sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel XII
Note:

 

142

XII.

Den anden Rædselsnat.

_____

Englænderne skulde den hele Dag have ventet paa Forslag til Fæstningens Overgivelse, men forgjæves.

Ti Timer vare henrundne uforstyrrede af Fjenden, da begyndte denne igjen om Aftenen henimod Klokken 6 at kaste Bomber, skjøndt svagt imod den foregaaende Nat, og man begyndte derfor at nære det Haab, at Fjenden havde forbrugt sit Forraad af Projectiler. Ogsa fra Søsiden lagde de fjendtlige Bombardere sig i Stilling til Bombekastning, imedens 4 fjendtlige Brigger nærmede sig Grunden Stubben, men blev atter, som den foregaaende Nat, forjagede af vore Kanonbaade, saa at der ingen bomber faldt i Byen fra Søsiden.

Forgjæves havde man imidlertid smigret sig med, at Fjenden havde udtømt sit Krigsforraad, thi da denne mærkede, at man, uagtet Bombardementet var fornyet, endnu ikke vilde overgive sig, tiltog Bombekastningen henad Morgenstunden med en Heftighed, der overgik den foregaaende Nats. Faren for Menneskeliv var imidlertid


143

ikke saa stor, som den foregaaende, thi Fjenden overdængede bestandig Strøget imellem Gothersgaden og Vestergade, Omegnen af Frue- og Petrikirke, hvis Indvaanere alle havde forladt deres Boliger, saa at der her ikke fandtes andre end Brandfolket.

Der opkom denne Nat Ild over paa 20 Steder, men ved vort aarvaagne og kjække Brandcorps's og Indbyggernes Hjælp blev denne atter slukket. Det var beklageligt, at Brandcorpsets dygtige Chef, Major Kirkerup, blev saaret af et Bombestykke, hvilket Uheld maatte have en skadelig Indflydelse paa Corpsets Virksomhed, da tillige en Mængde af de uforfærdigede Brandfolk vare blevne dræbte, lemlæstede eller saarede. Henad Formiddagen blev det kongelige Hømagasin i Nærheden af Langebro skudt i Brand fra Batteriet ved gamle Pesthuus af en gloende Kugle. Det var umuligt og livsfarligt at slukke Ilden, thi fjenden overøste bogstaveligt Brandstedet med Bomber og Kugler, dog udbredte Ilden sig ikke videre, da Magazinet var nedbrændt.

Skjøndt det var især det ovenomtalte Strøg Fjenden i Særdeleshed beskød, bleve dog de øvrige Dele af Byen ikke skaanede. Hovedqvarteret paa Kongens Nytorv valgtes saaledes til et Maal for Fjendens Mordredskaber, og bomberne naaede endog Holmens Kirke. Mangfoldige Huse var blevne ødelagte, men Frue- og Petrikirke kneisede endnu høit imod Skyerne, uagtet de var blevne trufne af over 100 Bomber og Granater, der havde gjennembrudt Hvælvingen, ødelagt Prydelserne og endog var trængte ned i Gravkjelderne og havde sønderslaaet de Dødes Kister.


144

Man antog at Fjenden ogsaa denne Nat havde indkastet henimod 4000 Projectiler.

Uagtet alle disse Ødelæggelser, Menneskedrab og Menneskers Lemlæstelse og Beskadigelse var dog Stemningen i Byen endnu god og patriotisk. Man blev vant til Ulykken og Rædselsscenerne omkring sig, og viste undertiden en stor Sindighed og Rolighed. Enhver, som hidtil havde trodset og undgaaet Faren, troede ogsaa fremtidigen at kunne undgaae den, ogsaa antog man af fjenden snart maatte have udtømt sit Forraad af Ammunition, skjøndt den Klogere ret godt kunde indsee, at naar man udrustede en saa stærk Flaade, var den vist forsynet med tilstrækkelige Midler til at sætte sine Hensigter igjennem med.

Ligesom den foregaaende Dag saae man idag den største Deel af de Beboere, der endnu vare forblevne i deres Boliger, forlade disse og begive sig til Christianshavn eller Omegn med Alt, hvad de kunde føre med sig, og Trængselen til Christianshavn var derfor meget stor. Mange Huse stode nu tomme, i andre vare der kun enkelte Personer tilstede, hvilket den følgende Nat var Aarsag i, at der paa saa mange Steder opstod Ildebrand, der ellers kunde have været dæmpet.

Vi have omtalt Livjægercorspets udviste Tapperhed og vort borgerlige Infanteries og Artilleries ufortrødne Iver paa Kjøbenhavns volde, og kan derfor heller ikke undlade at omtale Studentercorpset, der under Beleiringen viste sig sine Forfædre under Kjøbenhavns sidste Beleiring værdige. De besatte, som vi have omtalt, Courtinerne mellem Bastionerne, men da der om Natten imellem den 2den og 3die September blev dræbt


145

4 Studenter og Natten imellem den 3die og 4de September 2 ved Bomber paa denne farlige Post, blev Corpset den 3die Nat afløst paa Volden, med Undtagelse af Courtinerne paa begge Sider af Vesterport, af regulairt Militair, for at de unge Mennesker ikke uden i høieste Nød skulde udsættes for al for megen Fare.

Bombardementet havde varet til Klokken mellem 7 og 8 om Morgenen, men ophørte ikke aldeles før om Eftermiddagen Klokken 4. Fjenden standsede formodentlig med Beskydningen, fordi han ventede, at Fæstningen vilde overgive sig, eller ogsaa fordi han selv trængte til Hvile efter saa uhørte Anstrængelser, skjøndt disse ikke kunde sammenlignes med Stadens, da han udsendte sine Ødelæggelses Redskaber fra bedækkede Batterier, dækket af Forstadens Ruiner.

Det synes som om man havde tænkt paa Udfald fra Fæstningen, som imidlertid ikke bleve udførte og heller ikke vilde have været til nogen Nytte, da Fjendens Batterier og Tropper laae saa nær Byen, at alle Udgange vare spærrede. Vore Feltvagter vare trængte saaledes tilbage af Fjenden, at de laae bogstavelig paa Glaciets Fod eller få Alen foran samme, og saae Bomber og Granater flyve over deres Hoveder ind i den ulykkelige By.

Ud paa Eftermiddagen blev det paa Tømmerpladsen ved Kallebodstrand værende uhyre Forraad af Tømmer, der tilhørte Kjøbenhavns Kjøbmænd, skudt i Brand med gloende Kugler fra Batteriet ved Pesthuset. Saasnart Efterretningen herom naaede til Hovedqvarteret, bleve 100 af Holmens tømmermænd sendt ud for i


146

Forening med Brandfolkene at slukke og hjælpe, og 3 Kanonbaade under Lieutenant Suensons Commando bleve sendte til Kallebostranden for at forstærke de allerede der værende Kanonbaade, hvis Ild af groveste Skyts alligevel ikke var istand til at bringe Pesthuusbatteriet til Taushed.

Længe søgte vore Brandfolk at modarbeide Luerne, som lignede et Ildhav; men Brandstedet blev, uagtet vor Skydning paa Fjenden, som sædvanlig overøst med en Regn af Bomber, Granater og deslige, der gjorde det umuligt at slukke Ilden. Det var en Lykke at Vinden bar Luerne ud over Vandet, thi ellers vilde sikkert Byen være bleven antændt inden for Voldene uden at kunne slukkes. Imidlertid antændte Luerne Træbrystværnet paa Batteriet yderst paa Tømmerpladsen og dets Krudtforraad sprang i Luften, og da alt var et Ildhav, var det umuligt for Heden at opholde sig der for Besætningen, som, efter at have fornaglet Kanonerne, matte forlade Batteriet. Den Hede, Branden af det herværende uhyre Tømmerforraad foraarsagede, var saa stor, at Mundingen paa flere af Kanoner smeltede.

Befalingsmanden paa Rysensteens Lunette, den ovennævnte Capitain Restorf, der ogsaa havde Opsigt med Ingenieur-Arbeiderne paa Tømmerpladserne og de nærmeste Bastioner af Hovedvolden, blev dræbt under sine Bestræbelser for at redde Mandskabet paa Batteriet.

Da Batterierne ved Svanemøllen og Kildevæld samt Ny-Kalkbrænderi bestandigt foruroligede Sødefen-


147

sionen og i Særdeleshed Kanonflotillens Avantgarde ved Lunetten, og dræbte flere Folk, anmodede Kanonflotillens paa Lunetten indqvarterede Officerer om, at maatte med deres Mandskaber forsøge at storme nogle af de for Flotillen farligste Batterier; men General Peymann afslog deres Forlangende.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |