. Landmagt.

Man maa antage, at Peymann maatte indsee, at de engelske Overbefalingsmænd, saavel fra det militaire som det diplomatiske Standpunkt, ikke kunde bevilge hans Begjæring, men at han gjorde det for at vinde Tid, ikke ganske affkjære al Forbindelse med Fjenden, og tillige for at have forsøgt hvad der lod sig gjøre.

Cathcart syntes overmaade gjerne at ville undgaae at angribe Kjøbenhavn, thi han anvendte baade officielle og private Midler for at bevæge Peymann til at give efter. Saaledes havde han formaaet Major Tscherning paa Frederiksværk at foreslaae Peymann:


131

"at Englænderne øieblikkelig skulde forlade Sjælland og betale enhver foraarsaget Skade, naar Danmark godvillig vilde udlevere Flaaden til Oplægning i engelske Havne under danske Officerers Commando og en Bemanding af 80 til 100 Mand paa hvert Skib.

Et lignende Tilbud gjorde den engelske Admiral Charles Cotton den russiske Admiral Siniavin, der laa med en Flaade, bestaaende af 9 Linieskibe og 1 Fregat i Tajofloden i September 1809. Flaaden blev overgivet til Englænderne og ført in Deposito til England, hvor den blev tilbagegivet 6 Maaneder efter Freden imellem England og Rusland.

Peymann var vist saare at beklage; uden bestemte Ordre, uden Raadgivere eller Forsvarsmidler, havde han, som vi vide, blot den almindelige Befaling: "at forsvare Flaaden til det Yderste." Hvad andet Valg havde han vel, end at lade sig begrave under Kjøbenhavns Ruiner, uden dog at kunne redde Flaaden.

Peymann lod i Dagbladene indrykke Fjendens Begjering og hans Afslag, og yttrede derpaa:

"Medborgere! Jeg er overbeviist om, at mit Svar er Eders, og at vore Nationalære er ligeså hellig for Eder som for mig. Velan da, ædle Medborgere! griber til Vaaben Alle og Enhver, som kan medvirke til at hævde vort elskede Fødelands Ære og Selvstændighed! Hvad vore Forfædre under lignende Omstændigheder have udført, det ville og vi! Vi stride for det Kjæreste, vi eie Jeg skal lade de Kjække af Stadens Indvaanere, som med Nytte kunne bruges til vort fælleds Forsvar, give Vaaben, og vi skulle med Kraft tilbagedrive vore Fjender, som vilde sig ind, at det staaer i


132

deres Magt at kunne foreskrive et ædelt, tappert Folk vanærende Love"

Dette Svar vandt et almindeligt Bifald. Generalens Ære og Pligt bød ham at forsvare Byen, slev om de blev opoffret uden Nytte. Maaskee kunde ogsaa den Undsætning, Kronprindsen havde lovet, komme. 3 Uger vare forløbne siden denne reiste fra Kjøbenhavn, og imidlertid kunde der være udrettet meget.

Peymann tog nu alle de Forholdsregler, han formaaede, for at møde Fjendens Angreb. For at erstatte Afgangen af Artillerister og Skytter, indtoges af Landeværnet de, der tidligere havde tjent som saadanne, hvilke øvedes paa Amagerfælled.

Naar Generalmarschen blev slaaet skulde saavel Artilleri som det borgerlige Infanteri samle sig paa de dem anviste Poster, og da erholde Forstærkning af den hele Garnison paa følgende Maade fra venstre til høie Fløi:

Vestervold.

Holks Bastion: 1 Bataillon Marinere.

Gyldenløves: 1 dito dito.

Schacks: 1 Landeværnsbataillon.

Helmers: 1ste Bataillon af norske Livregiment.

Over disse Bastioners samtlige Tropper havde Oberst Beck Commando.

Nørrevold.

Hahns Bastion: 1 Landeværnsbataillon.

Ahlefeldts Bastion: 1 dito.

Stadsoberstens: Garden til Fods.

Rosenborg: 1 Landeværnsbataillon.

Her havde Generalmajor Lemming Commando.


133

Østervold.

Qvitzows Bastion: 2den Bataillon af danske Livregiment.

Peuchlers: 1 Landeværnsbataillon.

Rosenkrands's:1ste Bataillon af danske Livregiment.

Over disse Tropper havde Generalmajor von Walterstorf Commando.

Livjægercorpset, Herregaardsskytterne og Medlemmerne af det saakaldte danske Broderskabs Skydeselskab fordeeltes til Schacks, Ahlefeldts og Rosenkrandses Bastioner, hvilken flankere de 3 Hovedindgange igjennem Vester-, Nørre- og Østerport.

Kronprindsens Liv-Corps eller Studenterne, der bestod af 8 Compagnier, blev fordeelt i 2 Compagnier paa hver af de tre tilstødende Courtiner, samt 2 Compagnier som Reserve under Volden ved Nørregade.

For at have Øie med Stadsgraven blev Faussebrayen, den saakaldte Kirsebægang, besat med en Række af Poster, udstillede fra selve Voldbesætningen.

Jægercompagniet af Landeværnet under Capitan Wildenrath stod i Reserve paa Christianshavn i Nærheden af Langebro.

I Ryssensteens Lunette mellem Langebro og Tømmerpladsen stod et fast Commando paa 150 Mand under Capitain Restorf af danske Livregiment, og til Forstærkning af Besætningen paa Tømmerpladsen commanderedes hver Nat et Piquet paa 50 Mand. Hver af de 3 Ravelinsvagter udenfor Portene var besat med 1 Lieutenant og 50 Mand, og for at forsvare de lige udenfor Portene liggende med Muur omgivne Vaaben-


134

pladser (tambours), hvor der anbragtes Skydehuller for Kanoner ud over Stadsgraven, var der henstillet en Mængde Haandgranater, hvormed Grenadererne af danske og norske Livregiment tidligere var blevne øvede i at kaste.

Ved Vesterport holdt der et Feltbatteri paa 8 trepundige Kanoner; ved Rosenborg et lignende, formodentlig i Reserve, for i fornødent Tilfælde at kunne rykke op paa Volden og bestryge Voldgangene, endelig 4 Amusetter, som betjentes af Landeværns-Artillerister, udenfor Østerport, som desuden fordeelagtig flankerede af Citadellets tilstødende Værker.

Det af 12 Compagnier bestaaende Brandcorps under Brandmajor Kirkerup fik Ordre at holde med sine Sprøiter og øvrige Brandredskaber paa Torvene i det Indre af Byen, og saasnart det blev mørkt bleve Brandlygterne tændte. For at Brandcorpset kunde hurtigt underrettes om naar og hvor der opstod Ildsvaade, havde Politiet foranstaltet oprettet ridende Patrouiller af Borgere; ligeledes var der af Brandcorpset ansat 8 Mand i hvert Qvarteer, som ved paakommende Ild foreløbig havde at ile til Hjælp, hvorhos det i Tilfælde af Bombardement, var befalet, at tvende Vægtere skulde være tilstede paa hver Post.

Fra Søetatens Side var der gjort Foranstaltninger til at kunne sænke Flaaden, i hvilken Anledning man havde hugget et firkantet Hul under Vandgangen i ethvert Skib, hvorover man atter satte en Fyrrelap, som hurtigen kunde tages fra med et Kobeen. Forøvrigt skulde Seil og Takkelage samles paa Bedingene for at blive ituhuggede eller ituskjaarne; Roer og Rund-


135

holter opstalles for at kunne brændes eller ituhugges, og de paa Skibene staaende Undermaster afkappes. Endelig satte man ogsaa 6 Brandere i Arbeide.

Saaledes forberedt ventede man, vel ikke uden spændt Forventning, men dog med den Uforfærdethed, som Bevidstheden om den retfærdigste Sag skjænker.

Den følgende Dag, Onsdagen den 1ste September, var alt stille, saavel til Lands som til Vands. Borgerene vare besjældede af Mod og Iver; rigtignok kjendte ingen af dem Krigens Rædsler og Virkninger, og næsten Alle vare af den Mening, at de engelske Bomber ikke duede, fordi man saa dem, kastede efter Kanonbaadene, springe i Luften, uden at betænke, at dette netop var en beregnet Fremgangsmaade, fordi det var lettere at ramme saadanne Baade med Stykker af en i Luften sprungen Bombe, end med den hele. Ligeledes tog man Hensyn til de engelske Bomber, der under Søslaget den 2den April 1801 kastedes imod Byen uden at anrette nogen Skade, men betænkte ikke, at Bomberne fra Søsiden ikke kunne naae Byen saa godt som fra Landsiden.

General Peymann fik denne Dags Formiddag Svar fra de to engelske Overbefalingsmænd paa sin Skrivelse fra foregaaende Dag, hvorved tillige mundligen Spørgsmaalet blev gjentaget, "om han ikke vilde godvilligen overgive Flaaden". Brevet lød saaledes:

"Hovedqvarteret foran Kjøbenhavn, den 2den September 1807.

"Sir!"

"Det gjør os saare ondt at matte underrette Dem om, at det ikke staaer i vor Magt at opsætte Udførelsen


136

af de aftalte og trufne Forholdsregler indtil De har kunnet indhente Instructions-Ordre fra Deres Regjering."

"Vi havde giort det Yderste, som ligger indenfor Grændsen af vor Bemyndigelse, naar vi endnu een Gang gjøre Dem ligeså fordeelagtige Betingelser, som de Vare, ved hvilke vi forsøgte at forhindre et Brud."

"Vi ville høiligen beklage Byens mulige Ødelæggelse, men føle Fyldestgjørende i den Betragtning, at idet vi for sidste Gang have gjentaget Tilbudet af de fordeelagtigste og meest forsonende Vilkaar, have vi gjort Alt, hvad der staaer til os, for at forhindre Blodsudgydelse og forebygge Krigens Rædsler.

Vi have den Ære o.s.v.
J. Gambier.
Cathcart.

General Peymanns Svar paa den sidste Opfordring var naturligviis det samme som paa den tidligere nemlig: "at han vilde forsvare Byen til det Yderste," og følgelig maatte man nu fra dette Øieblik være forberedt paa det Værste.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |