sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > København. Kulturhistorisk opslagsbog med turforslag
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Jens Fleischer©
Titel: København. Kulturhistoriek opslagsbog med turforslag
Udgivet: Kbh., 1985
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Afsnit V - Vor Frue Kirke
Note:

 

Vor Frue Kirke

Vor Frue Kirke ved Nørregade opførtes i sin tidligste form omkring 1200 og var af størrelse blot en landsbykirke. Kridtkvadre var byggemateriale, det samme som blev anvendt, da ringmuren rejstes omkring Absalons borg et par generationer tidligere.

Snart efter blev kirken sæde for kollegiatkapitlet og dermed gjort til en af hovedkirkerne i stiftet, som dengang styredes fra Roskilde. En afskrift af en bygningsindskrift på en længst forsvunden tympanon fortæller (oversat fra latin) at, "i det Herrens år 1316 genopbyggedes denne kirke, der forud fire gange var hærget af ildebrand".

Da man i 1300-tallet opførte den nye kirke, anvendtes røde munkesten og den fik domkirkestørrelse omtrentlig som den nuværende bygnings. Ligesom den endnu bevarede og samtidige søster kirke Skt. Petri i Malmø udformedes Vor Frue som en gotisk basilika, med højt midtskib, lavere sideskibe og tværskib. Højkoret havde omgang med fem radierende kapeller, en plantype som allerede var kendt fra 1000-tallets franske pilgrimskirker. Under den nuværende koromgang er bevaret rester af det gotiske bygningsværk.

Da det massive vesttårn rejstes i begyndelsen af 1500-tallet, voldte det store vanskeligheder. Nær spirets fuldendelse blæste knappen, "Pinnaculum", ned under et uvejr og det til trods for, at man mandagen næst før Kyndelmisse havde anbragt et lille udvalg af kirkens kostbare relikvier under en bjælke i tårnets spids. Udgiften til spirets kobbertækning tyngede også.

Med reformationen mistede Vor Frue andre af sine kostbare skatte, deriblandt kannikestolene. Til gengæld ophøjedes bygningen til rigets hovedkirke. Nyt inventar kom atter til, således orglet, der efter flere fornyelser, senest i 1690, pristes som et af de største og mest kostbare i Europa. Som gravkirke spillede den en hovedrolle. Her gravlagdes alle Sjællands bisper, berømte videnskabsmænd samt adelige slægter og fornemme borgerlige.

Al denne herlighed sank i grus ved branden i 1728, som udbrød den 20. oktober om aftenen. Hele natten brændte det i Nørregadekvarteret og næste morgen var det så hedt i tårnet, at intet levende kunne opholde sig deroppe. Ildfunker blev med sydvestvinden ført op mod tårnet og snart slog røgen ud af de øverste tårnvinduer for atter at blive suget ind. "Dette gentog sig trende Gange, ligesom naar en Mand trækker Aande", hvorefter det styrtede ned, ramte kirkens nordside og satte alt i brand. Næsten hele bygningen, på nær dele af koret og dåbskapellet, blev lagt i ruiner.

Grundstenen til en ny domkirke blev nedlagt 11. september 1731, men indvielsen foretoges først 1738 og spiret afsluttedes fire år senere. Genopbygningen skete efter tegninger af J. F. Ramus og J. C. Krieger, mens Thurah stod for opførelsen af det nye vesttårn. Udkastet til spiret skyldtes Vincents Lerche, der benyttede spirprojektet til St. Martin's-in-theFieids i London som forbillede. Tårnet indviedes december 1744 med opsættelsen af den store vindfløj med majestæternes navnetræk "under Paukers og Trompeters Lyd samt Haandværkernes Glædskabs Bevisning".

Under et af Københavns bombardementer den 5. september 1807 satte en congrevesk brandraket sig fast øverst oppe i spiret, hvortil ingen sprøjte kunne nå. Som en kæmpefakkel lyste tårnet op, klokkerne styrtede ned, af hvilke stormklokken vejede 12.000 pund, og hele kirken blevet inferno af ild og røg.

C. F. Hansen fik til opgave at projektere en ny kirke og 1808 afgav han et forslag om "Fordelene ved at decorere Frue Kirke i en ny Smag, i Stedet for at sætte den i Stand som den forhen var". Hertil anbefalede C. F. Hansen "den nyere, eller rettere sagt den gamle Græske og Romerske Smag", hvilket accepteredes.

To år senere lå tegningerne færdige, hvoraf en bygning med klare former trådte frem. Kirkens indre prægedes af søjlerækker anbragt over svære arkader og et vældigt kassetteret tøndehvælv med lysåbninger, mens de udvendige hovedmotiver var en tempelfront mod Nørregade og et apsisparti med Pantheon i Rom som forbillede. Denne bygning, som opførtes i 120rne for kejser Hadrian, var siden renæssancens dage superidealet for alle kirkebyggere. C. F. Hansen kan dog have fundet beslægtede motiver i Italien, hvor han rejste 1783-84: St. Andrea in Via Flaminia i Rom og apsis på Il Redentore i Venezia bygget af Palladio.

Tempelfronten var et stærkt ønske fra C. F. Hansens side, da "Den forrige Hoved Indgang til Kirken var i en heel uværdig Stiil". Gavltrekantens udsmykning, den såkaldte Johannesgruppe, udførtes efter tegninger af Thorvaldsen. Gipsmodellen stod færdig 1827 og skulle støbes i bronze. For det "er den eneste Materie, som kan udholde at staae i fri Luft i vort Clima, og som kan støbes saa tyndt og ved Stænger fra Ryggen af Figurerne befæstes i Muren, saa de næsten kunne bære sig selv, uden at give nogen Tyngde paa Gesimsen."

Men en udgave i bronze var for dyr, hvorefter brændt ler anvendtes og relieffet opstilledes 1838 med højtidelig afsløring på Thorvaldsens officielle fødselsdag den 19. november. Thorvaldsen fik i øvrigt ret. Københavns fugtige klima og urene luft fik relieffet til at smuldre og et nyt opsattes i bronze i 1928.

Samarbejdet mellem de to mestre, C. F. Hansen og Bertel Thorvaldsen, slog revner, da opgaven om apostelfigurerne skulle løses. Arkitekten ønskede dem anbragt i nicher, hvorimod Thorvaldsen nægtede at "have dem staaende i de Skilderhuse". Og ved den sidste løsning blev det. Selve kirkens opførelse strakte sig fra 1811 til 1829, mens de sidste arbejder fra Thorvaldsens hånd, statuerne af apostlene Andreas og Thaddæus, først leveredes i begyndelsen af 1840rne.

Allerede omkring 1850, fem år efter C. F. Hansens død, vovede man at pille ved hans mesterværk. Loftets pudsede kassettehvælv huggedes ned, en træbeklædning i samme form anbragtes i stedet og maledes blå. De klare glas i loftets lysåbninger udskiftedes med farvede og senere dekorerede man kassettehvælvet med udskårne, forgyldte stjerner! I 1902 spærrede man tillige hovedindgangen mod Nørregade.

Ved en gennemgribende restaurering i 1970erne, ledet af professor Vilhelm Wohlert, lykkedes det at genskabe C. F. Hansens interiører. Loftet blev atter malet hvidt og klare glas kom i, helt efter Pantheons princip. Bygningen blev genindviet 3. juni 1979.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

Titelark

A . B . C . D . E . F . G . H
I . J . K . L . M . N . O . P
Q . R . S . T . U . V W . X
Y . Z . Æ . Ø . Å


© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |