sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit P - Parykker
Note:

 

Parykker

Parykker omtales første gang i Danmark 1628, da Christian 4. på et kirkemøde udstedte forbud mod dem. 1645 fik en student påbud om at aflægge sin paryk! Men først efter enevældens indførelse 1660 og modeskiftet til barokken på samme tid, begyndte parykker at blive accepteret. Tyskeren Hector Gotfred Masius, der i begyndelsen af 1680erne fungerede som dansk legationspræst i Paris udnævntes 1686 til hofprædikant i København og vakte opstandelse ved som den første præst her til lands at bære alongeparyk (alonge = tilføjelse på fr.). Hans danske kolleger havde hidtil tordnet mod denne mode som var det "en Trolddoms-Synd", men Hector Masius erklærede, at en sådan prydelse var ret uskyldig her i det kolde Norden. Snart efter var brugen udbredt.

Eftersom mange af parykkerne skulle have blonde hår og disse var svære at opdrive i København, måtte de importeres fra England. Således henvendte renteskriver Joh. Neve sig 1684 til den danske diplomat Chr. von Lente i London for at bede denne om at rekvirere et par parykker af godt cendre (askegråt), blondt hår. Med disse parykker ville Neve indynde sig hos sin foresatte, overrentemester P. Brandt, der netop bar parykker i denne kulør. På dette tidspunkt var der blandt de franske reformerte, som var indvandret til København, ialt 18 parykmagere.

I de første år af 1700-tallet begyndte man at pudre parykken, ligesom det nu var almindeligt, at børn gik med paryk. Den 28. november 1710 indførtes skat på parykker og fontanger (fr. = hårsløjfe); sidstnævnte var højeste mode hos damerne og udmærkede sig ved høje håropsætninger, omkring 1700 højere end hele hovedet, som det var skik i Paris.

De københavnske parykmagere søgte adskillige gange, men længe forgæves, om tilladelse til at etablere eget lav. De klagede over opsætsighed hos deres drenge og svende, ligesom de beklagede sig over, at mangfoldige parykker indførtes af kræmmere, den ridende post eller af jøder, uden at told betaltes deraf. 1728 ansøgte en parykmager om tilladelse til at sælge parykker i værtshuse og andre steder, men det blev afslået af myndighederne.

Kilian Dubrin, "Paruqve-Fabriqueur udi denne kgl. Residence-Stad", var en tid genbo til Ludvig Holberg. Han blev ligefrem berømt og berygtet for sine bombastiske annoncer i de københavnske aviser, nærmest at betragte som et gennembrud for den moderne psykologiske reklame. En af annoncerne lød: "Elskere og Kiendere af en retskaffen Alonse-Paruqve af propre og veldannet Fason, justi efter hver Mands Physiognomie, kort og lang Hals, & Corpus Dannelse og Couleurs Klædende". Kilian Dubrin generede sig heller ikke for lejlighedsvis at skilte med sine ti uforsørgede børn for at bevæge publikum til at købe flittigere hos sig. Dubrins udvalg af hårprydelser var i øvrigt imponerende: præste-, kokarderoset-, melange- og Mirledonparykker, tillige allonge, piske-, pung-, for ikke at tale om Kina-Ostindienfarer-parykker. Farveudvalget var også for enhver smag: grå, griseille, cendre, blonde, dertil hvid og sort samt brun med dertil hørende mellemtoner. De dyreste parykker kunne godt koste op til 100 rigsdaler.

Det københavnske publikum kunne også med undren læse om Dubrins hårindsamlingstourné i Jylland, hvor han på Viborg Snapsting indkøbte store mængder hår "med sin egen Haand selv afskaaren af Menniskers gamle Hoveder". Og dette gunstige indkøb skulle "legge første Fundament til Avantage for Fabriquen og dets Interessentere".

Fra paryktidens sene dage er bevaret en kuriøs sag blandt Københavns politis arkivalier. Den 28. december 1791 bragtes parykmagersvend Peter Schaltz for retten, anklaget for uberettiget at have gået omkring og friseret folk. Kendelsen lød: "Parykmagersvend Peter Schaltz har selv for Retten tilstaaet, at han ved at gaa omkring og frisere Folk har generet Parykmagerlauget. Og til Frifindelse for den Straf, man af samme Grund har krævet ham idømt, har han intet fremført, hvorfor han herved kendes pligtig til at bøde 4 Rigsdaler til Parykmagerlauget".


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |