sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit A - Amalienborg Slot
Note:

 

Amalienborg Slot

Som et led i den stort anlagte plan for den nye bydel Frederiksstaden, der skulle være et evigt minde om det oldenborgske kongehus' 300 års jubilæum, byggedes de fire palæer omkring Amalienborg Slotsplads. Et kgl. reskript til Københavns Magistrat dateret 3. oktober 1749 meddeler, at kongen ønskede at reservere de byggegrunde, "paa hvilke efter den over Pladtzen tagne Teigning kommer at staa de 4 Hotels, som skal formere det mellemste Torv". Imidlertid ønskede Frederik 5. ikke selv at lade "hotellerne" opføre, derimod skænkede han byggegrundene til rige og fornemme mænd. For at vække interesse for projektet skulle bygherrerne ydes 40 års skattefrihed.

Foråret 1750 havde kongen fundet de egnede, nemlig gehejmeråd Joachim von Brockdorff, general, greve C. F. von Levetzau, baron Severin Leopoldus Løvenskjold samt overhofmarskal, greve Adam Gotlob Moltke.

Samtidig med disse dispositioner var udformningen af palæerne genstand for en grundig planlægning, hvori hofbygmester Nicolai Eigtved, hofbygmester Lauritz de Thurah og kongens hofmaler, professor Marcus Tuscher deltog. Allerede den 25. september 1749 havde kongen godkendt en af Eigtved udarbejdet generalplan for hele kvarteret. Fra Eigtveds hånd forelå også detaljerede forslag til palæerne, der skulle omslutte pladsen (udfærdiget september 1749). Her var projekteret hovedbygninger med og uden hjørnepavilloner. Det antages, at Thurah og Tuscher har haft den bundne opgave at stille alternative forslag til Eigtveds planer, således at disse bedst muligt kunne bedømmes.

Om Thurahs andel vides kun lidt. En regning fra Thurah, som bærer datoen 3. april 1750, vedrører "en Model til de paa den midterste Plads af den tidligere Amalienborg Have opførende Bygninger". Tuschers involvering er bedre dokumenteret. 17. januar 1750 kunne han indsende beskrivelse og overslag samt tegninger, hvoraf en kobberstukken grundplan er bevaret. Af Tuschers palæforslag fremgår det, at hovedbygningen mod pladsen skulle have en stærkt fremhævet midtrisalit, en underbygning med port og derover fire søjler og en balkon. "Paa den Altan, som skal anbringes derover, kunne man træde ud fra den øverste Sal", står der i beskrivelsen. Søjlerne skulle være af "ionisk Orden" og fritstående. Et vigtigt element i Tuschers projekt var to pavilloner eller "Teltbygninger", der skulle flankere hovedbygningen. Herom skrev hofmaleren: "Men i det Tilfælde, at Pavillonerne skulde helt udelades... vilde det ikke give Pladsen, som i Forvejen ikke er alt for stor, noget godt Udseende. En velanbragt Afvexling i en Bygning er altid det behageligste for øjet..,"

Disse bemærkninger må opfattes som en kommentar til Eigtveds allerede eksisterende forslag, der har indeholdt løsninger med og uden pavilloner. At Eigtved havde foreslået en løsning, hvori hjørnepavilloner indgik, kan ikke undre, eftersom dette motiv var kendt i sachsisk bygningskunst fra begyndelsen af 1700-tallet, hvormed Eigtved havde gjort sig bekendt på en studierejse til Sachsen. Pavillonerne ved Marmorbroen på Slotsholmen, rejst 1739-45, var i øvrigt også et værk af Eigtved.

Naturligvis blev Eigtveds løsning med hjørnepavilloner også vedtaget og hans palæer regnes i dag for et højdepunkt i dansk rokokoarkitektur.

Forud for palæ-byggerierne foretog man en grundig pilotering af byggegrundene, idet pæle af pommersk fyr blev nedrammet. I slutningen af 1970erne blev de udskiftet med moderne betonpæle, da den katastrofalt lave grundvandstand fik de gamle til at rådne. 9. maj 1750 blev donationsskøderne på grundene givet til Moltke, Løvenskjold, Levetzau og Brockdorff, og 7. august samme år mellem kl. 10 og 11 om formiddagen nedlagde Moltke grundstenen, en fin marmorblok, til sit eget palæ. Det skete i overværelse af fire gehejmeråder i konseillet (regeringen).

I det følgende vil Moltkes Palæ blive nærmere beskrevet, eftersom det af alle fire var det prægtigst udstyrede og i dag det mest intakte. Hvad byggematerialer angår, bevilgede kongen, som stod Moltke meget nær, to millioner mursten af Frederikskirkens (Marmorkirkens) beholdning. Fra udlandet indforskrev Eigtved, ligesom ved Christiansborg Slots opførelse, materialer som låse, hængsler og dørbeslag. Gotlandsk sandsten leveredes til den ydre beklædning. Sommeren 1750 stod stueetagen i fuld højde og byggekransen blev hejst samme år.

Lørdag den 30. marts 1754 indviedes palæet med en strålende fest, forgyldt ved Frederik 5.s nærværelse og besunget af digteren C. F. Wadskiær. Bygningen blev med hans ord "copuleret med Pomp og Pragt". I virkeligheden var interiørernes udstyr og møbleringen langt fra tilendebragt, først omkring 1759 var dette arbejde fuldført. Dette år lod Moltke gøre en komplet fortegnelse over inventaret, mens Thurah afsluttede en omhyggelig beskrivelse af palæet til brug i sit tredie bind af Den danske Vitruvius (dette bind udkom ikke).

Moltkes Palæ, senere kaldet Christian 7.s Palæ, er i dag i det ydre stort set uændret. Hovedbygningen præsenterer sig. som en 2½ stokværk høj blok over en rektangulær grundplan på 74½ x 30½ alen (en alen = 62,77 cm). Ifølge arkitekt Thomas Havning skal Eigtved have brugt et standardmodul på 30 tommer, dvs. en alen og seks tommer (en tomme = 2,54 cm). Hovedfacaden opdeles ved to mindre betonede siderisalitter og en fremhævet midtrisalit, hvor beletagens palævinduer markerer, at i festsalen, som ligger bagved, er loftet hævet op i mezzaninen (øverste halve stokværk). Det centraliserede i facadeplanen fremhæves også af balkonen og de joniske søjler, der bærer tagbalustradens fremskudte parti. Dette krones af den store våbenkartouche. De skulpturelle udsmykninger på balustraden skyldes bl.a. billedhuggeren Johan Christoph Petzold og omfattede topstykker, vaser, figurer, blomsterfestoner, ornamenter og trofæer. Jacob Fortling tog sig af søjler, gesimser, balustrader samt vinduesog dørchambranler (profilerede indfatninger). Fortling og Petzold, der henholdsvis var stenhugger (og kgl. bygmester) og hofbilledhugger, fik også ansvaret for den udvendige udsmykning af de øvrige palæer.

Om hovedfacaden skal det sluttelig siges, at Eigtved hentede sine inspirationer dertil fra det store udland. Midtrisalitten med søjler var et europæisk fælleseje, allerede markant formuleret i Versailles-slottets havefacade fra 1670-85, senere benyttet af tyske og østrigske arkitekter som Zacharias Longuelune, (fransk født) og Fischer von Erlach. Nærmest det eigtvedske udtryk kommer Japanske Palæ og Gross-Sedlitz Slot i og nær Dresden.

De oprindelige interiører blev omhyggelig beskrevet december 1754, da bygningen vurderedes til brandforsikring. Først gennemgås vestibulen (lige bagved hovedindgangen i midtrisalitten) i hvilken "er opsat otte fritstaaende Søjler af den korinthiske Orden samt derbagved paa Væggene anførte Lisener, alt af Marmor, anbragt i en meget smuk Orden. Væggene og Loftet er med rigt Stukkaturarbejde, Indfatningen omkring Dørene ligeledes af Marmor ...". Vestibulen i Moltkes Palæ (lat. vestibulum = forhal, indledning) havde næsten ovalens form, en rumtype som var hentet fra Frankrig, hvor man i begyndelsen af 1700-tallet i Paris begyndte at bygge "hoteller" med ovale vestibuler.

Af byggeregnskaberne fremgår det, at Moltke skaffede marmoret til vestibulens søjler fra Norge, mens Jacob Fortling udførte arbejdet. Man snød dog lidt for at spare tid og penge, idet Eigtved lod kapitælerne skære i træ af billedhuggeren John. Fr. Hannel, som også udsmykkede Frederiks Hospital. Stukkaturarbejdet udførtes af Giovanni-Battista ­Fossati, som i 1750erne var en af de fineste udøvere af denne kunst i Danmark.

Af de øvrige rum skal nævnes riddersalen, der fuldstændig beherskes af rokokoen. I førnævnte brandforsikring beskrives den som "22½ Alen lang og 16 Alen bred, hvor Væggene er beklædt med kostbart Panel og meget rigt Billedskærerarbejde, der ligesom alle Listerne paa Panelet er forgyldt med ægte Glansguld; Panelet i sig selv er hvidlakeret. I Panelet er indfattet Deres kongelige Majestæters, Kong Frederik den Femtes og Hendes Majest. Dronningen, Dronning Juliane Maries portrætter, i forgyldte Rammer med rigt Billedskærerarbejde, fem indrammede Stykker der forestiller Videnskaben, Geometrien, Billedhuggerkunsten, Malerkunsten og Matematikken, i hver Ende af Salen er en Kamin af hvid italiensk Marmor og derover en Marmorflise. Loftet er overmaade rigt Gips Stukkaturarbejde med en Roset i Midten, hvilke samtlige Sirater er forgyldt med ægte Glansguld. Gulvet er indlagt i Tavler af Fyr og Eg. Til samme Sal er fem Døre.. .".

De panelklædte vægge i riddersalen er sjældne i dansk rokoko, ellers var det skik på de kongelige slotte eller på herregårdene at ophænge gobeliner eller opsætte malede tapeter. I øvrigt havde Moltke økonomiske kvaler med panelernes udførelse, idet hans bedste medarbejder på dette felt, Didrik Schäffer, forlangte en ublu pris, hvorefter mestrene C. Harms og J. Lütgen til sidst påtog sig opgaven for en "billig Accord". Franskmanden Le Clerc stod for panelernes udskårne ornamenter, et arbejde på internationalt niveau.

1757 blev riddersalen udstyret med en serie dørstykker, som Moltke nogle år tidligere havde bestilt i Paris. Billederne leveredes af Francois Bouchers værksted i Paris og fem af dem bærer mesterens egenhændige signatur. Temaet for Bouchers skildringer er de "Syv frie Kunster". Disse dørstykker er yndefuldt befolket med putti i frodige skyer foruden at være en vandring i allegoriens mysterier. Boucher var i øvrigt en god ven af den danske kunstkender og gesandt i Paris, Joachim Wasserschlebe, som på sin side stod i nær kontakt med Moltke; de internationale forbindelser var i orden.

Et ligeså udsøgt rum er spisesalen i Moltkes Palæ, der indrettedes 1757 efter tidens allernyeste smag: nyklassicismen. Ansvarlig derfor var Kunstakademiets direktør, franskmanden N. H. Jardin, hvis fortrolighed med den spirende nyklassicisme var stor. Bag sig havde han studieårene 1744-48 i Rom, hvor nyklassicismen brød igennem. Den moltkeske spisesal udstyredes med frisøjler i jonisk stil, mens joniske pilastre opdeler væggene. Ornamenterne er mere dæmpede, ligesom loftets hulkehl fremtræder klart, modsat det typiske rokokointeriør, hvor vildtvoksende blomsterranker vokser ind over hulkehlen og sprænger de faste rammer. Rummet er således et af de tidligste eksempler nyklassicistisk interiørkunst i Europa, i slægtsskab med spisesalen på Åkerö i Sverige, som franskmanden Le Lorrain skabte i midten af 1750erne.

1760 stod Amalienborgs nordøstlige palæ færdigt, opført for Joachim Brockdorff, men allerede 1765 indrettedes det til landkadetakademi. Søkadetakademiet overtog det 1788 og først 1828 overgik det til kongefamilien, som lod det indrette til residens for kronprins Frederik (7.). Hofbygmester Jørgen Hansen Koch stod som arkitekt for dette.

Det nordvestlige palæ, som blev bygget for Chr. Fr. Levetzau, solgtes 1794 til arveprins Frederik. Han lod N. A. Abildgaard udsmykke beletagen med væg- og loftsdekorationer. Palæet kaldes traditionelt Christian 8.s Palæ, for her residerede arveprinsens søn Christian 8. i årene 1805-48. Herefter var det beboet af dronning Caroline Amalie til hendes død 1881, og fra 1898 boede Christian 10. og dronning Alexandrine i denne residens.

Schacks Palæ, som ligger sydøstligt, solgtes 1794 til kronprinsregenten Frederik 6., og kort efter opførte Harsdorff kolonnaden af træ mellem dette palæ og Moltkes, således at kronprinsen var i nær forbindelse med den syge konge. 1854-65 havde højesteret sæde i palæet, som i dag er residens for dronning Margrethe.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |