sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit H - Hennes & Mauritz-bygningen
Note:

 

Hennes & Mauritz-bygningen

Hennes & Mauritz-bygningen, tidligere Metropol, må regnes for den eneste bygning i København, som i stil har internationalt jugend-præg.

I 1906 erhvervede overretssagfører Hjardemaal for en sum af 829.000 kr. tre ældre huse i Kattesundet samt ejendommen Vestergade 9. Købesummen var imponerende og da husene blev revet ned, fortalte rygtet, at der skulle bygges varehus for et tysk millionforetagende. Som arkitekt valgtes den unge og begavede Anton Rosen. Han havde netop afsluttet opførelsen af Vesterbrogade 34, en stor forretningsejendom kendt som Regent i dag. Den viste, at Rosen havde forstand på bygninger med store, moderne butiksindretninger.

Rosen gav Metropol-bygningen en meget karakteristisk facade med granitpiller og glaskarnapper imellem. Ornamenter af både abstrakt og naturalistisk art smykkede facaden og hjørnepartiet afsluttedes med en kuppel. Desværre var byggeriet for dyrt og da Kjøbenhavns Grundejerbank (af 1898) krakkede i februar 1908 og rev flere andre banker med sig i faldet, var der snart 2.000 ledige forretninger på markedet. Ingen var derfor interesseret i den "Hjardemaalske" ejendom og den stod tom.

Først ved årsskiftet 1909/10 kom en lejer med nødvendig kapital og 1910 åbnede omsider "Varehuset Frederiksberggade". Indretningen havde Rosen foretaget i samarbejde med den tyske direktør fra "Kaufhaus des Westens". Mens der i kælderetagen solgtes køkkenudstyr og værktøj, kunne man i stueetagen købe herre- og dametøj. Herfra førte en elegant trappe til l. sal, hvor der var afdelinger for linned, kjolestoffer, silkevarer, broderi og lædervarer. 400 ansatte sørgede for, at det hele fungerede.

Dårlig økonomi slog dog forretningen ud, men allerede 1912 åbnede et nyt foretagende "Dansk Varemagasin A/S". Senere kom skotøjsfirmaet Hector og 1922-23 indrettedes Metropol-biografen, som først lukkede julen 1981. Bygningen er nu atter indrettet til forretning, denne gang for Hennes & Mauritzkoncernen, som sælger tøj til unge.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |