sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Guide til København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit D - Domus Anatomica
Note:

 

Domus Anatomica

Domus Anatomica er navnet på det anatomiske teater, som 1642-44 indrettedes i en af Universitetsgårdens bygninger ud mod Frue kirkegård (nuværende Frue Plads). Skønt et beskedent lectorium medicorum allerede omtales 1605, blev det 1621 understreget i universitetsstatutterne; at et egentligt "theatrum anatomicum" var ønskeligt. Sådanne bygninger, hvor det menneskelige legeme dissekeredes i nærværelse af de studerende, havde længe været i brug ude i Europa. Felix Platter byggede i Basel et anatomisk teater, hvor han i løbet af 50 år secerede 300 lig. I 1639 blevet lignende åbnet i Amsterdam og her kunne man følge dr. Tulps demonstrationer (han er fremragende afbildet af Rembrandt).

Initiativet til det københavnske anatomiteater skyldtes Simon Paulli, som Christian. 4. i 1639 havde indkaldt fra Rostock og udnævnt til professor i anatomi, kirurgi og botanik. Den 1. januar 1644 var ombygningen næsten afsluttet og Paulli udsendte et program, der fortalte om institutionens oprettelse. Hans forelæsninger indledtes dog først 3. marts 1645 og her benyttede han et kvindeligt kadaver til demonstration. Dokumenter fra perioden viser den grelle modsætning mellem det folkelige had, menneskedissektionerne kunne rejse og den folkelige forlystelse, der vaktes ved offentlige henrettelser, f.eks. den brutale henrettelse og lemlæstelse af massemorderen Jens Fuglefænger.

Domus Anatomicas berømteste forelæser var Niels Steensen, kendt som Steno, der i udlandet var blevet kendt for sine anatomiske opdagelser, bl.a. ørespytkirtlens udførselsgang. Da Niels Steensen hjemkaldtes 1672 fra Firenze, kunne man ikke tilbyde ham et professorat, eftersom han var konverteret til katolicismen. Det blev kun til en stilling som "kgl. anatom" og som sådan genåbnede han Domus Anatomica med en tale, hvis smukkeste ord lyder: "Skønt er det, vi ser; skønnere det, vi forstår; skønnest det, vi ikke fatter". Han gennemførte dog ikke mange demonstrationer, før religiøse stridigheder med intolerante landsmænd atter fik ham til at vende tilbage til Firenze i 1674.

I Thomas Bartholins Cista medica Hafniensis fra 1662 er en omhyggelig beskrivelse af huset samt en afbildning set fra Studiegården og en gengivelse af auditoriet. Sidstnævnte havde fire rader bænke i firkantet amfiteatralsk form og i midten stod dissektionsbordet omgivet af et rækværk, der skulle holde tilskuerne på afstand. Auditoriet stod i forbindelse med et lille værelse, hvorfra Frederik 3. undertiden overværede forelæsningerne. Til salens udsmykning hørte menneske- og dyreskeletter, ligesom det var skik i udlandet. Det vides, at Paulli opstillede et mandligt og kvindeligt skelet, der fik navnene Adam og Eva og placeredes omkring livets træ med slangen. Bygningen blev fuldstændig ødelagt ved branden i 1728.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014