sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit K - Koleraen
Note:

 

Koleraen

Koleraen, som angreb København i 1853, havde sit uhyggelige forspil i Asien, hvor den allerede i 1500-tallet blev beskrevet af europæeren Garcia del Huerto. Igennem århundreder ulmede den blot som lokale epidemier, men i 1800-tallets første halvdel begyndte den at sprede sig uden for Asien. Efter det 3. eksplosive udbrud i 1846, bredte koleraen sig gennem Persien, Rusland og helt til Danmark. Tre tilfælde diagnosticeredes i Dragør i 1848 uden at en katastrofe udviklede sig. Et lidt større udbrud på Lolland i 1850 lykkedes det dr. Panum at isolere og kun 15 døde. I oktober samme år viste kolera-spøgelset sig i Korsør, Ålborg og på Bornholm.

Det samfundskritiske københavnerblad "Nemesis" råbte allerede vagt i gevær i sommeren 1852 med følgende satire, hvis tekst Iyder således: "Hr. Cholera! Jeg haaber, at De vil blive tilfreds med min Virksomhed! Der ligger Kjøbenhavn! Drikkevandet er udrikkeligt, Canalerne fulde af stinkende Mudder, Natterenovationen gaar stadig den gamle, "daglige" Gang, Rendestenene ligner fuldkommen alt det øvrige, og Grøftemudderet har jeg, for Deres Excellences Skyld, ladet kaste op paa Veiene og ladet ligge i den allervarmeste Aarstid. Kan Deres Høivelbaarenhed ikke gjøre Affairer her, saa

- Bevares, bevares! Det er mere, end jeg kunde vente og forlange! Tro mig, jeg er ganske rørt over saa megen Forekommenhed, som, jeg maa tilstaae det, endnu aldrig er bleven mig viist".

Og så brød helvede løs. Da en 19-årig tømrerlærling fra Meriansgade den 11. juni 1853 arbejdede på en mudderpram på Nyholm, fik han koleralignende sygdomstegn. Tømmerlærlingen indlagdes dagen efter på Søetatens Hospital i Nyboder, blev selv helbredt, men nåede samtidig at smitte en arbejdsmand, som døde den 15. juni. Ugen efter var otte mennesker døde og den 25. juni gav det for første gang genlyd i dagspressen. Så faldt det i med kraftigt regnskyl, hvilket fik optimismen til at brede sig. Man håbede på, at urenlighederne blev vasket bort.

Sundhedskollegiet gav 26. juni en forordning, hvorefter københavnerne havde sig at rette. Man skulle bl.a. undgå ophold i fordærvet, indesluttet luft, vogte sig for forkølelse, agte på slet gæret eller surt øl og afholde sig fra nydelsen af frugter, haveurter, det fede af flæsk, meloner og agurker!

Intet hjalp. Koleraen bredte sig over hele byen og havde først raset ud i midten af oktober måned. 5,6% af byens 130.000 indbyggere blev angrebet, deraf døde 4.742, og størst var angrebet i Skt. Annæ Vester Kvarter.

En af modforanstaltningerne var en udflytning af folk, bl.a. til en teltlejr på Glaciet mellem Vester- og Nørreport, også Christianshavn fik et sådant arrangement. Nok så væsentligt var erkendelsen af de elendige boligforhold og den håbløse hygiejne, der herskede i hovedstaden og som resulterede i et beslutniingsforslag fra borgerrepræsentationen. Kombinerede vand- og kloakanlæg, herunder indførelse af W. C., skulle etableres, men regeringen og overpræsidenten satte sig imod. Først i 1860 blev de første underjordiske kloakanlæg færdiggjort.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |