
| sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Københavns hvornår skete det |
1808. Fra den 2. januar holdes byens porte åbne til kl. 24. Nøglerne opbevares fra nu af af portvægterne, ikke som hidtil af kongen. Dennes tilladelse skulle dog stadig indhentes, hvis portene ekstraordinært skulle åbnes om natten. "Hakon Jarl", den første af Oehlenschlægers tragedier, opføres første gang på Det kgl. Teater 30. januar. Selskabet for indenlandsk Kunstflid stiftes 22. marts og søger navnlig at bekæmpe import af engelske varer; ophørt 1821. Byggeservituten for grundene i forstæderne fastslås ved plakat af 11. maj, der bestemmer, at der ikke må opføres huse med mere end l etage og kælder af 3 fods højde over jorden, samt at ingen bygning må være af grundmur; bestemmelserne, der skyldtes hensynet til byens forsvar, stod ved magt indtil 1870. Forordning 21. maj om, at alt lys, der kan ses fra søen, skal mørklægges. Købmand Jacob Holm anlægger en oliemølle ved Amagerbrogade, i 1809 en limfabrik, i 1811 en reberbane (tidligere Applebyes) ved Langebro (1830 ombygget til "Holms Huse", nu nedrevet), og i 1816 et skibsbyggeri. Det var en af de få virksomheder, der overlevede pengekrisen, og som i tiden 1824-40 erhvervede Jacob Holms Plads, Applebyes Plads, Asiatisk Kompagnis Plads og Larsens Plads. Cigaretter indføres med de spanske tropper. Et hesteslagteri anlægges på Christianshavn, hvor de heste, der anvendtes til menneskeføde, blev kontrolleret. Forordning af 22. december om mæglerkorps, mæglereksamen etc. afløser mæglerartiklerne af 1684.
|
Navigation: |

| Opdateret: 25. august 2006 Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon | © Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2010 |