sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit A - Assistens Kirkegård
Note:

 

Assistens Kirkegård

Fra middelalderen havde det været skik at begrave de afdøde i kirkerne, kun undtagelsesvis benyttedes urtegårdene udenfor. Andetsteds er fortalt om den ligstank, de efterhånden sprængfyldte kirkegulve var årsag til (se s. 190). Pesten 1711 gjorde situationen så kritisk, at undertiden fem kister sattes over hinanden. Derefter oprettedes fem hjælpekirkegårde, næsten alle ved byens udkanter, til begravelse af de fattige, mens de rige fortsat var sikret plads under kirkegulvene.

I 1750erne forværredes forholdene i København atter, hvorefter magistraten 2. maj 1757 sendte forslag til Kancelliet om en kirkegård uden for voldene. Heri var intet nyt, for allerede 1666 var Holmens Kirkegård lagt uden for Østerport, og 1711 flyttedes Garnisons Kirkegård sammesteds hen. Efter forskellige forhandlinger besluttedes det at placere kirkegården udenfor den bebyggede del af forstaden Nørrebro. 26. maj 1757 kunne en ny assistenskirkegård oprettes ved kgl. anordning. Den beplantedes hurtigt, mens Philip de Lange havde ansvaret for den karakteristiske teglstensmur med nicher, der hegner en del af kirkegården.

Tænkt fra begyndelsen som en fattigkirkegård voldte det kvaler at få den indviet. Biskop Harboe anså det for unødvendigt, men var så åben overfor almuen, at han foreslog en tale af Vor Frue Kirkes sognepræst. En pauver højtidelighed fandt sted 6. november 1760, hvor disciple fra Frue Skole sang "Pengene, som Judas slængte" over det usle jordstykke. Et slående valg af salme til denne lejlighed, overværet af nogle professorer og magistratsmedlemmer. Det officielle navn lød "Assistens kirkegårdene uden Stadens Nørreport" (assisance = hjælp), hvilket dog aldrig slog an. Bedre blev det ikke, da man 1805 udvidede arealet og skulle markere hvert af de københavnske sognes område med en indskrift over porten. Ekempelvis var den "vejvisende" tekst over porten fra Nørrebros Runddel: "Hvilested for de afdøde Medlemmer af den Christne Menighed i Kjøbenhavn". Løsningen var håbløs, hvorfor "Politivennen" 1806 foreslog en række kvarternavne i tidens patetiske ånd, således Gravløkken, Fredlunden og Mindemarken.

Hvad angår økonomi og vedligeholdelse, bestyrede hver sognekirke sin del af kirkegården. Det måtte nødvendigvis give beskedne anlæg, ja, veje sparedes der så meget på, at man ofte måtte passere over adskillige grave for at nå et bestemt gravsted. De begravede hørte også til samfundets anonyme, da man tog kirkegården i brug. Kun et par navne er bevaret fra den første tid. Mest interessant af disse er den franske lykkesmed Jean Baptiste de Parthenay, som stedtes til hvile 1768. Han forsøgte at starte en silkeproduktion, håndværkere tilkaldtes til at dyrke morbærtræer, just over for kirkegården i den senere Frederik 7.s gade. Men projektet blev en fiasko og de Parthenay døde dybt forgældet.

Det, som med et slag ændrede de fattiges kirkegård til den fine dødens have, var gravlæggelsen af rigmanden Johan Samuel Augustin. Han nedskrev to år før sin død i 1785 et codicil, hvori han insisterede på, at "Mein Begräbnis soll auf dem Armen-Kirchhofe vor dem Norderthor seyn, wesfalls ich sehon mit

Mr. Simon, der dort Gräber ist, gesprochen habe". Hans eksempel blev efterfulgt, snart som en mode blandt de kendte i datidens København. Da orientalisten og regensprovsten, professor Andreas Christian Hviid i 1788 begravedes derude, blot en halv snes grave fra Augustins, var mere end hundrede studenter til stede. Biskop Frederik Plum, som ægtede Hviids enke, skrev en elegi over Hviid, hvor man i indledningen læser:

"Her i disse landlig simple Grave
Lagdes mangen værdig Borger ned".

Med årene udviklede kirkegården sig til en frodig have med et væld af pragtfulde gravmæler. Svenskeren Karl August Nicander mindes den fra en rejse i 1827: "For att njuta en annan tystare och stillare fest, tågade jag en afton ut genom Norre Port till den såkallade Assistence-kyrkogården. Den er sakert en af de skonaste griftegårdar i Europa. Lummiga träd, dunkla gångar, oppna och ljusa blomsterfält, tempel, som beskuggas af popplar, marmorsarkofager, af tårpilar öfverhängda, och urnar eller kors, omslingrade af rosenrankor, doft och fågelsang gora dödens rum til ett litet paradis".

Assistenskirkegård gav dog stadig problemer for brugerne. Vejene dertil var dårlige og endnu 1840 siges den at være "et længere fraliggende Sted". I "Politivennen" klages der tre år senere over det samme. Kørebanen derud brolagdes først 1859-67. Folk behandlede heller ikke gravene med den største pietet.

Efter senere udvidelser består kirkegården nu af en række afdelinger, af hvilke den ældste bærer betegnelsen A. Den vigtigste graver her Søren Kierkegaards, som ligger nær hovedalléen, hvor den bøjer ind mod afdeling B. Gravmindet bærer tre marmorplader med hans og familiens navne. Eftersom Kierkegaard havde angrebet de kirkelige ceremonier stærkt, blev der også megen strid om hans begravelse. Alene dette, at han skulle begraves på en søndag, kritiseredes fra kirkelig side. Af andre historiske personer, der er begravet i afdeling A, kan nævnes tegneren Fritz Jürgensen, maleren Christen Købke og billedhuggeren Johannes Wiedewelt.

I afdeling B begravedes forfatteren Viggo Stuckenberg i 1905. Afdeling D omfatter katolske reformerte samt russiske grave, mens afdeling E oprindelig var assistenskirkegård for Vor Frue Kirke. Graverboligen i hjørnet mod Nørrebros Runddel er fra 1805.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014