sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit H - Holmens Kirke
Note:

 

Holmens Kirke

Holmens Kirke ved Holmens Kanal var oprindelig en mindre bygning, der fungerede som ankersmedje. Denne var opført 1562-63 af Frederik 3.s bygmester Peter de Dunker og blev lagt på Bremerholm, hvor Orlogsværftet allerede var placeret. Efterhånden som Bremerholm ændredes ved inddæmninger, regulering af gadenet og tæt bebyggelse, voksede behovet for en kirke. Dette indfriedes 1617, da Christian 4. lod indrette en kirke i det hus på Bremerholm, hvor Holmens folk indtog deres måltider. Samme år byggede kongen også Skipperboderne, der skulle huse kaptajner, båds- og styrmænd.

Kort efter flyttedes kirken imidlertid til ankersmedjen - "den store Smedje" - som den da kaldtes. Den blev delvis ombygget til det nye formål og indvielsen fandt sted 1619. Kirken viste sig snart for lille og 1641-43 blev en større udvidelse og ombygning iværksat under ledelse af overbygmester Leonhard Blasius. En tårnbygning, som lå vest for og i forlængelse af smedjen, omdannedes til koret i den nuværende kirke. Den prægtige vestgavl i samme bygningsdel, som er fra Dunkers tid, hviler ud mod Holmens Kanal på en imponerende kvaderstenssætning. I soklen ses endnu fem jernringe, hvortil skuderne kunne fortøjes. Murankre er tillige anbragt for at hindre skred i stensætningen, som den livlige skibstrafik kunne forårsage.

Af hensyn til korets højde måtte Blasius øge smedjens mure til den dobbelte højde og to korsfløje tilbyggedes, så kirkens grundplan fik form som et græsk kors. Blasius efterlignede også kompositionsskemaet fra Dunkers gavl mod kanalen, da han afsluttede gavlene på de tre andre korsfløje: pilastre med rillede skafter, doriske kapitæler og svungne volutter blev gentaget. I korsskæringen opsattes en tagrytter, mens murene maledes i vandrette gule og røde striber, fugerne derimod hvide, så det illuderede mursten. Denne mønstermaling skulle dække over, at den oprindelige bygning var i munkesten, hvorimod korsfløjene: Kaptajnsgangen mod nord-nordvest og Urtegårdsgangen mod syd-sydøst var rejst i gule sten.

I gavlen til Kaptajnsgangen indsattes "den store Kirkedør", hvilken man havde flyttet fra den ældre kirke. Over portalen, som er stærkt fornyet, ses et ovalt felt med Jahves navn i hebraiske bogstaver. Indgangspartiet bærer også Christian 4.s navnetræk samt bogstaverne RFP (forkortelse for hans valgsprog: Regna firmat pietas: gudsfrygt styrker rigerne).

Hovedfacadens (østgavlens) kongeport er derimod hentet fra Roskilde Domkirke, hvor den havde stået siden 1635. Dette pragtarbejde, hvor fremskudte søjlepar på plinte flankerer indgangen, skyldes Gert Borckman. Overflytningen fra Roskilde skete i forbindelse med kirkens ombygning og istandsættelse 1871-72, som arkitekt Ludvig Fenger havde ansvaret for.

Kirkens indre domineres af de lavspændte tøndehvælv med engle i stuk. Korsskæringens cirkelfelt stod oprindelig prydet med rigsvåbenet, hvilket 1770 ændredes til frugtornamenter. Pulpiturerne, som stammer fra ombygningen i 1641, ændredes i 1750erne til loger med vinduer. Inventarets farveholdning har ændret sig adskillige gange, et træk, der kendes fra talrige restaureringer af kirker landet over. Mest markant var vel den gule oliefarve, man 1739 anvendte som "de kongelige danske Orlogsskibe paa Spejlet og Gallionen er anstrøgne".

Af stor pragt er messinggitteret, 38 fyldige balustre, der adskiller koret fra skibet. Alle bærer givernavne, deraf de 37 med årstallet 1668, mens den sidste er givet 1835. Korgitterets seneste (forsøgsvise) opstilling er fra restaureringen 1971-72.

Altertavlen, et mesterværk af billedskæreren Abel Schrøder den Yngre, er dateret 1661-62. Hans signatur er bortgemt i en vinrankes slyngtråde. Den tre stokværk høje tavle inddeles af snoede søjler, et af barokkens kendemærker, og i nederste felt ses en fremstilling af nadveren. Derefter følger i retningen opefter: Golgatha, gravlæggelse, opstandelse og himmelfart. Mellem nederste etages søjler er anbragt de fire evangelister, mens dydsfigurer hviler på de følgende to gesimser. På hovedfeltets postament er skåret Frederik 3.s og Sophie Amalies navnetræk. Med rette betragtes Abel Schrøder den Yngre som sin generations største træsnider.

Den imponerende prædikestol, Københavns største, når fra gulv til loft. Stolen hviler på en 144 cm høj Moses-figur, et symbol på, at det Ny Testamente (forkyndt fra stolen) bygger på det Gamle Testamente. Hele arrangementet virker overvældende ved sine detaljer.

Fra denne prædikestol har store og særprægede præster talt. En af de farverigeste, Ivar Brinch, var præst ved kirken 1702-11. Han indledte sin karriere som latinlærer hos Ulrich Chr. Gyldenløve, reddede senere livet under Operahusets brand 1689 og blev derefter præst ved de danske lejetropper i Irland og den danske menighed i London. 1708-09 fulgte han som rejsepræst Frederik 4. til Italien.

Om Balthasar Münter, som tjente ved Holmens Kirke fra 1823, fortæller en norsk dame, da hun 1839 hørte ham prædike: "en dejlig kraftig og kjernefuld Tale, uagtet jeg fandt den ydre Form for haard. Han kladskede saaledes undertiden saa stærkt i Predikestolen, at jeg var bange for, at den lille Læsepult skulle falde ned".


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |