sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit A - Alexander Newskis Kirke
Note:

 

Alexander Newskis Kirke

Alexander Newskis Kirke, Bredgade 53. Fra midten af 1800-tallet havde det russiske gesandtskab haft sine gudstjenester i et kapel i Laksegade, og senere blevet kapel indrettet i St. Kongensgade. Den nuværende kirke opførtes i årene 1881-83 af den russiske regering, og zar Alexander 3. gav personligt et bidrag til bygningen på foranledning af kejserinde Dagmar, Christian 9.s datter. Man fortæller, at zaren af religiøse årsager ikke var tilfreds med købet af grunden i Bredgade. Grunden erhvervedes i øvrigt af Tietgen. Ansvaret for tegningerne havde den russiske arkitekt David Iwanowitsh Grimm, der virkede som professor ved Kunstakademiet i Skt. Petersborg.

Sammen med 15 andre havde han deltaget i en forudgående konkurrence, hvor hans projekt havde vundet. Det praktiske arbejde blev dog ledet af arkitekt Albert Nielsen under F. Meldahls tilsyn.

September 1883 kom provst Janysev, som var rektor for det teologiske akademi i St. Petersborg, til København for at indvie kirken. Han assisteredes af menighedens præst Volobujev samt en munk fra Alexander Newskij Klosteret. Det danske, russiske og græske kongehus var også repræsenteret på indvielsesdagen.

Bag bygningens udformning med de tre forgyldte løgkupler, der kroner gavlen, ligger den rige russiske tradition, men med hovedvægten på 1600-tallets byggeskik i Moskva. Facaden er i røde og grå mursten, medens sandsten er anvendt til de ornamentale detaljer. I en niche øverst oppe (over klokkerne) ses en statue af kirkens værnehelgen Alexander Newski, en af de vigtigste skikkelser i det russiske folks historie. Alexander Newski, som var prins af Novgorod, mødte i 1240 en svensk hær ved floden Neva og besejrede den. Senere vandt han også sejre over den tyske ridderorden, da den angreb Rusland fra vest.

Selve kirkerummet er indrettet i bygningens øverste etage, hvortil en marmortrappe fører op. Rummet domineres af den rigt udskårne ikonostase, der skiller koret fra skibet. Helt i overensstemmelse med den ortodokse kirkes tradition er ikonostasen forsynet med tre døre, i midten den dobbeltfløjede kongeport, og til siden enkeltfløjede døre. Det flade, kalkpudsede bjælkeloft er dekoreret med russiske og byzantinske motiver. Kirken har flere smukke ikoner i eje, desuden religiøse billeder malet i den "romantiske stil", som prægede den akademiske malerkunst i Rusland i slutningen af 1800-årene. Særligt skal fremhæves professor P. Bogoljoboffs fremstilling af Kristi vandring på søen, hvor lyset spiller en både symbolsk og kompositorisk rolle.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014