
| sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Københavns hvornår skete det |
1819. Flyttedagene fastslås ved plakat af 8. marts. Det første dampskib - Caledonia - ankommer til København. 23. maj. Det havde brugt 14 dage om turen fra værftet i England og kom til at gå i rutefart til Kiel i sommermånederne. Den indbyrdes undervisningsmetode indføres ved reskript af 28. april; ophører i slutningen af trediverne. De første bevillinger til anlæg af gasbelysning i bygninger gives. Draisinen (en cykel uden pedal) kommer til København. ved denne tid, men huserer kun en kort tid som en slags legetøj. "Synålejomfruen"s, Rachel Hertz' mærkelige simulationer begynder og bliver europæisk sensation, da det bl. a. lykkes hende at føre den højt ansete læge, professor J. D. Herholdt bag lyset. Først i 1826 afsløres bedrageriet. Museet for nordiske oldsager på Trinitatis Kirkes loft åbnes for publikum (se 1807). Mandskvartetter (Quartcordier) høres første gang. Københavns Amts birk deles i Nordre og Søndre birk. Reskript af 25. august. Jødefejden 4.-14. september samt 28. oktober; den bestod hovedsagelig i, at der blev slået ruder ind hos en del jøder, særligt i butikkerne. Forfatteren Blok Tøxen offentliggør 14. september et brev til kongen, hvori han kræver en forfatning; han bringes til tavshed ved en pension. H. C. Andersen kommer som dreng til København 6. september. Ved plakat af 20. oktober lægges skat på klubber og dramatiske selskaber til bedste for genopførelsen af Vor Frue Kirke. Bombebøssen stiftes 2. november - Den 6. juni 1881 flyttet til Overgaden oven Vandet 48.
|
Navigation: |

| Opdateret: 25. august 2006 Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon | © Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2010 |