sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit L - Læderstræde
Note:

 

Læderstræde

Læderstræde bag Gammel Strand var oprindelig en havnegade og tidligst omfattede den også Kompagnistræde. Når gaden 1397 omtales som Laadbrostrede, henviser det til Ladbroen, der udgjorde den vigtigste del af stadens ældste havn. I 1416 forekommer betegnelsen Lathbrostrede, mens der senere i århundredet optræder forskellige forvanskninger af navnet: Lædherstrædet (1423), Lædærstredhet (1461) og Lederstredet (1475). I 1600tallet blev formerne Læderstræde og Læderstrede efterhånden herskende.

På en af matriklerne mellem Læderstræde og Gammelstrand ligger en smuk ejendom fra nyklassicismens tid. Forhuset mod Gammel Strand (nr. 40) opførtes 1799-1801 for hofgravør David Ahron Jacobsen, og et side- og tværhus er formentlig opført ved samme lejlighed. I 1830 byggedes forhuset til Læderstræde.

Ejendommen beboedes i forrige århundrede af en række kendte københavnere, hvor forhuset mod Gammel Strand naturligvis tiltrak de fleste: 1815-19 arkæologen P. O. Brøndsted , 1843-45 Georg Carstensen, Tivolis grundlægger og dernæst 1850-53 Peter Faber, en mand af helt usædvanlige talenter. Hans interesser for naturvidenskaberne, især elektromagnetismen, gjorde ham 1853 til direktør for telegrafvæsenet, som han tjente indtil sin død 1877. Dette stod vel i skyggen af hans forfattervirksomhed. Faber digtede og komponerede "Den Gang jeg drog afsted" og skrev den udødelige "Højt fra Træets grønne Top".

I året 1853 boede biskop og rigsdagsmand D. G. Monrad også i dette forhus, mens musikdirektør H. C. Lumbye valgte at logere i forhuset til Læderstræde på samme tid.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |