sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit J - Jøder
Note:

 

Jøder

Europas storbyer gemmer megen jødisk kultur, det gælder også København. Allerede Christian 4. havde i sin tjeneste en jøde, hvis navn var Benjamin Mussaphia, og han fungerede som en slags hoflæge. Mussaphia udgav 1642 en pjece om ebbe og flod dediceret til kongen. 1651 var et mørkeår, hvor vist nok alle jøder udvistes af København. Alligevel fik disse dygtige folk udvirket, at man 1657 generelt gav de sefardiske jøder lov til at drive handel i Danmark og dermed også i København (ved sefardisk forstås jøder udvandret fra Den iberiske Halvø). Disse folk skaffede pengelån til kongehuset eller leverede det udenlandske luksusvarer, selv krigsmateriel kunne de skaffe.

Frederik 3. gjorde vigtige forretninger med de sefardiske familier Teixera og de Lima. 1669 skaffede brødrene Jacob og Samuel de Lima juveler for 10.000 rdl. til kongen, men efter Jacobs død 1670 havde Samuel ikke kapital til yderligere forretninger. Den portugisiske jøde Manuel Teixera drev vigtig bankiervirksomhed i Hamborg og ydede store lån til rentermester Henrik Müller. En særlig gunst blev ydet Israel David, Christian 5.s hofjuveler, som boede i Altona. Han fik 1681 tilladelse til at bosætte sig i København og nyde personlig religionsfrihed. Samme begunstigelser opnåede hans kompagnon Meyer Goldschmidt den 6. oktober 1683, hvorefter han etablerede sig med et tobaksspinderi i København. Eftersom tobakken i 1600-tallet mest var berømmet som lægemiddel, anvendt i salve og klyster, ja, tobaksrygning endog anbefalet som forebyggende middel mod pest, har det københavnske publikum sikkert været godt tilfreds med denne ordning. Flere rige ashkenaziske (tysktalende) jøder fulgte efter og de opnåede også ret til at spinde og handle med tobak mod at erhverve sig fast ejendom.

Den 16. december 1684 gav man de københavnske jøder ret til at holde morgen- og aftenbøn i Davids og Goldschmidts huse. Dog skulle det finde sted "inden tillukte Kamre og foruden nogen Prædiken, saa at ingen Forargelse deraf aarsages". Gudstjenesterne, der afholdtes i Goldschmidts hjem, måtte "lide" under, at han skiftede bopæl: Rådhusstræde, Badstuestræde, Slotsholmen og Højbrostræde. I øvrigt fik menigheden i slutningen af 1680erne sin egen rabbiner; retsligt blev den københavnske rabbiner underlagt overrabbineren i Altona. 1694 etablerede den tyske menighed sin egen kirkegård på Nørrebro ved nuværende Møllegade, senere også benyttet af portugiserne.

Skønt ghettoer aldrig blev en del af de københavnske jøders historie, var de endnu i 1700-tallets begyndelse ildeset af mange medborgere og myndighederne. Magistraten skrev i 1726 om "deres Handel og Vandel, der lige saa vel er hemmelig som aabenbar, at vi ej tillige skal erindre og tale om den højst fordærvelige Trafik med Aager og ubillig Rente af rede Penge, som de udlaane, og hvor nær de ligesom udsuge trængende Folk, som maa betjene sig af dem til at søge Penge til Laans".

Myndighederne så overhovedet strengt på tilgangen af nye jøder. Det var forbudt en jøde at komme til byen, hvis ikke han ejede mindst 1000 rigsdaler. Var pengepungen for let, kunne straffen blive arbejde i skubkarren i Kastellet. For en fattig jøde var der som regel kun en udvej, at lade sig døbe. Dette gav ham det eftertragtede borgerskab, men også let adgang til kongelige privilegier. I 1727 fik to nyligt døbte jøder retten til at virke som skomagere og skræddere.

Læderstræde blev i 1700-tallet fast tilholdssted for de troende. Her åbnedes 1743 en synagoge (nu nr. 13) og den fungerede indtil branden i 1795. I Højbrostræde var der jøder, som solgte brugt tøj, messingurnøgler og andet kram til en billig penge, i særdeleshed piskebånd i mange kulører. Sælgere af sidstnævnte artikel kaldtes populært for piskebåndsjøder.

Holberg, som iagttog så mange sider af det københavnske samfund, benyttede også jøder i sine skuespil. I "Ulysses" figurerer de som udlejere af maskeradeklæder , og i "Den ellevte Juni" skildres en jøde som vekselerer på Børsen. Holberg lader ham fortælle, at han ikke er nogen "Smautz", et øgenavn, der klæbede ved de tyske jøder. Men dy sig kunne Holberg ikke, når det gjaldt om at gøre nar ad jødepræsterne. I "Maskeraden" er Henrik udklædt som jødepræst med et langt sort skæg.

Som et led i integrationen i det danske samfund stiftedes Den jødiske menigheds Skoler, hvor børnene skulle lære at læse og skrive dansk. Således oprettedes 1805 Den mosaiske Drengeskole i Skindergade, mens en tilsvarende for piger åbnedes 1810 i Pilestræde under navnet Carolineskolen (opkaldt efter arveprinsessen). Allerede 1788 havde jøderne fået adgang til Københavns forskellige laug.

Takket være de trygge forhold, regeringen havde givet de danske jøder, fik de betydelig indflydelse på landets økonomiske forhold. Men det gav bagslag, da statsbankerotten 1813 var en kendsgerning. Intet var naturligere end at gøre jøderne til syndebukke derfor. Samme år udkom et tysk skrift med antijødisk indhold, som den ellers så frisindede teaterdirektør Thomas Thaarup havde ladet oversætte til dansk. Pamfletten rejste en storm i danske åndskredse, senere kaldet den litterære jødefejde, idet Jens Baggesen og den unge St. St. Blicher forsvarede de angrebne, mens andre støttede det Thaarupske synspunkt. Frederik 6. støttede dog også jøderne i denne sag, og 29. marts 1814 fik de danske jøder deres Magna Charta. Heri fik de på væsentlige punkter ligestilling med danske borgere, ligesom Det mosaiske Trossamfund anerkendtes.

Atmosfæren var dog spændt i København og 4. september 1819 begyndte ballademagere at knuse ruder og sætte antijødiske plakater op. Uroen var endnu engang inspireret af Tyskland. Værst var det, at der flere steder i byen blev skrevet "Jødekonge" på murene, hvilket myndighederne opfattede som en fornærmelse mod den enevældige Frederik 6. Man nedsatte derfor en særlig kommission, der pådømte 160 sager, og der blev taget hårdt fat på ballademagerne. Først med grundloven af 1849 gav man jøderne fuldstændig politisk ligestilling.

I 1800-tallet satte jøderne deres præg på det københavnske åndsliv. Meir Goldschmidt, i øvrigt en efterkommer af Meyer Goldschmidt, udgav det satiriske ugeblad Corsaren. Det udkom første gang i oktober 1840 og fik, trods beslaglæggelser, efterhånden 3.000 abonnenter, der ivrigt læste om tidens nye tanker lige fra socialismens ideer til den berømte fejde med Søren Kierkegaard. Sidstnævntes voldsomme kritik af Corsaren fik sluttelig Goldschmidt til at afhænde bladet i efteråret 1846, hvorefter han bitter rejste til Tyskland.

En ligeså central betydning fik brødrene Georg og Edvard Brandes, den første som banebrydende litteraturkritiker, den sidstnævnte som fremtrædende politiker og medstifter af "Politiken" i 1884. Også familien Hannover bør nævnes, først og fremmest lægen Adolph Hannover, hvis lille bog om mikroskopet og dets brug (udgivet 1847) oversattes til tysk, fransk, engelsk og hollandsk.

Adolph Hannovers søn, kunsthistorikeren Emil Hannover, som blev direktør for Kunstindustrimuseet, har levende skildret sit jødiske barndomshjem. Tiden var 1870erne og skønt det ikke var ortodokst, blev hensyn taget. Man undgik at køre med omnibussen om lørdagen for ikke at vække forargelse. "Jeg ved, at vi engang om Aaret, ved den store Forsoningsfest, alle valfartede til Synagogen i Krystalgade for, som Fader sagde, at vise, at vi regnede os for henhørende til Menigheden".

Foruden af være kunstkritiker ved dagbladet Politik en udnævntes Emil Hannover 1911 til direktør for Den Hirschprungske Samling, hvis indretning han havde ledet.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |