sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel XIX
Note:

 

214

XIX.

Danmarks Stilling efter Flaadens Bortgang.

_____

Først i September havde Kronprindsen søgt at overføre en Deel regulaire Tropper til Sjælland og Lolland, deels fra Kjerteminde til Kallundborg, deels fra Svendborg over Thorsenge og Langeland til Taars i Lolland, deels endeligen fra Heiligenhafen over Fehmern til Rødby og Nysted, i den Formening at komme Castenskjold til Hjælp. Men allerede den 2den September var Efterretningen om denne Generals Nederlag ved Kjøge kommen til Kiel, og nu besluttedes der blot at gaae over Fehmern til Lolland i aabne Baade, der tog sin Begyndelsen om Aftenen den 4de September under Sølieutenanterne Falsen og Willemoes. Den sidste brugte den Snildhed, naar han i de mørke Nætter skulde styre Roret paa Baadene, at belyse Compasset med afskjaarne Sildehover, der lyse i Mørket. Paa denne Maade overførtes efterhaanden Avantgarden under General Ewald, bestaaende af 1ste sjællandske, samt den holsteenske Bataillon let Infanteri, slesvigske Jægercorps,


215

Jægercompagniet af Prinds Christians Regiment, 10 trepundige Kanoner, tilligemed det uberedne Livregiment lette Dragoner, hvilket, formedelst den vanskelige Overfart, havde maattet efterlade sine Heste i Holsteen, for ved Ankomsten til Lolland at forsynes med utilredne Heste.

Levningerne af de 4 Landeværns-Batailloner fra Smaaøerne stødte til disse Tropper, saa at alle samlede Troper udgjorde midt i September, da General Ewald selv gik over til Lolland og overtog Commandoen sammesteds, tilsammen 3362 Mand.

Disse Troppetransporter undgik imidlertid ikke de engelske Krydseres Opmærksomhed, og allerede den 2den September gik en af Contraadmiral Keates større Fregatter til Ankers under Fehmern, da han ifølge tidligere meddeelt Instrux fra Admiral Gambier, skulde blokere Øerne og affskjære al Forbindelse imellem Fastlandet og Smaaøerne, hvilket han imidlertid ingenlunde formaaede.

At de ovenomtalte Tropper paa Øerne ikke kom over til Sjælland, var af Vigtighed for Englænderne. Efter Slaget ved Kjøge besatte disse Omegnen af Kallehave og Vordingborg stærkt med Tropper, og da de henad Midten af October igjen forlode denne Egn, for at blive indskibet ved Kjøbenhavn, lagde 5 engelske Kanonbrigger, hver paa 10 Kanoner, sig i Farvandet imellem Vordingborg og Gaabense, beskøde sidstnævnte Færgested, som imidlertid forsvaredes Kjækt af en Ingeniørcapitain Hummel, flere Dage efter hinanden fra den 13de til 17de October, men formaaede dog ikke at hindre General Ewald i at gaae over fra Møen til Kallehave Natten til den 20de October.


216

Først den 11te September var Efterretningen om Kjøbenhavns Capitulation kommen til Kiel, og skjøndt Kronprindsen ikke svarede Peymann noget paa hans Skrivelse, og saaledes syntes at negte den sin Ratification, samtykkede han dog paa en Maade ved sin Taushed, da han i enhver Henseende lod den staa ved Magt, og allerede Dagen efter gav Generalerne Castenskjold og Ewald Ordre til at holde sig aldeles defensive paa Smaaøerne, saa der under hele Vaabenstilstanden ikke skete et eneste Forsøg imod Sjælland, for at de Engelske ikke heraf skulde tage forønsket Anledning til at forlænge deres Ophold der, maaskee for stedse. Først efter Sjællands Rømning satte Armeen sig sidst i October i Bevægelse, Avantgarden under General Ewald fra Kallehave imod Roeskilde, hvor den indtraf den 23de October, den øvrige Deel af Armeen, deels over Smaaøerne, deels over Fyen, til Sjælland.

I hiin Tid kjendte man intet til Slesvigholsteennismen; flere af Hertugdømmernes Byer, deriblandt Altona, Tønningen, Lygumkloster o.s.v. tilstillede Kronprindsen Adresser, hvori de udtalede deres Uvillie imod Englænderne og Deeltagelse for hans høie Person og det ulykkelige Kjøbenhavn; Byen Tønningen viste endog den Patriotisme, at tilbyde at kjøbe et Skib, der kunde bruges i Krigen.

Saasnart Kronprindsen havde faaet den overraskende Tidende om Kjøbenhavns Overgivelse og Flaadens Ran, besluttede den høit krænkede Fyrste at indgaae et nøie Forbund med Frankrig, hvis vældige Keiser han nok meente kunde beskytte ham imod Englændernes Vold. Marskal Bernadotte laa dengang i Hamborg med et


217

stort Troppecorps, til ham sendte Kronprindsen nu Grev Christian Bernstorff og sin Generaladjutant, Major Bülow, hvilke underrettede Marskallen om Kjøbenhavns Skjæbne og bade om hans Hjælp. Hertil var Bernadotte meget villig, og Afsendingen erfarede, at hvis Danmark ikke havde paa dette Tidspunkt nærmet sig til Frankrig, havde det to Dage efter besat Holsteen.

Paa samme Tid havde ogsaa Kronprindsen afsendt sin Generaladjutant i Søetaten, Commandeur Lindholm, med en Skrivelse til Keiser Napoleon i Paris. Denne hørte med megen Interesse paa Lindholms Skildring af Englændernes Færd og yttrede tilsidst: at Englænderne skulde nok faae det betalt. Keiseren var ogsaa villig til, at indgaae en offensiv og en defensiv Alliance med Danmark.

Englands Voldsdaad vakte hos alle Europas Nationer en retfærdig Harme. Selv det engelske Folk yttrede den største Uvillie imod Ministeriet, og dets Handlemaade blev saavel i som udenfor Parlamentet underkastet en skarp og bitter Dadel. I et af de engelske Blade indbød man endog til Subskription paa en Understøttelse for de af Kjøbenhavns Indbyggere, hvem Bombardementet havde tilføiet Tab.

Det engelske Ministerium fandt sig ved det engelske Folks Misfornøielse og andre Landes Yttringer om Overfaldet paa det fredelige Danmark, foranlediget til at udstede en offentlig Erklæring i Slutningen af September, hvori det søgte at bevise, at England nødvendigviis havde maattet tage de Forholdsregler, det havde taget, paa Grund af Frankrigs bestandigt om sig gribende Magt og Vælde, da det maatte befrygte, at


218

Frankrig vilde tvinge det danske Hof til at lukke Sundet for den brittiske Handel og Skibsfart, og betjene sig af den danske Krigsmarine til et Overfald paa Storbrittanien og Irland.

Ruslands Keiser, Alexander, gav høit sin Uvillie tilkjende og erklærede, at han vilde afbryde al Forbindelse med England, indtil Danmark fik Opreisning for den tilføiede Voldsgjerning. Saa lidet har imidlertid fyrstelige Personers Løfter at sige, naar Politiken er med i Spillet; thi istedetfor den Opreisning Rusland vilde tvinge England til at give Danmark, forenede det sig tvertimod faa Aar efter med England og Sverrig om at berøve Danmark Norge.

Efter den Fremfærd England havde udviist imod Danmark vovede det engelske Ministerium, da det gjerne vilde staae i et fredeligt Forhold til dette Land, at gjøre det følgende Forslag:

Danmark kunde vælge imellem Neutralitet eller Forbund med England. I det første Tilfælde skulde Rusland garantere Danmark denne ny Neutralitet, og den danske Flaade skulde tilbagegives 3 Aar efter den almindelige Fred i den Tilstand, den da maatte befinde sig i. Dog skulde Danmark for bestandig aftræde Øen Helgoland til Storbrittanien*)

Vilde Danmark indgaae en nøie Alliance med England, saa lovede dette samme sin kraftige Medvirkning til Lands og Vands. England vilde ligeledes

______

*) Øen Helgoland, der kun havde en Besætning af 26 Invalider, nødsagedes til at overgive sig til Englænderne den 3die September.


219

garantere de danske Arvelandes Udelelighed, eller og Gjengjæld ved Freden for en eller anden tabt Provinds, samt en efter Omstændighederne passende Udvidelse af de danske Colonier. For at fremme Negotationen skulde de engelske Tropper forblive i Sjælland.

Vilde Danmark derimod forkaste disse Forslag, saa vilde England forene sig med Sverrig imod Danmark; alle danske Skibe og Eiendomme, som befandtes i de engelske Havne, vilde da blive confiskerede, ligesom man vilde bemægtige sig de danske Colonier.

Der truedes ogsaa med, i det sidste Tilfælde, at Norge skulde adskilles fra Danmark og gives til Sverrig.

Men Danmark var allerede indgaaet paa Forbundet med Frankrig, og kunde heller ikke andet, hvis det ikke vilde have sine Lande oversvømmede af franske Tropper, ligesom det ogsaa for en ærekjær Fyrste ikke kunde egne sig, at forbinde sig med den, der havde krænket ham saa dybt.

Nu først, efterat Hovedstaden var ødelagt, Flaaden ranet, mange hundrede Handelsskibe opbragte, erklærede England Danmark Krig den 4de November.

Den 30te October havde Kronprindsen forladt Kiel og ankom til Odense den 2de November, derfra den 5te til Nyborg og den 6te sidlig om Aftenen til Kjøbenhavn. Hans Ankomst var saa uventet, at Ingen ventede paa ham og at han kun efter et længere Ophold blev tilstedet Adgang til sit eget Pallais.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |