
| sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag |
Christiansborg Slotskirke Christiansborg Slotskirke er opført af C. F. Hansen, mens han også arbejdede på genopførelsen af det i 1794 nedbrændte Christiansborg Slot. Hans projekt til en ny slotskirke omtales i dokumenterne som en "runde Dohm med et indfaldende Lys fra oven. Med en saadan Dohm, der af de Gamle saa ofte heldigen bleve anbragte, og hvoraf det nærværende Rom endnu pranger med over 100 større og mindre paa dens Kirker, ønsker Konstneren Hovedstaden prydet". Af kuppel bygninger som tydelige forbilleder kan nævnes S. Andrea in Via Flaminia og Pantheon, som han begge må have set under sit ophold i Rom. 1826 kunne bygningen indvies og den overlevede slotsbranden 1884. Kirken er udformet som en lille tempelbygning, hvis hovedfacade er dækket af en klassisk søjlefront. Fire joniske søjler bærer gavltrekanten. Over det kubiske bygningslegeme er anbragt en lav, kobberdækket kuppel. Det indre domineres af fire søjler, der er forbundet ved fire kassetterede tøndehvælv, et typisk nyklassicistisk træk med romerske aner. Kongelogen ses over hovedindgangen, hvor den er placeret i en niche mellem to korintiske søjler. Alteret, som er i vest, flankeres ligeledes af to søjler. I den nederste del af kuppelen er en frise af englebørn, der er et arbejde af Thorvaldsen.
|
Navigation:A . B . C . D . E . F . G . H |

| Opdateret: 25. august 2006 Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon | © Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2010 |