sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit C - Christiansborg
Note:

 

Christiansborg

Det berettes i Knytlingasaga, at Svend Estridsen 1043 flygtede med sin flåde til "Havn". På det tidspunkt var strædet mellem det ældste København og Amager af en helt anden karakter end i vore dage. Her lå en række små holme, af hvilke de vigtigste senere benævntes Bremerholm, Revshaleholm, Store og Lille Skarnholm samt Strandholm, hvorpå den første borg rejstes og alt senere slotsbyggeri fandt sted.

Absalons Borg. Saxo fortæller, at Absalon 1167, en tidlig forårsdag, grundlagde en ny borg på en af Øresunds holme, hvorefter han omgav øen med en mur. Bemærkningen hos Saxo om, at Absalon byggede en "ny" borg, har givet anledning til spekulationer. Der kan måske ligge rester af en sådan under Magasin du Nord. For ved udgravninger omkring 1880 i området stødte man på en halvcirkelformet teglstensmur, af en længde på ca. 30 meter og i en stil, som er tidligere end Absalonborgens.

Kendskabet til Absalons Borg bygger hovedsagelig på de arkæologiske undersøgelser, man foretog 1900-02, 1906-07 og 1918 fra Nationalmuseets side; første gang ved arkitekt C.M. Smidt og M. Mackeprang (museets senere direktør), de følgende gange ved inspektør Chr. Axel Jensen. Mest bemærkelsesværdig var de betydelige stykker af en ringmur, som afdækkedes. De har dannet en næsten regelmæssig cirkel med en indre diameter på 55-56 m. Efter middelalderlig skik har denne cirkelmur været konstrueret som en kassemur, dvs. bygget af to skaller af regelmæssigt tilhugne kvadre med fyldkærne af muret kampesten imellem. Murskallerne var bygget af kridtstenskvadre fra Stevns, og uden for murværket havde man lagt en lav vold til værn mod bølgeslaget.

Da arkæologerne undersøgte det påkørte fyldlag indenfor ringmuren, fandt man derunder sivplanter med forårsskud! Rester af et par småbygninger lokaliseredes også, heraf et bagers lagt i ly af den nordvestre murside. Umiddelbart uden for bagerset udgravedes en rund brønd, hvortil kridt- og kampesten var anvendt. Den kan stamme fra Absalons tid, men blev hurtig opgivet og fyldt op. Nærmere borggårdens midte, 4,5 meter øst for bagerset, fandtes den egentlige brønd, hvis sider var dannet af svære, udhulede og lodret kløvede egestammer. Ved udgravningen var den fyldt op med diverse bygningsrester, antagelig fra borgens nedrivning 1369, således to 1,15 m høje søjleskafter af glatpoleret granit, en del buesten af skånsk sandsten, som har dannet gjordbue i en hvælvkonstruktion, samt forskellige trapezformede søjlehoveder. I sin indretning med økonomibygninger og beboelse kan Absalons Borg sammenlignes med ærkebiskop Eskils Borg i Søborg Sø. Det antages i øvrigt, at adgangen til borgen ved Havn etableredes ved en bro, der har fulgt retningen af den nuværende Højbro. Fund af to rækker nedrammede egestolper kan stamme fra en sådan.

På Københavns ældste segl fra 1296 er en afbildning af Absalons Borg, hvor man ser en ringmur med krenelering (kronede tinder). I midten hæver sig et svært, polygonalt tårn, mens to ydertårne er tilbygget senere. Det centrale tårn kan formentlig identificeres med den kirke, som borgen også rummede. Ifald det har været en centralkirke, har det været enestående i Danmark. Det vestre ydertårn fungerede i den senere middelalder som Bagertårn og velbevarede fundamentrester er afdækket.

I 1200- og 1300-tallet var borgen udsat for flere angreb. Fyrst Jarmer og hans vendiske folk angreb og ødelagde borgen den 18. april 1259, men den største ødelæggelse fandt sted 1369, efter at lybækkerne havde erobret København og fæstningen på Strandholmen. Under dens forsvar har man forsynet den med en vandgrav, dog uden militær fordel. Hanseatiske stenhuggere begyndte 8. september 1369 at nedbryde forsvarsværket, som havde været en torn i øjet på de tyske købmandsbyer. Om borgens tidlige historie skal tilføjes, at den fra Absalons tid, efter hans udtrykkelige ønske, var i Roskilde-bispernes eje, hvilket først ændredes efter Margrethe I.s regeringstid.

Fra senmiddelalderlig borg til Frederik 4.s ombygning.
Under Erik af Pommern overgik borgen til kronen (se s. 90) og blev gradvis ændret til rigets vigtigste slot. Kongen og hans kancelli fik fast ophold på Slotsholmen, og det var her, Christoffer af Bayern 1445 fejrede sit bryllup med dronning Dorothea. I den anledning skal kongen have udvidet Riddersalen. Et levn fra denne del af slottet ses i dag på Nationalmuseet, nemlig to bislagsten af gotlandsk kalksten, der er hugget i begyndelsen af 1500-tallet. De har senest stået ved foden af trappen, som gik op til riddersalsfløjen.

Efter reformationen fandt visse ombygninger og udvidelser sted. Christian 3. rejste 1552-53 den nye Konge- og Drabantfløj, der placeredes i den da tørlagte slotsgrav. Kirkefløjen forhøjedes 1555 med bindingsværk og 1553 konstrueredes en springbrønd til slottet. 1596 forhøjedes Blåtårn og forsynedes med nyt spir med gylden krone (se også s. 44). Trods disse forbedringer forblev slottet håbløst gammeldags og dets husholdning var også mærkelig provinsiel. Således fungerede Slotsholmen mest af alt som en stor gård, hvor der både var heste, svin og får, ligesom hønsegård og almindelige udhuse hørte til. Slottet havde også mølle, smelteovn, bødkerhus, kalkbod og slagtehus samt den obligatoriske urtehave.

Forskellige dokumenter belyser disse gammeldags forhold. Da Frederik 2. skulle fejre sin kroning på slottet, måtte "den store Sal" hastigt sættes istand, eftersom den var brøstfældig på tag, spær og loft. Endvidere måtte kongen lade en række adelige fruer låne sig flamske klæder, drætter og silkesparlagen. Embedsgangen havde også sin egen rytme. Christoffer Valkendorf, som var rentemester i 1570erne og 80erne, gik hver dag fra slottet hjem til sin gård for at spise til middag, hvorefter han vendte tilbage til Slotsholmen for at arbejde videre i Rentekammeret. Den værste bemærkning om slottet faldt måske fra den engelske diplomat Robert Molesworth i hans Danmarks-beskrivelse fra 1692: "Kongens residens er den dårligst beliggende, tarveligste og ubekvemmeste i hele verden. Den er ligeså, enestående slet, som havnen er god".

Den føromtalte drabantsalsfløj, en lav og langstrakt bygning med polygonalt trappetårn - Drabanttårnet - rummede slottets næststørste sal, et rum på 31 x 8 m. Øverst i denne bygning lod Frederik 3. indrette sit berømte Kunstkammer, hvor de mest kuriøse genstande og kunstværker var stuvet sammen. En sejlmager ved navn Christopher Proph blev ansat som "Opvarter" ved samlingen og aflønnedes indtil 1654. Smukke skibsmodeller af elfenben, drejet af Jacob Jensen Nordmand, blev i Frederik 3.s tid leveret til samlingen, i dag opbevaret på Rosenborg, hvor så mange andre af Kunstkammerets genstande også kom hen senere. Christian 5. var den første, som nærede større planer om at ombygge slottet og lod bl.a. den berømte svenske arkitekt, Nicodemus Tessin den Yngre, udføre et projekt til et nyt slot (se s. 91). Hans projekt blev dog aldrig gennemført.

Ombygningen i 1720-rne.
Frederik 4., som på to udenlandsrejser havde beset nogle af Europas mest imponerende slotte, bl.a. Versailles uden for Paris, lod i 1720rne Københavns Slot regulere. Ansvarlige for dette arbejde var J. C. Ernst og J. C. Krieger, der gjorde alle slottets fløje lige høje. Det stod herefter med tre hovedetager og to mezzaniner, men skæmmedes af det berygtede Biåtårn, som var indpasset i anlægget.

1. Christiansborg.
Skønt Københavns brand 1728 betød vældige økonomiske tab, lod Christian 6. fra september 1731 det regulerede middelalderslot nedbryde. Et helt nyt anlæg skulle opføres, hvis planlægning engagerede den bygningskyndige monark. Det vides, at Christian 6. var opvokset med arkitekturteoretiske værker som Deckers "Fürstlicher Baumeister oder Architectura Civilis". Valget af arkitekt voldte vanskeligheder, da J. C. Ernst på dette tidspunkt var over 60 år, mens den 20 år yngre Krieger ikke var tilstrækkelig velorienteret i den nyeste bygningskunst, derfor fik kongens gamle instruktør, Elias David Häusser, opgaven.

I alt tre projekter udfærdigedes, hvorfra kun seks tegninger er bevaret. Det første udkast, som signeredes af Häusser 1731, blev forkastet af kongen, og man søgte derefter i udlandet efter en interesseret og kyndig arkitekt. Alle steder lød svaret nej; den svenske arkitekt Carl Hårleman, elev af Tessin den Yngre, måtte også afslå p.g.a. andet engagement. Ny projektering sattes igang, og fra et endnu ukendt sted leveredes en plan. Ophavsmanden dertil skal formentlig søges i den "frankiskøstrigske barok".

Samtidig stod det klart, mens facadedetaljer og tagformer diskuteredes, hvorledes slottet i grove træk skulle se ud. Som bygningstype havde man valgt den traditionelle karré, et firfløjet bygningskompleks med forgård. Et lignende anlæg var just opført i Stockholm efter det gamle slots brand 1697. Det praktiske arbejde kunne derfor gå igang. Først blev 9.225 pæle nedrammet, hvis længde varierede fra 24 til 3 alen beroende på grundens lokale beskaffenhed.

3. oktober 1732 kunne professor Joachim Frederik Ramus fra Københavns Universitet afsætte slottets vinkler og linier på byggegrunden, mens Christian 6. nedlagde grundstenen 21. april 1733. Den placeredes under hovedbygningens søndre fløj, endog dens vægt figurerer i regnskaberne, 448 pund.

1734 leverede hofsnedker Didrik Schäfer en træmodel og 18. juni 1738 hejstes kransen over slottets vestre hjørne, hvorefter kongefamilien 26. november 1740 flyttede ind med pomp og pragt. København blev i den anledning illumineret i tre dage. Men mange detaljer manglede, først 1745 var det ydre i orden, hvorimod riddersalen, det prægtigste af alle rum, måtte vente på en færdiggørelse til 1766.

Det nyopførte slot var rejst i tre hovedstokværk med en mezzanin indskudt mellem 2. og 3. etage. To lave forbindelsesbygninger, "løngange", flankerede den store slotskarré, af hvilke den søndre førte til de ældre regeringsbygninger, mens den nordre skabte forbindelsen med Slotskirken. Hofbygmester Eigtveds rolle i denne bygningshistorie er også væsentlig. Hvad det ydre angår står endnu hans pavilloner for enden af ridebaneanlægget samt Marmorbroen. Han gjorde også forslag til slottets frontispicer og to hoveddøre, tegningerne af sidstnævnte viser elegant rokokodekoration. Hvad interiørerne angår, måtte han her dele opgaverne med Lauritz de Thurah. Blandt hans arbejder kan nævnes Dronningens Køkken og Appartementsgalleriet.

Intet blev sparet på rummenes udsmykning. 139 dørstykker og kaminbilleder indkøbtes fra Paris, tilvejebragt efter store anstrengelser af den derværende danske diplomat Joachim Wasserschlebe. Den pietistiske Christian 6. havde dog stillet som betingelse, at man skulle "alle Nuditaeten sorgfaltig vermeiden". En næsten umulig fordring, når man betænker de mange erotiske eller mytologiske motiver, de parisiske malere dyrkede på dette tidspunkt. Den franske rokoko var ikke plaget af pietisme. Van Loo, Natoire og Boucher var blandt de ypperste malere, der leverede til Christiansborg. Hele kongens etage blev monteret med franske spejlglasruder, og dronningen sendte sin kammerfrøken til Frankrig for at købe ind. 348 værelser blev således ødselt udstyret.

En stor skavank ved pragtbyggeriet var indretningen af de mange varmekanaler og trækrør, der var skjult bag panelerne af æstetiske grunde. Allerede natten til 10. december 1774 truede en brandkatastrofe, og 1779 erklærede bygningsdirektionen, at man ikke vidste af sikre ordninger mod brandfaren. Livet gik videre, men om eftermiddagen den 26. februar 1794 brød ilden ud i prins Christians gemakker, der lå i fløjen ud til ridebanen. Flere dage i forvejen havde det buldret i kanalerne. Ethvert forsøg på at redde slottet var nyttesløst, særlig heltemodige var Holmens folk, hvor 50 menneskeliv gik tabt.

2. Christiansborg.
Efter at have henligget som ruintomt påbegyndtes det ny Christiansborg 1803 efter tegninger af C. F. Hansen, den danske nyklassicismes store mester. Hans klare, nøgterne stil passede godt til de økonomiske vilkår, der plagede tiden: bombardementet 1807 og en statsbankerot 1813. I øvrigt var han for hovedkarréens vedkommende helt bundet af det første Christiansborgs dimensioner. Således genbrugte Hansen næsten alle ruinens eksisterende vinduesåbninger, idet han vendte de gamle sandstensindramninger og murede deres barokke profiler ind. De tidligere indersider, som nu vendte ud, blev hugget til i klassicistisk stil.

1828 var 130 værelser færdige, hvorefter slottet kunne indvies dette år ved prins Frederiks bryllup med Frederik 6.s datter Wilhelmine. lnteriørerne blev i en række detaljer præget af G. F. Hetsch, som var C. F. Hansens svigersøn. Af interiørerne kan nævnes Riddersalen, der var udstyret med korintiske søjler og kassetteloft. Den 3. oktober 1884 brændte slottet atter ned, endnu engang forårsaget af manglende brandsikring. Alene C. F. Hansens Slotskirke med tilhørende løngang overlevede. Men ret beset var sorgen over den tabte bygning ikke så stor, for stilen og udformningen havde aldrig passet samtiden. I en avis havde der endog stået, at "det i alt Fald tog sig godt ud i Maaneskin".

3. Christiansborg.
Efter en afsluttet arkitektkonkurrence fik Thorvald Jørgensen til opgave at udforme den nuværende slotsbygning, en vanskelig opgave i betragtning af de bevarede bygninger, der måtte respekteres: ridebaneanlægget og kirken. Dertil kom intakte bygningsdele som midtpartiet af kongeporten og hele sandstensportalen til højesteretsfløjen (se s. 132). Løsningen blev ikke heldig. Således kom det kraftige baroktårn fra Christian 6.s slot, som C.F.Hansen klogt havde udeladt i sin plan, atter tilbage, og mere massivt end nogensinde før. Værst var dog fjernelsen af den nederste mezzanin, hvilket giver bygningen en undersætsighed. Tyngden understreges også af granitbeklædningen, der skænkedes af landets forskellige sogne.

Under en del af slottet er der indrettet museum med adgang til de udgravede dele af middelalderborgen. Udstillingen er smukt nyindrettet.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |