sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit A - Amalienborg Slotsplads
Note:

 

Amalienborg Slotsplads

Amalienborg Slotsplads er hovedværket i Nicolai Eigtveds virke som byplanlægger. Da han projekterede slotspladsen efter Frederiksstadens grundlæggelse 1749, hentede han inspiration i den franske barok. Blandt forbillederne kan nævnes Place Vendome i Paris og Place Dauphine i Versailles, begge ottekantede og med en kirke som point de vue. Place Dauphine, som desuden indrammes af fire palæer, regnes for den nærmeste parallel til Eigtveds ottekantede plads med fire (oprindelig adelige) palæer og Marmorkirken som sigtepunkt.

Frederik 5.s rytterstatue fungerer også som et point de vue. Det næsten 12 meter høje monument (soklen medregnet) står som pladsens samlende led, når den besøgende nærmer sig gennem kolonnaden. Bag monumentets skabelse stod de bedste kræfter: en fremragende billedhugger, en pengestærk mæcen og en samfundsorden, der ønskede at imponere med store kunstværker. Mæcenen var Asiatisk Kompagni, som havde besluttet at hylde Frederik 5. med en statue i taknemmelighed over den kloge politik, hvormed kongens ministre havde hjulpet handelen. Den tyske arkitekt Marcus Tuscher havde først leveret et udkast dertil, et overflødighedshorn af bifigurer omkring en kongestatue, og tilføjet grotter, springvand og dramatiske klipper! Denne rædsel af et monument kasseredes dog.

I stedet valgtes som billedhugger franskmanden Jacques Francois-Joseph Saly, der i sine unge dage havde studeret ved det franske akademi i Rom og der gjort sig bekendt med nyklassicismens gennembrud. Det skete i 1740rne, bl.a. inspireret af italieneren Piranesis kobberstik, og med disse indtryk drog Saly tilbage til Paris, hvor rokokoen endnu trivedes i bedste velgående. Joachim Wasserschlebe, den danske gesandt i Paris og tillige en af Danmarks ypperste kunstkendere, fik øje på den begavede unge franskmand og anbefalede ham til den danske regering med ordene: "Sikkert er det, at Saly med sine Arbejder har bevist, at han i Naturen ser det Gode, det Ædle, at han forstaar at haandtere Blyanten, at han ikke falder for Krimskrams ("colifichets", et i samtiden benyttet udtryk for rokokoens dyrkelse af svungne ornamenter, f.eks. rocaillen), at han elsker det Enkle, og at han kan gengive det uden Tørhed".

Efter et halvt års forsinkelse ankom Saly 8. oktober 1753 til København; med ham fulgte forældrene og to søstre, samt en bagage, der indeholdt prøver i gips på flere af de skulpturer, hvormed han havde vundet anerkendelse i Paris. Kontrakten sikrede ham atelier og bolig på Charlottenborg straks efter at bygningen var indrettet til det nystiftede Kunstakademis mange behov. Endnu samme år blev Saly modtaget i audiens af Frederik 5., og 9. marts 1754 indsattes han af Kunstakademiets præses, overhofmarskal Adam GottIob Moltke, til professor i billedhuggerkunst.

Saly begyndte nu forberedelserne til rytterstatuen, som han forpligtede sig til udelukkende at arbejde på, indtil den var fuldført. Forbilleder var der rigeligt af, eftersom Europa havde en lang og rig tradition for rytterstatuer af fyrster og feltherrer. Selv henviser Saly til den antikke bronzestatue af kejser Marcus Aurelius, som stod på Piazza del Campidoglio i Rom, endvidere til Giovanni da Bolognas rytterstatue af Henrik 4. på Pont Neuf (i Paris) og Bouchardons af Ludvig 15. på Place Louis 15., nuværende Concorde-plads i Paris. Af disse forbilleder havde Bouchardons støreste betydning, just påbegyndt da Saly rejste fra Paris.

Først modellerede Saly et vellignende portæt af kongen, dernæst fulgte et par mindre udkast til statuen, af hvilke det sidste approberedes af Frederik 5. i 1755. Årene 1756-57 var Saly optaget af at studere hestene i de kongelige stalde, alt fra hestens anatomi til ridekunstens detaljer blev analyseret. Det var typisk for tiden at arbejde med så stor grundighed. Således havde Bouchardon gjort over 200 tegninger af heste, før han begyndte på sin statue. Salys hestestudier er desværre alle gået tabt. 1757-58 modellerede Saly en lille, næppe en meter høj model, som kongen bifaldt. Afstøbninger af denne findes bl.a. på Bymuseet, Kunstmuseet og Kunstakademiet.

Hvad angår Frederik 5.s portræt, blev han fremstillet som en romersk imperator, laurbærkranset og med den rette, storladne gestus. En anakronisme, når det erindres, at Frederik 5. var en af vor udueligste enevoldskonger.

En model i fuld størrelse udførtes 1763, hvorefter arbejdet 3. februar 1764 forevistes A. G. Moltke og alle Kunstakademiets medlemmer. Ifølge akademiets dagbøger vakte præstationen stor forundring og begejstring. Tre år tidligere, 18. oktober 1760, var grundstenen til monumentet blevet nedlagt, men først 2. marts 1768 kunne selve støbningen foretages. Den indkaldte franske bronzestøber Pierre Gor, som bl.a. havde assisteret Bouchardon, foretog den vanskelige proces efter, at en behandling af formen med voks først var afsluttet. Tre minutter og nogle sekunder varede støbningen, som fandt sted i Gjethuset (s.d.). Den 15. august 1768 kl. 4.30 om morgenen blev den 22 tons tunge statue rullet ud af Gjethuset. Da hesten på Kongens Nytorv passeredes, tordnede 27 kanonskud, og det samme antal skud affyredes ved ankomsten til Frederiksstaden om eftermiddagen. Transporten blev varetaget af et hold marinesoldater, mens alt hvad der kunne mobiliseres af nysgerrige borgere fulgte med.

På Amalienborg-pladsen firedes statuen på plads med lodder og trisser, hvorefter monumentet blev tildækket. Endnu to år gik med at efterse og ciselere bronzeoverfladen, før statuen omsider kunne afsløres 1. august 1771. Da var Frederik 5. for længst lagt i graven, og jamrende aktionærer i Asiatisk Kompagni havde måttet betale uhyre summer, vist nok en halv million rigsdaler, for det næsten 20 år lange projekt. Samtiden var dog grebet af værkets storhed, som det udtrykkes af en kunstkender: "Det har kostet mange Penge, men det vil sprede Glæde i kommende Slægter, det vil bringe en gunstig Forestilling om kunstnerisk Kultur under den Konge, som det foreviger".

Mens bronzestatuens sokkel, en hvid italiensk marmorblok prydet med ovale medaljoner med indskrifter, har klaret vejrlig og luftforurening med en vis ynde, står det skidt til med selve figuren. Sort/hvide optagelser af monumentet fra 1912, 1962 og 1983 dokumenterer forfaldet. Fra 1912-62 ændredes overfladen lidt, mens den de sidste 21 år er blevet næsten dækket med et tyndt, lysegrønt korrosionslag. Kun de bedst, for regn, beskyttede steder fremstår endnu med en overflade nær den oprindelige, og her kan værktøjsspor fra ciseleringen endnu følges.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014