sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel XV
Note:

 

159

XV.

Kjøbenhavns Capitulation.

_____

Den 6te September skulde Peymann da indlede Underhandlingerne med Fjenden. Om Morgenen Klokken 9 lod han derfor et Krigsraad sammenkalde ved sin Sygeseng, bestaaende af Land- og Sø-Etatens høieste Officerer, Regjeringskollegie- og Departements-Cheferne, samt een af Byens Magistrat og 2 af dens deputerede Borgere.

Vi ville her nævne disse Mænd, der skulde saa at sige afgjøre Kjøbenhavns Skjæbne:

Af Land-Etaten:

Generalmajorerne Gedde, Walterstorf, Falbe og Lemming, samt Obersterne Beck og Schmettow.

Sø-Etaten:

Admiralerne Winterfeldt, Lütken og Commandeur Kierulf.

Generalitetet:

Generaladjudant Kirchhoff.


160

Hof-Etaten:

Over-Hofmarskal Hauch.

Det danske Cancelli:

Etatsraad Cold

Rentekammeret:

Kammerherre, Grev Moltke.

General-Toldkammeret:

Confrentsraad Malling.

Finants-Collegiet:

Etatsraad Lange.

Høieste-Ret:

Conferentsraad Colbjørnsen.

Magistraten:

Conferentsraad Hjorthøi.

Stadens 32 Mænd:

Grosserer Axel Mørk og Peder Frederik Becker, samt Stadshauptmand Mylius og Politimester Haagen med de 3 Øverstbefalende.

Det Eiendommelige ved dette Krigsraad var den Omstændighed at civile Authoriteter mødte her med militaire Personer, hvilket ikke ellers er Tilfældet. Men det var i Særdeleshed Armeeens Generalauditeur, Bornemann, der ifølge sin Embedsstilling skulde gaae den commanderende General tilhaande som militairisk-juridsk Consulent, der havde foreslaaet denne Fremgangsmaade, og General Peymann ansaae det formodentlig ogsaa for rigtigt at give selv de civile Authoriteter Leilighed til at udtale deres Anskuelse om Stadens nuværende Forfatning og om muligen udfinde et Middel til at redde denne.


161

Det vare alle hæderlige Mænd, der mødte i dette Raad, alle vare opfyldte af Kjærlighed til Fædrelandet og sorgfulde over den fjendtlige Voldsgjerning.

Man oplæste allerførst et Document, hvori Fæstningsværkernes Tilstand, Borgernes Fortvivlelse vare skildrede, og heri omtaltes en Storm kunde ventes. Men hvor kløgtige og patriotiske de forsamlede Mænd ogsaa vare, saa vidste dog Ingen af de Tilstedeværende nogen Raad, der kunde redde Staden fra Overgivelse. Ingeniør-General Gedde yttrede som den kyndige Mand: "Fæstningen i dens nuværende Forfatning kan ikke holde sig mod en stormende Fjende."

Hele Raadet blev defor efter en lang Discussion enig i, at det var en uundgaaelig Nødvendighed at indvillige i Flaadens Overgivelse og altsaa at indlede Capitulations-Underhandlingerne paa denne Basis, og der var ingen af dets Medlemmer, der yttrede det Mindste om at sænke eller brænde Flaaden, ligesaa lidt som paa ny at gjøre Fjenden Modstand.

Da alle nu var enige, afsendtes en Parlementair til den bestemte Tid, lidt før Middag, til Cathcart med et Brev, der lød saaledes:

"Min Herre!

Jeg antager Deres Forslag i Henseende til Hans Majestæts Flaades Udlevering som Basis for Underhandlingerne; dog med den Betingelse, at ingen andre engelske Tropper maa betræde Staden, end de Commissairer, Officerer og Militairpersoner, som i Løbet af disse Underhandlinger maatte blive forlangt og Tilladelse dertil given.".


162

Herpaa svarede General Cathcart:

"Sir!

Efterat jeg har meddelt Admiral Gambier Deres Brev fra idag, tilligemed det fra igår Aftes, men som jeg først har modtaget imorges, underretter jeg Dem herved om, at vi samtykke i at underhandle med Dem om Kjøbenhavns Capitulation paa Basis af den danske Flaades Overgivelse."

"Men, da De ikke har bestemt Capitulations-Artiklerne, saa skulle høie og anseete Officerer af Hans brittiske Majestæts Sø- og Land-Etat strax blive afsendte for at udkaste Artiklerne med Dem eller med de dertil af dem udvalgte Officerer, angaaende Alt det, som maatte være af Vigtighed ved Kjøbenhavns Besættelse, og som lader sig forene med Udførelsen af det os overgivne Hverv.

Herpaa svarede General Peymann:

"Min Herre!

Saasnart det maatte behage Dem at bestemme et neutralt Sted udenfor Byen, hvor Capitulationspunkterne kunne vorde fastsatte, saa skulle Officerer blive sendt didhed, forsynede med den fornødne Fuldmagt til Underhandling. Vaabenstilstanden bliver imidlertid at ansee som bestaaende, indtil det Modsatte udtrykkeligen befales."

Efterat have modtaget denne Skrivelse svarede General Cathcart:

"Sir!

De Officerer, som ere befalede til at underhandle med Dem, ere: Generalmajor Sir Arthur Wellesley, Sir Home Popham, Capitain i Marinen, og Oberst-


163

lieutenant Murray, Armeens Generalqvarteermester. Disse Officerer vente ved Barrieren til Porten og ville strax træde i Underhandling med de af Dem udnævnte Officerer paa hvilketsomhelst Sted mellem vore Forposter og deres Linier, De maatte finde for godt."

"I det Øieblik, da jeg erholdt Deres første Brev, blev der givet Befaling til at holde inde med Bombardementet som med Skydningen; men en Vaabenstilstand er ikke bleven sluttet, hvilket Omstændighederne godtgjør, eftersom for faa Minutter siden der i Forstaden, tæt ved vore Skildvagter, er af deres Folk, blevet stukket et Huus i Brand*."

"Vi kunne, som vi allerede flere end een Gang have udtalt, ingen Opsættelse tilstaae i denne Anledning; og det vil altsaa snart vise sig, om de forestaaende Betingelser ere af den Art, at de tillade en Vaabenstilstand."

Nu fandt Peymann det rigtigst nok engang idag, om Eftermiddagen Klokken 6 at sammenkalde et Krigsraad, bestaaende af de samme Medlemmer, som vare mødte om Morgenen. Han ønskede at overlægge med dem, hvilke Vilkaar man skulde søge at opnaae ved Capitulationen. Men, endnu forinden man var kommen til at raadslaae, meldte den Parlementair, som af General Peymann var afsendt med hans sidste Skrivelse og som nu vendte tilbage, at de engelske Commissairer

*) Hvad det Huus, som ovenfor omtales, angaaer, erklærede og forsikkrede den commanderende General, at man havde afbrændt det uden hans Vidende og Villie.


164

allerede ventede, som ogsaa Cathcarts sidste Skrivelse omtalte, ved Barrieren udenfor Østerport, for at møde de danske Befuldmægtigede og uden Ophold begynde Underhandlingerne imellem de to Armeers Forposter.

Raadet valgte nu hurtigt de nødvendige Commissairer, nemlig: Generalmajor Walterstorf, Contre-Admiral Lütken, hvilken sidste dog vægrede sig ved at modtage denne Post ved at undskylde sig med for stor Udmattelse og Anstrengelse som Commandeur for Brandvæsenet, hvorved han endog sidste Nat var bleven saaret i Foden, men dog lod sig, især af Commandeur Bille, overtale dertil, samt Armeens Generalauditeur Bornemann, Commandeur Billes Svoger, som Klokken 7½ om Aftenen forlod Hovedqvarteret. De traf de engelske Commissairer ved det omtalte brændende Huus paa Østerbro, ved hvis lysende Flammer General Peymanns Skrivelse eller Fuldmagt blev læst. De engelske Officerer forlangte at underhandle paa Stedet, eller følge med til Byen og der aabne Underhandlingerne.

General Walterstorf erklærede dem, at man maatte først raadføre sig med de offentlige Authoriteter, og at General Peymann, der var syg og sengeliggende, først maatte underrettes om deres Ankomst. Dette var ikke efter de engelske Commissaireres Hoveder, de yttrede flere Gange paa en truende Maade: "at, dersom de danske Commissairer ikke havde noget Andet at foreslaae, maatte man igjen begynde at bombardere."

Endelig blev man enig om, at en af de engelske Commissairer, Sir Home Popham, skulde følge med Generalauditeur Bornemann til Byen, medens de 4 andre Commissairer skulde vente udenfor Østerport,


165

under aaben Himmel, ved det omtalte brændende Huus, til de kom tilbage.

Deres Ankomst blev strax meldt til General Peymann, og Samtalen, der førstes paa Fransk, dreiede sig naturligviis kun om Flaaden.

"Giv mig et Stykke Papir", sagde Popham, "og jeg skal med min Blyant strax udkaste Hovedpunktet!".

Han gjorde nu et Udkast, der lød: "den danske Flaade med alle Arsenaler og Tilbehør skal udleveres Hans Storbrittaniske Majestæt til Eiendom, og den danske Regjering afgive det fornødne Mandskab til Udrustning, for at den kan forlade Havnen, naarsomhelst de engelske Høistcommanderede [i. e. Høistcommanderende] maatte finde det nødvendigt."

Da de Tilstedeværende hørte Ordet "Eiendom" nævne, studsede de, da Talen hidtil kun havde været om "Depositum" - "Man havde ikke," svarede Popham, "antaget det første Tilbud." tolken i Hovedqvarteret, Professor Thomas Christian Bruun, spurgte Popham paa Engelsk: "om der ved Flaaden kunde forstaaes andet end Linieskibene?" Capitainens Svar var: "ethvert Fartøi af hvilkensomhelst Størrelse."

"Men ved Sø-Krigssager," vedblev Professor Bruun, "menes der vel ikke andet end hvad der hører til hvert enkelt Skibs Udrustning?"

Popham svarede atter laconisk: "ethvert Stykke i Arsenalerne!"

Nu blev Fjendens Propositioner drøftede i Krigsraadet hos General Peymann under de Forsamledes heftigste Forbittrelse. Man gjorde nye Forslag, førte Indvendinger derimod, og Generalauditeuren kom oftere


166

ind for at høre Raadets Beslutning. Da saa Popham paa sit Uhr, vilde ikke vente længere og forlangte Tilladelse til at hente de andre Commissairer, for at slutte Conventionen endnu samme Nat, hvilket man nødedes med at indgaae paa.

Han steg derfor i Vognen, men begjærede inden han kjørte bort, sit Blyantsudkast af Conventionens Hovedpunkt tilbage, hvilket ogsaa blev leveret ham.

Krigsraadet, der vedblev af raadslaae, kunde ikke finde andre Midler til at redde Staden, end hvad Fjenden havde forskrevet os. Fædrelandsfølelse opfyldte Alles Indre og Æres Stemme talte ogsaa, men man kunde ikke vente Hjælp nogetsteds fra, eftersom den engelske Flaade blokerede hele Sjælland, og saaledes kunde fortsætte Bombardementet og ødelægge Byen aldeles. De brændende Huse og den for en Deel ødelagte By var Beviis for at der var gjort nok for Æren, man maatte ogsaa nu tænke paa Menneskeligheden. At falde for Æren og erhverve sig et udødeligt Navn syntes ingen af de fem Befalingsmænd at have synderlig Lyst til, naar man undtager Bille.

De forsamlede Medlemmer af Krigsraadet vare nu paa nogle Faa nær af den Mening, at man var nødsaget til, at antage Capitulationspunkterne paa den af Fjenden forlangte Basis: Flaadens Overgivelse. Man trøstede sig endeligen med, at man muligen kunde vente nogen Erstatning ved den endelige Fred, hvilket Haab desværre glippede.

Winterfeldt og Bille havde derimod forandret deres Mening. Den første lod Protokollen tilføie: "Dersom det er Tid dertil, burde man destruere Flaaden, om-


167

endskjøndt saadant ikke kan være af den Nytte som forhen, og, hvis det mislykkkes, kun vil give Fjenden Anledning til at gjøre større Fordringer."

Bille foreslog derimod: "at forkaste Capitulationen paa den omtalte Basis og gjøre et almindeligt Udfald med Alt, hvad der i Staden var bevæbnet, tilligemed alle Søfolk paa Kanonbaadene og Holmens Magt."

Conferentsraad Colbjørnsen vedføiede følgende Votum: "I Henseende til Forslaget om et fortvivlet Udfald erklærer jeg, at jeg ikke alene vilde tilraade denne Mening, men endog bede om Tilladelse til personligen som simpel Soldat, at tage Deel deri, hvis det lod sig antage som muligt eller som Resultat deraf, at man ikke alene kunde bortjage Fjenden fra en eller flere af hans Forskandsninger og Positioner, men endog vente at beholde disse, om endog for en kort Tid eller nogle Dage kun, saa at Flaadens Overgivelse eller Byens Indtagelse derved kunde forhales. Men i modsat Fald troer jeg, at Følgerne deraf vilde blive, at vor alt for svage Magt maatte kun end mere svækkes og Fjenden sættes istand til at gjøre flere haarde og ydmygende Fordringer end de, han allerede har gjort."

Til allersidst, da Protocollen blev sluttet og underskrevet den 7de September om Morgenen Klokken 4, efter at Generalmajor Walterstorf allerede for 2 Timer siden var kommen tilbage med den sluttede Capitulation for at forelægge den for General Peymann, forlangte Bille følgende Votum tilføiet i Protocollen:

"Jeg, Kammerherre og Commandeur Bille kan derimod ikke tiltræde den anførte Mening, og deri være enig med den commanderende General og Generalmajor


168

Bielefeldt, men troer meget meer, at en Capitulation af den Natur ikke bør antages, men at man forinden man derpaa indlod sig, burde gjøre et Udfald med Alt, hvad der i Staden er bevæbnet, tilligemed alle de Søfolk, som ere paa Kanonbaadene, samt Holmens Magt, hvilket da i det Mindste ville udgjøre 3000 Mand. Naar man da slog som fortvivlede Folk for sin Ære, kunde man dø en rolig Død.

Det er indlysende at Billes patriotiske Følelser havde ført ham for vidt. Bille havde allerede om Morgenen været villige til at capitulere paa Basis af Flaadens Overgivelse, nu at gjøre saadanne Forslag, da man havde indgaaet en Vaabenstilstand og antaget en Basis for Underhandlingerne, var saavel urigtigt som ubetimeligt, da en slig Fremgangsmaade maatte ansees som uredelig og et Brud paa de indgaaede Betingelser, der vilde blive frygteligt hævnet.

Men allerede Dagen efter, den 8de September, indsaae Bille sin Vildfarelse og tilskrev desaarsag Kronprindsen, at der ikke var handlet "uklogt" i at capitulere; at hans Forslag ikke vilde have nyttet til Andet end at forskaffe ham og de Søkrigere, som fulgte ham, en ærefuld Død, og at man i denne Mellemtid kunde have tilintetgjort Flaaden; men at Byen derefter vilde komme til at lide desmere, og at Kronborg rimeligt da vilde være gjort til et andet Gibraltar.

Der er yttret af Mange om denne Krig, at man burde have ødelagt Flaaden, paa hvilkensomhelst Maade det end skete, og det naturligvis forinden der var gjort noget Skridt til Stadens Overgivelse. Man


169

er imidlertid ikke enig om Maaden, hvorpaa vi kulde have iværksat dette.

Brænde Flaaden, der bestod i det Mindste af 50 større Krigsskibe, i Orlogshavnen, kunde ikke skee uden at Søarsenalerne og Byen, samt omtrent 800 Coffardiskibe, som laae i Havnen, deelte Skjæbne med den.

Sænke Flaaden, var som vi have omtalt, paatænkt, men da Orlogshavnen paa de dybeste Steder kun er 22 Fod dyb vilde de største Skibe kun synke 5 til 6 Fod under den sædvanlige Vandlinie. En stor, om ei den Største Deel af de sænkede Skibes Skrog vilde da forblive over Vandet, saa de kunde under det fjendtlige Bombardement lettelig komme i Brand, hvilket kunde, som ovenfor er sagt, foraarsage hele Byens og Arsenalernes Ødelæggelse. Desuden vilde det være en let Sag for Fjenden at hæve Skibene igjen, dertil havde det været fornødent at han besatte Sjælland og Kjøbenhavn, og vi havde ikke faaet de Capitulationsbetingelser, vi senere fik. Admiralitetet indrømmede ogsaa senere, at Flaadens Sænkning ikke kunde føre til noget Resultat for os.

At gjøre Flaaden ubrugelige og ubevægelig ved at brænde Roer og Rundholte, ituskjære Seil og Takkelage, kappe Master o. dl. som man ogsa havde paatænkt, kunde heller ikke føre til noget andet Resultat end det selvsamme, som man vilde have opnaaet ved at sænke den, og kan derfor heller ikke bifaldes.

Den eneste mulige og anvendelige Maade, hvorpaa man kunde destruere eller ødelægge Flaaden var vistnok den, at føre eet Skib ad Gangen ud af Havnen


170

forbi Batteriet Trekroner, der antænde eller sprænge det med Krudt, og lade Vragene drive hvorhen de vilde. Ven denne Fremgangsmaade var Faren mindst og Ødelæggelsen størst.

Men, kan man spørge, hvor turde Peymann uden nogen Ordre paatage sig et saadant Ansvar, frivillig og forsætlig at ødelægge Landets hele Søværn af en Værdi til 18-20 Millioner Rdlr. og som Nationen satte saa høi Priis paa.

Peymann var imidlertid uvidende om, at Kronprindsen, da han var kommen tilbage til Kiel, havde afsendt den 18de August Premierlieutenant Steffens med Ordre til ham, der lød saaledes:

"Hvor ubehagelig den Tanke end er at tænke sig Muligheden af Kjøbenhavns Overgivelse i fremmede Hænder, hvilket jeg ogsaa under Deres Commando ikke befrygter, saa finder jeg det dog nødvendigt hermed at bekjendtgøre Dem, at det er Hans Majestæts Kongens Villie og Befaling, at, hvis det ulykkelige Tilfælde dog skulde indtræffe, som Gud forbyde, at Kjøbenhavn blev nødt til at overgive sig, da skal De, forinden sligt skeer, sætte Ild paa Flaaden og lade den brænde, da Hans Majestæt af to Onder vælger det Mindre, som virkelig det er at vide sin Flaade opbrændt, end see samme i sin og Landets Fjenders Hænder og derved give disse Voldsmænd en Triumph, som ingen dansk Mand kan taale at bære."

Det lykkedes ogsaa Lieutenant Steffens efter mange Vanskeligheder, for at omgaae Fjenden, at naae Sjælland, og var, forklædt, allerede kommen Kjøbenhavn 1½ Miil nær, da han blev anholdt af en fjendtlig


171

Patrouille og bragt til det engelske Hovedqvarteer, hvor man forlangte at see hans Depesche eller erfare dens Indhold og hans Ærinde. Det var lykkedes ham, at tilstille Conferentsraad Treschouw i Sjælland den, og denne havde brændt den, uden at læse den. Da Lieutenant Steffens ikke ville aabenbare sin Ærinde, truede man ham endog med Tortur. Men det blev ved Trudslen, thi Dagen etter sendte man ham ombord paa Flaaden, hvor han forblev, indtil Capitulationen var sluttet.

Vi gaae nu tilbage til Underhandlerne, som bleve afhentede af Home Popham og Generalauditeur Bornemann paa Østerbro, hvor de havde ventet i 2 Timer, og bragte til det danske Hovedqvarteer. Generaladjutant Major Kirchhoff udnævntes nu efter deres Ankomst istedenfor Bornemann, og Underhandlingen begyndte derpaa i bemeldte Trakteur Raus Gaard (Hotel d'Angleterre).

Walterstorf erklærede at General Peymann antog de i General Cathcarths og Admiral Gambiers Skrivelse af 1ste September gjorte Forslag, nemlig at den danske Flaade udleverede som et Depositum og bortførtes paa det Vilkaar, at den tilbageleverede i samme Stand og ved en almindelige Fred, naar den Nødvendighed, der havde foranlediget dette Skridt, ophørte.

Herpaa svarede General Wellesley iblandt andet, "at der ikke kunde længer være Tale om at udlevere Flaaden som et Depositum, men at den maatte overgives Englænderne ifølge Stadens Erobring."

Da man fra dansk Side gjorde Indvendinger herimod, erklærede de engelske Commissairer med Bestemthed, at der ikke kunde være Spørgsmaal om Andet,


172

end Flaadens ubetingede Overgivelse. Nu søgte da de danske Commissairer at forringe Paastanden i Henseende til Skibenes Antal og Rang, men den raae Capitain Popham svarede: at de maatte have Alt.

"Dette er vel kun da at forstaa om Linieskibene?" sagde de danske Commissairer.

"Nei," svarede Popham, "nei! vi maae have alt Flydende!"

Der kunde nu ikke længer være Tale om Capitulationens Hovedpunkt, men blot om at erholde saa fordeelagtige og lidet krænkende Betingelser i andre Henseender, og herpaa havde nu de danske Commissairer deres Opmærksomhed henvendt. De engelske Commissairer gjorde i Begyndelsen Paastand paa Trekroners Batteri og Øster- og Amager-Ports udelukkende Besættelse af engelske Tropper, og af de to andre Portes Forening med de danske Tropper.

Sir Arthur Wellesley og Oberstlieutenant Murray vare dannede og galante Mænd, hvis hele Opførsel ikke kan andet end roses, men Popham var en raae Person, der ikke brød sig det mindste om at skaane den saarede danske Nationalfølelse.

Wellesley yttrede: "at den danske Flade [i. e. Flaade] med alt Tilbehør skulde og maatte England have, og at det derfor ikke stod i Underhandlernes Magt af afstaae fra denne Fordring; men forresten vilde de gjerne indrømme enhver Villighed, der var mulig, blot at Flaadens Udlevering og Armeens Sikkerhed ikke blev derved vanskeliggjort eller sat i Fare.". "Har man i hele Verden hørt tale om," tilføiede han, "at en Stad, der seer sig nødsaget til at capitulere, foreskriver Seier-


173

herrerne Love, som f. Ex. at disse ikke maae betræde den betvungne Stad; at Citadellet bliver skilt fra den øvrige Deel af Byen ved en Pallisadering; at al offentlig Eiendom bliver respecteret, de kongelige Slotte urørte, eller at den erobrede By forlades efter en bestemt Tid: o.s.v. - Dersom de danske Underhandlere," vedblev han, "blive tiltalede for denne Capitulation, vil jeg selv komme og være deres Forsvarere."

Popham yttrede derimod: "Det er en Lykke for Kjøbenhavn, at Capitulationen sluttes. Vi have fra Frederiksberg seet en utallig Mængde Varer flyttes til Christianshavn og Amager, og denne Deel af Staden var netop bestemt til at bombarderes i Nat."

Underhandlingerne bleve imidlertid saaledes fortsatte Natten imellem den 6te og 7de November, medens Krigsraadet forblev samlet. De vigtigste Punkter bleve, forinden de af vores Commissairer bleve antagne, underkastede Peymanns og Krigsraadets Samtykke.

Klokken var saaledes, som allerede er omtalt, bleven 2 om Morgenen, da General Walterstorf traadte ind til General Peymann med Capitulationspunkterne og den Bemærkning, at de Befuldmægtigede ikke var istand til at erholde dem fordeelagtigere for os; og udbad sig nu Generalens Ordre for, at de turde antage dem.

Peymann havde desværre intet andet Valg, og de danske Commissairer underskreve derpaa Capitulationen ifølge hans Ordre.

De engelske Commissairer oversatte derpaa selve Capitulationen paa Fransk, om Morgenen Klokken 9 blev den modtaget af General Peymann, og derpaa afgik de engelske Commissairer med den til det engelske


174

Hovedqvarteer, for at den kunde blive confirmeret af de commanderende Generaler. Derefter blev den udvexlet i General Walterstorfs Bolig og lød saaledes:

1ste Artikel.

Naar denne Capitulation bliver underskreven og stadfæstet, skulle Hans brittiske Majestæts Tropper sættes i Besiddelse af Citadellet.

2den Artikel.

En Vagt af Hans Brittiske Majestæts Tropper skal ligeledes besætte Holmen.

3die Artikel.

Skibene, samt Krigsfartøierne af enhver Benævnelse tilligemed alle Hans danske Majestæts tilhørende Skibs-Sager og Sø-Inventarium skulle overgives i de Personers Værge, som blive udnævnte af de Høistcommanderende for Hans brittiske Majestæts Krigsmagt; og de skulle ufortøvet sættes i Besiddelse af Holmene, samt alle de dertil hørende Bygninger og Forraadshuse.

4de Artikel.

De sig i Hans brittiske Majestæts Tjeneste befindende Forraads- og Førselsskibe skulle tillades, om fornødent gjøres, at komme ind i Havnen, for igjen at indskibe, hvad Skibssager og Tropper, de have hidbragt til denne Ø.


175

5te Artikel.

Saasnart Skibene ere blevne udbragte fra Holmen, eller inden 6 Uger fra denne Capitulations Dato, eller før, om muligt, skulle Hans brittiske Majestæts Tropper overantvorde Hans danske Majestæts Tropper Citadellet i den Tilstand, hvori det vil befindes, naar de besætte samme. Han brittiske Majestæts Tropper skulle ligeledes, inden foranmeldte Tid, eller snarere om muligt, igjen indskibes fra Sjælland.

6te Artikel.

Fra denne Capitulations Dato skulle Fjendtlighederne ophøre over hele Sjælland.

7de Artikel.

Ingen Person, være sig hvo det er, skal vorde molestreret, og al Eiendom, offentlig eller privat, undtagen de foranmeldte, Hans danske Majestæts tilhørende Skibe og Krigsfartøier, samt Skibssager og Sø-Inventarium, skal respecteres, og alle civile og militaire Betjenter i Hans danske Majestæts Tjeneste skulle vedblive i den fulde Udøvelse af deres Embedsforretninger over hele Sjælland; og Alt skal anvendes, som kan sigte til at fremme Enighed og god Forstaaelse imellem de tvende Folk.

8de Artikel.

Alle paa begge Sider tagne Fanger skulle ubetinget tilbagegives; og de Officerer, som ere Fanger paa Æresord, skulle befries fra sammes Forpligtelse.


176

9de Artikel.

Al engelsk Eiendom, som matte have været sequestreret i Følge af de stedhørende Fjendtligheder, skal tilstilles Eieren.

_____

Denne Capitulation skal stadfæstet ved de respective Høistcommanderende og Stadfæstelsen skal udvexles inden Klokken 12 denne Dags Middag.

Givet i Kjøbenhavn den syvende Dag af September 1807.

C. F. Walterstorf
O. Lütken.
J. H. Kirchhoff.
Arthur Wellesley.
Home Popham.
Georg Murray.

Stadfæstet og bekræftet af os i det brittiske Hovedqvarteer paa Hellerup den fornævnte syvende Dag af September 1807.

J. Gambier.Cathcart.

Denne Capitulation sluttedes 23 Dage efter at den engelske Armee havde gjort Landgang. Skjøndt det danske Folk naturligvis ikke var tilfreds med den, kan man dog ikke negte, at naar man fraregner Hovedpunktet, saa var denne Capitulation efter Omstændighederne fordeelagtig for Kjøbenhavn, hvis fuldkomne Ødelæggelse uden den vilde have været uundgaaelig, og man maa paaskjønne saavel General Peymanns som Underhandlernes sindige og værdige Holdning ved denne Leilighed. Lord Cathcart kunne ogsaa med Rette sige i sin Rapport: "at efterat have opnaaet at sikkre sig


177

den danske Flaade, er al Anledning undgaaet, som kunde saare eller opirre Nationens Følelser. Endskjøndt Bombardementet havde anrettet betydelige Ødelæggelser i Byen, blev der ikke losnet et Skud, før denne var opfordret til Overgivelse paa de fordeelagtigste Vilkaar, som kunne tilbydes, ei heller ikke efterat der var viist Tilbøielighed til at capitulere, ligesom Bombardementet, der varede i 3 Nætter, blev betydeligt indskrænket den 2den Nat og først fornyet i sin fulde Styrke, da Fæstningens Ild viste, at man var bestemt paa at holde ud."

Kjøbenhavns Politimester havde den 6te September redet omkring paa Byens Torve, ledsaget af en Escorte af Livgarden til Hest, og oplæst en Bekjendtgørelse, som lød, "at der var sluttet en Vaabenstilstand med de Engelske; at den Fattige kunde vente Erstatning for det, der var brændt for ham; og at Enhver skulde forholde sig rolig."

Den syvende September, da Capitulationen var bleven sluttet og ratificeret, blev den bekjendtgjort Byens Indvaanere ved følgende Proklamation:

"Medborgere! Efterat alle vore Forsvarsmidler ere blevne utilstrækkelige, og vi ikke have kunnet forhindre Fjenden fra at anlægge Forskandsninger saa nær ved Stadens Volde, at han kan, saa ofte han finder for godt, sætte Staden i Brand paa flere Steder, uden at vore Slukningsanstalter (der ere ødelagde baade ved Deres Brug og Fjendens Skyts) kunne formaae at standse Ildens Udbredelse; saa har jeg, saavel i Betragtning heraf som efter min egen og de øvrige høistcommanderende Officerers fuldkomne Overbeviisning, indseet, at


178

vor svækkede Styrke i dens nuværende Forfatning ikke er istand til med nogen Sandsynlighed at afværge, at jo Fjenden med Magt kan indtage og sætte sig i Besiddelse af Staden, og som Følge heraf, tillige af begge Holmene og Flaaden, uagtet disses Forsvar fra Søsiden er aldeles betryggende. Jeg har derfor været sat i den uheldige Nødvendighed, for at spare uskyldige Borgeres Blod og Staden fra de uberegnelige Følger, som dens Indtagelse ved Storm maatte drage efter sig, at indgaae en Capitulation med den fjendtlige Krigsmagts Anførere, og derved maattet overgive Flaaden, samt indrømme Fjenden Besiddelsen af Citadellet Frederikshavn og Holmen i saa lang Tid, som udfordres til at føre Krigsskibene ud paa Rheden; dog paa det Vilkaar, at baade disse Steder skulle tilbageleveres, og Øen Sjælland, inden 6 Uger i det Længste, være forladt af de engelske Tropper, samt at alle offentlige og private Eiendomme, baade her i Staden og overalt paa Øen Sjælland, skulle blive uantastede og urørte."

"Medborgere! I det jeg, gjennemtrængte af Bekymring, meddeler Eder den Efterretning, maa jeg tillige minde Eder om, at den første Borgerpligt af Eder, hvis Liv og Gods nu saaledes ere betryggede, er Rolighed og Orden; og jeg bør tillige advare Enhver om, at Overtrædelse af denne Pligt er en Forbrydelse, som kunde drage bedrøvelige Følger efter sig."

Ved Dagsparolen befaledes: at efter en med de engelske Tropper afslutte Convention ophørte fra idag alle Fjendtligheder. Alle Portene paa Kjøbenhavns Fæstning aabnedes, som sædvanligt, men lukkedes indtil


179

videre ved Solens Nedgang. Fra idag af afgik samtlige Piketter, og fra imorgen af besattes Vagterne som sædvanligt, undtagen Hovedvagten, Toldbodvagten og Christianshavns-Portvagt, hvilken forstærkedes efter Commandantens Godtbefindende. Det borgerlige Artilleri og Infanteri afgik ligeledes fra de hidtil havte Poster paa Volden, men skulde efterlade Commandoer til Ammunitionens Bevogtning.

Samme Dag lagde den hele mobile Flotille ind af Bommen, og Mandskabet gik fra Skibene.

Om Eftermiddagen Klokken 4 besatte Englænderne Citadellet Frederikshavn og Nyholm under den Næstcommanderende, Generallieutenant Burrards Commando. Citadellet besattes af 1000 Mand, bestaaende af alle Vaabenarter, samt 2 Brigader Artilleri under Oberst Cameron. Nyholm blev besat ved Generalmajor Spencers Brigade, som indskibedes ved Kalkbrænderiet og landsattes paa Nyolm, hvorpaa de danske Vagter trak sig tilbage. Styrken angaves, Matroserne iberegnet, til 6 à 7000 Mand, af hvilket omtrent 1000 Mand den 10de September besatte Gammelholm. Kjøbenhavn og Amager forblev stærk besat, og den engelske Flaade blev liggende i sin hidtil havte Stilling i Sundet. Borgerne og Krigsfolket i Kjøbenhavn var i en ubehagelig Stemning. Citadellets Porte lukkedes af Fjenden og Broerne bleve optrukne. Jernporten ved Indgangen til Toldboden blev ogsaa lukket fra vor Side. Langs med Toldbodveien eller Esplanaden blev fra vor Side strax hensat Vagter og Poster af Livregimenterne og Husarerne, som dagligen afløstes, ligesom ogsaa Liv-


180

jægerne og de sjællandske Ryttere senere her maatte gjøre Tjeneste.

Fra Landsiden var der under Beleiringen gjort 12,649 Skud fra vore Morterer og Kanoner, nemlig Kugler, Bomber, Kardætscher, Granater og Brandkugler, hvoriblandt dog kun 674 Bombekast.

_____

Den almindelige Sorg og Bedrøvelse, som alle Stadens Borgere følte ved Bekjendtgørelsen om Kjøbenhavns Overgivelse, lader sig ikke beskrive. Man saa rigtignok Enden paa sine Lidelser, men det skete ved at Nationalstoltheden ydmygedes og krænkedes, og derfor vakte det ingen Glæde. Man talte om Feighed og Forræderi, at General Peymann ikke havde villet forhindre Fjendens Landgang eller gjort noget Alvorligt for at redde Staden. De lavere Folkeclasser kom i en Slags Gjæring ved at høre Capitulationsbetingelserne, de stimlede sammen paa forskjellige Steder i Byen og syntes at antage en truende Mine. Til Almuen sluttede sig flere af de bedre Classer, som deelte dens Anskuelser og Følelser. Den 7de September om Eftermiddagen stimlede store Folkeskarer, hvilke for størstedelen bestode af Marinens Folk og Haandværkere, der følte sig meest krænkede ved Flaadens Overgivelse, sammen uden for Hovedqvarteret paa Kongens Nytorv. De forlagte at tale med den commanderende General, tilkjendegave larmende og støiende deres Misfornøielse med den sluttede Capitulation, og forlangte at blive førte ud til Fjenden, for dog at døe med Ære, da de ikke længere kunde leve med Hæder. - Med da


181

nogle Rytterhobe rede over Torvet og Hovedvagten traadte i Gevær, adspredtes Hoben.

Cavalleriet blev nu beordret til at patrouillere i Gaderne for det første, Kronprindsens Livcorps og derpaa Liniesoldater holdt nogle Dage Vagt omkring Hovedqvarteret, og Hovedvagten erholdt en Besætning af Artillerister, for i værste Nødstilfælde at betjene det derværende Skyts.

Den 8de September om Aftenen afsendtes Oberst Grev Schmettou og Ritmester, Grev Holck, begge af Livgarden til Hest, med engelske Pas som Courerer til Kronprindsen. De ankom til Kiel den 11te September, og General Peymann havde medgivet dem en lang og detailleret Rapport over Begivenhedernes Gang og Beleiringens Udfald. Han endte denne saaledes:

"Jeg har anvendt de mig givne Forsvarsmidler, der dog, med Hensyn til den fjendtlige Hærs Styrke og store Artilleri, vare meget utilstrækkelige, efter modent Overlæg. Min Samvittighed og min Overbeviisning sige mig, at jeg har tjent min Konge og mit Fædreland saaledes, som min Pligt krævede, og jeg underkaster mit anvendte Forsvar mod Fjendens Overmagt Deres kongelige Høiheds Bedømmelse."

Senere indsendte Generalerne Peymann og Bielefeld, samt andre Autoriteter jevnligen Rapporter, og bade om Forholdsregler, men erholdt intet Svar, saa at man ikke vidste om Kronprindsen var tilfreds eller ikke tilfreds med de Commanderendes Handlemaade, hvilket ofte satte de commanderende Generaler i stor Forlegenhed.


182

Den 7de September om Eftermiddagen bleve Portene atter aabnede, dog med den Forsigtighed, som vi have omtalt, at Vagterne, især ved Portene og Toldboden blev stærkere besatte. Nu strømmede Stadens Indvaanere ud tildeels for at betragte de ødelagte Forstæder og Fjendens Batterier, tildeels for at besøge Familie og Venner. Ved at betragte Fjendens Beleiringsværker, blev man først rigtig overbeviist om, at de vilde have været en Umulighed for de beleirede med deres ringe Kræfter at tilbagedrive Beleirerne eller nedskyde dem bag deres Sandsække opførte, 5 til 6 Alen tykke og 4 Alen høie Batterier og stærke Positioner, den ene bag den anden.

Paa samme Tid som Kjøbenhavns Indvaanere strømmede ud, strømmede Beboerne i Forstæderne og den nærmeste Omegn ind i Byen, ligeledes nysgerrige efter at see de Ødelæggelser, Englænderne havde foraarsaget i Staden.

Forstæderne og de Fæstningen nærmest liggende Bygninger var rigtignok ødelagte, men det havde vi selv gjort. Længere ud i Landet, uden for Fæstningens Skuddistance, var Alt urørt og i sædvanlig Tilstand, selv paa Frederiksberg, hvor der dog havde ligget en Mængde Englændere. Den fjendtlige commanderende General havde opført sig meget human, ja endog bekjendtgjort under Beleiringen, "at Eierne af Markerne omkring ved Forstæderne maatte ile ud at høste, da Pligten forbød ham at opsætte Krigsoperationerne af en saadan Aarsag.

Man fik ogsaa Syn for Sagen, hvad der havde forestaaet Byen, hvis den ikke havde overgivet sig, thi


183

man fandt flere Steder ved Veien store Bunker af Faskiner, hvormed Gravene skulde have været fyldte, naar man vilde have stormet Kjøbenhavn.

Batteriernes Antal og Beliggenhed have vi tidligere omtalt, men for at give Læseren et Begreb om Størrelsen af den Hær, der havde ligget omkring Hovedstaden, ville vi give en Oversigt over de forskjellige Vaabenarter og deres Mandskabs Størrelse.

Ingenieurcorpset bestod af 22 Officerer og 1200 Pionerer under Oberst d'Arcy.

Artilleriet bestod af det tydske, som var kommen fra Rygen og udgjorde 1 ridende Batteri og 3 Fodbatterier, med 28 Officerer og øvrige Mandskab, ialt 703 Hoveder med 508 Heste. Det engelske Feltartilleri var omtrent af samme Størrelse, saa at det hele Artilleri kan anslaaes til 2000 Mand under Generalmajor Bloomfield.

Cavalleriet bestod af trende hannoveranske Husarregimenter, tilsammen 24 Eskadroner, ialt noget over 2000 Mand med over 1900 Heste, under Generalmajor Linsingers Commando.

Infanteriet bestod af trende Divisioner og en Reservedivision.

1ste Division, under Generallieutenant Ludlow, var inddeelt i 2 Brigader, tilsammen 5000 Mand.

2den Division under Generallieutenant Baird var inddeelt i 3 Brigader, tilsammen udgjørende 6969 Mand.

3die Division (Hannoveranere) under Generallieutenant Lord Roslyn, bestaaende af 4 Brigader, tilsammen 8272 Mand.


184

Reservedivisionen under Generalmajor Wellesley, bestaaende af een Brigade paa 4123 Mand.

Tilsammen:

    Ingenieurtropper ...1200 Mand     
    Artilleri ... 2000 Mand    
    Cavalleri ... 2000 Mand    
    Infanteri ... 24349 Mand    
     _______________    
    Den hele engelske Armee ... 29549 Mand    

Vi skride nu, inden vi ende dette Afsnit, til at omtale den Tab af Mandskab Kjøbenhavns Garnison eller overhovedet Krigsfolket havde lidt.

Af Sødefensionen blev ialt 53 dræbte, deriblandt 2 Officerer og 50 saarede, deriblandt 4 Officerer.

Af det kongelige Artilleri 10 Dræbte og 26 Saarede, deriblandt 3 Officerer.

Af Cavalleriet 2 Dræbte og 4 Saarede.

Af Linieregimenterne ialt 38 Dræbte, deriblandt 1 Officer og 117 Saarede, deriblandt 5 Officerer.

Landeværns-Brigaden 5 Dræbte, deriblandt 1 Officer og 11 Saarede, blandt hvilke 1 Officer.

Kongens Livjægercorps 18 Dræbte, deraf 1 Officeer og 47 Saarede*).

Herregaardsskytter 16 Døde og 32 Saarede.

_____

*) De faldne Livjægere vare: Lieutenant Bruun og Endorph, Lynge, Sandberg, Lohmann, Matthiesen, Adolph, Hau, Arentzen, Romeicke, Absel, Arbo, Dorrien, Pingel, Broagger, Bøhling, Theilmann og Bjørsløw.


185

Det borgerlige Infanteri 16 Døde og 36 Saarede, hvorilandt 6 Officerer.

Det borgerlige Artilleri 6 Døde og 1 Saaret.

Studentercorpset 6 Døde og 3 Saarede*).

Antallet af de Døde vare saaledes 188, Saarede 346 Mand, tilsammen 534 Døde og Saarede.

Tabet af Døde og Saarede ved det borgerlige Infanteri og Arilleri, samt ved Studentercorpset skete alene ved Bomber.

De fjendtlige Projectiler og Ildebranden havde derimod tilføiet Indbyggerne i Byens Indre et langt større Tab end Garnisonens. Hospitalerne vare opfyldt med Saarede, som for en stor Deel døde efter qvalfulde Lemlæstelser; men ogsaa i Husene bleve mange af de meer velhavende Borgerklasser pleiede og behandlede, og derfor er det ikke muligt at angive noget bestemt Tal af de Forulykkede. Længe efter fremtrak man endnu Liig af Ruinerne til et Beløb af 80, 165 Personer savnedes aldeles; omtrent 200 gamle Mænd og Qvinder omkom af Skræk, Elendighed, Nervesvaghed, Sindsforvirring o.s.v. De omkomne Indvaanere anslaaes til 1600 Mennesker, de saarede til 900 à 1000 Personer, der imidlertid ansees som alt for høit anslaaet.

Ved Desertion mistede Landetaten 1186 Mand, og Søetaten 11 Haandværkere og 14 Matroser. Det store Antal Deserteurer af Landetaten hidrørte i Sær-

_____

*) De faldne Medlemmer af Studentercorpset vare: Adolph Cold, Peter Christian Holm, Niels Fischer, Aage Kaasbøl Holck, Niels Qvistgaard og Michael Christian Lyders.


186

deleshed fra Marineministeriet, hvoraf de fleste vare Udlændinger. Mange af disse Ulykkelige vare blevne grebne under Udførelsen af deres Forehavende, førte for en Standret og nogle Timer efter skudte eller hængte. Det var først efter at Byen havde overgivet sig, at disse Meenedere flygtede over til Fjenden, hvilket lykkedes største Delen. Samme Dag at Capitulationen blev sluttet og bekjendt paa Batteriet Trekroner, modtog de derværende Soldater af Marineregimentet de engelske Skibe, som nærmede sig det, med Hurraraab. En Lieutenant Bierfreund, der hug med sin Sabel løs paa en saadan oprørsk Flok, var nær bleven nedhugget og matte nødsages til at gaae i Land. Den 8de September skulde 2de Barkasser føre Mandskabet i Land, men Besætningen paa den ene tvang den commanderende Officeer til at landsætte dem ved Kalkbrænderiet, hvorfra de samtlige gik over til Englænderne. Den anden Barkasse naaede vel Toldboden, men da Mandskabet var kommet i Land angreb det Vagten, der bestod af Borgermilitair, der havde lukket Jernporten og lukket Veien for dem ind til Esplanaden, drev Vagten tilside, og gik nu alle over til Englænderne i Citadellet. Samme Exempel blev fulgt af de fra Batteriet senere landsatte Marinesoldater.

For at hindre denne Desertering begyndte man den 10de September paa Arbeidet af en Palisadering fra Toldboden til Husarcasernen, langs den østlige Side af Toldbodveien, og som kun havde een Indgang ved Enden af Norgesgade.

Antallet af de ved Bombardementet beskadigede Gaarde og Huse anslaaes af Datidens Forfattere til


187

15 à 1600, af disse var 1 Kirke og 305 Gaarde og Huse aldeles afbrændte. Blandt disse vare Studiegaarden, 8 Professorgaarde, 26 Bryggergaarde, 5 Bagerier og 20 Brændeviinsbrænderier. Brandassurancen af disse Bygninger beløb sig til 2½ Million; hvorimod Skaden selv beløb sig til 5 Millioner, og med Tabet af Bohave iberegnet til 6½ Million Rdlr. d. C. Tilføier man nu Forstædernes Ødelæggelse og Tømmeroplagets Brand paa Tømmerpladsen, hvilket anslaaes til 4 Millioner, beløber det hele ved Beleiringen foraarsagede Tab sig til 10½ Million Rdlr. d. C.

Dette Tab staaer dog tilbage for det Handelsstanden leed ved de mange af Fjenden opbragte og condemnerede Skibe; thi den største Deel af Landets circulerende Formue var paa Søen og faldt for det meste i Fjendens Hænder. Allerede før Krigens Udbrud blev der opbragt circa 600 Skibe, hvis Værdi man anslaaer til 18 Millioner Rdlr. d. C. Ville vi nu medregnet det Tab Kjøbenhavns Handelsstand leed under den paafølgende Krig, saa kunne vi vist regne hele Summen til 30 Millioner. Disse Tab ruinerede ogsaa Byens fleste og meest fornemme Familier, utallige af disse bleve aldeles forarmede, Handelen aldeles ødelagt og lammet, og ethvert Erhverv ved en syvaarig Krig standset og tilintetgjort. Fra en af Europas meest blomstrende og velhavende Byer blev Staden i tre Dage forvandlet til en elendig Ruin, som først i den senere Tid har igjen opnaaet en Deel af sin forrige Herlighed og Velstand.

Inden man saae Englændernes befæstede Batterier, troede man, at vi havde tilføiet Fjenden et større Tab


188

end han havde tilføiet os. Men dette var ikke Tilfældet. De engelske Beretninger anslaae deres Tab til:

Søetaten 42 Døde, deraf 4 Officerer, og 145 Saarede, hvoriblandt 6 Officerer;

Landetaten: 14 Døde, deraf 1 Officer, og 34 Saarede, hvoraf 1 Officeer; foruden 25 Saarede.

Dette Antal er imidlertid for ringe angivet; thi de hannoveranske Tropper, neppe en Trediedeel af Armeen, havde efter egen Angivelse liidt et Tab af 91 Døde, hvorilandt 6 Officerer, dog vare de 5 Officerer og 58 Menige døde af Sygdom; og 72 Saarede, hvoriblandt 2 Officerer. Ogsaa paastaaes der at være fundne i Grøfter, Haver og Enge omkring Øster- og Nørreport flere Liig af Engelskmænd end hele Armeens opgivne Antal Døde og Saarede. Man slutter sig ellers til, at Fjenden har liidt et Tab af 600 Mand, som i Forhold til den engelske Armees Tal havde intet at betyde.

I de første Dage efter Bombardementet saae det meget sørgeligt ud i Staden. Det Vigtigste, man havde at foretage sig, var at slukke Ilden i de endnu brændende eller rygende Ruiner, ryddeliggjøre Gaderne for Steen og Gruus og reparere Brolægningen, for at man kunde komme frem i Byen; thi hvor en Bombe var slaaet ned, havde den altid gjort et dybt Hul og kastet Stenene trindtom.

Ligesaa sørgeligt saae det ud i Forstæderne og Byens nærmeste Omegn, thi her laae de fleste Huse i Ruiner, enten nedbrændte eller nedskudte, og for det meste ved Fæstningens eget Skyts. Fandt man etsteds en Muur, et Plankeværk eller en Jordvold, saa var


189

den gjennemskudt af Kanonkugler eller Granater, saa at man kunde see, at Fæstningens Besætning ikke havde sparet at benytte Skytset.

Før vi ende dette Afsnit, ville vi endnu omtale det Tab, som Videnskabeligheden leed ved Byens Ødelæggelse. Saaledes tilintetgjordes aldeles 21 Bibliotheker og Bogsamlinger, hvoriblandt Etatsraad Risbrighs sjeldne og kostbare historiske Samlinger, Malerier, Oldsager og islandske Haandskrifter, 3 Bogtrykkerier tilligemed en Mængde danske Forlagsskrifter. Til Lykke bleve det store kongelige Bibliothek over Tøihuset og Universitets-Bibliotheket skaanede.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |