sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 1
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Henrich Callisen
Titel: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 1
Udgivet: Kbh., 1807
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: 1. del - indledning
Note:

 

[1]

Indledning

Naar man overskuer de mangfoldige Slægter og Arter af det udbredte Dyr-Rige, naar man betragter de Millioner Skabninger, for hvis Underholdning og Vedligeholdelse Naturen bærer saa moderlig Omsorg, saa er det paafaldende: at Mennesket er skabt mere hielpeløst og mere trængende til fremmed Bistand end alle andre Dyr. De fleste Pattedyr ere udrustede med de fornødne Kræfter til selv at kunne søge Moderens Bryster, men det svage nyefødte Barn maatte omkomme, hvis ikke Moderen nærmede sig det, for at give det Die. Mange nyefødte Dyr finde deres Føde tilberedet, og ligge, endskiøndt sig selv ubevidste, ligesom indhyllede i den første Næring, Naturen be-


2

stemte for dem; Barnet er desuden mindre beskyttet for Climaternes skadelige Indflydelse end de fleste andre Dyr; dets Legeme, som kun er lidet lettere end Vand, svømmer tungere og med større Livsfare, end nogen af de firebenede Dyrarters. Det har ingen medfødte Vaaben til sit forsvar, ingen Afkroge, intet naturligt Skiul mod voldsom Indvirken paa dets spæde Legeme. Naturen var, fra denne Synspunkt betragtet, mere omhyggelig mod utallige Orme og Insekter. Mennesket er underkastet uendeligt flere Sygdomme end andre Dyr. Mod disse saa utallige Livets Fiender kiæmpe de langt kraftigere end Mennesket, ved hin uforklarlige Naturdrift, som man i Almindelighed betegner ved Kunstordet Instinkt, der næsten aldeles er nægtet Mennesket. Det menneskelige Foster træder med Besværlighed frem af Moderens Skiød, svagt, nøgent, og blottet for alle udvortes Midler, der kunne beskytte og vedligeholde dets Tilværelse som levende Væsen, hvilke dog rigelig ere forundte Ormene i Støvet. Det endnu ufødte Foster tager Deel i alt hvad der virker paa Mo-


3

derens Siæl og Legeme. Ofte modtager det allerede før Fødselen Spiren til et sygeligt Liv og til kummerlige Dage. Moderens Sorger og Fortredeligheder, Anstrængelser eller Uvirksomhed, Sindsbevægelser og Lidenskaber, Umaadelighed eller Mangel, og mange andre Ting, kort, alt hvad der virker paa hende, forplantes med mere eller mindre skadende Indvirkning til Fosteret, hvis sarte Væsen, hvis Liv, er aldeles liigt Plantens. Fosterets Liv maa følgelig, ligesom Plantens, være betinget ved Kimets Godhed og Styrke, ved Jordsmonets (Frugtmoderens) Beskaffenhed og ved de Forandringer, denne i Svangeskabets langvarige Tidsrum er underkastet. Intet Under altsaa: at det menneskelige Foster er langt oftere end Dyrenes udsat for medfødte (congenti), og arvelige Sygdomme (haereditarii).

Langsomt, saare langsomt, udvikle sig de menneskelige Evner, Dyrenes meget hastigere.Disses Legemer opnaae i Forhold til den Levetid, Naturen bestemte for dem, i et meget kortere


4

Tidsrum den Grad af organisk Fuldkommenhed, hvortil de mueligen kunde stige. Mennesket derimod behøver næsten en tredie Deel af sin Levetid, førend dets Legeme vorder fuldkommen uddannet. Næsten alle Dyrarter erhverve inden kort Tid den fornødne Færdighed, uden andres Medvirkning og Hielp, til selv at sørge for deres Underholdning og Vedligeholdelse. Hvor langsom er derimod det spæde Barns Fremgang mod Ynglingens stigende Udvikling; hvor langsomme dennes Fremskridt mod Mandens fulde Kraft; hvor uundværlig andres bestandige og vedholdende medvirken til Barnets Velbefindende, Opfostring og Uddannelse. Det menneskelige Legeme opnaaer sielden den Fuldkommenhed, hvis Yttringer vi beundre hos Dyrene, dets udvortes Sandser sielden den Styrke. Trang til andres Hielp følger Mennesket fra Vuggen til Graven; umættligt i Ønsker og Begiærligheder, stedse higende efter væsentlige eller indbildte Nødvendigheder, er det under dets hele Tilværelse udsat for utallige Aandslidelser, for Kummer, Elendighed, Sygdomme


5

og Livsfarer, lige til Graven *). Skulde det høieste Væsen have været mindre billigt mod Menneskeslægten end mod alle andre Dyrarter? O nej! Skaberen selv er Kierligheds Kilde. Hans faderlige Hensigt kan umueligen have været anden end den, at tildele enhver Dyrart den høist muelige Grad af Livets Lykke, at mætte alt, hvad som lever paa Jorden, med Velbehag. Med mindre sandselige Fuldkommenheder har han forundt Mennesket en indvortes høiere intellektuel Kraft, en vidt omskuende Aand, denne Guddoms Gnist, hvis Væsen er saa ubegribeligt. Med denne især er det, at Mennesket paa hele Jordkloden staaer saa høit over alle andre Skabninger, og sættes i Stand til at raade Bod paa sine physiske Mangler, til rigelig at kunne skaffe til Veie alt hvad der udfordres til Livets Opold, Fornøielse og Lykke. Menne-

__________

*) Solus homo ab ipso ortu morbus est; dum educatur, inutilis, auxilium supplex implorat, dum increscit improbus & demens est, institutione puerili indigens; in ætatis vigore audax; ætate marcescens, iniferabilis, suos labores per imprudentiam excelens. Demokrit. Epist.


6

skets Trang blev ei heller, som Dyrenes, indskrænket til Naturens raae Produkter; dets Aand og dets physiske Kræfter fik anviist en mere udstrakt Virkekreds. Naturen frembyder os Ax fyldte med Korn, ikke at vi skulle tygge og nyde dem i deres raae Tilstand, men ligesom i den Forudsætning, at vi ved Anvendelsen af Konster og Videnskaber kunde forvandle dem til en lettere fordøielig, mere kraftfuld og vederkvægende Næring for os. Saaledes forædle vi raae Naturprodukter, og uddrage deraf lædskende og vederkvægende Drikke til Føde, Nytte og Velsmag. Saaledes nyde vi ei heller Kiødet af andre Dyrarter, ligesom Rovdyrene, raat og blodigt, men forvandle det ved Kogning og Stegning til en sundere og behageligere Føde. Forsynet har nægtet Mennesket det skarpe Syn, som er forundt adskillige Dyrarter, men den menneskelige Aand har udtænkt Midler, ved hvilke vi sættes i Stand til at betragte de mindste Atomer, og at skue hen i en langt større Frastand end noget Dyr formaaer. For det bevæbnede Øie er vor Synskreds næsten ubegrænd-


7

set. Den menneskelige Aand var det forbeholdt at udfinde Machiner, som kunde overveie endog de stærkeste Dyrs forenede Kræfter. Vi bygge Skibe, hvori vi, sikkre for Havets og Elementernes skadende Indflydelse, kunne ved Kompassets Veiledning omseile Jordkloden, hvilket aldrig noget Havdyr formaaede. Havets Bølger, optaarnede som Bierge, true at bedække et lavt Fartøi, udgydet Olie forvandler Havets stormende Overflade og farlige Brændinger til Stilhed. - Vi fylde Blærer med Gas-Arter, som ere lettere end Atmosphæren, og opløfte os derved til en langt større Høide end noget flyvende Dyr, nogen Fugl, er i stand til. Alle andre Dyr holde sig til Overfladen af Jorden eller dog nær den, Mennesket allene graver sig dybt ind i Jordens Skiød for at aftvinge den Metaller og andre Mineralier. Lynild har siden Verdens Skabelse dræbt Mennesker og Dyr, samt forstyrret deres Vaaninger og Bygninger; den menneskelige Aand var det forbeholdet at udfinde, at Metal leder denne himmelske Ild til Jorden, og ved Anvendelsen af


8

dette Middel at sikre baade Mennesker og deres Boeliger. Eripuit fulmen coelo. Havet truer at oversvømme vore Jorder, vi sætte Dæmninger mod dets kraftige Indvirkning, og forvandle derved de Stæder, hvor Søen rasede, til blomstrende Enge. Den menneskelige Aands Anstrængelse trænger ind i Naturens mest skiulte Underværker. Vi skille faste og flydende Legemers fineste Bestanddele, forvandle Vand til Dunster og disse til Vand; vi udvikle Legemers bundne Varmestof og frembringe derved Varme, Lys, Ild og Flamme. Vi samle Solens Straaler til derved at smelte Metaller. Forsynet har tilladt, at forskiellige Naturkræfter, uhindret kunde virke til Menneskeslægtens Skade, at derved en utallig Mængde af Sygdomme frembringes, som true det svage Legeme med Død og Ødelæggelse. Maaske hørte det til Naturens store Plan, at der saaledes skulle virkes paa den menneskelige Aand, og den derved skulde spores til at udfinde Midler, som kunde betrygge os mod overhængende Fare, formindske de store Masser af menneskelige Lidelser, og beskytte


9

den største af alle jordiske Velsignelser: Sundhed og Velbefindende.

Naar andre Dyrs Legemer have ved Alderen opnaaet deres bestemte Størrelse og Udvikling, da have Siælens Evner hos dem tillige naaet den Grad af Fuldkommenhed, som de ikke lettelig formaae at overstige. Menneskets Aand derimod kan vedblive i bestandig og tiltagende Virksomhed, i vedholdende Stræben efter Fuldkommenhed; den allene blev dannet og bestemt til at kunne ved vedvarende Opmærksomhed indsamle nye Erfaringer, og af dem at uddrage høist vigtige Fornuftslutninger; til at kunne forene Fortidens Tildragelser med Nutidens, og at benytte dem til sin Fordeel og Lykke i Fremtiden, indtil endelig Sygdom og Alder svække disse Evner, og den Tidspunkt nærmer sig, da det menneskelige Legemes materielle Dele skulle gives tilbage til Naturens Skiød, for igien at bidrage til andre Natur-Produkters Dannelse. Skaberen har givet Mennesket den finere Følelse i Fingrene, der giør dem skikkede til


10

saa mange Konster, hvortil Dyret, som mangler denne Følelse, ikke er oplagt.

Saa stort er Fortrinnet, som Menneskene nyde frem for alle andre Dyr paa Jordkloden, men dette Fortrin vilde være mindre fremskikkende og af ringere Virkning, hvis ikke Menneskene i selskabeligt Samfund giensidigen bestræbede sig for at udvikle hverandres Fuldkommenhed. Allene og uden sin Lige vilde maaskee Mennesket ikke udmærke sig meget fremfor andre Rovdyr, dets Bestræbelser vilde nok allene være indskrænkede til dets Underholdning og Forsvar. Intet Dyr i hele Skabningen trænger derfor saa høit og uundværligen til et selskabeligt Liv, og til Forbindelse med sine Lige, som Menneskene, de kunne ikke undvære en saadan Forbindelse, naar de skulle opnaae deres høiere Bestemmelse. Under Samfundets forenede Anstrængelser kan den kloge og oplyste komme den mindre kloge og enfoldige, den lærde den svagere, den unge den gamle, den erfarne den uerfarne, til Hielp til at fremvirke Livets Fornødenhe-


11

der, Behageligheder og til større Fuldkommenhed. Naturen magede det derfor viseligen saaledes, at fælles og giensidig Trang nødte Menneskene til at forene sig i Selskaber og at denne Trang maatte stige i et bestemt Forhold til Menneskets virkelige eller indbildte Fornødenheder, dets Higen efter Vellevnet og Forlystelser. Saaledes fremkom Byer og Stæder, blandt hvilke nogle, som den ældre og nyere Historie lærer os, indeholde næsten en Million Beboere.

Iblandt de mangfoldige Fortrin, som Skaberen har forundt Mennesket, er ogsaa den: at dets Mund, Tunge, Gane og Luftrør ere saaledes indrettede, at de kunde frembringe en uendelig Mængde af sammensatte Toner og Lyd, hvorved det udmærker sig frem for alle andre Dyr. Disse Anlæg og disse Evner gjorde det mueligt for Mennesket at betegne hver enkelt Ting i den hele Natur med et bestemt Navn, og giensidigen at meddele hverandre deres Tanker og Begreber; deraf fremkom Sprog, og, som en Følge deraf, Skrift, hvil-


12

ken, ved Generationers Bestræbelser, og under Tidernes Løb, ere stegne til en høiere eller lavere Grad af Fuldkommenhed og Dannelse, i Forhold til, som Menneskene i forskiællige Lande og i enkelte Stater stode i en mere eller mindre nøiagtig Forbindelse med hinanden. Mangel paa en saadan Forbindelse udsatte Stater og Mennesker for den Nødvendighed at betegne hver enkelt Ting med en egen vilkaarlig Lyd, med et Ord eller Udtryk. Saaledes opkom de forskiællige Sprog. Saare heldigt vilde det have været for Menneskeslægten, om ikkun eet Sprog paa hele Jordkloden var bleven almindeligt, da nu en stor Deel af Menneskets Levetid og Dannelse maae anvendes til Sprogkundskab, som nødvendig, til at kunne benytte andre oplyste Nationers Aands Producter og Erfaringer. En af de vigtigste Opfindelser af den menneskslige Aand, Bogtrykker-Konsten, forplanter de menneskelige Kundskaber og Erfaringer til vore Samtidige og til den sildige Efterslægt, til alle beboede, dyrkede og dannede Verdens-Dele. Sprog og Bøger ville for Bestandig hindre, at de


13

menneskelige Kundskaber ikke nogensinde gaae tilbage, men skride bestandig frem deres endelige Fuldkommenhed i Møde; aldrig vil igien nogen Barbar, som fordum, ved at opbrænde Alexandriens store Skrift-Samling, næsten paa een Gang ødelægge Oldtidens Kundskaber for Efterslægten. Om end paa enkelte Stæder Vantroe og Overtroe, Overdaadighed og Vellyster, Mangel og Fattigdom, Tyrannie og Aands-Undertrykkelse, Krig og Ødelæggelse, Natur og Aands-Revolutioner igien kunne frembringe temporaire Formørkelser og Barbarie, saa vil dog i det hele den menneskelige Aands Oplysning og Opfindelser betandig rykke end videre frem, bestandig stræbe til Fuldkommenhed. Vore Dage kunne rose sig af Opdagelser, som vore Forfædre ikke ansaae som muelige, Efterslægten vil gaa meget videre frem i Kundskaber og Opfindelser og med Overbærelse see tilbage paa vore Tiders Uvidenhed

Forsynet har forundt et hvert Menneske Evne til at erhverve sig Legems og Aands Fuldkom-


14

menheder, og dog see vi, at disse ere, saavel i hele Naturen, som i enkelte Individer, saare Forskiællige. Unægtelig har Legemets individuelle Dannelse heri nogen Deel, og staaer især Hiernens mere eller mindre fuldkomne Udvikling i et bestemt Forhold til Siæle-Kraftens intellektuelle og lidenskabelige Yttringer. Ingen Stat kunde heller bestaae, hvis alle dens Individer vare af Naturens Haand udrustede med lige Dannelse, lige Anlæg, lige Evner. Samfundet maatte i dets enkelte Lemmer have høist forskiellige, nu mere nu mindre vigtige Organer, for at kunne bestaae og virke uforstyrret som et Heelt. Det maatte, ligesom et konstigt Uhr, have sine større og mindre Hiul af forskiællig Vigtighed, men dog lige uundværlige til dets bestemte Øiemed. Dog kan det antages, som en almindelig Grundsætning, at ethvert menneskeligt Individ af sig selv, uden Indvirkning af tilfældige skadelige Omstændigheder, har Anlæg til, om ikke i den hele uhyre Omkreds af menneskelige Kundskaber, hvilket, om til nogen, dog kun til faae Dødelige er givet, at


15

virke ved Legems eller Siæls Anstrængelse physisk og moralsk Godt, og bidrage til menneskelig Fuldkommenhed.

Ogsaa er det en historisk Sandhed, at alle Nationer kunne fremvise udmærkede Mennesker, som ved deres fortrinlige, deels physiske, deels intellektuelle og moralske Kræfter have svinget sig over Individernes almindelige Virkekreds, have ligesom grebet ind i Verdens Anliggender, og efter deres forskiellige Sindelav udbredt enten Jammer og Ulykke, eller Held og Lykkelighed over store Strækninger af Jordkloden. Dyrenes Virkekreds er langt mere indskrænket end Menneskets; de leve ikkun for dem selv og spæde Ungers Underholdning; Mennesket som oftest for sine Samtidige og for Efterslægten. Arbeide er Menneskets Lod og fører sin Belønning med sig. Langt fra at være en Forbandelse at æde sit Brød i sit Ansigts Sveed, er det een af Forsynets kostbare Velsignelser. For et tænkende Væsen kan ingen Lykke være til uden Arbeide. Ingen Roelighed er sø-


16

dere, end den man nyder efter vel fuldendt Arbeide. Den følelse at have vel anvendt de Kræfter, man modtog af Naturens Haand, er ligesaa behagelig, som beroeligende i alle Livets Stillinger; i ingen Alder og ingen Stand er Mennesket lykkeligt ved Leddiggang og Vellevnet.

Det kan ikke nægtes, at jo udvortes Omstændigheder og Natur-Virkninger kunne paa en velgiørende eller skadelig Maade virke paa Siælens og Legemets anlæg og Udvikling til Fuldkommenhed, at Siælens og legemets Kræfter kunne herved stemmes høiere eller lavere, at Menneskets Charakter og Temperament, Munterhed og Alvorlighed, Dyder og Lyder, Helbred og Sygdom, Liv og Dødsmaade kunne derved undergaae de største Forandringer.

Af disse udvortes Ting, som saa meget virke paa Menneskene, ere de fornemste: Solen, som varmer og opliver os, Luften, hvori vi leve, Jorden, hvis Overflade vi beboe, og Fødemidlerne, som tiene os til Næring.


17

Solen, hvis velgiørende Væsen, dette Billede af Guddommen, som giver os Lys og Varme, som er Kilden til Liv og Frugtbarhed, som fremvirker de forskiællige Aars-Tider, som udbreder Fryd og Velbehag over Jordkloden, uden hvilken Verden vilde være et mørkt ubeboeligt Chaos, og Dyr- og Plante-Riget omkomme; dette Skaberens Mesterstykke virker paa en særegen Maade paa Menneskeslægten, som paa hele Naturen. Solens Virkning er dog langt fra lige velgiørende for alle Jordklodens Beboere. Den udbreder Lys og Varme fra sit ubevægelige Sæde paa den Deel af vor bevægelige Jordklode, som vender imod den, og frembringe utallige af de Forandringer, som vi bemærke over Jordklodens hele Strækning, paa de forskiællige Stæder i Forhold til Solens Indflydelse. Imellem Polernes evige Iisbierge og under Liniens brændende Hede finder man Naturens Skueplads meget forskiællig, og Naturkræfter og Virkninger i det hele, baade i Plante- og Dyr-Riget, mindre kraftfulde. Menneskene skride i disse ublide Himmelegne langsommere frem


18

i Forædling til moralske og physiske Fuldkommenheder fremfor de lykkeligere Beboere af de Lande, som nyde en mildere og mere oplivende Indvirkning af dette mægtige væsen. Man kan af denne Aarsag maaske hidlede de forskiællige National-Charakterer og Temperamenter, som man bemærker i forskiællige Lande: at man finder paa nogle Stæder Beboerne kraftfulde og store, paa andre derimod svage og mindre, i nogle muntre og vittige, i andre alvorlige og dybsindige, i nogle arbeidsomme og dristige, i andre lade og uvirksomme. Heraf kunne tildeels forklares de forskiællige Tilbøieligheder, Dyder og Feil, Sæder og Fornøielser, Sygdomme og Levetider, som vi bemærke iblandt Jordens Beboere, og hvori Solens Indflydelse sikkerligen ikke har en ubetydelig Andeel. Solens electriske Ild, denne materielle Siæl af alle levende Væsener, Moder til Følelse og Indbildningskraft, virker paa Luften, hvori og hvorved vi leve, paa Jordbunden, som vi beboe, paa Fødemidlerne, vi nyde; den igiennem-


19

trænger ogsaa Menneskene, og synes at charakterisere og specificere Menneske-Classer.

Mennesket lever i og ved Luften. Dette ubundne eller flydende Væsen kan ikke kiendes ved Sandserne, men er et Vehikel for mangfoldige fremmede Ting, som kunne virke paa Helbred og Liv; den bringer Lyden til vore Ører, og ætheriske Uddunstninger til Organet for vor Lugt, den trænger igiennem Hudens fineste Aabninger ind i det menneskelige Legeme, den bliver indaandet og nedsynket, den udgiør en ikke ubetydelig Bestanddeel af Næringsmidlerne, og bidrager til at danne faste og flydende Dele af alle dyriske Legemer. Intet, som lever i Dyr- og Plante-Riget paa Jorden kan undvære den; den udgiør det almindelige og væsentlige Princip af Livet; i sin tilbørlige Tilstand er den Kilden til Sundhed og Velbefindende, i dens Forandring og Blanding er den Grunden til adskillige Sygdomme og Døden. Den virker forskiælligt i Henseende til dens Masse og Bestanddele, og i Henseende til dens Bevægelse. Aandbar


20

Luft er ikke et eensformigt, men et sammensat Væsen, den er en Blanding af Surstofgas, Stikstofgas, Kulsyregas og Ilddele, som den almindelige Grundaarsag til alle Legemers flydende Form. Ofte er den tillige svangret med Vanddunster. Det vedbørlige Maal og den rigtige Forbindelse af disse forskiællige Bestanddele udgiør den rene, sunde, lette, elastiske velgiørende atmosphæriske Luft. Naturens chemiske Grundlove giøre, at Luften er bestandige Forandringer underkastet, den blive bestandig decomponert, taber nogle af sine Bestanddele og modtager andre. Selv Planteriget, for hvis Vært Luften er en væsentlig Betingelse, bidrager igien til dens Fornyelse og Forbedring. Ved Aandedrættet modtager det dyriske Legeme en Deel af Luftens Bestanddele, nemlig Surstof, som forbinder sig med Vædskerne og udbreder Livskraft i alle Dele; under Udaandinger skiller Legemet sig derimod ved sit skadelige Overmaal af Kulsyre, som forbinder sig med Atmosphæren.


21

Indsluttet reen atmosphærisk Luft fordærves ved Dyrenes Aandedræt, og bliver uskikket til Livets Vedligeholdelse saavel i Dyr- som i Planteriget. I en saadan fordærvet Luft findes Surstofgassen formindsket, Kulsyregas derimod forøget og i Forbindelse med Stikstofgassen, som hele Massens prædominerende Bestanddeel. Alle Legemer, som ved Bevægelse, Roelighed, Varme og Adskillelse af deres Bestanddele, modtage en større Lethed end den atmosphæriske Luft, saasom reent eller fordærvet Vand forvandlet til Dunster, dyriske Uddunstninger, forraadnede dyriske- og Plante-Dele, opløfte sig i Dunstkredsen, træde i Forbindelse med Luften, og afgive ofte Aarsagen til forskiællige Sygdomme og pludselige Dødsfald. Naar Overvægten af een eller anden af Luftens Bestanddele finder Sted, naar fremmede Legemer eller Sygdoms-Stoffe ere forenede med den, saa er den fordærvelig og skadelig, den er ureen, mindre elastisk, tungere og giør ofte Indtryk paa vor Følelse og vore Sandse-Redskaber; den er da mindre oplivende, mindre understøttende for vore or-


22

ganiske Funktioner, og qvæler Menneskets medfødte Anlæg til at stræbe efter tiltagende Fuldkommenhed. Naturens evige uforanderlige Love, fastsatte ved Skaberens Viisdom, virke som oftest kraftigen til Luftens Forbedring og til Gavn for Menneskeslægten. Naar Solens Hede har forandret Vanddelene fra en bunden til en ubunden Tilstand, og forvandlet dem til Dunster, bliver Luften i den høiere Atmosphære opfyldt dermed. Ved Solens Nedgang, naar dens velgiørende Straaler forlade vor Synskreds, bliver Luftens Temperatur forandret, den bliver mindre varm, Vanddunsterne nærme sig igien til deres bundne Tilstand, blive tungere og falde, som en veldædig Dug, mod Jorden til Vederkvægelse for Plante- og Dyr-Riget. Naar en betydeligere Masse af Vanddunster har løftet sig i Høiden, falder den i Form af Draaber, som Regn, Snee eller Hagel, tilbage igien i samme Maal, som den var Jordkloden berøvet. Efter Tyngdens almindelige Love søger Vandet paa Jordklodens Overflade stedse hen til de laveste Stæder, for endeligen at forene sig med det


23

store Ocean. Jordkloden vilde snart være tørret ud til en ufrugtbar Ørk, dersom ikke Solen, ved hiin store chemiske Proces, bevirkede Vædskernes Kredsløb i det udstrakte Hele.

Naar Luften er opfyldt med electrisk Materie, med dette kraftfulde Væsen i Skaberens Haand, som virker saa mægtigt i hele Naturen, som bidrager saa kraftigt til hver et Livs Yttring paa Jordkloden, naar Dunstkredsen er opfyldt dermed, naar hele Skabningen finder sig derved trykket og besværet, saa fremvirkes velgiørende Explosioner, Lyn og Torden, og hele Naturen føler sig derefter styrket og vederqvæget.

Luften vilde tabe sine velgiørende Egenskaber for Dyrriget, om den længe var i en fuldkommen roelig Tilstand. Skaberen har desaarsag ved Naturens Love og Naturens Virkninger sørget for, at den er i bestandig Bevægelse; denne bevægede Luft kalder man Vind. Den sædvanlige umærkbare Luft, naar den er i en roelig Til-


24

stand, virker, sat i Bevægelse, paa vore sandselige Redskaber, og i Forhold til Bevægelsens Hastighed, og de forskiællige Dele Luften indeholder, kraftigen paa vort Helbred. Vind er Hovedmidlet, hvorved Luften bliver forandret, forbedret eller modtage skadelige Egenskaber. Nu er den svag og næppe følelig, nu bevæger den sig med en Kraft og Hastighed, som selv de fasteste Legemer af og til ikke kunne modstaae. Vinden kommer fra alle Directioner efter alle Streger af Kompasset, den er af og til saa foranderlig, at den i 24 Timer omgaaer hele Omkredsen deraf, paa andre Stæder holder den en fast og uforanderlig Gang, som nogle Egnes Monsoor- eller Passat-Vinde; nu er den anderledes paa Jordens Overflade, end i den høiere Dunstkreds, hvor den driver Skyerne i en modsat Retning. Vinden udbreder Luftens forskiællige velgiørende og skadelige Bestanddele over hele Jordkloden, bringer den med utroelig Hastighed fra de fierneste Egne til os; den bringer os Varme og Kulde, Fugtighed og Tørke, den har en aabenbar Indflydelse paa Liv


25

og Helbred, paa Legemets og Siælens Kræfter; uden al Vind vilde baade den physiske og moralske Verden forstyrres. Men hvor er den usynlige Haand, den skiulte kraft, som forvandler den milde oplivende Zephyr hastig til en brusende Storm, som formaaer at kuldkaste de stærkeste Træer, at forstyrre vore Boeliger og ofte synes at true med almindelig Ødelæggelse, som forandrer Havets glatte Overflade til rasende Bølger, ophøiede som Bierge? O! denne Kraft er i Skaberens Haand, som ogsaa styrer den efter vise og bestemte Love, til almindelig Gavn og Bedste. Vi kunne ikke bestemt angive Aarsagen til disse Naturens Underverker, som Vinden frembyder; maaskee Efterslægten vil udforske dem; dog have vi Grund til den Formodning, at ogsaa her den electriske Materie, ved hastig at sætte bunden Luft i ubunden elastisk Tilstand, er Aarsag til Vinden og dens Forandringer, og at denne Udvikling rimeligen skeer fra Havets og hele Jordens Overflade; skiønt vi ere ubekiendte med Maaden hvorledes og efter hvilke Naturlove dette fremvirkes.


26

Vor jordklode, dette Atom i det umaalelige Rum af Skabelsen, indbefatter med Hensyn til Mennesket en Uendelighed af Masse, Omkreds og Forandringer. Jorden frembyder os Materialier til vor Næring, til vor Boepæl og til alt hvad som kan bidrage til Livets Ophold og Nydelse, til Lykke og Velbehag; dog er Jordens Overflade meget forskiællig i Henseende til Solens Indflydelse, Luftens Beskaffenhed, Naturkræfternes velgiørende Virksomhed, og Jordarternes Blanding og Bestanddele. Skulde dette ikke have Indflydelse paa Menneskets physiske og moralske Dannelse og Beskaffenhed? Skulde Beboerne af Riger, Stæder, Byer indtil de mindre selskabelige Forbindelser, ikke bære Præget af de Indvirkninger, af den Plet Jord, hvorpaa de leve? upaatvivleligen. Overskue vi Jordens Overflade, saa finde vi Egne, hvor Naturen af sig selv og uden Menneskenes Anstrængelse frembringer alt hvad som henhører til Livets Ophold og Nydelse; andre derimod, hvor de første Livets Nødvendigheder ikkun ved Arbeide, Legems og Aands Anstrængelse maae aftvin-


27

ges Jorden og Vandet; nogle Egne, som ere høie og biergede, andre side og lave, nogle, hvor Jordbunden er tør, andre, hvor den findes fugtig, sumpet og omgivet med Moradser; nogle, hvor Jordbunden findes leeret, frugtbar, beqvem til at fremvirke og understøtte Plantelivet, andre, hvor den er sandet og ufrugtbar; nogle i nærheden af Havet, Floder, Søer, Kilder, andre, hvor det nødvendige Vand maa skaffes til Veie af dybe Brønde. Betragte vi derefter Beboerne af disse forskiællige Egne, saa finde vi: at deres Temperament, Charakter, Legems- og Siæls-Evner, og deres Udvikling, Helbred og Sygdomme ere meget forskiællige. Hvor paafaldende er ikke den afstand imellem Bierg- og Dal-Beboere, imellem dem, som beboe høitliggende og lave fugtige Lande, hvor forskiællig deres Arbeidsomhed, Munterhed, Sæder og Forlystelser. Det synes at være temmelig almindeligt, at, jo gavmildere Naturen har været imod enkelte Egnes Beboere, hvor alle Livets Nødvendigheder, næsten uden Arbeide og Umage, frembyde sig for dem, desto uvirk-


28

sommere, ladere, svagere paa Legeme og Siæl synes de at være, derimod de, som beboe høie, biergede, mindre frugtbare Stæder, de, som i egentlig Forstand maa æde deres Brød i deres Ansigts Sveed, nyde Arbeidsomhedens Velsignelse, ere stærke og kraftfulde, glade og lykkelige, fuldkomnere i Legems og Siæls Dannelse, ere færre Sygdomme underkastede, hvorved sædvanlig deres Levetid bliver forlænget.

Alle Naturens Riger, udbredte over hele Jordkloden, bidrage til de dyriske Legemers Føde, Underholdning og mangfoldige Nydelser. Vel har Menneskenes Anstrængelse lært os, endog fra de fjerneste Egne, at samle mange Ting og Naturprodukter, som tiene til deres væsentlige eller indbildte Nødvendigheder, til Føde og Fornøielse; dog er det almindeligt: at enkelte Egnes Beboere søge deres Føde, som Naturen selv yder dem, eller, som de aflokke den ved Arbeidsomhed og Kunst, paa de Stæder og paa den Grund, de opholde sig, for saavidt den kan være tilstrækkelig til deres Un-


29

derholdning. Alle Naturens Produkter modtage en mærkelig Forskiæl og Forandring efter Solens foranderlige Indflydelse, Luftens særegne beskaffenhed og Jordsmonnets Natur *). De første Livets Nødvendigheder: Dyr, Planter og Vand, ere, betragtede fra disse Synspunkter, mange forandringer underkastede. Denne Forskiællighed maa nødvendig have Indflydelse paa Liv og Velbefindende, paa Charakter og Sæder **), og maa være foranderlig i Stæder og Lande, som ikke nyde den samme Himmelegn, og hvor følgelig Naturens Produkter maae frembringe foranderlige Virkninger.

Store Stæder, hvor mange Mennesker ere indsluttede i et snevert Rum, foranledige for Menneske-Selskabet saavel vigtige Fordele, som trykkende Mangler. I folkerige Stæder, hvor mange Menne-

__________

*) Omnia, quæ a terra producuntur, terræ ipsius naturam sequuntur. Hippocrat. de aëre, aquis & locis.

**) Ingenia hominum ubique locorum situs format. Curtius libr. VIII.


30

sker ere samlede, hvor Anlæg og Evner findes saa forskiælligen udviklede, er det naturligt, at den oplyste kommer den enfoldige, den lærde den ulærde, den kloge den mindre kloge, den rige og formuende den fattige og trængende til Hielp; her kunne alle endog, uden at være sig det selv bevidste, virke til et fælles Øiemed, til Samfundets Vedligeholdelse og hinandens giensidige Bistand, da alle Stænder trænge til hinanden og staae i nogen Forbindelse sammen; her ere sædvanligen Hielpemidler samlede til Opdragelse, Konster og Lærdom; sielden bliver derfor noget. Genie, endog med det fortrinligste Anlæg, udviklet til nogen Grad af Fuldkommenhed, undtagen i støre Stæder; her blive Sprogene uddannede, og Forbindelse med fremmede Nationer vedligeholdt; her finde Aandens og Flidens Produkter deres Fremme til Nytte og Velbehag; her mangfoldiggiøres Livets Behageligheder, Glæder, selskabelige Forlystelser og Adspredelser; her ligesom afslibes det raae i Menneskets udvortes Adfærd, og modtages en behagelig Fiinhed og Anstand, skiønt ikke sielden paa


31

Sædelighedens Bekostning. Her gives og læres Forsigtigheds-Regler til at afværge Sygdom og Sygdomssmitten; her findes Læger og Lægemidler til at helbrede de Syge og derved at forlænge Livet. Paa den anden side frembringe folkerige Stæder sædvanligen skadelige Følger, som ere fordærvelige for Menneskeslægten. Det naturlige ufordærvede Menneske, som lever paa Landet i nogen Afstand fra store Stæder, er sædvanlig godmodigt, redeligt, sanddru, giæstefrit, velgiørende og arbeidsomt; Mennesker i folkerige Stæder derimod, bliver gerne mere egennyttigt, forfængeligt, stolt, vellystigt, og som oftest mindre arbeidsomt. Den gode Natur bliver saaledes let afsleben ved Omgang med saakaldte forfinede og oplyste Mennesker, som ofte have forskiællig og modsat Interesse; Usandhed, Falskhed, Smigrerie og Bedragerie, blive sædvanligt mere eller mindre herskende; Overdaadighed, Umaadelighed, Forfængelighed og Higen efter Adspredelse og Forlystelser, have deres Hovedsæde i folkerige Stæder. Ja man kan vel, uden at være for stræng,


32

antage, at endog alle disses Indbyggere, uden Undtagelse, bære mere eller mindre Præget deraf. I store Stæder er Luften mindre god, skadelige Uddunstninger ere mangfoldige; Solens og Vindens velgiørende Indflydelse ringere, Næringsmidlerne og Vandet ikke saa gode, som Naturen ellers frembyder dem, men nærme sig mere til Fordærvelse og ere derfor mindre velgiørende; skadelige Udsvævelser og Vellyster ere hyppigere, m.v. Af det anførte følger da, at det physiske og moralske Onde, som hviler over Menneskeslægten, nødvendig maae være større i alle folkerige Stæder, at der findes mindre Kraft og Styrke, mindre Tilfredshed og Lykke, skrøbeligere Helbred, flere Sygdomme og større Dødelighed.

Alle oplyste Nationers Bestyrere have derfor længe søgt, ved velgiørende Love og Anordninger at formindske Mængden af disse skadelige Indflydelser og deraf hidrørende Sygdomme, endskiøndt der desværre gives mange, som ingen Lov kan afværge eller formindske. Lægerne have paa


33

deres Side i adskillige Lande giort sig Umage for, at anvende almindelige og ved bestandig Erfaring stadfæstede Grundsætninger paa enkelte Stæders specielle Beliggenhed og Beskaffenhed. Englændere, Franskmænd og Tydskerne have heri givet rosværdige Mynstre ved at udarbeide enkelte Stæders medicinske Topographier. Fædrelandet derimod mangler aldeles slige almindelige Beskrivelser. Jeg har derfor vovet at giøre det første forsøg til at afhielpe denne Mangel. Vel føler jeg fuldkomment, hvormeget der hører til en nøiagtig Beskrivelse af Kiøbenhavn med Hensyn til Helbred og Sygdom, hvor vanskeligt det er, at give en Beskrivelse over Stadens Beliggenhed, Indretning og Folkemængde, om Klimatets Indflydelse, Vandene og Næringsmidlerne, Indbyggernes Beskiæftigelse og Næringsveie, deres Forlystelser, Adspredelser, Sæder og Moder, Afværgelse af Farer og Sygdomssmitte, Fattiges og Syges Pleie, Omsorg for Børn og deres Opdragelse, om Medicinal-Væsenet, samt om de herskende Sygdomme og Dødeligheden blandt


34

Stadens Indbyggere. Jeg føler ogsaa tilfulde de Mangler, dette Forsøg indeholder. Min Hensigt er kun derved at opmuntre andre til at gaae videre frem paa denne hos os ubanede Vei, og til engang i Tiden at pryde Fædrelandets Litteratur med et fuldkomnere Værk over denne saa høistvigtige Gienstand.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

1. del

2. del


Søg:

Loading

© Selskabet for Københavns Historie 14. september 2007
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |