sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit B
Note:

 

Blågård

Blågårds historie er knyttet til Nørrebro. Det gamle brokvarters jorder var i 1600-tallet hjemsted for en del småindustrier såsom stadens teglgård, der flyttedes herud i 1617 og producerede tegl, indtil den ødelagdes under svenskernes belejring 1658. Altdominerende var dog de offentlige og private lysthaver, hvortil Blågård hørte. Det første Blågård opførtes i slutningen af 1600-årene og til hovedbygningen hørte også en lysthave.

Ideen at lægge et lysthus med have just uden for byen var italiensk og opstod i den tidlige renæssance, hvor man talte om begrebet villa suburbana (Jat. suburbana = lige uden for byen). Således skrev den berømte arkitekturteoretiker Leon Battista Alberti i sit værk Della Famiglia: "I villaen kan man flygte fra larmen, tumulten, stormene i byen, på torvet i paladset. I en villa kan man skjule sig, så at man ikke ser det syndige, det skurkagtige, den store mængde onde mennesker, der i byen til stadighed flagrer rundt foran ens øjne, der aldrig ophører med at summe i ens øren, som time efter time fortsætter med at råbe og brøle overalt i landet som de mest frygtelige og forfærdelige vilde dyr. Hvilken velsignelse det er at bo i en villa: en usædvanlig lykke!". For det rige københavnske borgerskab blev de nørrebroske lysthaver også et tilflugtssted.

Da prins Carl, broder til Frederik 4., erhvervede Blågård i 1707, præsenterede der sig snart en mere elegant park med klippede buske og træer, lange alléer og pavilloner. Nede ved Peblingesøens bred, hvor haven afsluttedes, var der på tværs en buegang. Desuden opførte prins Carl en ny hovedbygning, kun i én etage og med mansardtag, den moderne brudte tagform, som var skabt i Frankrig. Taget beklædtes med blåt skifer, hvad der gav det lille lystslot navnet Blågård. Indvendig udstyredes bygningen ødselt med elegante møbler, malerier og silketapeter. Den fyrstelige ejer lod, inspireret af pietismen, en prægtig bedesal indrette med 35 bibelske billeder, der leveredes af Hendrich Krock.

I slutningen af 1760-erne stod grev Holck som den officielle ejer af Blågård, men var antagelig blot stråmand for Christian 7. Her kunne den unge, endnu ikke aldeles sindsforvirrede konge, ubesværet holde gevaldige fester med damer; blandt disse grev Holcks 12-årige hustru.

En klædemanufaktur indrettedes 1780 på Blågård, men ophørte syv år senere. Derefter fulgte oprettelsen af kongerigets første skolelærerseminarium i 1791, hvortil Blågård benyttedes ved undervisningen. Da seminariet 1809 flyttede til Jonstrup, fik det gamle lystslot atter en omskiftelig tilværelse. 1827 overtog italieneren Pettoletti hovedbygningen, som han ombyggede til teater. Desværre blev det ødelagt af brand i 1833 og aldrig genopført.

Stedet var på dette tidspunkt i almindeligt forfald og da man i en udbygning ville etablere en dampmølle i 1830, skrevet københavnerblad harmfuldt, om det var rigtigt "aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og meest besøgte Forstæder".

Næste kapitel i stedets historie var oprettelsen af et nyt Blågård Seminarium på slottets tilliggende. Det skete 1859 på initiativ af Jeppe Tang, som var venstrepolitiker. Seminariet flyttede derfra 1933.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |