sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit F - Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Runddel/Pileallé
Note:

 

Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Runddel/Pileallé

Frederiksberg Kirke er den seneste i rækken af kirker, opført for efterkommere af de hollandske kolonister. Allerede i 1651 havde beboerne i Ny-Hollænderby fået Frederik 3.s tilladelse til at opføre et gudshus, som antagelig stod færdig 1653. Under svenskekrigen 1658-60 blev denne ligesom hollænderbyen ødelagt. En ny kirke rejstes 1662 med kongelig tilladelse, tæt ved Pi1eallé hvor Haveselskabets Have udstrækker sig. Her stødte man ofte på rester af gamle begravelser og en udgravning 1943 blotlagde fundamentresterne til en aflang kirkebygning i bindingsværk.

I 1600-tallets senere del besørgedes gudstjenesten i den anden kirke af kapellanen fra Vor Frelsers Kirke, fra 1695 af den hollandske præst ved Holmens Kirke og efter 1703 af sognepræsten i Brønshøj. Sidstnævnte, Niels Hansen Glumsøe, fik dog ringe indtægt deraf og klagede meget derover til kongen.

Allerede i 1695 var den anden kirke så forfalden, at man talte om at bryde den ned. Ønsker derom forstærkedes sikkert, da hele kvarteret fik større anseelse under og efter det nye slotsbyggeri oppe på bakken. Her rejstes på initiativ af Frederik 4. en pragtbygning efter italiensk maner i perioden 1699-1703. Med sit nye sommerlyststed gjorde kongen Frederiksberg til et andet centrum i København. Det måtte også kræve en mere værdig kirkebygning. Til gengæld var det hollandske præg på stedet falmet, stærkest var det endnu i navne som Albret, Cornelius og van Hauen.

Den 5. maj 1732 bestemtes det ved kgl. resolution, at en ny kirke skulle opføres, og som arkitekt valgtes hollænderen Felix du Sart. Han var, som flere andre arkitekter, kommet til byen efter den store brand 1728 for at søge lykken. Helt dårligt var det ikke gået ham, for 1729 fik han bevilling til at drive et kalkværk i København.

Du Sart valgte at tegne en ottekantet kirke, en centralbygning, hvis type var kendt i hans hjemlands protestantiske kunst. Således var St. Anne Parochie i Vriesland, opført 1682, meget lig Frederiksberg Kirke. Selve opførelsen af kirken blev varetaget af tømrersvend Peder Sørensen Ulv, som ved en art licitation havde vist sig konkurrencedygtig med hovedstadens mestre. Ifølge byggeregnskaberne kostede kirken 8.100 rigsdaler. Christian 6. havde alene skænket de 2.000 samt en fri byggegrund til formålet, mens Felix du Sart måtte nøjes med 12 rigsdaler for sine tegninger, den 6. januar helligtrekongersdag, i 1734 indviedes bygningen i overværelse af Christian 6., kronprinsen og en række højere standspersoner. Førnævnte pastor Glumsøe foretog indvielsen.

Glumsøe fortsatte med at betjene kirken indtil sin død i 1735, hvorefter kongen bestemte, at Frederiksberg By skulle have sin egen præst. Denne meget regelrette monark gjorde dette for at hjælpe den lille menighed " for "som de søge til Byens Kirker, saa giver det ikkun Anledning til Stadsportens stadige Aabning paa Søn- og Helligdage". For manget trafik om søndgen, hvor kirkegangen skulle vogtes, var ikke efter pietisternes smag. Men den fromme Christian 6. bemærkede også i samme skrivelse, at en fast ansat præst ville være "til stor Beqvemmelighed for Beboerne helst ved Natte- og andre Tider, naar Stadens Porte ere tillukkede, og de behøve enten i Sygdom eller Døds-Angest at trøstes af Guds hellige Ord, men de kan ey faa Bud til nogen af Præsterne i Staden.

Kongen udnævnte i december 1736 studenten Johannes Kinast til den første med fast embede ved kirken. I udnævnelsen omtales Kinast som et "Fredens og Kærlighedens Barn".

Bygningen fremtræder i dag med visse ændringer siden opførelsen, idet et sakristi tilbyggedes 1782 og et våbenhus i 1865. Oktogonen, rejst af røde mursten med hvidpudsede lisener i hjørnerne, står dog fortsat med sit markante præg fra den hollandske tradition. Det stejle, skifterklædte pyramidetag (oprindelig teglhængt) krones af en lanterne, hvor urskiverne bærer årstallet 1734. Det indre domineres centralt af otte søjler, som bærer loftet; i siderne ses pulpiturer i to etager. Blikket rettes naturligt mod altret, hvor marmorerede søjler og pilastre med korintiske kapiæler rejser sig over bordet og indrammer altertavlen. Over denne er prædikestolen og øverst hviler en kraftig profileret og knækket gesims bærende to putti af billedhuggeren Christopher Hübner. De flankerer Guds øje i trekant med stråler og flammende skyer.

Hele alterets arrangement er efter barokkens smag, teaterkulisser og illusion. Banker man på søjlerne er de af træ. Idéen med at kombinere alterbord og prædikestok er dog et rent protestantisk træk. Eksempler herpå kendes ikke blot fra den Reformerte Kirke i Gothersgade, Christianskirken på Christianshavn og slotskapellet på Ledreborg, men også fra den prægtige Damsholte Kirke på Møn.

Altertavlen bestiltes 1839 hos C. W. Eckersberg. Motivet ønskedes komponeret over teksten fra Johannes Evangeliet, kapitel 17: "Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi".

Af de 22 altertavler, vi kender fra Eckersbergs hånd, er dette arbejde blandt hans bedste. Det var med sin enkle, protestantiske stil med til at danne skole herhjemme. Lyset kommer fra en skjult lyskilde oppe til venstre, et kompositorisk træk, der fører tanken hen på den franske barokmaler Georges de la Tour. Dette skjulte lys hviler over bordet og disciplenes ansigter, men rammer også Judas" tomme taburet. Heri ligger en symbolik: det ondes mulighed, på engang fraværende (Judas) og samtidig til stede som et lysede centrum (lyset på taburetten).

Af kirken øvrige inventar skal nævnes den smukke orgelfacade i rokoko, der opsattes 1754. Instrumentet flyttedes 1881 til Øster Hassing Kirke, hvorfra facaden atter bragtes tilbage til Frederiksberg i 1934.

På kirkegården, hvis ældste del anlagdes 1734, ligger næst efter Assistens de fleste københavnske berømtheder. Man ser nær kirkens hovedindgang et gravmæle over den berømte jurist Anders Sandøe Ørested og Sophie Ørested, født Oehlenschläger. De øvrige medlemmer af familien Oehlenschläger ligger også begravet på Frederiksberg Kirkegård, og endvidere bør nævnes J. C. Hostrup, teaterhistorikeren Thomas Overskou, malerne F. C. Lund og Constantin Hansen, rigsarkivarerne Bricka og A. D. Jørgensen samt skuespillerne J. A. Price og Emil Poulsen. Desuden historikeren og skolestifteren Frederik Barfod.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |