sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit A - Absalon (1128-1201)
Note:

 

Absalon (1128-1201)

Absalon, ærkebiskop og Københavns grundlægger. Han var barnebarn af den mægtige Skjalm Hvide, som under Svend Estridsens regering havde styret Sjælland. Absalon fødtes på den gamle slægtsgård i Fjenneslev og rejste som ung til Paris for at studere teologi og kirkeret. Det var under opholdet i Paris, at Absalon sluttede venskab med kanniken Vilhelm, der siden hen skulle blive grundlægger af det navnkundige Æbelholt Kloster i Nordsjælland. I 1157 stod Absalon på Valdemars side i kampen om kongemagten, og det bragte ham året efter til det høje embede som bisp over Roskilde. Absalon fik også en mere kontant gave fra kongen i form af rettighederne over byen Havn og Støvnæs Halvherred (senere en del af Sokkelund Herred). Det oprindelige gavebrev fra 1157 er dog gået tabt.

Først ti år senere - i 1167 - knyttedes bispen for alvor til sin by, da han med held forsvarede den mod et angreb fra en norsk flåde. På dette tidspunkt omtales den som portus mercatorum - Købmændenes Havn. Samme år påbegyndte han opførelsen af en borg på Strandholmen (nuværende Slotsholm). I 1171 blev København angrebet af et sørøverskib, men det blev erobret, og Absalon lod sørøverne halshugge og deres hoveder sætte på stager på borgens mure langs stranden. Da ærkebiskop Eskil i 1177 havde overdraget sit høje embede til Absalon, besøgte han kort efter den nye ærkebisp i hans borg ved Havn. Den gamle mand klagede over ikke at kunne sove, og Absalon lod resolut bunden af hans seng forsyne med en kasse hede teglsten.

Absalon døde i Sorø påsken 1201 og begravedes foran højalteret i klosterkirken sammesteds. Da man i 1947 åbnede hans grav, var skelettet endnu ret velbevaret og viste en kraftig mand, som havde haft en veludviklet benmuskulatur. Han var dog ikke så høj som tidligere antaget, kun 179 cm.

Eftermæle, myter og mindesmærker måtte naturligvis følge efter en så betydelig skikkelse. Den nærmeste kilde til vor viden om Absalon er historieskriveren Saxo, der skrev sin Gesta Danorum (Danernes bedrifter) før 1200. Skønt man ikke kan sige, at hans Absalonafsnit er blevet til Absalon memoirer, er der næppe tvivl om, at peroden ca. 1157-85 er præget af Absalons opfattelse af begivenhederne.

Allerede i Abbed Vilhelm Krønike, forfattet 1210-30, koncentreres dyrkelsen af Absalon-skikkelsen: "en mand med stor snilde, klerkens pryd, de sørgendes og nedbøjedes trøstermand, alle munkes hengivne ven og hele folkets bramløse styrer, de fremmedes og fattiges milde forsøger, Vendernes vældige fjende, troens smykke, et mønster på ædruelighed, et forbillede på kyskhed, et herligt spejl for sjælsadel og retfærdig, et lys, der strålede i Herrens tempel, og samtidig dets faste og urokkelige støtte".

Historikeren Arild Huitfeldt skrev om Absalon i den del af sin Danmarks-krønike, som udkom 1603, at "Hand hafver bedreffvet mange merkelige Gierninger for Danmarch". Spiren til en folkelig opfattelse af ærkebispen var lagt. Fra 1600-tallet er det dokumenteret, at en kult havde udviklet sig omkring genstande, som man mente havde tilhørt Absalon. Det ældst bevarede inventar over genstande i Kunstkammeret på Københavns Slot, skrevet 1673-74, betegner et sværd som Absalons kåre, 1687 fik Holger Jacobæus ordre af Christian 5. til at gøre en fuldstændig "Catalogum paa Kongelig Mayestäts Kunst=Cammer", hvori han nævner en bispehue og en bispestav af narhvaltand samt to af forgyldt kobber, endvidere et drikkehorn, en hjelm af sølv med ædelstene, et par silketøfter og et skrin, alle henført til Absalon!

1700-tallets forfattere og historikere fortssatte heltedyrkelsen. 1770 skrev Peder Vogelius en 104 sider tyk bog, hvori han sammenlignede Absalon med oldtidens Cyrus og Scipio samt Hannibal og Leonidas. Herfra var vejen kort til romantikkens henrykkelse over Absalon. Dog kunne det også gå respektløst til, som da fynboen Andreas Jørgensen oktober 1800 besøgte Kunstkammeret, den gang ved siden af Christiansborg Slot: "Her saa vi tillige Biskop Absalons Bispehue, hans Stav, Pung, Tøfler o.s.v. Jeg havde denne Bispehue paa Hovedet ..."

I 1800-tallet havde Absalon-kulten også vide rammer. Således lød en strofe fra en af 1890ernes revyviser: "I Lille Kongensgade, der boede Biskop Absalon". En gade på Vesterbro fik også hans navn (s.d.), mens B.S. Ingemann i sin episke digtkreds Valdemar den Store og hans Mænd (første udgave 1824) behandlede emnet med den store patos. Noget nyt indvarsledes, da arkæologer under ledelse af C. M. Smidt fra Nationalmuseet i 1900 begyndte udgravningen af Christiansborg og fandt "Absalons Brønd". Det inspirerede Sophus Bauditz til københavnerromanen med denne titel (udgivet 1901).

1901, som var 700-året for Absalons død, blev fejret markant. På Højbro Plads indviedes en rytterstatue, hvor ærkebiskoppen skuer over mod Slotsholmen, hvor han grundlagde sin borg. Statuen blev udført af billedhuggeren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen og viser bygrundlæggeren som hærfører. Den stejlende hest er et romantiserende træk. Sokkelens udformning skyldes Martin Nyrop, som også formulerede indskriften: "Han var modig, snild og fremsynet - en ynder af lærdom - med ren vilje Danmarks trofaste søn".

Monumentet er skænket af Axel Heide, direktør for Privatbanken, som ønskede det afsløret på Absalons dødsdag den 21. Marts. Kommunen kunne imidlertid ikke tillade dette, officielt med den begrundelse, at gavesagen ikke var færdigbehandlet. Det forholdt sig i virkeligheden således, at borgerrepræsentationen på samme dato ønskede at afsløre en statue af Absalon opstillet på Rådhusets hovedfacade! Giveren havde også ønsket, at den radikale Georg Brandes holdt talen ved indvielsen på Højbro Plads, men det tillod man ikke i de finere kredse. Selvet forslag fra Heide om, at Sjællands biskop også kunne tale til lejligheden, afvistes. Kronprinsesse Louise truede ligefrem med at trække sine penge ud af Privatbanken, hvorfor Heide måtte bede Brandes om at blive hjemme. Hans tale, et oratorisk mesterværk, blev imidlertid trykt i Tilskueren. Her stod bl.a.: "Med mere Ret end Valdemar l. kunde han føre Tilnavnet den store. Hans Geniblik viser sig i hans Borgs Anlæggelse her. Man tænke sig: at have grundlagt noget, der har staaet i Aarhundreder, stedse voksende, og som i sit 8. Aarhundrede blomstrer som aldrig før! Mod, Kløgt og Herskeraand og Geniblik er Elementerne i hans Storhed".

Den forgyldte statue af Absalon, anbragt højt oppe på Rådhusets hovedfacade, blev afsløret 1901. Også denne skulptur er udført af billedhuggeren Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, som hentede inspiration til figuren ved at studere ligstenen på Absalons sarkofag i Sorø. Absalon er fremstillet i biskoppeligt ornat, med bispehue og krumstav. Allerede 1872 blev figuren modelleret af Bissen og en kolossal statue opstilledes i det gamle rådhus på Nytorv. 1899-1900 blev figuren omarbejdet og støbt i udhamret kobber. Den blev vist på Verdensudstillingen 1900 i Paris, hvor Absalon havde læst som ung. Figuren er indsat i en niche frit komponeret over en romansk kirkeportal. Sildefrisen derover er udført efter tegning af Martin Nyrop.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |