sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit S - Strømpevævere
Note:

 

Strømpevævere

Strømpevævere kom til København i 1600-tallet. 1680 fik en mand ved navn Friderich Boye bevilling til at bosætte sig og fremstille "Camisoller eller Nattrøjer, Strømper og andet Arbejde". Mod at erlægge den sædvanlige told fik Boye desuden tilladelse til at indføre uld og silke til formålet. Københavns hosekræmmerlaug fik otte år senere sin skrå og det fremgår af denne, at der endnu ikke eksisterede strømpefabrikker her i landet.

Først 1736 kan det dokumenteres, at en egentlig strømpefabrik blev etableret i hovedstaden. Justistråd Kaj Friederich Schnell havde året før i Amsterdam sluttet en foreløbig kontrakt med strømpefabrikant Johann Simeon Juvalta, hvori det af taltes, at denne skulle flytte til København og der oprette en fabrik. Den 7. september 1736 tilstod kommercekollegiet Juvalta privilegium på fremstilling af strømper "af Silke, Sayette, Biber eller Castor af Uld, Bomuld saavel som Garn og Traad-strømper". Varerne skulle produceres på værkstole eller "metiers", og privilegiet gjaldt for Juvalta og hans arvinger 16 år frem i tiden. Den af det danske asiatiske kompagni importerede silke var han forpligtet til at benytte, mens de øvrige råvarer kunne skaffes direkte fra udlandet.

1736 var også året, hvor en anden strømpefabrikant, franskmanden David Perrin, fik lov til at nedsætte sig i København eller Fredericia. Men ingen af fabrikkerne fik det let med indtjeningen. Store problemer opstod, da Christian 6. døde 1746, for ingen måtte bære silkestrømper, så længe der sørgedes over monarken. 2.000 par blev i første omgang lagt på lager på Juvaltas fabrik, nu videreført af hans enke, og man søgte staten om hjælp på forskellige måder. Om det hjalp, vides ikke, men Juvaltas fabrik klarede i det mindste krisen.

1751 udstedte man laugsartikler for Københavns uldstrømpefabrikanter, idet fabrikanterne af samme vare, Jürgen Adolph Iborg, Joh. Diedr. Lange og Christian Robertsen hævdede, at den danske uld var så god en råvare, at den fortjente en professionel behandling. Det var i samme laugsskrå nedfældet, at to skuemestre en gang om måneden skulle kontrollere hver enkelt mesters arbejde. Bøden lød på to rigsdaler til laugskassen, hvis et par strømper blev fundet for dårlige. Da kommercekollegiet 1775 lod undersøge strømpevæverlaugets tilstand, viste det sig, at det kun talte syv mestre. De havde 14 stole i gang, men ti stod ledige. Derimod var der 19 priviligerede fabrikanter udenfor lauget, der tilsammen havde 73 stole i arbejde.

I 1770erne klagede de fleste af fagets mestre over, at arbejdslønnen var for høj, ligesom der var problemer med at skaffe spindere. Produktionen var på dette tidspunkt 6-10 par uldne strømper eller 3-4 par silkestrømper om ugen for en enkelt svend. Bedst kørende af alle foretagender var Wesselys & Warburgs fabrik, der oprettedes 1752. Den rådede 23 år senere over 1 mester, 27 svende, 32 spindere og 20 vindere. Virksomheden klarede også farvning, blegning og presning. I 1800-tallet, hvor familien Warburg var alene om at drive fabrikken, var der flere fremgangsperioder og den lukkede først 1902. Strømpevæverne, som speciel profession, var allerede fra 1890 ophørt, herefter kaldtes de for fabrikanter.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |