sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel IV
Note:

 

25

IV.

Kjøbenhavns Forsvarsanstalter; General
Peymann.

_____

Om Morgenen den 12te August blev Kjøbenhavns Indvaanere ikke lidet overraskede ved følgende officielle Proclamation:

"Medbrødre! Efterat have bragt Alt i den Orden, som Tid og Omstændigheder bød, iler jeg til Armeen, for med den, saansnart muligt, at virke til mine kjære Landsmænds Vel, dersom ikke snarligt Omstændigheder indtræffe, som kan afgjøre Alt paa en efter mit Ønske ærefuld og værdig Maade.

Kjøbenhavn, den 12. August 1807.

Frederik, Kronprinds."

Deres Haab, at see den folkeyndede Kronprinds i deres Spidse, var smerteligt skuffet, de vare nu overladte til sig selv, og, hvis de ikke forlode Byen, udsatte for de Farer, som Hovedstaden vilde blive underkastet.

Til Høistcommanderende i Kjøbenhavn var den hidtil Høistcommanderende, Generalmajor Peymann, bleven udnævnt. Saavel Civile som Militaire skulle adlyde ham.


26

Det var en Selvfølge, lød den skriftlige Ordre, at Staden skulde forsvares til det Yderste. Kjøbenhavns og Kronborgs Proviantering skulde skee snarest muligt, og al engelsk Eiendom skulde beslaglægges saasnart Fjendtlighederne begyndte. "At være Agressor" skulde han derimod undgaae. Generalmajor Bielefeldt og Commandant Steen Andersen Bille blev indsatte som Næstcommanderende og skulle, hvor den Høistcommanderende ikke var tilstede, føre Commando over Alt, ligesom naar denne var syg, være Høistcommanderende.

Hovedspørgsmaalet ved Kjøbenhavns Beleiring, Flaaden, havde Kronprindsen ladet være ubesvaret eller ikke berørt.

Endeel af Kjøbenhavns Indvaanere forlod strax Staden, og da man nu vidste, hvad man havde at vente, fik Byen et krigerisk Udseende.

Den 13de August ankom den engelske Gesandt Jackson til Kjøbenhavn, heftig opbragt og meget overrasket ved at erfare, at Kronprindsen igjen var reist. Efter en kort Underhandling med Grev J. Bernstorf afgik han til den engelske Flaade, og nu først troede denne at et Brud med England var at vente, men paalagde dog Peymann, ikke fra sin Side at gjøre det første Skud, bad om, at maatte underrettes om Englændernes Landgang, og forlod da dette skete, samme Dag Byen.

At Bernstorferne saaledes søgte at bevare Englændernes Venskab saalænge som muligt, og det endog efter at disse have viist, at de kom som Fjende, laae deri, at de, naar Neutraliteten ikke længere kunde overholdes, foretrak den engelske Forbindelse for den franske. Bern-


27

storferne vare nemlig af hannoveranske Herkomst og yndede ikke Frankrig formedelst dets Undertrykkelse af Nordtyskland.

Der opkaster sig nu den Tanke, at Kronprindsen, under de forefindende Omstændigheder, burde som den Svagere have givet efter for den Stærkere, og saaledes givet efter for Englands Fordringer, at udlevere Flaaden, da det jo dog ikke stod i hans Magt, at modstaae Englænderne. Men saaledes at udlevere Danmarks Stolthed uden et Kanonskud stred imod Kronprindsens Æresfølelse, og vilde ogsaa have paadraget ham hele sit Folks Mishag, ja muligen Foragt.

Englænderne havde imidlertid allerede forinden Jacksons Ankomst til Kjøbenhavn udøvet Fjendtligheder imod Danmark.

Ved Helsingør laa som Vagtskib Corvetten "Frederiksværn" under Capitain Gerners Commando. Da denne antog, at Krigen med Englænderne ikke længere kunde undgaaes, søgte han, da han ikke kunde komme til Kjøbenhavn, at redde sin Corvet, som var et gammel Skib, der var saa brøstfældigt, at det kun blev sammenholdt ved svære Jernbaand under Siderne. Natten imellem den 12te og 13de August forlod han pludselig og i Stilhed sin Station og gik forbi Kronborg om Morgenen Kl. 1½ med en god Vind. Men næste Morgen, da Englænderne bleve underrettede om Corvettens Flugt, besluttede de at eftersætte den, og afsendte et Linieskib paa 74 Kanoner og en Corvet paa 32 Kanoner efter den, hvilke indhentede "Frederiksværn" under Læssø. Chefen paa Linieskibet praiede den først og vilde listigen overtale Gerner til at brase op, foregivende, at Capitainen vilde tale med


28

ham. Men saa dum var Gerner imidlertid ikke, han satte alle Seil til, da han med et uventet fik det glatte Lag agter ind, hvilket tilredede det svagelige Skib meget ilde. Men som en dansk Officer vilde Gerner ikke overgive sig saa let, skjøndt Takkelagten og Linierne var overskudte. Han lod Batterikanonerne løsne, men, som det nu var paa Grund af Røgen eller Lufttrykket, Lanternerne udslukkedes, og under det opstaaede Mørke skjulte nogle af Folkene sig i Krumbolterne. Nu gav Fjenden et Lag forind og Modstanden maatte ophøre, da begge Skibe ragede ombord i hinanden, og da Kampen havde varet omtrent een Time, blev Frederiksværn entret forfra. Paa dansk Side var der 12 Døde, foruden 20 haardt Saarede.

Den 19de August om Morgenen saaes Frederiksværn at ligge i Sundet under dansk Flag, der skulde betyde, at det var kun taget i Depositum.

Nu skulde da Kjøbenhavn, ligesom i ældre Tider være det Punkt, hvor Fjendtlighederne mod Landets Fjende skulde afgjøres, og vi ville derfor fremstille for Læseren de Personligheder, hvem Kronprindsen havde overladt Forsvaret af Kjøbenhavn og Øiemedet for Englændernes Udrustning, Flaaden, uden at der var, som vi vide, med Hensyn til den sidste givne nogen Forholdsordre.

Generalmajor Peymann var ingen Dansker men født i 1735 i det Hannoverske, hvor han som ung Officeer havde deeltaget i Syvaarskrigen. Paa General Huths Anbefaling var han bleven indkaldt og ansat i det daværende holsteenske Ingenieurcorps 1755. Han deeltog


29

saavel i Anlæget som i Udførelsen af den slesvig-holstenske Canal; blev, efterat være afgaaet som Oberst fra Ingenieurcorpset og indtraadt som Deputeret i Generalitetet, 1794 udnævnt til Commandant i Citadellet Frederikshavn, og Aaret efter til Generalmajor. Allerede under 8. Maj 1807 var han bleven udnævnt til at føre Generalcommandoen over Kjøbenhavns, Citadellets og Kronborg-Fæstninger med Trekroners Batterie, og hans nuværende Udnævnelse til Høistcommanderende i Kjøbenhavn var saaledes kun en Stadfæstelse af hans tidligere Stilling.

Peymann var i August Maaned 1807 72½ Aar gammel, altså i en Alder, hvor man i de fleste Armeer allerede for 10 til 12 Aar tilbage ophører aldeles at tjene. Kronprindsens Valg var formodentlig faldet paa ham, fordi han var Ingenieur, men netop dette var et Feilgreb, thi som saadan havde han aldrig commanderet Tropper, og blev derfor sat ind i en Stilling, der var aldeles ny og fremmed for ham. Hertil kom nu at det skete under saa alvorlige Forhold, at dertil alene burde have været valgt en energisk, paa Sjæl og Legeme vel udrustet Befalingsmand, og ikke en gammel, næsten udlevet Olding, skjøndt han var besjælet af den bedste Villie, og ingen feig Mand som Rygtet endog i vore Dage har villet benævne ham. Peymann skal imidlertid ret godt have indseet sit ansvarsfulde Kald, med stort Mismod have modtaget sin Udnævnelse, og ingenlunde næret noget synderligt Haab om et godt Udfald af Kjøbenhavns Forsvar. Formodentlig var dette ogsaa Skyld i,


30

at der blev taget, saa at sige, kun halve Forholdsregler, f. Ex. ved Udfaldene, hvilket senere vil blive omtalt.

Den Næstcommanderende, Generalmajor Bielefeldt, var ikke saa gammel som Peymann, 55½ Aar. Han var anseet for en saare duelig Artillerichef og havde tiltrukket sig Prindsens Opmærksomhed under Felttoget i Sverrig 1788. Han havde i 19 Aar ikke været i Kjøbenhavn, da han havde opholdt sig 17 Aar i Norge, og først Aaret iforveien var bleven udnævnt til Chef for Artillericorpset. Men ligesom Peymann havde Bielefeldt aldrig tilforn commanderet Linietropper og kjendte derfor selv intet til Infanterie- og Cavallerie Tjenesten.

Den tredie Commanderende og specielle Befalingsmand over Søforsvaret var en Mand, der havde allerede et berømt Navn, Commandeur, Kammerherre Steen Andersen Bille. Han var i den kraftige Alder af 56, og der kunde ikke i hele Søetaten findes en Officeer, som kunde være dygtigere til den Post, der var ham betroet, end Bille.

Alle tre Befalingsmænd nøde en almindelige Høiagtelse og Tillid, men især var Bille, formedelst sin kjække Daad mod Barbareskerne, Folkets Yngling.

Efter at have omtalt de Mænd, som Kjøbenhavns og saa at sige Sjællands Forsvar beroede paa ville vi nu omtale de Forsvarsværker man havde at byde over mod Europas bedste og meest øvede Tropper.

Den Anskuelse havde gjort sig gjældende, at Sømagten var Landets vigtigste og naturligste Værn, og da Staten af Mangel paa Pengemidler ikke kunne holde saavel Søetaten som Landetaten i tjenstdygtig Stand, saa


31

blev Sømagten givet Fortrinnet, og Landarmeen samt dens Etablissementer bleve derfor aldeles tilsidesatte og forsømte. Armeens Materiel var derfor kun i ringe Deel tilstede, Fæstningerne vare forfaldne og ved Krigens Udbrud manglede det allevegne paa Alt, selv paa Ammunition og de simpleste Redskaber.

Var det Materielle slet, saa var det Personelle det ikke mindre. Officeersclassen bestod dengang for en Del af Udlændinger, især Tydskere, uden Kundskaber, hvilket tilbragte deres Tid for det meste i Lediggang, men avancerede dog efter Anciennitet, uden at man forlangte noget Beviis for Kundskaber eller Dygtighed. "Den Længstlevende," siger Ræder, "kom saaledes paa Spidsen af Pyramiden og ledede derfra Landets Militair- og Forsvarsvæsen, ofte blot ved ikke at forlade sit Værelse, stundom ei engang i Sengen, formodelst Alderdom og de deraf flyende legemlige Svagheder og Lidelser. Intet Talent, ingensomhelst Dygtighed kunde, efter Datidens Anskuelser, gjøre sig gjældende, førend Formanden, selv af en anden Vaabenart, var hjemkaldt til sine Forfædre, hvilket var, saa at sige, den eneste Avancementsmaade, Armeen kjendte til. Ved saadanne Avancementsbestemmelser, som maatte være og altid vil blive enhver Armees Grav, vare Befalingsmændene lammede af en saa høi Alder, at Uvirksomhed blev Følge der, hvor den høieste Activitet var meest fornøden. Befalingsmænd paa 80 eller 90 Aar vare ikke sjeldne, ja! selv Capitainer paa 60 Aar og derover endog hyppige. Financielle Aarsager og tildeels Mangel paa bedre Indsigt foraasagede, at dette Princip blev uforandret fulgt, selv


32

efter at den preussiske Stat, tildeels af selvsamme Grund, var bleven tilintetgjort i Felttoget 1806.

"Følgen af dette System blev følgeligen den: at, naar Regjeringen søgte en dygtig Mand til det høiere Commandovæsen eller andre vigtige Foretagender, var han intetsteds at finde. Hvor man henvendte Blikket, fandtes kun Oldinger og lidet begavede Personligheder."

"Med Underofficererne og Menigmand," siger Ræder, "var Forholdet endnu værre. For største Delen blev Armeen dengang recruteret ved hvervede Udlændinger, for det Mest Tydskere, som ved Ulykker eller Forbrydelser vare blevne udskudte af deres egne Nation. Ankomne til Landet var Sproget dem fremmed, ligesom Sæder og Skikke; og, da deres Moralitet ei kunde være roesværdig, maatte de blive fremmede og ligegyldige for Folket, saa at de udgjorde egentlig en Stat i Staten, som stod fjendtlige ligeoverfor den anden. Armeen tilhørte Regjeringen eller rettere Kongen, men var Folket uvedkommende og blev af dette ogsaa snarere anseet for en Landeplage end for Landets Værn; og havde dette desuden den skadelige Virkning, at, da Leiesvende forsvarede Landet, behøvede dets egne Sønner ei at bekymre sig herom, og forsømte altsaa Vaabenbrug samt de dermed hørende Øvelser og Erfaringer, hvilke Krigen og Krigsstanden fordre, hvorved altsaa krigerisk Aand, Begeistring, Manddom og militaire Dyder maatte tabe sig i Folket, og Pligten til at bære Vaaben mere ansees som en foragtelig Sag, end som en hellig Pligt for Landets Sønner.

Ved at anføre Ræders ovenstaaende Yttringer om vor Landmilitair have vi været noget vidtløftigt, men


33

troer derved at have givet vore Læsere et Begreb om, fra hvilket Synspunkt Militairstanden paa hiin tid maa betragtes, ligesom det ogsaa er interessant at see den grelle Contrast, hiin Tids Militairstand danner mod vor Tids.

Skjøndt Kjøbenhavn som Fæstning ikke havde nogen synderlig Indflydelse paa, eller formaaede at sætte nogen Hindring mod de følgende Begivenheder, troe vi dog, at en Skildring af samme er nødvendig, for at kunne bedømme de Midler, hvorover de Commanderende havde Raadighed.

Kjøbenhavn ligger aldeles paa en Slette, og omgives ikke af nogen Høider paa Kanonskuds Afstand. Fæstningsværkerne, der ere aldeles nu som hiin Tid, ere anlagte efter et ældre nederlandsk System, næsten udelukkende af Jord, og bestaae i Alt af 25 Bastioner, hvoraf 13 paa Sjælland, og 12 imod Amager og Søen, foruden et særskilt Citadel med 5 Bastioner paa den nordre Side. De udgjøre et Omfang af een Miil. En dyb og vaad Grav, der især er bred mod Amager, omslutter hele Fæstningen. Fra Sjællandssiden hindre 3 sammenhængende, omtrent 300 Alen brede, 8 til 10 Fod dybe Ferskvandssøer: Sortedam-, Peblinge- og St. Jørgenssø, Adgangen til Fæstningen, men, da de ligger kun 200 til 800 Alen fra Værkerne, tilstede de ogsaa Fjenden at anlægge sine Kastebatterier uforstyrret, naar vi ikke have sikkret os Overgangsstederne. Imellem disse Søer og Stranden paa begge Sider af dem er der en Aabning paa 900 til 1200 Alen, gjennem hvilken der altsaa kan rykkes frem med en betydelig Styrke og Front, men den nordlige opfyldes aldeles af Forstaden Østerbro og den


34

saakaldte Clasens Have, den søndre tildeels af Forstaden Vesterbro og Tømmerpladsen, hvorved disse Fordele paa en Maade igjen gaar tabte. Foruden de trende Hovedporte imod Landsiden og een mod Amager, fører endnu den nordre Citadelsport ud mod Landsiden, en Jernstakitport derimod ud til Tømmerpladsen og det sidstnævnte Terrain imellem Søerne og Stranden, hvorimod kun en Poterne (Lønport) findes i Courtinen mellem Rosenborg- og Qvitzows Bastioner til Forbindelse med den saakaldte Kirsebærgang. Denne omgiver uafbrudt Hovedvolden mod Sjælland, og er farlig for selve Fæstningen, fordi Fjenden her let kan faae Fodfæste, men ved Citadellet og imod Amager afbrydes den ved Facerne af hver Bastion, for at den ikke skal tjene til Forbindelse mellem fjendtlige Stormcolonner.

Det søndre Indløb til Havnen forsvares af to afsondrede Værker, Rysensteens Lunette og Kjøkenkurven, og lukkes derhos af en Forpæling, der benævnes almindeligt Estacaderne; det nordre Indløb derimod, og altsaa ogsaa Flaadens Leie, forsvares af det saakaldte Sextus Batteri paa Nyholm samt af Citadellet. I hele Fæstningen findes der ikke en eneste bombefri Bygning hverken i Fæstningen selv eller dens Citadel, til Sikkring af Provisioner, Lazarether og deslige.

1807 vare Værkerne temmelig forfaldne, da Brystværnet kun paa faa Strækninger havde tilbørlig Form og Høide, hvilket især var Tilfældet med 4 Raveliner og den hele saakaldte bedækkede Vei, som desuden, paa 5 Vaabenpladser nær, ligeledes var uden al Palisadering.

Den høistcommanderende General skulde for en Deel skabe de nødvendige Forsvarsmidler til Lands og Vands.


35

Den 12te August begyndte man af alle Kræfter at istandsætte Kjøbenhavns Volde. - Derpaa begyndte man paa at anlægge en Redoute til 4 Kanoner og 60 Mand ved det daværende Salpeterværk udenfor Østerport, hvor Blegdamsveien, Østerallee og Strandveien støde sammen, hvilket imidlertid, da Fjenden trængte saa hurtigt frem, maatte forlades ufuldendt. Dernæst anlagdes en Forhugning til 120 Mand og 2 Kanoner for Enden af Dæmningen mellem Sortedam- og Peblingesøen, ved hvilken Leilighed en Deel af de foranbyggede Haver og Alleer ved Blaagaard og Ravnsborg bleve sløifede. En lignende Forhugning anlagdes tvers over og paa den yderste Ende af Ladegaardsdæmningen imellem Peblinge- og St. Jørgensø. En Dæmning over Ladegaardsaaen begyndtes der ogsaa paa, for at hindre Fjenden i at aflede Vandet fra Peblingesøen, men blev formedelst dennes Fremtrængen ikke fuldført. For at dække Hovedvandledningen ind til Fæstningen begyndte man paa en Redoute til 60 Mand paa den indre Side af Peblingesøen. Over de i Fæstningsgraven liggende Vandrender blev der anlagt 8 Forhugninger, for at forebygge at de ikke skulde tjene Fjenden til Overgang, hvor han agtede at storme; og i Vaabenpladserne udenfor de 3 Hovedporte imod Landsiden anbragtes der lignende Forhugninger, der i Tilfælde af Storm skulde forsvares med Haandgranater. Endelig anlagdes der yderst paa Tømmerpladsen et Batteri med Tømmerbrystværn til 6 Kanoner, hvoraf 2 Tolvpundinger og 4 Sexpundinger, tilligemed en 36-pundig Haubits og tvende 100-pundige Morterer, samt langs Tømmerpladsen med Vesterbro-Forstad et Brystværn af Tømmer


36

med Skydehuller for Musketter og Trepundinger, hvilket skulde tjene til en dækket Forbindelse imellem Fæstningen og det fremskudte Batterie.

Kjøbenhavns Volde besattes nu af 119 Kanoner og 27 Stykker Kasteskyts, som betjentes af det borgerlige Artilleri; Christianshavns Volde med 34 Kanoner mod Amager og 84 Kanoner og 17 Stykker Kasteskyts mod Søsiden; Citadellet med 45 Kanoner og 13 Stykker Kasteskyts mod Søsiden, samt 33 Kanoner og 22 Stykker Kasteskyts mod Landsiden. Fæstningen var altsaa, med det omtalte Batteri paa Tømmerpladsen, i Alt monteret med 321 Kanoner og 82 Stykker Kasteskyts, der betjentes saagodt, at den engelske Overgeneral Lord Cathcart yttrede om de Danskes Forsvar, at deres Artilleri blev vel betjent.

Foruden de faste Hospitaler, oprettedes der Lazarether i Exerceerhuset, Waisenhuset, Frimurerlogen, paa Døvstumme-Institutet, Fødselstiftelsen og begge Militair-Academier, samt 8 smaa Forbindingsstuer i Udkanterne af Byen.

Paa Rundetaarn oprettedes der en Observationspost af Officerer, der med Kikkerter skulde iagttage de fjendtlige Bevægelser og skriftligen afgive Melding derom til Hovedqvarteret, som var i Begyndelsen ved Commandantboligen i Citadellet, men senere paa Kongens Nytorv i nuværende Hotel d'Angleterre.

Saaledes var der nu sørget for Forsvaret til Lands, men ogsaa Forsvaret til Søes blev ikke forsømt. Efter en Opfordring til Frivillige, der vilde tage Tjeneste paa Sødefensionen mod samme Løn som de Indrullerede og 15 Rdlr. i Haandpenge (hvorefter de benævntes Femten-


37

rigsdalerskarle), meldte der sig omtrent 1000 ledige Folk, hvoriblandt flere fremmede Haandværkssvende. Men et Par Uger efter afskedigede man allerede 100 af de Frivillige, da man havde foruden over 6500 Mand faste folk og 1200 Marinere, en Deel Indrullerede til Søtjenesten.

Trekroners Batteri, som dengang endnu kun var forsynet med et Træbrystværn, besattes med 68 Kanoner under Oberstlieutenant Meyer af Marinerne. Der hvor et gammel Batteri, benævnet Prøvestenen, havde ligget, var der i Aaret 1802 blev nedsænket tre gamle Linieskibe, som vare i Bunden fyldte med Stene og Jord, bleve omgivne med nedrammede Pæle. Dette nye Batteri benævntes ogsaa Prøvesteen var besat med 89 Kanoner og havde en Besætning af 942 Mand. Til Dækning af Batteriets Flanker henlagdes en Stykpram og et Flaadebatteri, som var bleven berømt ved den unge Willemoes. Hele Prøvesteens Forsvar stod under Commandeurcapitain van Dockums Commando.

Batterierne vare snart i den Orden, at de kunde strax bruges; men med de Skibe og Kanonbaade, der tillige vare bestemte til Rhedens Forsvar, gik det lidt langsommere, da de første skulde udrustes. Men da man arbeidede Dag og Nat med den største Iver, havde Alt indtaget den bestemte Station før den 17de, da Fjenden indesluttede Staden baade til Lands og Vands. To Blokskibe, Mars, som havde været anvendt 1801, og Fregatten St. Thomas, udlagdes imellem Trekroner og Kalkbrænderiet, og inden for disse 3 Stykpramme og Kanonflotillen, der bestod af 15 Kanonchalupper og 11 Kanon- eller Skjærbaade, foruden 4 Bombardeerfartøier og


38

1 Kanonjolle. Hele den flydende Defension anførtes af Generaladjutant, Commandeurcapitain Krieger, der opholdt sig paa Lunetten.

Søbatterierne og den flydende Defension vare armerede med 7 Morterer, 413 kanoner, samt en Deel smaa Haubitser, og havde en Besætning af 5363 Mand. Føier man hertil de 46 Stykker Skyts paa Christianus Sextus, samt dets 600 Artillerister og Haandværkere, saa kan det hele svære Skyts, som Søetaten havde ved Kjøbenhavns Beleiring anslaaes til 466 Stykker med omtrent 6000 Mands Besætning.

Ogsaa Tøihuusbatteriet blev monteret med 10 Kanoner for at bestryge Langebro og Havnen.

Kjøbenhavns daværende Besætning bestod, siger Blom i sit Skrift: "Krigstildragelserne i Sjælland 1807," saavidt det efter Sammenligning imellem de forskjellige Beretninger nu (1845) nogenlunde lader sig godtgjøre, af følgende Troppestyrke;

Artillerie, 250 Md.

Cavellerie:

Garden til Hest, 90 Md.
Sjællandske Ryttere, 395 Md.
Husar-Exerceerskole, 45 Md.

[Ialt], 530 Mand

Infanterie:

Garden til Fods, 320 Md.
Danske Livregiment, 1300 Md.
En Bataillon af Norske do., 850 Md.
Marinere, 2450 Md.
Recruter, 413 Md.

[Ialt] 5333 Md.


39

Livjægerne, 330 Md.

Herregaardsskytterne 118 Md.

6 Batailloner Landeværn, 520 Md.

Borgervæbningen, 400 Md.

Studenterne, 800 Md.

Hele Besætningen, 13,881 Md.

Ingenieurcorpset bestod udelukkende af Officerer: Chefen, Generalmajor Gedde, 1 Oberstlieutenant, 2 Capitainer og 4 Lieutenanter.

Artilleriecorpsets Officerer vare Brigadechefen, Oberstlieutenant Bech, samt 3 andre Stabsofficerer, 1 Capitain og 12 Lieutenanter, hvortil senere kom 7 Officerer, 3 fra Artillerie-Instituttet og 5 som indtraf fra Holsteen.

3 Feltbatterier oprettedes af de tjenestgjørende Artillerister under Capitainerne Hummel, Lützow og Meyer. - Strickers fast Batteri paa Amager blev commanderet af Capitain Steffens.

De Sjællandske Ryttere stode under Oberstlieutenant Bassewitz.

De 6 Batailloner Landeværn dannede een Brigade under Generalmajor Walterstorf. Fire af disse Batailloner camperede deels i Philosophgangen, deels i Esplanaden udenfor Citadellet; den femte indqvarteredes paa Christianshavn og den sjette Bataillon, under en forhenværende Søofficeer, Major Braëm, besatte Christianshavns Vold, hvor den øvedes i Kanontjenesten.

Livjægercorpset under Major Holstein blev, da Krigen udbrød, recruteret med Frivillige af Kjøbenhavns mere bemidlede Ungdom, hvilke eqviperede sig selv.


40

Adskillige yngre Embedsmænd fra Regjerings-Collegierne indtraadte ved denne Leilighed i Corpset, der, da det den 15de August toges til Tjeneste, blev inddeelt i 4 Compagnier.

De frivillige saa kaldede Herregaardsskytter fra Godserne i Sjælland, skjøndt alle beredne, toge dog Tjeneste til Fods under Kammerherre Kroghs Commando.

Borgervæbningen bestod af 12 Compagnier Infanteri, der udgjorde over 3000 Mand under Stadshauptmann Mylius, og 6 Compagnier Artillerie, der udgjorde omtrent 1100 Mand under Major Hallander.

Studenter-Corpset, det saakaldte "Kronprindsens Livcorps" under Commando af Overhofmarskal v. Hauch, Oberstlieutenant Lorenz og Major Hegermann, havde man begyndt at organisere den 18de August. Med en stor Iver meldte sig den academiske, kjekke Ungdom, danske Jurister og unge Deponender, der vilde underkaste sig Examen Artium. Mangfoldige af de Studerende, som under Universitetsferierne var reiste ud paa Landet, vendte hurtigt tilbage for at optagets i Corpset, som snart udgjorde 800 Mand og blev inddeelt i 8 Compagnier. Den 20de August toges Corpset i Tjeneste og besatte fra denne Dag af Vagterne paa Rosenborg Slot, de kongelige Palaier, Slotsholm og Lazarethet i Frimurelogen. Fra den 23de til den 6te September, altsaa ogsaa under Bombardementet, besatte Corpset en Deel af Volden nemlig Courtinen paa høire og venstre Side af Vesterport m.m., fra 30te August til 4de September tillige Consistoriet og fra den 7de til 11te September Vagten ved Hovedqvarterret.


41

Af alle disse overanførte Tropper bleve 1228 Marinere anvendte til Tjeneste paa Trekroner, Prøvesteen, Dragør og ombord i Defensionsskibene, og af Resten 12,653 Mand, kan man vistnok antage, at hele Cavalleriet, Garden til Fods, danske Livregiment, Resten af norske Livregiment og Marinerne, samt Livjægerne og Herregaardsskytterne kunde fra Begyndelsen af bruges og udgjorde vel noget over 4500 Mand. Af de øvrige Mandskab, blev det borgerlige Infanteri, der ikke ret vel kunde bruges i aaben Mark, anvendt til at besætte Fæstningsværkerne, og understøttedes heri saavel af Linietropperne som Landeværnet. Det borgerlige Artillerie gjorde under hele Beleiringen fuldkommen Tjeneste for Linietropper. De i Fæstningen tilbageblevne Marinere vare ikke til at bruge, formedelst deres Upaalidelighed, og heller ikke Recrutterne, fordi de endnu ikke vare blevne øvede i Skarpskydning. Urimeligt synes det imidlertid, at man ikke anvendte 8 Dages flittig Øvelse paa de 5 Batailloner Landeværn og Recruter, da de saa kunde have været brugte i aaben Mark, og den mobile Deel af Garnisonen vilde da være bleven forøget med noget over 2500 Mand, som vilde have været en god Forøgelse.

Vi have omtalt Militair-Lazaretherne; disse var alle tilsammen indrettede for 2095 Personer. Med den samme Omhu og Beredvillighed som under sidste Krig leveredes der efter Opfordring af Kjøbenhavns Borgere og Qvinder en Masse af Linned og Charpie. Byens dueligste Læger paatoge sig Bestyrelsen af Hospitalerne og bare den største Omsorg for de stakkels Saarede.


42

Proviantering blev der ogsaa sørget for. Armeen kjendte vistnok intet til Magaziner, offentlig Forpleining o. dl., men ved Kjøbenhavns Patriotisme og Velvillie blev dette bragt i Orden. Admiral Lütken gik paa Børsen og opfordrede Kjøbmændene til Bidrag, som de strax med Fornøielse ydede. - En Subscription, underskrevet af Thyge Boysen og N. Holten indbød til Bidrag efter Evne til Forfriskninger for Besætningen paa Batterierne Prøvesteen og 3 Kroner, hvilket beløb sig til ialt 12,000 Rdlr. foruden et stort Qvantum Provisioner in natura. Ogsaa for de uformuende Forsvareres Koner og Børn blev der sørget saavel med Penge som med Victualier.

Brandvæsenet var under den forestaaende Beleiring ikke af liden Betydelighed. Brandcorpset i Kjøbenhavn var et militairt organiseret Corps paa 12 Compagnier under Commando af Brandmajor Kirkerup og beløb sig vel til 4000 Mand. Sprøiter og Brandredskaber blevet efterseete og istandsattes, og Alt organiseret med Hensyn til en forestaaende Beleiring. Brøndene i Byen bleve ogsaa efterseete, og de forfaldne Brønde befaledes oprensende og istandsatte.

Fire Dage vare henrundne, men de vare blevne saavel af Soldaterne som Borgerne, benyttede for at fremme det almindelige Bedste. Alle vare ved godt Mod og fulde af Begeistring for Stadens og Flaadens Frelse.

Skade var det, at der ved den gode Aand, som herskede blandt Stadens Indvaanere og Forsvarere, manglede Hovedbetingelsen for al Krigsførelse: dygtig


43

Anførsel. "Peymann," siger en Forfatter, der levede paa den Tid, "var vel en reen og uplettet Character, der forenede Mod med den oprigtigste Villie til at gjøre Alt paa det Bedste, men han var uskikket til den ham anbetroede Post, da han manglede den Energi og Kraft, der under disse Omstændigheder især var af den yderste Vigtighed, og derhos ikke vilde lytte til Kyndiges Raad."


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


Opdateret: 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014