| sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 2 |
627 Fiortende Afdeling Mortalitet i Kiøbenhavn. Alt hvad som lever paa Jorden skal døe. Intet er derfra undtaget. Efter Naturens evige Love skulle Legemernes Bestanddele opløses, og andre Legemer deraf frembringes Ingen Stilling, ingen Stand i Verden giør heri nogen Undtagelse*). En heel Trediedeel af Menneskeslægten døer i Barndommen uden at kiende Livets Glæder, uden at have erfaret dets Besværligheder. Iblandt Millioner ere ikkun enkelte, hvis Liv opnaaer et Aarhundrede. Mennesket lever, døer og glemmes. Ikkun enkelte erindres af Efterslægten med Høiagtelse og Beundring, eller med Foragt og Af- * Pallida mors æquo pulsat pede pauperum tabernas, regumque turres. Horat. 628 skye. Det er en ædel Beskiæftigelse for tænkende Væsener, at efterspore den af Skaberen fastsatte orden til Menneskeslægtens Vedvarelse og Forædling. Nøiagtige og offentlige bekiendtgiorte statistiske Efterretninger om Borger- og Statssamfundet er i enhver Stat i Almindelighed, og i enhver Stad i Særdeleshed af en høist velgiørende Indflydelse paa det Offentlige. Især er dette ogsaa Tilfældet ved Mortalitets-Lister. En almindelig Erfaringer lærer, at Dødeligheden i alle store og folkerige, især Søe- og Handels-Steder næsten uden Undtagelse, er betydeligen større end paa Landet og i mindre folkerige Steder. De umiskiendelige Aarsager dertil ere forhen anførte i den første Deel af disse Betragtninger. Ogsaa i Kiøbenhavn er i de fleste Aaringer de Dødes Tal større end de Fødtes, sieldnere er det: at de Fødtes Tal overstiger de Dødes. Paa de Steder hvor Døds-Listerne med den nødvendige Nøiagtighed og Paalidelighed holde og tilbørligen ordnes, kunde Menneskeforskeren, Statistikeren og Lægen, ved at sammenligne tilfældige Omstændigheder, med Hensyn til Luftens herskende Constitution og Vin- 629 dene, Mangel og Overflødighed, Rigdom og Fattigdom, Sæder og Beskiæftigelse, Sædelighed og tøileløs Usædelighed, Maadelighed og Umaadelighed, Fornøielser og Adspredelser, Kriig og offentlige Uhæld, med den større eller mindre Dødelighed, der findes i adskillige Tids Perioder og Stænder, derved ledes til de vigtigste Resultater; han vil derved sættes i Stand til at sammenligne Virkningerne med Aarsagerne, og ved at kiende disse opgive de Advarsler og de medicinal Politie-Love og Anordninger, som kunde bidrage til at afværge de Farer, som true Menneskets Liv og Helbred. Kiøbenhavns Døds-Lister udmærke sig ikke ved Nøiagtighed; og følgeligen ikke heller ved Paalidelighed. Da alle døde Mennesker blive jordede, med Undtagelse af de Enkelte, der, som druknede, bortfiernes fra vore Kyster, og de, som til det chirurgiske Academie og det medicinske Facultet til anatomisk Brug, blive afgivne, saa synes Klokkere ved de forskiellige Menigheder især at være de Mænd, som, naar Jorden bestilles, beqvemmest kunde samle de Angivelser, der blive dem meddeelte. Klokkerne ere derfor i Kiøbenhavn forpligtigede til at indgive ugentlig til Politiet og 630 Stads-Physicus Underretning om alle de afdøde i en Uge. Disse Angivelser blive aarligen af Politiet offentligen bekiendtgiorte. Det samme skeer, naar Barnedaab og Ægtevielser bestilles. De Copuleredes, Fødtes og Dødes Tal kommer paa denne Maade til temmelig almindelig Kundskab. Derimod synes andre almeennyttige Oplysninger, som af nøiagtige Døds-Lister kunde uddrages, hos os endnu at være i en manglende Tilstand, naar man sammenligner dem med de [!], som fra andre store Steder blive bekiendtgiorte. Vore Naboer, de Svenske, frembyde os heri et følgeværdigt Mønster. Klokkerne modtage her deres Efterretninger af dem, som bestille Begravelse, som angive: om den Afdøde er et Barn, en Dreng, en Pige, en Qvinde eller en Mand, og endlige af hvilke Sygdomme de ere bortrevne. Disse Angivelser skee da ofte af ukyndige Paarørende, som efter deres stundom vrange Forestillinger om Sygdommene, give disse, efter deres Tykke, som oftest falske Navne, hvorved Døds-Listerne blive mindre nøiagtige og paalidelige. I Aarene 1805, 6 og 7 findes paa Listerne i disse 3 Aar 12 at være døde af Børnekopper, skiøndt det ved Læ- 631 gernes Vidnesbyrd fuldkommen var oplyst, at de vare døde af andre Hud-Sygdomme, og at ikke en af dem var død af de genuine Børnekopper. Saaledes er det ofte Tilfældet, at Sygdommens Navne ved Angivelsen blive forvexlede. Man finder derfor i vore Døds-Lister Sygdomme anført, som ikke have fundet sig i Staden, paa andre Steder findes den samme Sygdom under forskiellige Benævnelser anført, andre reent udeladte, og paa mange Steder har man Grund til den Formodning, at den sande Aarsag til Døden ikke er kommen til almindelig og offentlig Kundskab. Følgende Tabel viser Fortegnelsen af de Sygdomme, som efter de offentlige Bekiendtgiørelser i 12 Aar fra 1797 til 1808 have hersket i Kiøbenhavn, og hvor mange deraf er bortdøde. 632-633 Fortegnelse over de Svagheder og Tilfælde, hvoraf nedenstaaende Antal her i Kiøbenhavn fra den 19 Decbr. 1797 til den 17 Decbr. 1808 er begravne, efter Anmeldelse findes at være følgende:
634-635
636 NB. Under sidstanførte Antal indbefattes smaae Børn, som ere døde paa den kongelige Fødsels- og Pleie-Stiftelse af almindelige Børnesvagheder. Enhver, som nøie igiennemgaaer disse Lister, og sammenligner dem for flere Aar, vil finde, at de mangle den videnskabelige Nøiagtighed og Orden, som man kunde ønske, og som findes i nogle andre Steders Mortalitets-Lister, og at ikke saa mange og sikkre Resultater deraf kunde uddrages, som kunde blive almeennyttige. Man seer dog af de anførte offentlige Anmeldelser, at, iblandt Voxne Brystsyge og Tæring, og iblandt Børnene Krampeslag og Tænder udgiør den største Deel af Dødeligheden i Kiøbenhavn, og bortrive de fleste Mennesker. Brystsyge, Svindsoet, Tæring, Lungesoet har til alle Tider efter vores aarlige Politie-Lister været, næst spæde Børns Sygdomme, de meest hyppige og de meest dræbende. Vores i saa høi en Grad foranderlige Clima, uforsigtig Forkiølelse af et ved voldsomme Bevægelser ophidset Legeme, den Letsindighed, hvormed lette catharrhalske Sygdomme behandles, indtil de med Tiden forværres og endelig kunde blive ulægelige, 637 Misbrug af varme slappende Drikke; den, endog iblandt Almuens Qvindekiøn, indførte tynde Klædedragt, de nu herskende Sæder, tøileløse Lidenskaber, og de foranførte ublide Omstændigheder, som Tidens nærværende Gang medfører og som med nervesvage Mennesker især kunde virke paa Brystet, ere de betydeligste Anledninger dertil. Med Grund kunde man derfor befrygte: at saa længe Krigen vedvarer, Sygdomme og Dødelighed endnu i en progressiv Forhold iblandt os vil tiltage. Den anden Liste, som hvert Nytaar af Politiet bliver bekiendtgiort, viser de i ethvert Sogn og Menighed, copulerede, fødte Drenge og Piger, og døde Mænd og Qvinder. Drenge og Piger i de sidst forløbne 4 Aar. Jeg anfører ikke Lister for flere Aar, da de egentligen ikke henhøre til den her omhandlede Gienstand. 638-839 Fortegnelse over de, som i Aaret 1805, efter hertil indkomne Anmeldelser, befindes at være:
640-641 Fortegnelse over de, som i Aaret 1806, efter hertil indkomne Anmeldelser, befindes at være:
642-643 Fortegnelse over de, som i Aaret 1807, efter hertil indkomne Anmeldelser, befindes at være:
644-645 Fortegnelse over de, som i Aaret 1808, efter hertil indkomne Anmeldelser, befindes at være:
646 Nøiagtige Dødslister kunne ikke vel holdes uden Lægernes Medvirkning. At angive de Døde for et heelt Aar, kan være nyttigt som et Resultat; men Listerne burde forfattes for hver Maaned og maaske endnu oftere, saa at deraf kunde skiønnes, hvilken Indflydelses de forskiellige Aars-Tider, og naar meteorologiske Bemærkninger tillige nyttes, Luftens Constitution, Varme og Kulde, Vindenes herskende Gang, Fugtighed og Tørke kunde have havt paa Sygdom og Død. Naar Folkemængden efter de aarligen anordnede Tællinger ved ethvert Aars Dødelister tillige blev tilført, vilde Resultaterne deraf endnu kunde blive mere nøiagtige. Det er ingen uvigtig Sag saavel for Statistikeren, som for Lægen, at blive ved Dødslisterne med Nøiagtighed underrettet om, i hvilken Alder Menneskene døe. Vi blive i vore Dødslister ikkun giorte opmærksomme paa dødfødte og nyefødte Børn, i den øvrige Børneklasse paa Piger og Drenge, og iblandt Voxne paa Mænd og Qvinder. Vi vide ikke med Nøiagtighed: hvor mange der døe i det første Leveaar, fra 2 til 5, fra 5 til 10, og siden i ethvert Decennium; hvor mange af 647 Voxne døe, Gifte eller Ugifte; hvor mange Oldinge af hvert Kiøn iblandt os, der opnaae en Alder af 70, 80 til 90 Aar og derover; hvilket dog selv paa nogle andre Steder i de danske Stater iagttages. Vi vide ikke: i hvilke Qvarterer i Staden og iblandt hvilke Stænder Sygdom og Død har været almindeligst. Koppe-Epidemien blev i Aaret 1808 næsten allene indskrænket til et eneste af Stadens Qvarterer, hvor den ved de giorte Foranstaltninger blev standset. Beskaffenheden af de Sygdomme, som have forvoldet Døden, kan allene af Lægerne med Paalidelighed bedømmes, uden dem ville Listerne aldrig blive fyldestgiørende. I Wien lønner Staten Læger for at undersøge og bevidne de Afdødes Sygdom og virkelige Død (Todten-Beschau) førend de blive begravede. Man har ikke fulgt denne Skik paa mange andre Steder, ogsaa skal den i Wien ikke med fuldkommen Nøiagtighed udføres. Da i Kiøbenhavn faae Mennesker døe, som ikke i deres Sygdomme have erholdt, eller kunde erholde en Læges Tilsyn, saa synes nøiagtige Lister paa de Sygdomme, hvoraf Menneskene døe, ikke at kunde medføre betydelige Vanskeligheder. Vel- 648 havende private Personer kunde erholde Udfærdigelsen af Døds-Anmeldelsen fra deres Huuslæger; de Militaire og Hospitals-Lægerne kunde udfærdige dem for de deres Tilsyn betroede Personer, og Stadens 12 Distrikts-Læger, for de Fattige; endeligen maatte de øvrige, som uden at være Fattige, ei har kundet eller vildet søge en ordentlig Læge, forpligtes til at henvende dem til en ordentlig Læge for at faae Beviset udfærdiget. Ogsaa da, naar Lægen, som udstæder Døds-Attesten, ikke selv har behandlet den Afdøde i hans Sygdom, vil han dog være let i Stand til at indhente, i det mindste med en høi Grad af Sandsynlighed, de Oplysninger, som vare foreskrevne at skulle indhentes. Døds-Anmeldelser, naar de skulde være oplysende, bør være eensformige, og efter en bestemt Orden affattede; de bør være almindelige og strække sig ogsaa til den jødiske Menighed og andre Religions-Secter. Ingen Maade synes hertil beqvemmere end Blanketter, som i en vel indrettet trykt tabellarisk Form foreener de Gienstande, som ønskes med Hensyn til den Afdøde oplyste, og som af Lægen maatte udfyldes og under- 649 skrives; hertil hører ogsaa hastig Dødsfald, Mistanke om voldsom Død, ved Selvmord, Gift m.v.; om Skindød var at formode, som forbyder hastig Begravelse, eller og om Sygdommen synes at have været af en saa smitsom Natur, at den kunde kræve Foranstaltninger til at hindre dens Udbredelse, alt under den berettigede Læges Navn, som har behandlet den Syge eller udfærdiget Attesten. Klokkerne, eller de, som bestyre Begravelsen ved de forskiellige Menigheder, og hvilke det nu er paalagt at modtage Døds-Anmeldelser, maatte forsynes med disse Blanketter, afgive dem til enhver, som bestiller Graven, og ikke tillade et Ligs Jordning, førend Blanketten, efter den foreskrevne Norm udfyldt, var tilbageleveret. Disse matte da, som det hidtil ved Døds-Anmeldelser er skeet, af Klokkerne samles, og til Politiet og Stads-Physico ugentlig afgives, af hvis Virksomhed og Iver man med Grund kunde vente, at Foranstaltninger ville træffes til, at nøiagtige Dødslister af Kyndige og i dette Fag øvede Mænd, kunde uddrages, hvilket vilde være velgiørende for det Offentlige, oplysende for Statistikeren og særdeles nyttigt for Lægen. Lignende Indretninger 650 ere i adskillige andre folkerige Steder indførte; de ere ogsaa af vores værdige Stads-Physics Dr. Scheel foreslaaede at indføres i Kiøbenhavn. Vores virksomme Justitsraad og Raadmand Poptoppidan [!, Pontoppidan], der med utrættelig og mangeaarig Flid og Anstrængelse har samlet statistiske Bemærkninger, Kiøbenhavn vedkommende, har meddelt mig følgende Liste, hvoraf den aarlige Forskiæl paa Døde og Fødte i et Tidsrum af 80 Aar kan erfares. 651-653 Liste over Fødte og Døde i Kiøbenhavn fra Aaret 1729 til 1808 samt Forskiællen paa Fødte og Døde i enkelte Aaringer.
Af denne Liste sees, at de offentlige Foranstaltninger til forbedret Syge-, Børne- og Fattig-Pleie fra 1777 til 1801, da Engellændernes første Anfald paa Rheden skeedte, og fra 1803 til 1807, da Krigen begyndte, have havt en betydelig Indflydelse paa Dødelighedens Formindskelse i Kiøbenhavn i Ligning med de ældre Tider, saa og at Krigens uundgaaelige Følger umiskiendeligen, saa vel her, som paa alle andre Steder forø- 654 ger Mortaliteten. Vel skylde vi vores med saa megen Ret og saa inderlig af os elskede Konges mange virksomme og velgiørende Foranstaltninger, at Bombardementets, Ildebrandens og den paafulgte Krigs nødvendige Onder betydeligen ere lindrede, og at Krigens Rædsler føles i en mindre Grad i Kiøbenhavn, end paa saa mange andre Steder, dog er deres Virkning paa Liv og Død, Sundhed og Sygdom i en høi Grad kiendelige i Aaret 1807 og 1808. Ved Bombardementet og Ildebranden blev 305 Gaarde og Huse, som indeholdt 1300 Familier, et Rov for Luerne, som Tiderne ei tillade at opbygge. Det militaire Personale findes i Hovedstaden betydelig forøget og følgeligen alle Beboere i et mindre Rum indsluttede, Fattigdom og Mangel, formindskede Næringsveie, høie Priser af Livets Nødvendigheder, krænket Fædrenelands-Kiærlighed, tabt Formue, ublide Udsigter i Fremtiden m.v., virke umiskiendeligen paa Siæl og Legeme, Sygdom og Død, og mange ledes derved langsomt til Graven. Luften og Temperaturens Constitution har ogsaa især bidraget i 1808 til at forøge Mortaliteten. I Aaret 1807 have vi ikkun 64 Frost- 655 dage og i 1808 102, Kunde, Tørke og Østen Vind var den herskende Charakter af Climaet; dog viste sig i dette Aar ingen betydelige Epidemier, hvorved mange Mennesker er bortrevne. Epidemiske og eudemiske [!, endemiske] Sygdomme findes til alle Tider i Kiøbenhavn, eftersom uundgaaelige eller tilfældige Omstændigheder bestemme deres Tilværelse, deres Natur og den Dødelighed, de foraarsage. Følgende Liste viser 17 af de almindeligste og farligste Sygdomme, og hvor mange deraf aarligen i et Tidsrum af 60 Aar ere bortrevne. 656-659 [Tabel over Mortalitet i Kiøbenhavn. Tabellen er her splittet op]
660 Af denne Liste sees, at Børne-Sygdomme, som i de offentlige bekiendtgiorte Lister ere anførte under Navn af Krampe, Slag og Tænder, bortrive de fleste Mennesker i Kiøbenhavn, og at efter efter de fleste døe af Brystsygdomme og Tæring. Disse tvende Sygdomme er det især, som giøre de Dødes Tal i Hovedstaden betydeligt, skiøndt det dog, med Hensyn til Folkemængden, er mindre, end de mange andre folkerige store Steder i Europa. Antallet af Børnesygdomme og Dødelighed iblandt Børnene er i alle Steder, næsten uden Undtagelse, virkelig skrækkende. Det er vanskeligt, om ikke umueligt, at sætte Grændser derfor, skiøndt man maatte kiende Aarsagerne dertil. Skaberen har nedlagt i hele Dyre-Riget en Naturdrift til at sørge for dets Afkom, afhielpe dets Trang og at afværge Farer for det. Ogsaa Mennesket er forsynet med denne Naturdrift; dets intellectuelle Evner give det desuden Anledning nok, til at forudsee Farer, kiende Midlerne til at afværge disse, og at undgaae alt, som kunde være 661 eller blive skadeligt for Børnene i Fremtiden. Desuagtet see vi ingen anden Dyre-Slægt, hvis Afkom døer saa hyppigen af Sygdomme, som Mennesket. Det er mærkværdigt, at jo mere Mennesket afviger fra Naturens Orden med Hensyn til Reenlighed, Arbeidsomhed, Orden, og Maadelighed; jo mere den velgiørende Naturdrift, som Forsynet ogsaa har nedlagt hos Menneskene til at elske deres Børn og at sørge for dem, ved Forfængelighed, Ødselhed, Lidenskaber, Umaadelighed, Udsvævelser, eller ogsaa ved trykkende Mangel og Fattigdom, svækkes og nedtrykkes, jo flere Sygdomme ville spæde Børn være udsatte for, jo større vil Dødeligheden være iblandt dem. Det er ikke Staten, ikke Medicinal- og Politi-Love, som kan sætte Grændser her for spæde Børns Opfostring. Den Nøiagtighed og Orden, som derved bør iagttages, og hvilke, samt hvorledes Farer afværges, henhører upaatvivleligen til Forældrenes frie Handlinger; disse bør oplyses om deres Pligter og opmuntres til at opfylde dem, og deres Børns Liv, Helbred og Styrke vil belønne deres Anstrængelser. Nogle 662 af Forældrene, som spæde Børns Opfostring er betroet til, synde mod deres Børn, og forkorte deres Dage af Uvidenhed, andre af Letsindighed, andre af Ligegyldighed, og atter andre af utidig Kiælenskab og overdreven Omsorg; ogsaa kunde der vel findes nogle, som er grusomme nok til at ønske Børnene hellere døde, end at leve under ublide og sørgelige Udsigter i Fremtiden. Jeg har forhen i disse Betragtninger anført adskilligt om denne vigtige Gienstand. I alle oplyste og velordnede Stater sørges paa offentlig Bekostning for forladte og trængende Børns Opfostring og Opdragelse, naar Forældrene mangle Evne eller Hierte og Villie til at opfylde denne hellige Pligt. Iblandt disse Ulykkelige er til alle Tider og i alle Lande Dødeligheden stærkest. Ikkun faae opnaae den Alder, at de ved Virksomhed, Arbeidsomhed og Duelighed kunde betale deres Gield til Staten. Offentlig Omsorg for forladte Børn erstatter aldrig fuldkomment den ømme Omsorg, som ved Naturdriften er nedlagt hos Børnenes egne og gode Mødre. Dette er ogsaa Tilfældet, skiøndt i en mindre 663 Grad i Forhold til andre Indretninger paa fremmede Steder, ved vores ypperlige Fødsels-Stiftelse i Kiøbenhavn. Følgende Tabelle viser Listen paa de i tvende Decennier fødte og døde Børn og deres Dødelighed i og uden for Fødsels-Stiftelsen *) *) Tabellerne Fødsels-Stiftelsen vedkommende skylder jeg Hr. Professor Saxtorphs Venskab. 664 [Tabellen, der spænder over siderne 664-665, er her delt op i to]
665 [Fortsættelse af tabellen side 664] Af Hundrede ere:
666 Det kunde vel ved første Øiekast paa denne Tabel synes, at Mortaliteten af Børnene var større, end man skulde formode, under saa fortrinlig Hielp og Omhue, som gives i Fødsels- og Pleie-Stiftelsen, men uden at tale om, at det er en almindelig Erfaring af Mortalitets-Tabeller fra adskillige Lande, at af spæde Børn, især uægte, døe det halve Antal i deres allerførste Leveaar, saa maae endnu adskillige Omstændigheder, som bidrage til de Børns Mortaliteter, der ere under Fødsels- og Pleie-Stiftelsens Forsorg, tages i Betragtning, naar man ikke skal ledes til falske Slutninger. Seer man nemlig hen til det største Antal af Fødende i Stiftelsen, da findes disse enten at være Fruentimmer af den fattigste Klasse, som have kiæmpet med Armod, og derved ere svækkede under deres Svangerskab, eller andre af bedre Vilkaar, som i den hele Tid de have været frugtsommelige, have sørget og ængstet sig over deres Tilstand, ja vel endog skadet deres Helbred ved Brug af ulovlige Midler til at tilintetgiøre deres Foster; hvad Under da at saadanne Mødres Afkom er usselt og svagt, ja selv ved den omhyggeligste Pleie ikke at holde i Live. Ta- 667 ges endvidere i Betragtning, at saadanne Mødre fra Fødsels-Stiftelsen overgaae som Ammer til Pleie-Stiftelsen, altsaa for den største Deel svage Personer, der ikke kunne have overflødig Die, saa indsees ogsaa Nødvendigheden af, at erstatte denne Mangel ved konstig Opfostring tillige; men at der ved denne Maade at ernære spæde Børn paa, flere døe, end ved god og tilstrækkelig Modermelk allene, er en saa almindelig erkiendt Sandhed, at ingen i vore Dage tvivler herom, og er desuden beviist ved meget omhyggeligen anstillede Forsøg saavel hos os, som i andre Lande. Lægges nu hertil: at Antallet af Fødende, og af dem til Pleie-Stiftelsen afgivne Børn, aarligen er tiltaget saaledes, at uagtet Stiftelsens rummelige Locale, dog flere Børn maae være samlede i et Værelse, i hvorved langt fra ikke saaledes sammendyngede, som i mange andre Pleie-Stiftelser i andre Lande, saa findes ogsaa i denne Omstændighed en Grund til fleres Død, da det er en i alle lignende Stiftelser ved Erfaring stadfæstet Iagttagelse, at hvor flere spæde Børn opholdes i et Værelse, døe altid forholdsviis flere af dem, end hvor de ere enkelte. Seer man endvidere hen til, at mange Omstændig- 668 heder, især i de sidst forløbne Aar, have giort, at færre Pleie-Forældre fra Landet, end tilforn, have indfundet sig for at modtage Børnene, uagtet at Regieringen har tilladt, at Betalingen for dem baade er forøget og forlænget (her betales nu indtil det 15de Aar, istædet for forhen ikkuns til det 6te Aar), saa begribes ogsaa letteligen, at et større Antal af Børn ere forblevne i Stiftelsen, eller i det mindste her i Byen hos Pleiemødre, og at derfor Mortaliteten af disse Børn maae synes forholdsvis større paa de fra Politiekammeret her i Staden aarligen udgivne Mortalitets-Lister. Heller ikke kan det nægtes, at Børnenes Ophold ikke vinde ved, at man, for at erstatte Savnet paa Pleie-Forældre fra Landet, og forebygge en alt for stor Samling af Børn i Pleie-Stiftelsen, har været nødt til, i de senere Aar, at udsætte langt flere Børn, end tilforn, til Pleiemødre her i Staden, for hos dem at opfostres, indtil de efterhaanden kunde blive udsatte paa Landet, thi de fleste Koner her i Staden, der melde sig, som Pleiemødre, ere af den fattigere Stand, og Børnene kunne derfor ikke heller alletider erholde den omhyggelige Pleie, som saa svage Børn, som 669 den største Deel af dem, der fødes paa Fødsels-Stiftelsen, ere, trænge til, for at kunne overvinde de mange Uleiligheder og Svagheder, der følge med den spæde Alder, uagtet der fra Stiftelsens Side sørges for ideligt Tilsyn med dem, da en Læge lønnes for at besørge dem i Sygdomstilfælde, og frie Medicin gives for Stiftelsens Regning. Tabellen viser ogsaa, at det største Antal af Børn ere døde i Byen. Endeligen maae det ogsaa anmærkes, at under Navnet Dødfødte forstaaes ogsaa Aborteringer og raadne Børn, som aldrig kan reddes, samt 7 og 8 Maaneders Børn, hvoraf, som bekiendt, de fleste dog døe, uagtet den meest omhyggelige Pleie anvendes. For at vise Forholdet imellem Drenge og Piger, som ere fødte paa den kongelige Fødsels-Stiftelse, tilføies endnu følgende tvende Lister for 20 Aar. 670 Forholdet imellem de fødte Drenge og Piger paa den kongelige Fødsels-Stiftelse.
671
Fra 1798 til 1807 fødtes i den kongelige Fødsels-Stiftelse:
672 Jeg tilføier her endnu en Fortegnelse over Antallet paa de udi Tugt-, Rasp- og Forbedringshusene i de sidste 10 Aar, fra 1799 til 1808, indkomne samt bortdøde Fanger, nemlig:
Af denne Liste sees ikke allene Dødeligheden af dem, som formedelst begaaede Forbrydelser ere dømte til Fængsel og Arbeide; den viser ogsaa den sørgelige Erfaring: at Usædelighed og Forbrydelse iblandt os tiltager. 673 De Døendes og Dødes Behandling i Kiøbenhavn. Mennesket har ogsaa Pligter at opfylde mod Døende og Døde. Efter Naturens Indretning er Døden for alt, hvad lever paa Jordkloden, uundgaaelig; det er derfor en Pligt, som Menneskeheden og Billigheden kræver, at giøre ogsaa Menneskene Enden af deres Levetid saa lidet besværligt, som det efter Naturens Love kan skee, og at forebygge, at ogsaa de Døde ikke blive skadelige for de Efterlevende. Hele Dyre-Riget synes at døe roeligen, ikkun enkelte lette Trækninger bemærkes hos dem. Allene Mennesket synes ofte at være berøvet denne Velgierning, og det endog saa ofte af sine Medmennesker. I Kiøbenhavn findes ikke sielden de Syge-Stuer, især iblandt de høiere og formuende Stænder, hvori den lidende Syge, ofte under Smerter og Beængstelser i farlige Sygdomme, gaaer den sig nærmende Død i Møde, skiøndt i den bedste Hensigt, opfyldt med ømme deeltagende, ogsaa vel nysgierrige, Mennesker, som hverken kunde være nyttige eller behagelige for den 674 Syge, ikke kunne pleie og opmuntre denne, naar han er forsynet med den Beqvemmelighed og den Pleie, som hans individuelle Stilling kræver, men endog ofte foruroelige og plage ham; desuden fordærve utidige Sygebesøg den sædvanlige urene Luft i Syge-Værelset. Stille Roelighed, og nøiagtig øm Pleie af enkelte tilstædeværende er upaatvivleligen det meest nyttige for den stærkt angrebne Syge. Enhver, som selv har igiennemgaaet farlige Sygdomme, og Lægerne, som dagligen have saa mange Leiligheder til at bemærke deres lidende Syges individuelle Stemning, vide, i hvilken exalteret Tilstand ofte Nerve-Systemet findes, hvor ømfindige alle, eller enkelte Sandse-Redskaber ere, og hvor let de foruroeliges; de vide, hvor ofte ubehagelige Følelser, Frygt og Angst, som overdreven og ubetænksom Virksomhed kunde fremvise, ikke sielden forværre Sygdommen, og kunde slukke det svage Gnist af Haab, som til de Syges Helbredelse endnu maatte være tilbage. Det er ædel Daad, det er hellig Pligt, at sørge for de Syges Nødvendigheder og Beqvemmeligheder, ved Ømhed og Deeltagelse at lette deres Tilstand, at anvende alt, som kunde bi- 675 drage til at vederqvæge disse og at giøre deres Stilling mindre ubehagelig. Men i de Tilfælde, hvor man ikke kan nytte, sætter man sig ofte ud for at kunne skade, eller dog at foruroelige den Syge. Ogsaa Lægernes, i for høi en Grad, yttrede Virksomhed ved de Syge og de Døende, kunde skade de Syge, og foruroelige de Døende. Lægemidler ere upaatvivleligen til de Syges Helbredelse nødvendige. Det er Lægens og andres Pligt nøiagtigen at paasee, at Lægemidlerne med den tilbørlige Orden og Nøiagtighed anvendes; at bruge Overtalelser, Bønner og alvorlige Forestillinger til at formaae uvillige Syge dertil, naar Lægemidler ere uundgaaeligen nødvendige til de Syges Helbredelse; men at plage de Syge med overflødige Lægemidler, endog da, naar Døden nærmer sig, og naar Haabet om Helbredelse er forsvunden, dette er grusomt. Vel veed jeg, og har seet det, at Naturens skiulte Kræfter af og til spotte vore Erfaringer, og at Syge, som af Lægerne vare anseete som Døende, ere blevne i Live, men ogsaa under disse Omstændigheder, er det vist Na- 676 turen allene, og ikke Konsten, som da virker til de Syges Frelse. Ved al den dybe Ærbødighed jeg har for vores guddommelige Religion, for denne blide Ledsagere paa Livets Bane i glade og kummerfulde Dage, for religiøse Skikke og for Religionens værdige Lærere, saa føler jeg dog levende, at urigtige Religions-Begreber og religiøse Skikke, anvendte i det menneskelige Liv, ofte ikke opfylde, eller kunne opfylde deres velgiørende Hensigt. Dette var ogsaa Tilfældet ved farlige Syge og Døende. Det er langt fra at jeg skulde miskiende den høie Værd, og den velgiørende Virkning af en værdig Geistligs venskabelige Sygebesøg hos heftig angrebne Syge og Døende, især naar de forhen have været nøie kiendte af ham. Upaatvivleligen kunde slige Besøg bidrage meget til de Syges Beroeligelse, giøre dem bekiendte med Tanken om Døden, som for alle er uundgaaelig, opvække deres Tillid til Guds Barmhiertighed, som vi alle trænge til, og styrke deres Taalmodighed under Lidelser. Det er dog ikke sieldent, at de Syge ansee det første Besøg af en Geistlig, for det visse Dødens Bud, hvilken Tanke ofte saaledes ryster 677 de Syge, ved Sygdom og Lidelser svage og ømfiendtlige Nerver, at deres Tilstand ikke allene derved kunde forværres, men ogsaa Uroe, Skræk og Angst udbredes over deres sidste Leve-Timer. Den vittige lunefulde Rabener havde i hans sidste Sygdom giort Aftale med hans Læge, at denne vilde bede hans Skriftefader at besøge ham, naar intet Haab til Livet var tilovers; tilfældigen besøgte den Geistlige ham ukaldet, paa en Tid da Lægen var tilstæde, hvilket forskrækkede den Syge i den Grad, at han døde deraf, eller dog tidligere end hans Sygdoms Gang lod formode. Fuldkommenhed findes ikke hos Mennesket. Enhver uden Undtagelse vil under Sygdommens Lidelser, ved at tilbagesee paa sin igiennemvandrede Bane og paa sine Handlinger, opdage meget, som han ønskede at være uskeet, vil fortryde meget af det, der er skeet, vil fatte de meest levende og oprigtige Forsætter at aflæge sine Feil, og at indrette sine Handlinger efter Religionens Forskrifter, og Naade, endog uden at være erindret derom af en Geistlig. Stundom overspendte og med Iver og uforsigtigen ved Syge og Døende 678 opvakte Religions, Begreber om Guds Vrede og Hevn, om Diævelens Magt og Herredømme over Menneskene, om Satans Fristelser, om den evige Fordømmelse og Helvedes Ild, vil nok ofte hos den ved Sygdom og Lidelser svækkede Syge opvække skadelig og unyttig Skræk, Angst, endog Fortvivlelse. Skulde man vel med Grund kunde antage, at Omvendelsen paa Dødssengen kunde erstatte og forandre Følgen af en under Laster, Forbrydelser og Uretfærdigheder henbragt Levetid? kunde man kalde det Omvendelse: at fortryde sine forrige Handlinger, og at indflye til Guds Barmhiertighed paa Dødssengen, naar man ikke mere er i Stand til at vise en sand Forbedring ved Handlinger, og at holde sig forsikkret om Tilgivelse, under en sammenhængende Kiæde af Laster og Forbrydelser, efter at man efter Nydelsen af Sacramentet har modtaget Haab derom [?]. Og hvor mange findes ikke iblandt haardt angrebne Syge, hvis Siels Kræfter er, under Sygdommen saa aldeles forstemte, at de ikke kunne anstille nogen alvorlig Betragtning, at de ikke mueligen kunde nytte Religionens trøstende Opmuntringer. Jeg vidste ikke at nævne nogen Vildfa- 679 relse, som synes mig at være saa farlig i sin Natur, og saa skrækkende i sine Følger, som en blind Tillid til Mueligheden af en beroeligende Omvendelse paa Dødssengen, og en ubetinget Tillid til Forsoningen. Alle uden Undtagelse trænge til Naade og Tilgivelse, men alle kunne ogsaa have det glade Haab, den falske Tillid, at Skaberen hvis Væsen er Mildhed og Kiærlighed, som har sat sandselige Mennesker i en sandselig Verden, vist vil bedømme Menneskets Feil og Overilelser med Mildhed. Den ubetænksomme Medlidenhed mod døende Mennesker, som synes de Tilstædeværende at døe for langsomt, eller under tilsyneladende lange anholdende Lidelser, at borttage Hovedpuderne, og bringe de Dødende i en horizontal Stilling, er vel ikke almindelig iblandt os, dog skeer det af og til, at uoplyste Syge-Vartersker, i Fraværelse af de Beslægtede, af utidig Virksomhed, anvende dette grusomme og skadelige Middel at befordre Døden, endog under Omstændigheder, hvor alt Haab om Livet ikke aldeles er forsvunden. En Handling, som burde paa det strængeste straffes. 680 En anden Misbrug, som hyppigere, især iblandt Almuen, finder Sted i Kiøbenhavn, er, at de, som synes at være døde, strax udtages af Sengen, og lægges paa et Bræt, eller ogsaa paa Gulvet, i et af og til koldt Værelse. Det kan ikke nok igientages, at intet paalideligt Tegn paa den virkelige Død, paa Ophævelsen af organisk og dyrisk Liv, findes, end almindelig begyndende Forraadnelse. Mange kunne synes døde, især de, som døe hastigt, af Qvindekiønnet og Børn, og dog en Gnist af Livet være tilbage, som mueligen, ved Naturens og Konstens forenede Kræfter, igien kunde opvækkes, og som allene ved Kulden nødvendigen maae udslukkes. Ogsaa henhører hertil den skadelige Brug, at tilbinde Munden og bedække Ansigtet paa de Døde, førend man er med Vished overbeviist om den virkelige Død. Det er indlysende, at Natur-Kræfternes svage Anstrængelse til Aandedrættet derved maae blive frugtesløs. Denne Skik, at tilbinde Munden, og at bedække Ansigtet, herskede allerede iblandt de ældste Nationer. Agamemnons Skygge beklagede sig over Clytæmnæstra for at have efterladt denne hellige Pligt. Augustus lod paa sit Sygeleie selv 681 denne Vedtægt iværksætte, da han endnu var levende. Efter Romernes Skikke udraabte man høit nogle Gange den Afdødes Navn, hvilket de kaldte inclamare, naar dette var skeet, sagde man conclamatum est de eo, og da først blev han lagt paa Dødsleiet, deponebatur, Munden tilbunden og Ansigtet bedækket. Iblandt alt, som kunde være skrækkende i Naturen, er vel den Tanke en af de skrækkeligste: at blive begravet levende. At dette kan være Tilfældet, er ved ældre og nyere Tiders Erfaringer sat uden for al Tvivl. Vel kunde man antage, at en Deel af disse Erfaringer bære Præget af Opdigtelse, dog kan Mueligheden deraf ikke være tvivlsom. Nerve-Tilfælde, som foraarsage en hastig livløs Tilstand, Hysterie, Hypochondrie, alle til Krampe-Familien henhørende Sygdomme, Sovesyge, Besvimelser, Blods-Tab og andre heftige Udtømmelser, alle Arter af Suffocationer m.v. ere af den Art, at en livløs Tilstand kan være tilstæde, uden at den virkelige Død findes; hvilket kræver Lægernes og andres meest anspændte Opmærksomhed. Derimod er dette ikke at befrygte ved hidsige, ondartede, smitsomme 682 Sygdomme, som under de sædvanlige Forløbere af et uheldigt Udfald, uigienkaldeligen dræbte. Ei heller ere de, som døe af langvarige Sygdomme, som langsomt undergrave Sundhed og Kræfter, indtil Livets Lampe endelige slukkes, letteligen udsatte for Faren at holdes for virkeligen døde, naar de ikkun ere det tilsyneladende. Denne Gienstand er saa vigtig, at den i en høi Grad interesserer Statsmanden og Menneskevennen, Statslægen og den practiserende Læge, og udgiør en vigtig Deel af Medicinal-Politiet. Man kan antage det, som en almindelige Grundsætning, at man begraver en afdød Medborgere for tidlig, naar ikke den begyndende almindelige Forraadnelse afgiver et umiskiendeligt Tegn paa den visse Død; man begraver derimod den Afdøde for sidligt, naar de Efterlevende derved kunde udsættes for nogen Fare med Hensyn til deres Sundhed. Da Climatet, Arten af den foregaaende Sygdom og den paafulgte Død, og endelig Aarstiden giør en meget betydelig Forandring i Bestemmelsen af den Tid, naar Begravelsen med Sikkerhed for de Døde og Efterlevende kan foretages, saa er 683 det vanskeligt, om ikke umueligt, at fastsætte bestemte og sikkre Regler for Begravelses-Tiden, som almindeligen, og med Grund kunde anbefales; alle Anordninger, som med Hensyn hertil, saavel i de ældre, som nyere Tider ere udkomne, synes derfor ikke at være fyldtestgiørende, eller aldeles beroeligende. Lægernes Medvirkning kunde ogsaa heri give den mueligste Sikkerhed. Naar Lægen udfærdiger paa den forhen foreslagne Maade, Døds-Anmeldelsen, saa vilde det ikke være vanskeligt for ham, tillige at have Hensyn til de Tegn, som kunde give grundet Mistanke om Skindød; om, og i hvilken Grad den begyndende almindelige Forraadnelse, som den sande Døds eneste og visse Tegn, var tilstæde, og endeligen om nogen Smitte for de Efterlevende maatte være at befrygte. Det vilde da med den mueligste Sikkerhed kunde bestemmes: om Begravelsen strax kunde og burde foretages, eller om den skulde udsættes. Denne Undersøgelse kunde ogsaa bidrage til at opdage voldsomme Døds-Arter, foraarsagede af Gift eller andre Voldsomheder. Det er en hellig Pligt for enhver, ikke at begrave Døde, førend alt Haab om Oplivelse for forsvunden; men det er derimod 684 i en høi Grad uanstændigt at giemme de døde Legemer saa længe, at de, som vare paa det nøieste forbundne med os ved den inderligste Kiærlighed, ved Slægtskab og Venskab, ved Høiagtelse og Taknemlighed, maatte blive til Afskye for de Efterlevende og til Skade for dem. Iblandt den velhavende Classe af vore Medborgere i Kiøbenhavn, har man ogsaa Hensyn hertil; sieldent blive Ligene begravede hos os førend efter den tredie, fierde eller femte Dag, da sædvanlig allerede de første visse Tegn af almindelig Forraadnelse findes. Derimod synes oftere ved at tage de Døde i Almindelighed for tidlig udaf Sengen for at lægge dem paa Dødsleiet, især dem, som hastigen er døde; disse burde uden Undtagelse blive 24 Timer i Sengen. Det synes at vilde være ønskeligt, at de Foranstaltninger kunde træffes, at Ligene i Almindelighed ikke skulde tages udaf Sengen, førend den forhen omtalte Døds-Attest af en Læge var udfærdiget. Vore Forfædres gode Skikke, at vaage hos de Døde, hvorved det mindste Tegn, som kunde give Mistanke om, at Livets Kræfter ikke aldeles vare udslukkede, strax kunde bemærkes og be- 685 fornødne forhen omtalte Oplivningsmidler (p. 165) strax anvendes, ere afskaffede hos os. Derimod pleier man nu at bringe de Døde i afsondrede Værelser, hvor de ubevogtede blive liggende. Jeg erindrer selv med Græmmelse at have havt den ubehagelige Erfaringer, at hastigen Afdøde, under disse Omstændigheder, have tydeligen forandret deres Stilling og afgivet andre umiskiendelige Tegn til, at de forhen ikke havde været virkeligen døde. Ønskeligt vilde det derfor være, at den gode Skik at bevogte de Døde hos os igien blev indført, og at aldrig nogen Liigkiste blev tillukket, førend sikkre Kiendetegn paa almindelig Forraadnelse fandtes. Almuens og de Fattiges Stilling kræver ofte, at endog hele Familier ere indsluttede i et enkelt og indskrænket Værelse. Naar iblandt disse Dødsfald finder Sted, saa kræver Nødvendigheden ofte, at Ligene ikke allene maae tages ud af Sengen, men endog giemmes i samme Værelse, indtil Begravelsen kan foranstaltes For disse vilde det være en sand Velgiering, om offentlige vel indrettede Liighuse ogsaa i Kiøbenhavn maatte findes, hvori under disse Omstændigheder, 686 saa snart Døds-Attesten var udfærdiget, Ligene i en Kurv kunde henbringes, indtil Begravelsen kunde skee. Udsættelser af Liig til offentlig Skue er her med Rette, endog iblandt de høiere Stænder, afskaffede, og er her næsten uden Extempel, undtagen de kongelige Liig; vel ere disse de samme Naturlove undergivne, som Betlerens, og deres Uddunstninger i et beklædt og med Mennesker og Lys opfyldt Rum, upaatvivleligen mistænkelige for andres Sundhed; dog synes det ikke ubilligt, at Folket har Leilighed til at overbevise sig om deres Regenters virkelige Død. At aabne de Dødes Liig er i mange Tilfælde høist velgiørende for det Offentlige. Det bidrager til at oplyse Lægerne om Sygdommens sande Beskafffenhed, at udbrede Kundskaber om de dyriske Legemers Bygming, og af skiønne Beskadigelsernes absolute og relative Dødelighed. Det hindrer ogsaa Begravelsen af Skindøde, og deres muelige Opvækkelse i Graven. Ikke sielden har jeg maattet opfylde den sørgelige Pligt, at overskiære mine afdøde Venners Hals-Puls-Aarer og Nerver efter deres Forlangender, naar de havde 687 yttret den Frygt at blive levende begravede. Synsforretninger bør dog aldrig foretages, førend man med Vished er overbeviist om den virkelige Død. At det har været Tilfældet, at Lægerne have aabnet dem, som under Forretningen gave endnu Livstegn tilkiende, det lærer adskillige os opbevarede Erfaringer. At vaske og rense de Dødes Liig og at klæde dem reenligen, var allerede i Brug hos de ældste Folkeslægter. Reenlighed er een af Menneskets vigtige Pligter, og det henhører til den Agtelse, vi skylder vore afdøde Medmennesker, at anvende den ogsaa hos dem. Mangen en Skindød er ogsaa derved bleven opdaget. Jøderne anvende Ligenes Vaskning og Rensning, som en religiøs Ceremonie, med den meest roesværdige Nøiagtighed. Paa ingen Steder er Mennesket i større Fare for at blive begravet levende, end efter store moderiske Feldtslage, hvor nok mange halvdøde med de dræbte strax blive nedgravede, ligesom og iblandt Jøderne. Denne Nations Lovgivning, som i en høi Grad er beregnet paa Reenlighed, og paa at afværge Farer for Liv og Sundhed, 688 befalede de Dødes hastige Begravelse med Rette under den Himmelegn, hvor den var givet, og under hvilken Forraadnelsen hastig viser sig, som kunde være skadelig og fordærvelig for de Efterlevende. Men at anvende denne Lovgivning under vores kolde Clima, synes hverken at være overeensstemmende med Lovgivernes vise Hensigt, eller med de Dødes Sikkerhed, som derved mueligen kunde udsættes for den Fare, at kunne blive begravede, førend de virkeligen var døde. Denne Fare afværges neppe fuldkommen ved de Dødes nøiagtige Rensning, og forøges derimod derved, at de Døde strax blive tagne af Sengen, og at Ligene samme Dag de ere afsiælede, i en tillukt Kiste blive henbragte til Begravelses-Stedet uden for Stadens Porte. Da der iblandt Jøderne i Kiøbenhavn findes en Deel oplyste Mennesker, saa er det saa meget mere at ønske, at de tidlige Begravelser i denne Menighed ved en offentlig Anordning efter andre Steders Exempel, aldeles bleve forbudne. Denne ogsaa her ved Jødernes Begravelse brugelige Skik er følgende. En Deel af Menighedens Medlemmer have frievilligen forenet dem i et Selskab, for at sørge for de Døde. De kalde 689 dette Vennernes og Begravelses Selskab. Saasnart en Jøde bliver ved Sygdom haardt angrebet, og det bliver bekiendt, forføier en af Bestyrerne af Selskabet sig ukaldt til den Syge, og seer ham stivt i Øinene, for at skiønne: om Sygdommen maatte være farlig. Dette første Besøg, som sædvanligen er uventet, og som den Syge ofte anseer for den visse Dødens Bud, har jeg ikke sielden seet at have havt en høist skadelig Virkning hos den Syge. Finder Bestyreren den Slags Tilstand farlig, saa bliver han ikke mere forladt af Selskabet, førend han enten er død og begravet, eller i Bedring. To af Selskabets Medlemmer ere bestandig afvexlende Dag og Nat hos ham, ikke saa meget for at trøste og opmuntre den Syge, for at styrke hans Taalmodighed i Lidelser, at sørge for hans Pleie og Beqvemmeligheder, for at styrke hans Haab, at aabne ham blide Udsigter i Fremtiden, at opvække religiøse Følelser hos ham, men for nøie at bemærke hans Sygdoms Forværrelse og om Døden matte nærme sig. I dette Tilfælde blive strax 8 andre af Selskabet sammenkaldte, da efter Jødernes Vedtægter 10 skulle ved den Syges Død var tilstæde. Naar 690 den Syge holdes for at være død, lægges en let Fiær under Næsen, for at skiønne: om den endnu bevæger sig ved Aandedrættet; skeer dette ikke, saa holder man den Syges Død for upaatvivlelig, man aabner Vinduerne, skraaler nogle Bønner, saa at de kunne høres paa Gaderne og i Naboe-Lauget, man tager den Døde strax udaf Sengen og lægger ham paa Gulvet paa Halm. Er han død for Middag, bliver han samme Dag, før Solens Nedgang, udført til Lighuset uden for Porten, og om han er død om Eftermiddagen, skeer dette næste Dag om Morgenen. Befordringen skeer i en tillukt Lig-Vogn, hvori Kisten findes, som til offentlig Brug for flere Liig bestandig medfølger. I Lighuset bliver den roesværdige Skik udført, at det døde Legme bliver paa det nøiagtigste renset og vasket, mange Gange overøst med Vand, reent klædt, og da endeligen begravet i løst forbundne Bræder. Ikke den mindste Forskiæl finder Sted imellem de fattige og rige Jøders Begravelser. Selskabet skal af og til, af fanatisk Iver for Jødernes antagne religiøse Skikke, tillade sig den Uorden, at lade begrave dem, som de ikke ynde, eller som efter deres Mening ikke 691 have iagttaget deres religiøse Skikke med Nøiagtighed, paa afsides Steder. Endeel af de yngre og mere oplyste af den jødiske Menighed afvige dog fra nogle af disse anførte Skikke. Det er indlysende, at mod denne Behandling af Syge, Døende og Døde, saavel fra den moralske som physiske Side, adskilligt med Grund kunde være at indvende. Ønskeligt synes det at være, at den tidlige Udtagelse af Sengen og Ligenes hastige Begravelse, efter andre Steders Exempel, ved en forandret Lovgivning maatte kunne indskrænkes. Vi ere i Kiøbenhavn i de seeneste Aaringer ikke fremgaaede paa Oplysningens Bane, med Hensyn til de Dødes Begravelse inden Stadens Volde. Vi ere endnu i samme Stilling, som i den første Deel af disse Betragtninger (p. 214) er anført. Vel bliver den største Deel af Ligene af frit Valg jordede uden for Stadens Porte, paa vores saa vel indrettede yndige Kirkegaarde, dog see vi endnu dagligen Døde at jordes paa Stadens Kirkegaarde eller hensættes i Kirkernes Capeller. Det synes ikke at være os saa forbeholdent, at see denne Uorden iblandt os aldeles afskaffet.
|
Navigation:Søg:Loading
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Opdateret: 25. august 2006 Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon | © Selskabet for Københavns Historie 2005 - 2012 |