sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 2
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Henrich Callisen
Titel: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 2
Udgivet: Kbh., 1809
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: 2. del - kapitel 12
Note: Denne indholdsoversigt er bygget specielt til webudgaven.

 

[534]

Tolvte Afdeling

Herskende Sygdomme i Kiøbenhavn.

Ved at anføre nogle af de meest herskende Sygdomme i Kiøbenhavn, er det ikke min Hensigt at give nogen Veiledning til disse Sygdommes Helbredelse, hvilket vilde være unyttigt og overflødigt for de Kyndige, og utilstrækkeligt og maaskee skadeligt for Ukyndige. Jeg indskrænker mig her allene til nogle almindelige Anmærkninger, som jeg troer især at kunne fortiene Kiøbenhavnernes Opmærksomhed. Jeg nævner iblandt disse først Børne-Sygdomme. Spæde Børns Guulsoet , hvorved Huden ofte nogle Dage efter Fødselen antager en guulrød Farve, hidrører deels af den beegartede sorte Ureenlighed (Meconium), som under Frugtsommeligheden samler sig i Børnenes Tarme og bliver indtaget i Blodet, deels af Luf-


535

tens og Temperaturens uvante Indvirkning paa Legemets Overflade. Dette Tilfælde er sædvanligst ubetydeligt og pleier efter nogle Dages Forløb at forsvinde. Det forekommes og hæves ved tvende simple Midler, lunkne Bade og tilbørlig Renselse af de første Veie, naar Naturens Indretning: at Moderens første Melk affører, ikke skulde giøre afførende Midler unødvendige. Trødske (Aphtæ) paa spæde Børns Tunge og Mundens indvortes Overflade er her hos Børn meget almindelig. Vel er dette Tilfælde, som oftest ubetydeligt, dog besværer det Børnene endog i en høi Grad, og udbreder sig ogsaa til Moderens eller Ammens Vorter, som giver Barnet Die, og derved foraarsager langvarige Lidelser for begge. Sædvanlig forebygges dette Tilfælde ved at vadske Barnets Mund, hver Gang det har pattet, med en blød svamp, vel behæftet til et Stykke Fiskebeen, og dyppet i koldt Vand, og ved den strængeste Omsorg for Reenlighed i Ordets videste Bemærkning, som forhen p. 248 er erindret. Skeer dette ikke snart, og frembringes ingen fordeelagtig Forandring, saa har man Grund til at formode Melkens slette Beskaffenhed, eller ogsaa en skiult


536

Sygdom hos Ammen, som af en Læge maatte bedømmes og behandles. En ikke mindre usædvanlig Besværlighed hos spæde Børn er Hudløshed imellem Benene, under Armene og hvor Huden giør Folder. Som oftest foraarsages dette Tilfælde af Ureenlighed og Urinens skarphed, naar Bleer og Linned ikke ofte nok skiftes; flittig Vadsken og lunkne Bade ere ogsaa her de fortrinligste Midler, forbundne med den nøiagtigste Reenlighed. Salver og Strøe-Pulvere, som indeholde Blye, ere i en høi Grad skadelige. Langvarig Hudløshed, naar den fugter stærk, buldner, eller er ildelugtende, den er mistænkelig og kræver en Læges Raadførsel.

Spæde Børns Durkløb (Diarrhe) kunde af og til være nyttig og velgiørende, til andre Tider farlig, endog dødelig. Under alle Omstændigheder kræver dette Tilfælde Opmærksomhed, at ikke den nyttige Udtømmelse stoppes, og den skadelige ikke standses. De sædvanlige Aarsager ere Umaadelighed af Barnet, eller Moderen og Ammen, Melkens skadelige Beskaffenhed, Syrlighed i Børnenes første Veie, Forkiølelse, Tandarbeide, Svagelighed, eller Misbrug af afførende Mid-


537

ler. Det kan antages, som en almindelig Sætning, at naar Diarrheen ikkun er maadelig 3 til 4 Gange daglig, Afgangen ikke er grøn, blodig eller meget vandagtig, naar Barnet er muntert, ikke taber Appetit og Fyldighed, kan man roeligen overlade den til Naturens egne Kræfter; under modsatte Omstændigheder kræver Sygdommen en Læges Raadførsel.

Børnenes Øien-Betændelser fortiene til alle Tider en høi Grad af Opmærksomhed, da de ikke sielden give Anledning til, at disse Ulykkelige for bestandig og uigienkaldeligen berøves Synet. Jeg har været Vidne til en Deel sørgelige Erfaringer herom, især i den Art af Øien-Betændelse, hvor en tyk, sei og slimet Materie samles imellem de tillukkede og hovne Øienlaage og Øiet, hvorved dette i kort Tid kan angribes og ulægelig Blindhed foraarsages. Ofte giver Børnenes for tidlige Udsættelse for stærkt Lys, Støv og Røg, saa og forsømt Vadskning af Øinene, Anledning dertil. Naar Øien Laagene ikkun vanskelig eller med megen Besværlighed af Barnet kunne aabnes, og da en hvid tyk Slim udflyder, saa er det nødvendigt: at man ofte om Dagen aabner Øien-Laagene, og Øinene vad


538

skes. Jeg har seet mange Mødre, som med deres Tunge, uden Smerte for Barnet, med megen Behændighed aabnede Øien-Laagene, og ofte udtømmede den tilbageholdte Materie, hvorved Børnenes Øine bleve frelste. En Læges Raadførsel vil bestemme det øvrige. Andre almindelige og ofte farlige Børne-Sygdomme, Krampe, Tandarbeide, den engelske Syge, Kiertelsyge, Orm, Skiævheder af Ryggen m. v. kunde ofte under behørig Omsorg, især med Hensyn til Diæt, Reenlighed, Bade, Bevægelse og frie Luft, som forhen er anført, forebygges; naar disse Sygdomme virkelig allerede findes, saa er Maaden at helbrede dem paa, efter de tilfældige Omstændigheder, saa forskiellig, at de nødvendig kræve en duelig Læges Tilsyn.

Betændelses-Sygdomme af den genuine stheniske Art er en Sieldenhed hos os, neppe een findes iblandt 20 af dette Slags ublandet; de fleste ere rheumatiske, nerveuse, astheniske. To Sygdomme, som med Hensyn til Tilfældene ligne hinanden, men meget forskiellige med Hensyn til Aarsagen og Kuren. Ofte ere de forbundne med gastriske Tilfælde, som fortiene især Opmærk-


539

somhed. De fleste af vores herskende Sygdomme ere af en rheumatisk, slimet eller gastrisk Beskaffenhed. Om denne Cirkel vender sig næsten alle vore Sygdomme, efter de forskiellige Aars-Tider og Veirligets Beskaffenhed; det usundeste Veir, som bringer os de fleste Syge, de fleste Epidemier og de fleste Dødsfald, er den kolde, tørre og skarpe Østenvind. Hals-Betændelser ere om Foraaret, og Rosen om Sommeren meget almindelige, ogsaa sædvanlig forbundne med gastriske Tilfælde. Typhus med sine mange Modificationer viser sig ofte sporadisk, sieldnere epidemisk og forbunden med Sliim. Af og til, især om Sommeren og Efteraaret, er den forbunden med Frisler og Sprinkler .

Koldfebere ere her meget almindelige. Anden Dags Febere ere de hyppigste, hver Dags Febere mindre almindelige og tredie Dags Febere endnu sieldnere, og møde som oftest ikkun efter Recidiver; af og til have vi ogsaa dobbelte Febere. Kold-Febere vise sig her sædvanlig om Foraaret, og komme igien om Efteraaret. Deres Charakteer er sædvanlig gastrisk, og kræver udtømmende Midler, som dog sielden fordrive Fe-


540

beren. Man pleier her sædvanlig at behandle dem med opløsende, Bræk- og Laxeer-Midler, og endelig med China-Bark. Dette Middel, naar den er uforfalsket og god, er og bliver vel Hoved-Midlet til at sætte Kold-Febere, dog kunde dette dyre og ofte ikke genuine Middel vel ofte undværes, da Forsynet har skienket os mange fortreffelige styrkende Midler, som ogsaa ere med Nytte anvendelige i Koldfebere. Vore Forfædre kiendte ingen Chinabark; de curerede denne Sygdom vist langsommere end vi, men den var dog langt fra ikke ulægelig.

Ingen Sygdom er i Kiøbenhavn mere almindelig end rheumatiske Febere, Gigt og de dermed beslægtede Sygdomme. Denne Sygdom tiltager virkelig paa en skrækkende Maade iblandt os. Man veed, at Gigt-Materien er skarp og pirrende, let foraarsager topiske Betændelser og flytter sig fra et Sted til et andet, under vores fugtige og foranderlige Clima. En kiælen og blød Børne-Opdragelse, for tynd Klædedragt under alle Temperaturer, hastig Afvexling af Varme og Kulde, tilbagedreven Sveed, Misbrug af varme Drikke, ere de sædvanligste Aarsager dertil. Rheu-


541

matismer i alle dere forskiellige Skikkelser, Hovedpine, Halspine, Tand- og Øre-Pine, Øien-Sygdomme, Værk i Lemmerne, Ryggen m. v. findes i alle Huse fra Kielderne og Lofterne til Palladserne. De høre til Dagens Orden, selv ikke de varme Sommer-Maaneder undtagne, og findes i alle Aldere.

Cathar Sygdomme, især Snue og Hoste, finde her Sted til alle Aars-Tider, især om Vinteren og Foraaret, naar østlige Vinde herske; vi mangle heller ikke Sommer-Hoste, naar kiølige Aftener og kolde Nætter findes. Catharrhalisk Hoste, denne tilsynelandende lette Sygdom, som under et behørigt Forhold, ikke er vanskelig at helbrede, er dog den, hvis Følger anretter den største Ødelæggelse blandt Stadens Beboere. Næsten den fierde Deel af dem, som døe i Kiøbenhavn, bortrives af Svindsoet og Lungesyge, denne, som for en Deel have deres Oprindelse af en catharrhalisk Hoste, hvilken sædvanlig af de Syge behandles med den meest ubetænksomme Skiødesløshed. Det kan ikke nok igientages, at enhver Forkiølelses-Hoste, som vedvarer over 14 Dage, er betænkelig, især i en Alder imellem 20 og 30


542

Aar, og kræver en duelig Læges Raadførsel og den Syges Følgagtighed, da den ofte lægger Grunden til Tæring og Svindsoet. Men forgieves er her som oftest, Lægens advarende Stemme hos unge, letsindige, forfængelige Mennesker, forgiæves tilraades at undgaae hastig Forandring af Varme og Kulde, især at drikke noget koldt, naar de svede, at undgaae tynd Beklædning, Dands og Skuespil, Giæstebude og Promenader. Med utroelig Letsindighed fremgaaer man ofte i den fordærvelige Vane med Umaadelighed i at tilfredsstille enhver Begiærlighed, at nyde enhver Forlystelse, som Omstændighederne maatte frembyde, og gaaer langsomt den Afgrund i Møde, som truer med at forkorte deres Dage i Vaaren af deres Alder. Jeg kiender ikkun et Slags Hoste, som i mange Aar uden mærkelig Skade for Helbreden, kan vedvare, og som endog af og til kunde være velgiørende, og dette er Oldingens Sliim-Hoste (tussis senum pituitosa) hvorved Naturen ofte befries for skadelige Vædsker, som ellers vilde forkorte Livet, og forkorter det snart, naar den standses.


543

Den hos os desværre saa almindelige Svindsoet og tærende Bryst-Sygdom findes iblandt Mennesker af alle Stænder. Vi see denne skrækkelige Sygdom af alle Arter og under alle dens Skikkelser. Den slimede Svindsoet er den mest almindelige, den som er ledsaget med Buldning i Lungerne er som oftest en Følge af den første; ogsaa findes den scrophuløse, og den som har sit Sæde i Luftrøret. Upaatvivleligen bidrager vort kolde foranderlige Clima meget til de i alle Huse saa almindelige Catharrer, som naar de blive forsømte, især ved unge, fuldblodede, nerveuse, med Anlæg til Svindsoet forsynede Mennesker, saa let kan udarte til Blodspytten og Tæring, saa meget vissere, naar Levemaade, Klædedragt, Forlystelser, Letsindighed, Udsvævelser, tilbagedreven Fnat m. v. kunde bidrage dertil. Maaskee kunde i de seenere Aaringer, Fattigdom, Nærings-Sorger og mørke Udsigter i Fremtiden medvirke til at forøge denne Sygdom iblandt os. Naar dette skrækkelige Onde først har opnaaet en vis Høide, ere vi i Helbredelsen af denne Sygdom ikke lykkeligere end paa alle andre Steder; den kiølende, den formildende, den nærende, den op-


544

vækkende, den pneumatiske Methode lede endelig, næsten uden Undtagelse, alle til Døden. Kun i Begyndelsen er Lægen i Stand til at fierne Aarsagen og at afværge Sygdommen, naar hans Raad og Advarsler følges.

Iblandt Stadens Beboere er Feil i Fordøielses-Redskaberne meget almindelig og det iblandt alle Stænder. Vellevnet og Overdaadighed paa den ene, og Fattigdom, Mangel og Nærings-Bekymringer paa den anden Side, forbunden med slet Føde og Misbrug af Brændeviin, ere de sædvanligste Aarsager dertil. Mange physiske og moralske Følger ere en Virkning deraf. Forstoppelse, Durkløb, Beængstelser, Tungsindighed, Melancholie, den gyldne Aare, Lever-Sygdomme m. v. er en Følge deraf. Mange af disse Sygdomme helbredes og formildes snarere diæthetisk, ved et ordentligt Forhold, og ved at undgaae skadende Aarsager, end ved Medicamenter. Men denne Vei at helbrede disse, og mange andre Sygdomme paa, er for Lægen en heel Deel mere møisommelig, end at forskrive Lægemidler, dertil hører en utrættelig Undersøgelse og erhvervet Kundskab om den Syges offentlige og private, moral-


545

ske og physiske, huuslige og oeconomiske Stilling, Dyder og Lyder, Uordener og Udsvævelser, Omgang og Forbindelser, som mueligen kunde have Indflydelse paa hans Helbred og Sygdom; den Syges ubegrænsede Tillid til hans Læge og dennes skarpsindige Bedømmelse af Sygdommen, dens Aarsag og Anledning. Oldtidens Læger behandlede deres Syge mere diætetisk; de nyere med Recepter, hvilket sidste er og en heel Deel lettere. Modens Herredømme strækker sig ogsaa til Lægevidenskaben. Hos mange Syge vilde det ikke anbefale Lægen, ikke opvække Forkiærlighed for ham, om han indskrænkede sit Raad allene til diætetiske Regler, uden at tilføie Recepter. Den gastriske udtømmende Methode er her i mange Sygdomme meget almindelig, og den kan sandelig under vor Levemaade ikke undværes, skiøndt Misbrugen deraf kunde være meget fordærvelig. – Sinds Sygdom og Hypochondrie har i de seenere Aaringer meget tiltaget iblandt os. Fattigdom og Mangel, indskrænkede Næringsveie, tabt Formue og mørke Udsigter i Fremtiden, give som oftest Anledning dertil. Det engelske Bombardement og dets Følger har, og vil endnu be


546

fordre mange til Graven, skiøndt paa den anden Side adskillige efter dette electriske Stød paa deres Nerver have fundet dem stærkere og sundere.

Slag (Apoplexia) er i Kiøbenhavn temmelig almindelig, især iblandt aldrende og vel nærede Mennesker, dog bliver den Art, som har Fuldblodighed til Aarsag, sieldnere, ligesom den nerveuse Art bliver hyppigere. Luftens Constitution virker kiendeligen til at frembringe denne Sygdom. Derfor see vi i enkelte Tids-Rum mange, og i andre slet ingen, bortrives deraf. Stærke og igientagne Blods-Udtømmelser komme med Rette mere og mere af Brug, saa meget mere, da mange af disse Sygdomme ere af gastrisk eller rheumatisk Udspring. Stikfloed (Catharrhus suffocativus) træffer sædvanlig slimede, kortaandede, bredbrystede, vel nærede Subjecter, især naar den vante Udkastelse af Sliim ved tilfældige Aarsager standser, eller naar Hævelse i Benene, og vante Udtømmelser forsvinde. Vattersoet sees meget ofte i Kiøbenhavn, og det i alle Stænder. I alle Hospitaler findes en Deel deraf. Det Clima, hvis Hoved-Character er Fugtighed, hvori Stadens Beboere ere indsluttede,


547

Indsugning af Vand-Dele, Uddampningens Formindskelse, Uordener i Diæten og Levemaaden, Misbrug af Brændeviin, Sorg og Kummer m. v. ere de almindeligste Aarsager dertil. Hovne Been er et sædvanligt, og som oftest ikke opmuntrende, Tilfælde af mange andre Sygdomme.

Naar man efter Tale-Brug vilde slutte paa Tilværelsen af en Sygdom, saa var Nervesyge og Krampe iblandt alle de talrigste. Forhen betydede det Ord Krampe allene en forøget og uordentlig Sammentrækkelse af Muskel-Traade, nu derimod indbefatter dette Ord tillige alle forøgede Afvigelser fra den naturlige Tilstand i alle Legemets følende og bevægende Dele. Vist nok staae disse tvende Hoved-Yttringer af Livs-Kraft, Bevægelse og Følelse, i nøie Forbindelse sammen, men under Sygdommen sædvanlig i omvendt Forhold til Legemets Styrke og Sundhed. De almindelige Aarsager, som volde, at den nærværende Menneskeslægt med Hensyn til Styrke og Kraft ikke kan lignes med dets Forfædre, ere i vore Tider mere talrige end tilforn; tiltagende Svækkelse og tiltagende Irritabilitet og Følsomhed maatte derved blive mere almindelige, saavel som de man-


548

nge Sygdomme, som deraf have deres Oprindelse. Børn og Qvinder, som den mindre kraftfulde Deel af Menneskeslægten, ere derfor meest udsatte for Krampe- og Nerve-Sygdomme; de bløde og kiælent opdragne mere end de, som tidlig vænnes til Luftens og Climatets Forandringer og til gymnastiske Øvelser; de dovne, uvirksomme, vellystige mere end de arbeidsomme og tarvelige; de, som ved Lediggang, Romanlæsning og skadelig Omgang skabe sig en unaturlig phantastisk Følsomhed, og en overspændt Indbildnings-Kraft, mere end de, som alvorligen beskiæftige dem med deres physiske og intellektuelle Evners Udvikling; hos sædelige Mennesker mindre end hos dem, som ere hengivne til Onanie og Udsvævelser. Den Hær af Sygdomme, som frembringes af unaturlig Irritabilitet og Følsomhed, hysteriske og Krampe-Tilfælde, under alle deres foranderlige Skikkelser, ere desværre temmelig almindelige blandt Stadens Beboere, og udgiør en af vore Lægers største Besværligheder; og i Sandhed, om der til nogen Sygdom kræves Lægens Skarpsindighed og rigtige Bedømmelse, saa er det denne Sygdom, hvis Cuur allene er afhængende af de, som oftest, skiul-


549

te Aarsagers rigtige Opdagelse. Den Opmærksomhed, som man i de nyere Tider har anvendt paa Kræfterne af Legemets faste Dele til at avle og at danne Sygdomme, har været af umiskiendelig Nytte i Lægevidenskaben.

Gamle Saar paa Benene er i Kiøbenhavn en temmelig almindelig Besværlighed, i alle Aldere. Som oftest foraarsages de af en foregaaende Rose, Stød og Saar, Fnat og Frost, naar disse Sygdomme blive slet behandlede eller forsømte, og Sygdommen ved Ureenlighed og slet Bedækning forværres. Nogle kunde vel ogsaa med Forsæt, ved paalagte skarpe Ting paadrage sig selv dette Onde, for derved at unddrage sig for offentlige Pligter. Ofte er Sygdommen ogsaa af skorbutisk eller gigtagtigt Udspring. Ved unge, ikke ellers usunde Mennesker kan disse Saar med Sikkerhed helbredes; naar de ere meget gamle, kræve de Lægens Forsigtighed.

Frost i Hænder og Fødder er en meget almindelig Plage imellem Kiøbenhavns Beboere, meest hos Fruentimmer og Børn, selv hos dem, som ikkun lidet udsætte dem for Kulde eller for Varmens og Kuldens hastige Forandringer. Den-


550

ne Sygdom foraarsager megen Uleilighed, mange Smerter, af og til ogsaa urene Saar, som ere vanskelige at helbrede; en vanziret Form af Hænderne er ved mange af Kiønnet ikke den mindst betydelige Uleilighed. Iblandt de mange Midler, som anvendes mod Frost, er ingen hidtil bekiendt, som hielper ved alle, førend varmere Veir indfalder. Ofte har man Grund til at ansee denne Sygdom ikke for blot local, men for en Følge af en rheumatisk Constitution; man har derfor med Nytte anvendt indvortes Midler mod denne Sygdom.

Fnat er en af Almuens Hoved-Besværligheder i Kiøbenhavn, ikke allene i nogle offentlige Stiftelser, i Kielderne og paa Lofterne, og paa de steder, hvor huuslig og personlig Reenlighed (1ste Deel pag. 143) ikke udøves eller kan iagttages, men ogsaa hos dem, som ikke kunde beskyldes for Ureenlighed. At denne Sygdom er anstikkende, er upaatvivleligt. Erfaringer ere ikke sieldne hos os, at hele Familier endog fra de høiere Classer er anstukne af fnattede Ammer og Tienestefolk. I dette Tilfælde kunde Sygdommen vel med Sikkerhed ansees for local, og udvortes


551

Midler allene anvendes. I modsat Fald kræver den en Læges Raadførsel for at anordne de fornødne ud- og indvortes Lægemidler. Vel er denne Sygdom for sig selv mere ubehagelig end farlig, dog kunde den under en urigtig Behandling og ved Alderen blive det. Utidigen anvendte udvortes tilbagedrivende Midler har bragt mange for Tiden til Graven, især kunde Bryst-Sygdomme og Tæring deraf følge. Siden Santorinis Tid har man Svinekiød og Flesk mistænkt for at foranledige denne Sygdom. De tre Hoved-Midler i denne Sygdoms Behandling er Reenlighed, Bade, og legemlig Bevægelse og Arbeide. Paa de danske Krigsskibe, hvor Omsorg for at vedligeholde Besætningens Helbred ikke overtræffes nogen anden Steds, kan Fnat, ved disse Midler allene, endog paa lange Reiser udeholdes; hvorimod paa Hospitalerne, skiøndt Reenlighed og Bade anvendes, denne Sygdom bliver langvarig, naar Arbeide og legemlig Bevægelse savnes. Ogsaa i Provindserne er Fnat temmelig almindelig især ved Søe-Kysterne, skiøndt ikke paa alle Steder. Sundheds-Collegium har af og til den Fornøielse i de Medicinal-Indberetninger, som ef-


552

ter kongelig Befaling aarligen indsendes, at bemærke de Ord: ingen Fnat, ingen venerisk Sygdom, ingen Qvaksalvere.

Det er en sørgelig Erfaring: at Brok-Skade saavel hos os, som paa andre Steder, saa betydeligen har tiltaget. Staten bliver derved berøvet mange Kræfter, som til offentlig og privat Nytte kunde anvendes. Oldtidens lægevidenskabelige Skribenter tale saa lidet om denne betydelige Sygdom, at man kunde troe, den tilforn ikke skulde have været almindelig. Menneskeslægtens aftagende Muskel-Kraft og Styrke, synes at være Hoved-Aarsagen til Forøgelsen af denne Sygdom, da det er Musklerne, som skulle give Styrke og Modstand til de Aabninger, hvorigiennem Tarmene og Nettet nedsynker. Vores, ved varm Theevand, Caffe og Supper, macererede Muskler, vores bløde Børne-Opdragelse og slappende Diæt, Mangel paa Omsorg ved tidlig Anstrængelse og Øvelse at forøge Legemets Kraft og Styrke, tillige Udsvævelser af alle Slags, især hemmelige Synder, snævre Klæder, som præsse Underlivet, Navle-Bind og Snørlive, og Mangel paa Badning og Gnidning af Legemet, ere nok Hoved-Aarsagerne,


553

hvorfor denne Sygdom findes hyppigere hos os, end hos vore Forfædre, hos hvilke de anførte Omstændigheder i det mindste ikke i den Grad fandt Sted, som iblandt os. Mandkiønnet er i alle Aldere mere udsatte for denne Sygdom end Qvindekiønnet. Jeg tilskriver dette ikke Mandens stærkere Arbeide og korporlige Anstrængelse, men deres naturlige Legems-Bygning. De to tredie-Dele af Brokskader møde i den Aabning, hvor igiennem Sæde-Strængen gaaer hos Mændene, og som ikkun meget sieldent tillader denne Sygdom hos Qvinderne. Jeg skulde heller være af den Formening, at tidlig og med Klogskab anvendt Øvelse i Muskel-Kraftens Anvendelse, og Udvikling af physisk Styrke maatte være et af de virksomste Midler til at afværge Brok-Skade. Ogsaa Erfaringen synes at vise det. Iblandt vore Søe- og Land-Cadetter, som tidligen blive anholdte til alle Slags gymnastiske Øvelser; iblandt vore Søemænd, som dagligen klattre og udøve stærke Muskel-Anstrængelser; iblandt de mange unge Mennesker, som her blive underviste i Gymnastiken, er Tallet af dem, som blive behæftede med Brok-Skade, paafaldende mindre, i Forhold


554

til andre. Linie-Dandsere og de, som fra Ungdommen af til Beundring udvikle deres legemlige Evner, ere, efter den Oplysning, jeg herom har havt Leilighed til at samle, sieldnere udsatte for Brokskade end andre. Naar man undersøger Maaden, hvorpaa denne Sygdom viser sig, saa kan det vel ikke nægtes, at uvant og voldsom Legems-Anstrængelse kunde give Anledning dertil, men som oftest viser sig Brokskader langsomt, og som en Virkning af Delenes Svækkelse. Naturen virker intet til Helbredelsen af denne Sygdom undtagen under enkelte og sieldne Omstændigheder; som oftest tiltager den bestandig og befordrer ofte de Syge til Graven. Det er utroeligt: med hvilken Letsindighed og Ligegyldighed mange bære denne farlige Sygdom. Det kan ikke nok indskiærpes, at enhver, som har Brok-Skade og ikke med den tilbørlige Nøiagtighed benytter sig af vel indrettede Brok-Baand, af denne i hele Chirurgien nyttigste Opfindelse, er dagligen i Livsfare, og vil tidlig eller sildig blive et Offer af hans Ubetænksomhed. I en yngre Alder kan denne Sygdom af og til ved nøiagtig Anvendelse af Brokbaand helbredes, hvilket i en


555

høiere Alder neppe mere er at vente. De Syge blive da paa Levetid ubeqvemme til strængt Arbeide. Indklemte Brokskader kræve, naar mildere Midler ikke findes tilstrækkelige, en hastig Operation, som det eneste Middel til at afværge den visse Livsfare, og som hos os temmelig almindelig med Held udøves.

Iblandt alle Ulykker, som nogensinde fra Pandores Æske have udbredt sig over Menneskeslægten, har nok ingen været mere fordærvelig for det, og i sin Natur mere skrækkelig, end den veneriske Sygdom. Ikke allene straffer Naturen den Skyldige, som ved Uordener og Udsvævelser i Kiønsdriften udsætter sig selv for at modtage dette Gift, men det kan ogsaa udbrede sig til andre Uskyldige; det virker paa tilkommende Slægter, kan dræbe og fordærve allerede Mennesket i Fødselen, forstyrrer Ynglingens Kraft, Ynde og Virksomhed, forbittrer Menneskets sødeste Følelser, ædelste huuslige Glæder, og opløser Menneskehedens helligste Baand. Sygdommen, naar den, ved dens Ælde, de Syges Skiødesløshed, og for sildigen eller urigtigen anvendte Midler, er steget til en vis Høide, foraarsager ikke allene man-


556

ge langvarige, af og til ulægelige Lidelser, men kunde endog forvandle de Syges Legeme til Afskye for dem selv, og til et Skrækkens Billede for andre. Det er dog upaatvivleligt, at denne i sin Natur virkelig skrækkelige Sygdom nu ikke mere er ledsaget med saa frygtelige Tilfælde, som i ældre Tider, da den først blev bekiendt i Europa, og siden har udbredt sig over hele Jordkloden; dog er venerisk Syge i en høi Grad, ikke saa aldeles sielden hos os, at man jo seer sørgelige Prøver derpaa. Lægerne have nu lært at anvende et næsten ikke mindre farligt Mod-Gift, hvis Misbrug ikke sieldent har en umiskiendelig Indflydelse paa Sundhed og Styrke, paa physisk og moralsk Kraft, paa Liv og Død, og dette er Qvægsølv, for at svække og tilintetgiøre det veneriske Gift. Det er utroeligt: med hvilken Letsindighed denne i sin Natur skrækkelige Sygdom bæres af unge uerfarne Mennesker; der findes dem, som endog kunde spøge med dette farlige Onde, ja vel ogsaa med skiændig Letfærdighed vove at rose sig af deres foregaaende Sygdom af dette Slags, indhentede i Vellystens urenere Boeliger, med samme Friemodighed, hvormed Krigeren kunne frem-


557

vise sine Ar, som han har indhentet i Kamp for Kongen og Fædrenelandet. Selv af Lægerne bliver af og til denne Sygdom ikke behandlet med den Nøiagtighed, som dens Vigtighed kræver.

Ingen Deel af de menneskelige Elendigheder, som Lægevidenskabens Udøvelse kunde formindske, er oftere i Qvaksalveres og Ukyndiges Hænder end den veneriske Sygdom. Den endnu ikke mod Undseelse, Skam og Vanære aldeles hærdede Yngling, enten skiuler denne Sygdom, eller skyer den ældre erfarne Mands Advarsler og venskabelige Erindringer, og betroer sig heller til ukyndige uerfarne Mennesker, i lige Alder med dem, og af og til af lige Letsindighed, ofte til Skade for dem selv paa deres øvrige Livets Bane. Det kan ikke noksom igientages, ikke alvorligen nok indskiærpes, at enhver venerisk Smitte tidlig opdaget og tilbørlig behandlet kan grundig og med Sikkerhed helbredes; at denne Sygdom derimod ved Alderen allene, eller urigtig behandlet, bestandig tiltager, kunde medføre egen og andres Fordærvelse og endeligen blive ulægelig. Naturens egne Kræfter giøre slet intet til at dæmpe dette Gift, naar det eengang fra en enkelt Berørings-Punkt er modtaget


558

i Legemet; det udvikler sig bestandig mere, bibringes lettere andre, og leder til Fordærvelse. Helbredelsen af veneriske Sygdomme er i det Hele en særdeles vigtig og vanskelig Gienstand i Lægevidenskabens Udøvelse, hvori unge Læger, med udmærket Nøiagtighed, theoretisk og practisk ved Sygesengen burde undervises. Dertil hører en høi Grad af Skarpsindighed, Nøiagtighed og Erfaring, saavel for at bestemme Sygdommens Natur, Midlernes Valg, Graden af deres Anvendelse, og Tiden, som til en sikker Cuur skal anvendes. Mange blive ulykkelige, ved at troe at være helbredede uden virkeligen at være det, hvorved de kunde blive sygelige og skrøbelige, under forskiellige Former, deres hele Levetid; andre, maaskee endnu mere ulykkelige, kunne troe: ikke at være helbredede, skiøndt de virkeligen er det; deres levende Indbildning skaber sig veneriske Tilfælde af enhver tilfældig og ubetydelig Besværlighed, hvilken Tanke forbittrer deres Dage, forfølger dem som en Plage-Aand, og forjager alle Følelser af Glæde, Lykke og Tilfredshed fra deres Boeliger og fra deres Leie. Jeg har seet mange sørgelige Erfaringer herpaa. I alle store


559

og folkerige, især Handels-Steder, ere veneriske Sygdomme hos begge Kiøn meest almindelige. Mange samlede Mennesker af forskiellige Grundsætninger, tiltagende Letsindighed, uforsigtigen valgte Selskaber, aftagende Religiøsitet og Sædelighed, en pirrende, for nærende Diæt, og frem for alt, Mangel paa alvorlige og anstrængende Arbeider, ere Hoved-Aarsagerne dertil. Ogsaa utugtige og forføriske Skrifter, hvis uædle Forfattere nok kunde have meest Hensyn til æsthetisk og numerair Værd, uden at betænke den uerstattelige Skade, de derved tilføie den ubevogtede Uskyldighed og Sædelighed, kunde bidrage dertil.

Ogsaa i Kiøbenhavn ere veneriske Sygdomme ikke sieldne, skiøndt mindre almindelige end paa de fleste andre store Steder i Europa, ligesom Staden ogsaa i andre Henseender synes at være een af de mindst usædelige. I alle store Steder, næsten uden Undtagelse, findes offentlige Huse, hvor tøileløse Vellyster udøves, og fra hvilke urene Kilder den veneriske Syge, denne vor Tids-Alders Pest, som sniger i Mørke, og fordærver om Middagen, udbreder sig blandt Beboerne og fremvirker uberegnelige moralske og physiske Ulyk-.


560

ker. Det er et virkeligt Særsyn, at endog i oplyste Steder, hvor man sætter tilbørlig Priis paa Religiøsitet og Sædelighed, hvor man har varm Følelse for Folke-Vel og Folke-Lykke, hvor man utrætteligen arbeider paa den tilbørlige Sundheds-Pleie, og paa at afværge Sygdommen, dog deslige Huse kiendes og taales, som ere saa skadelige for det almindelige og saa beskiæmmende for Menneskeheden. Det vilde være en meget sørgelig Sandhed, om det virkeligen skulde være uundgaaeligen nødvendigt, at disse offentlige Huse i alle store og folkerige Steder maatte findes. Nogle enkelte Steder synes at bevise det modsatte, derimod findes andre, hvor offentlige Vellysters og Forførelsers Boeliger, endog ved Lovene, imod bestemte Afgivter, ere berettigede til denne skiændige Næringsvei.

Ogsaa i Kiøbenhavn have vi desværre saadanne Huse, som kiendes og taales; ogsaa her have vi det oprørende Syn, at see liderlige Qvinder paa Gaden, i Huusdørene og i Vinduerne ved Gebærder, Tegn og Vink, at lokke, af og til ikke forgiæves, forbigaaende Mandfolk i Husene, opmuntre dem ved Punsch og andre stærke Drikke,


561

og forføre ofte den unge, ubevogtede Yngling til en Handling, som let kunde blive fordærvelig for ham i hans hele øvrige Liv. Slige Leiligheder til Forførelser og Udsvævelser ere i Kiøbenhavn saa meget mere farlige, da over 1000 unge Mennesker, mange brave, beskedne, sædelige Ynglinger med Ungdommens og Sundhedens Roser i deres Ansigts-Træk, aarligen sendes fra Provindserne til Hovedstaden for at studere eller at undervises i Videnskaber og Konster, som, eengang forførte paa Afveie, let kunde glide frem paa Lasternes Bane, og opoffre Sædelighed, Beskedenhed, en god Samvittighed, Helbred, gode moralske og physiske Anlæg, og endeligen blive tabte for dem selv, deres Venner og Fædrenelandet. Jeg vidste intet at nævne, som synes at være saa nedrigt i sin Natur, og saa skrækkeligt i sine Følger, som slige skiændige Huse, hvor, for en ussel Fordeels Skyld, den ubevogtede Uskyldighed myrdes, alt, hvad for Mennesket bør være helligt, paa den frækkeste Maade tilsidesættes, og uberegnelige Ulykker frembringes; intet, som med mere Ret kunde fortiene Skiændsel, Foragt og offentlige vanærende Straffe. Vore Lovgivninger sigte i det Hele


562

derhen, om ikke til aldeles at standse dette Uvæsen, dog blot giøre det mindre forargeligt og mindre farligt, at formindske den deraf flydende Ulempe; at sætte Lediggiængere under Politiets nøiagtige Tilsyn; at opdage dem, som i en høiere eller mindre Grad ere anstukne af venerisk Sygdom og anvise dem Steder, hvor de paa offentlig Bekostning kunde helbredes. De forhen brugelige offentlige beskiæmmende Straffe, den spanske Kappe, som den ædle Hovard med Berømmelse omtaler, Fidlen og Gabestokken, ere afskaffede, hvorimod Ruffersker og løsagtige Qvinder nu sættes i Arbeids- og Forbedrings-Huset. De anførte beskiæmmende offentlige Straffe bleve forhen upaatvivleligen misbrugte, endog for ubetydelige Overtrædelser, da de derimod ikkun sparsomt og for i en høi Grad beskiæmmende Forbrydelser burde anvendes. Ingensteds besidder Mængden mindre Æres-Følelse end der, hvor af Ungdommens Opdragere og Øvrigheden de mindre Overtrædelser hyppigen straffes med Vanære. Veneriske Sygdomme i Kiøbenhavn, om de ikke aftage, synes dog i det mindste ikke at tiltage.


563

Næsten aldrig ere vi i Kiøbenhavn aldeles frie for een eller anden mere eller mindre ondartet Epidemie, hvori Aarstiden, Luften, Vinden og Temperaturen har en umiskiendelig Indflydelse. Jeg nævner iblandt disse især Mæslinger, Skarlagfebere, Kiighoste, Galde- og Sliimfebere, Nerve- og Forraadnelses-Febere. Disse mere eller mindre udbredte Epidemier ere ogsaa hos os meget forskiellige i deres Natur, og fordre derfor ogsaa ofte en meget forskiellig Behandling; sædvanligen blandes disse Sygdomme ogsaa med rheumatiske og gastriske Complicationer. Vist nok udfordres en høi Grad af Skarpsindighed til at bedømme rigtigen, især en begyndende Epidemies Natur, Gang, Forviklinger, Tilfældene, som derved ytre sig, og derefter at indrette Curene. Det er næsten 50 Aar siden, vi i Kiøbenhavn havde en almindelig udbredt Epidemie af Blodgang; siden den Tid viser sig denne farlige Sygdom ikkun sporadisk, sædvanlig om Efteraaret, hvoraf enkelte Individer angribes. Om Koe-Koppe-Indpodning fremdeles med samme Iver, som hidtil, anvendes, vil en udbredt Koppe-Epidemie i de danske Stater nok ikke mere være at befrygte, da


564

Tallet af dem, som kunde udsættes for Smitte, aarligen formindskes.

Frygt for Døden.

Jeg kan ikke forlade de herskende Sygdomme uden at erindre tvende modsatte Siælens Stemninger, som ikke ere ualmindelige i Kiøbenhavn, og som begge i en høi Grad ere Liv forkortende; disse er Frygt for Døden og Selvmord. Det er Naturens evige Lov: at alt, hvad som lever paa Jordkloden, skal døe; Legemers Bestanddele skulle efter et, ved Naturens Love, bestemt Tidsrum tilbagegives i Naturens Skiød, for under forandrede Former at bidrage til andre Legemers Dannelse. Mennesket, det ædelste iblandt alle Skabninger, er herfra ikke undtaget, det har det tilfælles med den ringeste Orm, at det skal døe og dets Legemes Bestanddele opløses. Forsynet har forundt Menneskene frem for alle andre Dyr mangfoldige physiske og intellectuelle Nydelser, mange behagelige og ædle Baand, som knytte det til Livet. Nydelse af Livets Glæder er Skaberens Bud, klog Nydelse er Taknemlighed mod ham. Det er


565

derfor billigt at sætte tilbørlig Priis paa Livet, paa denne Forsynets store Gave. Det er Pligt at undgaae Udsvævelser og Uordener, som kunde svække Sundheden og forkorte Livet; men Kiærlighed til Livet bør ikke udarte til en feig Frygt for Døden, hvilken vi dog ikke kunne undgaae. Livet er en alt for usikker Eiendom til at vi burde sætte en overdreven Priis derpaa. Elske Livet og ikke frygte Døden er en saare vigtig Viisdoms Regel, som bidrager meget til menneskelig Lykke. Overspændt Frygt for Døden og Kiærlighed til Livet synes i de nyere Tider at være stærkere end i Oldtiden, frievillig og viis Opoffrelse af Livet for Fædrenelandet og Staten, er i den nyere Historie sieldnere, end i den ældre.

Livets Glæder og Livets Nydelser, saa ulige de endog synes fordeelte, ere dog virkeligen under Forsynets harmoniske Bestyrelse med Viisdom uddeelte. Den, som møisommeligen samler de sparsomme Roser, som han finder paa Livets Bane, nyder det Gode, især naar det er erhvervet med ædel Anstrængelse, vist med mere behagelige Følelser, end den, som kan tilfredsstille sine Begiærligheder og sine Ønsker let og uden Umage.


566

Den blødt opdragne, forkiælede Skrantning, den Vellystige, der lever, ligesom om Nydelse var Bestemmelsen af hans Tilværelse, den tilsyneladende mere lykkelige elsker vist Livet og frygter Døden mere, end den, til hvem Lykkens Gaver sparsommere ere uddeelte. Den Ulykkelige, den Lidende, som ikke øiner nogen Ende på hans Lidelser end Døden, betragter denne derimod som den største Gave af Forsynet.

At tænke paa Døden, som ingen kan undgaae, hvorfor vi ingen Dag kunne være fuldkommen sikkre, er en Betragtning, værdig for et tænkende Væsen, og har en umiskiendelig Indflydelse paa Menneskets moralske Tilstand. Ogsaa Oldtidens Viise indsaae denne Sandhed*). Naar man under Nydelsen af Livets Glæder, under de forskiellige Stillinger i Livet, som bestemme Menneskets Handlinger, med Roelighed og Friemodighed kan tænke paa Døden, saa ere disse vist uskyldige. Jo mere man giør sig bekiendt med Tanken om Døden, som man, lidet tidligere eller sil-

*) Is demum profecto vitam æqua lance pensitabit, qui semper fragilitatis humanæ memor fuerit. Plin. Natur. Hist. L. VII. c. 7.


567

digere dog ikke kan undgaae, jo mindre bliver den skrækkende. Grækerne betegnede Døden paa en blidere og værdigere Maade end vi. De afbildede den som en Genius, som dypper en omvendt Fakkel i Forglemmelses-Floden; vi, som et Been-Rad, med en Lee og et Time-Glas. Naar man betænker sig det menneskelige Liv ikke som Hensigten af vor Tilværelse, men som en Forberedning til en høiere Udvikling, som en Opdragelses-Anstalt, hvorved vi skulle modnes til høiere Fuldkommenheder, og at Døden er det Middel, som skal bringe os dertil, saa synes intet derved at være skrækkende. Den, som har et fast Haab om vor Siæls Udødelighed, om denne saa yderst vigtige Gienstand for hele Menneskeslægten, vil i denne ædle Tanke, som endog ikke var ubekiendt for de uchristelige Vise af Oldtiden, finde en kraftig Drivefiær til gode Handlinger, en Grundstøtte til al Moralitet, og et Middel til at formindske Frygt for Døden. Tanken om den visse, og ofte ikke fierne, Død er den kraftigste Opmuntring til at handle saaledes, at man med Tilfredshed kunde skue tilbage paa de hensvundne Dage.


568

Forsynet har forundt Mennesket mange Livets Glæder, mange ædle Nydelser; men hvor er den Dødelige fra den Høieste til den Laveste, som ikke ofte føler, at Livets Gienvordigheder ikke sieldent overveie dets Glæder? Hvilken Hær af Sygdomme, Sinds- og Legems-Lidelser, Krænkelser og tilfældige, eller selv forvoldte, Ulykker møde ikke Mennesket fra Vuggen til Graven? See vi tilbage paa de henrundne Dage, saa er dette en Drøm, som giver os en mørk Erindring om Godt og Ondt, Glæde og Sorg, skuffet Haab, tilintetgiorte Planer, opnaaede Ønskers Ubetydelighed. Hvert nærværende Øieblik lærer os, at enhver Nydelse er Nydelsens Grav, at enhver Glæde er mindre end man skabte sig den i Haabet, enhver Ubehagelighed og Lidelse mindre end Frygten malede den for os. Fremtiden skiuler sig i Mørket, under Forsynets vise Bestyrelse, og viser os tilstundende Alderdom, aftagende Siæls- og Legems-Kræfter, og den sig nærmende visse Død. Mennesket er ikke skabt til at nyde fuldkommen Lykke i Verden. Livet vilde for Mennesket ikkun være en ringe Gave af Forsynet, naar vi ikke ved Døden kunde vente en blidere Fremtid. Intet


569

opmuntrende bliver af Levetiden tilbage uden gode Handlinger, Uddannelsen af menneskelige Evner, opfyldte Pligter, og at have efter sine Evner og individuelle Stilling medvirket til Samfundets Bedste og Gavn. Erindringen derom følger paa den anden Side af Graven.

Frygt er i det Hele Sundheds og Livets Fiende; men ingen er skadeligere og giør Mennesket mere ulykkelig end overdreven Frygt for Døden. Tanken om Døden følger saadanne ulykkelige, som en Plage-Aand paa deres Livs-Bane, blander sig i deres Glæder, i alle deres, endog ædle, Nydelser, forfølger dem som et Skrække-Billede paa hvert Trin, forlader dem ikke paa deres Sengeleie, og giør dem i en høi Grad ulykkelige. Man giør sig sædvanligen urigtige Begreb om Døden og Døds-Kamp, om den voldsomme Adskillelse af Siælen fra Legemet, om de Lidelser og Beængstelser, som man troer at være uadskillelige fra Døden. Sædvanligviis tager man Feil heri; ligesaa bevidstløs Mennesket begynder sit Liv, saa forlader han det ogsaa; Begyndelse og Enden ere heri lige. I samme Forhold at Livs-Kraften taber sig, taber sig ogsaa Følelse og Bevidst-


570

hed. De Trækninger, det rallende Aandedræt, den tilsyneladende Angst, ere ikkun skrækkende for Tilskueren, ikke for den Døende, ligesaa lidet, som den Syge, der ligger i Krampe-Slag (Epilepsia) veed noget af det, som foraarsager de Tilstedeværende saa megen Angst. Jeg har selv seet mange døe, og er fuldkommen overbeviist om Sandheden deraf. Selv Ansigts-Trækkene hos de Døende, og dem, som nyeligen er døde, vise ingen Angst, men mere stille Roelighed, i Sammenligning med de Angstens Træk, som man desværre ofte bemærker hos Syge og Lidende. Smerter og langvarige Lidelser, er det, som ethvert Menneske med Grund kan befrygte, og hvorved den menneskelige Natur skiælver, men ikke for Døden. Hele Dyre-Riget synes at døe roeligen. Religionen lærer os heller ikke at frygte Døden, men allene at erindre den saaledes, at den virker paa vore Handlinger. Vel den, som roeligen kan skue tilbage paa sine hensvundne Dage, naar Døden nærmer sig; vel den, som med Roelighed, Friemodighed og Tillid kan overgive sin tilkommende Skiæbne i Skaberens Haand, hvis Væsen er Godhed og Kiærlighed, som har skabt


571

os til sandselige Væsener, som har sat os i en sandselig Verden, hvori saa mange Fristelser møde, hvori Overilelser ere uundgaaelige, hvor Temperament, Legems-Bygning og Opdragelse har en saa umiskiendelig Indflydelse paa vores gode og onde, sædelige og usædelige Handlinger. Skaberen, som har sat Mennesket paa Verdens Skueplads, for at være lykkeligt, her og hisset, vil vist dømme Menneskeslægten med skaanende Overbærelse; han, som har ledet vor Skiæbne her i Verden, han vil ogsaa faderligen sørge for Menneskenes tilkommende Skiæbne efter Døden.

Selvmord.

Forsynet har forundt Mennesket mange Glæder, mange Behageligheder; ikke allene dem, som ere en Følge af vores dyriske Natur, men ogsaa ædlere Nydelser, værdigere for Mennesket, for et høiere Væsen, hvis intellectuelle Kraft og Siæls-Evner satte det saa høit over alle andre Skabninger paa Jordkloden. Naturens Betragtning, Arbeidsomhed og Virksomhed, Udvikling af physiske, moralske og intellektuelle Evner, Kiærlighed og


572

Venskab, religiøse Følelser og Tanken om Menneskets høiere Bestemmelse frembyde mange Baand, som knytte Mennesket til Livet; som giør det til Pligt at ansee dette som en Gave af Forsynet, som omhyggeligen bør vedligeholdes, saa meget mere, som Mennesket paa Livets Bane er omgivet af talrige Farer og Livets Fiender, som ingen Klogskab kan forudsee, ingen Forsigtighed afværge. I Almindelighed elsker Mennesket vel Livet, og ofrer megen Tid, Anstrængelse og Kraft til dets Ophold og Pleie, dog bemærker man dagligen: at denne Forsynets store Gave ofte behandles med en utroelig Letsindighed og Ringeagtelse. Overskue vi vore Handlinger, saa møde vi tusende Exempler paa, at Menneskene, som af Naturen synes at være bestemte til en længere Levetid, selv forkorte deres Dage ved alle Slags Uordener, Udsvævelser, Forfængelighed, Yppighed, Umaadelighed, tøileløse Lidenskaber m. v., som oftest ikke af Ukyndighed og Uvidenhed, hvorom deres egne og andres Erfaringer maatte belære dem, men af Letsindighed og Mangel paa Kraft at modstaae og overvinde deres dyriske Følelser og tøileløse Begiærligheder. At disse Ulykkelige selv forkorte de-


573

res Dage, at de ofte med bitter Fortrydelse erkiende det, skiøndt sædvanligt for sildig, lærer desværre den daglige Erfaring. Om alle disse skulde regnes iblandt Selvmordere, saa vilde deres Tal næsten være ligesaa stort som deres, der døe af andre Sygdomme. Noget herom er forhen anført. Jeg erindrer her blot de Ulykkelige, som med Forsæt dræbe sig selv. Man kan i Sandhed ikke letteligen tænke sig nogen mere ulykkelig end dem, som troe at være forladte af Gud og Religionen, og af dem selv; som længe giøre sig bekiendte og fortroelige med Tanken om Selvmord, som omhyggeligen skiule deres sørgelige Stemning for andre, hvoriblandt vist vilde findes de, der baade vilde og kunde afholde dem fra den Afgrund, de ere i Begreb at styrte dem i, og som endeligen til at udføre deres Forsæt vælge Tid og Sted saaledes, at al menneskekiærlig Hielp og Bistand er umuelig.

Selvmordere fandtes til alle Tider, dog er det en sørgelig Sandhed, at deres Tal i de nyere Tider meget betydeligen har tiltaget. I Oldtiden synes Selvmord i det Hele at have været meget sielden, som oftest en Følge af en heroisk Be-


574

slutning ved en frievillig Død at gavne Staten, Samfundet og Fædrenelandet, eller af en høi Fortvivlelse over begangne Misgiærninger. Nu synes denne Handling snarere at være en Siæls-Sygdom eller Forstands-Forvirring, som driver dertil. Saa meget mere fortiene disse Ulykkelige ikke Bebreidelser, ikke Foragt, men Menneskevennens ømmeste Medlidenhed og Deeltagelse. Endnu for nogle Decennier var Selvmord en Sieldenhed hos os, som opvakte almindelig Opmærksomhed og Deeltagelse, nu er det bleven saa almindeligt, at det neppe giør noget Indtryk. Dagens Tidender bebude os jevnligen druknede, iblandt hvilke man kan antage mange Selv-Mordere, og naar man gaaer forbi Langebroe, saa findes daglig Dødninge udsatte for at vedkiendes af deres Slægtninger og Bekiendtere. Stemning til Selvmord er desværre en Sygdom, som iblandt os aarligen tiltager, og berøver Staden mange nyttige Borgere, saa at Kiøbenhavn nu næsten kan sættes ved Siden af London, hvor Selv-Mord, af alle Steder paa hele Jordkloden skal være meest almindelig; endog i Provindserne begynder denne Sygdom at udbrede sig. Adskillige Fædrenelands


575

Venner have valgt denne vigtige Gienstand til et Formaal for deres Betragtninger. Med Fornøielse henviser jeg mine Læsere til vores Professor C. Brorsons nyeligen udkomne Ønsker og Forslage til at formindske det aarligen voxende Tal paa Selvmordere. I dette Skrivt sees, efter omhyggelig Undersøgelse af de derom fundne Beretninger, at de bekiendte Selvmorderes Tal i Kiøbenhavn var:

I civil Etaten

fra 1785 til 1790 i 5 Aar 181
fra 1790 til 1795 i 5 Aar 209
fra 1795 til 1800 i 5 Aar 222
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 267

I Stadens Garnison

fra 1795 til 1800 i 5 Aar 37
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 42

I Søe-Etaten
fra 1795 til 1800 i 5 Aar 4
fra 1800 til 1805 i 5 Aar 10

hvilke alle er kiendte ved lovformelige Syns-Forretninger. De fleste af disse er fundne druknede, da dette er det sædvanligste Middel, hvorved Selv-


576

mordere her forkorte deres Dage. Enkelte af disse kunde vel være omkomne af Vaade, og andre blevne derimod bortskyldte fra vore Kyster eller sunkne belæssede med Steen. Nogle Selvmordere hænge, andre skyde sig; endnu er de tilbage, der ved indtaget Gift tage sig selv af Dage. Jeg har kiendt tre, som i et Aar have dræbt sig her i Staden med Skedevand. Hastige Dødsfald, endog under de Tilfælde, som kunde give Mistanke om modtaget Gift, naar ingen Mistanke findes, at det maatte være bibragt af andre, blive sædvanligen overseete; ei heller vilde det nytte meget, om Selvmorderen ved Legemets Aabning blev opdaget. Man har bemærket, at der gives her fem Selvmordere af det mandlige mod een af det qvindelige Kiøn. En Bemærkning, som er ærefuld for Qvindekiønnet, som vist rigeligen bærer deres Andeel af Livets Besværligheder. Hvilken Menneske- og Fædrenelands-Ven sørger ikke over dette tiltagende Uvæsen?

Mangel, Fattigdom, Frieheds Tab og sørgelige Udsigter i Fremtiden m. v. kunde vel give Anledning til Selvmord, dog er dette ikke almindeligt. I Stokhuset og Rasphuset, hvor Livets


577

Glæder iblandt Fangerne vist sparsomt ere uddeelte, er Selvmord en Sieldenhed, og det iblandt disse mange usædelige og uforbedrelige Mennesker. Derimod findes andre, som i en udvortes lykkelig Stilling, især naar de med Tøileløshed forhen have tilfredsstillet alle Lyster, finde Livet saa keedende, enhver Nydelse saa smagløs, at de ikke kunne modstaae den Begiærlighed at aflive dem. Vel skeer Selvmord ofte i et heftigt Anfald af lidenskabelig Utaalmodighed og Sinds-Bevægelse, dog findes der andre Ulykkelige, enten de maatte være det virkeligt, eller i Indbildningen, som giøre sig i en lang Tid bekiendte og fortroelige med Tanken om Selvmord, saa at den ved Vanen bliver mindre skrækkende for dem, indtil de endelig udføre det. Da Aarsager, som foranledige Selvmord ere meget forskiellige, saa er det for os, hvor Selvmord paa en saa skrækkende Maade tiltager, saare vigtigt at giøre sig bekiendt dermed, for at udfinde Midler, som kunde formindske denne Udaad.

Mange fattede den skrækkelige Beslutning at aflive sig selv af Tungsindighed og Melancholie. Upaatvivleligen er disse Ulykkelige noget nær de meest beklagelsesværdige paa hele Jordkloden. For


578

disse Elendige findes ingen Lykke i Livet, ingen Glæde i hele Naturen. Det, som opmuntrer andre, giør dem mere tungsindede. De keedes ved Livet uden Deeltagelse for andre, uden Nydelse for dem selv. Deres Dage svinde under bestandig ængstende Følelser, og martrende Tanker i den Grad, at de endeligen foretrække Døden for Livet. Vel kan en sygelig Tilstand, især i Underlivet, give Anledning til denne sørgelige Stemning; men sædvanlig er den en Følge af kiælen Opdragelse, Ørkesløshed og Vellyster, og fremfor alt, for tidlig Opvækkelse af Kiønsdriften og hemmelige Synder. Opmærksom paa denne vigtige Gienstand, paa min lange practiske Bane som Læge, har jeg seet mangfoldige Exempler herpaa.

Forsynet har forundt Menneskene 3 betydelige Hielpemidler til Lykke og Fornøielse, til moralsk og physisk Fuldkommenhed; disse ere Religion, Kiærlighed, og Æres-Følelse, værdig for fornuftige Væsener. Det er en Besynderlighed, at disse betydelige Gaver af Forsynet, som skulde bestrøe Livets Bane med Roser, ved deres Misbrug kunde giøre Mennesket i en høi Grad ulykkeligt og lede til Tungsind, Vanvittighed, Af-


579

sindighed og til Selvmord. Hvem veed ikke: hvor meget falske Religions-Begreber om Guds Vrede og Hevn, om Diævelens Magt og Herredom over Menneskene, om Satans Fristelser, om den evige Fordømmelse og Helvedes Ild, som levendes indprentes af uforsigtige Lærere, kunne bidrage til Sværmerie, Tungsind og Fortvivlelse, som kunde lede til Selvmord. Hvor mange ere ikke blevne vanvittige og Selvmordere ved sværmerisk Kiærlighed, naar uovervindelige Hindringer modsætte sig deres Ønskers Opnaaelse, eller naar Mangel paa Troefasthed paa en af Siderne adskille dem fra en elsket Gienstand. Sand Kiærlighed, denne store Gave af Forsynet, naar den er grundet paa Høiagtelse og Venskab, gaaer igiennem hele Livet, hæver Menneskets Kraft og Styrke, og er en rig Kilde til mange ædle Glæder og Nydelser. Lidenskabelig sværmerisk Kiærlighed er en blussende Ild, der, ligesom alt hvad der er heftigt i Naturen, har kort Varighed. Ofte leder den paa en eller anden Maade til Fordærvelse. Naar man paa de Steder, hvor Afsindige og Vanvittige for deres egen og den offentlige Sikkerhed ere bevarede, undersøger disse Ulykkeliges Forfatning, eller


580

vilde giøre sig bekiendt med deres Biographier, saa vilde man finde, at mange af dem ere satte i den Tilstand af Stolthed, som har forvirret deres Forstands Kræfter, naar de efter Attraae og Ønske ikke har kunnet hæve dem over alle Livets Forhold; og man vilde ogsaa ofte finde Grunden til Selvmord deri.

Troen paa Siælens Udødelighed, og et Liv efter dette, er desværre hos mange ikke saa almindelig som man maatte ønske; i det mindste savnes hos mange en levende Overbeviisning herom. Dog er denne Tanke en af de kraftigste Drivefiædre til Sædelighed, Dyd og Retskaffenhed. Den, som mangler et fast og levende Haab herom, om dette store Fortrin hos Mennesket frem for andre Dyr, vil sætte enten for stor eller for liden Priis paa Livet, vil allene beregne sine Handlinger, efter deres umiddelbare Følger for ham selv, vil ofte foragte Døden og forkorte sine Dage, naar Livets Besværligheder ere for møisommelige og trykkende for ham. Maatte Overbeviisningen om Aandens Udødelighed og et Liv efter dette hos alle være ret levende, og endog tidlig indprentes Børnenes unge Hierte, ogsaa da,


581

naar de ikke fuldkommen maatte være i Stand til at fatte Grunden derfor; maatte vore Religions-Lærere ofte og ved alle Leiligheder kraftigen og grundigen søge at overbevise andre herom, saa vilde dette vist nok være frugtbringende i deres Handlinger.

Ulykkelige Ægteskaber ere desværre i Kiøbenhavn ikke ualmindelige, de medføre vore Tiders hyppige Skilsmisser og lede ikke sieldent til Fortvivlelse og til Selvmord. Den Letsindige, som indlade sig i ægteskabelig Forbindelse, uden iforveien nøie at kiende den, han indgaaer en saadan Forbindelse med, uden vis Udsigt til at kunne ernære en Familie, naar de finde deres Forventning om høi huuslig Lyksalighed skuffet, naar huuslige Sorger indfinde sig, hvorom de intet Begreb havde, naar de forenede ikke finde hos hinanden de Fuldkommenheder, de ventede, istedet for Overbærelse bittre Klager, istædet for giensidig Eftergivenhed Egensind og Paastaaenhed, istædet for øm Deeltagelse kold Ligegyldighed, for virksom Erhverv af Livets Fornødenheder Ørkesløshed og Lediggang, for Orden og Sparsomhed Uorden og Ødselhed; naar Fiendskab og Had, Skinsyge og Luner, Voldsomheder og Forbrydelser herske, da


582

forvandles Ægteskabet, som Forsynet har bestemt som det høieste Maal af menneskelig Lykke, til et Helvede paa Jordkloden, som ikkun for ofte leder til Fortvivlelse og til Selvmord. I vor Tidsalder, især i store Steder, blomstre de Dyder, paa hvilke huuslig Lyksalighed bygges, meget sparsomt. Nøisomhed, Sparsomhed og Tarvelighed blive sieldnere, og derfor udbredes ofte Utilfredshed, Mangel og Armod med alle deres sørgelige Følger, og endelig Fortvivlelse.

Romaner, sværmeriske Skrifter og Skuespil har forhen hos mange unge Mennesker opvakt eller næret overspendt Følsomhed og Sværmerie. Ynglingerne sløvede derved deres Nerver, deres Virksomhed, deres Evners Udvikling, og bleve følende ørkesløse Daarer. Møen sværmede ved sin Phantasie i en Verden, som ikke er til, besvimede, naar hendes elskede Hund eller Kanariefugl fik Krampe, kunde stundom uden Følelse nægte den fattige Haandværksmand sin længe fortiente Betaling, og forsømte sine helligste Pligter. Nu synes man at finde mere Smag i Selvmord og Drab, fremstillet med al den Ild og æsthetiske Skiønhed, som kunde ophidse Indbildningskraf-


583

og fremvirke Ringeagtelse af Livet. Hos mange er vel den første Tanke om Selvmord opvakt derved, og er bleven mere levende og mindre skrækkende. Naar Mennesker af en levende Indbildning ofte see, at Selvmorderen paa Skuepladsen ydes almindelig og sværmerisk Bifald af Tilskuerne, kunde de endeligen virkeligen troe, at det var en Helte-Gierning at berøve sig selv det Liv, som Skaberen har betroet dem til at nyde Livets skyldfrie Glæder, til at gavne Samfundet ved deres Kundskaber, og til at forberede dem til deres høiere Bestemmelse.

Offentlige og private Ulykker, tiltagende Fattigdom og Armod, Næringsveienes Aftagelse, høie Priser paa Livets uundværlige Fornødenheder, kan vel ansees for en medvirkende Aarsag til det i de seenere Tider tiltagende Selvmord; arbeidsomme, virksomme Mennesker lide dog mindre under Tidernes Besværligheder, da under nærværende Omstændigheder Frugten af Arbeidet stiger i Forhold til Prisen af Livets Fornødenheder. Havde Skaberen ikke indrettet den menneskelige Natur saaledes, at den ved Vanen lærer at skikke sig i enhver Livets Stilling; at enhver Ulykke, enhver


584

Besværlighed i Livet ved Vanen bliver mindre følelig, saa vilde Selvmordernes Tal endnu være mere betydelig. Den Omsorg, man i Kiøbenhavn bærer for Fattige, Trængende og Nødlidende, giør: at ingen for absolut Mangel af Livets første Nødvendigheder kan fristes til Selvmord. Samvittigheds-Nag og Selv-Bebreidelse giver derimod oftere Anledning dertil. At den almindelige Aarsag til Selvmord skulde være Feighed og Mangel paa indvortes Kraft til at bære Livets Byrder, synes ikke at kunne i Almindelighed antages. Cato, Antonius, Cassius, Brutus, vare vist ikke feige, da de dræbte dem selv.

Da det kan antages: at noget nær 100 Mennesker i Kiøbenhavn aarligen aflive dem selv, saa er det en Gienstand af megen Vigtighed for Menneskevennen, for Statsmanden og for Lægen, at undersøge og anvende de Midler, som kunde, om ikke standse, saa dog formindske, dette tiltagende Uvæsen. Mange af dem, som dræbe dem selv, kunde sandsynligen reddes, om man kunde være bekiendt med deres ulykkelige Stilling. De, som i en rasende Affect og i en heftig lidenskabelig Sinds-Stemning dræbe dem, de som i hidsige


585

Sygdomme i Raserie ubevogtede forkorte deres Dage, ere uden for den Stilling, at physiske, moralske eller psychiske Midler hos dem kunde være anvendelige; derimod hænge de fleste længe ved Tanken om Selvmord, giøre sig dagligen mere bekiendte og fortroelige med den, saa at den bestandigen bliver mindre frygtelig og mere tillokkende for dem, indtil at Selvmord endelig bliver til en Drift, som de ikke kunde modstaae, indtil de endeligen fuldføre det. Jeg har seet dem, som tvende Gange næsten livløse vare dragne ud af Vandet, hvori de selv havde styrtet sig, som derefter paa den ømmeste Maade bleve behandlede, indtil de tredie Gang søgte og fandt Leilighed til at dræbe dem. Hos disse Ulykkelige hersker sædvanligen en stum Tilbageholdenhed, en skiult Melancholie, saa at selv de, som dagligen omgaaes dem, sielden blive bekiendte med disse Elendiges Forsæt, selv at dræbe dem, førend de udføre dette. Religions-Læreres og Lægernes forenede Medvirkning til at frelse disse Ulykkelige er derfor ikkun sielden anvendelig. Hemmelighedsfuld Tilbageholdenhed er i det Hele et saa characteristiskt Træk hos Selvmorderen, at man næsten uden


586

Undtagelse kan antage, at de, som true med at dræbe dem, ikke giøre det, at de derimod, som omhyggeligen skiule deres Forsæt, udføre det.

Det vilde være særdeles ønskeligt: at enhver Religions-Lærer kunde være nøie bekiendt med alle de Ulykkelige og Tungsindede, som maatte findes i hans Menighed, og at enhver Menneskeven, som kunde have Kundskab om disse, eller fiærn Mistanke, om at de mueligen nærede Tanken om at ville forkorte deres Dage, i Fortroelighed aabenbarede dette for Præsterne; man kunde da haabe: at disse værdige Mænd, oplivede af varm Følelse for den Religion, de lære, vilde stræbe, ved blid og øm Deeltagelse, ved faderlig Veiledning, at vinde disse Ulykkeliges Tillid, opfordre dem til med Friemodighed at aabne deres Følelser for dem, udspeide Aarsagerne til deres sørgelige Stemning, og opfordre andre til at medvirke til deres Opmuntring. I mindre talrige Menigheder kunde dette maaskee tænkes mueligt, men i Kiøbenhavn, hvor Vaaningernes Omvexling næsten hvert halve Aar betydeligen forandrer Menigheden, vilde det neppe være i det Hele udførligt.


587

Ogsaa Lægernes Medvirkning til at afværge Selvmord er ikkun under faae Omstændigheder anvendelig, undtagen paa de Steder, hvor Afsindige og Vanvittige til deres egen og offentlig Sikkerhed blive modtagne under Bevaring, og hvor physiske, psychiske og moralske Midler af og til med Held til deres Helbredelse blive anvendte. I Sandhed, om der til nogen Sygdom udfordres Lægernes Skarpsindighed, rigtig Bedømmelse, den nøieste Menneske-Kundskab, den utrætteligste Taalmodighed, alvorlig Strænghed, forenet med et ømt følende Hierte, klog Forsigtighed m. v., saa er det Sinds-Syge. Selvmord, Tungsind og Afsindighed har ikke alletider de sædvanlige Forløbere, ofte er det et Værk af et ulykkeligt Øieblik; disse Ulykkelige kunde ofte have endog den meest udvidede Brug af deres Siæls Kræfter, ikkun en eneste Stræng af Instrumentet er overspændt; naar denne ikke røres, holder man det Hele for harmonisk; og hvem kan angive denne overspændte Stræng i Siæle-Organet paa en tilfredsstillende Maade, eller med sandsynligt Haab virke paa den, da de nøiagtigste Undersøgelser af


588

saadannes livløse Legemer ikke udbrede noget Lys deri.

Selv-Mordere ere upaatvivleligen i en høi Grad ulykkelige; de fortiene følgeligen ikke efter deres Død Foragt og Beskiæmmelse. Straffen er ligegyldig for de Døde, som selv have sat sig ud af al Forbindelse med Verden, og træffer allene de uskyldige Paarørende og Efterlevende; de fortiene i en høi Grad deeltagende Medlidenhed. I Rom straffede man kun de Selvmordere, som havde forsøgt og ikke tilfulde udført Handlingen. I Marseille var det forhen Skik, at de Ulykkelige, som vare keede af Livet og ønskede at befries derfra, opfordredes at møde for Øvrigheden, og angive de Grunde, hvorfor de ønskede at befries fra Livets Byrder; naar disse Grunde fandtes antagelige, bleve dem paa offentlig Bekostning rakt et Bæger, fyldt med Gift, som var beredt af Skarntyde, som de maatte drikke; i modsat Fald sørgede man for deres Helbredelse, og anvendte de Midler, som kunde giøre dem Livets Byrder mindre ubehagelige. Ogsaa hos os behandler man Selvmordere efter deres Død med den Ømhed, som ulykkelige Mennesker fortiene; de blive


589

i Stilhed begravede paa en af Kirkegaardene; man har endog Exempler paa, at udmærkede Mænd, med almindeligen erkiendte Fortienester, som selv havde forkortet deres Dage, have nydt en meget hædrende Begravelse, og at man har æret deres Minde.

Selvmord har til alle Tider fundet Sted, og dette vil vel ogsaa være Tilfældet i Fremtiden; men det er ædel Daad, at arbeide mod denne Handlings sørgelige Tiltagelse. Dette synes mindre at befordres ved at forhindre Handlingen selv, end ved at forfølge Aarsagerne, som foranledige den, til sine første Kilder, og at arbeide mod dem. Ofte lægges den første Grund til Selvmord allerede i Børnenes Opdragelse. Naar Maadelighed, Orden og Reenlighed tidlig iagttages og derved bliver til Vane, naar Legemet langsomt hærdes mod ubehagelige Følelser; naar Undværelser og nægtet Tilfredsstillelse af deres Ønsker, om disse kunde være skadelige, ikke ere fremmede for dem; naar Ungdommen tidlig vænnes til Arbeidsomhed og Virksomhed, og Ørkesløshed og Lediggang afværges, naar moralske og religiøse Følelser efter Ungdommens Fatteevner tidlig opvækkes, en alt


590

for levende Indbildnings-Kraft nedstemmes, og især Svækkelse ved for tidlig opvakt Kiøns-Drift, som saa ofte har ledet til Tungsind og Selvmord, paa det omhyggeligste afværges; naar alt dette var almindeligt, vilde vist Selvmorderes Antal betydeligen formindskes. I Engelland har man bemærket, at Selvmord iblandt Qvækerne, i Forhold til de øvrige Beboeres Antal, er en stor Sieldenhed, da de tidlig vænne deres Børn til Undværelser, til Arbeidsomhed, og opvække religiøse Følelser hos dem. Mennesker, som tidligen ere vante til at bære Livets Besværligheder, ville med Kraft arbeide mod dem, naar de ikke er svækkede ved kiælen Opdragelse, de ville elske Livet, og ikke forsage, naar dette blev møisomt og besværligt.

Efter Skaberens vise Plan til Menneskeslægtens Held og Lykke, kan man antage det som en Grundsætning, at gode Handlinger, Dyd og Retskaffenhed, Virksomhed og Arbeidsomhed, Orden og Maadelighed lønne deres Dyrkere endog her i Livet. Naar Livets Glæder nydes med Maadelighed og krydres ved Arbeide, vil man vist sætte tilbørlig Priis paa Livet, denne store Gave af For-


591

synet, ikke forkorte det, endog naar dets Besværligheder synes at være overveiende. Hos hvor mange have derimod Overdaadighed og Blødhed, Forfængelighed og Vellyster, Ødselhed og Ørkesløshed, Spillesyge, tøileløse Lidenskaber og Forbrydelser m. v., endeligen opvakt Keedsommelighed til Livet. Hvor mange have ikke ved Misbrug af Brændeviin, som har frembragt saa uendelig mange Ulykker paa vores Jordklode, styrtet dem i Fuldskab igiennem Evighedens Porte.

Vore Mortalitets-Lister mangle i det Hele den Nøiagtighed og Fuldstændighed, som man maatte ønske. Dette er ogsaa Tilfælde med dem, som selv giøre Ende paa deres Liv. At disse Ulykkeliges Tal er betydeligt og tiltagende: vide vi, men det synes: at de ikke alle komme til offentlig og nøiagtig Kundskab. Bemærker man med Nøiagtighed det Sted, hvor dødfundne Mennesker, som oftest de, som have fundet deres Død i Vandet, blive til Skue udsatte for at kiendes af deres Bekiendte og Paarørende, saa finde vi næsten dagligen andre Legemer liggende, hvoriblandt nok den største Deel kan antages at være omkommen ved Selvmord. Naar disse ikke blive vedkiendte og


592

afhentede, blive de paa offentlig Bekostning begravede, og man er da i fuldkommen Uvished om deres forrige Stilling i Livet. Det synes: at man ikke kan antage, at i en velordnet Stad et Menneske kunde savnes i et Huus eller paa et Skib, hvor det har opholdt sig en kortere eller længere Tid, uden at saadant strax maatte anmeldes ved Politiet under en følelig Mulct. Man kunde da af disse Anmeldelser ikke allene blive bekiendt med de Dødfundnes Stilling, Stand og Vilkaar, men ogsaa ved nøiere Undersøgelse med deres forrige Liv, Forbindelser, Næringsvei, Levemaade, Character, og om og hvilke særdeles Omstændigheder og Uheld maatte have foranlediget deres Selvmord. Slige Biographier vilde være særdeles oplysende, de vilde vise, hvad der i vore Tider meest ledede til dette voldsomme Skridt, og maaskee give Anledning til, at man med forøget Kundskab derom, ogsaa med mere Kraft og Held kunde arbeide derimod.


593

Dueller.

Til Selvmord kunde endnu henregnes den besynderlige Overeenskomst imellem tvende uenige Mennesker, at saare eller dræbe hinanden for at afsone en virkelig eller indbildt, tilføiet eller modtaget Fornærmelse, hvilken kaldes Duel. Denne Uskik, som har udbredt sig over hele Europa, findes ogsaa oftere hos os, end man skulde ønske. Det er ikke Oldtidens Tvekampe, hvor Staternes Skiæbne, Fædrenelandets Ære, Krig og Fred, blev bestemt ved enkelte tapre Mænds mandige Kamp; det er ikke offentlige Beviser paa Kraft, Styrke, Mod og Behændighed, under Fædrenelandets Øine prøvede, som offentligen bleve belønnede med Hæder, Ære og den udkaarne Møes hædrende og inderlige Bifald; det er ikke de Kampe af Oldtidens ædle, kraftfulde Riddere, for at straffe Forbrydelser, og for at hevne den fornærmede Uskyldighed i de Tider, da Staternes borgerlige Love endnu ikke med Tryghed værnede om borgerlig Sikkerhed og Ære. Det er derimod i vore Tider sædvanligen de ubetydeligste Ting, som, understøttede af Ungdom, Letsindighed, Kaadhed og


594

falskt Begreb om Ære, foranledige Dueller. I intet oplyst Land, hvor ordnede Love findes, er det tilladt at tage sig selv til Rette, og at hævne private Fornærmelser, men befalet at overlade dette til Lovenes Bestemmelse. Alle vore Tiders oplyste Lovgivere erklære Dueller for lige saa uædle, vanærende og usædelige i deres Natur, som skrækkende i deres Følger. Alle, uden Undtagelse, føle, at det er en besynderlig Erstatning for den, som er eller troer sig fornærmet af en anden, oven i Kiøbet at udsætte sig for at saares, giøres til Krøbling, eller at dræbes af sin Modstander. Den Forsoning og det Venskab, som ofte følger paa denne besynderlige Handling, synes ikke at være bygget paa en fast og ædel Grundvold. Det er ikke alletider, at Dueller hastig foretages i et heftigt Udbrud af lidenskabelig Hede, da de, som en Følge af Temperamentet, maaskee maatte være mere undskyldelige; vi have Exempler paa, at en Duel har været udsat over et Aar iblandt Mænd, som dagligen saae hinanden. Vel ere vore Dueller sædvanligviis af den Beskaffenhed: at vedkommendes Liv derved ikke sættes i synderlig Fare; man vælger som oftest den mindst farlige Maade, nemlig


595

at hugge, under forhen aftalte Bestemmelser og Secondanternes Opsigt. Jeg erindrer her i en Tid af mere end et halvt Aarhundrede ikkun et eneste Exempel paa, at en er strax faldet under Duel; dog kan man ikke vel tænke sig en Duel, uden at mueligen en af Parterne derved kunde dræbes eller lemlæstes. I første Tilfælde vil Morderen nødes til at flygte for at undgaae Lovens billige Straf; han maae forlade sit Fædreneland, sin borgerlige Stilling, sine Forbindelser, Samvittigheds-Nag og Bebreidelser følger ham som oftest igiennem hele Livet. Ogsaa da, naar en af Parterne bliver lemlæstet og giort til Krøbling, vil paa begge Sider Erindring om at have berøvet Staten en nyttig Medborger være krænkende, især iblandt Krigerne, hvis Liv, Mod og Kræfter, ved de helligste Forpligtelser, ere opofrede til Kongens, Fædrenelandets og Statens Forsvar. Adskillige yndede Skribenter have søgt at bevise, at Dueller ikke engang afgive Beviis paa personligt Mod, og at de, som duellere, findes i en konstlet exalteret Tilstand, som er kortvarende og ligner den, som frembringes af spirituøse Drikke og Opium. Iblandt Søe-Etaten indbyrdes,


596

iblandt de borgerlige og de Studerende, hvoraf dog findes over 1000 Ynglinger i Kiøbenhavn, ere Dueller næsten uden Exempel. Maatte enhver søge sin sande Ære i nøiagtig Opfyldelse af sine Pligter, ved at udmærke sig i Duelighed og Kundskaber i sit Fag; i at gavne andre og Samfundet efter Evne. Maatte enhver ikke kiende nogen anden Vanære og nogen anden Frygt end den, at forsømme sine Pligter og at begaae Handlinger, som stride imod Sædelighed, Anstændighed, Orden og Lovene. Maatte endeligen enhver omgaaes andre med den Forsigtighed og den Varlighed, som sømmer dannede Mennesker, saa vilde i Almindelighed Anledningen til Dueller ogsaa henhøre iblandt Sieldenhederne. Grækerne og Romerne synes ikke at have kiendt Dueller i Anledning af private Fornærmelser, dog kunde de vel ikke mistænkes for Mangel paa Mod og Tapperhed, Æresfølelse og Kiærlighed til Fædrenelandet. Efter Romernes Love blev den erklæret æreløs som vanærede en anden.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

1. del

2. del


Søg:

Loading

© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |