
| sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Københavns hvornår skete det |
1772. Struensee styrtes den 17. januar natten efter et maskebal i Hofteatret på Christiansborg Slot. Dronning Caroline Mathilde arresteres og forvises. Om aftenen giver pøbelen sin glæde udtryk ved tumulter af meget alvorlig karakter. Struensees og Brandts henrettelse foregår d. 28. april på Østerfælled og overværes af 30.000 mennesker; ligene nedgraves, efter at have været lagt på stejle og hjul, ved den murede galge på Vesterbro (se 1814). Første nr. af "Kiøbenhavns Aftenpost" (Hans Holck) udsendes 16. marts. I den nydannede regering bliver arveprins Frederiks kabinetssekretær Ove Høegh Guldberg stadig mere toneangivende. Norske Selskab stiftes 30. april; ophævet 1813. Byens ældste dramatiske selskab, "Det Skiönnes muntre Dyrkere", oprettes (bestod i 50 år); det efterfulgtes i den følgende tid af en række selskaber med samme formål. Det kgl. medicinske Selskab stiftes 14. oktober, fra 1872 Medicinsk Selskab. Der indrettes første gang et tidssignal (på Rundetårn). Maskerader, hestevæddeløb, fremmede linedansere o.fl. offentlige forlystelser forbydes. Skrift- og kommandosproget i hæren forandres fra tysk til dansk. Der oprettes på det offentliges bekostning 5 friskoler, efter at der i det foregående tiår ved privat initiativ var oprettet flere sådanne. Artillerikadetinstituttet oprettes; ophævet 1830. Det asiatiske Kompagni omdannes til Nyt asiatisk Kompagni, og den ostindiske handel frigives, mens det nye selskab beholdt retten til handelen på Kina.
|
Navigation: |

| Opdateret: 25. august 2006 Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon | © Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2010 |