sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit M - Marmorbroen
Note:

 

Marmorbroen

Marmorbroen, som spænder sine buer over Frederiksholms Kanal, er et af hofbygmester Nicolai Eigtveds mesterstykker. Det var oprindelig Christian 6.s ønske at lade den indrette som vindebro således, at skibene kunne passere igennem. men hverken Eigtved eller Thurah, der konkurrerede om opgaven, ej heller slotsbygningskommissionen kunne støtte tanken. Det ville berøve broen dens storhed, ideligen kræve reparationer og skabe problemer med fodgængerne.

Kongen besluttede derefter 1. maj 1739: "Broen kan da gøres, uden at den trækkes op, efter Tegning Litra F af Hofbygmestrene". Omtalte tegning viste sig alene at være udført af Eigtved, som derefter fik opgaven. En træmodel, der siden er gået tabt, udførtes til projektet og juli 1739 kunne modelbroen demonstreres for majestæten. Hvad der især behagede ved Eigtveds forslag, var de flade brobuer, der muliggjorde en næsten vandret kørebane og dermed en behagelig færdsel.

Oprindelig havde Eigtved tænkt sig en rigere skulpturel udsmykning af broen, end man besluttede sig til. Vaser og figurer, som skulle pryde de profilerede plinte over broens piller, blev aldrig til noget. Til gengæld kom der portrætmedaljoner på de midterste piller, endog indrammet af de fineste rokokoornamenter, mens midtbuen forsynedes med Medusahoved. For en by, der var vant til barokkens tunge former, var det en elegance uden lige.

Den franske billedhugger Louis-Augustin le Clerc fik det praktiske ansvar for udsmykningen og han var i øvrigt godt beskæftiget med udsmykningen af det nybyggede Christiansborgs interiører. Med hjælp fra fem billedhuggere og seks stenhuggere gik han igang med at forme de sandsten, man importerede fra Sachsen. Materialet blev formentlig sejlet fra Pirna ved Dresden til Altona og derfra søværts til Frederiksholms Kanal. Moderne undersøgelser har vist, at det var en højst ukritisk blanding af bløde og hårde sten, der fandt vej til København.

Efter tidens smag skulle udsmykningen være mættet med symbolik, her i form af en hyldest til havet. Som hovedmotiver anbragtes klassicistiske medaljoner, to dameportrætter og to herreportrætter, alle i profil og pyntet med siv i håret. Hertil føjedes dekorationer med siv og dunhammere, rocailler (muslingeagtige ornamenter) og to frygtindgydende monstre med frådespyende munde.

Da de oprindelige identifikationer er gået tabt, er der blevet gættet meget på relieffernes betydning. Således er det bl.a. foreslået, at medaljonerne repræsenterer de fire antikke havguder: Poseidon og Amphitrite ind mod byen (mod nord) og Okeanos og Tethys ud mod Øresund ("havet"). Hvis disse guder kan opfattes som noget menneskeligt, må de to monstre udtrykke det farlige og lunefulde ved havet. Og her har der været frit spil for fantasien, eftersom havuhyrer stadig var en realitet i 1700-tallet. En af de uhyggeligste beskrivelser stammede fra Hans Egedes hånd, som 1734 på Atlanterhavet havde observeret et "meget forskrækkeligt Hav-Dyr, hvilket reyste sig saa høyt over Vandet, at dets Hoved rakte over vores Mers . . . dette Dyrs Øyne syntes rødagtige og derhos ligesom brændende af Ild - firkantet Mule, store Næsebor og ved Siderne nogle udstaaende stive Haar - Huden glat som et Speil, undtagen over Nakken, hvor den har en hængende Mann af Udseende som Tang".

Selve brobyggeriet inklusive udsmykning trak længe ud. Kongen havde håbet at se broen færdig inden udgangen af 1739, men forgæves. Budgettet blev overskredet, bl.a. med 200.000 flere mursten end beregnet. Endnu i 1745 bevilgedes der penge til billedhugning. Samme år blev sandstenen overstrøget med kogt oliefarve for konserveringens skyld og på det tidspunkt må broen betragtes som færdig.

I de officielle dokumenter hed broen enten Den ny Bro, Hovedbroen eller Slotsbroen, hvorimod det uofficielle navn Marmorbroen, inspireret af dens marmorbelagte fortove, først senere slog an.

Næsten ligeså spændende er den moderne historie om Marmorbroens kostbare restaurering, som indledtes i begyndelsen af 1970erne. Broen var da slemt medtaget, især de smukke relieffer. Under ledelse af Boligministeriets særlige sagkyndige, Eric Erlandsen, lykkedes det gennem de næste ti år at genskabe broens linier og de fine skulpturelle detaljer. Billedhuggerne Johan Galster og Povl Søndergård stod således for medaljonerne i samarbejde med stukmester Henry Thomsen fra Nationalmuseet.

Deres arbejdsgrundlag var nogle skrøbelige afstøbninger af ornamentikken, som blev foretaget omkring 1900, da broen allerede var i forfald. Man genfandt disse forme, som var afstivet med træ, på et lager på Bernstorff Slots avlsgård. Desværre var afstøbningerne savet i småstykker, så et større puslespil skulle lægges og store huller fyldes ud. Det lykkedes dog og nye gipsudgaver sendtes derefter til Østtyskland, hvor man foretog en råhugning af de nye relieffer. Broen kunne genindvies i 1983.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |