sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit F - Frederiksberg Have
Note:

 

Frederiksberg Have

Frederiksberg Haves arealer udgjorde en del af de jorder, Christian 4. samlede 1620 under ladegården. 1651 bortforpagtede hans søn dem til Amagerbønder, der rejste deres huse langs sydsiden af nuværende Allégade og Smallegade. Dronning Sophie Amalie overtog 1662 en halvgård i byen, som dengang kaldtes Ny Hollænderby eller Ny Amager. Hendes ejendom lå ved den nuværende indgang til Frederiksberg Have og her opførtes Prinsessernes Gaard, en lystgård for de fire prinsesser: Anna Sophie, Frederikke Amalie, Vilhelmine Ernestine og Ulrikke Eleonora. Bygningen var et trefløjet anlæg i en etage og rejst i bindingsværk. Her skulle de kongelige børn nyde naturen og lære lidt om landbrugets mysterier. Gårdens ridebane strakte sig over nuværende Frederiksberg Runddel.

Efter prinsessernes giftermål overgik ejendommen 1680 til deres tiårige nevø kronprins Frederik (kommende Frederik 4.) og kaldtes fra nu af Prinsens Gaard. Som voksen fik han ofte besøg af sine forældre, Christian 5. og Charlotte Amalie, der iførte sig Amagerdragter for at deltage i hoffets fastelavnsløjer.

Kronprins Frederik ønskede i slutningen af 1690erne at omskabe den gamle lystgård med haver til et nyt og prægtigere anlæg, dog under hensyn til de lokale topografiske forhold. Således blev det nye anlægs udstrækning og østvest akse bestemt af den gamle lystgård, mens grænsen mod nord blev sat af den krumme Bredegade (Solbjergs gamle landsbygade"), som skulle bevares. Derimod var Valby Bjerg (nuværende Frederiksberg Bakke) ideel til at bygge et fritliggende lystslot på. Kronprinsen har næppe manglet idéer, for hans store udenlandsrejse 1692-93 til Italien og Frankrig havde givet ham et glimrende indblik i disse landes lystslotte og haver.

Men en kyndig vejleder manglede og januar 1697 henvendte han sig til den svenske arkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, som tidligere havde arbejdet for hans fader (se s. 67). Antagelig blev Tessin tilsendt en plan, og den kan være tegnet af Ernst Brandenburger. Tegningen, som i dag findes i Stockholm, er ringe, og kronprins Frederik har sikkert ønsket kritik eller et alternativt forslag.

Uanset hvad der gik forud af forhandlinger, som vi i dag mangler viden om, sendte Tessin et projekt tilbage, der vidner om fortrolighed med de internationale strømninger i samtidens havekunst. Her er store perspektiver og klarhed i dispositionen, men også plads til fantasien. Ved bakkens fod var lagt et parterre og nord derfor påtænktes to flot udstyrede busketter, mens fire større buskadser til siderne skule fungere som skærme for prydhaven. Til de sidste var foreslået offentlig adgang. Selve bakken ønskede Tessin forvandlet til et nymfæum (kildetempel), der var udformet som en rund pavillon dækket med kuppel og med fløje som møllevinger. Et lignende arrangement kendte han fra Villa Aldobrandini i Frascati (Roms udkant). Kammerjunker Ulrich Adolph Holstein førte korrespondancen med Tessin, som forklarede, at pavillonen nok var "un peu bizarre", men det var mode at dyrke den slags capricer.

Projektet blev i sin tessinske form forkastet, og den praktiske opgave blev overladt Hans Heinrich Scheel, som var kaptajn i ingeniørkorpset. Han svækkede det svenske forslag ved ikke at betone hovedaksen gennem bygningen, som Tessin havde gjort det. I øvrigt fik Scheel idéerne til "sine busketter", bl.a. et hækteater, ved at studere Tuilerihaven i Paris. Foråret 1697 begyndte Scheel med en talrig arbejdsstyrke, i hundredvis af udkommanderede soldater, at nivellere og opfylde terrænet.

En akse, som løb fra foden af Valby Bakke til "Kaninbjerget" (ved Smallegade), blev vinkelret gennemskåret af en øst-vestlig allé. I aksernes skæringspunkt byggede tømrermester Finck senere (1704) en ottekantet pavillon, mens en større bygning blev lagt oppe på Valby Bakke. Dennes nordre skråning omformedes til et terrasseanlæg, hvor en kaskade skyllede ned ad hundredvis af trin. Vandet hentedes fra et reservoir i Søndermarken, men pumpeværket, som skulle skaffe vandet dertil, voldte store vanskeligheder. Man forsøgte sig både med trædemøller og hestegange.

Den finere havekunst var overladt slotsgartner Hans Henrik Bruhn. Fra Holland importeredes sjældne vækster og træer, der blev klippet i pyramideform: tax, enebær og kastanier, dertil kom pomerans og diverse frugtsorter. Statuer, vaser, grotter samt et fasaneri og et bur med vilde dyr var slutstenen på værket. Menageriet lå, hvor nutidens Josty er rejst. I et samtidigt digt om menageriet hedder det:

"Her kunde sees de Diur, hvis Grumhed ellers fnyser,
og som en Bussemand hver Sjæl i Livet kyser
at have tæmt sig selv og sin Natur lagt af
og drivis af en Dreng med Hyrde-Stock og Staf".

Da haven var færdig 1711, skal den have kostet 190.000 rigsdaler. Af regnskaberne fremgår det, at 220 folk 27. juli 1705 slukkede deres tørst med ti tønder øl.

1720 fik J. C. Krieger til opgave at omlægge kaskade-parterrepartiet foran slottet, som var rejst over flere omgange 1699-1709 (se s. 101). Pumpeværket til kaskaden voldte stadigvæk kvaler og løstes ej heller i Kriegers tid. Til gengæld er hans smukke udformning af skråningen med de lindebeplantede ramper bevaret. 1798-1800 blev Frederiksberg Have radikalt omlagt efter tegning af Peter Petersen, som lod den franske, geometriske stil ændre til den engelske, hvor naturen fik lov til at udfolde sig i bløde, romantiske former. De sindrige vandkunster erstattedes af slyngede kanaler og småøer, mens alléerne blev fældet på nær enkelte trægrupper. Dog bibeholdtes hovedakserne. Nye bygninger opførtes, der sammen med hovedindgangen nærmere skal omtales i det følgende.

Hovedindgangen. 1755 leverede Lauritz de Thurah tegningen til Frederiksberg Haves indgangsparti ved runddelen. Førnævnte Prinsens Gård lå på dette sted, og af dens tre fløje var den søndre (orangeriet) 1744 ombygget af Eigtved. 1753 brændte hovedfløjen, i hvis sted Thurah satte det nuværende gitter med to korte pavilloner. Billedhuggeren J. F. Hännel udførte sandstenspillernes vaser. De to pavillonbygninger kom til at dække henholdsvis orangeriets gavl og gavlen af den tilsvarende nordlige sidefløj, der også havde overlevet branden; Thurah måtte dog forny den 1755 p.g.a. brøstfældighed.

Tæt ved hovedindgangen er rejst en statue af Frederik 6, som grundet faderens sindslidelse rent faktisk regerede landet fra 1784, men først officielt konge ved hans død 1808. Billedhuggeren H. W. Bissen har både foreslået statuens placering og udført den i bronze. På soklen af norsk granit står monarkens personlige data og årstallet 1858, hvor mindesmærket afsløredes. På en af de øvrige sider læses: Her følte han sig lykkelig i sit trofaste Folks Midte.

Frederik 6. var stærkt knyttet til haven, som det er skildret af Meir Goldschmidt i Livserindringer og Resultater: "Fader og Moder tog mig en Søndag, iførte deres bedste Klæder, imellem sig til Frederiksberg Have, hvor vi skulde se Kongen Sejle.. Lige ud for Slottet laa en lysegrønt og hvidmalet Baad; Sluproerne sad med rejste Aarer; agter var bredt et rødt Tæppe. Tæppet, Baaden, Sluproerne, Tilskuerne ventede paa de allerhøjeste Herskaber med en stille Andagt som i en Kirke, ja mere. Endelig kom Kongen med Prinsesserne Caroline og Vilhelmine. Han var i General-Admirals-Uniform, sagde man".

Fasangården opførtes 1723-24 efter tegning af J. C. Krieger og indrettedes til fasaneri, hvilket atter blev nedlagt 1785. Herefter bevaredes bygningen som bolig, men har undergået flere ombygninger, den mest omfattende i 1828, hvor Fasangården forhøjedes med en etage.

Det kinesiske Hus. Den eksotiske bygning opførtes 1798-1800 efter tegning af hof tømrermester Andreas Kirkerup og er et af mange eksempler på 1700-tallets interesse for kinesisk bygningskunst, som kort skal opridses.

Charlotte Biehl skriver om den oldenburgske stammes jubilæum 1749, at kongen og dronningen tre aftener beså illuminationerne i København. "Det ved Rådhuset forestillede et kinesisk Tempel og var meget kunstigt indrettet. Skønt Dronningen var højfrugtsommelig med Prinsesse Louise, steg hun dog af for at bese alt, og da hendes store Fiskebensskørt var hende i Vejen gik hun ind paa Raadstuen, lod en af Damerne tage det af, hæftede Kjolen op med Naale og gik hele Templet igennem i sin korte Underklokke"

.

Et vist indtryk har det sikkert gjort på hoffet i København, da den svenske dronning Lovisa Ulrika 24. juli 1753 fik foræret en kinesisk pavillon i fødselsdagsgave. Det var det første af sin slags i Sverige og opstilledes i Drottningsholms Slotspark, ti år senere erstattet af et rigtigt lystslot i "kinesisk" stil. Men før 1753 havde Lovisa Ulrikas broder Frederik den Store allerede bygget et ottekantet kinesisk lysthus i parken ved Rheinsberg.

Ved Europas hoffer kunne man nogle år senere studere arkitekten William Chambers bog Designs of Chinese Buildings, Furniture, Dresses, Maschines and Utensils, som byggede på Chambers to rejser til Kina, hvor han flittigt havde tegnet bygninger og haver. Han blev også kendt for pagoden, han opførte i Kew Garden. Den danske billedhugger Johannes Wiedewelt henviser i øvrigt til Chambers bog, da han 1762 udførte et større forslag til en ny udsmykning af Fredensborg Have. I det tilhørende idé-katalog annonceres nr. XXXV som "Et lidet Chinesisk Monumentet" og beskrives som en pille "tagen af en Colonnade, som omringer den Cockinchinske Pagode i Canton; Vaserne og den øvrige Decoration ere overalt Chinesiske, og Figuren forestiller en Chinesisk Nonne".

Samme år kunne det københavnske hof studere en nyerhvervelse i Kunstkammeret, nemlig en 82 cm høj, lakeret husmodel af lakeret træ og elfenben, som nærmest var udformet som en pagode (nu tilhørende Etnografisk Samling, Nationalmuseet). Kunstgenstande af den slags kom hovedsagelig til Danmark via Asiatisk Kompagnis handel med Kina.

I Frederiksberg Have er Det kinesiske Lysthus lagt på en lille ø, hvortil der er adgang over en parasolprydet træbro. Selve bygningen er omgivet af en veranda og indeholder en "Sahl", samt to "Cabinetter" og køkken foruden" Retirade". Pagodetagets hjørner er udstyret med bugtende drager.

Apistemplet er opkaldt efter den hellige Apistyr i det gamle Egypten. 1802-04 udførte maleren Nicolai Abildgaard tegningen til bygningen, hvis forbillede har været det romerske tempel. Søjlerne i tempelfronten er hentet fra vestibulen i Moltkes Palæ på Amalienborg, da man ombyggede palæet til residensbolig for Christian 7. Oksekraniefrisen og tyre-relieffet er udført i sandsten. 1873 blev templet gennembrudt således, at det kunne tjene som indgang til Zoologisk Have, men fungerer ikke længere som sådan.

Schweizerhuset med det stråtækte tag er også tegnet af N. Abildgaard, opført 1800-01.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014