sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel III
Note:

 

17

III

Den engelske Gesandt Jackson og Kronprinds
Frederik.

_____

Nu var Tidspunktet kommet at England vilde afkaste Venskabsmasken. Dets frygtelige Flaade omringede Øen Sjælland, og vis paa, at det nu kunde uden at møde Modstand, kaste sig over dets længe attraaede Bytte, skulde Danmark ogsaa nu faae at vide hvad dets Hensigter vare.

Som vi have fortalt, havde Sir Taylor, der havde et tvetydigt Rygte, afløst den retskafne Garlike; men en overordentlig Gesandt, Sir Jackson, der var overdraget at bevirke den danske Flaades frivillige Udlevering, landede derimod den 8de August i Tønningen. Herfra begav han sig strax til Kronprindsens Hovedqvarteer i Kiel og meldte sig der for den udenlandske Minister, Grev Christian Bernstorf, som overordentlig befuldmægtiget Minister for det engelske Hof, og blev af Bernstorf indført om Aftenen paa samme Dag han var ankommen hos Kronprindsen som netop sad i sin Families Kreds efter Middagstaflet. Kronprindsen, der aldeles ikke kjendte noget til Tilsit-Traktatens hemmelige Artikler, blev bestyrtet ved første-


18

gang at høre dem omtale, men hans Bestyrtelse gik over til Forbittrelse, da Jackson fremkom med Englands Fordring. Denne nævnte "Nødvendigheden og Fordelene af det nøieste Forbund imellem Danmark og England, og at dette sidste behøvede et sikkert Pant for Danmarks Vedblivelse i den nye Forbindelse, samt at England, saalænge Danmarks Flaade forblev i dets eget Værge, endog ikke ved den attraaede Alliance var sikkret for de Forbindelser Rusland og Frankrig havde udkastet med Hensyn til Danmarks Deeltagelse og dets Sømagts Brug mod England, hvorom det engelske Cabinet var bleven sikkert underrettet."

Derpaa yttrede Jackson, at han var bemyndiget til, "at gjøre Danmark Tilbud af Understøttelse med en Deel eller den hele Magt, som England havde paa Kysten af Sjælland, mod Frankrig; men at Expeditionen paa den anden Side var af en saadan Styrke, at den kunde ved Magt naae sit Maal, og saaledes afgive den Undskyldning til Frankrig, at Danmark var bleven tvungen til at underkaste sig det engelske Cabinets Fordringer."

Medens Kronprindsen burde have mødt Trædskhed med Trædskhed, søgt ved Underhandlinger at opholde Gesandten og derved vundet Tid, saa tilkjendegav han strax med sit ægte danske Sind sin Harme over det gjorte Forslag.

"Historien opviser", svarede han, "neppe noget Exempel paa et Angreb som det, hvormed England vover at true Danmark, og man kan vente mere Redelighed hos Barbareskerne end hos den engelske Regjering. Det foreslaaer Englands Alliance! Dets hidtilværende Allierede,


19

der saalænge havde maattet vente forgjæves paa dets Bistand, kunde bedst bevidne hvad denne har at betyde."

Jackson fandt Prindsens Tale haard, men denne svarede med sin sædvanlige Frimodighed: "har man Mod til at paatage sig en saadan Mission, maa man ogsaa have Mod til at høre Alt."

Ikke uden Forlegenhed lod nu Gesandten falde nogle Ord om en tilkommende Erstatning, men Prindsen afbrød ham. "Hvormed vil De erstatte Danmarks Ære?" spurgte ham. "Skulde Kjøbenhavn," vedblev han, "blive tagen af Englænderne, saa skal jeg til næste Vinter vide at gjøre det Samme som Carl Gustav, og Isen skal forskaffe mig en sikker Overgang over Beltet."

Andet Svar vilde Kronprindsen i sin retfærdige Harme ikke give Jackson, og henviste forøvrigt til Kongen selv og Directionen for de udenlandske Anliggender i Kjøbenhavn.

Kronprindsen besluttede derpaa strax at reise til Kjøbenhavn, for at ordne denne Stads Forsvarsanstalter og tillige bringe sin Fader, Kongen, bort fra den Fare, der ellers kunde ramme ham, hvis Stadens skulde blive beleiret.

Det synes paa den Tid at have været Kronprindsens Forsæt selv at forsvare Staden, thi han indsatte Generallieutenant Prinds Frederik af Hessen i Commandoen over Armeen i Holsteen. Ogsaa beordrede han Chefen for Artillerivæsenet, General v. Bielefeldt med hans Adjutanter og flere Officerer, samt sine egne Adjutanter Fribo, Rømer v. d. Mase og Rømeling at begive sig saa hurtigt som muligt til Kjøbenhavn. Ogsaa


20

Generalqvarteermester-Lieutenant Haffner, som paa den Tid var i Hamborg, erholdt en lignende Ordre.

Om Natten reiste Kronprindsen ledsaget af Prinds Christian af Hessen og sin Generaladjutant, Major Bülow.

Reisen skete med den største Hurtighed. Den følgende Dag var han allerede i Kolding, hvor Generalmajor Bardenfleth fik Ordre til at marchere med 3 Escadroner slesvigske Ryttere, et Batterie og en Bataillon af 3die jydske Regiment til Odense og Omegn. Søbatterierne i Fredericia og i Strib lod han montere. Den 10de August expederede han i Snoghøi og i Odense Ordre til Generalcommandoerne i Nørre-Jylland og i Fyen, samt til Civilauthoriteterne, hvilke alle indeholdt krigerske Foranstaltninger.

Den engelske Minister Jackson tog samme Vei til Kjøbenhavn som Prindsen, men denne vidste at hindre hans hurtige Reise, thi han havde befalet, at Ministereren skulde opholdes ved Omskiftningen af Heste, 2 Timer paa hver Station, hvilken Ordre ogsaa udførtes til Jacksons Forbittrelse, der igjen søgte at indhente den Tidsspilde, som herved opstod, ved at fordoble Postillonernes Drikkepenge, dog indtraf han først 2 Dage efter Kronprindsens Ankomst til Kjøbenhavn og efter at denne allerede igjen havde forladt Staden.

Den tredie Dag efter sin Afreise fra Kiel den 11te August om Middagen ankom Kronprindsen til Kjøbenhavn, hvor han tog ind paa Amalienborg.

Prindsens Ankomst til Staden foraarsagede ikke en liden Glæde blandt dens Indvaanere. Man vidste her


21

meget godt at Englænderne agtede at gjæste Sjælland og angribe Kjøbenhavn, men nu, da man havde den elskede Prinds, hvem man troede vilde som Frederik den Tredie "dø i sin Rede," agtede man ikke den forestaaende Fare.

Men havde det ogsaa ved Afreisen fra Kiel været Kronprindsens Agt selv at lede Kjøbenhavns Forsvar, saa var han vistnok allerede underveis bleven underrettet om fjendens store Styrke, hvilken end yderligere bekræftedes, da han strax ved sin Ankomst lod sine commanderende General, Ministerne og de fornemste civile Embedsmænd kalde, thi disse vare alle af den afgjorte Mening, at det vilde være umuligt at forsvare Staden med Held.

Det var vistnok en sørgelig Tidende for Frederiks gode Hjerte, at han skulde saa at sige opgive sin kjære Hovedstad, og formodentlig fattede han derfor den Beslutning at ile tilbage til sin Armee, for at føre den, hvis det lod sig gjøre, til Sjælland, eller ogsaa haabede han at kunne indlede Forhandlinger, der muligen kunde bringe Englænderne til at afstaae fra deres Forsæt.

Det synes her, at være et passende Sted til at omtale Kronprindsens, den senere Frederik den Sjettes Personlighed. Ingen kan frakjende ham et deeltagende og godtgjørende Hjerte, en redelig Charakteer, utilgjængelig for Smiger; men desuagtet manglede han flere Egenskaber, som udfordres af en Fyrste, der selv vil styre sit Rige igjennem Tidsomstændighedernes Malstrøm.

Vi ville her benytte os af en Charakteerskildring af Prindsen som J. v. Ræder giver i sit Skrift: Danmarks Krigs- og Politiske Historie, hvilket vi i Særdeleshed har


22

lagt til Grund for denne historisk [i. e. historiske] Skildring, for derved at give vore Læsere et Begreb om den Personlighed, der nu skulde lede de forestaaende Krigsbegivenheder.

"Vistnok," siger Ræder, "besad Frederik den Sjette flere til en Befalingsmand eller General hørende gode og uundværlige Egenskaber. Han havde et godt militaristisk Øie og megen Tak, var haardfør, arbeidsom, nøiagtig, tarvelig og nøisom i alle Nydelser, og i yngre Aar en meget streng Befalingsmand og Herre; saa at han, dersom han havde gjennemgaaet en alvorlig Krigsskole, sikkert vilde være bleven en ikke almindelig kyndig og duelig Feltherre."

"Men i hans Ungdom var hans Uddannelse bleven forsømt, og han fik senere, formedelst Regjeringspligterne, som blev ham paalagt i saa ung en Alder, ikke Tid og Leilighed til at indhente det Forsømte eller lære at kjende Verden, dens fremadskridende Virkninger og de store Verdensbegivenheder, som indtraf i hans Tid, nemlig: den nordamerikanske Frihedskrig og den franske Revolution med dens Følger, hvilket og derfor ikke efterlod sig nogetsomhelst mærkeligt Spor ved hans Person eller i hans Regjering. Da de dygtige Personer, som han ved sin første Optræden fandt i de høieste Embeder, vare døde og borte, var Valget af sammes Efterfølgere ofte uheldigt og traf hyppigen paa mindre begavede Personligheder, hvem han ikke havde Evne til at begeistre, og hans gode Hjerte lammede tit hans Haand, hvor han burde have straffet."

"Endskjøndt han var Armeens høistcommanderende General og selv befalede Alt, var han kun lidet kyndig


23

i det høiere Krigsvæsen eller i Feldtherrevidenskaberne; med eet Ord, han var, som saa mange andre Regenter, om end ikke Soldat eller General, dog en brev og ædel Mand, der under sædvanlige, fredelige Forhold kunde have gjort sit Folk tilfreds og lykkeligt; men de mange Forviklinger, hvori Europa og Danmark kom under hans lange Regjering, havde han ei selv Kraft og Egenskaber, eller duelige Raadgivere eller Medhjælpere til at gjennemskue eller løse paa en tilfredsstillende Maade." -

De faa Timer Prindsen havde besluttet at forblive i Kjøbenhavn, benyttede han til at sætte Fæstningen i Forsvarsstand, indkalde Resten af Regimenternes Frifolk, sammendrage Landeværnet paa Sjælland, Falster og Lolland, kaldte Studenterne og de øvrige borgerlige Corps til Vaaben, og opfordre Frivillige til Tjeneste paa Krigsskibene.

Det var ham af yderste Vigtighed at faae sin sindsvage Fader fjernet fra Hovedstaden og Sjælland inden Jackson kom til Kjøbenhavn, da denne, ved at give Ordre til de engelske Overbefalingsmænd, kunde spærre Beltpassagen. Det var imidlertid nødvendigt for de mange i Staden værende Spioner, at Afreisen holdtes hemmeligt, og medens derfor Kjøbenhavns Indbyggere ved en almindelige Illumination yttrede deres Glæde over Prindsens Ankomst, forlod denne allerede næste Morgen ganske tidlig Kjøbenhavn, som han skulde see igjen som en stor Ruin.

Paa Beltet mødte den kongelige Færgejagt den Færgesmakke, hvorpaa Ministeren Jackson førtes fra Fyen til Sjælland. Den kongelige Familie blev det dog ikke en saa let Sag, at komme over Beltet, saa at den endog var udsat for personlig Fare. Hele Farvandet vrimlede


24

nemlig af store og smaa fjendtlige Krigsfartøier, hvis Øiemeed var at spærre Beltpassagen for Enhver. Den danske Færgejagt syntes i Begyndelsen ikke at tiltrække sig Fjendens Opmærksomhed, men i Nærheden af Sprogø anholdt et armeret Fartøi den pludselig, og den Søofficeer, der commanderede det, sagde til Kongens Generaladjutant i Sø-Etaten, Lindholm: "jeg har Ordre til at tage Eder". Han undersøgte Baaden nøie og Christian den Syvende, som man fandt siddende i Kahytten med en Slobrok paa, et Tørklæde om Hovedet, blev udgivet for at være en syg, svensk Baron v. Stein, som vilde reise til Tydskland. Kronprindsen havde derimod seet sig nødsaget til, at skjule sig nede i Skibet og blev ikke seet af den engelske Officeer. Skjøndt man ikke fandt noget Mistænkeligt, blev Jagten dog nødsaget til at kaste Anker, og Lindholm maatte begive sig med den engelske Officer til et i Nærheden liggende Linieskib, hvor man paa ny adspurgte ham om de Reiende med Færgen. Lindholm svarede med stor Rolighed: "den omtalte Baron v. Stein, nogle Officerer, som gaae til Armeen i Holsteen, og en heel Del Jøder og Haandværksfolk". Efter et Ophold af ¾ Time frigav man endelig Færgejagten. Man var allerede bleven ængstelig nok, og da man befrygtede, at man paany kunde blive anholdt af fjendtlige Krigsskibe, steg Kongen, Kronprindsen, Prinds Christian af Hessen, Kammerherre Ries og Generaladjutant Lindholm ubemærkede og civilklædte i en Jolle, og lode sig ro fra Færgejagten til Knudshoved i Fyen, hvor de landede uden videre Forhindringer.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |