sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit K - Kongens Nytorv
Note:

 

Kongens Nytorv

I begyndelsen af 1600tallet løb byens Østervold langs vestsiden af de arealer, der siden skulle blive til Kongens Nytorv. Hvor Østergade mødte denne vold, lå Østerport. Uden for byporten bredte et kuperet terræn sig ned til stranden, krydset af flere veje og spredt bebygget. Her havde borgerskabet deres lysthaver- og gårde. De vigtigste veje, som udgik fra Østerport, var Kongevejen (til Frederiksborg over Lyngby) og Strandvejen, hvor en stump af denne ældste landevej til Helsingør endnu er bevaret i Helsingørsgade. Til dette topografiske billede skal føjes, at kystlinjen ved Østerport havde en indskæring, kaldet Krabbelykke, hvor en del af flåden fra gammel tid havde sin opankrings- og vinterplads.

Christian 4. gik imidlertid med store planer om Københavns udvidelse og 1606 købte han omtrent 200 hektar jord uden for Østerport til en pris af 14.000 daler. 5 læster korn og 46 får måtte yderligere til for at handelen kunne gå i orden. I 1609 købte kongen mere jord, denne gang til opførelsen af sit lysthus Rosenborg.

I forbindelse med etableringen af den nye bydel - Nykøbenhavn, eller Sct. Annæ By som den også kaldtes - byggede man en fremskudt skanse på det sted, hvor Kastellet kom til at ligge. Den nye skanse skulle bevogte havneindløbet og ved siden af opførtes 1627 en toldbod. Nu var de ydre rammer lagt og turen kommet til planlægningen af de nye kvarterer, der skulle gøre selve byen dobbelt så stor.

Nærmest Østerport skete der først store ændringer i begyndelsen af 1640rne, da man sløfede den gamle byport med tilhørende volde. Næste skridt var fæstningsingeniøren Axel Urups generalplan, som blev vedtaget 1649. Efter denne skulle kystlinien fra den nedrevne Østervold og op til Toldboden reguleres og udgøre en lang havnefront. Det var endvidere planen at lægge en kanal vinkelret på havnefronten (det senere Nyhavn), som man endog ved en tværarm påtænkte at forbinde med Holmens Kanal! I forbindelse med anlæggelsen af Gothersgade (kort efter 1647) fik det kommende Kongens Nytorv sin endelige placering og omkring 1660 var dets omrids fastlagt, næsten som det nuværende.

Men endnu i Frederik 3.s tid var pladsen et stort roderi og udkørslen fra Østergade blev næsten umuliggjort, når fugtigt vejr forvandlede gamle voldrester og affaldsdynger til et ælte.

Da Christian 5. blev konge i februar 1670, besluttede han allerede 4. juni samme år at jævne og brolægge dette trafikknudepunkt. Det skete først og fremmest ud fra et militært synspunkt. I erkendelse af, at stedet nu var byens midtpunkt, kunne det fungere som en militær alarmplads. Herfra var der næsten lige stor afstand for soldaterne til alle byens volde. Radierende gader, som man kendte dem fra renæssanceteoretikernes idealby la citta del sole, solbyen eller radialbyen, måtte dog undværes.

Foruden at være alarmplads skulle torvet også tjene som en place royale efter fransk forbillede. Grundstykker rundt om den fordeltes til interesserede, deriblandt folk fra de nye rangklasser. En forordning udstedtes 1672 for "at forekomme den uordentlige Byggemaade udi de Bygninger, der paa Kongetorvet herefter vorde opsat". Det hed i denne, "at ingen, være sig hvem det være kan, maa paa bemeldte Torv noget Hus eller Bygning sætte, som ikke i det mindste befindes af to Stokværk i Højden foruden Kælder og til Gaden med en Brandmur (grundmur) opført, og det derhos iagttages, at samme Huse, saa vidt muligt er, paa en Maner og efter en Bygningsmodel efter vores Stadsbygmesters Anledning (anvisning) bygges".

Hvorvidt Thomas Rasmussen Walgenstein, som var stadsbygmester 1670-81, fik indflydelse på byggeriet, fortæller kilderne intet om.

Sit nuværende navn - Kongens Nytorv fik pladsen på samme tidspunkt. Det skulle erstatte det kuriøse Hallandsåsen, som tidligere havde klæbet ved stedet. Der er gættet meget på, hvordan navnet Hallandsåsen er opstået. Erik Pontoppidan søgte at forklare det i sin "Origines Hafniensis" (1760): i gamle dage havde hallandske skippere nogle usle boder ved Krabbelykke-vigen, hvor de solgte deres landbrugsprodukter. Deraf navnet Hallandsåsen.

Museumsinspektør Hugo Matthiesen fra Nationalmuseet havde nok mere ret. Han påpegede, at navnet først optræder omkring 1650, antagelig som en ironisk hentydning til den ufremkommelige plads; jævnfør den store ås, man måtte passere på rejse fra Skåne til Halland.

Men Christian 5. havde vel også andre grunde til at om døbe pladsen til noget finere. Hallandsåsen gav smertelig erindring om tabet af de svenske provinser, for ikke at tale om det uhyggelige rettersted, københavnerne endnu i 1668 havde oplevet på dette sted. Selve galgen, som var konstrueret med alle datidens tekniske fif efter fortifikationschefen Henrik Rüses anvisninger, blev med sit rød malede træværk en torn i øjet på Frederik 3. Den 14. april 1668 ankom stadens tømmermandsskrå efter ordre til retterstedet for med økser, save og bor at nedtage galgen "i en Hast og meget gesvind". Hele herligheden kørtes derefter til en plads neden for Kastellet, hvor det blev genopstillet.

Hallandsåsen gik dog ikke så let af glemme. Da Rasmus Nyerup år 1800 udgav sin "Kjøbenhavns Beskrifvelse", meddelte han, at "nogle af sine fordums Spadseregange har Kjøbenhavn mistet, saasom Haverne paa Amalienborg og Hallandsaas". Det smittede af på svenskeren J. E. Angelins skildring af København (1806), hvor navnene Kongens Nytorv og Hallandsåsen anføres side om side.

Byggeriet omkring stadens fineste torv kom godt i gang efter brolægningen. Charlottenborg rejstes 1672-83, Hovedvagten (ved Ny Adelgades udmunding) stod færdig 1680, Thotts Palæ byggedes 1683-86 og gehejmeråd Grams Palæ fuldførtes ca. 1685. I den rimede avis Mercurius blev poeten opflammet til at skrive om dette og andet fornemt byggeri i København:

"Her bygges skønne Hus i Staden allevegne,
saa Byen mer end før til Mægtighed la' r tegne
Haandværkerstat og alt de siunes udi Flor;
gør Gud, som gamle Rom, vor Stad i Vælde stor"

Som en foreløbig "afslutning" på torvets forskønnelse opsatte man 1688 den pragtfulde rytterstatue af Christian 5., som den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux var mester for. Han skabte en skulptur præget af barokkens begejstring for antikken. Således blev kongen iklædt romersk imperatorkostume med laurbærkranset hjælm, en klar efterligning af den rytterstatue af Ludvig 13., man 1639 rejste i Paris.

Ved soklens fod anbragte Lamoureux fire allegoriske figurer. Vendt mod Charlottenborg: Minerva og Alexander den Store symboliserende visdommen og heltemodet, mens den modsatte side smykkedes med Herkules og Artemisia, styrkens og ærens personifikationer. Deres opstilling fuldførtes efter Abraham-César Lamoureux' død af broderen Claude Lamoureux.

Skønt den franske billedhugger kun havde fremstillet hesten i travlignende gangart, inspireret af Marcus Aurelius' hest på Capitol, voldte det store problemer, da monumentet skulle støbes i bly. Konstruktionen måtte gøres mere holdbar og Lamoureux anbragte derfor en nøgen mandsfigur, et sindbillede på misundelsen, som skulle vride sig under hestens hove og understøtte det svageste punkt, hestens bug. 1687 stod den rejst, endog forgyldt, men begejstringen varede kun kort. Figuren begyndte at synke!

I de følgende århundreder var der en stadig jamren over Lamoureux' monument, ikke mindst over det venstre forben, hvis bly efterhånden var blevet trykket ud til en pølse. Det blev derfor overladt professor Einar Utzon Frank fra Kunstakademiet at afstøbe den i bronze, hvilket fandt sted 1939-42. Den ny statue afsløredes 22. maj 1946, mens originalen i dag findes på Tøjhusmuseet.

Krinsen, et ord beslægtet med krans, optræder første gang 1680 som navn for det ovale have- og hækanlæg, som rytterstatuen skulle placeres i. Valget af denne særlige geometriske form var ganske naturlig, eftersom ellipsen på dette tidspunkt prægede adskillige haver og pladser rundt om i Europa. Nærliggende er det at pege på Piazza del Campidoglio i Rom, hvor flisebelægningens sindrige mønster danner en kæmpeoval omkring Marcus Aurelius' rytterstatue. Ideen hertil skyldes Michelangelos projekt fra 1560erne.

Begejstret over al den pragt, som udstrålede fra pladsen, kunne Henrik Gerner i 1691 udbryde: "Hvor nu er Kongens Torv, der før var Grav og Volde om Gammel København; hvor før var Hestestalde, Morads og ringe Værk, der nu staar Hus og Mur, opbygte regelret, foruden Bod og Skur". Dog var der også plads til det folkelige, idet soldaterkonerne fra garnisonen fik begrænsede staderettigheder og slagterudsalg indrettedes bl.a. handel med fuglevildt, brændsel og halm knyttedes ved lov i 1684 til torvet, mens et hestetorv allerede på det tidspunkt fungerede.

I 1711 skabte Krieger et nyt anlæg omkring "hesten", stærkt præget af den franske baroks idé om den strengt geometriske have. Fire rækker træer plantedes i ovalens periferi, mens to gange, skærende hinanden vinkelret ved rytterstatuen, opdelte anlægget i fire kvarterer med bede. I hvert af bedene sås initialerne C A, monogrammet for enkedronning Charlotte Amalie, som boede på Charlottenborg indtil sin død i 1714.

Omkring "hesten" havde man tidligt anbragt et smedejernsgitter af partisaner og det fik lov til at stå, da haven nedlagdes 1747. En del af træerne flyttedes derfra til anlæggelsen af Øster Allé. I årene 1855-56 anlagde man en ny have, hvis træer nu er vokset så store, at "hesten" aldeles forsvinder. Rent trafikalt har man heller ikke skånet det gamle torv, men mange røster taler i disse år for en genrejsning af byens fineste plads.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


Opdateret: 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |
© Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2014