sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Kjøbenhavns Bombardement 1807
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: B. H. Faber (Ludvig J. Flamand)
Titel: Kjøbenhavns Bombardement 1807
Udgivet: Kbh., 1860
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: Kapitel VII
Note:

 

59

VII.

Kjøbenhavns fire første Udfald.

_____

Vi have i det foregaaende Afsnit givet en Fremstilling af Englændernes Batterier, som de vare, forinden Stadens Bombardering, fordi man da lettere kan overskue Fjendens Beleiringsarbeide, men endnu forinden disse Batterier vare færdige, gjordes der flere Forsøg eller Udfald, for at standse eller tilintetgjøre Englændernes Arbeider, hvilket imidlertid ikke lykkedes formedelst den ringe Magt og de svage Kræfter, der anvendtes herpaa.

Da der den 17de August om Morgenen saaes fjendtlige lette Tropper nærme sig Store- og Lille Vibenshuus, blev Generalmarschen slaaet, og Klokken 9 aabnedes Citadelsporten, for at lade Livjægerkorpset, Herregaardsskytterne, 200 Recruter under Major Kreber, et Detaschement af sjællandske Ryttere, samt et trepundigt Batteri paa 4 Kanoner under Capitain Hummel, tilsammen 6 til 700 Mand, alle Tropperne under Major Holsteins Overcommando, rykkede ud mod Fjendens Forpostlinie, understøttede paa Søsiden


60

af 3 Kanonchalupper under Premierlieutenant J. J. J. Suenson.

Tropperne posterede sig først ved Clasens Have, hvorfra de rykkede frem, opløste i en Kjæde, med sluttede Troups til Understøttelse, paa Østerfælled ind mod Stranden til. Angrebet var levende. De engelske Piquetter mellem Stranden og Østerfælled blev trængte tilbage noget forbi Lille Vibenshuus; men da Fjenden nu blev forstærket af den bagved fremrykkende Linie med et Detaschement Husarer og Artilleri, som nylig var bleven landsat ved Skovshoved, maatte vore Tropper igjen gaae tilbage med et Tab af 1 Død og 13 Saarede.

I dette Udfald udmærkede sig i Særdeleshed Livjægercorpset og Herregaardsskytterne, og Capitain Hummel af Artilleriet, en Krigsmand, der tidligere havde deeltaget i Felttog i Udlandet, nævntes med Berømmelse.

Man bemærkede til vor store Sorg ved denne Leilighed, at vort Krudt var langs svagere end Englændernes, thi de engelske Kugler naaede langt videre end vore; man fandt saaledes endog Kanonkugler paa Blegdammene.

Kanonchalupperne havde ikke kunnet gjøre andet, end sende Kugler op i Landet, hvor de saae Fjenden eller kunde formode ham. Skjøndt det fjendtlige Artilleri, der var skjult bag Bygninger og Buske, besvarede deres Skud, blev dog ingen af Mandskabet beskadiget.

En fjendtlig let Escadre var imidlertid naaet op mod Svanemøllen og lod sig, da det var Stille, buxere frem. Bille førte derfor Kl. 6½ hele Kanonflotillen mod Fjenden, der, efter en levende Ild paa begge Sider, Kl. 9 trak sig tilbage. Paa dansk Side faldt kun een


61

Mand, formodentlig fordi Fjendens Kanonader ikke kunne naae, medens vore 24-pundiger lode til at gjøre god Virkning.

Disse første krigeriske Begivenheder, skjøndt de intet Resultat førte med sig, oplivede dog Hovedstadens Indvaanere. De viste ogsaa deres Iver for vore Krigere ved at sammenskyde betydelige Pengesummer og en Mængde Levnetsmidler, og en i den Anledning nedsat Commission saae sig istand til næsten under hele Beleiringen at uddele dobbelt Forpleining: Viin, Brændeviin, fiint Brød, Ost, Suppe og Kjød saavel til Land- som til Sø-Krigerne.

Fjenden gjorde nu Alt for at befæste sin venstre Fløi, for derved at sikkre Forbindelsen med Flaaden. Han arbeidede ufortrødent for at sætte sig fast ved Svanemøllen, og beskjød herfra det af vore Folk ved Holdepladsen paa Østerbro paabegyndte Batteri, hvorved disse blev nødsagede til at forlade det.

Inde i Byen blev denne Dag saavel det borgerlige Artilleri som Infanteri taget til Tjeneste paa Voldene; 200 Landser uddeeltes blandt Brandfolkene paa Broerne; bespændte Kurvevogne posteredes ved Stadens Porte, for at transportere de indbragte Saarede til Hospitalerne, flere Træer omhuggedes for at Kanonerne kunde spille frit paa Fjenden, og flere nødvendige Forholdsregler toges.

Ved en Proclamation søgte Generalcommandoen at begeistre Folket.

"Medborgere", lød den, "atter see vi Folkeretten krænket og vor Fred brudt af den Storbrittaniske Regjering. Atter see vi Hovedstaden paa den meest troløse


62

Maade overfalden af en engelsk Krigsmagt. Vore Fjender have dertil valgt et Tidspunkt, da vore Vaabenbrødre ere kaldte til at værne om Landets Fred ved Elben. Men de have bedraget sig i at beregne vore Kræfter og vores Forsvarsmidler. De have glemt, at Frederiks Aand hviler over os og besjæler os. Medborgere! Det blev mig betroet at vaage med Eder og at stride tilligemed Eder for vores Arnesteder og for vor Ære. Jeg er, med henrykkende Glæde, Vidne til Eders varme Fædrelandskjærlighed og Eders faste Mod."

"I trænge ikke til Opmuntring. Jeg er overbeviist om, at vore kjække Kronprinds skal, naar han selv kommer midt blandt os, kjende os igjen."

Grev Schulin paa Frederiksdal, Etatsraad de Coninck paa Dronninggaard og Pastor Rønne i Lyngby traadte paa denne Tid sammen i en Commission, for at vedligeholde Orden og Ro i dens Districter, og sørge for den fjendtlige Armees Reqvisitioner og Nødvendigheder, for derved at undgaae Selv-Reqvisitioner med væbnet Haand. Den engelske Overgeneral sanctionerede deres Hverv, men paa Forespørgsel vilde General Peymann ikke indlade sig herpaa og beklagede vedkommende Personer. Der blev ogsaa senere anlagt Sag mod denne Commission, men den blev frikjendt for Landets høieste Domstol.

Tidlig næste Morgen, Tirsdagen den 18de August, borttoge eller afkappede vore Kanonbaade, tildeels under Fjendens Kanoner, de af Englænderne udlagte Sømærker omkring Stubben. Fjenden udskibede saavel Cavalleri som Artilleri, og derfor sendtes en Division Kanonchalupper op i Svanemøllebugten for at forurolige


63

Fjenden, ligesom kort efter Krieger førte alle Kanonchalupperne frem. Men da nærmede den fjendtlige lette Escadre sig; den havde ombyttet sine Karonader med lange 18-pundige Kanoner, og et maskeret 9-pundigt Batteri ved Svanemøllen, opstillet bag Gjerdet i Haven, angreb vor Escadre i Flanken, saa at denne nødsagedes til at gaae tilbage. I denne Affaire blev Premierlieutnant Boll dødelig saaret, samt een Mand dræbt og een saaret, og 3 af Kanonchalupperne maatte sendes til Holmen for at repareres. Samme Dag kastede ogsaa 2 fjendtlige Bombarderer Bomber mod Prøvesteen, som besvarede deres Ild med en Deel Kasteskud. Ogsaa Qvintus Batteri sendte nogle Bomber, uden nogen Virkning.

Det var en væsentlig Feil fra Generalcommandoens Side at dette Angreb af vores Kanonchalupper ikke blev ledsaget af et Udfald til Lands langs Strandveien mod Lille Vibenshuus, for at sysselsætte det engelske Feltbatteri ved Svanemøllen, og saalænge som muligt hindre Opkastelsen af et fast Batteri sammesteds. Det blev som vi vide forvandlet til et svært fast Batteri og besat med det 82de Infanteri-Regiment. Det var et altfor vigtigt Støttepunkt for Forbindelsen mellem Englændernes Land- og Sømagt, til at de ikke skulde sikkre sig det.

Det var ligeledes en Feil, at vi ikke søgte at forskaffe os et lignende Støttepunkt, ved at befæste et af Kalkbrænderierne, der tillige havde kunne fastholde Clasens Have. Ligesom det ogsaa var en betydelig Feil, at vi ikke søgte at fuldende den paabegyndte vigtige Redoute ved Østerports Holdeplads, hvilket ved det i


64

Staden værende Mandskab meget let havde ladet sig gøre.

I Byen gik der imidlertid mange Rygter. Snart ventede man Undsætning, snart paastod man, at Fæstningen var saa stærk, at den kunde holde sig til Vinteren, da vore Tropper saa kunde komme over Isen fra Fyen for at hjælpe os. Snart heed det, at Kronprindsen var landet med mange tusinde Mand paa Sydkysten af Sjælland, snart at en svensk Skjærgaardsflaade var under fulde Seil for at staae os bi fra Søsiden. Men alt var Rygter og sangvinske Forhaabninger. I Byen vidste man Intet med Vished, thi snart sagde man at Fjendens Antal udgjorde 18,000, snart 30,000 Mand, hvilket sidste Antal imidlertid var det rigtige.

I det Hele var man ikke forknyt i Byen, man havde jo Forfædrenes Exempel for Øiet, da en stor Krigshelt, Carl Gustav, ikke formaaede at undertvinge Byen, men hvilke Fremskridt Krigskunsten havde gjort siden hen i Tiden, havde Ingen nogen Ahnelse om, hverken Civile eller Militaire. Med Overbefalingen var man misfornøiet, især fordi den ikke havde, som man troede var en let Sag, ødelagt Fjenden, da han gjorde Landgang. Nu, ved det nærmere Forsvar, burde der have været anvendt al Kraft, og Forstæderne først afbrændte, naar man ikke kunde holde dem længere.

Som vi vide, var der i Kjøgebugt ankommen en engelsk Transportflaade. Den 18de August landede, som vi vide, en Afdeling fra denne, som førte hele Expeditionens Cavalleri, tre hannoveranske Husarregimenter, og tvende Feltbatterier, ved Skovshoved. Størstedelen af de tre Cavalleriregi-


65

menter med et ridende Batteri anvendtes til at formere en Kjæde af Piquetter og Poster fra Sorgenfri til Kollekolle, med en Bataillon af den tydske Legion til Understøttelse, Alt undre den hannoveranske Generalmajor v. d. Deckens Befaling.

Frederiksværk er et lille ubefæstet Fabrikssted med et Kanonstøberi, Krudtmøller o.s.v. ved Arresøens Udløb i Roeskildefjord, og tilhørte Kronprindsen som privat Eiendom. Der fandtes et stort Krudtforraad, tilhørende Armeen, paa Værket, og to Transporter af det, hver paa 250 Vogne, vare lykkelig blevne indførte til Kjøbenhavn. Den 17de August tidlig om Morgenen afgik den tredie og største Krudttransport paa omtrent 500 Vogne fra Værket i to Colonner, den ene over Gjørløse og Farum, den anden over Slangerup og Maaløv, under Bedækning af Frederiksværks frivillige Corps, anført af Inspecteuren paa Værket, Major Tscherning.

Da Transportens østlige Colonne henimod Aften Kl. 6 naaede Egnen ved Farum, omtrent 1¼ Miil fra Kjøbenhavn, stødte den paa en fjendtlig Recognoscring fra General v. d. Deckens ovenomtalte Observationscordon, der bestod af en Escadron af 1ste Husarregiment samt 18 Husarer af 3die, ialt 120 Heste under Ritmester Krauchenberg. Tscherning lod strax Transporten gjøre omkring, og førte dem over Herløv og Frederiksborg til Kronborg, med Undtagelse af den forreste Afdeling paa 21 Vogne, som blev afskaaren af fjenden tilligemed nogle Mand af Bedækningen, hvoriblandt Lieutenant Ulstrup. Fjenden fortsatte sin Fremrykning


66

over Frederiksborg mod Frederiksværk, og naaede henimod Aften den 18de August Kregome. Da Major Tschering, efter at have bragt sin Krudttransport i Sikkerhed, blev paa sin Reise fra Kronborg til Roeskilde, hvorhen han agtede sig for at tilbyde Generallieutnant v. Castenskjold sin Tjeneste, underrettet om, at Fjenden var ankommmen i Nærheden af Frederiksværk, reiste han til Værket, hvilket han vidste ikke kunde forsvare sig mod fjenden, for om muligen at erholde en taalelig Kapitulation ved dets Overgivelse til Fjenden. Det lykkedes ham ogsaa at indbilde General v. d. Decken, at Stedet var stærkt befæstet, saa at det kun vilde overgivet sig, hvis Betingelserne vare fordeelagtige. Værket blev derpaa, som Kronprindsens Eiendom, sat under Kongen af Englands Beskyttelse, og Alt der forblev i den gamle Orden og i fuld Drift imod at de forfærdigede Krudtsorter skulde afleveres til Fjenden, hvilket dog ikke nogensinde skete. Besætningen blev afvæbnet, men ikke gjort til Fange, og Fjenden tog Værket i Besiddelse om Aftenen Kl. 11, dog ikke længere end 8 Timer, og indfandt sig ikke her senere.

Ifølge General v. d. Deckens officielle Rapport til Lord Cathcart, da han forlod Frederiksværk med 4 Kanoner og Halvdelen af Besætningens Geværer, havde Bønderne fra de omliggende Skovegne, de saakaldte Kulsviere (de fortrinligste Soldater i den danske Armee), flokket sig sammen, tildeels bevæbnede med Skydevaaben, men Størstedelen med Høtyve, Leer o. desl. for at tilføie ham Skade. Paa en Bakke havde der samlet sig flere hundrede Mand, der affyrede enkelte Skud paa den fjendtlige Escadron, hvilke dog, formedelst Afstanden,


67

bleve uden Virkning, og da den fjendtlige Lieutnant Poten med nogle Dragoner sprængte ind paa dem, løb Hoben fra hverandre, og efterlod 50 Mand og 5 Heste i Fjendens Vold. Man underrettede ogsaa v. d. Decken om, at alle Skove og Byer paa hans Tilbagevei vare fulde af lignende bevæbnede Skarer, og dette bevægede Generalen til at forandre sin Marchroute og føre sit Cavalleri igjennem en mere aaben Egn tilbage til Jægersborg. De Fanger, der vare blevne gjorte, bleve satte i Frihed, efter at man havde afstraffet dem med Fugtel.

Skjøndt ingen dansk Beretning omtaler, at den nordsjællandske Almue skulle saaledes have reist sig, maa man dog antage, at Generalens Rapport angaaende Kulsviernes Modstand, er sand, skjøndt det Rygte, at flere Skove og Byer vare fulde af bevæbnede danske Bønder, vistnok er aldeles overdreven.

Endvidere maae vi omtale ovennævnte Major Tschernings Patriotisme. Han stod, saa at sige, overalt paa Sjælland i Forbindelse, saavel med det castenskjoldske Corps, som senere med Generalmajor Ewalds Corps paa Øerne; dernæst med Kronborg, hvis Commandant han endog sendte 5000 Rdlr. til Garnisonens Lønning; endvidere med de nærmeste Amter; og om Natten kom han sammen med patriotiske og dygtige Mænd, for at overlægge Planer til Fædrelandets Frelse. Hvor Nøden fordrede det, bragte han tillige Raad og Understøttelse. Med Kjøbenhavn havde han Forbindelse og ligeledes med det engelske Hovedqvarteer, hvorhen han vidste at giøre sig Ærinder. Han sendte saaledes


68

altid en Officer med de reqvirerede Vognes Aflæsning, og forskaffede sig Passer for Hestehandlere, som foregave at ville sælge Heste til den engelske Armee, hvilke imidlertid alle paa een nær bleve casserede som ubrugelige for det engelske Cavalleri; ogsaa med Sverrig holdt han Forbindelse igjennem Værkets Fabriksarbeidere, som reiste om i Landet for at sælge deres Varer. Man kan derfor med rette sige at Major Tscherning var en Mand, der vistnok søgte at gjøre sit Fædreland al den Tjeneste, han formaaede.

Onsdag Morgen den 19de sendtes der 5 Kanonchalupper under Premierlieutenant J. J. J. Suensons Commando op under Vandet ved Svanemøllen. Men høist urigtig fik de heller ikke den Dag nogen Understøttelse fra Vandsiden, og nødtes derfor til at vende tilbage, efter at være bleven beskudt af skjulte Feltkanoner.

De Engelske vedbleve imidlertid udenfor Kjøbenhavn at landsætte deres Beleiringsskyts og Artilleripark ved Charlottenlund. Ogsaa med deres Værker mod Byen gik det rask frem, i det der commanderedes 600 Mand paa Arbeide ad Gangen, der afløstes hver fjerde Time. Især forstærkedes Batteriet ved Svanemøllen og besattes med 4 Fireogtyvepundinger, ligesom et bagved liggende Haubitzbatteri blev forsynet med Traverser og Brystværn. Ogsaa begyndte Fjenden paa Batterierne ved Indgangen til Frederiksbergallee, paa Svanholm, St. Hans Hospital, Vodruffgaard, i Nørre Alleee og paa Holdepladsen ved Østerbro. I Frederiksberg Allee fældes Træer til Forhug.


69

Ved Parolbefaling blev Garnisonen i Kjøbenhavn inddeelt i 3 Brigader under Generalmajorerne Falbe, Lemming og Walterstorf; Livjægerne og Herregaardsskytterne underlagdes Major Holstein, Cavalleriet under Oberst Grev Schmettou af Garden til Hest, samt hele Artilleriet under Oberstlieutnant Bech, da General Bielefeldt allerede den 16de August ved et Fald fra Hesten paa Steenbroen havde forslaaet sit Hoved, saa han ikke kunde varetage sine Forretninger. Senere udnævntes General Falbe til Kommandant i Kjøbenhavn.

Piquetter udenfor Byen havde vi endnu paa Vesterbro, ved Ladegaarden, paa Nørrebro, udenfor Østerport, alle forsynede med Kanoner og Haubitzer.

Paa Enighedsværn fældede man Træerne for at de ikke skulde standse Kuglerne fra Stadens Volde. Paa Volden søgte den hæderlige Biskop Balle at begeistre Forsvarerne med opmuntrende Taler. I det Hele søgte man paa mange Maader at sikkre sig mod Fjendens forventede Angreb, ligesom der ogsaa fra andre Sider blev sørget for Stadens Forsyning med Levnetsmidler.

Batteriet ved Svanemøllen syntes at være en Torn i Øiet paa Generalcommandoen, thi endelig den 20de August i Dagbrækningen, omtrent Kl. 3½, besluttedes der et saakaldet kraftigt Udfald imod ovennævnte Batteri, der geneerte vor Kanonbaadsflotille overordentligt; Udfaldet skete i to Colonner.

Den første efter Hovedcolonnen, der skulde angribe Batteriet og marscherede ud af Østerport, bestod af en Bataillon af danske og en af norske Livregiment; Livjægercorpset, Herregaardsskytterne, Livregimenternes og Gardens Jægere under Major Holstein; 100 Mand


70

Gardere til Hest og 100 af Sjællands Rytterregiment under Major Flindt, samt to trepundige Batterier under Lützow og Hummel, tilsammen omtrent 1800 Mand under Oberstlieutenant Voigt.

Den anden Colonne, der egentlig var bestemt til at dække den første venstre Flanke og indirecte understøtte samme ved et Skinangreb mod Tagenshuus og Lygten, udmarscherede af Nørreport, og stod under Generalmajor Walterstorfs Commando. Den udgjorde ogsaa omtrent 1800 Mand og bestod af 4 Landeværnsbatailloner, Husarrecruterne og 6 Amusetter.

Medens det endnu var mørkt, Klokken 2½ om Morgenen, vare 9 Kanonbaade, Flotillens Avantgarde, under Baron Holsteins Commando, allerede paa den befalede Post ved det yderste Kalkbrænderi.

Hovedcolonnen aabnede Angrebet med en Jægerkjæde langs Blegdammen ned til Stranden, venstre Flanke dækket af noget Cavalleri paa Nørrefælled, samt Artilleri ved Indgangen til Nørreallee og Strandveien. Eftersom Kjæden og Artilleriet rykkede frem, lod Voigt den ene Bataillon opmarschere paa Østerfælled, beholdt den anden i Colonne bag Strandveien, med Resten af Cavalleriet i høire Flanke nærmest Stranden, i den Tanke, at var man kommet det fjendtlige Batteri nær nok, skulde den opdeployerede Bataillon foretage en Frontalsvingning til høire, for at angribe det i Flanken, medens den anden Bataillon i Colonne, i Forening med Jægerne, angreb det i Fronten.

En tyk Taage syntes at maatte begunstige Foretagendet, der burde have fundet Sted i Stilhed, men istedetfor at liste sig ind paa Batteriet, aabnede


71

Kanonbaadene, forinden de kunde understøttes af de fremrykkede Tropper, en vældig Ild, der besvaredes af de engelske Landbatterier, 3 Kanonbrigger og nogle Morteerpramme. Da Colonnen havde passeret lille Vibenshuus taug rigtignok Batteriet og det heldige Øieblik til at indtage og sløife det syntes at være kommet. Da aabnede et nyt Batteri, formodentlig af Feltskyts, længere tilbage, sin Ild, stærke fjendtlige Colonner meldtes at nærme sig saavel fra Vibenshuus som Tagenshuus, og de altfor vidt spredte lette Troper - der langtfra tilstrækkeligt understøttedes af Cavalleriet paa de aabne Fælleder, da Halvdelen af dette til ingen tænkelig Nytte var paa høire Fløi, som allerede var tilstrækkelig dækket af Søen og vore Kanonbaade - saae sig ikke istand til at yde nogen kraftig Modstand i venstre Flanke. Generalmajor Walterstorf, der skulde have understøttet Voigt med sin Colonne ved et Skrømtangreb paa Tagenshuus og Lygten, stod paa samme Tid stille paa Nørrebro og ved Fælleden, uden at see den Fjende eller sees af nogen.

Angrebet standsede derfor nogle 100 Skridt forbi lille Vibenshuus, netop da man skulde see Resultatet af det. Klokken 7 om Morgenen trak vore Tropper sig tilbage til Fæstningen med et Tab af 16 Døde og 26 Saarede, blandt de Sidste Lieutenant Roepstorf af Livgarden til Fods og Friess af norske Livregiment.

En gunstig Luftning tillod de engelske Kanonbrigger at nærme sig Indløbet til Renden, og vore Kanonbaade trak sig tilbage med et Tab af 3 Døde og 6 Saarede blandt de sidste Lieutnant Holsten.


72

Det manglede Anføreren for den active Colonne, Oberstlieutnant Voigt, hverken paa Mod eller Uforsagthed. Han var saaledes altid i Spidsen af sine Tropper, i Almindelighed ved Artilleriet, som stod i den heftigste Ild. Hans Koldblodighed gik saa vidt, at han, da han paa Retiraden bemærkede at flere af Mandskabet ikke holdt Fodslag, lod adskillige Gange gjøre Holdt, og med egen Haand straffede en saadan formeentlig Forseelse, overeenstemmende med sin Tid Soldateraand.

Til hans Undskyldning bør vistnok anføres, at Svanemøllens Batterier laae omtrent 4000 Alen fra Fæstningen, og at Udfald i saa lang en Afstand og med saa ringe en Styrke altid ere meget farlige. Havde Fjenden kjendt mere til vor Stilling og været mere activ, kunde Udfaldstropperne let være blevne alle omringede og tilintetgjorte.

Som dem, der havde udmærket sig, nævntes først Livjægerne, dernæst Herregaardsskytterne; Regimentsjægerne og Artillerilieutenant Wedefelt blev roest for deres udviste Mod, og Major Holstein gjorde man den smigrende Bebreidelse, at han begik altid Insubordnination, naar der befaledes ham at retirere.

Fra Fæstningen sørgede man nu for at gjøre det nærmeste Terræn udenfor Byen aaben. Saaledes bleve en Deel Træer, samt Plankeværker ved Blaagaard og Store Ravnsborg omhuggede; Grøfterne ved Blaagaard og omkring Fælleden bleve jevnede. I Byen væbnede man Brandfolkene med Pikker. I Philosophgangen og igiennem Esplanaden ved Citadellet bleve Telte opslagne for Landeværnet; de fleste Beboere af Forstæderne,


73

hvem det var bleven forbudt af føre deres Eiendele ind i Kjøbenhavn, agtede dog ikke derpaa, men flyttede ind med saa meget som de formaaede at føre med sig. I Tilfælde at Fjenden skulde ødelægge Veirmøllerne paa Volden, blev der indrettet tvende Reservemøller i Sølvgaden og paa Nyholm. Da man kunde befrygte, at Fjenden vilde afskjære Vandrenderne fra København, hvorved Byen vilde komme til at lide Vandmangel, paalagdes det Indvaanerne at lade de i Byen værende Brønde rense eller opgrave. Man undersøgte endog Vandet i Stadsgraven, og det væmmelige Fluidum fandt man ved Filtrering drikkeligt.

Medens den hele kongelige Familie var bortreist opholdt dog den unge Prinds Ferdinand sig endnu i Byen, hvor han tog Forsvarsvæsenet paa Volden i Øiesyn, og vakte dermed Besætningens og Borgernes Begeistring. Disse troede at den endnu ikke 15-aarige Prinds vilde blive i Fæstningen, muligen stille sig i Spidsen for Forsvarsvæsenet og indlægge sig et udødeligt Navn. "Men", siger Ræder, "selvom om Prindsen havde været en Condé, vilde han ikke have kunnet redde Fæstningen", og de høiere Authoriteter fandt det derfor rigtigst at han forlod Staden, hvorfor man allerede tidligere havde forlangt et Reisepas for ham.

General Cathcart tog Anledning af dette Reisepas's Oversendelse til at yttre i en Skrivelse til Peymann:

"Dersom denne By, Danmarks Hovedstad, den kongelige Families og Regjerings Residents, Videnskabernes og Handelens Sæde, opfyldt med Indvaanere af alle Stænder, enhver Alder, ethvert Kjøn, vedbliver at sætte sig paa samme Fod, som en beleiret Fæstning,


74

saa vil den blive angreben med alle de Midler, der synes meest hensigtssvarende til dens Ødelæggelse, saasnart Befalingen dertil er given, og i saadant Fald havde de hertil beordrede Officerer intet Valg, men maae anvende ethvert Middel for at erobre Fæstningen" - - -

"For Guds Skyld, min Herre! overlæg med Koldblodighed, om ikke Modstand netop føre til Ødelæggelse af den Stat, De ønskede at forsvare, om De ikke, under nærværende Omstændigheder og Uenigheder, vil vise en Tapperhed - hvem sikkert Ingen tvivler om, at De besidder - som vil fremskynde Ruin og Ulykke, der ere saa uadskillige fra en Hovedstads Beleiring, og hvilke dog tilsidst ville have Flaadens og Arsenalernes Tab til Følge og som De endnu kan afværge."

Da Reisepasset for Prindsen var tilstillet for sidlige, maatte Peymann paa ny tilskrive General Cathcart om et andet Pas, men besvarede eller berørte ikke engang den sidste Deel af Generalens Brev.

Besynderligt er det, at den gamle Ingenieurofficeer ikke har kunnet tænkt sig Muligheden af et alvorligt Bombardement, thi i en Skrivelse til Kronprindsen yttrede han:

"De kan være forvisset om, naadigste Herre! at jeg efter Pligt skal forsvare mig til det Yderste, og at Kjøbenhavn aldrig under min Commando skal falde i Fjendens Hænder uden ved Storm, og om Fjendens Anstalt maatte være større end det er. Jeg skal søge at forsvare vor Ære og ende mine Dage som en kjæk Soldat."

Med stor Iver fortsatte nu de til Forvarei [i. e. Forsvaret] fornødne Arbeider og Forberedelser. Fjenden paa sin


75

Side arbeidede ogsaa med al Kraft. Uafbrudt blev der landsat Artilleri og ført til Batterierne, hvilket kunne sees fra Fæstningens Taarne, hvor der var ansat Officerer, der med Kikkerter observerede Fjendens Bevægelser.

Den 21de August var Alt stille baade til Lands og Vands, med Undtagelse af vort Artilleri paa Volden og Fæstningsværkerne, samt Forposterne og Piquetterne.

Disse begik i deres Iver og Tapperhed den Taabelighed, at skyde med Kanoner efter en enkelt Fjende, som blot kunde sees fra Fæstningen, og Overbefalingen fandt det nødvendigt, at forbyde saadan Skydning. I den sidste Krig yttrede vor dygtige de Meza, "Kanonen er et alvorligt Vaaben, der ikke maa bruges til Narrestreger, men kun hvor den kan gjøre en alvorlig Virkning," men af denne Mening var Kjøbenhavns Indvaanere, især det borgerlige Artilleri, ikke. Man troede, at Overcommandoen ønskede at skaane Fjenden, og naar man da tænkte paa Forbudet, "ikke at gjøre det første Skud, begyndte man at ahne Forræderi, og Mistanken faldt især paa Artilleri-General Bielefeldt.

Da nogle fjendtlige Bombarderer og Brigger, som laae i Svanemøllebugten, kastede om Eftermiddagen Bomber mod Citadellet og Trekroner - dog uden Virkning, fandt Peymann sig foranlediget til følgende Bekjendtgørelse:

"Aarvaagenhed og Uforsagthed ere kraftige Midler til at forebygge skadelige Følger af de nedfaldende Bombers Virkning i Tilfælde af et Bombardement. I, Stadens Beboere! forlader derfor ikke Eders Gaarde og Huse! thi i de første Øieblikke kunne vi udrette Meget. Men værer blot opmærksomme paa Stedet,


76

hvor en Bombe slaaer ned! Flyer et saadant Sted saa langt som muligt, fra et Værelse ind i et andet, og oppebier roligen Tiden, naar Bomben springer; men, naar den er sprunget, hvilket let bemærkes, iler da til med en Spand Vand, og man vil med nogle faae Stænk deraf slukke og forekomme Udbrud af Ild, der ellers kunde gribe om sig i det Store og da vanskelig standses! Man vilde udsætte sig for Fare, hvis man fattede det Forsæt at ville slukke en Bombe, det være med hvadsomhelst Middel. Skyer derfor hellere Stedet, til den har afrøget! Er man paa en aaben Plads, hvor en Bombe falder ned, da kaster man sig udstrakt ned paa Stedet og søger at trække sig et Stykke fra den! Men hav Vand i alle Etager og Vandforraad i Gaardene!"

Prinds Ferdinands Reisepas ankom denne Dag fra den engelske Overgeneral, og Prindsen reiste strax fra Byen og ankom den 23de August til Odense. Ved saaledes at see sig forladt af den hele kongelige Familie, begyndte der at opstaae en Misstemning blandt Stadens Indvaanere, thi man begyndte nu at befrygte, at der forestod Kjøbenhavn en ikke liden Fare eftersom endog den yndede Prinds forlod dem, dog havde man endnu ingen Ahnelse om de Rædsler, der ventede Hovedstaden.

Paa denne Dag landede ogsaa Hovedstyrken af den tydske Legion, der kom fra Rygen, tilligemed 2 Feltbatterier paa den nordvestlige Strandbred af Kjøgebugt, imellem Skillings- og Corporal-Kroen, hvorhen en stærk Afdeling af Cavalleri og Infanteri var sendt fra Beleiringshæren, for at dække dens Landgang. De landede Tropper udgjorde 3 Brigader, Beleiringshærens 2den Division eller Centrum under


77

Lord Roslyn. Ligeledes landede han sidste Brigade Macfarlane af General Bairds Division ved Skovshoved, og rykkede samme Aften frem til Hellerup. Beleiringsskytset vedblrev man at udskibe ved Charlottenlund, fra Jagtveien aabnede man en Løbegrav ind mod Nørrebro, og opkastede et Batteri i Toxwerds Have. Faskiner blev forfærdigede til et nyt Batteri, formodentligt ved det gamle Pesthuus (Belvedere), hvilket Værker alle vare bestemte til at dække Armeens videre Fremrykning, saasnart Lord Roslyns Corps var indtruffet. Dette ankom ogsaa Dagen efter til Damhuset og Omegn, og stødte paafølgende Søndag til Beleiringshæren, hvor det opstillede sig i 2den Træfning bag Centrum, foran Bellahøi.

Den følgende Dag var det ligeledes stille til Lands og Vands, hvilket ærgrede vore Krigere og Borgere, der brændte af Begjærlighed efter at maale sig med Fjenden. Det var ogsaa harmeligt, at see Fjenden uforstyrret arbeide paa sine Batterier trindt om Byen. Istedetfor uafbrudt at hindre ham i hans Arbeide, lagde man ham ikke det mindste i Veien, og indskrænkede sig til en unyttig, næsten uafladelig Kanonade fra Volden, som man kunde have sparet. Ved Resultatet af det sidste Udfald var man bleven ængstelig, hvem man skulle betroe Overcommandoen, da man manglede dygtige Overbefalingsmænd, og efter Datidens Begreber ikke kunde give Commandoen til yngre Mænd.

Man gjorde imidlertid hvad man troede der var nødvendigt. Saaledes blev Enighedsværn med Have sløifet, Grøfterne ved Farimagsveien jevnede, Fæstningsbroen optrukke; thi man gik altid ud fra den For-


78

udsætning, at Englænderne vilde foretage en regelret Beleiring og at det nærmere Angreb nu vilde begynde, mod hvilket man især vilde anvende og rette sin hele Kraft.

Medens man til Lands lod Fjenden uforstyrret, søgte man derimod til Søes saameget som muligt at forurolige hans Arbeide, og henlagde derfor denne Dag ved det yderste Kalkbrænderi to Stykpramme, der i Forening med Bombardeerdivisionen Dagen efter Klokken 10½ om Formiddagen aabnede deres Ild imod Svanemøllebatteriet, der nu var blevet armeret med 9 24-pundige Kanoner, 2 Morterer og 2 Haubitzer og besat med et Infanteriregiment. Den fjendtlige lette Escadre under Capitain Puget nærmede sig, for at understøtte Batteriet, ogsaa Rheden, og begyndt fra 15 Bombarderer og Brigger, hvortil sidligere nogle Smaaskibe stødte, at beskyde Blokskibet Mars, Stykprammene og Bombardeerdivisionen. Men da Kanonflotillens Avantgarde angreb Fjenden, og Batteriet Trekroner tilligemed Citadellet begyndt at kaste Bomber og glodende Kugler, nødtes Englænderne Klokken 2 til at trække sig tilbage.

Englænderne erklære selv, at deres Skibe maatte trække sig tilbage, fordi de ikke kunde udrette noget imod de Danske.

Medens de danske Canonchalupper, som de Forreste i Træfningen, forfulgte Englænderne med en levende Ild, kastede Stykprammene mod Batteriet ved Svanemøllen indtil Klokken 2½ om Eftermiddagen, og der viste sig, hvad Tilfældet var i Aaret 1849 ved Eckernförde, at Landbatterier næsten altid har Over-


79

vægten i en Kamp mod Skibe. Stykprammen Sværdfisken, Capitainlieutenant Kruse, fik alene 7 Grundskud. Vort Tab til Søes udgjorde ialt 7 Døde og 11 Saarende; de Engelske 4 Døde og 13 Saarede.

En Mængde Tilskuere var ved Toldboden Vidne til den for vor Marine saa hæderlige Kamp, og en almindelig Jubel lød da man saae vore kjække Sømænd jage Englænderne paa Flugten.

Nogle fjendtlige Bomber naaede idag Castellet og Nyholm; formodentlig kastedes der ogsaa de saakaldte congrevske Raketter, thi General Peymann yttrede sig herom: "de Engelske kastede foruden Bomber med et Slags Raketter, som ikke pleier at bruges af cultiverede Nationer."

Den nu indtrufne Forstærkning under Lord Roslyn tillod nu det engelske Centrum under Lord Wellesley den næste Morgen Kl. 3 at tage Stilling frem mod Jagtveien og Nørrebro, medens Garden paa høire Fløi angreb og besatte Frederiksberg Allee og den yderste Deel af Vesterbro.

Da Fjenden nærmede sig hurtigt vore Porte, stak man idag vores Reberbaner uden for Vesterport i Brand, og Ilden udbredte sig derfra videre paa Vesterbro. Udenfor Nørreport antændte man en Mølle om Aftenen, og Ilden udbredte sig ogsaa herfra til Forstaden. Man var af den Mening, at man havde hindret Fjenden i at anlægge sine Batterier bag ved de afbrændte Bygninger eller skjule sig bag dem mod Fæstningens Skyts.

Enkelt Bomber faldt idag i Byen, og en Mand saaredes af en sprængt Bombe. Man havde hidtil


80

ikke troet at disse Ødelæggelsesredskaber gjorde nogen synderlig Skade. Flere Bomber var faldne ned i Citadellet og sprungne uden at gjøre nogen Skade, og da en Formiddag en Bombe sprang midt paa Citadellets Paradeplads, hvor flere hundrede Soldater laae omkring i Græsset og spiste deres Frokost, uden at Nogen af dem bleve qvæstede, var man overbeviist om, at Engelskmanden med sine Bomber ikke var at frygte.

En Piquet vi hidtil havde havt staaende paa vor høire Fløi imellem Kalkbrænderiet og Østerbro, understøttet af Artilleri, blev denne Dags Aften angrebet af en overlegen fjendtlig Styrke og nødsagedes til at gaae tilbage til tæt foran Clasens Have.

Det kongelige Artilleri gjorde denne Dags Eftermiddag nogle Prøvekast fra 3 100-Punds Morterer mod Tagenshuus, men kunde ikke naae dette Sted.

Om Natten blev vor Piquet ved Acciseboden paa Nørrebro angrebet af de engelske Forposter og trængt tilbage.

Den følgende Dag, Tirsdag den den 25de August, fandt vel Generalcommandoen at der maatte gjøres noget, da Fjenden saaledes trængte nærmere frem mod Staden. Der besluttedes derfor et tredie Udfald imod Blaagaard, for om muligen at sløife de fjendtlige Batterier, som man formodede vare opkastede ved Assistentskirkegaarden, samt de mellem Sortedamssø og Farimagsveiene liggende Bygninger og Haver.

Om Eftermiddagen, Klokken 2, udrykkede derfor Livjægercorpset, Herregaardsskytterne og Jægercompagnierne af de to Liv-Regimenter samt af Garden, med


81

8 Kanoner, tilsammen omtrent 5 til 600 Mand, Alt under Major Holsteins Overcommando. Paa Farimagsvejen deelte de sig i 2 Colonner, hvoraf den ene drog lige ud over Broen, og lod derpaa Regimentsjægerne formere sig i Kjæde til høire langs Sortedam og Blegdammenes Haver, og Livjægerne til venstre langs Peblingesøen og Engene ved Blaagaard. Den anden Colonne drog over Dæmningen imellem Peblinge- og St. Jørgenssø forbi Ladegaarden, hvor en Deel af den passerede Broen over Aaen, og formerede sig til høire i Kjæde i Engene ved Blaagaard, saa den kom i Forbindelse med den foregaaende Colonnes venstre Fløi. Resten af den venstre Colonne med Kanoner af det ved Ladegaarden staaende Piquet blev holdende paa Veien med Front imod Rolighed, for at dække venstre Flanke og sikkre Colonnens Tilbagegang over Aaen. Nu rykkede Alt frem mod Blaagaard og den øvrige Deel af Nørrebro. Vore Tropper stødte paa Lord Roslyns Division, lutter Hanoveranere, i Særdeleshed paa en Afdeling af 1ste lette Bataillon under Captain Baring, en Officer, der udmærkede sig senere som Oberst i Slaget ved Waterloo, samt paa 800 Mand af 5te Liniebataillon under Oberst Reinbold. I Begyndelsen bleve de drevne tilbage fra Blaagaard, fra een Grøft og een Stilling til en anden, indtil de naaede Jødekirkegaarden, hvor de toge Stilling bag det derværende Plankeværk, som var forsynet med Skydehuller og herfra bleve vore Tropper, idet de rykkede frem, modtagne af en dræbende Ild, der standsede deres Fremskridt.


82

Ogsaa vore venstre Fløi fandt stærk Modstand og blev efter en haardnakket Kamp trængt tilbage af de fra alle Sider fremrykkende Forstærkninger fra Fjendens Reserve, der bestod af alle Vaabenarter, som vare posterede i Alleerne og paa Nørrefælled.

Man trak sig nu tilbage i den største Orden, uden at have opdaget nogen Batterier. Ud paa Aftenen besatte Fjenden ikke alene Ladegaarden, Blaagaard og Blegdamsveiene, men opkastede endog et Batteri af Sandsække tværs over Gaden paa Nørrebro og nærmede sig stækrt Broen over Søerne.

Den af os paabegyndte Skandse ved Holdepladen udenfor Østerbro blev ud paa Aftenen overrumplet af Major Halkett med 3 Compagnier af den 2den lette hannoveranske Bataillon, som, dækkede af de tilstødende Haver og Grøfter, havde sneget sig ind paa Vore, og toge Ingenieurlieutenant Caroc og en Deel af hans Arbeidscommando til Fange. Vor Piquet ved Clasens Have med Artilleri under Capitain Hummel, forstærket af et Detaschement Marinere under Capitain Lassen fra Citadellet, trængte rigtignok rask ind paa Fjenden, men dennes Overmagt var saa stor, at Vore maatte vige, efter at have lidt et betydeligt Tab. Citadellet aabnede nu sin Ild, og fra Rosenborg Bastion blev der kastet med Bomber mod de nyligt opkastede Batterier ved Store Ravnsborg, Blaagaard o.s.v.

Vi havde denne Dag et Tab af 21 Døde og 55 Saarede. Blandt de Døde var Lieutenant Bruun af Livjægerne. Det var en agtet og yndet Officer, der, denne Dag, hans Forlovedes Fødselsdag, havde til hendes Ære klædt sig i sin bedste Dragt, hvorved han


83

paadrog sig de fjendtlige Skytters Opmærksomhed og erholdt et Skud igjennem Halsen, der havde en øieblikkelig Død til Følge. Hans Liig forblev i Fjendens Hænder, og begravedes af denne ved Blaagaard. Den 15de October blev han igjen opgravet og stædet til Hvile paa Garnisonskirkegaarden i Byen, ledsaget af et Følge af over 500 Personer af alle Stænder foruden hans Vaabenbrødre Livjægerne.

Blandt de Saarede fandtes der Lieutenanterne Rothe, Fribo og Ellefsen af Artilleriet og Fændrik Grev Platen af danske Livregiment.

Iblandt de Enkelte, der udmærkede sig ved Tapperhed under disse Udfald, fortjener især at nævnes Herregaardsskytten Hammer med sin 14-aarige Søn. Da Krigen udbrød forlod han sin Stilling som Kromand i Asminderød, og meldte sig frivillig til Krigstjeneste. Han kæmpede altid i de forreste Rækker og blev saaret i dette Udfald. Livjægerne, Herregaardsskytterne, Regimentsjægerne og Artilleriet var det ogsaaa, der, saa at sige, ene og tilsammen erhvervede sig Laurbær, thi Linieinfanteriet var sjelden eller aldrig saa heldig at kunne tage Deel i Kampens Hæder.

Dagens Begivenheder havde imidlertid sørgelige Følger, thi Fjenden var kommen i Besiddelse af Vesterbro ligetil Skydebanen, af Ladegaarden, Blaagaard, Blegdammene og Holdepladsen paa Østerbro, og saaledes bleven Herre over de vigtigste Udgange af Byen, vundet en betrykket Opstilling blandt Søerne, og kunde nu fra Blegdamsveien uforstyrret anlægge sine Batterier. Skansen ved Østerbro blev allerede om Natten for-


84

vandlet til et Værk mod Byen, det omtalte opkastede Batteri paa Nørrebro kunde bestryge Broen mellem Sortedam og Peblingesøen, og over Ladegaardsveien opkastedes et lignende Batteri.

Ved at se Fjenden saaledes trænge tæt ind paa Byen saa at sige uden nogen betydelig Modstand, kan man ikke undlade at gjøre det Spørgsmaal, var det muligt ved et mere energisk Forsvar at hindre ham heri? Svaret bliver bejaende for en længere Tid. Vi ville her anføre en krigskyndig Mands Mening, som vistnok maa ansees for at være rigtig.*)

"Det var og blev en Hovedfeil ved Stadens Forsvar", siger han, "at der ikke i Tide var bleven dragen Omsorg for at indrette den hele ydre Linie til et haardnakket Forsvar, ved at opfriske de gamle Befæstninger omkring Ladegaarden, indrette denne Bygning, Bjørnsdal paa Vesterbro, Blaagaard, samt de faste Bygninger paa Blegdamsveiene til Forsvar, og besætte dem med hele den mobile Deel af Garnisonen. Hvilke Fordele frembød sig ikke her imod den paa de aabne Fælleder fremrykkende Fjende, og hvilket virksommere Middel gaves der vel til at støife [i. e. sløife] de hindrende Forstæder, end ved at forsvare dem indtil de vare forvandlede til Gruushobe. Holdepladsen paa Østerbro og den nordlige Udkant af Clasens Have afgave Støttepunkter for denne Linies høire Fløi, som ved gamle Kalkbrænderi sattes i Forbindelse med Sødefensionen, der flankerede den; ligesom venstre Fløi heldigen vilde have lænet sig til Kallebostrand, hvor ingen fjendtlig Flotille, paa

______

*) Blom: Krigstildragelserne i Sjælland 1807.


85

Grund af det lave Farvand og vor Besiddelse af Amager, vovede sig ind, og hvor desuden netop Dagen iforveien 3 af vore Kanonbaade vare blevne detascherede hen, for at tage den fjendltige Opstilling i Kongens Enghave i høire Flanke.

"Vel maa man ei glemme, at den største Deel af de fornævnte Forsvarsanstalter ikke er et Øiebliks Sag, og at deres Undladelse derfor meget mere falder Regjeringens tidligere Forsømmelse end den commanderende General til Last, især ved den korte Frist, der nu undtes denne. Ligeledes maa vi med Billighed indrømme, at selv om vi antage den mobile Deel af Kjøbenhavns daværende Garnison saa stærk som vi i det Foregaaende have troet at kunne, vilde den neppe have været istand til at besætte alle Punkter med tilstrækkelig Styrke eller til at hæve Forsvaret over alle Tvivl. Men ved at føre det activt istedetfor passivt, vilde det ikke alene have udsat Byen for mindre Fare, men i alle Tilfælde have efterladt en opløftende Erindring, hvis Indflydelse, ei alene paa Forsvaret selv, men paa hele vort senere offentlige Liv, ikke er til at beregne."

Kjøbenhavn var nu saa indesluttet, at udenfor Vesterport kunde vi kun komme omtrent eet Bøsseskud, medens Udgangen fra de andre Porte vare spærrede. Fjenden stod saa nær Byen, at flere Riffelkugler naaede denne Dag lige til Kultorvet.

Om Natten imellem 25de og 26de August havde Fjenden anlagt et Værk paa Dæmningen tæt udenfor Ladegaarden, hvorfra han om Morgenen beskød


86

Fæstningen, men denne besvarede ham saa kraftig, at han blev bragt til Taushed.

Man var bleven underrettet om, at Fjenden kun svagt havde besat Clasens Have, og besluttede derfor Onsdagen den 26de August at gjøre et Forsøg paa at drive ham ud deraf igjen, for at vore Piquetter alle kunde indtage deres forhen havte Stilling. Udfaldet skete igjennem Citadelsporten ved Morgengry med de ideligt brugte Livjægere og Herregaardsskytter i Forening med nogle af Regimenternes Jægere og noget Artilleri ialt omtrent 600 Mand under Commando af Major Holstein.

Vore tappre og uforfærdede Jægere trængte under deres ligesaa uforfærdede Anføreres Øine langt ind i Haven under en vedholdende Ild, indtil de havde naaet et med Skydehuller forsynet Plankeværk. Her kunde de ikke trænge længere frem, men nødsagedes til at trække sig tilbage efter en haard Kamp med et Tab af 3 Døde og 18 Saarende, iblandt hvilke sidste Artillericapitain Hummel.

Saalænge Vore vare i Haven, maatte Kanonflotillens Avantgarde og 5 Kanonbaade af dens Corps de bataille under Capitain Baron Holstens Commando, udholde Ilden af Fjendens skjulte Batteri, uden at turde gjøre et Skud. Kanonaden var næsten ophørt da en Granat fra det fjendtlige Batteri ved Kildevæld traf Krudtkammeret paa Kanonchaluppen Stubbekjøbing, som derved blev sprængt i Luften, hvorved 31 Mand dræbtes og 12 saaredes, medens 16 Mand slap uskadte derfra. Blandt de Sidste var Chefen, Secondlieutenant P. U. Bruun, som en Qvarteermester, der saa Gra-


87

natens Fald og strax sluttede sig til Følgerne, stødte overbord, idet han selv sprang efter, og ligeledes blev reddet. Foruden dette Tab havde Kanonbaaden 1 Død og 6 Saarede, blandt de sidste Premierlieutenant Dodt. Da vore Jægere havde trukket sig tilbage, og Intet mere generede Kanonbaadenes Ild, jagedes Fjenden vel atter ud af Haven; men da man ophørte med Skydningen, bemægtigede de fjendtlige Jægere sig igjen det tabte Terrain, uden at Citadellets gloende Kugler kunde hindre det eller stille Havens forhen skaanede Bygninger i Brand.

Ved disse Udfald skal Fjenden dog ikke have lidt saa ringe Tab. Den tydske Legion paa 800 Mand, der under Oberst Reinboldts Commando af 5te Liniebataillon denne Morgen var rykket frem for næmere at indslutte Fæstningen, leed saaledes et Tab af 60 til 70 Døde eller Saarede, da de stødte paa vore Jægere.

Premierlieutenant C. Wulff med en Kanonbaad og en Kanonjolle lagde den 24de August ud i Kallebostrand i Forening med en Karonadebarkas under Premierlieutnant Späck for at forhindre Fjendens Arbeide paa deres Batterier. Wulff tilføiede ogsaa den engelske Garde, som havde leiret sig i Kongens Enghave og paa Vesterbro, en Deel Skade, men allerede den 25de havde Fjenden begyndt at opkaste et Batteri til 4 24-pundige Kanoner i Haven ved gamle Pesthuus tiltrods for vor Ild Dag og Nat, og den 27de i Dagbrækningen aabnede det en meget ødelæggende Ild paa vore Kanonbaade.

Secondlieutnant Zeuthen faldt strax i Begyndelsen, men hans Styrmand fortsatte kjækt Kampen; Cadet


88

Peter Buhl mistede sin venstre Arm, og da Kanonbaadene havde bortskudt al deres Ammunition, nødtes de til at trække sig tilbage under Langebro. Wulffs egen Kanonbaad Nakskov kom ved denne Leilighed paa Grund, og for ikke unødvendigt at udsætte Mandskabet for Fjendens Ild, trak dette sig tilbage, indtil de til at gjør den flot fornødne Fartøier vare komne til, hvorpaa den indbragtes til Holmen til Reparation. Foruden de anførte Officerer faldt paa denne Dag 6 Mand i Kallebostrand, og 5 saaredes, iblandt hvilke sidste Wulff selv.

Fjenden havde søgt at afskjære Drikkevandet fra Byen ved at aflede Peblinge-Søen i St. Jørgens Sø, men hindredes deri af Fæstningens Kanoner. Politiet gjorde nu Indbyggerne opmærksomme paa de i Byen værende Brønde, der skulde udgjøre 411, og ved dette store Antal ansaaes det for en Umulighed, at Staden kunde kommme til at lide Vandmangel.

Det synes at Peymann har været slet forsynet med Spioner, thi man var i Fæstningen almindelig aldeles uvidende om hvad der foregik udenfor. Overløbere indfaldt der sig aldrig; Andre vovede ikke at bringe Efterretninger, og erfarede man Noget, saa var det næsten altid Usandheder. Derfor vidste man heller ikke, at Fjenden foretog en betydelig Detachering fra Fæstningens Omegn, hvis Bestemmelse var at angribe og adsprede det af Generallieutenant Castenskjold ved Kornerup, omtrent 1 Miil Vesten for Roeskilde, samlede Landeværn. Da det imidlertid var marscheret til Kjøge, for at forene sig med Generalmajor Oxholm


89

og Landeværnet fra Smaaøerne, tog det fjendtlige Corps Samme Retning, hvorom vi senere vil yttre os.

Idag blev et ved Enden af Tømmerpladsen af os anlagt Batteri færdigt, armeret og overgivet til Artillericapitain Lützows Commando. Med dets Morterer gjorde man nogle Kast imod et fjendtlig Værk paa Valdby Bakke, som dog ikke kunde naaes, hvorimod man beskjød Batteriet ved gamle Pesthuus paa det Heftigste.

Paa denne Dags Aften antændtes fra Staden af Møllen bag ved Trommesalen paa Vesterbro, og nogle grundmurede Huse sammesteds bleve nedrevne. Ogsa i de andre Forstæder bleve en Deel Huse stukne i Brand.

Intet kunde bedre bevise Kjøbenhavnernes Patriotisme end den Maade, hvorpaa Stadens Forsvarere bleve forpleiede. Man var hverken forsynet med Magaziner eller Proviant, som ellers er brugelig i en Fæstning, og det var blot Indbyggernes velvillige Gaver af Levnetsmidler og Forfriskninger, som ikke lod Stadens Forsvarere og Garnison lide Mangel.

De Herrer Boysen og Holten havde strax i Begyndelsen af Fjendtlighederne indbudt deres Medborgere til Subskription eller Bidrag af Levnetsmidler og Forfriskninger til Stadens og Søbatteriernes Forsvarere. Der indkom henimod 12,000 Rldr. foruden Levnetsmidler in natura, og Batteriernes og Voldens Besætning fik dagligen dobbelt Forpleining, bestaaende i Viin, Brændeviin, Brød, Ost, Suppe og Kjød m.m.

Paa Børsen tegnede Kjøbmændene sig for Bidrag paa Admiral Lütkens Opfordring, og Mægler Berend


90

samt Apotheker Boye samlede en Subscription til de Kæmpendes Familier, hvorved alene til det borgerlige Artilleries Familier indkom 1800 Rdlr.

Ved saadan Hjælp blev Overcommandoet betydelig lettet og understøttet i dets næsten fortvivlende Nød og Hjælpeløshed.

Denne Dag gjentog Boyesen og Holten atter deres Opfordring til Kjøbenhavns Beboere, at vedblive med deres ædelmodige Gaver af Levnetsmidler og Forfriskninger til Land- og Søværnet, da denne Forpleiningsmaade var den eneste, man havde i Fæstningen. Kjøbenhavnerne bleve heller ikke trætte af at yde hvad de formaaede, og Forsvarerne lede indtil nu ingen Mangel paa Fornødenheder til Livets Ophold.

Hvilken Ro og Orden, der imidlertid maa have hersket i Byen, viser den Omstændighed, at Tallotteriets Direction bekjendtgjorde, at dets Trækning vilde som sædvanlig finde Sted om Torsdagen den 1ste September.

Paa Sextus-Batteriet rettede man nu Kanonerne saaledes, at de kunde bestryge Clasens Have, hvilket Sted synes at være det, hvorom man bestandig stred. Denne Nat, imellem Klokken 11 og 12, forefaldt der i bemeldte Have en Fegtning imellem vore og de engelske Poster, dog uden noget videre Resultat. Fra Citadellets Batterier vedblev man forgjæves at beskyde med gloende Kugler og Granater de i Haven værende Bygninger, for at stikke dem i Brand. Den hele Dag blev der af og til fra Batteriet paa Tømmerpladsen kastet Bomber og Granater paa det fjendtlige Batteri ved gamle Pesthuus. Om Eftermiddagen havde Fjenden anbragt nogle Skydeskaar ved sidstnævnte Batteri,


91

hvorpaa han pludselig aabnede en Ild mod vort paa Tømmerpladsen. En Granat slog ned i vort Morteermagazin, tændte Krudttønden og sprængte 4 à 6 Bomber, hvilket kostede 1 Død og 1 Saaret. Men vort Batteri vedblev desuagtet med sine Kanoner at besvare Fjendens Ild. General Peymann besøgte dette Batteri flere Gange og stillede sig oftere paa den øverste Deel af Brystværnet under den heftigste Kanonade for desto lettere at give Agt paa Fjenden.

Om Morgenen den 28de August marscherede de engelske Tropper med fuld Musik lige til Skydebanen paa Vesterbro. Livjægerne bleve kaldte til Vaaben af Hornene, Garnisonen af Trommerne, men man rykkede ikke ud.

Paa denne Dag lagde Späck med Karonadebarkassen og Kanonjollen igjen gjennem Langebro og beskød tilligemed Tømmerpladsens Batteri Fjendens ved gamle Pesthus. Tre fjendtlige andre Skibe krydsede imidlertid udenfor Indløbet til Kallebostrand, men kunde ikke komme paa Skud formedelst det flakke Farvand.

For at hindre Englænderne fra at rykke altfor tæt ind paa Byen, rykkede vore Brandfolk ud af Vesterport, antændte Stederne Eytin, Glaciholm [i. e. Glacisholm], Ægypten, den derliggende Mølle og en Deel andre Gaarde, dog ikke længere ud, end Afløbet af St. Jørgens Sø til Kallebostrand, hvor Fjenden gjorde Modstand. Borgerne raabte, da de saae det brændte paa alle Steder af Byen: "Gud skee Lov! Forstæderne brænde!" Man var nemlig af den taabelige Mening, at naar Forstæderne vare ødelagte, kunde Fjenden ikke nærme sig Byen mere, hvormed denne maatte kunde reddes. En-


92

hver af Kjøbenhavns Indvaanere ilede op paa Volden for at see det skjønne, men rædselsfulde Skuespil; man jublede ledsaget af Tordenen fra vore Kanoner, der skøde paa Fjenden, som vilde hindre vore Brandfolk i at stikke Husene i Brand.

Vore Forstæder vare da ødelagte, men, istedetfor at det skulde være skeet udenfra indad, skeete det indenfra udad, og vi kunde altsaa ikke formene Fjenden at besætte de yderste Huse og Steder paa Broerne. Man var endnu bestandig af den Formening, at Fjenden vilde angribe og beleire Fæstningen paa en regelret Maade, men tænkte langtfra at han agtede at ødelægge den med Bomber og andre frygtelige Projectiler.

Den 23de August, en Løverdag, var Alt stille saavel til Lands som til Vands. I Kjøbenhavn havde man ingen Ahnelse om, at den engelske Beleiringsarmee var bleven formindsket ved Generalmajor Wellesleys Detachering mod Castenskjolds Corps, hvis Stilling man heller ikke kjendte, og denne vor Uvidenhed kan kun for en Deel undskyldes ved Englændernes store Overlegenhed og Agtpaagivenhed, saavel fra Landsiden som Søsiden. Imidlertid maatte man uden noget Militairgenie, da man om Formiddagen i over 2 Timer hørte en temmelig lydelig Kanonade fra Kjøgekanten, have kunnet gjætte sig til, at det var Vore, som var i Kamp med Englænderne, og at det vilde være fordeelagtigt at gjøre et Udfald.

Et Brev fra General Cathcart, som en Parlementair bragte tidlig om Morgenen til Peymann, maatte ogsaa have givet en klog Overbefalingsmand et Vink


93

om, at man vilde have, at vi skulde forholde os rolige. Hovedindholdet var saalydende:

"Sir!

Jeg var i går oprørt ved Synet af Patienterne i St. Hans Hospital, og jeg har besluttet at lade dem henflytte til et andet Sted, dersom der ikke, under de til Bortførelsen bestemte 4 Timer, skydes paa de til denne Hensigt benyttede Vogne.

Herpaa svarede General Peymann: "At, saafremt intet nyt Værk eller noget lignende Arbeide paa samme Tid foretages der, skal Skydningen ophøre; men i modsat Fald byder Nødvendigheden at der skydes paa de Stakler, man søgte at redde".

Peymann matte, med mere Kløgt, have indseet, at Fjenden vilde skuffe ham, om ikke aldeles dysse ham i Søvn. Hvor Fjenden viser Menneskekjærlighed og Medlidenhed, maa man altid være mistænkelig, thi der stikker som oftest noget Andet under et saadant Ædelmod.

Nogle Dage forinden Cathcart gjorde dette Forslag at flytte de Sindssvage paa Hospitalet, havde Peymann forlangt en Vaabenstilstand paa 36 Timer paa dette Punkt, for at kunne bortflytte Hospitalet, der laa meget udsat for Fæstningens Ild. Men Generalen havde svaret: at man hertil vilde tilstaae 4 Timer, fra den Tid at regne, da den første Vogn kom ud af Fæstningens Port, og overlod man Valget imellem Klokken 4 og 8 samme Dag eller 8-12 næste Formiddag.

Men samme Dag havde det været en Umulighed at foretage Flytningen, da man ikke strax havde de fornødne Vogne ved Haanden til at transportere saa mange Syge og Vanvittige, tilligemed deres og Hospi-


94

talets Effecter, i en saa kort Tid. - Heller ikke næste Dag saae man sig istand til at foretage Flytningen af St. Hans Hospitalets Lemmer paa den af Fjenden fastsatte Tid, og derfor tilkjendegav man den fjendtlige General skriftligt, at det var umuligt at flytte Lemmerne paa den korte Tid, og at man derfor maatte overlade Hospitalet samt disse til deres Skjebne og den fjendtlige Armees Menneskekjærlighed.

Man synes at have paatænkt et Udfald, som dog ikke fandt Sted, for ikke at forhindre den af Englænderne tilbudne Flytning, hvilket medtog hele 12 Timer, istedetfor 4, skjøndt det havde været en let Sag for Fjenden med sine mange Hjælpmidler at kunne flytte det paa en langt kortere Tid.

De ulykkelige Hospitalslemmer bragtes først til Frederiksberg, hvor de bleve indespærrede i Kirken, men senere til Frederiksborg og tildeelt til Frederiksværk.


ForrigeIndholdNæste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

Kapitel:
1, 2, 3, 4, 5,
6, 7, 8, 9, 10,
11, 12, 13, 14, 15,
16, 17, 18, 19, 20


Søg:

Powered by Google™


Søg WWW
Søg disse sider


© Selskabet for Københavns Historie 8. april 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |