sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel XX
Note:

 

220

XX.

Proces mod Peymann og hans samt flere Militaries
Domfældelse.

_____

Det første Kronprindsen foretog sig den følgende Dag var at lade arrestere Generalerne Peymann, Bielefeldt og Gedde, og fratage dem deres Kaarder paa Grund af deres Forhold under Kjøbenhavns Beleiring. Contraadmiral Lütken og Generaladjutant Kirchhoff bleve forkyndte Huusarest, ligesom General Walterstorf allerede den 22de September var bleven sendt i et Slags Forviisning til Aalborg, hvorfra han nu ligeledes indtraf som Arrestant, Alle for deres Deelagtighed som Underhandlere i Kjøbenhavns Capitulation.

Denne Fremgangsmaade var meget overraskende og nedtrykkende for de ulykkelige Mænd, der langtfra havde forventet at behandles saaledes, da de troede at have handlet som Æren og deres Samvittighed bød dem. At den Høstcommanderende for Søetaten, Commandeur Bille, ikke deelte deres Skjæbne, fandt de ogsaa


221

besynderlig, da de ikke vidste nogen Grund hvorfor han saaledes blev skaanet.

Samme Dag beordredes ogsaa en Overkrigscommission nedsat under Præsidium af Generallieutenant, Landgrev Frederik til Hessen. Som Assessorer vare Generalmajorerne, Grev Baudissin og Binzer, og som Actuarius og Protocolfører Generalauditeur Rosenstand af Søetaten, ansatte. Med Hensyn til Sødefensionens Foretagender erholdt Vice-Admiral Stockfleth senere Sæde i Overkrigs-Commissionen.

Den 13de November blev det betegnet ovennævnte Commission hvilke Punkter der skulde være Hovedformaalet for deres Undersøgelser. De løde saaledes:

"Er den af mig givne Instruction til Generalmajor Peymann fuldeligen bleven opfyldt, saavelsom og det Løfte, Generalmajoren havde givet, deels ei at overgive sig, deels at blot en Storm kunde bringe ham til Overgivelse?"

"Hvorvidt har Enhver af de Høistcommanderende opfyldt sin Pligt og viist den udfordrede Militair-Conduite?"

"Var Fjendens Landgang ei mulig at forhindre eller at gjøre vanskelig?"

"Ere Udfaldene fra Fæstningen og Citadellet skete til de Tider og udførte paa den Maade, at de kunde have Virkning? og er Alt, hvad herved burde have været iagttaget, skeet?"

"Hvorfor er Intet gjort for at have Værker, der kunde bestryge Tilgangene til Fæstningen og Citadellet, og hindre Fjenden i at sætte sig ved Søerne?"


222

"Var Volden besat med saadant Skyts, og var samme stedse forsynet med den udfordrede Ammunition og Besætning, som det burde have været, og bleve de i Land- og Sø-Arsenalet værende Vaaben anvendte til at forsvare Byen?"

"Var Capitulationen fornøden eller var den at undgaae? Var en Capitulation fornøden, hvorfor blev da Søetatens Raad ei fulgt efter Commandeur Billes, som havde været saa ærefuldt?"

"Om Generalmajor Peymann, som var sikker paa, efter hans Løfte, at holde sig i 3 Maaneder, troer at have opfyldt det? og hvad Undskyldning han troer at have derfor, at dette ikke er skeet?"

"Hvorfor Citadellet blev overleveret de Engelske tilligemed Holmen?"

"Om de, der ere brugte som Commissaire af Generalmajor Peymann, have opfyldt deres Pligter?"

"Hvorvidt det sammenkaldte Raad var fornødent, og om dette var en passende Messure, særdeles i Henseende til de Civile, hvis Ukyndighed havde været Grund nok til at fritage dem for videre Declaration, især da deres egen Tilstaaelse om Ukyndighed i dette Fag var lagt for Dagen?"

"Hvorledes General-Adjutant Kirchhoff kunde bestemt stemme for Flaadens Overgivelse?"

"Generalmajor Geddes og Bielefeldts bestemte Yttring, at Fæstningen ei kunde holde sig, og Aarsagerne, hvorfor de ei troede, at en Storm kunde afslaaes?"

"Samtlige Ingenieur- og Artilleri-Officerer, samt Oberstlieutenant Bassewitz tages i Forhør, for at


223

erholde bestemt Efterretning om Voldenes Befæstning med Skyts, og om man har gjort Fjenden alt det Afbræk, man kunde og burde?"

"Ligeledes bør alle Officerer, som have været med ved Udfaldene eller have været betroede særskilte Commandoer, afhøres for at erfare, hvorledes det er tilgaaet?"

"a. Om Dispositionerne til Angreb og Forsvar vare Vedkommende bekjendtgjorte, og hvorledes de ere udførte.

b. Om Enhver har opfyldt sin Pligt, samt hvorledes?"

"Har Generallieutenant Castenskjold, førend de Engelske beleirede Kjøbenhavn, reqvireret Skyts, Geværer og skarp Ammunition til de ham underlagte Corps? Og hvorledes har han faaet den Begjæring opfyldt? Men, hvis han ikke har faaet forommeldte behøvende Skyts, da af hvad Aarsag?

"Hvorfor blev den afsluttede Capitulation anseet som en Fredsslutning, da den dog kun kunde betragtes som en Vaabenstilstand for Kjøbenhavn?"

Overkrigs-Commissionen, som det blev paalagt at drive paa Sagens hastigste Tilendebringelse, begyndte allerede den 19de November at forhøre Generalerne Peymann Bielefeldt og Gedde, og vedblev dagligen at forhøre alle de Personer, som havde havt nogen væsentlig Deel med i Beleiringen. Forhørerne sluttedes den 25de Januar 1808 og udgjorde 696 Folio-Sider.

Armeens Generalqvarteermester General Binzer var det meest virksomme Medlem i Commissionen, og kan ansees for at have været den, som ledede Spørgsmaalene


224

og Ankeposterne. Han fandt imidlertid, at med de af Kronprindsen givne almindelige Spørgsmaal vilde der ikke komme andet ud af Sagen end Frifindelse. Men da Overkrigscommissionen ikke kunde være af den Mening, maatte der, for at komme til et andet Resultat, gjøres andre Spørgsmaal. "Den ødelagte Marine," yttrede Overkrigscommissionen, "det krænkede Danmark, den nedslagne Nation, Kongens Retfærdighed byder med større Strenghed at fremkalde Krigslovenes Bistand, naar de Paagjældendes Forhold opfordrer dertil."

Da Forhørerne i denne Sag vare sluttede fandtes der ifølge de Oplysninger, man havde forhvervet sig, Grund til Anke imod Generalmajor Peymann. De vigtigste Ankeposter vare:

"At han havde ikke fuldt efterkommet Kronprindsens Instructioner."

"At han havde ikke opfyldt sit Løfte, at kun en Storm skulde bevæge ham til Overgivelse."

"At han havde ikke opfyldt sine Pligter som General."

"Ikke brugt vedbørlig militair Conduite."

"Ikke havde hindret Fjendens Landsættelse ved at udmarschere med alle regulaire Tropper o.s.v.

Der gjordes saaledes 15 Poster, hvilke igjen inddeeltes i mange Punkter og Afdelinger imod ham.

Imod følgende var der formeentlig lovlig Anke:

Generalmajor Bielefeldt for 2den og 14de Post i Commissariats-Befalingen; Generalmajor Gedde ifølge dennes 5te og 14de Post; Contra-Admiral Lütken ifølge 9de og 11te Post; Generalmajor Walterstorf for 10de og 11te Post; Contra-Admiral Lütken for 13de og 16de


225

Post. Generaladjutant Kirchhoff for 10de og 11te Post, Oberst Beck fordi han den 18de August standsede et begyndt Angreb imod et fjendtligt Batteri uden tilstrækkelig Grund; og Oberstlieutenant Voigt for den 16de Post. Generallieutenant Castenskjold skulde gives Leilighed til at retfærdiggjøre sig i Commissarial-Befalingens 17de Post.

Auditeur Heltzen ved det holsteenske Infanteri-Regiment blev constitueret til Krigsfiscal i denne Sag.

Generalmajor Walterstorfs, Contraadmiral Lütkens og Generaladjutant Kirchhoffs Arrest blev hævet den 5te Marts, dog saaledes, at de ikke skulde tiltræde deres forhen hørte Functioner som Embedsmænd inden Dommen var falden.

Efter 6 Maaneders Forløb, længe efter at Forhørerne vare blevne sluttede, fremlagde Krigsfiskalen sin Anklage, som var affattet paa 597 Folio-Sider.

Samme Dags Eftermiddag bleve Generalerne Bielefeldt og Gedde bragte som Arrestanter til Citadellet, hvor General Peymann allerede sad. General Walterstorf fik fornyet Huusarrest. Paa samme Tid blev ogsaa Generalerne Peymann, Bielefeldt og Geddes samtlige Papirer forseglede, deres Effecter, Meubler og Alt hvad de besadde bleve registrerede og tildeels forseglede, tillige bleve Generalerne Peymann og Bielefeldt forhørte om deres Formueomstændigheder, deres Obligationer, rede Penge m.m. Denne hele Forretning udførtes just ikke med den største Delicatesse, tvertimod med mange tildeels krænkende Formaliteter.

Der blev given de Anklagede 2 Maaneders Frist til deres Forsvar, og paa den bestemte Tid, den 21de


226

September 1808 var det ogsaa færdigt. Først den 20de Januar 1809 meddeeltes der de Tiltalte, at Overkrigscommissionen vilde samles den følgende Dag for at offentliggjøre Dommen.

Men Kongen, Kronprindsen havde nemlig besteget Thronen i det foregaaende Aar, kunde formodentlig ikke bære over sit Hjerte, da han sikkert fandt Dommen for haard, at denne skulde læses op for dem uden Forberedelse. Han lod dem derfor underrette om, at de maatte med Taalmodighed og Standhaftighed høre Overkrigscommissionens Dom. Han havde allerede formildet den strax saa meget han formaaede, og, hvad ikke strax var skeet, kunde de vente vilde skee i Fremtiden."

Paa den berammede Tid forelæstes dem følgende Dom:

Anno 1808 den 16de November blev udi en eedsvoren Overkrigscommision, udi Sagen:

"Den constituerede Krigs-Fiscal, Auditeur Fr. Heltzen contra: General-Lieutenant Joachim Melchior von Holten-Castenskjold, Chef for det sjællandske Rytter-Regiment; Generalmajorerne Henrik Ernst Peymann, Deputeret i det forrige Generalitets- og Commissariats-Collegium (nu General-Commissariats-Collegium); Carl Frederik Bielefeldt, Chef for det Kongelige Artilleri-Corps; Hans Christopher Gedde, Chef for Ingeniør-Corpset; Ernst Frederik Walterstorf, Chef for det nordre Sjællandske Landeværns-Regiment; Contra-Admiral Otto Lütken; General-Adjutant (nu Oberst) Johan Hieronimus Kirchhoff, Deputeret i det forrige Generalitets- og Commissariats-Collegium (nu General-


227

Commissariats-Collegium); Oberst Frederik Beck, Chef for det Norske Livregiment til Fods; og Oberst-Lieutenant Johan Mangelsen Voigt af det Danske Livregiment til Fods; fældet saadan:

Dom.

Efter Krigs-Fiskalens indgivne Klage-Skrivt, samtlige Tiltaltes indgivne Forsvars-Skrivter, og alt øvrigt i denne Over-Krigs-Commission Fremførte, samt paa lovlig Maade erhvervet Oplysning og Vidnesbyrd, er det befundet, at General-Major H. E. Peymann, hverken har efterkommet Hans Kongelige Høihed Kronprindsens (nu Hans Majestæt Kongens) ham givne Instruxioner, eller gjort det Yderste til Landets og Stadens Forsvar; hverken opfyldt de ham som høieste Befalingsmand og øverstcommanderende General paaliggende Pligter, eller iagttaget den udi saadan Charge tilbørlige militaire Conduite, idet han ikke har forsøgt at hindre eller vanskeliggjøre Fjendens Landgang, eller paaset at Udfaldene af Fæstningen skete tilbørligen, eller draget betimelig Omsorg for Udenværkers Anlæg, eller gjort fornødent Brug af Sø-Etatens Skyts; viist sig ligegyldig ved, om Fjenden skete alt muligt Afbræk, Detaschements-Cheferne bleve tilstrækkeligt instruerede og fuldkommen opfyldte deres Pligter, og derhos ikke draget Omsorg for, at General-Lieutenant Castenskjolds Corps blev forsynet med det samme tilkommende Skyts og Ammunition herfra Staden. Endvidere: har capituleret og udleveret den danske Flaade til den engelske Magt uden beviislig Nødvendighed, og hverken, i Henseende til den indgangne Capitulaton, eller det holdte


228

Krigs-Raad, iagttaget Krigs-Lovenes Forskrivter; ei forsynet de til at negotiere om en Capitulation udnævnte Commissairer med de fornødne Forholds-Regler; antaget Capitulations-Forslaget uden skjællig Overveielse; og endeligen, viist en uforsvarlig Ligegyldighed i den antagne Capitulations rette Fortolkning og Opfyldelse af dens Indhold. Ved hvilken Overhørighed og skammelige Efterladenhed han er skyldig til Straf efter den 68de Krigs-Artikel*).

General-Major C. F. Bielefeldt, som en Second-Commanderende udi General-Commandoen, er deelagtig udi det Mangelagtige i Stadens og Fæstningens Forsvar, samt den ufornødne Capitulation, og Flaadens Overgivelse; samt derhos baade directe og indirecte, har fremfor Andre forledet General-Major Peymann til Capitulationens Antagelse, og endeligen endogsaa paadraget sig en grundet Mistanke om, at ville kaste Skinnet af dette Forhold paa Andre. Hvorfor han er skyldig til Straf efter den 68de og 70de Krigs-Artikel**).

General-Major H. C. Gedde, ikke alene har viist sig forsømmelig og efterladen i sin Charge, men tillige baade directe og indirecte forledet General-Major Peymann til Capitulation, og derved gjort sig skyldig til Straf efter den 70de Krigsartikel.

______

*) Den 68de Krigsartikel lyder saaledes: "Naar et befæstet Sted, uden Vor Befaling, eller Vor commanderende Generals Ordre, eller og uden den høieste Nød, overgives, skal Commandanten eller den øverste Befalingsmand sammesteds straffes paa Liv og Ære, samt hans Gods confiskeres."

**) Den 70de Krigsartikel lyder: "Men overbevises Garnisonen om at have tvunget Commandanten til Stadens Overgivelse, eller paa nogen Maade dertil at have raadet eller forledet ham, da skulle alle i denne Handling skyldige Officerer, og af de Gemene hver 10de Mand efter Lodkastning have forbrudt Livet."


229

Oberst-Lieutenant J. M. Voigt, under en ham betroet Commando den 20de August 1807, haver viist sig seendrægtig og ved ugyldige Udflugter søgt at unddrage sig sine Pligters Opfyldelse; samt derhos under denne Sag viist ufornøden Trættelyst, Vidtløftighed og brugt usømmelig Spotteri, hvorfor han er skyldig til Straf efter den 103die, 26de og 188de Krigsartikel*)

______

*) Den 103die Krigsartikel lyder saaledes: "Hvo i Træfning eller Stormløbning viser sig seendrægtig og ved ugyldige Udflugter søger at unddrage eller endog gjør Begyndelsen til Flugt, maa strax paa Stedet af de nærmest staaende drives frem ved Slag, Hug og Stød; og, bliver en saadan feig Karl derved dræbt, maa Ingen forgribe sig paa Gjerningsmanden, da han deri har handlet som en ærlig Soldat."

Den 26de Krigsartikel siger: "Saavel Officererne som Soldaterne skulle aldeles afholde sig fra alle ærerørige Skjædsord, Spotten og Skjæden, og Ingen, enten han er Soldat eller ei, i nogen Maade dermed fornærme; men skulde Nogen desformedelst blive foraarsaget for Retten at klage, skal saadan gjenstridig Skjendegjæst og Injuriant være pligtig, naar Krigsretten befinder den Fornærmede uskyldig, at gjenkalde sine Ord og at gjøre ham christelig Afbigt eller straffes med Fængsel, ja! endog med Bortjagelse fra Regimentet."

Den 188de Krigsartikel: "Alle andre militairiske Tilfælde, saa og Forseelser, hvilke høie som lave Krigsmænd maatte begaae mod Orden og Disciplin, og hvilke ikke i disse Vore Krigsarticler udtrykkelig benævnes, skulle enten til en vis og nærmest dertil henhørende Artikel henføres, og efter dens Indhold udtydes og dømmes, eller og skal Krigsretten efter Billighed, Lovene, almindelig Vedtagen, og ikke imod dette Krigsartikelsbrevs Grundsætninger stridende Krigsbrug, derover kjende og dømme, hvorved der skal tages nøiagtigt Hensyn til den begangne Misgjering og til den for Os flydende Fare og Skade, saa og til dens onde Følge, samt til Sagens hele og sande Beskaffenhed, paa det at Justitien til Alles Gavn kan over Enhver, af høi eller ringe Stand, uden Persons Anseelse vorde retteligen forvaltet.


230

Oberst F. Beck har som Detaschementschef den 18de August 1807 ikke viist tilbørlig Conduite, og er derfor skyldig til Straf i Analogie af den 66de*) og 188de Krigsartikel, samt Reskripterne af 22de December 1792 og 11te Mai 1765.

Contra-Admiral O. Lütken og Oberst J. H. Kirchhoff, hverken som Underhandlings-Commissairer om Capitulationen eller i det holdte Krigsraad have udviist tilbørlig Conduite; hviket dog maa ansees afsonet ved deres under Sagen udholdte Arrest.

General-Lieutenant J. M. v. H.-Castenskjold ei med tilbørlig Bestemthed har reqvireret Kanoner herfra Staden til sit Corps, hvilket dog efter de befundne Omstændigheder ei kan drage til videre Følge for General-Lieutenanten under denne Sag, end at han maa deeltage i Omkostningerne.

General-Major C. F. Walterstorf ved Udfaldet den 20de August 1807 ei har iagttaget tilbørlig militair Conduite, hvilket dog maa ansees afsonet ved de ham

______

*) Den 66de Krigsartikels Indhold er: "Ingen maa uden Ordre og før han afløses, frivillig og uovervældet begive sig bort fra det Sted, være sig Bro, Pas, Brèche, Batteri, Redoute, Skandse eller Løbegrav, som ham er befalet at beskjærme og vogte. Hvo herimod handler, straffes paa Livet."


231

den 20de September f. A. og senere paalagte Arrester. Hvorimod Generalmajor Walterstorf som Underhandlings-Commissair angaaende Capitulationen maa ansees at have opfyldt sine Pligter.

Skjøndt Krigs-Fiskalens paa Over-Krigs-Commissionens, i Følge den 72de Krigsartikel*) den 17de Januar d. A. afgivne præliminiaire Eragtning, grundede Sigtelser, saaledes ere beføiede med samtlige Paagjældende, hvorved tillige alle dem og deres Eiendomme paalagte Arrester og Seqvestrationer ere hjemlede, saa bør Fiskalens Sigtigelse og Paastande dog ei være Nogen til Hinder, videre end de ved Dom tages til Følge.

______

*) Den 72de Krigsartikel siger: "For at retfærdiggjøre en Fæstnings Overgivelse, maa især følgende Omstændigheder tages i Betragtning: at der har manglet fornøden Besætning, Proviant og Munition, saafremt Commandanten ikke har forsømt betimeligen at underrette Os derom; at ingen Undsætning har været at haabe; at Defensionsværkerne have været bragte i saa slet Tilstand, at de ikke have kunnet udbedres; at der har været skudt betydelig Brèche; at to eller tre Storme have været udholdte; at man ikke med Rimelighed har kunnet formode Andet, end at Fæstningen alligevel inden kort Tid, med den hele Garnisons Undergang og Tab, maatte være kommen i Fjendens Hænder. I Overeensstemmelse hermed skal af Krigsraadet eller Retten, for hvilken Commandanten, samt Officererne og de Gemene have at møde, eragtes; og skal Commandanten, Officererne og de Gemene enten kjendes frie og kraveløse, eller tilkjendes Straf, som foranført."


232

Thi kjendes for Ret:

General-Major Henrik Ernst Peymann bør have Ære og Liv forbrudt, og hans Gods confiskeres.

General-Major Carl Frederik Bielefeldt bør have Ære og Liv forbrudt, og hans Gods confiskeres.

General-Major Hans Christoph Gedde bør have sit Liv forbrudt.

Oberst-Lieutenant Johan Mangelsen Voigt bør have sin Charge forbrudt; saa bør og de af Johan Mangelsen Voigt under denne Sag brugte utilbørlige og spottende Udladelse være døde og magtesløse, og ikke kommen nogen til Fornærmelse i nogen Maade.

Oberst Frederik Beck bør udholde to Maaneders Fæstnings-Arrest i Citadellet Frederikshavn, af første Grad efter Rescriptet af 22de December 1792.

General-Lieutenant Joachim Melchior v. Holten-Castenskjold, Contra-Admiral Otto Lütken og Oberst Johan Hieronimus Kirchhoff bør for Krigs-Fiskalens videre Tiltale i denne Sag fri at være.

General-Major Ernst Frederik Walterstorf bør udi Sagens XVI Post b for Krigsfiskalens videre Tiltale fri at være. I øvrigt bør han for Tiltale i denne Sag fri at være.

I Følge det Kongelige Danske Cancellie-Collegiums Anmodning udi Skrivelse af 1ste December 1807 til denne Commission, forbeholdes Justitiens Tiltale imod Sognepræsten her i Staden, Hr. Hudtwalker*), i Anledning

______

*) Som vi vide, samlede Præsten Hudtwalker Underskrifer paa en Petition om at overgive Byen.


233

af hans den 5te September 1807 udviste Forhold, samt et derom til hans Broder i Hamborg skrevet Brev.

Forsaavidt de af Krigs-Fiskalen nedlagte Paastande ikke i denne Dom ere tagen til Følge, bør de ei være Nogen til Hinder eller Præjudice i nogen Maade.

Samtlige i Anledning af denne Sag paalagte Arrester og foretagne Seqvestrationer kjendes lovlige.

Den constituerede Krigs-Fiskal, Auditeur F. Heltzens Salarium bestemmes til 700 Rdlr., og udredes saaledes: H. E. Peymans Bo 150 Rdlr., af C. F. Bielefeldts Bo 60 Rdlr., af H. C. Geddes Bo 50 Rdlr., af General-Lieutenant J. M. v. H. Castenskjold 80 Rdlr., af General-Major C. F. Walterstorf, Contra-Admiral O. Lütken, og Oberst F. Beck og Johan Mangelsen Voigt hver for sig 30 Rdlr.

Endelig bør af H. E. Peymanns, C. F. Bielefeldts og H. C. Geddes Boer udredes de paa deres Arrest og Varetægt, samt Dommens Execution medgaaende Omkostninger.

Kjøbenhavn udi den formedelst Kjøbenhavns Capitulation nedsatte Over-Krigs-Commission.

Frederich Pr. z. Hessen.
(L. S.)
W. Stochfleth.
(L. S.)
Baudissin.
(L. S.)
____________________
P. Rosenstand Goeske.
(L. S.)


234

Denne Overkrigs-Commissiones Dom ville Vi, med allernaadigst Hensyn til de Domfældtes lange og tro Tjeneste have, af sær Kongelig Naade, formidlet derhen:

1. General-Majorerne Henrik Ernst Peymann og Carl Frederik Bielefeldt, meddeles Afsked af Vor Krigstjeneste, uden Tilladelse til at bære Uniform og Felttegn, og skulle de indtil videre opholde dem inden for Citadellet Frederichshavns Volde.

2. General-Major Hans Christoph Gedde, skal i Naade være afskediget af Vor Krigstjeneste.

3. Oberstlieutenant Johann Mangelsen Voigt, skal i Naade være afskediget af Vor Krigstjeneste, med den for hans havte Charge reglementerede Pension, hvormed Overkrigs-Commissionens Dom stadfæstes i Henseende til Mortificationen af de af ham under Sagen brugte utilbørlige Udladelser.

4. Oberst Friederich Beck ville Vi i Naade eftergive den ham tilkjendte tvende Maaneders Fæstningsarrest i første Grad, i Betragtning af den Arrest han allerede har udholdt.

I øvrigt bliver Overkrigs-Commissionens Dom herved allernaadigst stadfæstet.

Givet i Vort Hovedqvarteer i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn, den 18de Januar 1809.

Frederik R.
__________
F. Bülow.

235

Fremlagt og aflæst i Over-Krigs-Commissionen den 21de januar 1809.

Frederich Pr. z. Hessen.
W. Stockfleth.Baudissin

____________________
P. Rosenstand Goeske.

"Den hele Fremgangsmaade imod ovennævnte Mænd kan vistnok blot ansees som en politisk Fyldestgjørelse," siger Blom i sit omtalte Skrift, "Regjeringen troede at skylde sin mægtige nye Bundsforvandte Napoleon for at overbevise denne om, at man ikke havde spillet under Dække med England, og for derhos at udsone den Mistillid, man tidligere havde viist mod den mægtige Imperators Hensigter."

Det er ogsaa at antage, at den offentlige Stemme i Landet ogsaa krævede, at der maatte falde Offere for den Ulykke, der havde rammet Landet, og da man tillagde slet Krigsførelse som Grunden til Hovedstadens Ruin og Flaadens Tab, maatte ogsaa de øverste Befalingsmænd bøde derfor.

Men Frederik den Sjettes gode Hjerte kunde ikke længe udholde, at de Ulykkelige, der iøvrigt have vist sig som kjække og færdrelandsksindede Mænd, skulde lide, saa at sige, uforskyldt. Neppe 8te Dage efter at Dommen var dem forkyndt, paa Kongens Fødselsdag, den 28de Januar 1809, løslodes Generalerne Peymann og


236

Bielefeldt i Arresten i Citadellet. Peymann tog senere sit Ophold hos sin ældre Broder, der var afskediget General, og boede i Rendsborg. Efter at Krigen var endt og Napoleon styrtet erholdt Peymann ikke alene Tilladelse til igjen at bære Uniform og Felttegn, men blev endog flere Gange naadigen modtaget af Frederik den Sjette, naar han opholdt sig i Rendsborg. Peymann opnaaede den høie Alder af 88 Aar og døde i Aaret 1823. Gedde og Bielefeldt erholdt ogsaa Pension og deres Charger tilbage. De øvrige blev alle atter ansatte i Statstjenesten og stege til de høieste Værdigheder.

_____

Danmarks Stilling efter Hovedstadens Ødelæggelse og Flaadens Ran var meget mislig. Staten var indviklet i Krig med det mægtige England, hvis Flaader og Skibe fandtes, hvor der findes salt Vand, samt med Naboriget. Pengevæsenet var i en forvirret Tilstand, den tidligere store Virksomhed var ophørt, og efter tidligere at have deelt Verdenshandelen med England, eiede Danmark næsten ikke nogen Handelsflaade, thi 600 Kjøbmandsskibe vare, som vi vide, tagne af Englænderne.

Det var nu Regjeringen meest om at gjøre at skabe et Søværn. Til at bygge store Skibe havdes der ingen Penge, og hvis man ogsaa havde havt disse, vilde Tiden ikke have tilladt det. Man begyndte derfor paa at reparere de Skibe, som Fjenden havde efterladt, armere Flaadebatterier og Koffarideskibe, samt især at bygge mindre Krigsfartøier, Brigger og især Kanon-


237

chalupper og Kanonjoller. Ethvert Skibsværft i hele Riget blev brugt dertil og flere interimistiske Orlogsværfter dannedes og forestodes af Officerer, hvor Kanonbaadene bleve byggede efter Tegninger fra Holmen.

Kanonbaadene vare under de daværende Omstændigheder de hensigtsmæssigste Krigsfartøier man kunde have, og under Krigen udrettede de ogsaa Meget. Men et fortrinligt Forsvarsvaaben vare de ikke. En kyndig Søofficeer H. G. Garde gjør den Bemærkning, at de indenfor Fjendens Skudvidde ere aldeles uhensigtsmæssige, da nogle faa velrettede Skud kunne ødelægge hele Besætningen, eftersom de ikke blot ere ganske aabne og tæt besatte med Folk, men ogsaa under Fægtningen meest ere udsatte for at beskydes langskibs, eftersom de ere stavnbevæbnede; man har saaledes Exempel paa, at en eneste kanonkugle har dræbt eller saaret over 20 Mand paa en svensk Kanonbaad. De vare paa hiin Tid armerede med 2 Firetyvepundiger og kunde derfor kun bruges mod kortere og lettere Skyts; nu ere derimod vore Kanonbaade betydeligt forandrede, og de have en 60-pundig Bombekanon for og en 24-pundig agter.

Vore Kanonbaade gjorde stor Nytte under Krigen paa dybt og aabent Farvande. Naar det blæste eller blot var en maadelig Vind, kunde de Intet udrette; thi da kunde Seilskibene komme hurtigere afsted end Kanonbaadene med deres Aarer, men i stille Veir, naar et Skib viste sig, gik de ud, beskød det paa en saa lang Afstand, at de ei selv kunde naaes med synderlig Virkning, og toge det i Besiddelse, naar det var ilde tilredt.,

I vor Tid ville de ikke synderlig kunne anvendes, thi nu er strax et Dampskib ved Haanden til at bevæge


238

Seilskibene, saa at Kanonfartøierne Intet kunde udrette mod dem. Kostbare ere de ogsaa at holde, thi der udfordres 90 Mand til 2 Kanoner, medens der til et Linieskib og en Fregat kun regnes 9 Personer og paa de mindre Skibe 5 à 6 til en Kanon.

Det var med Iver at man byggede disse Kanonfartøier, der kun skulde holde en mægtig Fjende fra vore Kyster. Inden Enden af Februarmaaned 1808 vare allerede 11 Kanonchalupper færdige og i den derpaa følgende Martsmaaned løb 24 af Stabelen. Men det dansk-norske Folk viste ved denne Leilighed ligesom i Krigen 1848 til 51 at de vare besjælede af Patriotisme. I Krigsaarene indkom nemlig ved frivillige Bidrag til Flaaden ikke blot henved 1 Million Rigsdaler, der kan anslaaes til ½ Million Rigsbankdaler, men af 255 Kanonfartøier, som byggedes under Krigen, bekostedes desuden de 43 ved patriotiske Gaver.

Af det Tømmer, der kunde bruges af de Skibe, som Fjenden havde ødelagt, medens de stode paa Stabelen, byggedes et lille Linieskib Phøenix, som blev færdig i Aaret 1810, men ikke blev brugt under hele paafølgende Søkrig. Flere Fregatter bleve byggede, ligeledes mindre Krigsfartøier som Brigger.

Forsvaret af Rigets vidtløftige Søkyster var nu det Vigtigste man havde for Øiet, men paa samme Tid skulde man ogsaa tænke paa Norges Forsyning med det nødvendige Korn. I Krigens første Aar armeredes der Koffardiskibe til at convoiere de Skibe, der handlede med Fornødenheder til Norge, senere afløstes de af Orlogsbrigger.


239

Paa passende Steder, især ved Indløbene til Fjordene og de vigtigere Havne, anlagdes der Batterier, og ved de svagere Steder henlagdes der hyppigt Flaadebatterier, besatte med svært Skyts. Hvor man især kunde vente Fjenden udlagdes der Kanonbaade. De mange Smaastationer af disse beskyttede Rigernes vigtige Kystfart, ligesom de ofte stode det active Kaperi, der førtes mod Fjenden bi, mod de heftligt forbittrede Englændere, som heftigt forfulgte vore Kapere, da disse tilføiede dem stor Skade, og tvang dem til at holde en temmelig stor Orlogsstyrke til at convoiere i de danske-norske Farvande.

Saaledes var nu Danmarks Søværn ordnet, og Danmark begyndte en Søkrig med det mægtige England, hvilket imidlertid ligger uden for dette Skrifts Plan at beskrive; dog ville vi inden vi slutte dette Værk skildre den første mindeværdige Kamp, de Danske kæmpede med Englænderne, nemlig Linieskibet Prinds Christian med 2 Linieskibe og nogle Fregatter.

For som det hed, at understøtte Danmark imod Sverrig ankom en fransk Hjælpehær, for størstedelen Spanioler, under Anførsel af Bernadotte, og der gjordes Forberedelser fra dansk Side til en Landgang i Skaane. Endeel af Tropperne vare komne over paa Fyen, hvor de gjorde Holdt; formodentlig har det dog aldrig været Napoleons Mening, at de skulde staae Danmark bi mod Sverrig, meget mere, troer man at det var et Paaskud for at faae fast Fod i Danmark og derved holde dette i Afhængighed og nøde os til at underholde hans Tropper.


240

For at være ved Haanden til Troppeoverførslerne nedkaldtes nu fra Norge Linieskibet Prinds Christian Frederik, der tilligemed Linieskibet Lovise Augusta, vare de to eneste Linieskibe Danmark besad.

Men Linieskibets Chef, den kjække Carl Vilhelm Jessen, havde, som en Følge af et Krydstogt ved Vintertid af 200 af Skibets bedste Folk syge, hvilket bleve landsatte i Helsingør, og erholdt i deres Sted 200 uøvede Sømiliter. Den 18de Marts blev Jessen beordret til strax at seile til Beltet for om muligt at erobre en engelsk Fregat paa 36 Kanoner, som havde lagt sig ved Sprogøe, da det var af yderste Vigtighed, at faae denne Fregat forjaget fra Beltet. Man var imidlertid uvidende om eller agtede ikke paa at en engelsk Escadre under Capitain George Parker var sendt til Kattegattet. Da det danske Linieskib paa sin Reise til Sundet passerede forbi Vinga, laae der indfrossen 3 fjendtlige Linieskibe med nogle Fregatter og Smaaskibe som nu skyndte sig at ise sig ud. Nogle Dage iforveien vare 2 mindre Skibe allerede udisede og havde den 10de lagt sig udenfor Nyborgfjord. Det var rimeligt, at den i Beltet værende ringe Styrke kun var en List, for at lokke det danske Linieskib i Fælden.

Det syntes dog, at man ikke har været forvisset om, at der ikke kunde findes fjendtlige Skibe i Beltet, thi foruden at man bød Jessen at være hurtig og hemmeligholde Expeditionen, fik han Ordre at søge Slipshavn, "for en overlegen Force i Beltet."

Men Expeditionen lod sig ikke udføre med den Hurtighed man ønskede eller hemmeligt, thi der medgik


241

8 Dag med at indskibe 200 uøvede Sømiliter, samt det fornødne Proviant og Vand.

Det er ogsaa temmelig vist, at Fjenden er bleven underrettet om Jessens Forehavende; thi en halv Time efterat Jessen var passeret Nakkehoved, kastede 3 engelske Linieskibe Anker imellem Hornbæk og Høganæs. Fra Kjøbenhavn søgte man at advare ham, men det lykkedes ikke og den kjække Sømand gik sin tunge Skjæbne imøde. Han gik efter sin Ordre norden om Sjælland og ankrede da det blev mørkt imellem Seierø og Refsnæs, fordi den sydlige Vind hindrede ham i at seile videre. Allerede om Eftermiddagen Klokken 1½ var der seet to tremastede Orlogsmænd, som man maatte antage for fjendtlige. De styrede med alle Seil imellem Hasteensgrunden og Hjelmen ned ad Bæltet, og om Aftenen gik de til Ankers tvers for Refsnæs, omtrent een Miil sydligere end Jessen.

Næste Morgen Kl. 8, den 22de Marts, lettede de to fjendtlige Skibe, en større og en mindre Fregat, hvis Styrke ikke var hans overlegen, og krydsede for fulde Seil op imod Jessen. Denne gik ogsaa en halv Time efter under Seil, og de fjendtlige Skibe fulgte efter ham. Han besluttede nu, for at Troppeførselen over Beltet ikke skulde blive vanskeliggjort ved de fremmede Orlogsskibe, at drage disse ud af Beltet nordefter og derpaa angribe dem. Man har villet erklære denne Jessens Maneuvre for vovelig og misbilliget den*), men den bekjendte Capitain Carl Adolph Rothe har i sin Rapport til Admiralitetet erklæret, at Skibet seilede

______

*) Ræder, II, 385


242

bedre end ethvert især af de fjendtlige. Jessen fulgte ogsaa blot sin Ordre, der lød: "at det var af yderste Vigtighed at forjage den i Beltet værende Fregat," og han maatte antage, at denne "yderste Vigtighed," var at faae de franske Tropper over til Sjælland, og derfor søgte han at fjerne Fjenden fra Beltet. At der vare andre og større fjendtlige Skibe saa nær, at de kunde komme deres Landsmænd til Hjælp, inden han kunde faae Bugt med dem, vidste han jo ikke.

De udenfor Sundet ankomne 3 fjendtlige Linieskibe bleve strax, da Prinds Christian Frederik seilede til Beltet, underrettede derom fra Helsingborg, og to af dem, Stately, Capitain George Parker, og Nassau (det danske Skib Holsteen), Capitain Robert Campbell, der hver førte ligesaa mange Kanoner som Jessens Skib, satte af alle Kræfter efter dette. For at det danske Orlogsskib ikke skulde slippe bort, forblev den tredie engelske Orlogsmand, Nanguard paa 84 Kanoner, ved Sundet for at hindre det i at naae Kjøbenhavn.

De 2 fjendtlige Fregatter, med hvilke en Korvet havde forenet sig, havde Jessen faaet trukket op med sig imod Anholt, da han Klokken 2 fik Øie paa 2 fjendtlige Skibe, der kom ham imøde. Imod en saadan fjendtlig Overmagt, indsaae Jessen, var det umuligt at staae sig. Han holdt derfor af for at seile om Seierø, i den Formodning, at de fjendtlige store Skibe turde ikke følge ham, men den fra Kjøbenhavn medtagne Lods tabte aldeles sin Fatning og turde ikke paatage sig, at føre Skibet igjennem Løbet der.

Nu holdtes der Krigsraad. Seilede man mod Syd, vesten om Seierø, vilde man trække hele Fjenden


243

Magt til Beltet, hvilket var tvertimod de Forholdsregler, der vare foreskrevne Jessen; der besluttedes derfor, da man antog at Prinds Christian Frederik seilede bedre end de fjendtlige Skibe, og man tilllige besat større Localkundskab end Fjenden, at søge at komme ovenfor Sjællands Rev før denne, og ved Hjælp af det snart indtræffende Mørke, at naae Kronborg forinden denne. Da man var uvidende om det Linieskib, som befandt sig ved Indgangen til Sundet, var Planen dristig og kjæk, men da Vinden syntes at staae Jessen bi, udførlig.

Klokken 5½ havde man naaet ovenfor Sjællands Rev, og havde de fjendtlige Linieskibe en halv Miil borte fra sig. Men nu lagde Naturen Hindringer iveien for et heldigt Udfald, thi Vinden trak sig saameget mod Syd, at Skibet ikke kunde seile Sjælland forover. Medens Prinds Christian Frederik maatte krydse seilede Fjenden med rum Vind, og Veirliget holdt sig ogsaa klarere end man havde ventet. Det syntes derfor umuligt at undflye, og ikke at være andet for, end at indlade sig i en Kamp, hvis Udfald ikke turde være tvivlsom.

Jessen besluttede, hvis det ikke kunde været andet, at lade sit Skib løbe paa Grund, og holdt derfor langs Revet henimod Landet. Det var en svær Opgave Skjæbnen havde givet Jessen at løse, nemlig med en Besætning, hvis Trediedeel var usøvant og kun havde været faa Dage ombord, at kæmpe med 2 Linieskibe, hver paa 68 Kanoner, ligesom Prinds Christian Frederik, en svær Fregat - Quebeck paa 44 Kanoner - samt 2 Korvetter.


244

Men med den danske Sømands altid freidige Mod gik man Fjenden imøde. Da den bekjendte Willemoes saae de to store fjendtlige Orlogsskibe nærme sig, sagde han: "Vi maae iføre os vor Stadseuniform, thi det bliver en statelig Affaire."

Om Aftenen Klokken 7½ faldt de første Skud fra Prinds Christian Frederik, og traf Linieskibet Nassau, der seilede i dens Kjølvand. Et Qvarteer efter naaede Nassau op til vore Linieskibs læ Laaring og gav sin hele Ild paa det paa Pistolskuds Afstand. Nogle Minutter efter gav Stately ogsaa Ild paa Skibets bagbords Laaring, og en Mængde af Vore bleve dræbte eller saarede. Men vore kjække Sømænd tabte ikke Modet, da gave Fjenden det ene dræbende Lag efter det andet, og Klokken 9 bleve begge fjendtlige Skibe nødsagede til at fjerne sig, for at reparere den Skade, de danske Kugler havde tilføiet dem.

Det er let at begribe, at vort Linieskib ikke matte være mindre medtaget, da det havde maatte udstaae en dobbelt Ild. Dets Roer havde ogsaa erholdt en saa betydelig Beskadigelse, at man meget vanskelig kunde styre det, dets Takkeladse var aldeles sønderskudt, og flere af dets Kanoner vare demonterede. Efter omtrent 25 Minutters Forløb lagde Fjenden sig igjen paa begge Sider af Prinds Christian Frederik, og saa lidet var Modet faldet hos de danske Søgutter, at de modtage Englænderne med Hurraraab og begyndte igjen at beskyde begge deres Orlogsskibe. Men denne Overmagt skulde imidlertid endog forøges, thi nu vare de fjendtlige Fregatter komne op, og Stately gjorde en Plads for Quebeck paa Bagbords Laaring. Det danske Linie-


245

skib var nu omringet paa alle Sider, og Jessen besluttede, da alt Haab om Redning var forsvundet, at sætte Skibet paa Grund, og muligen, ved at nærme sig Landet, lidt efter lidt, ogsaa at bringe sin Fjende til at strande. Med dette Haab for Øiet afslog Jessen Fjendens Opfordring til Overgivelse og nu gav denne et saa modersk Lag, at mange af Mandskabet bleve dræbte og saarede.

En Kabbellængde fra Landet rørte Prinds Christian Frederik Grunden, og nu først strøg Jessen Flaget Kl. 10½, efter at have kæmpet i næsten 3 Timer. Den fjendtlige Befalingsmand lod det danske Linieskibs Anker strax falde, men da det skulle sveie op, kom det paa Grund med Agterrende, og huggede strax temmeligt svært. De engelske Skibe undgik derved lykkelig den af Jessen dem tiltænkte Skjæbne, at komme paa Grund, og da de danske Fanger vare bragte ombord og man havde gjort nogle mislykkede Forsøg paa at faae Prisen af Grunden, satte Englænderne den næste Aften Ild paa den, og Klokken 10 sprang den i Luften.

Fjendens Kugler havde raset stærkt imellem det danske Linieskibs Mandskab. Willemoes, Helten fra 2den April 1801, Lieutenant Dahlerup af Søetaten og Lieutenant Soland af Landetaten, samt 61 Mand vare faldne, 84 vare haard og 45 let saarede. Jessen og Officererne Rothe, Top, Ferry og Tostrup vare blandt de Saarede. Af Skibets Besætning, 576 Mand var altsaa over en Trediedeel enten dræbte eller saarede. Fjenden havde imidlertid ogsaa lidt et betydeligt Tab.

Ligene af de dræbte danske Officerer dreve i Land og bleve hæderligt begravede paa Odens Kirkegaard.


246

Paa en Mindesteen over de Faldnes Grav læser man følgende Digt af Skjalden Grundtvig:

De Snekker mødte i Qvæl paa Hav
Og Luften begyndte at Gløde;
De legede alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bautasten,
At vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Been
Under mig smuldrer i Jorden.

Danske af Tunge, af Æt og af Id.
Thi! skal de nævnes i løbende Tid:
Fændrenes værdige Sønner!

Saaledes var det sidste danske Linieskibs Skjæbne, men de engelske Linieskibe havde ikke lidt lidet, thi i 3 Uger kunde de ikke gjøre Tjeneste, og et af dem, Stately, maatte endog seile til England for at faae nye Master og repareres. Fregatten kunde først efter 3 Dages Forløb igjen seile til Beltet, og hvis det havde været Alvor med de franske Hjælpetroppers Overgang til Sjælland, saa havde dette nu uhindret kunnet finde Sted.

I Nyborgfjord laa nemlig den danske Brig Fama paa 14 Kanoner under Premierlieutenant Rasch og Kongejagten Søormen paa 8 Kanoner under Secondlieutenant Rosenørn. De skulde være behjælpelige ved Overførselen af Tropper over Bæltet, men fik noget andet at tænke paa.

Spanien havde gjort Opstand imod Franskmændene, og da man frygtede for, at Exemplet skulde smitte, søgte


247

den franske Overbefalingsmand at adsplitte de spanske Tropper. 2 Regimenter bleve saaledes sendte til Sjælland, medens 3 andre tilligemed Artilleriet laae i Fyen, paa Langeland og Ærø, de øvrige derimod i Hertugdømmerne og i Jylland. Generallieutenant, Marquis de la Romana, en fædrelandsksindet Mand, der commanderede de spanske Tropper, besluttede al [i. e. at] føre disse med Englændernes Hjælp tilbage til Spanien. De spanske Tropper i Jylland og i Sjælland bleve underrettede om hans Plan, og under Paaskud at aflægge en forlangt Troskabseed samledes han de i Fyen værende Tropper ved Nyborg, hvis Fæstning det lykkedes ham i August 1808 at bemægtige sig.

Romana tænkte nu paa at overliste de danske Sømænd, som laae i Nyborgfjord, og under det Foregivende, at hans Tropper skulde forlægges til Sjælland og Langeland, søgte han at bevæge Lieutenant Rasch til at gjøre de i Nyborg liggende 57 smaa Koffardieskibe seilklare. Skjøndt Romana endog fik Nyborgs Commandant, Generalmajor, Baron Gyldencrone, til at give Rasch en Ordre, at lade de spanske Tropper uhindret passerede ud af Fjorden, gjennemskuede denne dog Romanas Plan, og erklærede, at han vilde skyde paa ethvert Skib, der forlod Nyborg uden hans Tilladelse, og at ethvert, der havde spanske Tropper ombord, vilde blive behandlet saaledes.

Rasch's Stilling var imidlertid under disse Omstændigheder kritisk, thi Fæstningen var i Spaniolernes Hænder, og udenfor Nyborgfjord laa den engelske Contraadmiral Keats med 3 Linieskibe og flere mindre Orlogsskibe, med hvilke Romana havde indledet Forbindelse. Endnu samme Eftermiddag seilede en engelsk Orlogsbrig, 2 Bombarderer, 3 Kanonbaade, samt 2 bevæbnede Fortøier ind paa Fjorden mod de danske Skibe. Chefen for Expeditionen, Capitain M'Namara, opfordrede de danske Skibe til at overgive sig, og da man afslog Opfordringen, bleve vore faa Skibe angrebne af denne


248

overlegne Magt. Da Spanierne nu tillige begyndte at fyre fra Landbatterierne, maatte vore to Skibe overgive sig efter at have lidt et Tab af 2 Døde og 14 Saarede. Det ene af de erobrede danske Skibe, Fama, beholdt Englænderne ikke længe i deres Besiddelse, thi i Enden af December f. A. strandede det paa Bornholm, hvor dets Mandskab blev gjort til Fanger.

Nu bemandede Spaniolerne Koffardieskibene, og den 11te lagde disse ud fra Nyborg med 4700 spanske Tropper, som den 13de landede paa Langeland. Romana beholdt ikke de danske Koffardieskibe men sendte dem tilbage til Nyborg.

Langeland var imidlertid Samlingspladsen, saavel for de Tropper, som laae der, som de, der havde ligget paa Ærø, det sydlige Fyen og Jylland. Ved Romanas Ankomst paa Langeland udgjorde de spanske Tropper 7600 Mand, blandt disse en Deel Cavallerister, som havde maattet lade deres ypperlige Heste blive tilbage i Fyen.

Bernadotte var ikke saasnart bleven underrettet om Spaniolernes Opstand, førend han samlede saavel danske som franske Tropper, samt en Deel Kanonbaade, men forinden han kunde gjøre Brug af dem, havde Romana allerede indskibet sig den 22. August paa engelske Skibe, der førte ham tilligemed 1200 Spaniere, der vare undkomne fra Aarhuus til England og derfra til Spanien, hvor han ankom i October med 9000 Mand Kjernetropper. De øvrige i Sjælland, Hertugdømmerne og i Jylland tilbageværende Spanioler kunde ikke flygte fra Danmark, de bleve afvæbnede af de danske og franske Tropper, holdt i streng Arrest og senere bragte som Krigsfanger til Frankrig.

Efter at have endt denne lille Episode af Danmarks syvaarige Krig, der er saa rig paa glimrende Gjerninger fra vore danske Sømænds Side, slutte vi hermed.


Forstørret kort (258 Kb.)


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |