sti: velkommen > E-bøger > e-Bøger > Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 2
Velkommen
Selskabet
Medlemsområde
Årbogen
Bogtilbud
E-bøger
Eksterne links
Søgning
Hjælp
Kontakt
Forfatter: Henrich Callisen
Titel: Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn 2
Udgivet: Kbh., 1809
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2007
Del: 2. del - kapitel 8
Note: Denne indholdsoversigt er bygget specielt til webudgaven.

 

[1]

Ottende Afdeling

om offentlige Foranstaltninger i Kiøbenhavn, til at beskytte Liv og Sundhed.

_____

Smitsomme Sygdommes Afværgelse.

Farer for Liv og Sundhed følge Mennesket fra Vuggen til Graven. Ingen anden Dyr-Slægt er saa meget udsat for dem. De Dyr, som leve i en naturlig frie Tilstand, naar de ikke ere bestemte til Føde for andre Dyr, eller forfølges af Mennesker, er sielden udsatte for Sygdomme og Livs-Farer. De kiæmpe kraftigen mod de utallige Livets Fiender, ved hiin uforklarlige Natur-Drivt, som man i Almindelighed betegner med Kunst-Ordet, Instinkt, og som næsten aldeles er nægtet Mennesket; de ere derfor sield-


2

nere udsatte for Sygdomme og Anledninger dertil, og med usvækket Sundhed gaae de deres Bestemmelse imøde. Vore Huus-Dyr, ved Menneskenes Tvang indskrænkede og tvungne til en mindre naturlig Levemaade, ere allerede udsatte for langt flere Farer for Liv og Sundhed. Mennesket derimod er paa sin hele Livets Bane omgivet med saa utallige Livets Fiender, med saa mangfoldige Anlæg, Anledninger og Aarsager til Sygdom og Død, at ikkun faae af dem opnaae den høie Alder, som efter Naturens Love synes bestemte for Menneske-Slægten, saa at man derimod snarere maa undres over, at enkelte Mennesker igiennem de Millioner Farer, som omgive og følge dem paa Livets Bane, dog af og til kunne opnaa en meget høi Alder.

Det menneskelige borgerlige Samfund, især i store og folkerige Steder, har uendeligen mange Fordele, men og mangfoldige Mangler og Besværligheder. Paa den ene Side vinder ofte Opdragelsen, Lærdom, Kunster, Videnskaber, Kultur, Industrie, Omsorg for Syge, og Lægemidlers bedre Anvendelse; paa den anden Side derimod forøges Antallet af de skadende Aar-


3

sager, som ere istand til at frembringe Sygdom og Død. Foruden dem, som i den første Deel af disse Betragtninger ere anførte, og som have deres Grund i Luftens slettere Beskaffenhed, i de saa mangfoldige Kilder til skadelig Ureenlighed, i mindre gode Fødemidler, i Letsindighed og Forfængelighed, Ødselhed og Umaadelighed m.v. findes endnu mange andre, som kunne undergrave vor Sundhed og forkorte vore Dage. Forsynet har tilladt, at forskiellige Natur-Kræfter kunne efter evige og uforanderlige Love virke til Menneske-Slægtens Skade, og frembringe en utallig Mængde Sygdomme, blandt hvilke mange formaae at udslukke vort Liv. Saaledes kunne, især i store og folkerige Søe-Stæder, fremmede Sygdomme og Sygdoms-Stoffe indføres fra fremmede Lande, endog fra de fierneste Verdens Dele, og udbrede sig ved krigsførende Magters Ophold og Giennemmarsch, ved Handels- og andre Forbindelser. Saaledes kunne ogsaa meer eller mindre ondartede smitsomme Sygdomme avles i selve Landet, sædvanligst blandt den fattigere Deel af Folket, udbrede sig til alle Stænder, og bortrive en Deel af Samfundet; saaledes kunne de


4

med forskiellige Nærings-Veie forbundne Farer, og den Mængde af tilfældige Omstændigheder, som kunne møde os paa Livets Bane, enten ved deres uundgaaelige Beskaffenhed, eller ved Uforsigtighed, Letsindighed og Skiødesløshed, give Anledning til Sygdom og Død.

Sielden findes hos enkelte Individer den Alvorlighed, den Forsigtighed, Klogskab og Oplysning, der udfordres til at efterforske de Livs-Farer, som omgive os, og til at giøre sig bekiendte med de Midler, som kunne afværge og formindske Virkningen af de mangfoldige skadende Aarsager, som forstyrre vor Kraft og Virksomhed, eller true vor Sundhed med Ødelæggelse. Kun faa have Leilighed til i deres borgerlige Stilling at gavne Samfundet, ved at anvende de Hiælpe-Midler, som bidrage til at forlænge deres Medborgeres Dage. Det er et sandt Held for Mennesker, at de ikke ere skabte til fuldkommen og uindskrænket Friehed og Uafhængighed. Uagtet Mennesket staaer saa høit over alle andre Skabninger, uagtet dets intellectuelle Kræfter, dets høie Evner at nytte og anvende, ikke allene dets egne og Samtidiges, men ogsaa Fortidens Erfaringer, saa trænger det dog,


5

for at være ret lykkeligt, til at leve i Samfund og under et Slags Formynderskab; det trænger til en Bestyrelse af enkelte Individer, som kunne overskue det hele Samfunds Mangler, og bære Omsorg for dets Tarv, det trænger til velgiørende Love, hvis Efterlevelse kunne betrygge hvert enkelt Individs Sikkerhed, Vel og Lykke. Uden Regiering og uden Love vilde Mennsket være det vildeste og ulykkeligste blandt alle Dyr-Slægter.

Dette er især Tilfældet ved den offentlige Sundheds-Pleie, der indbefatter den vigtige Deel af Lovgivningen, som man kalder Medicinal-Politiet. Hvor mangfoldige Indbyggere, især af store og folkerige Stæder, i hvilke saa utallige Sygdoms og Døds Aarsager støde sammen, vilde ikke være udsatte for smitsomme og andre farlige Sygdomme? hvor mange vilde, ved Uvidenhed, Uforsigtighed og andre tilfældige Omstændigheder, gaae en tidligere Død i Møde, dersom ikke en stor Deel af alt, hvad der kan have en skadelig Indflydelse paa Sundhed og Liv, blev ved velgiørende Love deels afværget og deels Virkningen af det formindsket. Alle Stater, og alle folkerige


6

Steder, i hvilke der hersker nogen Oplysning, ere forsynede med Medicinal-Politie-Love, indrettede til at bortfierne og formindske Farer for Sundhed og Liv; disse Love ere dog i forskillige Steder og Lande, efter deres forskiellige Trang og Kultur, affattede med en høiere eller lavere Grad af Orden og Nøiagtighed.

Ogsaa Kiøbenhavn er forsynet med Love, som værne om Indbyggernes Sundhed og Liv. Foruden dem, som findes anførte i den første Deel af disse Betragtninger, ere der endnu mange andre offentlige Foranstaltninger, som sigte til at afværge Farer. Jeg nævner iblandt disse først: de i høi Grad smitsomme og farlige Sygdomme, som baade fra Søe- og Land-Siden kunne indføres fra fremmede Steder, ja mueligen ogsaa kunne avles i selve Staden, eller blandt dens egne Indbyggere. Disse, naar de ere smitsomme og dræbende i en høi Grad, fortiene frem for alt Lovgivernes og Medicinal-Politiets strængeste Opmærksomhed, da mange Tusindes Liv sættes i Fare, naar denne Sag behandles med Ligegyldighed eller Efterladenhed. Navnet af Sygdommen giør her intet til Sagen;


7

man kalder den Pest eller en pestartig Sygdom, den gule Feber, eller en ondartet Galde- og Forraadnelses-Feber, saa kræve de dog alle den største Aarvaagenhed, naar de ved en hastig Udbredelse og stærk Dødelighed give deres smittende og farlige Natur tilkiende. De Foranstaltninger, som kunne anvendes imod heftigen smittende Sygdommes Udbredelse, ville stedse være de samme; de ville alle have til Formaal: paa en hastig og sikker Maade at vorde underrettet om Sygdommens Tilværelse ved dens første Udbrud, og at hindre Smittens videre Udbredelse, enten fra de allerede angrebne, eller og mistænkte Personer, ved Klæder, Vare, Huse m.v. Det er en temmelig afgiort Erfarings-Sag, at heftig smittende Sygdomme ikkun smitte ved umiddelbar Berørelse, og ikke ved Luften, undtagen i en snæver Dunstkreds af de mest pestartige Sygdomme behæftede, eller de med Smitten befængte Sager; det synes ei heller rimeligt, at det skulde forholde sig anderledes med de fra deslige Syge sig udviklende Dunster, end med dem, der opstaae, eller udbrede sig fra Legemer, som ere overgangne i den forraadnende Giæring. Saadan Smitte kan være meget farlig nær ved


8

Kilden, men taber aldeles sine anstikkende Egenskaber i en længere Frastand. Det samme gielder om vore mildere og ofte herskende Sygdomme, som sædvanligen have deres Grund i Luftens Beskaffenhed, eller i almindelig virkende Aarsager. Ogsaa disse kunne smitte ved Berørelse. Jeg skal i det følgende anstille Betragtninger over dem.

Allerede i Oldtiden, saa langt Historien rækker, har man antaget den Erfarings-Sag, at forskiellige Sygdomme udbredes til andre ved Smitte og Berørelse, og at adskillige livløse Ting, saasom Senge, Klæder, Hude m.v. kunne modtage, i lang Tid indeholde, og igien afgive Smitten til andre Legemer. Længe har man været bekiendt med den Sandhed, at en omhyggelig Afsondring fra Syge, der ere befængte med heftig smittende Sygdomme, og fra giftfængende Legemer, kunne hindre og standse Sygdommens Udbredelse blandt andre. Allerede i den mosaiske Lovgivning findes Anordninger, i hvilke der bydes at afsondre og udelukke spedalske og andre anstikkende Syge fra Folkets Boliger, og at brænde de Ting, hvorved Sygen kunde forplantes; af slige


9

Forsigtigheds-Regler findes ogsaa Spor iblandt græske og romerske Skribenter.

Overhængende Farer og sørgelige Erfaringer giøre sædvanligen Menneskene opmærksomme paa de Hielpemidler, der kunne tiene til deres Sikkerhed og Betryggelse. Naar derimod en ødelæggende Landeplage er overvunden, naar der er Haab om, at den ikke lettelig vil indtræffe igien, og især, naar et Land virkelig har været frie for den saalænge at den levende Generation mangler egen Erfaring om dens Grumhed og Ødelæggelse; da pleier man ikke sielden tilsidst at blive ligegyldig ved Anvendelsen af de Hielpemidler, som kunne sætte Samfundet i Sikkerhed. Man frygter da Faren mindre, fordi man ikke kiender den tilfulde. Vi see derfor, at de Nationer, som ofte have været plaget af ødelæggende Sygdomme, og endnu oftere været udsatte for den Fare, at faae Smitten tilført fra andre Lande, især have været opmærksomme paa at anvende de Hielpemidler, som kunne standse et saa frygteligt Onde i dets Fremskridt, og afværge, eller dog formindske dets fordærvelige Virkning; og at derimod de Nationer, som mangle egen Erfaring, og kun have historisk


10

Kundskab om heftig smittende Sygdomme, endeligen blive skiødesløse og ligegyldige med Hensyn til denne vigtige Deel af lægevidenskabelige Kundskaber og deres Anvendelse.

Vel pleier man i Almindelighed at betegne med Navn af Pest enhver heftig smittende Sygdom, som inden kort Tid dræber mange Mennesker; dog lærer Erfaringen, at ogsaa andre hidsige Sygdomme, der ikke ere ledsagede af de Tilfælde, som karakterisere den genuine Pest, hvoraf alt Thucydides har givet en kiærnefuld Beskrivelse, kunne være saa ondartede, udbrede sig, og dræbe med samme Hastighed, og derfor kræve samme Anstrængelse for at afværge deres Udbredelse. Nyere Tiders Erfaringer have viist, at den putride Galde-Feber, som i de senere Tider har udbredt saa megen Ødelæggelse, og som er bekiendt under Navnet af den gule Feber, har paa adskillige Steder af Jord-Kloden været ligesaa frygtelig, og udbredt sig ligesaa hastig, som den sande Pest.

Handel, og Handels-Forbindelse med fremmede Lande udbreder paa den ene Side Velstand, Arbeidsomhed og Industrie, men paa den anden Side giør den os bekiendt med fremmede


11

Landes unødvendige Producter, Ødselheds-Vare, Forfængelighed, Usæder og Udsvævelser, til Skade for Moraliteten, for Sundhed, og for Livet. Ogsaa fremmede Sygdomme forplantes ved Handelen fra de fierneste Egne og Verdens-Dele, rodfæste sig med Tiden, og vinde til sidst Borger-Ret iblandt vore herskende Sygdomme. Europa har længe sukket under Kopper og venerisk Smitte, som bleve os tilbragte fra fremmede Lande, og have berøvet denne Verdens-Deel Millioner af Beboere. Vor Tids-Alder var det forbeholden at opdage et Middel, der formaaer at sætte sikkre Grændser for den første af disse dræbende Sygdomme, men man har hidtil forgiæves stræbt efter at kunne udrydde eller standse den sidste i sin ødelæggende Virkning.

Ingen af alle os bekiendte Sygdomme viser sin dræbende og ødelæggende Virkning hastigere og voldsommere end de egentlige pestartede Sygdomme; ogsaa disse blive sædvanligen indførte fra fierne Lande og fremmede Verdens-Dele. Dette viser Oldtidens, og dette viser den nyere Historie. Man har derfor, især i store og folkerige Handels-Steder, været betænkt paa, ved Medicinal-Love, grun-


12

dede paa visse og bestandige Erfaringer, at afholde Sygdoms-Smitten, ved at sætte Skibe, Mennesker og Vare, fra befængte og mistænkte Steder; i en bestemt Tid under Bevogtning, for at bemærke: om Sygdommen viser sig; ved at rense Varene og de mistænkte Ting, som mueligen kunne indeholde Smitten; og naar Sygdommen viser sig, at besørge de Syges Pleie og Helbredelse paa afsondrede, og for Sunde utilgiængelige Steder. Disse Indretninger, hvorved Sygdoms-Smitten fra Søe-Siden holdes inden for de snævreste Grændser, kaldes Qvarantaine-Anstalter, fordi man antog, at 40 Dages Prøve var tilstrækkelig til at bevise, at ingen Smitte fandt Sted imellem Skibets Besætning, naar efter dette Tidsrum ingen Sygdom havde viist sig. I de Stater og Handels-Steder, hvor man var meest udsat for Faren af pestartige Sygdomme, saasom ved Middelhavets Kyster fra Tyrkiet, findes de nøiagtigste og sikkreste Qvarantaine-Anstalter. I andre Lande derimod, hvor Faren synes at være mindre, mangle slige Foranstaltninger, eller ere dog ufuldstændige. Iblandt de nordiske Stater var det Danmark og vore Tider for-


13

beholden at faae indrettet en fuldstændig Qvarantaine-Anstalt i Christianssand i Norge, som kan sættes ved Siden af de bedste i Middelhavet, hvorved ikke allene Hoved-Staden og de danske Provindser, men ogsaa Naboe-Landene og Østersøens Omkreds, for saavidt menneskelig Opmærksomhed, Klogskab og Virksomhed formaaer, fra Søe-Siden kunne sikkres for anstikkende pestartige Sygdomme.

I de ældre danske Lovgivninger findes faae eller ingen Spor af Qvarantaine-Indretninger i de danske Stater. Først da Pesten i 1711 dræbde en stor Deel af Kiøbenhavns Beboere, udkom allene i dette Aar 10 Anordninger med Hensyn til Qvarantaine-Væsenet og Pesten, for saa meget muelig at afhielpe Mangelen af Kundskab om de Forsigtigheds-Regler, som de da værende sørgelige Omstændigheder giorde saa uundgaaelig nødvendige. At disse maatte være ufuldkomne og ufuldstændige: følger af Sagens Natur. Dog standsede Pesten; men uagtet den store Ødelæggelse, som denne smitsomme Sygdom anrettede i Hoved-Staden, og uagtet den blev tildeels indført fra Østersøen, saa foranledigede dog den-


14

ne alvorlige Erindring ikke nogen paalidelig Foranstaltning til at afværge smitsomme Sygdommes Indførsel fra Søe-Siden til de danske Stater og Hovedstaden, og intet bestemt Reglement, som, naar Nødvendigheden krævede det, skulde følges; ikke heller blev der udnævnt en Forsamling af kyndige Mænd, som bestandig og uafbrudt skulde vaage over denne betydelige Deel af Lovgivningen, og bestemme efter Omstændighederne, naar Qvarantaine-Foranstaltningerne kunde hvile, og naar de igien med den nødvendige Hastighed skulde sættes i Virksomhed. Forbedrede Qvarantaine-Anstalter have ellers i de senere Tider i Almindelighed været mere nødvendige end tilforn, da heftig anstikkende og pestartede Sygdomme næsten bestandig herske paa et eller andet Sted; det er derfor særdeles vigtigt, at de, især i Handels-Steder, kunne uden Ophold sættes i Virksomhed, og saasnart Faren er forbi, igien ophæves til Fremme for Handelens Flor.

I Aaret 1772 blev en Sundheds-Commission befalet at sammentræde, for at overlægge: hvilke Præcautioner der i Henseende til de i Polen og paa nogle Stæder i Middelhavet her-


15

skende smitsomme Sygdomme burde at iagttages mv. Jeg har havt den Ære i nogle og 30 Aar at være Medlem af denne Commission, som fra en meget ufuldkommen Begyndelse af, ved sine Bestræbelser, efter Regieringens Ønske og Medvirkning, har hævet de danske Qvarantaine-Anstalter næsten til den Høide, hvorpaa de nu findes. Denne Commission var underordnet det kongelige danske Cancellie, som sendte de fra det udenlandske Departement, fra fremmede Lande, fra vores Søehavne og de andre kongelige Collegier, indkomne Beretninger om smitsomme Sygdomme, til dens Betænkning og Erklæring, og da, efter at Sagerne vare forelagte hans Majestæt, foranstaltede det fornødne. I det Tidsrum fra 1772 til 1804, da der efter allerhøieste Befaling blev nedsat en Qvarantaine-Direction, ere en Deel nyttige Foranstaltninger til Afværgelse af smitsomme Sygdomme fra Søe-Siden anbefalede og tildeels siden den Tid fulgte. Uden at indlade mig i en nøiere Detaille derom, erindrer jeg allene:

Rescript 21 Febr. 1771: Kongelig Approbation om et Anmeldelses-Contoirs Opbyggelse ved Toldboden.

Forordning 13 Juni 1771: Om Sundheds-Passe for Skibene fra mistænkte Stæder.

Forordning 28 October 1771: Hvorefter Lodserne fra Dragøe og Sundet, som paa andre Steder i de kongelige Lande, sig have at forholde, med Hensyn til mistænkte Skibe, Skippere, Folk og Passagerer, samt andet henhørende.

Qvarant. Reglement 19 Dec. 1771 for Danmark: hvorefter til at afvende smitsomme Sygdomme fra mistænkelige Stæder skal forholdes.

Placat 17 Juli 1782: Om Beviser og Attester, hvormed de Søefarende, naar Pest paa et eller andet Stæd maatte ytre sig, skulle være forsynede.

Rescript 7 Oct. 1797: At overalt i Havnene af de danske Stater skulle nedsættes Qvarantaine-Commissioner, og deres Pligter.

Placat 17 Nov. 1797: At Skippere, som ei ere forsynede med Sundheds-Passer, skulle give vedkommende Sundheds-Commission Underretning om deres Ladningers Beskaffenhed.

Qvarantaine-Reglement for Norge 9 Decbr. 1797: hvorefter, for at afværge smitsomme Sygdomme, skal forholdes.

Circulaire 13 Oct. 1798: Angaaende Forskud af Fogderne til det Militaire, som assistere Qvarantaine-Væsenet.

Placat 5 Juli 1799: Om en Qvarantaine-Indretning ved Christianssand.

Canc. Skrivelse 26 Oct. 1799: Om Blanqvetter og Sundheds-Passers Udstædelse til de afgaaende Skibe fra de danske vestindiske Øer.


17

Canc. Skrivelse 26 Oct. 1799: Til Commerce-Collegium og Qvarantaine-Commissionen om Sundheds-Passers Ugyldighed, som mangle de anordnede Formaliteter.

Canc. Skr. 10 Juli 1800: Angaaende Sundheds-Passer fra Nord-Amerika.

Canc. Skr. 10 Oct. 1800: Angaaende den herskende Sygdom i Cadix, og Regler, om mistænkte Skibe skulde strande.

Canc. Resol. 31 Oct. 1800: Til Magistraten i Hamborg at afvise mistænkte og pestbefængte Skibe til Christianssand, for der at holde Qvarantaine, og om Forpligtelser derved.

Forordn 14 Nov. 1800: Om de Forholds-Regler, som de Søefarende, der anløbe danske Havne og Kyster, bør iagttage, saavel som de Pligter, der paaligge de vedkommende Embedsmænd og øvrige Undersaatter i denne Henseende.

Canc. Skr. 15 Novbr. 1800: At alle Skibe uden Undtagelse, Krigs- eller Koffardie-Skibe, Landets egne eller fremmede Skibe, enten de have Læge eller ei, bør nøie iagttage de om Qvarantaine-Væsenet udgangne eller herefter udgaaende Anordninger.

Kongl. Reskr. 28 Novbr. 1800: Angaaende mistænkte Skibes Afviisning fra Elben til Qvarantasines Holdelse i Christianssand.

Instrux 18 Dec. 1800: For Lodserne betræffende deres Forhold ved Skibe som ere mistænkte for smitsomme Syge.

Canc. Circulaire 23 Jan. 1802: Om adskillige Foranstaltninger Qvarantaine-Væsenet betræffende.


18

Canc. Placat 5 Nov. 1802: om Forholds-Regler med amerikanske Skibe i Henseende til Qvatantaine-Indretningen; med flere Anordninger af mindre Betydenhed, som i dette Tidsrum ere udkomne.

Førend Qvarantaine-Væsenet i Christianssand var i fuldkommen Stand, holdtes Qvarantainen, Observations-Qvarantainen, Varernes Luftning og Renselse, og blev de nyere Tiders saa vigtige Opfindelse: Røgningen med mineralsk-sure Dampe, anvendt deels paa udlagte Blok-Skibe, og deels paa den hertil indrettede Lynette, der ligge under Kanonerne af Batteriet: de 3 Kroner.

Vel har Commissionens Bestræbelser i det anførte Tidsrum været saa heldige, at ingen smitsomme Sygdomme bleve indbragte her i Landet, uagtet de herskede med en høist dræbende Grumhed paa forskiellige Steder, med hvilke Hovedstaden stod i Handels- og andre Forbindelser; dog fandtes ved denne Indretning den høist vigtige Mangel, at Sagernes Gang, formedelst den nødvendige Brev-Vexling imellem Cancelliet, de andre kongelige Collegier, alle Sundheds-Commissioner i Landet, og den kiøbenhavnske Qvarantaine-Commission, saa og den den endelige Forestilling til Kongen ved det kongelige danske Cancellie, medtog en


19

langt længere Tid, end en Indretning tillader, som uundgaaelig er beregnet paa en hastig Kundskab om de indløbne Omstændigheder, og hastig Udførelse af de foreskrevne Betrygnings-Midler. Dette gav Anledning til en kongelig Placat af 19 October 1784, om Oprettelse af en Direction for Qvarantaine-Anstalterne i Danmark, Norge og Hertugdommene. Denne Qvarantaine-Direction bestaaer af et Medlem af hvert af de forskiellige Collegier, det danske og det tydske Cancellie, Admiralitetet og Generalitetet, Finance-Collegium, Commerce-Collegium og General-Told-Kammeret. Directionen har umiddelbar Forestilling til Kongen, og modtager de fornødne Efterretninger af dens egne Medlemmer. Alle Brevvexlinger med Collegierne, Qvarantaine-Væsenet vedkommende, ere derved hævede; og alle Sundheds-Commissioner i de danske Stater denne Direction underordnede; ligesom og alle vedkommende Øvrigheder have erholdt de i denne Henseende fornødne Befalinger.

Det første velgiørende Arbeide denne Direction paatog sig, var at igiennemgaae og samle alle udkomne og gieldende Qvarantaine-Anord-


20

ninger i et eneste Udkast til en almindelig Forordning angaaende Qvarantaine-Væsenet for Danmark og Norge, hvilken ogsaa under 8de Februari 1805 erholdt kongelig Sanction. Ved denne Forordning bleve alle for Danmark og Norge tilforn udgangne Anordninger mod smitsomme Sygdommes Indførsel fra Søe-Siden i de danske Stater aldeles ophævede. Saare ønskeligt vilde det være, om det blev almindelig antaget efter dette følgeværdige Exempel, at samle i een Forordning alle til en Sag henhørende gieldende Anordninger, Rescripter, Placater, Cancellie-Breve m.v., og da tillige at hæve alle de forhen udgivne. Dette vilde meget lette vort saa udbredte Lovkyndigheds-Studium, og give vore ypperlige Love en høiere Grad af Fuldkommenhed.

Upaatvivlelig have de danske Qvarantaine-Foranstaltninger ved denne Forordning vundet meget i Fasthed, Styrke og Sikkerhed. Den indbefatter:

1. Bestemmelsen for Sundheds-Commissioner i Søe-Stæderne.
2. Om Øvrighedens Opsigt i Søe-Districterne.
3. At Sundheds-Commissioner og Øvrigheder skulle giøre fælles Sag.
4. Om mistænkelige Steder, fra hvilke Skibe kunne komme.


21

5. Om alle Skibes Henviisning til Søe-Stæderne.
6. Om Sundheds-Commissionens Opsigt og Undersøgning i Almindelighed.
7. Om Skibe, som ikke ere mistænkelige.
8. Hvilke Skibe ere mistænkelige.
9. Hvorledes disse ved Ankomsten skulle tilkiendegive sig.
10. Hvorledes de undersøges.
11. Beslutning om Qvarantaine og sammes forskiellige Slags.
12. Løsnings-Qvarantaine i Christianssand.
13. Observations-Qvarantainen.
14. Lodsernes Forhold i Henseende til Skibe, som kunde blive Qvarantaine undergivne.
15. Giftfængende og ikke giftfængende Varer.
16. Hvorvidt giftfængende Varer tillades Observations-Qvarantaine.
17. Fritagelse for Qvarantaine.
18. Qvarantaine-Tiden.
19. Hvorledes med Skibe, som ligge under Qvarantaine, skal forholdes.
20. Om Budsendelse til og fra qvarantainepligtige Skibe.
21. Foranstaltning mod utilladelig Samqvem under Qvarantaine.
22. Om Opsyn dermed.
23. Om Undersøgning efter Qvarantaine-Tidens Udløb.
24. At alle Skibe uden Undtagelse skal have samme Forpligtelse.
25. Særdeles Bestemmelse i Henseende til Øresund.


22

26. Forhold med de paa Reiser Dødes Efterladenskaber.
27. Forholds-Regler ved Søe-Kyster og Strande.
28. Om Beviser fra Sundheds-Commissionen og Henviisning til at erholde samme.
29. Forsigtigheder, som derved ere at iagttage.
30. Særdeles Bestemmelser ved Øresund og Belterne.
31. Særdeles Opmærksomhed paa de Skibe, som blive henviste til Christianssand.
32. Om Nøds-Tilfælde i Almindelighed, og
33. Strandinger i Særdeleshed.
34. Om Gods, som løst inddriver.
35. Om Sygdom blandt indstrandede.
36. Liigs Begravelser.
37. Huus-Qvarantaine.
38. Indberetninger om Sygdomme.
39. Straffe for Overtrædelse af denne Anordning, og
40. Om denne Forordnings Bekiendtgiørelse.

Hertil er endelig endnu føiet en Fortegnelse over de Varer, som ved Qvarantaine-Anstalten, efter hidtil havte Erfaringer, sædvanlig ansees for Giftfængende eller Ikke-Giftfængende.

I alle Sundheds-Commissioner i de danske Stater, ere Stedernes og Distrikternes Læger medvirkende til at vaage over denne Forordnings nøiagtige Efterlevelse. Kiøbenhavns Qvarantaine-Direction har dog det udmærkede, som ikke findes ved nogen Qvarantaine-Direction i Verden,


23

at den allene bestaaer af Kollegial-Medlemmer, uden at nogen lægekyndig Mand har Sæde i den, eller er deeltagende i dens Forhandlinger. Man sporer maaskee endog af selve Forordningen, at et virksomt lægekyndigt Medlem vilde finde Leilighed til at kunne fremme Directionens vigtige Formaal. Saalænge det ikkun gielder om at anvende de anordnede Forsigtigheds-Regler for at afværge muelig Fare for fremmede smitsomme Sygdomme, vil upaatvivlelig denne Foranstaltning, ligesom hidindtil, være tilstrækkelig til Hensigtens Opnaaelse. Men naar Faren virkelig var for Haanden, naar anstikkende Sygdomme virkelig fandtes i Nærheden, naar de anordnede Forskrifter ikke maatte findes tilstrækkelige eller aldeles betryggende, naar muelige Overtrædelser af Qvarantaine-Anordninger maatte finde Sted, og de sørgelige Virkninger deraf gave sig tilkiende, naar det kom an paa i Hast med Grundighed og Sikkerhed at bedømme Sygdommens Natur og Beskaffenhed, da vilde en erfaren Læge, tilføiet Qvarantaine-Directionen, vist bidrage meget til den offentlige Sikkerhed, og til hastig Bestemmelse og Anvendelse af de Betrygnings-Midler,


24

som nu udgiøre en saa høist vigtig Deel af vor Lovgivning.

Det fortiener ogsaa at anmærkes, at Qvarantaine-Anstalterne i Christianssand, og det danske Qvarantaine-Reglement, nøiagtig fulgt, sikkre de danske Stater og Hovedstaden for smitsomme og pestartede Sygdomme fra de andre Verdens Dele, fra Nordsøen og Middelhavet, med al den Tryghed, som menneskelig Forsigtighed kan fremvirke. Derimod synes Kiøbenhavn mindre sikker for de pestartede Sygdomme, hvilke mueligen igien kunde indføres fra Østersøen, ligesom det skete i Aaret 1711. Aarstiden, og tilfældig mødende Omstændigheder kunde nemlig giøre det umueligt for de Skibe, som komme fra de preussiske, russiske, svenske o.a. Havne, at søge Nordsøen og Christianssands Qvarantaine-Anstalter; dette synes at fordre, at der i det mindste blev lagt en Plan, som hastig kunde udføres og i paakommende Tilfælde anvendes, hvorved Kiøbenhavn ogsaa fra denne Side kunde sikres for en Landeplage, som iblandt alle andre synes at være den meest fordærvelige. Formodentlig kunde under disse Omstændigheder, ligesom førend Indretningen i


25

Christianssand, udlagte Blok-Skibe, under Batteriet de 3 Kroners Bevogtning og Lynetten, tiene til en interimistisk Qvarantaine, indtil Skibene kunde afsendes til den anordnede Qvarantaine i Norge.

Ogsaa med Hensyn til pestartede Sygdomme ere egne og andres Erfaringer en meget lærerig Skole for Samtidige og for Efterslægten. Naar man ved Erfaringens troe Haand bemærker Sygdommens Oprindelse og Fremgang, naar man betragter de Midler, som med Held ere anvendte for at afværge Sygdomme og at hindre deres Udbrredelse, og man endeligen ikke overseer hvad der i modsat Fald burde været skeet for at opnaae Øiemedet, saa kunde deraf uddrages høist vigtige og velgiørende Resultater for det Almindelige. Uagtet Kiøbenhavns sunde Beliggenhed og uagtet dens kolde Vinde og vandrige Klima, er samme, ligesom alle andre Stæder paa Jordkloden, dog ikke sikker for mueligen at blive angreben af heftig smittende og pestartede Sygdomme. Man finder Spor i den danske Historie til, at fra 1340 til vore Tider, 18 Epidemier af heftig smittende Sygdomme have hiemsøgt Kiøbenhavn og det øvrigre Rige. I Aaret 1350


26

rasede den saakaldte sorte Pest, som bortrykkede en stor Deel af Hovedstadens og Landets Beboere. I Aaret 1529 herskede den saakaldte engelske Sveed (sudor anglicanus) saavel i Staden selv, som i hele Sjælland og andre Rigets Provindser. I Hovedstaden skal den allene paa St. Mikkels Dag have dræbt over 400 Mennesker.

Den da værende Stilling af Lægevidenskaben i Danmark er nok Skyld i, at vi ikke have nogen nøiagtig og paa Erfaring grundet Beskrivelse over disse Sygdommes Natur, Aarsager, Tilfælde og Behandlinger af danske Læger.

Den sidste almindelige pestartede Sygdom hvorved Kiøbenhavn blev hiemsøgt var i Aarene 1710 og 1711. Staden var saa uheldig, at flere Epidemier af Sygdomme stødte sammen, hvorved den sørgelige Virkning paa Beboerne blev saa meget mere ødelæggende. Vi savne ogsaa en fyldestgiørende Beskrivelse over denne Sygdom fra danske Læger, undtagen af Dr. Bøtticher, der selv var Pest-Læge, og hvis Skrift *) indeholder en

*) J.G. de Bøtticher, M.D. Hafniensis, morborum malignorum, imprimis pestis & pestiloniæ A. 1711-12 Hafniæ sævientis, descriptio, cui adjuncta & sincere revelata est vera morbi medela &c. Hafniæ 1736.


27

Deel saare oplysende Erfaringer. Han hidleder Ulykkens Oprindelse fra Skaane, hvor, efter et uheldigt Slag i Aaret 1710, de hiemkomne Soldater vare behæftede med Lazaret-Feber og ondartede Sprinkler, som udbredte Smitten i Helsingøer. Det er en Erfarings-Sag, at smitsomme Sygdomme sieldent avles i seirende Armeer, hvor sædvanligen Mod, Munterhed, Glæde og mindre Mangel hersker, men at derimod slagne og flygtende Armeer, i hvilke Modløshed, Frygt, Angest, og ikke usædvanligen Mangel, herske, og de Lande, som især have lidt under Krigens Rædsler, ere særdeles beqvemme til at avle, modtage og udbrede farlige og smitsomme Sygdomme. Om Vinteren 1710/11, som var mild og fugtig, gik denne Sygdom over til en hvid Frisel-Feber, der ligeledes var saare ondartet. Bøtticher antager at den allene i og omkring Helsingøer i Aaret 1710 bortrev over 6000 Mennesker. Det gik her, ligesom i Marseille 1720, i Toulon 1721, og senere, i Nord-Amerika, Kadix, Gibraltar og Li-


28

vorno; man vilde ikke troe: at Sygdommen var pestartet, skiøndt de Ødelæggelser, den anrettede, gave det tilstrækkeligen tilkiende; man frygtede, at privat Interesse og Handels-Forbindelser skulde lide alt for meget, naar denne Troe blev vakt hos Øvrigheden, og da denne da saae sig nødt til at føie alvorlige Foranstaltninger. Da denne Sygdom begyndte at rase i Helsingøer, traadte Hovedstadens practiserende Læger efter en kongelig Befaling sammen, for at opgive Midler til dens Standsning og Kuur, men disses Raad bleve hverken antagne eller fulgte. Kort derefter blev en anden Læge beordret at undersøge Sygdommens Natur, som den Gang allerede havde bortrevet 800 Mennsker. Denne Læge benægtede: at Sygdommen var pestartet, men ansaae den for en ondartet Galde-Feber. Maaskee kan det ogsaa den Gang have været Tilfældet, at den genuine Pest endnu ikke havde yttret sig ved karakteristiske Mærker. Dog er det klart, at hvilkensomhelst Sygdom, af saa smitsom og dræbende Natur, fordrede de samme Foranstaltninger til at hindre dens Udbredelse. Vist nok er det, at den helsingøerske Sygdom uhindret udbredte sig til Ho-


29

vedstaden, dens Omkreds og paa Flaaden, og at den kongelige Anordning af 25 Maji 1711 kom meget for sildig. Da Helsingøer med en Deel af dens nærmeste Landsbyer blev sperret, og udelukket fra al Handel og Samqvem med andre Steder, og den strænge Befaling blev udstædet, at Vagten skulde skyde hver den, som vovede sig udenfor de afpælede Grændser, da var det ikke længere mueligt at standse Sygen i dens ødelæggende Fremskridt. Den havde, som Listen paa de Døde udviser, alt længe hersket i Hovedstaden, da man begyndte at føie offentlige Foranstaltninger imod den. Vi kunne heraf uddrage et lærerigt Exempel til Advarsel i Fremtiden. Dette er vist, at ingen lærd Disput har en mere direkt Indflydelse paa den menneskelige Slægt, eller kan tænkes som grusommere i sine Følger, end naar Lægerne under en ondartet Sygdoms Udbrud forfægte stridige Meninger om dens Natur, indtil Øvrigheden ikke længere med Kraft og Hæld formaaer at sætte Grændser for dens Ødelæggelser.

Vel foraarsagede denne Sygdom i Kiøbenhavn strax en stærk Dødelighed, dog var den taalelig indtil Enden af Juni Maaned, da den udar-


30

tede til den virkelige Pest, enten fordi Aarstiden, eller andre tilfældige Omstændigheder, forøgede Sygdommens ondartede Beskaffenhed, eller, som nogle meente, Pesten først i dette Tidsrum blev indført fra Østersøen, da herskede Kurland, Lithauen, Preussen, Pomern og Meklenborg. Vel bemærke Lægerne ofte: at en Sygdoms-Smitte kan formindske andens hæve dens Virkning, dog er ikke Tilfældet med meget putride Sygdomme Pesten; de synes snarere være af een samme Natur, kun afvige hinanden Graden specielle Modificationer. Vist nok det: Dødeligheden Juni Maaned indtil mod Enden Aaret tiltog paa gyselig Maade. Bøtticher angiver Dødes Tal Hovedstaden Omkreds 40000 Mennesker. trykte Døds-Lister 1711 angive mindre, hvortil Aarsagen rimeligen er, de, døde Flaaden Helsingøer, udenfor Staden, ere indberegnede Tal. Jeg tilføier her tvende Lister, hvoraf første viser Tallet Fødte, Gifte 1711,


31

den anden Kiønnet og Alderen af de Døde i de Maaneder, da Pesten stærkest rasede.

Fortegnelse

over de,

som 1711 ere fødte, copulerede og døde fra

1 Januari til sidste December.

 

Anno 1711.

 copulerede.

fødte.

døde.

Til Januari 10

13

43

84

- - - - 17

 6

35

86

- - - - 24

10

24

61

- - - - 31

14

34

80

Til Februari 7

20

39

61

- - - - 14

20

48

63

- - - - 21

13

44

63

- - - - 28

14

29

72

Til Marti - 7

11

33

68

- - - - 14

 9

31

68

- - - - 21

12

17

55

- - - - 28

16

29

46

Til April - 4

 5

32

49

- - - - 11

17

35

45

- - - - 18

17

39

52

- - - - 25

30

36

65

Til Maji - 2

27

30

50

- - - - 9

36

34

57

- - - - 16

24

35

67

- - - - 23

23

41

55

- - - - 30

29

34

54


32

  Anno 1711

 copulerede.

   fødte.

  døde.

   Til Juni  6

    25

    27

    50

   - - - 13

    17

    40

    54

   - - - 20

    16

    27

    65

   - - - 27

     25

     36

     92

  Til Julii - 4

    18

     33

    104

  - - -  11

    20

     34

    225

  - - -  18

    16

     36

    340

  - - -  25

    17

     29

    445

  Til August  1

     9

     32

    1026

  - - -  8

     4

     41

    1945

  - - -  15

  

     38

    1826

  - - -  22

     4

     55

    1942

  - - -  29

     2

     37

    2435

  Til Septbr. 5

     4

     27

    2109

  - - -  12

     1

     24

    2318

  - - -  19

     1

     20

    1744

  - - -  26

     1

     21

    1304

  Til October 3

     5

     16

    964

   - - -  10

     2

     13

    608

   - - -  17

     5

     15

     665

   - - -  24

     10

     12

     234

   - - -  31

     8

     11

     188

   Til Novbr. 7

     11

     14

     92

   - - -  14

     17

     15

     84

   - - -  21

     20

     11

     60

   - - -  28

     30

     20

     64

   Til Decbr. 5

     25

     22

     51

   - - - 12

     34

     19

     47

   - - - 19

     39

     12

     41

   - - - 26

     23

     20

     28

   - - - 31

     25

     11

     22

   Summa

    800

    1490

    22473

 


33

Liste

paa de Døde i Aaret 1711 fra 27 Juni til 7 Novbr.

Uger.

Mænd.

Quinder.

Drænge.

Piger.

Fattige.

Summa.

1ste - -

28

36

18

11

-

93

2den - -

25

41

25

13

-

104

3die - -

50

65

45

65

-

225

4de - -

73

110

72

85

-

340

5te - -

112

293

128

212

-

745

6te - -

187

418

180

241

-

1026

7de - -

274

696

226

594

155

1945

8de - -

245

620

236

578

147

1826

9de - -

398

661

313

468

102

1942

10de - -

506

778

471

592

88

2435

11te - -

549

639

316

447

158

2109

12te - -

636

590

414

517

168

2326

13de - -

480

396

342

420

106

1744

14de - -

382

284

278

284

76

1304

15de - -

264

193

224

196

87

964

16de - -

176

112

134

126

60

608

17de - -

409

73

72

76

35

665

18de - -

73

54

44

50

13

234

19de - -

64

40

32

42

10

188

Summa

4931

6099

3570

5017

1205

20822

 

Den sidste Tabelle viser, at Sygdommen i de første 6 Uger, uagtet al sin Heftighed, ikke har angrebet de Fattige, og at der i det Hele af denne Folkeklasse ikkun er bortrykket 1205 eller omtrent 1/17 af Total-Summen. Heraf


34

kunde sluttes, at Tallet af de Fattige har dengang enten været i Forhold meget ringere end det nu findes, eller og at de Fattige have været mindre udsatte for Smitten, end de Formuende. Af Qvindekiønnet ere i disse 19 Uger bortdøde i alt 11116, derimod af Mandkiønnet ikkun 8501, følgelig næsten en Trediedeel mere af hine end af disse. Formodentlig kan Aarsagen søges i Kiønnets svagere Kræfter, og deri, at Angest og Frygt virker stærkere paa det. Sygdommen var især dræbende ved Slutningen af August og i September, da de Dødes Tal dagligen oversteg 300. At der i Midten af October bortdøde 409 Mænd og derimod af Qvinder, Piger, Drenge og Fattige, tilsammen ikkun 256, kan forklares deraf, at paa den Tid de Syge og Døde fra Flaaden, hvor Sygdommen ogsaa herskede, bleve sendte i Land til Qvæsthuset.

Det er en almindelig Erfarings-Sag, at Frygt, Skræk og overdreven Angest for at blive smittet af anstikkende Sygdom, forøger Faren. De meget frygtsomme ere derfor mere beqvemme til at modtage Sygdoms-Smitten og undgaae den sieldnere; andre derimod, som ere


35

dristige, modige og muntre, undgaae ofte allene derved Faren. Dr. Bøtticher anfører i hans Skrift en Deel Exempler fra Pest-Tiden i Kiøbenhavn, som beviser begge disse Sætninger. Synet af Præster og Læger, som besøgte de Syge, Klokkernes Ringning ved de Fornemmes Jordefærd, Mødet af Liig-Vognene, hvori de Døde bleve bortkiørte m.v., giorde et saa voldsomt Indtryk hos Adskillige, at de strax bleve angrebne af Sygdommen, og døde den 3die eller 4de Dag derefter. To deilige adelige Frøkener, siger Forfatteren, smittedes af at see de Dødes Hoveder, der hængte ned og dinglede bag udaf en Vogn. Paa den anden Side bemærkedes, at de, der vedligeholdt deres Sinds-Roe, vare muntre og lystige, og satte al Frygt for Sygdommen til Side, ikke saa let vare udsatte for dens Smitte, ja endog ofte gik aldeles frie for den, selv under de farligste Beskiæftigelser: de Syges personlige Pleie, Ligenes Rensning og Klædning, samt Nedlægning i Kisterne m.v. Man seer heraf tillige, hvorledes Foranstaltningen for at afværge Smitten den Gang var beskaffen. Intet er vigtigere til at hindre Udbredelsen af Sygdoms-Smitten, end at


36

vedligeholde og befordre Adspredelser og selskabelig Munterhed iblandt de sunde og umistænkte Mennesker. I den sidste pestartede gule Feber-Epidemie i Livorno, tillod man de sunde Beboere af Staden, daglig og i Mængde at giøre Valfarter, og at høre Messen i et ikke langt fra Staden liggende Kapel, som Sagnet tillagde en helbredende Kraft mod Pesten. Virkelig bemærkede man snart, at de, som søgte denne Messe daglig, enten aldeles ikke, eller dog sieldnere bleve smittede af Sygdommen. Mængden troede paa Underværker, skiøndt denne Kiends-Gierning nok naturligere forklares af den velgiørende Bevægelse i frie og sund Luft, af selskabelige Adspredelser, saa og af den Trøst og Opmuntring, som en religiøs Handling frembyder.

Dr. Bøtticher giør den rigtige Bemærkning, at Pesten yttrer sig med forskiellige Tilfælde efter Individernes forskiellige Organisation. De hyppigste Tilfælde af den kiøbenhavnske Pest vare: yderlig Mathed, ubeskrivelig Træthed i alle Lemmer, Svimmel, heftig Hovedpine, Døsighed, Søvnløshed, Raserie, skrækkelig Hierte-Angest, Tungsindighed, heftige Smerter over Lænderne


37

og Skulderne og Brækning, heftig Tørst, utaalelig Hede; hos mange, en rosenartet Ansigts-Farve, hos andre, skrækkelig Hoste med Opkastelse af Blod, blodig Urin, Blodstyrtning af Næsen og Moderen, Bugløb, Blodgang, Halsbetændelse, Kiertel-Knuder i Lyskene, under Armene og omkring Halsen, Brand-Bylder, blaae Vabler, Sprinkler, hvilke Tilfælde oftest den 3die eller 4de Dag af Sygdommen havde Døden til Følge. Forfatteren har optegnet en Deel vigtige Bemærkninger om denne Sygdom, og vor nuværende Litteratur skylder Hr. Dr. Frankenau Tak for at have *) ledet vor Opmærksomhed paa dette nyttige Skrift, det eneste medicinske Monument, som vi, efter det jeg har kunnet bringe i Erfaring, eie af de da værende danske Læger, og som ikke fortiener at komme aldeles i Forglemmelse.

Med Hensyn til Kuren, er dette Skrift mindst fyldestgiørende. Mærkværdigt er det dog, at Forfatteren især anpriser Aareladning, og fordømmer alle Brækmidler: en Forskrivt, som i den nyere Tid igien er bleven anbefalet og fulgt af adskillige nordamerikanske Læger. De indvortes

*) Iris og Hebe for Januari 1801.


38

Midler bestode i lange og sammensatte Recepter, efter den daværende Stilling af Lægevidenskaben. Man var i den Tid ikke bekiendt med de nyere Opdagelser angaaende Røgningen med mineralsk-sure Dampe: den, næst Vaccinationen, vigtigste Opdagelse af vor Tidsalder, med den ud- og indvortes Brug af mineralske Syrer, med Anvendelsen af Iis, Snee og koldt Vand, med Oliens Nytte i slige Sygdomme, m.v. Jeg henregner til disse virksomme Midler ikke den i vore Tider saa almindeligen brugte og misbrugte China-Bark, da dette Middels velgiørende Virkning, som ved Træernes langsomme Fremvæxt, hvoraf den tages, og den derved foranledigede Forfalskning med andre lignende Bark-Arter, aarligen synes at blive mindre virksom.

Forsynet tilstæder ofte, at Naturen, efter dens evige og uforanderlige Love, uhindret virker til Menneskers Ødelæggelse, og at den derimod paa andre Tider bidrager til deres Frelse. Vi see sædvanligen, at pestartede Sygdomme sieldent rase i en lang Tid med uafbrudt Heftighed, men at derimod Sygdoms-Smitten efter kortere eller længere Tid af sig selv formindskes og ophører at vir-


39

ke, uagtet enten ingen, eller dog utilstrækkelige, Midler til at forhindre Sygdommens Udbredelse bleve anvendte. Ældre og nyere Pest-Beskrivelser lære dette. Ogsaa Kiøbenhavns-Pesten standsede med Enden af 1711, om endskiøndt det synes, at hverken Lovgivningen eller Lægerne have bidraget meget dertil. See vi paa den første, saa finde vi vel: at en Sundheds-Commission paa Stadens Raadhuus blev anordnet, at en Mængde Forordninger, Placater, Rescripter og Resolutioner udkom, men i Stumper og Stykker, uden Plan, Orden eller Sammenhæng, ofte upassende og modsigende, de fleste bleve desuden meget for sildig udgivne og slet efterlevede. Hvo der maatte have Lyst til at overbevise sig herom, vil finde Anledning dertil i den Samling af Medicinal Pest-Love, som findes i Archivet, paa det kongelige Bibliothek, og i det, som Dr. Frankenau derom har samlet *). Ei heller synes det, at de daværende Læger have virket meget til at helbrede og standse Sygdommen, da Lægevidenskaben til den Tid i det hele synes at have været i en høist maadelig Forfatning. Undtages Bøt-

*) Sundheds- og Moerskabs-Tidende 1804.


40

ticher allene, saa findes næsten intet Spor til, at nogen duelig Læge har udmærket sig ved Virksomhed, Opmærksomhed og Deeltagelse i at lindre den almindelige Rædsel og Elendighed. De ulykkelige Syge vare i det hele i ukyndige Lægers Hænder. Fakultetet foreskrev en Præservationskuur, som ikke kunde være af synderlig Nytte, og reiste derefter ud paa Landet, ligesom fordum den berømte Galenus forlod Rom, da Pesten herskede der. Ikke lettelig kan en kiæk, roelig, retskaffen, deeltagende og duelig Læge findes i en ædlere og mere ærværdig Stilling, end naar heftige smitsomme Sygdomme herske; bestandig selv udsat for Livsfare, staaer han, som et velgiørende Væsen, og udbreder Trøst, Lindring og Hielp blandt de ulykkelige Lidende. Naar slig en Mand, under sit velgiørende, farlige og byrdefulde Kald, der som oftest hverken paaskiønnes eller kan belønnes, bliver selv et Offer, da kunde han, omgivet af de mange, han ved sin Kunst og Omhu har reddet, nok fortiene et ligesaa hæderligt Æres-Minde, som Krigeren, der døer Heltens Død for Fædrenelandet, omringet af Skarer af Dræbte og Saarede.


41

I Aaret 1788-89 var Kiøbenhavn i stor Fare for at blive anstukken af en ondartet, heftig smittende Galde-Feber, der saavel med Hensyn til dens ondartede Beskaffenhed, som til dens farlige Tilfælde, og den Ødelæggelse, den anrettede, kunde sættes ved Siden af den senere i Nordamerika, Spanien og Italien herskende gule Feber, ja endog med Pesten selv. Denne Sygdom, som i en meget ringere Grad allerede nogle Aar tilforn havde hersket paa den danske Flaade og iblandt Søefolkene, antog især sin ondartede Beskaffenhed mod Enden af October 1788, da den danske Eskadre i Østersøen var forenet med russiske Krigsskibe, og en fugtig Kulde, Storm og Østenvind herskede. Jeg har ikke fundet nogen grundet Formodning om at Sygdommen skulde have været os tilbragt fra vore Allieredes Skibe. Sygdommen havde i enkelte af vore Skibe, paa hvilke Lægerne deels vare angrebne, deels bortdøde, saaledes taget overhaand, at den sunde Deel af Mandskabet neppe var tilstrækkelig til at bringe Skibene i vore Havne. Efter Eskadrens Ankomst her paa Rehden, bleve i de 3 første Dage, allene fra eet Krigs-Skib bragt 280 Syge i Land til


42

Qvæsthuset. Som første Læge ved dette Hospital, havde jeg da den første og eneste Gang Leilighed til at see og behandle slige pestartede Sygdomme. Denne Epidemiens udmærkende Tilfælde vare: sort og guulartet Brækning, Guulsoet i en høi Grad, og Koldfyr i Fødderne, Hænder, Ansigtet, Halsen, Ørene, Sædet, eller Kiøns-Delene. Sygdommen var i en saa høi Grad anstikkende, at i de 3 første Dage efter de Syges Ankomst allerede 6 Chirurger og 16 Opvartnings-Koner vare angrebne af den. Nogle af disse bleve et Offer for Sygdommen. Min første og særdeles duelige Medhjælper, Dr. Falkenthal, som med utrættelig Omhu og Nidkierhed bidrog saa meget til de Syges Helbredelse og Epidemiens Standsning, var ogsaa den Gang nær bleven et Offer for sit møisommelige Kalds Pligter. Sygdommens Heftighed og Dødelighed syntes endog i December og Januari Maaned at tiltage. Endog Rekonvalescenter bleve 2 til 3 og flere Gange anstukne og tilsidst bortrevne.

Sieldent ere Sygdoms-Epidemier, om de end have een og samme Natur, hinanden saa fuldkommen lige, at der kunne fastsættes almindelige


43

Regler for de Syges Helbredelse. Lægen maae først lære Epidemiens Gang, og nøiagtigen bemærke Læge-Midlernes Virkning, førend han kan vente med Held at arbeide imod den. Saaledes taalte disse Syge aldeles ikke China-Barkens Brug. Igientagne Bræk-Midler, Opium, Viin og Punsch, Reenlighed og frie Luft vare de Midler, som især viste sig velgiørende.

Heldigt var det for Stadens Beboere, at Søe-Qvæsthuset bestaaer af meget store, høie og rummelige Værelser; at dets adskilte Bygninger tillode at afsondre de meget haardt angrebne fra de mindre slette, og Rekonvalescenterne fra disse; at vor menneskekiærlige Regiering drog Omsorg for at der blev anskaffet Inventarium og Lægemidler i Overflødighed; at Forbindelsen til Stadens øvrige Beboere snarest mueligt blev afskaaren; at alle gamle urene og mistænkelige Klæde-Stykker bleve brændte; og at alle Udgaaende efter at de vare badede, bleve forsynede med ganske nye Klæder m.v. Ved disse Forholdsregler var det især, at Sygdommens videre Udbredelse saa heldigen blev standset. I 4 Maaneder bleve paa Qvæsthuset modtagne 1766 Syge; af disse døde 230,


44

mange kort efter deres Modtagelse; de øvrige bleve helbredede, skiøndt en Deel af dem mistede Fødder og Hænder af Koldfyr. I det kongelige medicinske Selskabs-Skrifter har jeg ladet indrykke en Beskrivelse over denne saa mærkværdige Epidemie *). Sieldent møde betydelige Uhæld, som ikke have noget godt til Følge, Uordener fremme ofte Orden ved at lægge dennes Vigtighed og Nødvendighed for Dagen. Kilden til denne Sygdom laae fortrinligen deri, at man den Gang paa Krigs-Skibene var mindre stræng i at vaage over Orden og Reenlighed. Epidemien gav Anledning til, at en Reglerings-Commission blev befalet at sammentræde, for at foreslaae alt hvad der kunde tiene til Søefolkenes Konservation. Ogsaa jeg har i mange Aar havt den Ære at være Medlem af denne Commission. Dens Forhandlinger ere trykte, skiøndt ikke offentlig bekiendtgiorte. Disse bleve af Admiralitetet sendte til det kongelige Videnskabernes Selskab, med Forespørgsel: om der til Luftens Rensning inden Skibsborde mueligen skulde kunne foranstaltes end mere, end der til den Tid af Commissionen var

*) Acta Societatis Medicæ Havniensis. Vol. III.


45

bragt i Forslag. Denne rosværdige Fremgangsmaade foranledigede, at der i Selskabet blev oplæst to Afhandlinger over de mechaniske og chemiske Midler til Luftens Rensning, hvilke bleve Admiralitetet tilstillede, som Svar paa dets opgivne Spørgsmaal *). Følgen heraf var, at et Par Chemister bleve beordrede at sammentræde med nogle af Commissionens Medlemmer, for at undersøge Virkningen af mineralsk-sure Dampe, saavel paa Mandskabet, som især paa Skibet. Resultatet af denne Undersøgelse var anbefalende for dette saa høist vigtige nye Middel, hvorfor det da ogsaa strax blev reglementeret og indført paa Krigs-Skibene. – En ikke mindre vigtig Forbedring var fremdeles denne, at der for Skibs-Lægerne bleve forfattede nye detaillerede Instruxer, hvori alt, hvad der angaaer Orden og Reenlighed, er tydeligen fremstillet, og lagt alle Vedkommende paa Hiertet. Disse ere trykte og have haft den ypperlige Virkning, at i det sidste Decennium ingen farlig Sygdom har hersket paa den danske Flaade. Saaledes er da alt, hvad Konst og Videnskab formaaer, anvendt til at be-

*) See Prof. Herholdts Afh. i Videnskabernes Selskabs Skrifter for Ao. 1802 og 3.


46

trygge de danske Stater for smitsomme Sygdomme af denne Kilde.

Det er nu næsten et heelt Aarhundrede, at Kiøbenhavn og de danske Stater have været forskaanede fra Pesten og andre smitsomme herskende Sygdomme. Vi ere derfor saa heldige, at den nu levende Generation ikkun kiender Pesten og lignende Sygdomme af fremmede og mindre heldige Nationers Skrifter. Dette Held maa dog ikke giøre os alt for trygge, og ligegyldige mod den Fare, for hvilken vi mueligen igien kunde vorde udsatte. Vist er det, at de Stater og Steder, hvis Befolkning er uforholdsmæssig stor, til den Kraft, Omhu og Viisdom, hvormed der vaages over den offentlige Sikkerhed, ere mindst betryggede mod deslige Ødelæggelser. I Menneskets raae Tilstand er det indbyrdes Samqvem saa ringe, at en farlig Sygdom ikke let udbreder sig blandt Mængden; og i en velordnet Stat, hvis Øvrighed erkiender Vigtigheden af gode Medicinal-Love, findes saavel alle Midler for dens Udbrud i selve Landet saavidt mueligen stoppede, som og alle Anstalter føiede til udvendig fra at afholde dem fra Landets Grændser. Ved den lang-


47

somt fremskridende Overgang fra Menneskets raae Natur-Tilstand til dets Forædling ved Cultur i Stats-Samfundet, er det især, som Historien lærer, at pestartede Sygdomme anrette de voldsomste Ødelæggelser.

Alligevel kan og bør ingen Stat være fuldkommen sikker, endnu mindre stole paa sin lykkelige Beliggenhed og sit sunde Klima. Forsvars-Anstalterne mod en mægtig Fiende kunne udsætte Regenten for den absolutte Nødvendighed at samle flere Krigere paa enkelte Stæder, end han ellers i fredelige Tider vilde finde overeenstemmende med sit Lands vise Medicinal-Love. – En overhaandtagende Ildsvaade, især i en stor og folkerig Stad, et Bombardement af en med Oldinger, Qvinder og Børn opfyldt Fæstning, og deslige, kan nøde saavel Krigeren som Borgeren til at overtræde Medicinal-Lovene ved at søge Lye og Ophold i det uforholdsmæssig ringe Antal Huse, der blev forskaanet for Ødelæggelse. – Misvext, Qvægsyge, høie, og for Almuen uoverkommelige, Priser af Livets Nødvendighed, og deslige, der i en enkelt Provinds, eller paa en Øe, fra hvilken al Tilførsel er afskaaren, kan udsætte dens Beboere for Man-


48

gel paa Livets første Fornødenheder, allerhelst, naar til en saadan ulykkelig Tid et betydeligt Antal af egne eller fremmede, fredelige eller fiendtlige, Tropper, hielpe dem at fortære deres ringe Forraad af Egnens Produkter. Adskillige Sygdomme, saasom Nervefeber, Kopper, Blodgang, Sprinkler og deslige, som sædvanligen herske i et Land, kunne, uden at være særdeles dræbende, undertiden antage en mere ondartet Natur, o.s.v. Disse og mange flere uundgaaelige skadende Aarsager kunne desto lettere give Anledning til Landsot og Almeen-Ødelæggelse, naar Statens Indbyggere, i deres Erindring om lykkelige Dage, tabe Modet, og med nedkuet Aand male sig en alt for sørgelig Fremtid. unægteligt er det, at det gamle Ordsprog inter arma silent leges, desværre alt for ofte lader sig anvende paa mange Medicinal-Love og Qvarantaine-Foranstaltninger; men Tillid til et almægtigt Forsyn, og til en viis og kraftfuld Regent, tilligemed erfarne Lægers Medvirkning, yder os under saadanne Omstændigheder den trøsteligste og sikreste Betryggelse.

Heraf sees da, at ingen Stat, end ikke under den tryggeste Fred, er aldeles sikker mod Ud-


49

bredelsen af pestartede Sygdomme. Selv de bedste Qvarantaine-Anstalter kunne mueligen overtrædes; Privat-Interesse kan give Anledning til at den truende Fare skiules for Øvrigheden; Uvished om Følgerne af en smitsom Sygdoms Udbredelse, og Ukyndighed i Anvendelsen af de Midler, som kunne sikkre det Offentlige, medens det endnu er Tid, kunne uden forsætlig Brøde have de sørgeligste Følger. Under ingen Omstændighed er det vigtigere for den offentlige Læge at være kiendt af Øvrigheden som en sagkyndig, redelig og nidkiær Embedsmand, end i det Øieblik, han efter Lovens Bud føler sig pligtig at forkynde en farlig Sygdoms Udbrud. Det giælder da især om, at han veed at udtrykke sig bestemt, at han forstaaer at lægge Vægt paa sine Ord, at hans Angivelse og Forslag om kraftige Foranstaltninger, fra alle Sider betragtede, røbe, ikke Flygtighed i hans Fremfærd, eller private Hensigter, men modent Overlæg og pligtskyldig Omhu for den offentlige Sikkerhed. - Kun under disse Forudsætninger tør han haabe, og kan han fordre, at Øvrigheden i Hast, uden vidtløftig tidspildende Correspondence, vil giøre fælles Sag med


50

ham, og at hans Medborgere, enhver efter sin Stilling, ville kraftigen bidrage til at sætte Grændser for et Onde, der truer med almeen Ødelæggelse. Skeer dette ikke, førend Sygdommen har taget Overhaand, førend den alt har foranlediget Skræk, Angst og Modløshed blandt Øvrigheden og Folket; saa opløses tilsidst alle de Baand, der knyttede den ene Borger til den anden, saa sørger hvert Individ, saa godt det kan, for sin egen Sikkerhed, og overgiver Samfundet til Naturens almægtige Haand og til Forsynets Barmhiertighed. - Mange oplyste Nationer have, ligesom Danmark i Aaret 1711, maattet friste denne haarde Skiebne. Allervanskeligst er det at gribe det rigtige Øieblik, i hvilket alvorlige Foranstaltninger ere nødvendige, naar en sædvanlig Sygdom, som i Begyndelsen var godartet, under Aarstidernes foranderlige Indvirkning af tilfældige Omstændigheder, begynder at vise sig ondartet og at blive dræbende. I alle tvivlsomme Tilfælde er det bedre for tidligt end alt for sildigt at være betænkt paa de nødvendige Indretninger


51

Den danske Lovgivning synes i Henseende til Sundheds-Politiet endnu at være manglende. Vi eie ikke een eneste nøiagtig og bestemt Anordning, som, naar en heftig anstikkende Sygdom maatte bryde ud i een eller anden folkerig Kiøbsted, kunde veilede Vedkommende, foreskrive de fornødne Foranstaltninger og den Orden, hvorefter, og Maaden, hvorpaa de skulle udføres, eller hvorledes de skulle overholdes. Vel have vi Forordningen af 17de April 1782, som foreskriver de fornødne Hielpemidler, mod de blandt Almuen i Danmark opkommende smitsomme Sygdomme, og bestemmer: hvorledes deres videre Udbredelse skal forebygges og standses. Men denne Forordning er ikkun lempet efter Landalmuens Trang, under den Forudsætning, at det allevegne er mueligt at afsondre de Syge fra de Sunde, ikke heller angiver den alle nødvendige Forholds-Regler, med den Nøiagtighed, som Sagens Vigtighed kræver, den bestemmer endelig ikke nogen alvorlig Straf, der kunde afholde kaade, onde, letsindige og ubetænksomme Mennesker fra at handle mod de bestemte Love, og derved mueligen at paadrage


52

Staten og Steder uberegnelige Ulykker. Denne Anordning har vel alt i enkelte Tilfælde viist sig velgiørende mod vore ikke usædvanlige mildere Sygdomme, men det er uimodsigeligt, og klart af Sagens Natur, at den ikke vil være tilstrækkelig og betryggende mod mere ondartede eller egentlige Pest-Sygdomme. Vi trænge derfor høit til et nøiagtigt og bestemt Regulativ, hvorledes der i alle Henseender skal forholdes, naar pestartede Sygdomme nærme sig vore Grændser, og naar de virkeligen have yttret sig paa et eller andet Sted. Vi trænge til Forskrifter, efter hvilke alle Qvarantaine-Anstalter i selve Fædrelandet, og i dets forskiellige Steder og Provindser, af Vedkommende strax kunde sættes i Kraft og udføres, naar sørgelige Omstændigheder maatte kræve det. At oppebie den Tid, da den ulykkeligste af alle ulykkelige Tildragelser: Yttring af pestartede Sygdomme, indtræffer, vilde være høist fordærveligt, efterdi en rask, hastig og stræng Anvendelse af de fornødne Foranstaltninger er saa høist nødvendig, og den mindste Forhaling kan frembringe uberegnelig Skade. Vor nøiagtige Qvarantaine-Forordning (af 8 Februari 1805) be-


53

trygger os, saavidt det ved en Forordning kan skee, for Indførselen af pestartede og heftig smittende Sygdomme fra Søe-Siden. En lignende Anordning, vilde giøre samme Virkning, naar slige Sygdomme skulde yttre sig imellem os, i Stederne eller paa Landet. Vi eie en ypperlig Anordning af November 1778 imod Horn-Qvægets Sygdomme, som adskillige Gange har viist sig yderst velgiørende, naar Qvæg-Sygen har raset i enkelte udenlandske Steder, og i Naboe-Riger, med hvilke vi stode i Handels-Forbindelser. Vi eie en stræng Anordning af 16de Juli 1788 mod Hestenes smitsomme Sygdomme, hvis alvorlige Overholdelse ofte lykkelig har afværget Udbredelsen af farlige Sygdomme blandt disse nyttige Huusdyr. Upaatvivleligen fortiene heftig smitsomme Sygdomme iblandt Mennesker samme Aarvaagenhed, samme Forsigtighed, og Lovenes Overtrædelser en ligesaa alvorlig og stræng Straf.

_____


54

Børne-Koppers Afværgelse og Koe-Koppers Indpodning.

Igiennem mange Aarhundreder sukkede Menneskeheden næsten over hele Jordkloden, under Børne-koppernes voldsomme Ødelæggelser. Europa, som skal indeholde 160 Millioner Mennesker, har igiennem Sekula allene ved denne dræbende Sygdom tabt efter et Middel-Tal i een Generation 15 Millioner, og i et Aarhundrede 45 Millioner. Skarer af Liig betegnede Sygdommens Gang, naar den herskede. Første Gang, den blev henbragt i et Land, blev den største Deel af Beboerne et Offer deraf. Sædvanligen døer hvert 7de, 10de eller 14[de] Menneske af Kopperne. Da denne Sygdom første Gang ved et dansk Skib i Begyndelsen af forrige Aarhundrede blev bragt til Island, døde deraf 20000 Mennesker, og i Grønland, hvor denne Sygdom i Aaret 1734 først blev hidbragt fra Kiøbenhavn, næsten Totrediedele af Landets Beboere; af 200 Familier, som boede i 2 til 3 Mile i Omkredsen af den danske Kolonie, bleve næppe 30 tilbage; et Tab, som i saa lidet folkerige Lande endnu ikke er erstat-


55

tet. Et endnu større Tal af dem, som igiennemgik Sygdommen, bleve, enten for deres øvrige Levetid berøvede deres Skiønhed, deres Sundhed eller Brugen af deres Siæle-Evner og udvortes Sandser. De ondartede Kopper ledsages desuden altid af heftige Smerter og mangehaande Lidelser. Det er Erfaringen, denne troe og viseste Ledsagere paa den lægevidenskabelige Bane, og ikke Lærdom, Eftertanke eller dybsindige Fornuft-Slutninger, der for mange Aarhundrede siden har lært Afrikas, Georgiens, Armeniens og Cirkasiens Beboere, at den konstige Meddelelse af Børne-Kopper, som ikkun eengang angribe Mennesker, ved Indpodning formilder deres Natur, og formindsker deres Fare. Langsom udbredte sig denne velgiørende Erfaring over det mere oplyste Europa; den blev med Begiærlighed modtaget og anvendt af nogle, og forfulgt og afskyet af andre, som vare ufornuftige nok, til at anvende selv Religionens velgiørende Lærdomme til at forføre andre til hellere at overlade sig til Forsynets Bestyrelse, end at paadrage sig selv en konstig Sygdom ved Koppe-Indpodningen. Millioner Erfaringer, som viise denne Indpodnings Nytte,


56

hvorved mange Tusinde bleve frelste, som vilde have været et Offer for de naturlige Kopper, kunde ikke vinde den almindelige Tillid. Selv Lægernes Meninger vare heri deelte, naar det paa den ene Side maatte antages, som en unægtelig Sandhed, at Indpodningen formindsker Koppernes Fare for Liv og Helbred, saa bemærkedes paa den anden Side, at enkelte iblandt den Mængde af Indpodede bleve angrebne af ondartede Kopper, ledsagede af farlige Sygdomstilfælde, at Brystet, Øinene eller Ledene ved Koppe-Materiens Afsætning bleve angrebne, ja endog, at nogle døde enten af indpodede Kopper eller tilfældig tilstødende Sygdomme. Det ligger i den menneskelige Natur, at enkelte ulykkelige Hændelser almindeligen giøre et mere levende Indtryk end tusinde ulykkelige Erfaringer. Dette var ogsaa Tilfældet ved Koppe-Indpodningen. Efterat den i en lang Række af Aar havde været bekiendt i Europa, efterat dens velgiørende Virkning var erkiendt, efterat i mange Lande, ligesom i Danmark, Regieringen, Patrioter og Læger havde stræbt at udbrede Indpodningen, blev den dog ikke almindeligen antaget. I de Lande, hvor


57

man har søgt meest at udbrede den, blev man igien lunken for denne Almeen-Sag, og de naturlige Kopper vedbleve ikke allene at herske, som før, i ubestemte Tider, men standsede næsten aldrig i store og folkerige Steder, hvor man tillige vedblev at indpode. Virkelig kan heller ikke den anstikkende Kraft af indpodede Kopper drages i Tvivl. Efter de til Collegium-Medicum fra Island indkomne Beretninger for Aaret 1798 sendte den da værende Land-Physicus Svendsen Koppe-Materie i et Glas, indpakket i en Æske, ved et Bud i en Afstand af 10 Mile, for at anvendes til Indpodning. Budet kunde paa Veien ikke modstaae sin Nysgierrighed at vide, hvad denne liden Æske maatte indeholde. Han aabnede Æsken og fandt til sin Forundring en tom Flaske med enkelte Traade i. Han brækkede Flasken og kom med Stykkerne og Æsken til det bestemte Sted. Otte Dage efter blev han angrebet af Kopper, hvoraf mange andre, som ikke vilde lade sig indpode, bleve smittede, og en Deel bortreven. Held være vor Tidsalder, som kiender en lettere og sikrere Maade at afværge den skrækkelige Koppe-Sygdom fra vore Medborgere, uden at udsætte


58

dem for haarde Lidelser eller Fare for Liv og Helbred. Ved Koekoppernes Udbredelse vil sikkert Indpodningen af Børne-Kopper, blandt saa mange andre Ting, inden kort Tid aldeles komme i Forglemmelse.

Iblandt Malke-Kiøer, (ikke blandt Tyre, Oxer eller Qvier) hersker undertiden i nogle Egne, især i en Deel af Engelland og Holsten, en Slags Kopper paa Yveret, hvilken Sygdom i disse Egne synes at være endemisk. Disse Kopper ere i Begyndelsen blegblaae, indeholde en tynd, klar og skarp Fugtighed, og ere omgivne af en rosenartet Betændelse, uden i øvrigt at angribe Køernes Sundhed. I Danmark og andre Steder, er denne Sygdom ukiendt. Det er længere end et Aarhundrede siden, man først giorde den Bemærkning, at Malke-Pigerne, som malkede Køer, der vare angrebne af denne Sygdom, bleve smittede eller fik Blegner paa Fingrene, og at de siden ikke modtoge Smitte af Børne-Kopper. Jeg erindrer selv bestemt, at have hørt dette Sagn fortælle i min Ungdom. Den Erfaring blev dog længe unyttet; den tabte sig blandt den Mængde af Folke-Beretninger, blandt hvilke maaskee


59

mange, prøvede med Varsomhed, Kyndighed og Klogskab, kunde blive velgiørende. Det var Dr. Jenner i Engelland forbeholden, ikke at opdage, men i Aaret 1798 at prøve og anvende den ældgamle Erfaring, at de genuine Koe-Kopper værne mod Smitten af Børne-Kopper. Han var den første, der faldt paa den ligesaa hældige som velgiørende Idee at indpode Mennesker med Koekoppe-Materie, og siden at udsætte dem for at blive smittede af Børne-Kopper. Til evig Tid vil Jenners Navn derfor være velsignet og hædret end af den sildigste Efterslægt, og selv da, naar engang Helten, hvis Daad dræbte Millioner af sine Medmennesker, i Historien sammenlignes med Jenner, vil ikkun denne ansees for Menneskehedens Velgiører, ved hvis Daad Millioner ere frelste og i Fremtiden ville befries fra en af de skrækkeligste og mest ødelæggende Sygdomme, vi kiende.

Dr. Jenners Erfaringer om Koe-Kopper, og de Prøver, som i denne Anledning af ham bleve anstillede med Iver og Varme for denne almeennyttige Sag, og tillige med den Varsomhed, Klogskab og Sindighed, som sømmer en retskaffen Læ


60

ge, udbredte sig snart ikke allene i Engelland, men over hele Europa. Det er naturligt: at denne vigtige Sag maatte tiltrække sig de danske Lægers meest spændte Opmærksomhed og Forventning. Da de rette Koe-Kopper paa den Tid ikke herskede i Holsten, og da man desuden ikke kunde være forvisset: om disse maatte være af det genuine Slags, saa forskrev man Materie fra Dr. Jenner i London. Den første Materie af Koe-Kopper ankom til Hr. Professor Viborg, hvormed Hr. Dr. Scheel indpodede det første Barn af Justitsraad Rafn, men den slog ikke an, og var følgelig uden Nytte. Kort derefter forskrev Hr. Etatsraad de Coninck Materie fra London, som ankom paa en Glas-Plade i Form af en næsten umærkelig Plet, hvormed vor Professor Winslov, som bestandig med den rosværdigste Varme har fremmet Vaccinationen i Danmark, den 6te Julii 1800 indpodede et Barn af Hr. Puerari; denne Indpodning slog an og Vaccinen gik nu, bemærket af den største Deel af vore Læger, nøiagtig frem med den Orden, som Jenner havde beskrevet i Engelland; hvilket allerede vakte en fordeelagtig Tanke om denne Sag. Det er ogsaa denne Ma-


61

terie, som især under Hr. Professor Winslows Opsigt, ved at lade indpode hver 8de eller 9de Dag, i den Tid uafbrudt blev vedligeholdt og udbredt. Allerede i September samme Aar, forenede sig en Deel af Stadens Læger og lægekyndige Mænd i et Selskab, for at bemærke Vaccinationens Værd og Følger, og for at meddele hinanden og bekiendtgiøre deres Erfaringer. Det er naturligt, at ogsaa iblandt de danske Læger, Meningerne om Vaccinationen ikke kunde være lige, og at enhver efter sin individuelle Organisation og Følelse, dømte i Begyndelsen forskiellig derom, at nogle strax modtog den med den meest sanguinske Forhaabning, og andre derimod med en frygtagtig Mistillid. Jeg tilstaaer gierne, at have været iblandt de sidste, men at jeg derimod nu for længe siden er fuldkommen overbeviist om Vaccinationens velgiørende Indflydelse paa Menneske-Vel og Menneske-Lykke, paa en stigende Folke-Mængde og National-Kraft.

Den danske Regiering var til alle Tider opmærksom paa at befordre alt, som kunde bidrage til Almeen-Vel og Lykke. Den var det ogsaa ved denne Leilighed. Under 14de October 1801 be-


62

falede Kongen adskillige Læger at sammentræde i en Commission: "for at indhente og samle alle de til Vaccinationen tienlige Oplysninger, og for at undersøge og overveie de anstillede Forsøg, samt derover igiennem det danske Cancellie at indgive dens Betænkning tillige med Forslag til de nærmere Foranstaltninger, hvilke i denne Henseende maatte agtes nødvendige for de danske Stater." Siden den Tid har Vaccinationen staaet under denne Commissions Bestyrelse. Jeg troer ikke bedre at kunde fremstille Vaccinationens Fremgang i de danske Stater, og de i denne Anledning giorte Foranstaltninger, end ved at tilføie et Udtog af Commissionens første Indberetning til Cancelliet, og af den siden aarlig til hans Majestæt Kongen indgivne Rapport.

Udtog af Vaccinations-Commissionens første Indberetning
til det kongelige danske Cancellie af 5te December 1801.

Efter at Commissionen havde modtaget hans kongelige Majestæts allernaadigste Befaling af 14de October d.A., har den strax under 21de næstefter ved Bekiendtgiørelse i Kiøbenhavns Efterretninger og de Berlingske Tidender opfordret de practiserende Læger, som befatte sig med Indpodning af Koe-Kopper, at


63

meddele Commissionen deres Forsøg og Erfaringer i denne Sag; men da ikkun 2de Beretninger i en Tid af 3 Uger vare indkomne, uagtet det er Commissionen bekiendt, at en betydelig Mængde deels var og deels bliver vaccineret, og da den vedblivende store Mortalitet af de med Børne-Kopper befængte synes at kræve hastige Foranstaltninger, have vi troet os pligtige til, under 24de f.M. at igientage denne Opfordring, hvorefter til Datum 17 Beretninger ere indkomne. Commissionens Medlemmers egne Forsøg beløbe sig for nærværende Tid til 297, tildeels anstillede under vores Øine og Tilsyn; de af andre practiserende Læger udgiør 480; og af samtlige disse for det meste nøiagtige Erfaringer, troer Commissionen at kunde drage følgende Slutninger:

1. At Vaccinationen, i det mindste for en Tid, afværger Smitten af de naturlige Kopper. De Vaccinerede, som i en Distance af 4, 8 til 12 Uger ere blevne indpodede med de naturlige Kopper, have ikke faaet denne Sygdom; adskillige, som ere blevne vaccinerede, have ligget i Seng hos dem, som havde de naturlige Kopper, uden at blive deraf anstukne; og uagtet den nu grasserende farlige Koppe-Epidemie, og den i Aviserne skete Opfordring til, strax at tilmelde Commissionen, om nogen, der tilforn har været vaccineret, havde faaet de naturlige Kopper, har man ikke bragt noget i Erfaring, som kunde give Mistanke om Anstikkelse af de naturlige Kopper hos dem, der ere vaccinerede. Vel have enkelte af disse, 8 til 14 Dage efter Vaccinationen, faaet de naturlige Kopper, men dette troer Commissionen at maatte allene tilskrives en foregaaende Infektion førend Vaccinationen har giort sin Virkning. Commissionens


64

Medlemmers egen Erfaring er øvrigt endnu ikke tilstrækkelig til at bestemme: om Smitten af de naturlige Kopper kan for den hele øvrige Levetid forebygges ved Vaccinationen, hvilket dog udenlandske, især engelske, Erfaringer give Grund til at haabe.

2. At Vaccinationen ikke er forbunden med betydelige Tilfælde enten paa Indpodnings-Stedet, naar Operationen skeer med Punctur, eller paa det øvrige Legeme; da de fleste neppe ere mærkeligen syge og ikkun enkelte have tydelige feberagtige Bevægelser, eller Kiærtel-Hævelser under Armene, ligesom og de fleste ikke hindres i at iagttage deres sædvanlige Forretninger.

3. At den korte Tid af de her i Landet med Vaccinationen anstillede Forsøg ikke hidtil har givet Anledning til Mistanke om, at de Vaccineredes Helbred skulde have lidt noget ved Indpodningen, eller at andre Sygdomme skulde derved være blevne frembragte.

4. At Vaccinationen ved spæde og ældre Børn, unge og gamle, sygelige og friske, under Dentitionen og uden for den, synes at gaae frem i den sædvanlige Orden, uden at giøre nogen Forandring i Helbredet; og endelig:

5. At Koe-Kopper eller Vacciner ikke smitte paa andre Maader end ved umiddelbar Berørelse af Materien.

Uagtet nu disse anførte Omstændigheder synes meget at tale til Fordeel for Vaccinationen, og uagtet de ere aldeles overeensstemmende med Massen af engelske, franske og tydske Erfaringer, saa forbeholder Commissionen sig dog i sin Tid at indsende til det kongelige danske Cancellie de videre og nøiere Resultater af dens egne og andre danske Lægers samlede Iagttagelser og Erfarin-


65

ger, som kun i Tidens Længde kunde giøres og opnaaes, og som allene kunde give denne vigtige Sag den fuldkomne Grad af Vished. Imidlertid synes den nu herskende dræbende Koppe-Epidemie, som, endskiøndt den lidet aftager, dog endnu vedbliver at være meget ødelæggende, at kræve hastigere Hielpe-Midler til at standse eller dog formindske denne fordærvelige Landeplage. Dette er ogsaa Anledningen til, at Commissionen nu fremkommer med nogle foreløbige Forslage, som kunde tiene til dette Øiemed.

Commissionen troer ikke: at hans Majestæts Viisdom vil nogensinde ved almindelige Befalinger eller Tvangs-Midler forpligte til, at underkaste sig Vaccinationen, saa velgiørende dens Virkninger endog maatte være; imidlertid synes dog den Deel af Almuen, hvis Mangel paa Oplysning, indskrænkede Vilkaar, Mangel af Pleie, Tilsyn og Beqvemmelighed, Fordomme, samt vrange og skadelige Behandlinger i Sygdoms-Tilfælde, især trænger til Veiledning, iblandt hvilken især Kopperne ere dødelige, og fortiene Regieringens Opmærksomhed og faderlige Omsorg. Commissionen troer derfor, at denne Deel af Almuen meest trænger til at opmuntres til Vaccinationen, og giver sig derfor den underdanige Friehed, herved til det kongelige danske Cancellies nærmere Overveielse og kraftige Understøttelse at indstille følgende Forslage.

1. At ved alle Divisioner og Regimenter maatte nøie undersøges: hvor mange af Mandskabet, samt deres Hustruer og Børn, ikke have havt Kopperne, og at disse maatte ved venskabelige Overtalelser af deres Chefer, Officerer og Chirurger, opmuntres til Vaccinationen, hvil-


66

ket i Engelland næsten er skeet, da f. Ex. hele Garden, efter Hertugen af Yorks Foranstaltning, paa eengang blev indpodet, Tjenesten vilde derved heller ikke lide, da neppe nogen een eneste Dag vilde afholdes fra sine sædvanlige Forretninger.

2. Mandskabet paa de til lange Reiser bestemte Skibe, som til Grønland, Island, Finmarken, Færøerne, Ost- og Vest-Indien, samt Guinea, maatte paa samme Maade behandles, saa meget mere, som Kopperne, efter hvad vi have bragt i Erfaring, ere i afvigte Aar indbragte til Grønland ved nogle Gang-Klæder, som en Grønlænder hemmelig havde tilhandlet sig paa en Hvalfanger, og have i nogle Districter ikkun sparet et lille Antal af Beboerne.

3. Samme Undersøgelse maatte skee ved Fattigvæsenet her i Staden, af Districts-Directionen, blandt Almisse-Lemmer, og Indpodningen af Fattigvæsenets Districts-Chirurger foretages.

5. [4] Det samme maatte foretages ved alle offentlige Lære-Anstalter, især ved dem, hvori der gives frie Underviisning.

5. At enhver af den ringere Stand og af Almuen, som ikke er forsynet med sin egen Læge, frit kunde indpodes uden Bekostning paa de Dage og Timer, samt det Sted, som til den Ende i Aviserne bekiendtgiøres. Commissionen foreslaaer hertil en duelig Mand (Hr. Reg. Chir. Stebuss) som har den fornødne Øvelse i dette Fag, til ikke allene at forrette Vaccinationen under Commissionens specielle Opsyn, men ogsaa, saa meget mueligt, at følge Sygdommens Gang, samt at samle og conservere Vaccinations-Materien til videre Brug og Forsendelse,


67

for hvilket ham da maatte tillægges et aarligt passende Honorarium.

6. For at udbrede Vaccinationens velgiørende Virkninger ogsaa paa Landet og i Provindserne, vilde det være ønskeligt, at Stiftamtmænd, Amtmænd og Jordegods-Eiere, samt Biskopper, Præster og Skoleholdere bleve anmodede om at anbefale Vaccinationen i deres Virkekreds. Commissionen tvivler ikke paa Hr. Biskop Balles kraftige Understøttelse i denne Sag, da hans egne Børn ere vaccinerede, ei heller paa Lægernes villige Medvirkning til at forrette Vaccinationen, især om det maatte behage hans Majestæt at lade til Lægerne paa Landet udbetale en liden Præmie for hver 20, som beviisligen maatte med Held være vaccinerede blandt Almuen.

7. Alle Læger saavel her i Staden som i Provindserne, der have foretaget eller iværksætte Vaccinationen, maatte paalægges hver 3die Maaned at tilstille Commissionen saavel Lister over de Vaccinerede, som Resultatet af deres Erfaringer i denne Henseende.

Dette er hvad Commissionen troer, nu for Tiden at kunne foretage i denne Sag. I øvrigt har den forudseet: at saafremt Vaccinationen ikke paa det omhyggeligste blev fortsat, vilde den i en kort Tid standse, samt giøre en nye og usikker Foreskrivelse af Koppe-Materie fra andre Sider nødvendig. Commissionen har derfor ikke allene indpodet alle dem, der have meldt sig, men ogsaa conserveret Vaccinations-Materie i dertil indrettede Glas, for at kunne sikkert forsendes, hvilket ogsaa allerede er skeet saavel til mange Steder her i Landet, som til Sverrige.


68

Vaccinations-Commissionen modtog derefter
fra det kongelige danske Cancellie følgende
Svar under 9 Januar 1802:

Cancelliet har allerunderdanigst foredraget hans Majestæt Commissionens Beretning, angaaende Koe-Koppe-Indpodningen, og de til denne gavnlige Sags Fremme giorte Forslage. Allerhøistsamme har ved Resolution af 18 i forrige Maaned allernaadigst behaget i Almindelighed at bifalde Commissionens Forslag, men fundet det passende, i Stedet for Præmier, at tilsige de Læger og Chirurger, som udmærke sig ved Vaccinationen, sit allerhøieste Velbehag, og at give disse Haab om fortrinlig Befordring i Fremtiden. - I at meddele velbemeldte Commission ovenmeldte allerhøieste Resolution til behagelig Efterretning, skulde Cancelliet tienstligst anmode samme om, i Overeensstemmelse med Forslagets 5te Post, at føie de videre Foranstaltninger, som til Vaccinationens Fremme ere befundne nødvendige. - Tillige skulle man ikke undlade at melde, at i Overeensstemmelse hermed er det kongelige tydske Cancellie, begge militaire Collegier, saavel som Kiøbenhavns


69

Magistrat, Directionen for Fattigvæsenet her i Staden, Directionen for Fødsels-Stiftelsen, og samtlige Stiftamtmænd, Amtmænd, samt Biskopperne i begge Riger, herfra tilskrevet det fornødne.

Vaccinationens første allerunderdanigste Indberetning
til hans Majestæt Kongen
for Aaret 1802.

Siden 14de October forrige Aar, da deres Majestæt allernaadigst befalede os at sammentræde i en Commission angaaende Vaccinationen, er nu et Aar forløbet. Commissionen troer sig derfor pligtig til at afgive allerunderdanigst Beretning, om hvad der i det Tids-Forløb ere fremvirket til fornævnte Indpodnings-Maades Almindeliggiørelse og Fremgang, og troer Commissionen at kunne i den Henseende affatte denne dens allerunderdanigste Beretning desto kortere, siden en Deel af hvad den har foranstaltet eller foranlediget allerede er bleven til deres Majestæts danske Cancellie indberettet, og af samme bleven deres kongelige Majestæt foredraget. – Da Commissionen var bleven formeret, udfærdigede den strax en offentlig Bekiendtgiørelse i Aviserne til alle praktiserende Læger i Danmark og Norge, om at meddele Commissionen deres Erfaringer om Vaccinationen, hvorefter en stor Deel af saadanne Beretninger er indkomne, hvilket Commissionen lader extrahere i en dertil indrettet Protocol, saaledes, at de Vaccineredes Navne, Alder, Boepæl, og om nogle særdeles Omstændigheder have mødt,


70

under eller efter Vaccinationen, kan til alle Tider, saavidt mueligt, deraf erfares. Tillige udfærdigede Commissionen paa samme Maade en anden Bekiendtgiørelse, hvorved de Indpodede eller deres Forældre, Paarørende og Venner bleve anmodede om, strax at melde Commissionen, om nogen af de med Koe-Koppe-Materie indpodede skulde blive angrebne af de naturlige Kopper; men ikke en eneste saadan Beretning er Commissionen indtil denne Tid ihændekommen, uden om saadanne, der saa kort efter Vaccinationen have erholdt Smaakopper, at Patienten kan med største Vished formodes at have forud været smittet. Commissionen fandt derefter fornødent, formedelst den i sidste Vinter her grasserende Koppe-Epidemie, strax at giøre Forslag til nogle til Vaccinationens Fremme sigtende Foranstaltninger, for at Commissionen kunde forvisse sig om, at de Vaccinerede ikke af de da grasserende Kopper bleve anstukne, og da disse Foranstaltninger var blevne allernaadigst bifaldte, begyndte den frie Vaccination den anden Februar dette Aar, at foretages under Commissionens Opsyn, for Almuen af den ringere Stand, samt dem der mangle Læge, hvilken har vedvaret og vedvarer hver 9de eller 10de Dag, og hvorved et ikke ubetydeligt Antal er hidtil blevet vaccineret, samt Materie saaledes fortplantet, at mange Portioner deraf er bortsendte saavel til udenlandske som fremmede Steder. Da Commissionen ellers erfarede, at man paa nogle Steder i Provindsen ikke var nøie med at underrette om Vaccinations-Tilfældene, udgav den under 10de April d. A. en trykt Underretning desangaaende, med vedføiet Kobber, hvoraf 1000 Exemplarer bleve tilstillede deres Majestæts


71

danske Cancellie, efter sammes Befaling, til Uddeling blandt geistlige og verdslige Øvrigheds Personer, ligesom den og fra Commissionen er uddeelt til Læger, Embedsmænd, Instituter og Selskaber, hvilken Uddeling vedvarer, da ikke endnu alle Kobbere er færdige fra at koloreres. Desuden har deres Majestæt allernaadigst tilladt, at 1000 Exemplarer af Kirkesanger Petersens, ved Commissionen igiennemførte og med Anmærkninger forøgede, Afhandling om Koekopperne maatte ham afkiøbes til almindelig Uddeling fra det danske Cancellie. Alt dette har havt den gode Virkning, at Commissionen, efter de til samme indkomne Beretninger, som dog ikke nær ere fra alle Læger, kan tælle: at der i dette nu forløbne Aar er vaccineret 6489 Personer. Desuden er til denne Tid bortsendt i slebne Glas, og paa Guld Naale, af Vaccine-Materie 191 Portioner til Danmark, 78 til Norge, 30 til Hertugdommene, 12 til Island, 16 til Grønland, 16 til Vestindien, 22 til Ostindien, 8 til Sverige, en til Eutin og en til Schwerin, saa at der til forskiellige Tider og Personer er i alt afsendt 362 Portioner, nemlig til danske Stater og Colonier og 11 til udenlandske Steder. Deres kongelige Majestæt ville heraf allernaadigst erfare den Fremgang Vaccinationen hidtil har havt, hvorom Commissionen ogsaa har specielle Efterretninger fra de fleste Steder, samt den Udbredelse, den tillige har vundet, uagtet Materien heel ofte er uddøet paa mange Steder, da nemlig Lægerne formedelst Veiens Afstand eller andre Forretninger ei have kunnet til bestemt Tid forsyne sig med frisk Materie af de vaccinerede, hvorfor Commissionen flere Gange har maattet dermed fournere. Det vil tillige allernaadigst


72

sees: at Vaccinationen er indført i og Materie forsendt til de fleste Districter i begge deres Majestæts Kongeriger, saavel som til de meest bortliggende Etablissementer, Færøerne allene undtagen, hvorhen Materien ogsaa skal blive sendt, saasnart Farten til Foraaret begynder. Commissionen har saavel hos de fleste af de practiserende Læger her i Staden, som ellers overalt, forefundet megen Velvillighed til dens Hensigts Fremme; især har den administrerende Direction for deres Majestæts grønlandske Handel ladet sig være meget magtpaaliggende at faa Vaccinationen indført i Grønland, for at standse den Ødelæggelse, som en sammesteds udbrudt Koppe-Epidemie havde anrettet.

Af foranførte talrige Erfaringer, som Commissionen har fulgt med den mueligste Nøiagtighed, troer den at kunne drage følgende Resultater.

1. At Vaccinationen med Sikkerhed befrier Mennesket for Børne-Koppers Smitte for Fremtiden. Efter de mange Forsøg, man saavel her i Staden, som paa andre Steder i de danske Stater, hvor farlige Koppe-Epidemier herskede, har anstillet med at udsætte dem, som have overstaaet Vaccinen, for Smitten af de naturlige Kopper, er endog ikke en eneste bleven smittet, naar de have havt de sande Vacciner, eller ikke have været smittede af de naturlige Kopper før Vaccinationen. Saaledes har man paa adskillige Steder tilladt dem al muelig Omgang med dem, der havde de naturlige Kopper, iført dem disses Klæder, ladet dem sove sammen, nogle Gange paa Puder, der endnu var vaade af Materie, ladet Børn patte deres Mødre og Ammer, som havde de naturlige Kopper, og indpodet adskillige med frisk natur-


73

lig Koppe-Materie, uden mindste Virkning. Tvende Exempler ere komne til Commissionens Kundskab, hvor Børn, som havde overstaaet Vaccinen, siden ere blevne smittede af de naturlige Kopper; men ved disse Børn har man, efter anstillede nøiere Undersøgelser, med Vished opdaget: at Vaccinen ikke har gaaet dens bestemte visse Gang, men været falsk. Det store Tal af de vaccinerede, der have faaet de naturlige Kopper, 6, 8, 10 og 12 Dage efter Vaccinationen, har upaatvivleligen været smittet før Indpodningen. Commissionen har heller ikke, deels efter Analogien, og deels efter andre Landes Erfaringer, mindste Grunde til at paatvivle: at jo Vaccinen vilde sikkre de Vaccinerede i deres hele Levetid for at blive smittede af Børnekopper. I Holsteen, hvor Koe-Kopperne ere endemiske, har man ogsaa allerede i adskillige Generationer bemærket, at de, som ved at malke Køer, og tilfældigen ere blevne smittede af Vaccinerne, have deres hele Levetid været befriede fra Børne-Kopper, uagtet de ofte have været udsatte for Smitten af disse.

2. At Vaccinationen ikke er forbunden med nogen betydelig Tilfælde, enten paa Indpodnings-Stedet, naar Operationen skeer paa den af Commissionen bekiendtgiorte Maade, og Indpodnings-Stedet ikke paa en eller anden Maade bliver irriteret, eller paa det øvrige Legeme, da de fleste neppe ere mærkeligen syge, og ikkun enkelte have tydelige feberagtige Bevægelser, eller Kiertel-Hævelser under Armene, ligesom og de fleste ikke hindres i, at iagttage deres sædvanlige Forretninger.

3. At de vaccineredes Helbred ikke lider ved Indpodningen, eller at andre Sygdomme derved bliver frembragte.


74

Det Udslæt, som er en ikke ualmindelig Følge af Vaccinen, er sædvanligen af den Beskaffenhed, at det enten inden for en kort Tid gaaer bort af sig selv, eller ved simple Midlers Brug letteligen helbredes. Ved enkelte Subjecter har dette Udslæt været mere langvarigt, hvilket Commissionen troer heller at bør tilskrives enkelte Individers sygelige Konstitution, end Vaccinationens Virkning. Adskillige Practici baade her i Staden og i Provindserne have bemærket, at Kopper, Mæslinger og Skarlagens-Feber, som under Vaccinens Gang tilfældigen vare udbrudte, have havt en meget lettere og mildere Gang, end da den da værende epidemiske Constitution sædvanligen medførte. Andre have observeret, at rachitiske og skrophuløse Subjecters Constitution er efter overstaaet Vaccination bleven mærkeligen forbedret, hvilket ogsaa har været Tilfældet ved Børn, der vare behæftede med Melk-Skorpe, Fnat, Ringorme og andet Udslæt. Kommissionen har ogsaa, saa meget mueligt efter den over alle Vaccinerede holdte General-Protocol, søgt at følge de Vaccineredes Mortalitet, og fundet: at denne aldeles ikke overstiger den sædvanlige Dødelighed paa de forskiellige Steder efter de tilfældige Epidemier, som herskede.

4. At Indpodningen af Børne-Kopper, efter den ved Erfaringen stadfæstede velgiørende Virkning af Vaccinationen, vil herefter være urigtig og skadelig. Vaccinationen fordrer ingen Forberedelse, ingen særdeles Omhu, og ingen Midler for at hindre Følgerne af Sygdommen; den kan foretages i enhver Alder, ved spæde og ældre Børn, unge og gamle, sygelige og friske, under Dentitionen og uden for den, og endelig til alle Aars-Tider. Indpodnings-Maaden er let og usmertelig; den nødven-


75

dige Opmærksomhed for dens Held indskrænker sig allene til Maaden, paa hvilken Indpodningen skeer, og til Valget af Vaccinations-Materien, hvilket ikke er vanskeligt at iagttage. Vaccinationen frembyder den samme Sikkerhed for Smitte i Fremtiden, som Indpodningen af Børne-Kopper, og forvolder endelig ingen Anstikning af andre, eller udbreder sig mellem Samfundet, da den hverken meddeles ved Luften, Klæder, eller almindelig Berørelse, men allene ved umiddelbar Meddeling af Vaccine-Materien. Derimod kræver Indpodningen af Børne-Kopper Forsigtighed i Valget af Subjecterne, i Henseende til deres Alder, Helbred og sygelige Beskaffenhed, samt fordrer af og til nogen Forberedelse af Legemet; ikke meget sielden tilstøder ondartede Kopper, heftig Feber, Krampeslag, Betændelser, Boldning, Angribelse af Benene, Stivhed i Ledderne, Blindhed, Tæring, og Sygdommen kan blive dødelig, hvilket aldrig efter Vaccinationen er iagttaget.

5. Da Commissionen er fuldkommen forvisset om: at de sande Vacciner for bestandig sikkre Mennesket for Anstikning af Børne-Kopper, saa øiner den ikkun en eneste Omstændighed, som kunde svække Publikums Tillid til denne velgiørende Opfindelse, nemlig at nogen, som har havt falske Vacciner, af og til skulde blive anstukket af Børne-Kopper. Commissionen har derfor i sin udgivne Bekiendtgiørelse giort saavel Lægerne, som andre, opmærksomme paa de tydelige Kiendetegn af de sande og falske Vacciner, og tilraadet at igientage Indpodningen, saasnart Sygdommen ikke gik den bestemte faste og sikkre Gang, som den pleier at fremgaae. Commissionen troer heller ikke: at denne Feiltagelse letteligen


76

vil finde Sted, undtagen der, hvor Stedernes Frastand hindrer Lægerne for i det mindste een Gang imellem den 7de og 10de Dag at observere de Indpodede. Af samme Aarsag holder Commissionen ogsaa for, at Forsigtighed og Klogskab byder, at man ikkun betiener sig til Indpodningen af de Kopper, som man vist erkiender for de rette, saa tidlig som Fugtigheden samler sig under Overhuden paa Indpodnings-Stedet, som er omringet med Straalekrandsen mellem den 7de og 10de Dag, og at man tager denne Materie af sunde Børn, som især ikke laborere af Sygdomme i Huden. Ogsaa have adskillige Læger iagttaget, at Vaccinations-Materie, som tages af nyefødte og meget svage Børn, ikke er tienlig til Indpodningen, da den som oftest enten ikke slaaer an, eller frembringer falske Vacciner.

6. At Koppe-Materien aldeles ikke udartes, men vedbliver at beholde alle sine characteristiske Kiendetegn, omendskiøndt den har nu igiennemgaaet fra Begyndelsen af Vaccinationen i Kiøbenhavn til denne Tid over 70 Individer; hvorfor det ogsaa vil blive en vigtig Sag at vedligeholde denne Materie i Fremtiden.

Saaledes haaber Commissionen allerunderdanigst at have efterkommet deres Majestæts allernaadigste Befaling at samle Erfaringer om Vaccinationen m.v., med den Virksomhed og med den Anstrængelse, som Sagens Vigtighed krævede, og som en dræbende Koppe-Epidemi paa adskillige Steder giorde saa meget mere nødvendig. Følgen har overgaaet endog Commissionens varmeste Forhaabninger. Alle Efteretninger uden Undtagelse have været til Fordeel for denne Opfindelse. Tallet af de vaccinerede i de danske Stater, udenfor Hertug-


77

dommene, som i Commissionens Vaccinations-Protocol indføres, er for den korte Tid ikke ubetydeligt, og fra mange Steder ere Indberetningerne endnu ikke indkomne. Mange er allerede derved blevne frelste, som vilde have været et Offer for nuværende eller tilkommende Koppe-Epidemier, og mange, saaavel Læger som glade Forældre, have allerede nedlagt ved Commissionen deres taknemmelige Følelser for deres frelste Børns og Venners Liv.

Udtog af Vaccinations Commissionens anden Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1803.

- - - Vaccinationen er ogsaa i dette Aar mere og mere udbredt ikke allene i Danmark og Norge, men ogsaa i Island, Grønland, Færøerne, Guinea, Tranquebar, og paa de danske vestindiske Øer; den er, for saavidt Efterretning til Commissionen er indløben, paa alle Steder iværksat med Held, og har paa mange Steder vundet næsten almindeligt Bifald. Ogsaa har Commissionen havt Leilighed til at forsyne fremmede Steder med Vaccine-Materie, der saaledes er sendt til Sverrige, Rusland, China, Ostindien, og foruden med en Deel af vores egne Skibe, som er gaaet paa lange Reiser, endnu i dette Efteraar med russiske Skibe, der ere bestemte til at omseile Jordkloden.

Den af Commissionen forfattede trykte Underretning med tilføiede Kobber, som viser Fremgangs-Maaden ved Indpodningen og Koppernes daglige Forandringer, er fremdeles uddeelt til Læger, Embedsmænd, In-


78

stitutter og Selskaber, hvilken Uddeling endnu vedvarer. Commissionen har adskillige Gange i de Offentlige Tidender anmodet Læger, Embedsmænd, og andre, som have paataget sig Indpodningen, at indsende nøiagtige Lister over de af dem vaccinerede, hvilke Beretninger ere blevne extraherede i en dertil indrettet Protocol, saaledes at de Vaccineredes Navn, Alder, Boepæl, og om nogle særdeles Omstændigheder have mødt under eller efter Vaccinationen, kan til alle Tider, saavidt mueligt, heraf erfares. Det samme er ogsaa skeet med dem, som paa det offentlige Vaccinations-Institut under Commissionens Opsyn ere indpodede. Denne Protocol, afdeelt i 2 Bind, følger herved allerunderdanigst til Eftersyn.

Mange Læger, Geistlige og andre have i det andet Vaccinations-Aar med ædel Velvillighed og Uegennyttighed paataget sig Indpodningen, hvorom Commissionen har erholdt Beretninger. De Vaccineredes Tal udgiør i dette Aar 14492 Personer. Commissionen har i dette Aar afsendt 294 Portioner Vaccine-Materie i Glas, nemlig 165 til Danmark, 37 til Norge, 20 til Hertugdommene, 19 til Island, 12 til Færøerne, 12 til Grønland, 6 til Vestindien, 5 til Sverrige og 6 til de kuriske Øer. Denne Forsendelse af Vaccine-Materie til de danske Stater og Colonier har været nødvendig, da Materien heel ofte er uddøet paa mange Steder, fordi Veiens Afstand og andre Forretninger ofte have hindret Lægerne fra at forsyne sig med frisk Materie fra de indpodede.

Deres kongelige Majestæt ville heraf allernaadigst erfare den Fremgang, Vaccinationen hidtil har havt, og


79

hvad Commissionen i den Henseende har været i Stand til at fremvirke. Af foranførte ogsaa i dette Aar anstillede talrige Erfaringer, som Commissionen har fulgt med den mueligste Nøiagtighed, ere Resultaterne aldeles overeensstemmende med dem, som i det forrige Aar bleve allerunderdanigst indberettede. Ogsaa vores egne Erfaringer vise nu med fuldkommen Vished, at de ægte Vacciner befrie Mennesker for Børne-Koppers Smitte for Fremtiden. Efter alle de Forsøg, som ogsaa i dette Aar ere anstillede, ved at udsætte dem, som have overstaaet Vaccinen for Smitten af de naturlige Kopper, som paa adskillige Steder grasserede, og ved at indpode dem med de naturlige Kopper, er endog ikke en eeneste smittet, naar de have havt de sande Vacciner, eller ikke før Vaccinationen have været smittede af de naturlige Kopper. De Vaccinerede, hos hvilke Vaccinerne ikke have fulgt den sædvanlige bestemte ordentlige Gang, hvilket følgelig kunde give Formodning om, at de vare falske og ikke værnede for de naturlige Kopper, har Commissionen tilraadet igien at vaccinere, hvilket man haaber at være saa vidt mueligt iagttaget. Ved enkelte Individer har imidlertid ogsaa igientagen Vaccination, selv med frisk Materie fra Arm til Arm, ikke frembragt Vaccinen. Disse maa formodes enten allerede at have overstaaet de naturlige Kopper, eller ogsaa at henhøre til de sieldne Subjecter, som aldeles ikke modtage Koppe-Smitten.

Fra Grønland er Commissionen tilmeldet, at Vaccinationen under en stræng Kulde ikke slaaer an; saa har Commissionen ogsaa bemærket, at Vaccinens Gang er om Vinteren, og naar de Vaccinerede udsætte sig for Kulde, langsommere end om Sommeren. Commissio-


80

nens egne Erfaringer, saavelsom alle indkomne Beretninger stemme ogsaa i dette Aar deri overeens, at Vaccinationen ikke er forbunden med noget betydeligt Tilfælde enten paa Indpodnings-Stedet, naar det ikke paa en eller anden Maade bliver irriteret, eller paa de øvrige Dele af Legemet, naar man i Særdeleshed søger at forekomme, at de Vaccinerede, og især Børn, ikke letteligen kunne komme til at kløe Vaccinen eller Vaccinations-Stedet, hvorved Vaccine-Materien kunde blive forplantet til andre Steder af Legemet, saasom Øinene med videre, og farlige Tilfælde paafølge, hvilket dog kan forekommes ved at ombinde Trøjen neden til paa Armen med et Baand. Man har heller ingen Mistanke om, at andre Sygdomme ere ved Vaccinationen blevne frembragte. Det Udslæt, som af og til er en Følge af Vaccinen, er sædvanligen af den Beskaffenhed, at det enten inden kort Tid gaaer bort af sig selv, eller ved simple Midlers Brug letteligen helbredes, undtagen naar en skrophuløs eller rachitisk Konstitution uden Medvirkning af Vaccinen kunde give Anledning dertil.

Man har ogsaa i dette Aar saa meget mueligt efter den over alle vaccinerede holdte General-Protocol, søgt at følge de Vaccineredes Mortalitet, og fundet: at den aldeles ikke overstiger den sædvanlige Dødelighed paa de forskiellige Steder efter de tilfældige Epidemier, som herskede.

Commissionen har ikke havt nogen Anledning til offentligen at fraraade Indpodningen af de naturlige Kopper, deels fordi disse, som her i Staden i en lang Række af Aar bleve ved idelig Indpodning vedligeholdt, nu ere sieldnere, deels fordi ikke letteligen nogen Læge eller


81

noget Individ vil, efter Vaccinationens Opfindelse, fristes til at foretrække den besværligere og farligere Indpodning af de naturlige Kopper for Vaccinationen, der frembyder den samme Sikkerhed for Smitte i Fremtiden. Indpodningen af de naturlige Kopper synes derfor at ville af sig selv bortfalde.

Endskiøndt ingen Efterretning derom er til Commissionen indløben, saa har den dog øinet Mueligheden af, at nogen, som har havt falske Vacciner, kunde blive anstukket af de naturlige Kopper, hvilket kunde svække Publikums Tillid til denne velgiørende Opfindelse; man har derfor vedblevet, at giøre saa vel Læger, som andre, der have paataget sig Vaccinationen, opmærksomme paa de tydelige Kiendetegn af de sande og falske Vacciner, tilraadet dem, naar Stedernes Frastand og andre Omstændigheder tillode det, for det mindste eengang mellem den 7de og 10de Dag at undersøge de Indpodede, og at igientage Indpodningen, saasnart Sygdommen ikke fandtes at gaae den bestemte faste og sikkre Gang, som den pleier at følge. Saa har man ogsaa fremdeles giort Vedkommende opmærksomme paa, ikkun at betiene sig til Indpodningen af de Kopper, som man vist erkiender for de rette, saa tidlig, som den klare Fugtighed samler sig under Overhuden paa Indpodnings-Stedet, og at man ikkun tager denne Materie af sunde Børn, som især ikke laborere af Sygdomme i Huden og Kiertelsygdomme.

Endelig har Commissionen ogsaa i dette Aar erfaret, at Vaccine-Materien ved igientagen Indpodning ikke taber sine specifisk anstikkende og specifisk virkende Kræfter, og at Frastanden fra den oprindelige Kilde af


82

Vaccine-Materien ikke frembringer den mindste Forandring i Naturen eller Tilfældene af denne Sygdom. Den fra Engelland tilsendte Materie har nu siden 6te Julii 1801 hver 9de Dag gaaet iginnem 92 Individer, og Sygdommen er dog aldeles ligesaa tydeligen charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark, saa at man med Sikkerhed kan antage, at den aldrig vil eller kan udarte, men at den altid vil fremvirke den samme Sikkerhed og Betryggelse for Børne-Kopper, som den nu viser.

Saaledes haaber Commissionen allerunderdanigst at have efterkommet deres kongelige Majestæts allernaadigste Befaling om at samle Erfaringer om Vaccinationen, og efter disses Resultater at fremvirke dette Middels Anvendelse i de danske Stater. Commissionens Medlemmer vare i Begyndelsen af Vaccinationen ikke indtagne for denne Opfindelse, deres Alder og Stilling tillode dem ikke at accipere Nyeheder, hvorved man, desværre, alt for ofte misledes og bedrages; de have derfor behandlet denne Sag med den mistænkeligste Varsomhed og den største Forsigtighed, men Følgen har overgaaet endog Commissionens varmeste Forventninger. Commissionen har hos de fleste Læger, mange værdige Geistlige og Skolelærere, samt derforuden hos adskillige høie Øvrigheds og Stands-Personer samt civile Embedsmænd, forefundet den største Velvillighed og Iver for denne Sag; saa mange have fremmet den med ikke ubetydelige Opofringer af Tid, Umage og Bekostninger, og mange have udmærket sig ved et betydeligt Antal af Vaccinationer uden Bekostninger for de Indpodede. Alle Efterretninger uden Undtagelse have været til Fordeel for


83

denne Opfindelse. Antallet af de i tvende Aar Vaccinerede i de danske Stater er, i Hensyn til Folkemængden og Landenes Størrelse, maaskee større end paa noget andet Sted i Europa, og fra mange Steder ere Indberetningerne endnu ikke indkomne. Vi tør saaledes smigre os med det Haab, at deres Majestæts velgiørende Hensigt ved at anordne Commissionen nu findes opfyldt, og indstille derfor til deres Majestæts allernaadigste Befaling, om den bestandige og vedvarende Omsorg for Vaccinationens videre Fremgang nu maatte henlægges undet det kongelige Sundheds-Collegium, til hvilket alt, hvad der henhører til den offentlige Sundheds-Pleie, er anbefalet. I dette Tilfælde maae vi udbede os allernaadigst tilladt at tilføie nogle Anmærkninger og Forslage, som kunde sikkre Vaccinationens Gang i Fremtiden og frembringe varig Nytte for Staten og det Almindelige.

1. Det vil være nødvendigt, at den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden, som hidtil er fremgaaet under Commissionens Bestyrelse, herefter maatte vedblive, deels for at vedligeholde Vaccinationen her i Staden, og deels for, efter Anmodning, at kunne afsende Vaccine-Materie til alle Stederne i Rigerne. Uden denne Indretning ville den paalidelige Materie, vi nu eie, inden kort Tid uddøe, og Vaccinationen standse og ophøre, hvilket paa de fleste Steder vilde have været Tilfældet, dersom de ikke vare blevne forsynede herfra Staden; og til disse Hensigters Opnaaelse haaber Commissionen deres Majestæts allernaadigste Understøttelse.

2. Den Vaccine-Materie, som hidtil allene er anvendt til Indpodning i de danske Stater, kiende vi nu af egen Erfaring for den genuine, milde, uskadelige Koe-


84

Koppe Materie, som allene befrier for Børne-Koppers Smitte i Fremtiden. Vi holde det derfor til Vaccinationens faste og sikkre Gang i Fremtiden for nødvendigt, at conservere denne Materie med den yderste Nøiagtighed, da Erfaringen har viist, at den ikke udarter ved at gaae igiennem mange Individer, men altid fremvirker den samme Sikkerhed og Betryggelse for Børne-Kopper. Commissionen har derfor ikke engang vovet at opmuntre til de Forsøg, som nogle af Lægerne har anstillet med at indpode fra Mennesker til Køer, og fra disse igien til Mennesker, hvorved mueligen Vaccinens sikkre og gode Gang kunde forandres. Commissionens Medlemmer kiende selv ikke alle de forskiellige Arter af Koe-Kopper, undtagen af andres Beretninger, da de ægte ikke hidtil ere fundne i Landet, og findes ikkun i visse Aar i en Deel af Engelland, en Deel af Holsteen og faae andre Steder. At de Koe-Kopper, som findes hos Malkekøer, som ere blaaagtige eller blyfarvede, og som hos Køerne gaae den samme milde Gang, som efter Indpodningen hos Mennesker, værne for Børne-Kopper, er en simpel Erfarings-Sag, som i mange Generationer har været bemærket baade i Holsteen og Engelland, og findes i adskillige ældre Skrifter anført. Det var Dr. Jenner forbeholdet at nytte disse Erfaringer og at anvende dem til Lykke for Menneskeheden, ved Indpodningen. De andre Arter af Koekopper ere aldeles blottede for slige Erfaringer, og Commissionen anseer de Forsøg, som ved disse maatte anstilles hos Mennesker, for meget vovelige og farlige. Det er uberegneligt, hvilke onde Følger der mueligen kunde frembringes, ved at indbringe et ubekiendt fremmed dyrisk Sygdomsstof i det men-


85

skelige Legeme ved Indpodningen. Vi haabe, at den paalidelige Vaccine-Materie, som vi eie, vil ved vedvarende Opmærksomhed ikke letteligen her kunne mangle; i dette Tilfælde vilde man være nødt til, om den tørrede Materie ikke anslog, at forskrive nye Materie fra andre Steder, hvilket vil være forbundet med Usikkerhed og Vanskelighed, samt giøre en nye Begyndelse af Forsøg nødvendig.

3. Endskiøndt et ikke ubetydeligt Antal af Deres Majestæts Undersaatter er ved Vaccinationen befriet for at blive smittet af Børne-Kopper, saa udgiør dette Antal dog kun en saare liden Deel af dem, som kunde trænge til dette Sikkerheds-Middel, og hvis Liv og Helbred kunde, under paakommende Koppe-Epidemier, ved Vaccination blive bevaret. Fordomme, Eenfoldighed og Letsindighed lægge paa mange Steder uovervindelige Hindringer i Veien for dette Middels Anvendelse. Det er derfor meget at ønske, at grundig Oplysning om de Pligter, enhver skylder sig selv og Staten, til at befrie sig for rimelig Livsfare, maatte være saa almindelig som mueligt. Adskillige værdige Geistlige have med en ædel Varme anbefalet Vaccinationen i deres Prædikener, og givet derved et roesværdigt Exempel til Efterfølgelse af andre. Skolelærerne kunde i Almindelighed opmuntres til at forestille deres Disciple den Fare, som de ved dette lette og sikkre Middels Anvendelse kunde undgaae. Alle Confirmander uden Undtagelse kunde det paalægges som en moralsk Pligt, at undgaae en dræbende Sygdom, hvorved saa mange Millioner Mennesker ere berøvede Staten samt deres Venner og Medborgere. Ved enhver Barne-Daab kunde Præ-


86

sterne enten mundtlig eller ved trykte Sedler opmuntre Forældrene eller Slægtningerne til at lade Børnene vaccinere. Vaccinationens Fordele kunde ved Calender og Folke-Skrifter blive almindelige bekiendtgiorte. Disse og lignende Oplysninger vilde vist paa de fleste Steder være af den forønskede Virkning.

4. Deres Majestæt ville af Commissionens Protocol over de vaccinerede erfare, at ikkun et saare lidet Antal af begge Militair-Etaterne, saavel som af Fattig-Stiftelserne, har benyttet Deres Majestæts velgiørende Foranstaltninger for dem, til at blive frit indpodede med Vacciner, dog synes det at være af megen Vigtighed, baade for at sikkre et saa betydeligt Antal af Mennesker for Smitte af Børne-Kopper, saa og at conservere saa meget vissere den rette Vaccine-Materie, som vi nu eie, og som Erfaringen har viist at være fuldkommen paalidelig. Saa velgiørende, som Vaccinationen ogsaa har viist sig, saa formoder Commissionen dog ikke: at Deres Majestæts Viisdom vil befordre Vaccinationen ved Tvangs-Midler; desuagtet vover Commissionen for Deres Majestæt allerunderdanigst at andrage paa, om ikke Soldater og Matroser, samt deres Børn og Rugdrenge, Almisse-Lemmer, Pleie-Børn, saavelsom enhver, der nyder offentlig Opdragelse, Understøttelse og Underviisning, og som ikke har havt de naturlige Kopper, eller er bleven vaccineret, maatte tilholdes at lade sig vaccinere, og at Regiments-Chirurgus Stebuss der hidtil har forestaaet den offentlige Vaccinations-Anstalt under Commissionens Opsyn, maatte bemyndiges til paa bestemte Steder at kunde requirere nogle Subjekter, især naar ingen andre havde meldt sig, hvorved den friske


87

Materie til Bortsendelse kunde conserveres.

Disse ere de Forslage, som Commissionen allerunderdanigst nedlægger for deres Majestæt, og ved hvilke vi troe, at Vaccinationens Gang for Fremtiden kunde sikkres og frembringe varig Nytte for Staten og det Almindelige, som Mortalitets-Listerne for dette Aar formodentlig nu allerede ville vise, endskiøndt Koppe-Epidemier have paa adskillige Steder hersket. Den nærværende Slægt yder allerede deres Majestæt sine Taknemligheds-Følelser for deres Børns og Venners Liv, som vilde have været et Offer for nærværende eller tilkommende Koppe-Epidemier, og Efterslægten vil velsigne en Regiering, ved hvis velgiørende Indretninger de danske Lande kunne blive den første Stat i Europa, som ikke havde noget af Koppe-Smitten at befrygte.

Paa denne Indberetning har det behaget Hs. Majestæt, ved det kongelige danske Cancellie, under 27 Januari 1804, at tilkiendegive Commissionen Hans særdeles Velbehag med den af Commissionen anvendte Iver, og tillige at befale, at Commissionen endnu et Aar skulde vedblive sine havte Forretninger m. v., hvorhos Hans Majestæt tillige har approberet Commissionens Forslage:

1. At den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden fremdeles maae vedblive, deels for at


88

vedligeholde Vaccinationen her i Staden og deels for at kunne efter Anmodning sende Vaccine-Materie til alle Steder i Rigerne.

2. At den nu havende Vaccine-Materie, hvis Ægthed er erkiendt nøiagtigen, conserveres.

3. At de Soldater og Matroser, samt deres Børn og de saakaldte Rugdrenge, Almisse-Lemmer, Pleiebørn, og enhver, der nyder offentlig Opdragelse, Understøttelse og Underviisning, og som ikke har havt de naturlige Kopper, eller er vaccineret, maae tilholdes, at lade sig vaccinere, samt at Regiments-Chirurg Stebuss her i Staden, der hidtil har forestaaet den offentlige Vaccinations-Anstalt under Commissionens Opsyn, maae bemyndiges til, paa bestemte Steder at kunne requirere nogle Subjecter, især naar ingen andre have meldt sig, hvorved frisk Materie til Bortsendelse i Provindserne kunne conserveres; hvilken allerhøieste Resolution er bleven communiceret det kongelige Admiralitets- og Commissariats-Collegium, det kongelige Generalitets- og Commissariats-Collegium og Directionen for Kiøbenhavns Fattigvæsen, saavidt dem vedkommer. Admiralitetet har tillige befalet, at intet


89

Barn maa antages som Rugdreng, førend det er blevet vaccineret.

Vaccinations-Commissionens 3die Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1804.

Da Deres Majestæts allernaadigste Resolution af 27 Januari 1805 har befalet, at Commissionen endnu for et Aar skulde vedblive, saa er den ogsaa i det 3die Vaccinations-Aar gaaet frem med al den Virksomhed og Anstrængelse i at befordre denne vigtige Sag, som dens velgiørende Indflydelse paa Staten, og deres Majestæts Befaling til Commissionen, krævede. Alle i dette Aar vaccinerede ere ogsaa indførte i deres dertil indrettede Protocoller, saa at Navne, Alder, Boepæl, og om nogen særdeles Omstændigheder have mødt under og efter Vaccinationen, til alle Tider deraf kunne erfares. Commissionen har ogsaa i dette Aar forsynet ikke allene de danske Stater, men ogsaa fremmede Stater, med Vaccine-Materie, da i det sidst forløbne Aar fra Commissionen er bortsendt 480 Glas med Vaccine-Materie, 230 til Danmark, 117 til Norge, 39 til Hertugdommene, 30 til Island, 30 til Grønland, 4 til China, 8 til Ostindien og 22 til Sverrige. Commissionen har vedblevet at uddele den trykte Efterretning om Vaccinationen med tilføiede Kobbere, til Læger, Embedsmænd, Instituter og Selskaber, saa og til Colonierne, hvilken Uddeling endnu vedvarer.

Især sees i Kiøbenhavn Beviis paa Vaccinationens heldige Fremgang og Publikums tiltagende Tillid dertil, da allene i Vaccinations-Institutet paa det


90

chirurgiske Academie ere i det sidste Aar vaccinerede 1007 Personer, hvoraf den største Deel har frivilligen indfunden sig, andre ere dertil henviste fra adskillige af de praktiserende Læger i Staden, og nogle efter deres Majestæts allernaadigste Tilladelse fra offentlige Indretninger reqvirerede. Saa er ogsaa paa dette Institut 4 Handels-Assistenter, bestemte til Grønland, en Sysselmand, bestemt til Island, samt adskillige Præster, Studerende og andre, underrettede ikke alene i Operationen af Indpodningen, men ogsaa i at følge Vaccinens Gang, og at skiælne de ægte Vacciner, som sikkre for Børne-Kopper, fra de uægte. – De Vaccineredes Tal, hvorom Indberetninger ere indkomne, er ellers tydeligen mindre end i det forrige Aar, hvilket dog Commissionen ikke saa meget tilskriver, at et mindre Tal af Subjecter er vaccineret, som at Indberetningerne derom endnu ikke ere indkomne, da Commissionen i dette Aar ikkun har modtaget 85 og derimod i det forrige Aar 171 Anmeldelser.

Ved tvende Subjecter udbredte Rygtet her i Staden, at de efter Vacciner havde faaet de naturlige Kopper, men ved nøiere Undersøgelse fra Commissionens Side fandtes: at disse vare anstukne ikke af de sande Børne-Kopper, men af de falske eller Vand-Kopper. – Unge og Gamle, Sunde og Sygelige, saavelsom Frugtsommelige, ere ogsaa i dette Aar vaccinerede med lige Held, og uagtet de igientagne Opfordringer i de offentlige Blade, er ikke en eneste Indberetning til Commissionen indkommen om, at Vaccinationen har efterladt sig Følger, eller foranlediget skadelige Virkninger i Konstitutionen. Commissionen har ogsaa i dette Aar erfaret, at Vaccinationen ved igientagen Indpodning ikke taber sin specifisk


91

anstikkende og specifisk virkende Kræfter, og at Frastanden fra den oprindelige Kilde af Vaccine-Materien ikke frembringer den mindste Forandring i Naturen eller Tilfældene af denne Sygdom. materien har nu siden 6te Julii 1801 gaaet igiennem 142 Individer, og Sygdommen er til denne Dag ligesaa tydeligen charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark, saa at Commissionen troer at kunne med Sikkerhed antage, at den, saa længe man med Omhyggelighed bevarer den, aldrig vil eller kan udarte, at den altid vil fremvirke den samme Betryggelse for Børne-Kopper, som den nu viser, og at man ikke letteligen vil blive sat i den Nødvendighed at tage sin Tilflugt til Køernes Kopper. Deres Antal, som i dette Aar er indberettet at være vaccinerede i de danske Stater, beløber sig til 7985, og Antallet af de i de sidste 3 Aar vaccinerede Personer, i alt til 28,966 Personer. Endnu i dette Aar er her i Staden angivet 13 Personer at være døde af Børnekopper, hvis Liv, og maaskee fleres Helbred, kunde ved Vaccinationen endnu have været bevaret. Paa mange Steder lægge endnu Fordomme, endog blandt ellers oplyste Folk, Eenfoldighed eller Letsindighed uovervindelige Hindringer i Veien for dette Middels Anvendelse, hvilket vist vil kræve en virksom og stadig vedholdende Anstrængelse til at arbeide derimod.

Commissionen øiner endnu andre Omstændigheder, som mueligen kunde fremvirke: at Vaccinationen sieldnere blev anvendt, og maaskee i Tidens Længde kunde standse og aldeles ophøre. Nyhedens Tillokkelse, som saa ofte er en Kilde til nyttige og ligesaa ofte til skadelige Forsøg, begynder i Henseende til Vaccinationen at forsvin-


92

de; Vaccinationens Værd er nu ved Millioner sikkre Erfaringer bleven bestemt, og dens Virkninger henhører nu til Grundsætningerne i Lægevidenskaben; Vaccinationens Anvendelse er saa let og simpel, og Sygdommens Gang saa tydeligen bestemt og eensformig, at den neppe tillader nogen Forandring, Forbedring eller nye Bemærkninger, hvilket mueligen kunde med Tiden foranledige en Lunkenhed i dette Middels Anvendelse. De Vaccineredes Tal maae nødvendigen formindske de naturlige Koppers Virkning i paakommende Epidemier af denne Sygdom; de talende Beviser for Vaccinationens Værd, at Forældrenes elskede Børn, Ægtefællens ømme Mage, mange andres Slægtninge, Venner og Yndlinger, fortiente Mænd, hvis Alder og Evner kunde love Staten varig Hæder og Nytte, ei formedelst den, saaledes som hidtil er skeet ved de naturlige Kopper, blive bortrevne i Vaaren af deres Alder, ville med Tiden blive mindre indlysende; de mange Krøblinger, Blinde, Lamme, paa Siæl og Legeme svækkede, og deres udvortes Yndigheder ved de naturlige Kopper berøvede Mennesker ville da være sieldnere. Man vil da ikke have været Vidne til de skrækkelige Lidelser og Følger, som denne Sygdom frembringer, mindre kiende Faren, som ved Vaccinationen afværges; blive mere ligegyldig imod den og forsømme det eneste Middel, som med Sikkerhed værner imod denne skrækkelige Sygdom. – En Følge heraf vilde være, at man ogsaa vilde blive mindre agtsom med at conservere Materien, og derved siden, endog med den bedste Villie, giøre Vaccinationens Fremgang besværlig, om ikke umuelig, hvorved en tilfældig Koppe-Epidemie kunde blive ligesaa dræbende som tilforn. Dette synes at være


93

Tilfældet i adskillige Lande, hvor Vaccinationen, uagtet dens uimodsigelige Velgiørenhed, nu dog ikke saa meget bliver iværksat, som tilforn, og dette kunde ogsaa blive Tilfældet hos os, til ubodelig Skade for Staten og det Almindelige, om man ikke med vedvarende Kraft og virksom Anstrængelse arbeider derimod.

Commissionen holder sig forsikkret om, at Deres Majestæts Viisdom vil saa meget som mueligt afværge dette Uhæld fra de danske Stater, og udbeder sig derfor allernaadigst tilladt, at maatte tilføie nogle Anmærkninger, som kunde tiene til at sikkre Vaccinationens Gang i Fremtiden og virke varig Nytte for Efterslægten.

1. Vil det være nødvendigt, at den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden, som hidtil har fremgaaet under Commissionens Bestyrelse, maatte vedblive, deels for at vedligeholde Vaccinationen i Kiøbenhavn, og deels for, efter Anmodning, at kunde afsende Vaccine-Materie til alle Steder i deres Majestæts Stater. Efter de i Følge af Commissionens forhen indgivne Forslage allernaadigst bestemte Anordninger, vil denne Vaccine-Materie her neppe nogensinde kunne mangle; uden denne faste og varige Indretning vilde den paalidelige Materie, som vi nu eie, derimod inden kort Tid uddøe, og Vaccinationen standse og ophøre. Til disse vigtige Hensigters Opnaaelse haaber Commissionen derfor deres Majestæts vedvarende allernaadigste Understøttelse.

2. Commissionen har i den Tid, Vaccinationen har fremgaaet i de danske Stater, ikke sielden havt den ubehagelige Erfaring, at den afsendte Materie ikke har anslaaet, endskiøndt den paa det omhyggeligste paa forskiellige Maader, imellem hule og flade Glasplader, paa


94

Traad og Bomuld, paa Guldnaale og i tilsmeltede Glasrør var conserveret. Mueligen kunde den tørrede Materies mindre Virksomhed, eller og Mangel paa den nøieste og fornødne Opmærksomhed at anvende den tørrede og siden fortyndede Materie til Indpodning, have givet Anledning dertil; men vist er det: at denne Omstændighed noget har hindret Vaccinationens hastigere Fremgang. Commissionen har længe været betænkt paa, at hæve denne Vanskelighed; den har derfor giort Forsøg med at anvende den tørrede Skorpe (Eschara), som efter Indpodningen bliver tilbage, i en pulveriseret og dilueret Tilstand til Vaccinationen. Igientagne Erfaringer og Forsøg vilde vise Sikkerheden af denne Fremgangsmaade, der hidtil ved Vaccinations-Institutet er med Held anvendt. Vel er denne Skorpe, da den af og til ikke løsnes førend 5 til 6 Uger efter Vaccinationen, ikke til alle Tider let at erholde; men om denne Indpodnings-Maade skulde findes mere sikker end den med den tørrede Materie, vilde Mangelen paa frisk Materie dog derved nogenlunde kunne afhielpes. Imidlertid vil den friske Materie, som forplantes fra Arm til Arm, dog altid være sikkrere til Indpodningen, end enhver anden. Commissionen vover derfor for Deres Majestæt at andrage paa, at ogsaa Lægerne i Provindserne, paa samme Maade, som her i Staden ved Vaccinations Institutet allernaadigst er anordnet, maatte bemyndiges til at reqvirere nogle Subjecter blandt de Børn, som nyde offentlig Opdragelse, Understøttelse eller Underviisning, som ikke have havt de naturlige Kopper, og som ere sunde, ikke befængte med Fnat, andre Hud- og Kiærtel-Sygdomme, eller den engelske Syge, for at vaccinere


95

dem, og for at vedligeholde den friske Materie, hvorved man ikkun sielden vilde være i det Tilfælde, at trænge til den tørrede og længe conserverede til videre Anvendelse.

3. Deres kongelige Majestæts allernaadigste Bifald vil til alle Tider være en kraftig Opmuntring til ædle og gode Handlinger; de værdige Mænd, som med den meest liberale Anstrængelse have udmærket sig i at fremme Vaccinationen med Opofring af Arbeide, Tid og Penge, vilde vist opmuntres til at vedblive deres ædle Bestræbelser, naar de maatte nyde Beviis paa Deres Majestæts Velbehag i Forhold til deres Bestræbelser. Iblandt disse kan Commissionen ikke forbigaae at nævne Kiøbmand Esbensen her af Staden, som paa egen Bekostning har antaget og lønnet en Chirurg, besørg et hans Reise til og fra Finmarken, hvor han, efter at han herfra var forsynet med et Forraad af Vaccine-Materie og Vaccinations-Naale, har opholdt sig nogle Maaneder, og ikke allene med Held har vaccineret 210 Personer, men ogsaa underviist adskillige i den derved brugelige Fremgangs-Maade. Saa fortiene ogsaa Missionair Rosenvold og Assistent Schytte i Grønland her at nævnes; da de nemlig i September f. A. havde opdaget, at en Grønlænderinde ved Colonien Friderichshaab var bleven angreben af de naturlige Børne-Kopper, have de, tilligemed Kiøbmand Muus, strax føiet Anstalt til hendes Tælts Indsperring, hvilken Vagt de vedligeholdt, indtil Vaccinerne havde slaaet an paa Stedets Grønlændere, som da alle vare vaccinerede, og af hvilke bemeldte Assistent Schytte har vaccineret de 222 og Katechet Bech 30; hvilket har havt den gode Virkning, at ingen


96

flere af Stedets Grønlændere vare, da Beretningen herom afgik, blevne angrebne af Koppe-Smitten.

4. Det er upaatvivleligen inden for Grændserne af Sædelæren, og henhører til de almindelige moralske Pligter for Mennesket, at undgaae den Fare, som kunde forkorte Livet og giøre sig selv uduelig til at opfylde sin Bestemmelse. At nytte Vaccinationens velgiørende Virkning, henhører egentlig til de moralske Pligter, som enhver skylder sig selv og andre, men ogsaa til dem, som for det meste maae overlades til enhvers egen Følelse og Bestemmelse. Almuens Begreber ere for en stor Deel ikke saa øvede og klare, at de til alle Tider kunne betragte en moralsk Handling fra dens rette Synspunkt; de trænge som oftest til Veiledning, og denne kan vel aldrig paa en mere kraftig og virksom Maade erholdes, end ved Religionens og Sædelærens Lærere: de Geistlige, som ogsaa paa mange Steder have bidraget til Vaccinationens Fremme i Danmark og Norge. Commissionen har derfor allerede forhen under 31 December f. A. allerunderdanigst ytttret det Ønske, at Exemplet af nogle værdige Geistlige, som med ædel Varme have i deres Prækener anbefalet Vaccinationens Fordele og opmuntret til dens Anvendelse, almindeligen maatte efterfølges og dette aarligen igientages; at Skolelærerne i Almindelighed maatte opmuntres til at forestille deres Discipler den Fare, de ved dette lette og sikkre Middels Brug og Anvendelse kunde undgaae; at det maatte paalægges alle Konfirmander uden Undtagelse, som en moralsk Pligt, at undgaae en dræbende Sygdom, hvorved saa mange Millioner Mennesker er berøvede Staten, samt deres Venner og Medborgere; og at endelig Præsterne ved hver


97

Barne-Daab enten mundtlig eller ved trykte Sedler maatte opmuntre Forældrene, Slægtningerne og Vidnerne ved Daaben, til at sørge for Barnets Vaccination. Commissionen holder det for sin Pligt at igientage dette Ønske, overbeviist om, at det Anførte vilde bidrage meget til Vaccinationens Fremme, og Børne-Koppe-Smittens Formindskelse. Paa adskillige Steder er alt dette med Nytte anbefalet og indført, og her i Staden have de værdige Geistlige af den reformerde og af den roman-katolske Menighed uopfordrede vedtaget med ædel Varme for Menneske-Vel, ved Underviisningen af Konfirmander og ved Barne-Daab, paa det kraftigste at opmuntre til Vaccinationens Anvendelse.

5. Troer Commissionen: at Forordningen af 12 April 1782 for Danmark og Cancellie Placaten af 3 Januari 1791, samt Cancellie-Skrivelserne af 2 Maji 1789 og 29 Januari 1791 for Norge, maatte paa det strængeste anvendes paa dem, som blive angrebne af de naturlige Kopper, i Henseende, saavel til Forhindring af al Samqvem med de Anstukne, undtagen de, som vare vaccinerede eller havde havt de naturlige Kopper; som til Begravelses-Maaden, Renselsen af deres Gang- og Sengeklæder m.v., hvilket vi haabe vil finde deres Majestæts allernaadigste Bifald. Dette vilde da forudsætte, at naar nogen blev angreben af de naturlige Kopper, maatte det, maaskee endog under Straf og Mulkt, strax tilmeldes den Læge, til hvem Opsyn over Medicinal-Politiet er betroet, som ved Øvrighedens Hielp strax maatte bringe allerhøistbemeldte Forordning eller fornævnte Placat om smitsomme Sygdomme til Anvendelse. Upaatvivleligen have Kopperne bortrevet langt flere Mennesker end


98

Pesten, og det synes derfor aldeles ikke urigtigt at anvende lignende Midler mod Koppernes Udbredelse, hvorved ogsaa upaatvivleligen Vaccinationens Fremgang vilde befordres.

6. Troer Commissionen: at det vilde være særdeles nyttigt, og foreslaaer derfor allerunderdanigst, at autoriserede eller stemplede Blanquetter til alle Steders Øvrigheder maatte forsendes for at uddeles til dem, som befatte sig med Vaccinationen. Disse Blanquetter kunde efter Commissionens Formening være af følgende Form og Indhold:

Koekoppe Indpodnings Attest

N. N. født i [til udfyldning] og boende i [til udfyldning], [til udfyldning] Aar gammel, er af mig underskrevne i Aaret [til udfyldning] d. [til udfyldning], indpodet med ægte Koekopper, og har ordentlig igiennemgaaet de ægte Koekopper, som betrygger ham for Børnekopper i Fremtiden, hvilket herved paa Ære og Samvittighed bevidnes af
den [til udfyldning] 18 [til udfyldning]

N.N.
Embeds Titel

Disse Attester maatte da gives til alle dem, som vare vaccinerede, men ikkun til dem, hvis Vacciner den 8de, 9de eller 10de Dag efter Vaccinationen vare befundne at være genuine og ægte. Denne Indretning vilde endnu medføre en anden Nytte. Commissionen har i dens forrige Indretning anført, at iblandt det store Antal af Vaccinerede, mueligen kunde være en Deel, som formedelst Stedernes Frastand ikke kunde følges, og Koppernes Tilstand imellem den 7de og 10de Dag bemærkes, og at iblandt disse kunde findes nogle, som have


99

havt falske Kopper, der ikke sikkre for Smitten af Børne-Kopper. Ved tilfældige Koppe-Epidemier vilde disse sidste blive smittede med denne Sygdom, og Tillid til Vaccinationen derved svækkes. Attesterne vilde hindre denne ugrundede Mistanke imod Vaccinationens velgiørende Virkning, og mange vilde for at erholde Attester frievilligen indfinde sig hos Vaccinateuren, for at lade Vaccinens Tilstand undersøge.

7. Endelig holder Commissionen det for meget vigtigt til Vaccinationens faste og varige Fremgang i de danske Stater, at alle Steder maatte forsynes med duelige og øvede Vaccinateurer; for at opnaae dette Øiemed, har det chirurgiske Academie og det medicinske Facultet forenet sig om, ikke at antage nogen Candidat til Examen, som ikke med Attest kunde bevise, at have paa Vaccinations Institutet eller under andre erfarne og bekiendte Lægers Anførsel øvet sig i Manuellet af denne Operation, og at have med Nøiagtighed fulgt Sygdommens Gang hos de Vaccinerede. Alle Candidater blive derfor ogsaa nu examinerede i denne Deel af Lægevidenskaben. Saa har Commissionen og foranstaltet enkelte Giordemødre underviste i Vaccinationen, naar de dertil syntes at have fortrinligt Anlæg.

Paa denne Commissionens allerunderdanigste Indberetning, har det behaget hans Majestæt under 23 April at resolvere, og at lade ved det kongelige danske Cancellie tilkiendegive:

1. At den offentlige Vaccinations-Anstalt her i Staden fremdeles skal vedblive, deels for at ved-


100

ligeholde Vaccinationen i Kiøbenhavn, deels for, efter Anmodning, at kunne afsende Vaccine-Materie til alle Steder i Hans Majestæts Lande.

2. At de i Provindserne beskikkede Medici og Chirurgi bemyndiges til at reqvirere nogle Subjecter blandt de Børn, som nyde offentlig Opdragelse, Understøttelse eller Underviisning, hvilke ikke have havt de naturlige Kopper, og ere sunde, for at vaccinere dem og derved vedligeholde den friske Materie.

3. At Kiøbmand Esbensen her i Staden skal, til Beviis paa hans Majestæts Velbehag med hans ivrige Bestræbelser for Vaccinationens Fremme, erholde Medaillen pro Meritis i Guld, og Missionair Rosenvold og Assistent Schytte, i samme Øiemed, en lige Medaille i Sølv.

4. At det skal være Geistlighedens Pligt, saavel ved Barnedaab og Confirmation, som andre passende Leiligheder, at opmuntre Vedkommende til Vaccinationens Benyttelse.

5. At naar nogen bliver syg af de naturlige Kopper, hvad enten Koppe-Sygdommen kommer ved Inoculation eller af anden Aarsag, skal der, saavel under Sygdommen, som i Tilfælde af Døds-


101

fald, i et og alt forholdes efter Forordningen af 17 April 1782 for Danmark, og Placat af 3 Juni 1791 for Norge, om smitsomme Syge.

6. At autoriserede eller stemplede Blanquetter skal forsendes til alle Steders Øvrigheder, for at uddeles til dem, som befatte sig med Vaccinationen; og at disse Blanquetters Form og Indhold skal være saaledes, som af Commissionen i dens Indberetning er foreslaaet; samt at slige Attester ikke maae gives til andre, end dem, hvis Vacciner den 8de, 9de eller 10de Dag efter Vaccinationen vare befundne at være genuine eller ægte.

7. At det skal være Pligt for alle Medici og Chirurgi, naar de første Gang befordres, at fremlægge Beviis om deres Duelighed til at vaccinere; og

8. At Vaccinations-Commissionen indtil videre skal vedblive de samme overdragne Forretninger.

Allerhøustbemeldte Hans Majestæt har derhos end videre allernaadigst resolveret saaledes:

Vi ville: at Vaccinations-Commissionen tilkiendegives Vort allerhøieste Velbehag med


102

dens ligesaa nidkiære som heldige Bestræbelser for denne vigtige Sags Fremme.

Vaccinations-Commissionens 4de Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1805.

Ifølge af deres Majestæts allernaadigste Befaling, har Commissionen vedblevet i det forløbne 4de Vaccinations-Aar at udbrede Vaccinationen. Saaledes er de Vaccineredes Tal i det forløbne Aar 23155, som i Protocollen er indført, og for alle 4 Vaccinations-Aar 52155; hvilket Tal nok endnu kan antages større, da Commissionen med Vished veed, at ikke alle Lister, af dem, som befatte sig med Vaccinationen, ere indsendte. Det har ogsaa i dette Aar til Vaccinationens Fremme været nødvendigt, at Commissionen fra det offentlige Vaccinations-Institut har maattet afsende 623 Portioner Vaccine-Materie og Vaccine-Skorper i Glas, til de Læger, Geistlige og andre, som i det 4de Vaccinations-Aar med ædel Velvillighed og Uegennyttighed have paataget sig Indpodningen. Saaledes er fra Commissionen ved Regiments-Chirurg Stebuss afsendt til Danmark 296 Glas, til Norge 151, til Island 44, til Færøe 4, til Grønland 34, til Hertugdommene 68, til Sverrig 20 og til Tydskland 6 Glas, i alt, som meldt, 623 Portioner. Paa alle de Indpodede, paa enkelte Undtagelser nær, har Commissionen imodtaget specielle Lister efter det bekiendtgiorte Schema, hvoraf de Vaccineredes Alder, Boepæl, Forældre, Helbred, Indpodningsmaaden, samt de under og efter Vaccinationen mødte Omstændigheder kunne erfares. Foruden de i


103

dette Aar 23155 Indpodede, er endnu fra de i Hertugdommene stationerede militaire Chirurger indberettet 1187 Vaccinerede. Disse har Commissionen ikke her anført, da den formoder, at de, i xden her for det kongelige schlesvig-holstenske Sanitets-Collegium i Kiel anbefalede aarlige Indberetning, ville blive anmeldte.

Commissionen beklager meget at have ved Skrivelse fra den administrerende Direction for den kongelige grønlandske Handel af 13 December f.A., modtaget den ubehagelige Efterretning, at de Forsøg, som ere blevne anstillede med den ved forskiellige Skibe udsendte Materie, alle have været uden Virkning, og at følgelig for Vaccinationen i Grønland intet i dette Aar er udrettet. Commissionen haaber dog, at ved den friske Materie og Koe-Koppe-Skorpe, som til Foraaret bliver opsendt, hvorved den mueligst nøiagtige Forklaring om Omgangen dermed skal medfølge, sligt Uhæld for Fremtiden skulde forebygges.

I Finmarken har ved Amtmand Unmachs roesværdige Foranstaltning Districts-Chirurg Suhr giort en Reise til Øst-Finmarken, hvor han ved Hielp af Klokkeren I. Michelsen og Studiosus Sievertsen, som begge have viist udmærket Flid og Virksomhed ved denne Leilighed, ikke allene har indpodet 388 Personer, men ogsaa fortsætter sin Reise i dette Aar, saa at efter Amtmandens Indberetning hele Finmarken vil inden kort Tid blive conserveret i Fremtiden for de dræbende Børnekopper.

For at fremme Vaccinationen i Island har Commissionen ved Amtmand Thorarensens Godhed, faaet en islandsk Oversættelse af dens Underretning om Vaccina-


104

tionen, og ladet deraf 1000 Exemplarer deraf trykke, hvoraf et betydeligt Antal er tilsendt Stiftamtmændene, Amtmændene, Biskopperne og Lægerne, for at uddeles, med tilhørende Kobber iblandt Almuen, hvoraf de nyttigste Følger kunne ventes.

Ogsaa i det sidst afvigte Aar have mange værdige Mænd i og uden for Lægestanden med den roesværdigste og uegennyttigste Iver, samt med Opofring af egen Formue, og mange af dem under meget indskrænkede Vilkaar, paa den ædelste Maade fremmet Vaccinationen, uden hvilkes forenede Medvirkning Vaccinationen ikke vilde have havt den Fremgang i de danske Stater, som overgaaer endog Commissionens høieste Forventninger, især da endnu paa mange Steder falske Begreber og Fordomme fremvirke uovervindelige Hindringer for denne velgiørende Opfindelses almindelige Anvendelse, som ikkun ved en høi Grad af Klogskab, Menneskekundskab og vedholdende Iver for Sagen kan hæves. Især holder Commissionen sig forbunden til blandt disse værdige Mænd med Berømmelse at anmærke Sognepræst Friis til Allested i Fyen, som har i det sidst forløbne Aar vaccineret 1981 Børn: Provst Aschenberg til Moe Præstegaard i Øvre-Tellemarken, som ikke uden høist betydelig Umage har faaet Vaccinationen indført i de fleste Præstegiælde i Øvre-Tellemarkens Provstie, hvor et ikke ringe Antal er i de foregaaende Aaringer, efter de da skeete Indberetninger, blevet vaccineret, samt vedbliver at virke til dens Fremme, saa meget mueligt, ved Opmuntringer og Formaninger i tvende Præstegiælde under hans Provsti, hvor den formedelst Lunkenhed og Fordomme ikke er anbragt: Sognepræst Svitzer for


105

Reerslev i Siælland, som i sine egne og 13 andre Kirkesogne har i de foregaaende Aaringer indført Vaccinationen, og paa egen Bekostning giort Reiser til disse Sogne for at see hvorledes Vaccinerne ansloge, samt vedbliver endnu at virke til Vaccinationens Fremgang. Med Fornøielse har Commissionen ogsaa modtaget en nøiagtig og detailleret Efterretning af Professorinde Leganger, af hendes Mand indsendt, over de af hende indpodede, hvis Tal beløber sig til 492. Efter de mangfoldige saavel her i Landet, som paa andre Steder, anstillede Forsøg og Erfaringer, som ere Borgen for Vaccinationens Sikkerhed og Værd, kan Commissionen ikke andet end see med Fornøielse, at ogsaa værdige og oplyste Huusmødre antage sig denne almeennyttige Sag.

Commissionen har ved ofte igientagne Erfaringer overbeviist sig om, at Koppe-Skorpen, som efter Vaccinationen tilbagebliver, og sædvanligen den 21de Dag eller seenere efter Indpodningen affalder, kan, naar den friske Materie mangler, med Nytte og Sikkerhed til Indpodningen anvendes. En Underretning om Anvendelsen af disse Skorper til Indpodningen, har Commissionen ikke allene bekiendtgiort i de offentlige Blade, men ogsaa ved Bortsendelse af Materie hoslagt en trykt Underretning derom, hvorved Conservationen af Koppe-Materien betydelig vil lettes for Fremtiden; ogsaa har Commissionen fra forskiellige Steder modtaget Efterretninger om den heldige Anvendelse deraf. Undertegnede Professor Viborg har iligemaade med Nytte anvendt Koppe-Indpodningen med de tørre Skorper ved adskillige Huusdyr, og har desuden det grundede Haab, at Vaccinationen vil frembyde et sikkert Middel mod Faare-


106

og Svinekopper, som for disse Dyrarter ofte ere saa ødelæggende.

Resultatet af Commissionens Erfaringer, som ogsaa i dette Aar ere fulgte med den mueligste Nøiagtighed, er ligesaa heldig og opmuntrende, som de, hvilke Commissionen forhen for Aarene 1802, 3 og 4 allerunderdanigst har indberettet. ikke en eneste Omstændighed er for Commissionen anmeldt, som kunde kaste end den mindste Skygge paa den nu fuldkommen afgiorte Sandhed, at Vaccinationen sikkrer for bestandig for Børne-Kopperne; Ikke en eneste Bemærkning, hvor skadelige Følger paa de Indpodedes Helbred have yttret sig; og endelig ikke en eneste Erfaring, som kunde give Mistanke om, at iblandt de mange værdige Mænd uden for Lægestanden, som have udøvet Vaccinationen, denne velgiørende Operation var misbrugt, eller paa nogen skadelig Maade anvendt. Ogsaa har Vaccinationen, saavel her i Kiøbenhavn, som paa andre Steder, paa den meest fyldestgiørende Maade opfyldt sin velgiørende Hensigt. Paa nogle Steder har i dette Aar viist sig naturlige Børnekopper, hvilke dog ved en almindelig Vaccination af alle de i Huset værende Børn, som ikke endnu havde havt Børnekopper, og ved Røgning med mineralske Syredampe blev standset. Vel er Rygtet om Børnekopper adskillige Gange udbredt, men ved nøiere Undersøgelse er det befundet, at de Syge vare befaldne med falske, aldeles ikke de genuine Børnekopper. I Kiøbenhavns Dødeliste er 5 anførte at være døde af Børnekopper. Stads-Physikus Dr. Scheel har herom meddeelt Commissionen følgende Oplysning, at alle disse 5 var spæde Børn, hvoraf eet var død under Dentitonen


107

af Krampe, og de saakaldte uægte Kopper, den anden af 14 Ugers tærende Sygdom med Bylder paa Halsen, og den tredie af igientagne epileptiske Tilfælde, uden ringeste Udslet eller andre Tilfælde, som kunde give Anledning til at formode Barnet at være død af Børnekopper; om de 2de andre har ingen paalidelig Efterretning været at indhente, saa at man kan formode, at i Kiøbenhavn og dets Forstæder ikke en eneste er død af Børnekopper, hvilket efter de offentlige Blade neppe er Tilfælde i nogen anden Hovedstad i Europa.

At Vaccinationens gode Fremgang, ved Deres Majestæts vise Foranstaltninger, har allerede frelst mange, som ellers vilde have blevet et Offer for de dræbende Børnekopper, sees tydeligt deraf, at fra 1779 til 1801, ere i Kiøbenhavn efter de offentlige Mortalitets-Lister 5517 Mennesker døde af Børnekopper, i hvilke 22 Aar den mindste Mortalitet har været 35 og den største 715, da derimod siden Vaccinationens Indførsel ikkun enkelte ved denne Sygdom er bortrevne.

Den samme Materie er fra 1801 bestandig vedligeholdt; den er nu gaaet igiennem 182 Individer, og Sygdommen er til denne Dag ligesaa tydelig charakteriseret, som i Begyndelsen af Vaccinationen i Danmark. Man kan deraf med Sikkerhed slutte, at den, saalænge den med Omhyggelighed bevares, aldrig vil eller kan udarte, eller dens velgiørende Virkning svækkes. Vel har Professor Viborg fundet, at der er Analogie mellem Melk-Materien og Smitten af de ægte Koe-Kopper, desuagtet kan Commissionen dog ingenlunde tilraade at anvende Melkmaterie til Indpodning paa Mennesker, men allene holde sig til den hidtil anvendte og prøvede


108

Koekoppe-Materie. De allernaadigst anordnede Attester, hvormed de, som befatte sig med Vaccinationen af Øvrigheden forsynes, ere uddeelte til dem, som have ladet sig syne mellem 8de og 9de Dag, efter Indpodningen, og hvis Kopper ere befundne at være de ægte.

Saaledes haaber Commissionen ogsaa i det forløbne Aar at have efterkommet Deres Majestæts allernaadigste Befaling, at udbrede Vaccinationens velgiørende Indflydelse.

Commissionen paatvivler aldeles ikke: at Koppesmitten vil ved Vaccinationen fremdeles bortfiernes fra de danske Stater, naar Deres Majestæts allernaadigste Befaling af 8de Martii forrige Aar, som ved Cancellie Placat af 19de April f. A. blev bekiendtgiort, med den strængeste Nøiagtighed paa alle Steder følges, og naar enhver, som bliver angrebet af Børnekopper, strax for vedkommende Læger og Øvrighed anmeldes.

Paa foranførte allerunderdanigste Indberetning, som ved det kongelige danske Cancellie under 1ste Maji 1806 er Hans Majestæt foredraget, har det behaget Allerhøistsamme at tilkiendegive Vaccinations-Commissionen sit allernaadigste Bifald og Tilfredshed med dens Arbeider og Bestræbelser, hvorved denne for Menneskeheden velgiørende Sag har havt saa hældige Fremskridt.


109

Vaccinations-Commissionens 5te Indberetning til hans Majestæt Kongen for 1806 af 13de April 1807.

- - - Commissionen har ogsaa i dette Aar bestræbt sig for at udbrede og vedligeholde Vaccinationen, denne for Menneskeheden saa høist vigtige Opfindelse. Aarligen tiltager ogsaa Antallet af de værdige og for Fædrenelandet velsindede Medborgere, der ei allene vække Almuens Tillid til dette sikkre Forebyggelses-Middel mod de naturlige Kopper, men endog uden mindste Fordeel, ja endog med Opofrelse af egen Formue og Beqvemmelighed, iværksætte Vaccinationen i Provindserne, hvor den ellers, formedelst de der etablerede Lægers, deels Fraliggenhed og, deels Embeds-Beskiæftigelser, vilde have gaaet frem med langsommere Skridt. Derved har ogsaa de Vaccineredes Antal vundet en betydelig Tilvæxt, da i det 5te Vaccinations-Aar ere indpodede 23,465 og siden Vaccinationens Begyndelse i Danmark 75,586 Personer. Dette Tal kan nok antages at være endnu større, da Commissionen deels selv veed, deels af de indkomne Beretninger har kunnet slutte, at ikke alle de, der have befattet sig med Vaccinationen have indsendt Lister derom eller indberettet Antallet af de ved dem vaccinerede.

Ogsaa i dette sidste Aar har det til Commissionens Fremme været nødvendigt, at lade fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden afsende 578 Portioner Vaccine-Materie, og Vaccin-Skorper i Glas. Saaledes er fra Commissionen ved Regiments-Chirurg Stebuss afsendt til Danmark 281 Glas, til Norge 150, til Island 34, til Færøerne 16, til Grønland 24, til Her-


110

tugdommene 33, til St. Croix 12, til Guinea 12, til Sverrig 12, til Java 4 Glas, i alt, som meldt, 578 Portioner.

Adskillige af de i Hertugdommene stationerede militaire Chirurger, have tilmeldet Commissionen Udfaldet af deres Bestræbelser for Vaccinationen i det sidst forløbne Aar, men Antallet paa de af dem vaccinerede er ikke inddraget i Commissionens Beretning, da samme vil blive anført i den Beretning, som det kongelige schlesvig-holstenske Sanitets-Collegium afgiver om Vaccinationens Fremgang i Hertugdommene.

Mange værdige Mænd i og udenfor Lægestanden have i det sidst afvigte Aar, ligesom i de foregaaende, med megen Held virket til Vaccinationens Udbredelse; saaledes er i benævnte Aar anmeldt vaccinerede af Læger 12,113; af Geistligheden og Skolelærerne 8923 og af andre 2429; saa at man vel med Tiden kan vente de Hindringer hævede, som Uvidenhed og Fordomme endnu paa enkelte Steder lægge i Veien for dette de naturlige Koppers Forebygnings-Middels almindelige Anvendelse. Heraf erfares: at ei allene Læger, men ogsaa adskillige Præster og andre, i Danmark og Norge meget betydeligen have fremmet Vaccinationen, hvilken Omhue nogle Præster endog have udstrakt til flere og andre Steder, end deres egne Menigheder; dette er saa meget roesværdigere, da dette ikke er skeet uden meget betydelig Uleilighed for dem selv, da de nemlig paa disse deres Reiser maae bruge egen Befordring af Mangel paa offentlig. Meget vilde det derfor bidrage til Vaccinationens Fremgang, om saavel Læger som andre, der i Provindserne udøve denne Indpodning, maatte til saadanne Reiser, der dog sigte


111

til det offentliges Nytte, og som de foretage uden nogen Slags Godtgiørelse eller Belønning for deres Umage, nyde frie Befordring, hvilket Commissionen holder sig forpligtet til, herved allerunderdanigst at foreslaae.

Commissionen kan ikke lade ubemærket, at den samme Iver, som den fra Øvre-Tellemarkens Provstie nu forflyttede Provst Aschenberg, har i Vaccinationens hele Epoke anvendt til dens Udbredelse i dette vidtløftige Provstie, hvor der ikke haves nogen Læge, anvendes ogsaa af hans Eftermand i Provstie-Embedet, hvis Virksomhed har giort, at for nærværende Tid ikkun faae uvaccinerede i dette Provstie er tilbage. Paa adskillige Steder i Danmark og Norge have de naturlige Kopper ogsaa viist sig i det forbigangne Aar, saasom i Nimherred under Aarhuus Stift, paa Øen Manø under Ribe Stift, i Lolland, i Christiania og i Nedre-Tellemarken, men deels Vaccinationens betimelige Anvendelse, deels ogsaa ved de Midlers Brug, som Cancellie-Placaten af 19de April 1805 i slige Tilfælde foreskriver, er Smitten af denne ødelæggende Sygdom bleven standset, endskiøndt det ikke har manglet paa Exempler, at de anbefalede Foranstaltninger er blevne overtraadte. I denne Henseende fordrister Commissionen sig allerunderdanigst at anføre, at der ingen bestemt Straf er fastsat, for Overtrædelsen af nysformeldte Placat, hvori allene henvises til tvende Lovsteder, det ene for Danmark og det andet for Norge, i hvilke ei heller findes nogen bestemt Straf anført i Overtrædelses Tilfælde. En arbitrair Mulct paa nogle faae Rigsdaler synes ei heller at svare til Hensigten; thi den, som modtvilligen, f.Ex. ved et Begravelses-Gilde


112

under en Epidemie overtræder Forskrivterne, agter neppe en liden Penge-Mulct; saa at allene korporlig Straf, eller en betydelig høi Penge-Mulct, synes at være det eneste, der i saadanne Tilfælde fuldkommen kan betrygge Medborgerne. Forordningen for Danmark og Norge, angaaende hvorledes med Heste, som ere angrebne med smitsom Syge, bør forholdes, af 28 November f. A. er heri strængere, og det med Ret, den bestemmer nemlig, for forsømt Afsondring af de med smitsom Syge behæftede Heste en Mulct fra 10 til 50 Rdlr., foruden Skadens Erstatning, naar Smitte derved udbredes. I det her omhandlede Tilfælde kan Skaden ikke erstattes, naar Mennesker døe af de naturlige Kopper, eller af en anden smitsom Sygdom, hvis Udbredelse havde været at forebygge. Commissionen troer derfor, at Straffen for Overtrædelse af Forordningen af 17de April 1782 og Cancellie-Placaterne af 3die Junii 1791 og 19de April 1805 burde bestemmes i forholdsmæssig Analogie af de i §. 39 af Forordningen angaaende Qvarantaine-Væsenet i Danmark og Norge af 8de Februar 1805 fastsatte Straffe.

Her i Staden har nogle Gange i det sidst forløbne Aar udbredt sig det Rygte om de naturlige Koppers Udbrud, hvoraf endog nogle ere anmeldte at være døde; især giorde Koppernes Udbrud paa et Barn i Kielderen under Commerce-Intendant Hages Gaard nogen Sensation, da dette Barn var i Aaret 1805 med Held vaccineret ved Institutet, men ved nøie Undersøgelse af 2de Commissionens Medlemmer befandtes det at være de saakaldte Vandkopper. Fremdeles ere 3 Børn anmeldte til Stads-Physicus Dr. Scheel at være døde af Børne-


113

kopper, men alle 3 bleve befundne at være døde af andre Sygdomme.

Det glæder Commissionen meget: at Vaccinationen nu har faaet Fremgang i Island, som ved Land-Physicus Klogs Virksomhed kan ventes der vedligeholdt. I Grønland havde Vaccinationen i 2 Aar standset ved de sydlige Colonier, men den er i sidste afvigte Aar atter bragt i Gang med den dertil udsendte Materie.

Til Færøerne er flere Gange her fra Institutet opsendt Vaccine-Materie, men uden at dens Anvendelse er bleven virksom. I Aaret 1805 fattede derimod Skibs-Capitain Paul Paulsen Nolsøe det Forsæt, om mueligt at bringe Vaccinen herfra til sit Fædreneland paa samme Maade, som den spanske Regiering har ladet den bringe til Sydamerika, nemlig paa levende Mennesker. Han lod sig til den Ende her i Staden lære at vaccinere, lod Vaccinen anbringe paa een af sine Skibsfolk, der alle vare hans Landsmænd, forsynede sig desuden med Materie, i Tilfælde at den paa Veien skulde uddøe, forplantede den friske Materie underveis paa det øvrige Skibs-Mandskab, og bragte derved Vaccinen til benævnte hans Fædreneland, hvor han i forrige Aar deels selv og deels ved Bistand af sin Broder, Handels-Betient Jacob Nolsøe, i Thorshavn har udbredt Vaccinationen saaledes, at den nu kan ventes der vedligeholdt; hvilket alt er bevidnet i hosføiede tvende Attester fra Sorenskriver Olsen af 24 Maji og 29 September f. A., samt af Vice-Provsten Begtrup og Sognepræsterne Haaber og Leerbek, hvilken sidste tillige melder: at nogle Bønder i Nordstrøme Præstegield have udøvet Vaccinationen med Held, hvorved det af Sorenskriveren opgivne Antal paa


114

de vaccinerede af 5 til 600, endskiøndt en Deel deraf endnu ikke er anmeldt for Commissionen, letteligen vil udkomme. For saadan Skibs-Capitain Nolsøes patriotiske Handling, der er af saa meget større Vigtighed, som de naturlige Kopper, der ikke i lang Tid have grasseret paa Færøerne, vilde engang, naar de udbrøde, have anrettet betydelig Ødelæggelse, anseer Commissionen ham fuldkommen værdig til den samme Belønning, hvormed Deres Majestæt benaadede Kiøbmand Esbensen her i Staden, der paa egen Bekostning lod indføre og foretage Vaccinationen i Vardøe og Vadsøe Sogne i Øst-Finmarken, hvortil Commissionen fordrister sig allerunderdanigst at indstille ham. I Henseende til Handels-Betient Jacob Nolsøe, der ved besværlige Reiser til langt fra hans Boepæl beliggende Øer har fremmet Vaccinationen, maa Commissionen, paa Grund af de i Sorenskriverens førommeldte Attest af 29de September forrige Aar anførte Omstændigheder, i dybeste Underdanighed henstille til Deres Majestæts allernaadigste Forgodtbefindende, paa hvilken anden Maade han derfor kunde være at belønne.

Ved saa mange ædelsindede Medborgere, der alle have arbeidet til et fælles Maal, er det skeet, at den samme Vaccine-Materie nu siden Aaret 1801 bestandigen er vedligeholdt og er nu gaaet igiennem 223 Individer uden at have tabt det mindste af sin Kraft eller at være paa nogen Maade udartet. I Provindserne derimod er den af forbenævnte Aarsager ofte uddøet, saa at undertiden saa mange Portioner Materie ere herfra Commissionen blevne reqvirerede, at man, siden Institutet maa i disse Dage forsyne begge Rigerne, ikke har


115

seet sig i Stand til, uden successiv, at fyldestgiøre Vedkommendes Forlangende, hvorved disse ikke til alle Tider have erholdt Materien paa den Tid, de havde ønsket sig, og som var dem beleiligt til dens Afbenyttelse. I denne Henseende var det meget at ønske, at et Vaccinations-Institut ogsaa kunde oprettes i Norge, hvilket da nok kunde være passeligst i Bergen, som den folkerigeste af de norske Kiøbsteder.

Commissionen har ellers i den seenere Tid ladet de Vaccine-Glas, der skulde bortsendes til langt fraliggende Steder, indpakke i Kulstøv, som saaledes, aldeles befriet fra Luftens og Lysets Paavirkning, er bleven beholdt virksom. Paa Langeland er ogsaa af Hr. Kammerherre og General-Major Grev Ahlefeldt Laurvig giort Forsøg med at vaccinere med Materie, som i 2 Aar og 21 Dage var opbevaret i en meget kiølig Kielder, mellem 2 Glas, som vare sammenhæftede med Hefteplaster og Lak, og siden omviklede med en i Olie dyppet Klud, og Forsøget har, efter Stifts-Physicus Dr. Boisens Indberetning, viist sig fuldkommen virksomt til at frembringe ægte Koekopper.

Paa flere Steder har man ogsaa i det forrige Aar forsøgt at udsætte vaccinerede Personer for Smitte af de naturlige Kopper, formedelst den nøieste Berørelse, men uden Virkning, saa at Vaccinationen vedbliver at vise sig, som det usvigeligste Middel mod Børne-Kopper. Disse vil da vel i Tiden blive høist sieldne, jo færre Subjecter der blive tilovers, som kunde modtage Smitten, men ogsaa derved synes det, ikke uden Grund, at kunde blive Tilfældet, at Almuen i Almindelighed, ved sieldnere at see de Ødelæggelser, som de naturlige Kop-


116

per anrette, kunde blive lunken ved Vaccinationen. Commissionen kan derfor ikke tilbageholde den Frygt, at Vaccinationen, uagtet dens velgiørende Virkning, at værne mod Koppesmitten, er sat uden uden al Tvivl, dog igien kunde synke i de danske Stater, hvilket er skeet i de fleste andre europæiske Lande, om ikke de virksomste Midler blive anvendte til stadig at vedligeholde den. Den Tidspunkt vil maaskee snart nærme sig, at det kunde synes nødvendigt, at Vaccinationen maatte befales anvendt paa alle, ligesom allerede er skeet i Henseende til Personer og Børn af visse Classer blandt de lavere Stænder, eller at i det mindste ingen antages til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, som Skolegang, Confirmation, Haandværkslære m.v., uden den medbragte Beviis om at være vaccineret, i Tilfælde af ei at have havt naturlige Kopper. Meget af hvad deres Majestæt allernaadigst, efter Commissionens derom giorte allerunderdanigste Forslage, haver befalet, og som her i Rigerne overholdes, til de naturlige Koppers Udryddelse og Vaccinationens Fremme, saavelsom andre Forslage, som hidtil ikke have fundet deres Majestæts allernaadigste Bifald, seer Commissionen nu at blive foreslaaet og iværksat i fremmede Lande, endog med Udvidelse, til større Sikkerhed for Koppesmitten. Saaledes har f. Ex. Førsten af Piombino og Lucca ved et nyeligen udstædt Edict befalet, at det Huus, hvor naturlige Kopper vise sig, strax skal indsperres, og at alle Børn og Personer, som ei have havt Kopper, strax skulle vaccineres, saavelsom alle nyefødte Børn i de 2 første Maaneder efter Fødselen. For det øvrige vilde almindelig Tiltroe til Vaccinationen, og Virksomhed til dens Frem-


117

me, staae mindre Fare for at tabe sig, naar Præsterne i Almindelighed, ligesom mange af dem allerede giøre, vilde ved alle Leiligheder jævnligen erindre og veilede Almuen i denne Henseende, naar de, der have større eller mindre Befalingsret over Almuen, vilde modificere den til Fordeel for Vaccinationen. Saaledes har f. Ex. Fattigvæsens-Inspecteur Petersen i Christiania tilbudet de Fattige Vaccination, og, da han heri fandt Uvillie, betydede han dem, at ingen fik Understøttelse af Fattigvæsenet, ingen kom i Arbeidshuset, og ingen Børn nød frie Skole, saalænge der i Familien var nogen uvaccineret tilbage; og endelig naar Jordegodseierne og andre og andre Formuende vilde ved passende Belønninger opmuntre til Vaccinationens Udbredelse paa deres Godser og i deres Cirkler. Hr. Kammerherre Grev Danneskiold Samsøe har saaledes tillagt Skoleholder Olsen, i Braaby Sogn paa Gisselfeldt Klosters Gods, en Præmie af 25 Rdlr. for hans Iver for Vaccinationens Fremme.

Saaledes vedbliver Vaccinationen at fremgaae i begge deres Majestæts Kongeriger, og de derunder liggende Øer og Colonier. Fremtiden synes mueligen at kunde love dens endnu heldigere Fremgang; og det vil glæde Commissionen: om Deres Majestæt ville finde dens Bestræbelser hertil Deres allernaadigste Velbehag værdige.

Paa denne Indberetning behagede det Hans Majestæt under 5te Junii 1807, at resolvere saaledes: "Med særdeles Tilfredshed have vi ladet os denne Beretning foredrage, og Vi ville: at vort


118

danske Cancellie tilkiendegiver Vaccinations-Commissionen Vort allerhøieste Velbehag med sammes Bestræbelser til denne Sags Fremme," hvorved tillige af Cancelliet blev tilføiet: I øvrigt skal velbemeldte Commission i sin Tid herfra vorde underrettet om Hans Majestæts allernaadigste Resolution paa dens i forberørte Indberetning giorte adskillige Forslage til Vaccinationens videre Udbredelse.

Udtog af Vaccinations-Commissionens siette Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1807.

- - - Commissionen nedlægger herved allerunderdanigst ogsaa dens Beretning om Vaccinationens Fremme i de danske Stater (Hertugdømmene undtagen) for det sidst afvigte Aar 1807, i hvilket, som det siette Aar efter Vaccinationens Indførelse i Danmark, en lige Virksomhed, som forhen, er anvendt til dens Udbredelse, saavidt Omstændighederne have villet tillade. – Vaccine-Materie og Vaccine-Skorper er ogsaa i dette Aar bestandigen afsendt fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden til Indpodningens Vedligeholdelse, til forskiellige Steder i de danske Stater, endog til Island, Grønland og Ostindien, saavelsom til nogle faae udenlandske Stæder, i alt 321 saadanne Portioner i Glas, til lange Søereiser indpakkede i Kulstøv for at hindre Luf-


119

tens og Lysets Paavirkning, der synes at giøre Materien kraftesløs.

Mange Læger, Geistlige og andre have ogsaa i dette Aar med ufortrøden Iver paataget sig at indpode Koekopper. Tallet af dem, hvorom Commissionen i det forløbne siette Vaccinations-Aar har modtaget Beretninger, udgiør 7577 Vaccinerede; over hvilke, paa enkelte Undtagelser nær, Commissionen har erholdt specielle Lister efter det bekiendtgiorte Schema, hvoraf de Vaccineredes Alder, Boepæl, Forældre, Sundheds-Tilstand, Indpodnings-Maaden, samt de under og efter Vaccinationen indtrufne Omstændigheder kunde erfares. Efter disse Lister ere vaccinerede:

I Siællands Stift

 

[Summa for landsdelen]

I Kiøbenhavn paa Vaccinations-Instituet

775

 

og ellers i Staden

189

 

I Siælland

819

1783

I Fyens Stift

 

458

I Lollands Stift

 

 

I Lolland

146

 

Falster

108

254

I Jylland

 

 

Aalborg Stift

201

 

Viborg Stift

56

 

Aarhuus Stift

1790

 

Ribe Stift

685

2732

I Norge

 

 

Aggershuus Stift

1071

 

Christianssands Stift

618

 

Trondheims Stift

501

2190

I Island

130

130

 


120

I alt, som meldt, 7577. Fra Langeland samt fra Bergens Stift, saasom ogsaa fra Færøerne, Grønland og de vestindiske Øer, er, formedelst Krigens Uroeligheder, ingen Beretninger om Vaccinationens Fremme modtagne.

Mange værdige Mænd, i og uden for Lægestanden, have i det afvigte Aar, ligesom forhen, med Held virket til Vaccinationens Udbredelse; der er nemlig i benævnte Aar anmeldt vaccinerede:

af Læger
3517
af Geistlige og Skole-Lærere
3370
af andre
690
tilsammen, som forhen anført,
7577

 

hvilket Antal vel er meget ringere end de i de sidst foregaaende Aar, men ogsaa herpaa have Krigs-Uroelighederne havt Indflydelse, da deels Districts-Chirurgerne havde militaire Beskiæftigelser, som Bataillons-Chirurger ved Landeværnet, deels ogsaa Afsendelsen af Vaccinematerie herfra til Provindserne standsede i den lange Tid da Posternes Gang var hæmmet. At imidlertid adskillige Mænd uden for Lægestanden ere vedblevne at vise sig virksomme ved Vaccinationen, er for dem desto roesværdigere, da de tillige have Uleilighed med at befordre sig selv paa deres Reiser til dette Øiemed.

Commissionens, i dens sidste Indberetning, allerunderdanigst giorte Forslag, om frie Befordring for enhver i saadanne Tilfælde, vilde, om det iværksættes, uden Tvivl meget befordre Vaccinationens Fremgang; ligesom ogsaa Commissionens paa samme Tid giorte Forslag om en med Anordningerne analogue Strafs Fastsættelse, for Cancellie-Placaten af 19de April 1805 vilde, efter Com-


121

missionens allerunderdanigste Formening, særdeles bidrage til at hæmme Udbredelsen af de naturlige Kopper, hvilke dog ikkun paa meget enkelte Steder have viist sig i det sidstafvigte Aar, og ere denne Gang ved Øvrighedens Anvendelse af Forordningen af 17de April 1782 hindrede fra at udbredes.

At ingen Beretninger ere indløbne fra de længstbortliggende Lande og Colonier, maae vel ogsaa tilskrives Krigs-Uroelighederne; dog har Commissionen med Glæde erfaret af Premier-Lieutenant M. Smith ved det vesterlehnske Infanterie-Regiment, der, som geografhisk Landmaaler har opholdt sig i Island, og seent i sidste Efteraar kom her tilbage, at han i sidstafvigte Aar har paa forskiellige Steder afsendt Materie, hvorved han har udbredt Vaccinationen, først i Vardestrands Syssel, hvorfra den har udvidet sig til Sneefieldsnæs, Isefiords, Dale og Strande-Sysseler. Vel har hans Opholds Tid paa hvert Sted været formedelst Opmaalings-Reiserne saa kort, at han aldrig har kunnet iagttage Udfaldet, naar han vaccinerede; men da han stedse udøvede Vaccinationen i Overværelse af den nærmeste Handelsmand eller Præst, saa er han fra flere af disse glædet med Efterretning om god Virkning, og om deres Bestræbelse for Udbredelsen, saa at flere Hundrede i Vester-Amtet ere blevne vaccinerede. De Lister herover, hvis Indsendelse til ham han havde forlangt, formoder han, at være afsendte med hidgaaende Skibe, men formedelst Krigs-Uroelighederne ei fremkomne. Imidlertid havde han erholdet 3 saadanne førend hans Afreise fra Island paa omtrent 130 Personer, der alle havde havt de ægte Vacciner, men disse


122

Lister bleve tillige med hans øvrige Papirer og Eiendomme tilbage i Skotland ved hans Opbringelse dertil.

Commissionen har været saa heldig ved sine Bestræbelser i dette vanskelige Aar, at vedligeholde den gode genuine Koekoppe-Materie, vi nu eie. Under Krigs-Uroelighederne, under Beleiringens Farer, under Bombardementets Forstyrrelser, under Ildebrandens Rædsler; paa en Tid da enhvers meest spændte Opmærksomhed var henvendt til offentlig og privat Forsvar og Sikkerhed, omgivet af ulykkelige, døde og saarede, kunde Vaccinationen let have standset, og vores gode paalidelige Materie være uddøet. Man vilde da, om den tørre Materie ogsaa havde feilet, have været nødt til at forskrive nye og usikker Materie fra fremmede Steder, og fra nyt af igien at begynde Vaccinationen.

Saaledes vedbliver Vaccinationen at fremmes i begge Deres Majestæts Kongeriger og de derunder liggende Øer og Colonier; og Vaccine-Materien, som i Aaret 1801 hidkom fra Engelland, vedbliver endnu her at vise sig i usvækket Kraft, uagtet den i dette Tidsrum er gaaet igiennem 263 Individer. Derimod har den i benævnte Mellemtid, i adskillige andre Lande mere end een Gang været uddøet. Under vedvarende Bestræbelser for dens Vedligeholdelse, og om de fra Commissionen under 13de April forrige Aar allerunderdanigst indgivne Forslage maatte finde Deres Majestæts allernaadigste Bifald, at nemlig en strængere Forpligtelse blev paalagt enhver at underkaste sig Vaccinationen, saaledes, at om den ikke kunde befales anvendt paa alle, ligesom allerede er skeet i Henseende til Personer og Børn af visse Classer af de lavere Stænder, dog at i det mindste ingen


123

admitteredes til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, f.Ex. Skolegang, Confirmation, Haandværks-Lære m.v., uden den medbragte Beviis om at være vaccineret, i Tilfælde af ei at have havt de naturlige Kopper; endelig om enhver saavel civil som militair, blev, under Straf, forpligtet til strax at anmelde de naturlige Koppers Udbrud for Øvrigheden og vedkommende Læge, samt paa Landet tillige for Præsten, saa vilde de hældigste Udsigter kunde haves, til at faae de naturlige Kopper aldeles udryddede. Commissionen ønsker, at dens herfor hidtil anvendte Bestræbelser maatte værdiges Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Velbehag.

Udtog af Vaccinations-Commissionens 7de Indberetning til hans Majestæt Kongen for Aaret 1808.

Commissionen for Vaccinationen, der aarligen hidtil har afgivet dens allerunderdanigste Beretning om Vaccinationens Fremme her i Rigerne, maa ogsaa herved nedlægge dens Beretning om Vaccinationens Fremgang i de danske Stater (Hertugdømmene undtagen) for det sidstafvigte 7de Vaccinations-Aar 1808. Krigens Besværligheder og dens uadskillelige Følger have i dette Aar paa mange Stæder i de kongelige Stater lagt uovervindelige Hindringer i Veien for Vaccinationens ordentlige Fremgang, derimod har Koppernes Udbrud saavel i Kiøbenhavn som adskillige Stæder i Landet giort Vaccinationens Anvendelse, for at afholde og formindske Koppe-Epidemien, i en høi Grad nødvendig. Commissionen har ogsaa i dette Aar anvendt dens Bestræbelse til


124

Vaccinationens Udbredelse saavidt Omstændighederne have villet tillade. De Vaccineredes Tal, som for Commissionen er i det forløbne Aar anmeldt, beløber sig til 27556, hvilket Antal man med Sikkerhed kan antage være langt større, da Commissionen med Vished er underrettet om, at ikke alle af dem, der have iværksat Vaccinationen, have eller kunde have indsendt Lister derover, eller afgivet Indberetninger desangaaende.

Fra det offentlige Vaccinations-Institut her i Staden har man, som forhen, vedblevet at afsende Vaccine-Materie og Vaccine-Skorpe til dem, der have forlangt samme til Indpodningens Vedligeholdelse; og i det sidstafvigte Aar er til forskiellige Stæder i de danske Stater afsendt i alt 394 saadanne Portioner i Glas. De Læger, Geistlige og andre, som ved ufortrøden Iver have paateget sig at vaccinere, og hvorom Commissionen i det forløbne 7de Vaccinations-Aar har faaet Beretninger, have indberettet at være vaccinerede:

Fra Siællands Stift:

 

 

I Kiøbenhavn paa Vaccinations-Instituttet

2846

 

og ellers i Staden

964

 

Siælland

15063

18873

Fyens Stift: Fyen

1555

 

Langeland

242

1797

Lolland Stift: Lolland

606

 

Falster

143

749

 


125

Jylland:

518

 

Aalborg Stift

1228

 

Viborg Stift

1174

 

Ribe Stift

1082

4002

Norge:

 

 

Aggershuus Stift

160

 

Christianssands Stift

800

 

Bergens Stift

812

 

Trondheims Stift

363

2135

 

 

27556

 

Fra Island har man en foreløbig Beretning, at 3213 skulle der være vaccinerede, hvorom nøiere Oplysning ventes.

Deres Majestæt vil heraf allernaadigst erfare, at de vaccineredes Tal formedelst de naturlige Koppers Udbrud i det forløbne Aar meget har tiltaget, skiøndt Krigs-Uroelighederne ikke have tilladt: at alle Beretninger til Commissionen kunde indkomme. I Kiøbenhavn og Siællands Stift har de indpodedes Tal i dette Aar været næsten ligesaa stor som i alle 6 forrige Vaccinations Aar tilsammen.

Mange værdige Mænd i og uden for Lægestanden have ogsaa i dette Aar med Held virket til Vaccinationens Udbredelse, og have anmeldt vaccinerede:

af Læger 21155

af Geistligheden og Skolelærere 5712

af andre 689

tilsammen, som forhen anført 27556

Allerede mod Slutningen af Aaret 1807, udbrød Børnekopperne i Skovshoved Fisker-Leie paa Kiøben-


126

havns Amt, og omtrent paa samme Tid viste sig enkelte ligeledes her i Staden. Til førstnævnte Stæd bleve de bragte fra Skaane med 2 fattige Familier, der under den engelske Invasion her i Landet vare flygtede didover, og vare komne tilbage. Om de herfra ere bragte her til Staden, eller overførte fra Holsteen, hvor de i bemeldte Aar grasserede, med de da hiemkomne Tropper, lader sig ikke med Vished bestemme; men vist er det, at de strax viste sig ikke allene her i Staden, men ogsaa paa enkelte Stæder, i Siælland, hvorfra de siden have udspredt sig til de fleste af dette Lands Amter. Commissionen erholdt ogsaa i sidste Efteraar Efterretning om at Børnekopper grasserede i Smaalenenes og Christianias Amter i Norge, saa at det tegnede til, at denne ødelæggende Sygdom vilde i begge Rigerne udbrede den ved Koppe-Epidemier saa sædvanlige Ødelæggelse.

Commissionen troer at skylde deres kongelige Majestæt en allerunderdanigst Regnskab om, hvad fra Commissionens Side er skeet for at afværge dette, under Krigens Uroeligheder, dobbelt skrækkelige Onde. Upaatvivlelig findes der kun 3 muelige Veie til med Sikkerhed at standse en begyndende Koppe-Epidemie. De forudsætte, at man saa hastig som muelig kan blive underrettet om de sande Børnekoppers Nærværelse, førend de kunde udbrede sig, og da kunde man med Sikkerhed vente at standse denne ødelæggende Sygdom, enten ved nøiagtig Indsperring og Bevogtning af de inficerede Huse, saaledes at alt Samqvem med andre paa det strængeste blev forhindret; eller at alle Koppe-Syge, under de først forløbne af denne Sygdom, da den endnu ikke er anstikkende, strax bleve nødte til lade sig bringe til


127

bestemte Steder, hvor alle mødende Koppesyge kunde samles, og under behørig Pleie og Cuur, den strængeste Indslutning kunde foranstaltes; og endelig at det eneste store Middel, som allene værner for Koppe-Smitten, uden Undtagelse ved alle dem blev anvendt, som var i Nærværelsen eller stod i Forbindelse med de smittede Huse eller Personer.

For at faae hastig Kundskab om Koppernes Tilstædeværelse, har saavel Commissionen som Stads-Physicus Scheel strax ved Bekiendtgiørelse i Aviserne under 8 Februari 1808, som adskillige Gange blev igientaget, opfordret Stadens Beboere og Læger til at udbrede Vaccinationen, og at afholde dem fra de smittede Huse, ufortøvet at anmelde de Stæder hvor Kopper fandtes, at de af Commissionens Medlemmer kunde undersøges og det nødvendige forstaltes. Denne Anmeldelse skeete af nogle strax ved Koppernes Udbrud, ved andre saa sildig at Kopperne fandtes aldeles tørrede, og af andre, hvilket Commissionen siden bragte i Erfaring, slet ikke. Commissionen anmodede da det kongelige danske Cancellie, om at træffe virksomme Foranstaltninger, at Kopperne strax og under følelig Straf maatte anmeldes, og de befængte Stæder ved en ophængt Tavle giøres kiendelige, og under Politiets Medvirkning saaledes indsperres at al Forbindelse med andre kunde forebygges, og endelig at alle i de befængte Huse skulde, endog mod deres Villie, nødes til at indpodes med Koekopper. I Følge af denne Commissionens Begiæring udkom under 13de Februari 1808, en Bekiendtgiørelse fra det kongelige danske Cancellie, hvori alle, som ikke vare vaccinerede eller havde


128

havt de naturlige Kopper, opfordres til Vaccinationen paa det kongelige Vaccinations-Institut, og befales:

1) At de Steder her i Staden, hvor Koppesygdommen allerede var udbrudt, eller siden maatte vise sig, strax skulde giøres kiendelige ved en paa Gadedøren eller Porten klistret trykt Seddel, hvorpaa staar: "Her er Børnekopper" samt at lige Sædler skulde paahæftes alle Indgangene til den Families Værelser, hos hvilke den Syge opholdt sig.

2) At enhver, som angribes af denne Sygdom, skal, saasnart Omstændighederne det fordre og tillade, aldeles afsondres fra alle andre end dem, som have at varetage den Syges Cuur og Pleie.

3) At enhver Huusfader eller Huusmoder, og ligeledes enhver Læge, som faar Kundskab om Koppesygdommen, skal ufortøvet giøre Anmældelse derom til Stadens Physikus, under Ansvar og Straf.

4) At enhver, der forsømmer at anmælde sig til at blive vaccinert, og siden befindes at have paadraget sig Koppesygen, ved Smitte fra andre, skal, til Betryggelse for det Almindelige, indlægges i et offentligt Sygehuus paa egen Bekostning.


129

Commissionen fandt Indsperringen af befængte Huse, saaledes, at alt Samqvem med andre derved blev forebygget, meget vanskelig om ikke umuelig. Da mange, tildeels talrige, Familier vare samlede i et Huus, hvis Næringsveie, Forretninger, Forbindelser og Nødvendigheder vare meget forskiellige, saa fandt Commissionen det ikke passende at tilraade Indsperring af enkelte Huse, som yderst byrdefuldt for de Indsperrede, meget bekosteligt for det Offentlige, og meget vanskeligt i Udførelse. Commissionen bestræbte sig derimod for at udfinde et Sted, hvor alle Koppe-Syge i Begyndelsen af Sygdommen strax kunde henlægges. Vel tilbød Banque-Directeur Larsen Commisisonen sin Gaard udenfor Stadens Østerport til dette Brug, men dette hans ædelmodige Tilbud kunde ikke modtages, da Oeconomie, Bevogtning og medicinsk Indretning, som maatte have været indrettet der for Patienterne, vilde have medtaget store Bekostninger. Forgiæves blev saavel Directionen for Fredriks Hospital, som for Søe-Qvæsthuset, anmodet om, at overlade nogle afsondrede Værelser for at afbenyttes til Koppesyge; hvilket den første Stiftelses Fundation, og den sidstes Bestemmelse til andet Brug ikke tillod. Endelig beviste den specielle Direction for det almindelige Hospital og for Stadens Fattigvæsen den Velvillighed mod det Offentlige og Stadens Beboere, at overlade nogle afsondrede Leiligheder, for at modtage alle mødende Koppesyge paa særdeles billige Vilkaar, hvor de Syge i et dertil indrettet Hospital have nydt den nødvendige Pleie og Tilsyn, mod at Udgivterne hertil efter allerhøieste Resolution af 11te Junii f. A. udredes af deres Majestæts Casse.


130

Som en Følge af Commissionens videre Correspondance med det kongelige danske Cancellie, udkom under 27 Maji f.A. Deres Majestæts allernaadigste Placat angaaende Anmeldelser om de naturlige Koppers og andre smitsomme Sygdommes Udbrud.

Uagtet Vaccinationen, eller Indpodningen af Koe-Kopper allerede i flere Aar er bleven erkiendt som et sikkert Forebyggelses-Middel mod de naturlige Kopper, og af denne Aarsag kraftigen er fremmet i Vore Stater; saa have Vi dog med Bekymring erfaret, at adskillige ei allene have forsømt at benytte dette velgiørende Middel til deres egen og deres Børns Frelse, men endog tilsidesat de Pligter de skylde det Almindelige, ved at dølge de naturlige Koppers Udbrud i deres Familier, og derved bringe andre i Fare. Vi have desaarsag fundet Os bevægede til, at anordne Tvangsmidler imod dem, som forglemme hvad de i saadan Henseende ere sig og andre skyldige, og herved nærmere at bestemme Forordningen af 17de April 1782 for Danmark, som under 5te September 1794 tillige er udstrakt til Norge, paa det at dens vigtige Øiemed end sikkrere kan være opnaaet, og smittende Sygdommes Udbredelse i begge Vore Riger vorde forekommet.


131

Til den Ende anordne og befale Vi hermed allernaadigst:

1) At enhver Huusfader eller Huusmoder skal, saasnart Tegn til Børnekopper vise sig i deres Huse, ufortøvet giøre Anmeldelse derom, paa Landet for Stedets Præst eller den ansatte Districts-Chirurg, i Kiøbstæderne for en af de practiserende Læger, og i Kiøbenhavn for den nærmeste Districts-Læge, saafremt de selv ingen Huuslæge have, under Straf fra 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød, indtil 3 Maaneders Arbeide i Forbedringshuus, efter Forseelsens Beskaffenhed og Domstolenes Skiøn;

2) At alle Læger og Præster, som af Huusfædrene eller Huusmødrene underrettes om Koppesygdommens Udbrud, strax skulle give Stedets Øvrighed saadant tilkiende, og ved dennes Medvirkning træffe de nødvendige Foranstaltninger til de Syges Helbredelse og til at forebygge Smitten; hvorhos det Forefaldne af dem bør indberettes til den angaaende Vaccinationen allernaadigst nedsatte Commission i Kiøbenhavn;

3) At alle og enhver i de Huse, hvor de naturlige Kopper yttre sig, skulle være pligtige strax


132

at lade sig vaccinere, saafremt det ei med Vished kan vides, at de tilforn have havt enten de naturlige eller inoculerede Kopper, eller Koe-Kopperne;

4) At de Forsigtigheds-Regler, som ved Forordningen af 17de April 1782 ere foreskrevne i Henseende til andre epidemiske Sygdomme, ogsaa skulle være udvidede til Koppesygdommen; ligesom og hvad under 13de Februari dette Aar igiennem Vort danske Cancellie er bekiendtgiort for Kiøbenhavn, angaaende Forholdet ved denne Sygdoms Udbrud sammesteds, forbliver i Kraft; og endelig

5) at de som forsømme at anmelde Udbruddet af de i Forordningen af 17de April 1782 omtalte smittende Sygdomme, skulle underkastes samme Straf, som ovenfor er bestemt for dem, der ikke anmelde de naturlige Koppers Udbrud.

Nu blev alle mødende Koppesyge strax henbragte, enkelte uvillige ved Politiets Hielp, til det Almindelige Hospital. Dette havde den Følge, at et stort Antal, saavel i Staden, som paa Landet, ilede for at vaccineres, at Koppernes Tilstædeværelse paa enkelte Stæder strax blev anmeldt, at de Stæder, hvor Kopperne havde været, med Senge og Klæder kunde renses med mineralsk Syre og røges. Af de 142 Koppesyge, som bleve indlagte paa dette


133

Hospital ere 31 døde af Kopperne, af Syge, som ere indlagte på det kongelige Søe-Qvæsthuus, er ingen døde; og af 16 Koppesyge paa Søe-Etatens Hospital 3 døde, og efter Politie-Listerne i alt 46 af et Tal af nogle over 200, som kan antages at være smittede af Børnekopper, skiøndt Epidemien var særdeles ondartet.

Upaatvivlelig har Vaccinationen viist sig ved denne Epidemie af Børnekopper i en høi Grad velgiørende. Ikke letteligen vil der findes Exempel, at en udbredt Koppe-Epidemie i en Stad, som indeholder 100000 Mennesker, hvilke formedelst Ødelæggelsen af en Deel af Staden i et mindre Rum var indesluttede, ikkun har medtaget 46 Offere. Commissionen eier Koppe-Mortalitets-Listerne fra 1749 til 1808, og i al den Tid har udbrudte Koppe-Epidemier, under en mindre Folkemængde, medtaget nogle hundrede og i enkelte Aaringer over 1000 Mennesker aarlig. Koppe-Epidemien, som har vedvaret i et heelt Aar, er nu næsten aldeles standset, da Commissionen ikkun nu har Kundskab om en eneste Koppesyg i Kiøbenhavn; den har ikke af de deels til Commissionen, deels til Sundheds-Collegiet indsendte Beretninger Grund til at formode, at Kopperne nu findes i Provindserne i Danmark, eller at derved flere end enkelte Mennesker skulde være bortrrevne, da Epidemien sædvanlig ved Øvrighedens, Lægernes og Geistlighedens virksomme Foranstaltninger snart blev standset. Det var upaatvivlelig et Uhæld, at Kopperne har udbredt sig i det forrige Aar. Ogsaa slige Begivenheder kunde være og blive frugtbringende. Denne Epidemiens hele Gang viser, at den allene har udbredt sig ved Smitte af Mennesker og giftfængende Ting, hvis Gang tydelig


134

kunde spores, og ikke ved Luften; den viser at denne Epidemie, ligesom andre smittende Sygdom vilde have været tidlig standset, og Mortaliteten blevet langt ringere, dersom de nødvendige Anstalter til Koppe-Patientens tidlige Henlæggelse paa et eller flere særskildte Steder strax kunde have været føiede. Commissionen tilstaaer gierne: ikke at have giort herom de fornødne Forslage, da den stod i den Formening, at Søe-Qvæsthuset, som kan modtage 1000 Syge, Frederiks Hospital, der kan rumme 300, og til det almindelige Hospital, som kan modtage 300 Syge, Søe-Etatens Hospital 300, og som alle ere forsynede med afsondrede Steder, som tillader nøie Bevogtning, kunde i en for Staten og det almindelige saa vigtig Sag bidrage dertil. Forrige Aars Koppe-Epidemie viste sig næsten allene i det saakaldte nye Kiøbenhavn i flere Huse og Gader, i de andre Stadens Qvarterer viste den sig ikkun paa enkelte Steder, hvilket Staden skylder de dertil, skiøndt sildig, trufne Foranstaltninger, og til den store Mængde af Vaccinerede, som frembød ikkun et meget mindre Antal af dem, som kunde smittes. Enhver Epidemie, som først har udbredt sig almindelig i en stor og folkerig Stad, kan ikke mere ved menneskelig Anstrængelse standses, men maae for det meste overlades til Forsynet og Naturens uforanderlige Indvirkning. Commissionen har ogsaa paa Landet, ved adskillige Øvrigheders kraftige Medvirkning, med Held stræbt ved Vaccinationens Udbredelse at bidrage til at standse Epidemien; den har, for saavidt den under Krigen vanskelige Forbindelse mellem Statens forskiellige Dele har tilladt det, omsendt Vaccine-Materie og Skorper i Provindserne, og bragt de


135

gieldende kongelige Anordninger om Vaccination ved offentlige Blade i Erindring. Koppe-Epidemien syntes at udbrede sig alvorligen paa Kiøbenhavns Amt, som ligger nærmest til Commissionens Virkekreds, og truede endog Hovedstaden ved forøget Fare. Da det fandtes over den derværende Districts Chirurgs Kræfter at foranstalte en almindelig Vaccination, sendte Commissionen strax en Hielpe-Vaccinateur derhen, ved hvis Medvirkning paa Kiøbenhavns Amt 1250 Personer i forskiellige Kirke-Sogne paa bemeldte Amt, paa en Tid af 2 Maaneder, fra den 20 Maji til 20 Juli, er vaccinerede. Ogsaa i Roeskilde Amt er ved Districts-Medicus Kalls og Districtschirurg Rauchmauls Virksomhed indpodet 1924, saa at paa mange Steder ikke fandtes mere at vaccinere. Deres kongelige Majestæt vil heraf allernaadigst erfare, at ogsaa i dette for Vaccinationen vanskelige Aar, fra Commissionens Side den samme Virksomhed er anvendt til Vaccinationens Udbredelse og de naturlige Koppers Afværgelse, som deres Majestæts Befaling og Commissionens allerunderdanigste Pligt kræver.

Ogsaa i dette Aar er adskillige komne til Commissionens Kundskab, som skulde have faaet de naturlige Kopper, efterat de have været vaccinerede; de fleste af disse vare af den Beskaffenhed, at enten Koppernes eller Vaccinationens ægte Beskaffenhed ikke kunde bevises. Imidlertid, da dog 2 af dem fandtes, som vare vaccinerede i Kiøbenhavn, skiøndt de ikke vare forsynede med Attest, og som bleve angrebne af de naturlige Kopper, saa besluttede Commissionen, at giøre en Forandring i den anbefalede Vaccinations Attest, for at giøre Vedkommende desmere opmærksomme paa Tegnene af de genui-


136

ne Kopper, hvilken Commissionen haaber at vil finde deres Majestæts Bifald.

Fr VI

Koekoppe-Indpodnings-Attest

fød i [til udfyldning] og boende i [til udfyldning]Aar gammel, er af mig underskrevne, Aar [til udfyldning] den [til udfyldning] indpodet med Koekopper. Ved nøiagtig Eftersyn mellem den 8de og 10de dag efter Indpodningen, har jeg fundet alle Tegn, som vise demat være ægte Koekopper. De vare hele og ubeskadigede, opfyldte med en klar Vædske, i Midten nedtrykte og omgivne med en rød Sirkel.

[til udfyldning] har da ordentlig igiennemgaaet de ægte Koekopper, som betrygge for Børnekopper i Fremtiden; hvilket herved paa Ære og Samvittighed bevidnes af [til udfyldning]

[til udfyldning] den [til udfyldning] Aar.

Vel er ogsaa i de foregaaende Aar et ikke ubetydeligt Antal blevet vaccineret saavel her i Staden, som hist og her i Provindserne; men Vaccinationen er dog langt fra ikke bleven saa almindelig, at man jo maae formode et høistbetydeligt Antal at være uvaccineret tilbage, hvorpaa Koppesmitten kan vise sin Ødelæggelse, især da ogsaa de Uleiligheder, som Krigen har medført, ogsaa, som meldt, have bidraget til at standse Vaccinationens Fremgang paa mange Steder. Dette have Deres Majestæt Selv allernaadigst befundet, og derfor under 23 Januari d. A. allernaadigst paalagt det danske Cancelli snarest mueligt at indkomme med allerunderdanigst


137

Forslag om de Midler, der, til at almindeliggiøre Vaccinationens Benyttelse, og til at overvinde Enkeltes Ligegyldighed eller Egensind i dette, for det Heles Vel, saa vigtige, som velgiørende Anliggende, kunde være anvendelige for Danmark og Norge, hvor Vaccinen endnu langt fra ikke er saa almindelig antaget og udbredt, som Deres Majestæt for det Heles Vel landsfaderligen ønskede det, da en sørgelig Erfaring meget mere har viist og viser: at Koppesygen endnu fremdeles finder sine Offere selv midt i denne Residensstad, hvor dog Midlerne til at fremme Vaccinen og til at oplyse om dens Gavnlighed ere virksomst forenede og anvendte.

Da nu Cancelliet under 23 samme Maaned har forlangt Commissionens Betænkning over denne Gienstand, saa finder Commissionen sig beføiet til, i forbenævnte Øiemed, nu allerunderdanigst at foreslaae: at paa de Steder, hvor Kopperne maatte vise sig, (med Undtagelse af Kiøbenhavn, hvorom siden vil blive handlet) alle Børn og Voxne, som ei beviisligen have havt Smaaekopperne, eller kunne forevise tydelige Ar efter Koekopper, maatte befales strax at blive vaccinerede, og at alle nyefødte Børn skulle i Fremtiden vaccineres inden 2 Aar, efter Fødslen, saafremt Veirliget, eller deres Helbred, ikke giør det betænkeligt at underkaste dem Vaccinationen helst uden for Huset, og alle derom meddeles Attest efter den forommeldte til Deres Majestæts danske Cancellie under 13 September forrige Aar foreslagne nye Formular, som sigter til at Kiendetegnene paa de ægte Vacciner stedse skulde blive i frisk Minde, og at ingen skal kunne erholde Attest, naar disse Kiendetegn have været tvivlsomme, hvorved altsaa Vaccinationen vilde


138

paa en beleilig Tid blive at igientage, (hvilket ogsaa maatte befales Vedkommende) for at ikke de, der maatte have de uægte Vacciner, skulde i Tiden udsættes for at blive smittede af de naturlige Kopper. Kortere Tid end 2 Aar for nyfødte Børn, drister Commissionen sig ikke til at foreslaae, formedelst de i den spædere Tilstand jævnligen forekommende Børnesygdomme, hvorved Døden ofte vilde blive skreven paa Vaccinationens Regning. Alle Andre, nemlig, saavel tilvoxende Børn, som fuldvoxne og ældre Mennesker, der ei kunde forevise tydelige Ar for at have havt Smaaekopper, maatte derimod befales nu strax at lade sig vaccinere, naar Omstændighederne giøre det mueligt. Men hertil vilde, efter Commissionens allerunderdanigste Formening, udkræves: at Læger, Geistlige eller andre, som befatte sig med Vaccinationen, erholdt (som i Commissionens allerunderdanigste Forestilling af 18 August 1807 er foreslaaet) frie Befordring, naar de forlangte den til saadanne deres Reiser, der sigte til det offentliges Nytte, og som de foretage uden nogen Slags Belønning for deres Umage. Ogsaa vilde dertil udkræves: at Lægerne i de Districter, der have Mangel paa Geistlige eller andre uden for Lægestanden, der afgive sig med at vaccinere, og der altsaa mangle den Bistand af saadanne til Vaccinationens Fremme, som haves i nogle Districter, bleve, paa nærmere Forlangende desangaaende, eengang for alle, for at de Ældres Vaccination desto snarere kunde absolveres og ikke desto flere være i Mellemtiden udsatte for Smitte af de naturlige Kopper, forsynede med en Hielpe-Vaccinateur her fra Staden, der, mod sædvanlige Dietpenge og et passende Honorarium kunde assi-


139

stere ved denne Vaccination, for at den desto hurtigere kunde tilendebringes, saaledes som i sidstafvigte Aar skete under en udbrudt Koppe-Epidemie paa Kiøbenhavns Amt, og hvorved, som forhen meldt, 1250 Personer bleve paa en Tid af 2 Maaneder vaccinerede i forskiellige Kirkesogne i bemeldte Amt. De herpaa medgaaende Bekostninger vilde, efter Commissionens Formening, blive meget ubetydelige i Forhold til den Nytte, som herved opnaaes til at bevare en Mængde Menneskers Liv og Førlighed, især da dette Forslag, (hvilket følger af Sagens Natur) ikkun behøvedes anvendt i de danske Provindser, thi i Danmarks og Norges Kiøbstæder var denne Fremgangsmaade unødvendig, og paa Landet i Norge, hvor Districterne ere meget vidtløftige og Indbyggerne boe adspredte, vilde den, som forbunden med alt for store Bekostninger, være uanvendelig; derimod kunde, efter hosføiede, os fra Deres Majestæts danske Cancellie, til Betænkning sendte Forslag fra Amtmanden for Christians Amt, vedkommende Amtmænd i Norge paalægges, at lade Lægen eller Lægerne, hvor der, foruden Districts-Chirurg, tillige er en Physicus, ordentlig hvert fierde Aar indfinde sig, for at vaccinere i en efter rigtig Omgang bestemt Deel af hans District, om end ingen Koppe-Epidemie der havde indfundet sig, hvilken da ogsaa for bestandig maatte udeblive, naar saadan ordentlig og almindelig Vaccination var kommen i Gang. For disse Reiser og dette Arbeide maatte Lægen nyde de sædvanlige Dietpenge og Frieskyds, men ingen Betaling fordre af fattige og Bønderne. Men skulde de naturlige Kopper imidlertid udbryde paa et eller andet Sted, maatte saadant strax indberettes til Amt-


140

manden, som da maatte beordre Lægen eller Lægerne, strax at reise derhen, for paa et eller flere Steder, efter Sognets Størrelse og Beskaffenhed, at foretage Vaccination paa alle dem, der ikke beviisligen havde havt enten Børnekopper eller Koekopper, til hvilken Ende Almuen maatte saavel af Prædikestolene, som ved Budstikken, indkaldes til at møde med deres Børn paa de bestemte Dage og Steder, under en følelig Mulct for Udeblivelse.

Men, det allersikkreste Middel til at Vaccinationen kunde blive almindelig, vilde, naar Vaccinationen blev almindeligen befalet, uden Tvivl være: at reisende Vaccinateurer omdroge i Provindserne, hvilke da i denne Henseende maatte inddeles i visse Districter, der kunde bereises i et vist Tidsrum i den Orden: at Vaccinateuren kunde indfinde sig paa ethvert Sted, hvor han 9 eller 10 Dage forinden havde vaccineret, for at see, hvorledes Vaccinen havde anslaaet paa ethvert Individ, da han med fuldkommen Vished kunde meddele de befalede Attester. Dette vilde være saa meget mere nødvendigt, som de ansatte ordentlige Lægers øvrige Forretninger, og deres Districters Vidtløftighed, ingenlunde tillade dem med den fornødne Orden og Stadighed at drive Vaccinationen, og endnu mindre: i rette Tid at erkyndige sig om dens Udfald. Vel vilde ogsaa denne Indretning medføre Bekostninger, men Nytten vilde langt overstige Bekostningen; og saafremt Deres Majestæt maatte allernaadigst finde: at denne Indretning kunde være iværksættelig, endog i Norge, forbeholder Commissionen sig nærmere allerunderdanigst at fremkomme med et detailleret Forslag desangaaende.


141

Fra Befalingen om ældre Børns og voxne Menneskers almindelige Vaccination maatte derimod, efter Commissionens allerunderdanigste Formening, Kiøbenhavn forblive undtagen for at ikke alt for mange paa eengang skulde blive vaccinerede, og Leiligheden derved tabes til at vedligeholde Vaccine-Materien, der, saa at sige, her har sit Depot for begge Rigerne, som herfra forsynes med Materie, naar den, som oftest, af uovervindelige Aarsager, er paa et eller andet Sted uddødt, hvortil kommer: at Smitten af de naturlige Kopper nu saa meget mindre her kan udbredes, naar de ved Deres Majestæts danske Cancellies Bekiendtgiørelse af 13 Februari forrige Aar, og ved allerhøieste Placat af 27 Maji næstefter i denne Henseende foreskrevne Regler nøiagtigere overholdes, med de tilføiede Bestemmelser, som Commissionen i Skrivelse til Deres Majestæts danske Cancellie af 5 August forrige Aar har foreslaaet iværksatte, og hvoraf de væsentligste Punkter ere følgende:

a) At ikke alene Huusfaderen eller Huusmoderen (saaledes som Placaten af 27 Maji forrige Aar befaler) men alle og enhver, som derom bliver vidende, maatte anmælde Koppernes Udbrud for Stads-Physicus.

b) Ligesaa ogsaa Huusværten, eller, hvor Værten ei boer paa Stedet, hans Vicarius, der desuden maatte giøres ansvarlig for: at Koppernes Tilværelse i et Huus strax blev anmeldt, deres Udbredelse undersøgt, og de i Huset værende, som vare udsatte for Smitten, strax vaccinerede.

c) At det paasees: at de anordnede Tavler over Huusdørene nøiagtigen anvendes, og bleve staaende urørte,


142

indtil Commissionen eller Stads-Physicus skrivtligen tillader deres Nedtagelse.

d) At Stads-Physicus maatte paalægges i de offentlige Blade at bekiendtgiøre de Huse og Numere, hvor Koppesmitten findes, dog, i Henseende til Opslaget og Bekiendtgiørelsen, ikkun i de Tilfælde, naar man er nødsaget til at lade Patienten blive hiemme, men ikke, naar han og hans smittede Klæder strax blive bragte paa Hospitalet.

og e) At Politiet maatte paa det strængeste vaage over de udgivne Anordningers nøiagtige opfyldelse og Overtræderens hastige Afstraffelse.

For imidlertid at kunne være vis paa, at denne Vaccination dog Tid efter anden virkelig blev iværksat, formener Commissionen (hvilket den ogsaa i dens allerunderdanigste Indberetning af 13 August 1807, og 16 Maji forrige Aar, tildeels allerede har foreslaaet): at ingen burde admitteres til begyndende Indlemmelse i Borger-Samfundet, saasom Skolegang, Confirmation, Haandværkslære, ogsaa videre, eller ved de Militaire som Recrut, med mindre de vare vaccinerede, i Tilfælde af ei at have havt de naturlige Kopper, hvorpaa den maatte fremskaffe de umiskiendelige Tegn, og denne sidstnævnte Forskrivt troer Commissionen at burde blive giældende, ogsaa paa alle andre Steder uden for Kiøbenhavn, de det derved vilde kunne opdages, om nogen var i Mellemtiden undgaaet Vaccinationen.

Til at hindre Smittens Udbredelse af de naturlige Kopper, naar disse udbryde, vilde det ogsaa være fornødent: at saavel her i Staden, som i andre folkerige Kiøbsteder, hvor de befængte Huses Indspærring ei kan


143

iværksættes, maatte paatænkes at have et Sted eller flere i Beredskab, hvor Koppe-Patienterne kunde henlægges, afsondrede, til Cuur og Pleie, hvorom det vilde være nødvendigt: at Overlæg nu forud i Tiden giordes mellem vedkommende Øvrigheder og Physici, paa det at Tiden, naar Tilfældet engang traf, ikke skulde spildes paa at giøre et saadant Sted, tilligemed hvad der maate henhøre til en saadan Indretning, udfindelig.

Endelig vilde det, til Vaccinationens sikkre og stadige Gang, saavelsom til Forebyggelsen af de naturlige Koppers Indpas og Udbredelse, være nødvendigt: at alle Anordninger om Vaccinationen og om Børnekopperne samledes i een eneste, til hvilken Commissionen ønskede sig Udkastet meddeelt, inden det trykkedes, for at see: om Erfaringen i Mellemtiden maaskee havde foranlediget, at nogle Tillæg hertil maatte foreslaaes; samt at denne almindelige Anordning, der saaledes ophævede alle ældre om denne Gienstand, maatte blive gieldende i samtlige Deres Majestæts Stater, og i hvert Aar nogle Gange oplæses af Prækestolene, for idelig at være i den menige Mands Erindring.

Paa denne Maade formener Commissionen allerunderdanigst: saavel at Vaccinenes Benyttelse bedst vilde almindeliggiøres, som at et høistbetydeligt Værn vilde blive sat mod Udbredelsen af de naturlige Kopper, der paa mange Steder have viist sig, og at disse derved omsider kunde aldeles udryddes.

Vaccinematerien, der ikke her, som i adskillige andre Lande, har nogensinde været uddøet, vedbliver i øvrigt endnu, uagtet den siden Aaret 1801, da den modtoges fra Engelland, er gaaet igiennem 304 Individer, at


144

vise sig ligesaa virksom, som i Begyndelsen, saa at dens betimelige og hældige Anvendelse lover de bedste Frugter. At befordre denne, er Commissionens ivrigste Formaal, og dens herpaa hidtil anvendte Bestræbelser ønsker den at maatte værdiges Deres Kongelige Majestæts allerhøieste Velbehag.

Af foranførte Indberetninger sees, hvad der, med Hensyn til Koekoppe Indpodningen, i de danske Stater er skeet, og hvormeget derved er udrettet. Mueligen kunde man nære det Haab, at vedvarende Iver for denne almeennyttige Sag endelig kunde lede til Børnekoppernes aldeles Udbrydelse [!, Udryddelse]; men dette Haabs Opfyldelse vil vel neppe af denne Generation, og maaskee aldrig, opnaaes; andre Landes Erfaringer stadfæster denne sørgelige Udsigt. Paa mange Steder, hvor man med billig Varme modtog Vaccinationen, og med Held og Iver anvendte den, som i Paris, London, Berlin, Wien m.v. bebude os nu de offentlige Blade, at en stor Mængde døer af de naturlige Kopper, og at Koekoppe-Indpodningen aarligen igien aftager. Det er ikke udsædvanligt, at Menneskene med Iver, Varme og Anstrængelse virke til det Gode, Ædle og Almennyttige, men ogsaa kiøles ofte dens Iver med Tiden, dens Anstrængelser svækkes og de gla-


145

deste Udsigter i Fremtiden forvandles til intet. Skiøndt Vaccinationens Værd nu henhører til de uimodsigelige Grundsætninger i Lægevidenskaben, saa ere dog Nyhedens Tillokkelser nu forsvundne; Børnekoppernes ødelæggende Virkninger sees nu sieldnere end tilforn; Koekoppernes Indpodning og Behandling tillader ikke store Forbedringer, og endelig er Almuens Stemning ofte Forandringer underkastet, hvortil adskillige tilfældige uhældige Begivenheder kunde bidrage; mueligen kunde da ogsaa hos os Vaccinationen igien aftage, og derved Haabet om Børnekoppernes Udryddelse igien fiernes. Uden Lægernes, Geistlighedens og andre ædle Mænds kraftige og vedvarende Medvirkning for at fremme denne vigtige Sag, vilde siden Aaret 1802 ikke have været udrettet saa meget, som er skeet i de danske Stater. Maatte den varme Følelse for Menneskevel og Menneskelykke aldrig kiøles iblandt danske Medborgere, maatte geistlige og verdslige ædle Mænd uafbrudt, med forenede Kræfter, i Templer, Skoler, og i Omgang, nytte enhver Leilighed for at virke til Almuens Oplysning, indprænte dem de moralske Pligter, som kunde bidrage til deres og deres Børns Sikkerhed


146

og Betryggelse for de skrækkelige Børnekopper, hvorved Millioner ere bortrevne i Vaaren af deres Liv; maatte de velgiørende kongelige Anordninger paa det nøieste paasees, at de naturlige Børnekopper, naar og hvor de maatte yttre sig, skulle behandles som pestartede Sygdomme, og, at de af denne Sygdom angrebne, uden Undtagelse, strax maatte afsondres og henbringes til dertil bestemte Steder, og endeligen at de, som skiule Koppernes Nærværelse, og ikke strax anmelde det paa behørige Steder, skulde ansees som Forbrydere mod Almeenvel og Borgerlykke, og paa det strængeste straffes, da, og kun da allene, vilde vi kunne have det Haab, at udelukke Børnekopper fra vore Grændser, og ikkun da vil Vaccinationen blive almindelig, og Danmark vil kunde tiene til Mynster for andre Nationer.

Jeg tilføier herved tvende Lister, hvoraf den første viser Dødeligheden, som i 60 Aar er foraarsaget af Børnekopper i Hovedstaden, og den anden de Vaccineredes for Commissionen anmeldte Tal


147

Liste

over de,

som ere døde af Børnekopper i Kiøbenhavn,

udtaget af Mortalitets-Listen fra 1749 til 1808.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

1749

11

1759

1079

1769

1219

1750

1457

1760

118

1770

22

1751

80

1761

4

1771

8

1752

113

1762

7

1772

22

1753

53

1763

167

1773

190

1754

9

1764

480

1774

116

1755

1117

1765

138

1775

276

1756

125

1766

42

1776

86

1757

13

1767

6

1777

7

1758

13

1768

27

1778

278

Summa

2991

Summa

2068

Summa

2224

 

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

Aaret.

Døde.

1779

283

1789

323

1799

54

1780

98

1790

140

1800

35

1781

174

1791

297

1801

486

1782

332

1792

155

1802

73

1783

123

1793

139

1803

5

1784

77

1794

452

1804

13

1785

427

1795

248

1805

5

1786

193

1796

357

1806

5

1787

136

1797

423

1807

2

1788

185

1798

386

1808

46

Summa

2028

Summa

2920

Summa

724

 


148

Af denne Liste sees, at i Kiøbenhavn, i et halv Aarhundrede fra, 1749 til 1798, ere døde 12231 Mennesker, som ved Vaccinationen kunde have været frelste. Maaskee deres Tal, som vel ikke ere døde umiddelbar under Koppesygdommen, men som betydeligen have lidt af Følgerne, som ere blevne sygelige og svage, blinde og lamme, svækkede paa Sielens og Legems Evner, have tabt deres udvortes Ynde, som ere bortrevne tidligere end deres Bestemmelse ellers havde været, eller dog ere blevne mindre beqvemme til at gavne Samfundet i deres Stilling, kunde endnu anslaaes meget høiere. Fremdeles sees af denne Liste, hvor lidet Indpodningen af Børnekopper har gavnet Hovedstaden, ligesaa lidet som den har nyttet, om ikke skadet, i alle andre Lande. Indpodningen af de naturlige Kopper har iblandt Almuen aldrig vundet den Tillid, som Vaccinationen for nærværende Tid nyder. Man indpoder derfor i alle Lande ikkun enkelte, og vedligeholdt derved en bestandig vedvarende, skiøndt svagere Børnekoppe-Epidemie, som bortrev i en Række af Aar ligesaa mange, som enkelte og stærkere Epidemier forhen dræbte. Vi see derfor


149

og af denne Liste, at i de seenere Decennier, uagtet Stadens Folkemængde betydelig har tiltaget, og uagtet man indpodede de naturlige Kopper, dog ligesaa mange ere døde af Børnekopper, som forhen, da Indpodningen ikke blev anvendt. De enkelte, som i nogle Aar findes anførte at være døde af de naturlige Kopper, maae vel antages at have havt falske Kopper, eller andre Huud-Sygdomme, da de genuine Børnekopper nok kunne formodes at have udbredt sig videre. Om de faae, som i Aarene 1805, 1806 og 1807 ere anførte at være døde af Kopperne, er det ved nøiagtig Undersøgelse beviist, at de ikke have havt de naturlige Kopper, men andre Sygdomme.


150-151

Liste paa de Vaccinerede i de danske Stater, som ved Commissionen ere anmeldte i Aarene:

 

1802

1803

1804

1805

1806

1807

1808

Total

Vacineret af læger

Geistlige og Skolelærere

Af andre

Total

Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kiøben-havn, i Vaccinat. Institutet

397

602

1007

1277

1021

775

2846

8925

5079

 

 

8915

Uden for

1004

795

743

377

275

189

964

4357

3379

 

4

4357

Siællands Stift

1577

3102

1319

3972

2426

819

15063

28278

10653

2503

59

28278

Fyens Stift

778

395

471

3063

4546

458

1797

11508

5071

3811

829

11508

Lollands Stift

625

1116

248

3657

377

254

794

7071

5083

1054

140

7071

Aalborg Stift

 

125

326

650

386

201

518

2206

1271

415

2

2206

Viborg Stift

28

112

79

216

592

56

1228

2310

914

169

 

2310

Aarhuus Stift

6

470

141

829

3584

1790

1174

7997

3515

3160

145

7997

Ribe Stift

155

853

275

2263

1782

685

1028

7041

4039

1846

128

7041

Norge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aggers-huus Stift

439

1061

917

3014

3471

1071

160

10126

5086

3738

1142

10126

Christian-sand Stift

33

2721

174

860

2089

618

800

7325

2792

3354

379

7325

Bergens Stift

1295

1633

421

636

373

 

812

5170

2640

1453

265

5170

Trond-hiems Stift

119

351

230

1966

1541

531

363

5101

2923

929

886

5101

Schlesvig
Holsteen

 

1016

284

Hører nu under Sanitets-Collegiet i Kiel

 

 

1300

 

772

 

528

1300

Færøerne

 

 

 

 

385

 

 

385

 

53

332

385

Island

 

 

1

15

402

130

 

548

415

 

133

548

Grønland

40

110

693

 

215

 

 

1058

165

71

822

1058

Tranqve-bar

 

 

 

360

 

 

 

360

360

 

 

360

Vestindi-ske Øer

 

 

656

 

 

 

 

656

656

 

 

656

Summa

6489

14492

7985

23155

23465

7577

27556

111722

54813

22556

5794

111722

 


152

Foranstaltninger i Kiøbenhavn til de Druknedes og Livløses Redning.

Tilfælde og Letsindighed ere de rigeste Kilder til alle de Ulykker, hvorunder Menneskeheden sukker, og som nok foranledige den største Deel af de Plager, der jævnligen bortrive Menneske-Slægten. Mange Handlinger skee af Mangel paa Eftertanke, Erfaring og Klogskab, uden skadelige Hensigter, hvorved Menneskene enten skade dem selv eller andre med Hensyn til Liv og Helbred; andre mere tilfældige ere en uundgaaelig Følge af almindelige Indretninger, de forskiellige Næringsveie og Beskiæftigelser, Levemaade, Umaadelighed, Forfængelighed m.v. hvis Følger med Hensyn til Liv og Helbred vel kunne beregnes og forudsees, men staae i saa nøiagtig Sammenhæng med Menneskenes huuslige Liv og private Stilling, at de maae betragtes, som henlagte under ethvert Individs frie Villie. Nogle af dem ere i den første Deel af disse Betragtninger anførte. Men nærværende Gienstand indbefatter andre Farer for Liv og Helbred i Kiøbenhavn, som ikke allene ved Almuens Oplysning kunde formindskes, men mod


153

hvilke ogsaa den offentlige Lovgivning og Sundheds-Pleie virker og kunde virke til Gavn for Stadens Beboere.

Jeg nævner iblandt disse først de Druknede; de, som omkomme, eller som dog ere i Fare for at omkomme i Vand. Kiøbenhavns geographiske Beliggenhed er en af de mest paafaldende Aarsager til de mange ulykkelige Tilfælde, som vi saa ofte ere Vidne til. Staden er for det meste omgivet af Havet og af ferske Søer; den grændser mod Siællands faste Land ikkun i en Længde af 2000 Alen. Kiøbenhavns Havne og Kanaler indtage en megen betydelig Deel af det Rum, som Stadens Volde indslutte. Deres Overflade beløbe sig til 7,216,064 ? Fod eller 1,804,016 danske Qvadrat-Alen. Gravene omkring Stadens og Castellets Volde have desuden en meget betydelig Overflade. Kiøbenhavn, som en Søe- og Handels-Stad, har mange Beboere, som leve af og paa Havet og Søen; mange ere der, hvis Stilling og Næringsvei kræver, at de ofte i Storm og Uveir, Snee og Hagel, Frost og Kulde maae betroe deres Liv til Bølgerne, i smaae ofte usikkre Fartøier. Naar i paakommende Frost og Kulde

154

Vandet bedækkes med en troeløs Skorpe af Iis, findes mange, især unge Mennesker, som med en utroelig Letsindighed og Kaadhed, ved at løbe paa Skøiter, især paa de omliggende ferske Søer og i Havnen, sætte deres Liv i Fare, og mange blive et Offer for deres Uforsigtighed. Men den sørgeligste af alle de Omstændigheder, som bidrage til at forøge de Druknedes Tal i Hovedstaden, er den, i vore Dage paa en saa gyselig Maade tiltagende Mængde af dem, som frivilligen forkorte deres Dage. Disse ulykkelige, forladte af Haabet og Religionen, af disse blide Ledsagere paa Livets Bane, forladte af Tillid til deres Medmennesker og sig selv, vælge sædvanligen denne Dødsmaade frem for andre; og desværre synes disse at udgiøre den største Deel af dem, som døe i Vandet i Hovedstaden. De fleste af disse ulykkelige ere saa meget vissere tabte for Staten og Staden, da de som oftest vælge Tid og Sted til deres raske og uigienkaldelige Handling, saaledes, at hverken Omhue eller Konst kan virke til deres Frelse.

Det er en upaatvivlelig Sandhed, bygget paa mangfoldige Erfaringer, at Mangel paa alle udvortes Livstegn, især af Aandedrættet, Blodets


155

Omløb, og manglende udviklet og ubunden dyrisk Varme ikke afgive et bestemt Tegn paa den virkelige Død; almindelig Forraadnelse er Dødens eneste og paalidelige Mærke. Livets svage Gnist kan længe hvile, men ved rigtig, hastig og ufortrøden anvendte Midler igien opvækkes. Naturen viser dette ved mange andre Leiligheder. Hybernerende Dyr kan ligge Vinteren over i Dvale, og opvækkes om Foraaret, ved Solens blide Indflydelse, igien til Livet. Æget beholder Livet igiennem Maaneder, Frøet igiennem Aaringer i en livløs Tilstand, og bringes ved Varme og Fugtighed til Livet; i mange Sygdomme synes det dyriske Liv at være udslukket, og kan ved beqvemme Pirringsmidler igien opvækkes. I ældre Tider har man ikke været agtpaagivende paa denne Erfaring eller kiendt denne Grundsætning. Mangel paa denne Kundskab og varm Overbeviisning herom har nok bortrevet mange tusende Mennesker, som kunde have været frelste for Fædrenelandet. Dette er især Tilfældet for Druknede, og dette er Aarsagen hvorfor man for et halvt Aarhundrede har ikkun udrettet saare lidet til de Druknedes Frelse. Hollænderne tilkommer fortrinlig den Ære,


156

at de først alvorligen have sørget for disse deres ulykkelige Brødre. Endeel ædeltænkende Borgere i Amsterdam forenede sig i Aaret 1767 i et Selskab, hvis menneskekiærlige Hensigt var, deels ved Underviisning at veilede, deels ved hensigtsmæssige Belønninger at opmuntre, til at giøre almindelig Brug af de den Gang bekiendte Redningsmidler. Af den ved dette Selskab bekiendtgiorte Udsigt over dets heldige Fremgang sees, at Antallet af de Forsøg, som have havt et lykkeligt Udfald i 25 Aar, udgiorde i alt 990. I de sidste 19 Aar var Forholdet imellem de lykkede og mislykkede Forsøg, som 1 til 3, og i de sidste 9 Aar var de lykkede Forsøg 297, og de mislykkede 247. Blandt de Reddede skulle endog nogle have lagt en Time under Vandet. Dette Selskab virkede ikke allene i Holland, men tillige paa fremmede Nationer ved at opvække Lyst til Efterligning. Snart saae Menneskevennen lignende Anstalter at fremmes i Tydskland, Frankrig, Engelland, Italien, i Nordamerika, Ostindien m.v. ja, selv i Algier. Hamborg har den Ære at have været næst Amsterdam den første Stad, som henvendte sin Opmærksomhed til denne vigtige Gien-


157

stand af det medicinske Politie. Den har at takke for denne Ære, Selskabet til Befordring af Konster og nyttige Haandteringer, som fra Aaret 1768, understøttet af Øvrighedens vise Anordninger, ved Underviisning, Opmuntring og Belønning kraftigen har virket og virker til de ulykkelige Druknedes Frelse. Af den totale Summa af 115 Druknede ere 75 Forsøg lykkede og 40 mislykkede. I Paris havde man fra Aaret 1770 arbeidet til de Druknedes Frelse, og indført den følgeværdige Skik, aarligen at udgive en omstændelig Afhandling om Anstaltens Fremme, og hvad derved var udrettet. Man angav de Reddedes Tal til en tredie Deel af de Druknede. Londons bekiendte humane Society har siden dens Stiftelse 1776 især udmærket sig med ædel Iver og utrættelig Anstrængelse, saaledes at Selskabet i en Tid af 18 Aar har allene i London reddet 2000 Mennesker. Lignende heldige Forsøg ere giorte paa andre Steder. Vel kunde der være Grund til den Formodning, at den største Deel af de anførte Reddede kunde have at takke for deres Liv mere den hastige Optagelse af Vandet, end Anvendelsen af Oplivnings-Midlerne; dog er det unægte-


158

lig Sandhed, at de uden menneskekiærlig Hielp vilde have været tabte for deres Medborgere.

I Danmark er man i det hele gaaet meget langsom frem med Hensyn til de Druknedes Frelse. Det første Spor af Omsorg i Kiøbenhavn og Danmark for tilsyneladende Døde, Druknede, Qvalte, m.v. findes i en Placat fra Rentekammeret af 15de September 1770. Vor berømte Henflers i Altona udgivne Skrift om hastige Rednings-Midler, for dem, som ved adskillige ulykkelige Tilfælde synes livløse eller ere geraadede i nær Livsfare, blev oversat paa dansk, og de indbundne Exemplarer deraf for kongelig Regning tilsendt enhver Sognepræst, Sognefoged, Bondelehnsmand, Sandemand m.v. i de danske og norske Stater, der stedse skulde følge Kaldet og Embedet til Afbetiening. - Det kongelige danske Cancellie lod under 9 Maji 1772 fra Politiekammeret bekiendtgiøre:

1. At enhver, være sig Fiskere eller andre, som af Nødvendighed hugger Vaag eller Hul i Isen, skal være pligtig til, under Straf af 14 Dages Fængsel paa Vand og Brød, at sætte Mærke paa Stedet efter Politiets Anordning, og at, ligesom hermed fra Politiets Side skal haves Indseende, saa er og det kongelige Generali-


159

tets og Commissariats-Collegium bleven anmodet, at medvirke til dette Øiemed, ved at lade de Skildvagter, der have Post i Nærheden af Canalerne og andre tilfrosne Vande, holde enhver fra at komme paa de Steder, der ere udmærkede, som farlige.

2. At, naar nogen bemærkes at være sunken i Vandet, da skal den, som først bliver ham var, strax ved Hielp af enhver, som maatte komme tilstæde der eller paa Gaden, eller i Mangel deraf, af de nærmeste Beboere, bringe den Druknede ind i et af de nærmeste Huse, hvor Beboerne ikke maa nægte at modtage ham under Straf af 50 Rdlr. til Stadens almindelige Fattig-Casse, hvorefter bemeldte Huusbeboere uopholdeligen skulle sende Bud til en af de nærmeste Chirurger eller Læger, som da, hvad enten han er i kongelig Tieneste eller ikke, uvægerligen skal indfinde sig for at anordne og anvende de beqvemmeste Midler til at bringe den Druknede igien til Live; dersom Rednings-Midlerne lykkes, eller der gives Haab, da skal den forsaavidt Reddede strax henføres til Friderichs Hospital, det almindelige Hospital eller Søe-Qvæsthuset, naar han findes inden Stadens Volde, eller paa det Sted, som er nærmere ved et af disse Hospitaler end ved St. Hans Hospital: men dersom han findes paa Peblinge-Søen eller andensteds uden for Staden, hvor St. Hans Hospital er det nærmeste, da bør han føres derhen, og Chirurgen der sørge for hans Frelse og Pleie.

3. At dersom det efter anstillede Forsøg bliver umueligen at bringe den Druknede igien til Live, da skal saadant af den eller de tilstædeværende Chirurger skriftligen attesteres, og da, naar hans Opholdssted ikke vides,


160

eller hans nærmeste Frænder ikke vides, giøres Anmeldelse derom til Kongens Foged, som strax besørger ham afhentet og det videre fornødne foranstaltet.

4. At de Udgifter, som maatte medgaae til Medicamenter, til den Druknedes Transport til Hospitalet, eller i andre Maader, skal for det første udredes af Politie-Cassen, og Tildragelsen indberettes til Cancelliet.

Dette er alt, hvad til Enden af det forrige Aarhundrede til de ulykkelige Druknedes Redning i Kiøbenhavn og Danmark er foretaget. Upaatvivlelig er ved det henflerske Skrift, og den anførte Forordning, meget godt fremvirket, og adskillige Druknede reddede. Jeg selv har baade paa Friderichs Hospital, som paa Søe-Qvæsthuset, været Vidne dertil. Publicitet er upaatvivlelig et af de kraftigste Midler til at vedligeholde varm Følelse og Iver for en god Sag, især naar den ledsages med Held. De lykkelige Erfaringer om enkelte Druknedes Redning bleve ikke bekiendtgiorte, ikke samlede, og bidroge derfor ikke til at opmuntre andre til at fremgaae i deres velgiørende Bestræbelser, de synkede snart, ligesom ofte Forordningen af 1772, i Forglemmelse. Forgiæves vare vores uforglemmelige Tode og Mangor de ulykkelige Druknedes Talsmænd, udgave


161

oplysende Forslage om Rednings-Midlernes Anvendelse, og anmodede om Bidrag til at kunne oprette en offentlig Anstalt; men uden Nytte. Ofte læste man i offentlige Tidender Anmeldelser om druknede Mennesker, næsten daglig saae man Ligene udlagte til Skue for dem, som maatte kiende dem; og man var ligegyldig derved. Rednings-Midler fandtes ikke, eller dog i en længere Frastand, hastig Hielp manglede, Anvendelsen af Midlerne var ikke berigtiget, ordnet og offentlig bragt til almindelig Kundskab, og ikkun sielden blev et og andet druknet Menneske ved enkelte ædle Mænds kiække, menneskekiærlige Anstrængelser udrevet af Dødens Strube.

Endeligen udgav vor Herholdt og Rafn i Aaret 1796 deres Forsøg til en historisk Udsigt over Rednings-Anstalter for Druknede, og Underretning om de bedste Midler, ved hvilke de igien kunde bringes til Live. Dette Skrift, udarbeidet med den varme Deeltagelse, som Sagens Vigtighed kræver, opvakte almindelig Opmærksomhed, og de værdige Forfattere nyttede denne Stemning til at indbyde deres Medborgere at forene sig i et Selskab, for at indrette i Kiøbenhavn en offent-


162

lig Rednings-Anstalt for de Druknede, og at sammenskyde et lidet Bidrag dertil. En Direction af værdige Mænd blev valgt til deres Bestyrelse. Den danske Regiering, altid opmærksom paa at befordre alt hvad som kunde være velgiørende og almennyttigt, bidrog kraftigen til at befordre Selskabets menneskekiærlige Hensigter. Under 1ste Julii 1800 udkom ved Raadstue-Placat, efter Begiæring af Directionen for Selskabet for Druknede Menneskers Redning, en Anordning, som indeholdt:

1. At Kongen ved Placat af 11te September 1798 har udlovet en Præmie af 10 Rdlr. til hver den, som ved Magistratens Attest godtgiør at have opbragt en skindød Druknet saa betids udaf Vandet, at han siden ved Konstens Hielp er bleven bragt til Live, og at enhver, som saaledes er berettiget til at giøre Fordring paa denne kongelige Præmie, melder sig med de fornødne Beviser hos Magistraten.

2. At Selskabet for druknede Menneskers Redning udsætter en Præmie af 2 til 10 Rdlr. for hver, som redder et Menneske, der er i Fare for at drukne, naar han nemlig saa betids optages, at han endnu ikke er bleven Skindød; og at man i dette Tilfælde melder sig med de fornødne Beviser hos Selskabets Direction, hvilken da bestemmer Præmiens Størrelse i Forhold til den Flid, den Reddende har giort sig, og den Fare, han har udsat sig for.

163

3. At Selskabet med passende Præmier fremdeles vil opmuntre enhver, der med konstmæssig Behandling, efter Selskabets trykte Anviisning, redder en skindød Druknet, naar Directionen derom erholder en paalidelig og omstændelig Beskrivelse.

4. At Selskabet har til offentlig Brug hensat Casser med de nødvendigste Rednings-Redskaber og Oplivnings-Midler paa følgende 9 Steder:

I Kiøbenhavn:

i Artilleriets Sygehuus,
hos Amts-Chirurg Schwartzacker i lille Kirkestræde,
hos Amts-Chirurg Solle ved Stranden,
hos Amts-Chirurg Ranft i Nyehavn.

Paa Christianshavn:

paa det asiatiske Compagnie,
hos Amts-Chirurg Weiskopf i Torvegaden

I Castellet:

paa Citadellets Hovedvagt.

I Forstæderne:

uden Østerport hos Ober-Krigs-Commissair Smith, hvis Gaard nu ved det engelske Overfald er afbrændt.
uden Vesterport i Hofpræst Christianis Institut.

At Selskabet ønsker, at enhver, som redder en Druknet, vil, naar nærmere beqvem Leilighed mangler, besørge ham henbragt til et af disse Steder, hvor passende og hastig Hielp kan ventes.

Desuden ere der paa offentlig Bekostning Casser med de nødvendigste Rednings-Redskaber og Op-


164

livnings-Midler paa hver af Holmene, og 24 til Krigs-Skibene, som nu ved Engellændernes Overfald ere røvede. Ogsaa Søe-Qvæsthuset, Frederichs Hospital, og det almindelige Hospital ere forsynede dermed, hvor tillige Indretninger findes til at komme de Druknede hastig til Hielp. Disse ere de Anordninger, som med Hensyn til de Druknedes Redning i Hovedstaden, findes. De synes ogsaa til Hensigtens Opnaaelse tilstrækkelige.

Selskabet for de Druknedes Redning har upaatvivleligen gavnet det Almindelige. Den gamle skadelige Fordom, at det var uærligt, at røre ved en Druknet, førend en Øvrigheds-Person havde lagt Haanden paa den, er nu næsten forsvunden; man er nu mere redebon, villig og virksom til at anvende det første og kraftigste af alle Redningsmidler: hastig Optagelse af Vandet; nogle have viist sig, med Hensyn hertil, fra en meget kiæk, ædel og menneskekiærlig Side. En Deel af disse ulykkelige er derfor tagen ud af Vandet uden at have været aldeles Skindøde, og Oplivnings-Midlerne have derfor af og til været unødvendige, og ofte mere virksomme. Nogle af de ædle Reddende have fundet dem selv belønnede ved


165

deres ædle Daad at have reddet Mennesker, andre ere af Selskabet efter dets Evne belønnede. Dette har formodentlig ogsaa været Tilfældet i Amsterdam, London og Hamborg, at den største Deel ikke aldeles uden Livstegn er bragt til det Sted, hvor Oplivnings-Midlerne bleve anvendte. De lægekyndige Directeurer af Selskabet for Druknedes Redning have bestræbt sig for at giøre Publicum bekiendt med de Regler, der skulle bruges, og de Midler, der skulle anvendes, til Livløses Redning. I Aaret 1798 forfattede de følgende Anviisning, som blev henlagt i alle Rednings-Casser og desuden gratis uddeelt til Alle og Enhver.

Anviisning

til den Maade, hvorpaa druknede Mennesker

bør behandles med disse Instrumenter

og Lægemidler.

Naar den Druknede er optagen af Vandet, hans Klæder forsigtigen afdragne, og hans Legeme aftørret, lægges han paa Ryggen paa en Foldeseng eller et Bord, hvorpaa er lagt en Madras eller en Dyne, og dækkes da omhyggeligen til. Mærker man nu intet Tegn til Liv, saa:

1. dreier man ham forsigtigen om paa een af Siderne, lader hans Hoved en kort Tid hænge nedad, og tryk-


166

ker imidlertid Underlivet med den flade Haand lempeligen tilbage mod Ryggen, for at forsøge: om noget Vand derved vil løbe ud.

2. Naar han atter er lagt tilbage paa Leiet, lidt høit med Hovedet, saa renses hans Mund, Svælg, og Næse med Svampen, som først udblødes og aftrykkes.

3. Foretager man Luftindblæsningen med Blæsebælgen eller Pusteren. Man skruer nemlig det bøielige Rør paa Pusteren, og sætter paa Enden af Røret et af de smaae vedliggende Elfenbeensstykker, for at indbringe det i et af Næseborene. Skulde her være nogen Hindring, saa tager man det længere Elfenbeensstykke til Munden. Under denne Operation holdes Næsen og Munden tæt tilsluttede, og Luftrøret trykkes tilbage mod Svælget, for at hindre Luftens Nedgang i Maven. Naar man med Pusteren har giort 10 til 12 konstige Aandedrag, saa hører man op i et Minut, renser da atter Halsen med Svampen, ifald Sliim eller anden Ureenlighed er kommen op, og holder ham den stærke Salmiakspiritus (No. 1) under Næsen, hvorpaa man atter begynder Indblæsningen.

Skulde Pusteren tage Skade, benytter man sig i dens Sted af det andet bøielige Rør med det Træmundstykke. Man fylder sit Bryst ved en stærk og hastig Indaanding, og indblæser Luften i den Druknedes Lunger. Efter enhver Indblæsning giennem dette Rør, trykker man Brystet sammen med de flade Hænder, og lader imidlertid Næse og Mund være aabne for Luftens Tilbagegang. Saa-


167

ledes fortfarer man, indtil han enten begynder at aande, eller man intet Haab har mere.

4. Medens Luftindblæsningen foretages, føier en anden Medhielper Anstalt til at opvarme den Druknede. Man varmer hertil tør Sand, udbreder Seildugen over Legemet indtil Halsen, og udstrøer Sanden over Dugen, især omkring Hiertet og Fødselsdelene, til en Tommes Tykkelse, og saa varm, at Haanden netop taaler den. Denne Varmegrad søger man at vedligeholde.

5. Naar det første Sandlag begynder at afkiøles, og behøver at fornyes, da løfter man den Livløses Arme noget i Veiret, og stryger dem paa den Side, som vender til Kroppen, med Fladen af en varm Haand, lemfældigen fra neden opad mod Armhuulheden, for derved at befordre Blodets Løb til Hiertet. Ligeledes løfter man Benene noget fra hinanden, og stryger paa anførte Maade deres indre Flade fra neden opad til Lyskerne. Man giør saaledes 5 til 6 Strøg hver Gang Sandlaget fornyes.

6. Medens Luftindblæsningen og Sandlaget anvendes, tillaver man en god Klysteer af en Haandfuld Salt, opløst i en Pægel varmt Vand, og anbringer den, naar man fornyer Sandbadet. Dette Middel bør flere Gange igientages efter Mellemrum af et Qvarteer.

7. Har disse Midlers omhyggelige Anvendelse endnu ikke bragt den Druknede saavidt, at han kan svælge, da søger man ved Konst at bringe ham den svagere Salmiakspiritus (No. 2) i Maven. Man smører til den Ende Mavesprøitens bøielige Rør med


168

Olien (No. 3), skruer Laaget af Sprøiten, og bringer da Røret forsigtigen igiennem Svælget ned i Maven; fylder derpaa hastigen Sprøiten med den sidst omtalte Salmiakspiritus, og trykker denne, ved Hielp af Sprøitens Stempel, ned i Maven. Dette kan igientages hver halve Time.

8. Under alle disse Midlers Anvendelse kan et Par Hielpere gnide den Druknede under Fødderne med Børsterne.

Kommer den Druknede til sig selv, da bringes han saa snart mueligt til Sengs, og gives et Glas Viin eller 30 Hofmans Draaber (No. 4) og en Koppe lunkent Theevand. Den øvrige Behandling, som bør rette sig efter Patientens videre Befindende, maa vi overlade til Lægen. Utallige Erfaringer have lært, at disse Midler, omhyggeligen anvendte, tidt og ofte have reddet tilsyneladende Druknede.

Kassen indeholder følgende:
a) Den Gorcyske dobbelte Blæsebælg eller Puster.
b) En dertilhørende Hane med Blære.
c) Tvende bøielige Rør til Pusteren.
d) Et Elfenbeensstykke til Indblæsning giennem Munden.
e) To kortere dito til Næsen.
f) Et bøieligt Rør med et Træmundstykke til Luftindblæsning.
g) En Mavesprøite med tilhørende bøieligt Rør.
h) Et Klysteer-Apparat.
i) En Fiskebeens Stok med en større og en mindre Svamp.


169

k) Tvende Børster.
l) Fire Glas, No. 1, fyldt med den stærke Salmiakspiritus; No. 2, med en svagere og fortyndet Salmiakspiritus; No. 3, med reen Bomolie, og No. 4, med Hofmans Draaber.

Endnu findes i Kassen en Beentubus til Luftindblæsning giennem Munden hos dødfødte Børn.

Efter den fra Selskabet bekiendtgiorte Efterretning, er fra Aaret 1797 til 1801 bragte 16 til Live, som ikke gave Livstegn tilkiende, 27, hos hvilke endnu Livstegn fandtes, ialt 43 Mennesker. Vi have ikke i Kiøbenhavn at anføre det betydelige Tal af Druknede, som aldeles uden Livstegn er opvakte; ei heller dem, som i en Time og længere havde været under Vandet, skiøndt Rednings-Midlerne med den samme Hastighed, Nøiagtighed og Orden, som paa andre Steder, ere anvendte.

Aarsagen hvorfor maaskee i Kiøbenhavn færre Druknede blive igien bragte til Livet, end paa andre Steder, troer jeg at kunne søge i følgende Omstændigheder:

1. Det tiltagende Antal af Selv-Mordere (som siden nærmere skal omhandles.) Disse Ulykkelige, naar denne unaturlige Handling ikke skeer i Raserie, Vanvittighed, eller i et


170

heftigt Anfald af lidenskabelig Utaalmodighed, vælge sædvanligen Tiden og Stedet saaledes, at sielden Mueligheden af hastig Hielp kan finde Sted.

2. En god Skøite-Løber, naar han paa usikkre Steder rammer en Vaage, eller Isen brister under ham, beholder endnu en Deel af den hastige Fart, hvormed han løber, endog under Isen, og drukner følgeligen i en længere Frastand fra Isens Aabning, hvorved som oftest Hielpen bliver umuelig.

3. Vore unge Mennesker bade dem ofte paa de Steder af Stranden, hvor man optager Sand af Grunden; de i Svømmekonsten uerfarne, naar de falde i disse Huller, blive ofte et Offer af deres Uforsigtighed, og deres Liig bortføres ikke sielden af Strømmen til Havet. Jeg har i den første Deel af disse Betragtninger pag. 148 giort mine Læsere opmærksomme paa denne farlige Uorden, og tilføiet Forslage til at afværge den, hvilke alt nu have tiltrukket sig vedkommendes Opmærksomhed. Politiet i Paris lader ved dertil beskikkede Folk dem forfølge og fængsle,


171

som uden for de anviste Badepladser gaae i Vandet for at bade dem.

Upaatvivlelig kunde adskillige offentlige Foranstaltninger afgive et meget virksomt Middel til at formindske de Druknedes Tal; naar den ædle, mandige, styrkende Svømmekonst igien hos os blev almindelig og henhørte til den almindelige Opdragelse, vilde mange finde Hielpemidler i dem selv til at undgaae Faren og frelse Livet; naar den almindelige Sædvane hos vores Forfædre, som ikke skyede Vandet i saa høi en Grad som deres kiælne Afkom, at bade dem, igien blev indført hos os, vilde man derved i Almindelighed mere vænnes til Vandet, mindre skye det, og være mindre raadvild i paakommende Fare med at anvende sine Kræfter og Eftertanke til sin Frelse; og naar det ikke blev tilladt at gaae og glide paa Isen, eller at løbe paa Skøiter, førend Stedets Sikkerhed var undersøgt og ved et opstilt Tegn bekiendtgiort. Adgang til de ferske Søer uden for Staden, for Uvedkommende, har til alle Tider været fordærvelig for Søerne, og er derfor af fierde Frederich paa det alvorligste forbudt (see 1ste Deel p. 274). Denne Uskik har desuden havt den Følge, at mang-


172

foldige Mennesker have fundet deres Død paa disse Søer, ved at gaae og glide paa den tynde og usikkre Iis; mange bekymrede Forældre have derved tabt deres Yndlinger, deres Haab, og deres forventede Støtte i tilstundende Alderdom; disse saavel som andre, som endnu kunne vente samme Skiæbne, vilde, ved Opfyldelsen af de ikke igienkaldte kongelige Anordninger, have været og vilde være at frelse.

Upaatvivleligen ønske enhver Stadens og Fædrenelandets Ven, at Selskabet for de Druknedes Redning med Iver og Virksomhed maatte vedblive at gavne og at virke til disse Ulykkeliges Frelse, og til det almindelige Bedste. Vi savne i de senere Aaringer de forhen skeete offentlige Bekiendtgiørelser om Indretningens Fremgang og tiltagende Nytte; vi savne offentlige Beviser paa den virksomme Iver, som saa høit udmærkede Selskabet i de første Aaringer af dets Tilværelse. Maaden, hvorpaa de kongelige Præmier uddeles, skal have foranlediget det. Sørgeligt vilde det være, om en Indretning, som lovede saa meget, og som med Held virkede til det almindelige Bedste, skulde igien synke i Forglemmelse; især kun-

173

de dette være at befrygte i denne Tid, hvor Tidernes Omvæltninger, og Stadens sørgelige Begivenheder have henvendt den offentlige og private Opmærksomhed af Stadens Beboere, og af hele Nationen, til egen Sikkerhed og eget Forsvar mod et voldsomt fiendtligt Angreb. Det er ædel Daad, naar Mænd under byrdefulde Embeder og mange Forretninger uden egennyttige Hensigter opofre deres Arbeide, deres Tid, til det almindelige Bedste; men det er stort at overvinde Vanskeligheder, Hindringer og Ubehageligheder, og stadig og kiæk at fremgaae paa den begyndte ærefulde Bane. Jeg kan ikke tilbageholde nogle Bemærkninger, som efter min Skiønsomhed vilde bidrage til Selskabets Varighed, Flor og tiltagende Nytte.

En virksom Direction synes, ved en offentlig Indretning til de Druknedes Redning, at være uundværlig. Hidtil har Selskabets Bestyrelse for den største Deel bestaaet af Læger, af Mænd, som under byrdefulde Embeder, og uafbrudte praktiske Sysler, som ofte overstiger deres physiske Kræfter, sielden have Tid, endog med den bedste Villie, til at opfylde de Pligter, og at anvende den Virksomhed, som slig en offentlig Indretning kræ-


174

ver. Den medicinske Deel af Rednings-Væsenet er ordnet, Rednings-Casserne findes paa de anviste Steder, og nøiagtig Anviisning er givet til Redskabernes rigtige Anvendelse, men den vigtigere Deel, at paasee, at de givne Anordninger for at forebygge Ulykker følges, og Forsømmelser og Overtrædelser strax paa behørige Steder anmeldes, hastig og tilbørlig at komme de Ulykkelige til Hielp, at besørge de optagne paa behørig Maade til Stedet, hvor Oplivnings-Midlerne kunne anvendes, at lade dem afklæde og opvarme, indtil Lægen kunde møde, at sørge for Oeconomien, Regnskabet m.v., dette er ikke medicinsk, og kunde lige saa godt og maaskee bedre besørges af Ikke-Læger. Det vilde være at fornærme Kiøbenhavns Beboere, at troe, at der ikke skulde findes hos os, ligesom i Hamborg*), ædle Borgere, som især boe paa de Steder, hvor Ulykker lettest kunde møde, der vilde tiltræde Directionen og tillige med enkelte Læger dele deres Arbeide saaledes, at den for enkelte Mænd blev mindre byrdefuld. Dette Ønske er ogsaa ved et nyt Valg i de afdøde

*) Günthers Beskrivelse af de hamborgske Rednings-Anstalter 1795.


175

Directeurers Sted og ved Personalets Forøgelse, nyeligen opfyldt, og lover de heldigste Følger.

Publicitet er ved alle offentlige velgiørende Foranstaltninger, som kræve offentligt Bidrag, en kraftig Drivefieder til deres Understøttelse og Vedvarenhed. Kundskab om Nytten, som derved er frembragt, opvækker almindeligt Ønske om deres Fremgang og Varighed. Vort, i en saa høi Grad agtværdige, Landhuusholdnings Selskab har derved i en saa lang Række af Aar fremvirket uberegnelige Fordele. Upaatvivleligen kræver en offentlig Indretning til de Druknedes Redning den samme Fremgangsmaade. Mueligen kunde Rednings-Væsenet forbindes med Landhuusholdnings Selskabet, og af en Committe bestyres. Hamborgs berømte Selskab til Befordring af nyttige Haandteringer giver os hertil et ædelt, værdigt Mønster, da det saa fortrinligen har virket til de Druknedes Redning, og visseligen kan ingen værdigere, ædlere og nyttigere Beskiæftigelse tænkes, end at redde nyttige Mennesker for Staten og Fædrenelandet.

Til en offentlig Indretning til de Druknedes Redning hører det nødvendigen, at være forsynet

176

med de Midler, som kunde behøves til at udføre dens velgiørende Hensigt, med Tryghed for dem, som bestyre Indretningen, og med Sikkerhed for det Almindelige. Naar Inventarium er anskaffet, og Indretningen ordnet, behøves ikke betydelige Summer hertil. Dog kræves aarligen noget til anstændige Belønninger og Opmuntringer, til Redskabernes Vedligeholdelse, til et anstændigt Samlingssted med Lys og Varme, til Protocollers Anskaffelse, til Skrivmaterialier, Bud m.v. Ved Stiftelsen af Selskabet til de Druknedes Redning i Kiøbenhavn, blev en Fond oprettet af de 500 Rdlr., som Kongen skiænkede dertil en Gang for alle, og af de 5 Rdlr., som enhver Medlem af Selskabet indskiød ved Indtrædelsen. Denne Indretning syntes ikke at love Selskabets vedvarende Virksomhed med Hensyn til den hele Omfang af dets ædle Bestræbelser. Fonden var for liden, især i Begyndelsen, til at afholde de nødvendige Udgivter, og giorde det nødvendigt strax at angribe Kapitalen, som nu ikkun til Rednings-Cassernes Vedligeholdelse er tilstrækkelig. Medborgernes Velvillie, og Medlidenhed med de ulykkelige Druknede, synes at være en sikkrere


177

Kilde til slige Indretningers Varighed, Flor og tiltagende Nytte. Derved har Rednings-Anstalterne i Amsterdam, Hamborg og London ikke allene vedvaret i en lang Række af Aar, men ogsaa opnaaet en høi Grad af Fuldkommenhed og stiftet uberegnelig Nytte. Fra den danske Regierings Side kan og bør man med Grund vente de offentlige Anordninger, som kunde befordre Selskabets ædle Hensigter, og Øvrighedens varme Medvirkning til at hæve de Hindringer, som kunde virke derimod. Velgiørenhed er i Almindelighed et fremlysende Træk i Kiøbenhavnernes Character. Vel er den ved Stadens Ødelæggelse og Krigens uundgaaelige Følger nu indskrænket inden usædvanlig snævre Grændser; dog er jeg fuldkommen overbeviist om, at, naar Stadens Beboere ved Publicitet bleve fuldkommen overbeviste om Indretningens Nytte og Fremgang; naar de med Varme bleve opfordrede dertil i offentlige Blade, i Klubber, Selskaber, Giæstebuder m.v., saa vilde der vist findes ædle Mennesker, som enten ved aarlig Bidrag eller frivillig Gave vilde sammenskyde saa meget, som til Selskabets nødvendige Udgivter kunde være tilstrækkelig, og tillige sikkre


178

Indretningens Varighed for Fremtiden. Vi see jo dagligen Prøver paa Kiøbenhavnernes Velvillighed til at hielpe ulykkelige; vist kunde døende Medborgere med Tillid vente den samme. Selskabet vilde derved ogsaa sættes i Stand til, tillige, om det skulde forlanges, at give Erstatning for private Opofrelser og overordentlige Belønninger til dem, som med Kiækhed og egen Livsfare udmærke dem ved de Druknedes Frelse. Nogle ædle vilde finde sig efter deres individuelle Stilling og Følelse tilstrækkelig belønnede ved den ædle Daad at have frelst et Menneske; andre vilde nok finde sig mere hædrede ved Selskabets Agtelses-Tegn og en Medaille, som viste deres Navn; naar derimod andres Trang heller krævede en Belønning af Penge; og til disse vilde den Præmie, som paa offentlig Bekostning af Magistraten uddeles, tillige være en Drivefieder til Virksomhed. Præmier for druknede Menneskers Frelse, vilde da i Kiøbenhavn være større og mere tillokkende, end ved nogen anden Rednings-Anstalt i Europa.

Siden Rednings-Anstalters Begyndelse i Europa, har Lægerne været opmærksomme paa de Forandringer, som forefindes i druknede Menne-


179

sker og Dyr efter Døden. Deres Iagttagelser ere, og kunne ikke være, overeensstemmende, og dog være fuldkommen sande; ved de Syns-Forretninger, som i Følge Reskript af 4 Juni 1805 ved de Druknedes Liig bleve foretagne, er det som oftest bemærket, at Fugtigheden indtræder i Luftrøret og Lungerne, og at disse næsten uden Undtagelse vare i en meget udvidet Tilstand. Nogle Druknede kunde synke i Vandet under Indaandingen, andre under Udaandingen, nogle i en Tilstand af Drukkenskab, andre under en heftig Forskrækkelse, nogle under Forandringer, som deres individuelle Konstitution medfører, andre under en Tilstand af Besvimelse; og disse ere nok de, som længst kunde være under Vandet, og dog kunde bringes til Live igien, da derimod andre i faae Minutter ere uigenkaldelig døde. For at oplyse nærmere denne vigtige Gienstand, blev ved Reskript til Stadens Magistrat af 4de Junii 1805 befalet, at saavel den nuværende som efterkommende Stadsphysicus i Kiøbenhavn maa obducere de druknede Menneskers Liig, som forefindes i de i Kiøbenhavn, eller omkring samme, værende Vande, naar disse Liig om Sommeren efter 2, og om Vinteren ef-


180

ter 3 Dages Forløb, enten ikke er kiendte af deres Venner eller Paarørende, eller af disse ere forlangte udleverede for at begraves, som da skulle jordes paa offentlig Bekostning. Til den Ende findes nu ved Langebroe et Liighuus med Sections-Stue indrettet.

Heraf synes at Følge: at Oplivnings-Midlerne ikke uden Undtagelse hos alle efter almindelige Regler kunne og bør anvendes. Og hvem kunde bestemme disse Afvigelser nøiere og sikkrere end de Læger, som forestaae en offentlig Rednings-Anstalt i en saa folkerig Søe-Stad som Kiøbenhavn? det henhører ikke til min Plan, at gaae videre ind i denne vigtige Gienstand, eller at undersøge: hvorledes enkelte Oplivnings-Midler kunde virke hos forskiellige Individer og under forskiellige Modificationer. Under alle Begivenheder vil de Druknedes hastige og tilbørlige Udtagelse af Vandet være det virksomste Hielpemiddel. Efter min individuelle Følelse og Erfaring, er i det hele deres Tal saare lidet, som igien blive bragt til Live, naar alle Livstegn, endog nogen Varme paa Brystet, ere forsvundne, og naar Irritabiliteten ikke ved elektriske eller galvaniske Gnister mere kan op-


181

vækkes. Stederne, hvor Rednings-Redskaber findes, ere vel i offentlige Blade og Placat af 1ste September 1798 bekiendtgiorte; dog er den største Deel af Almuen uvidende om, hvor de i paakommende Tilfælde nærmest have at henvende sig; det vilde derfor være nyttigt: at disse Steder ved paahængte Tavler, som det med Hensyn til Brand-Sprøiterne er brugelig, bleve bragte til almindelig Kundskab, hvilket nu ogsaa er besluttet.

Kiøbenhavns Døds-Lister har, med Hensyn til de Dødes Tal, Alder, Aarsagerne og Sygdommene, som gave Anledning til den paafølgende Død, ikke opnaaet den Fuldkommenhed og Paalidelighed, som man maatte ønske. Denne Nøiagtighed kan med Hensyn til de Druknede ikke være fuldkommen, da nogle af disse Ulykkelige kunde fra Skibene og Havet drives til vore Kyster og Stadens Omegn, og andre derimod, som drukne her, kunde bortføres af Havet; andre Selvmordere belæsse dem ikke sielden med Steen, hvorved de synke og aldrig blive opdagede. Dog synes en større Omsorg for Døds-Listerne af de Druknede ikke at være uvigtig for Statsmanden, Naturforskeren og for Lægen. Ogsaa i denne Henseende tillader jeg mig at tilføie


182

nogle Anmærkninger. Enhver Druknet, naar og hvor han maatte findes, i, eller i Omkredsen af Staden, uden Undtagelse, maatte anmeldes til Stadsphysicus og Bestyrelsen af Selskabet til de Druknedes Redning, for at synes. De af disse Ulykkelige, som vare allerede tydelig gaaet i Forraadnelse, maatte ikke begraves, førend derom var meddeelt en Attest af en autoriseret Læge. De derimod, hvor ingen Tegn til Forraadnelse var tilstæde, maatte alle henbringes til det nærmeste Sted, hvor Rednings-Anstalter findes, og uden Undtagelse Oplivnings-Midler hos dem anvendes, og Anordningerne af 9de Maji 1779, af 1ste Julii 1800 og 4de Januari 1805 nøiagtigen følges, og ingen jordes, undtagen det med Attest bevises, at Oplivnings-Midler vare forgiæves anvendte, eller ingen muelig Redning at haabe. Særdeles nyttigt vilde det være, om den borgerlige Øvrighed tillige maatte stræbe at tilveiebringe den muelige Oplysning om de Druknedes Alder, Stand, borgerlige Stilling, og Aarsagerne, som have foranlediget deres Død. Alle Anmeldelser derom maatte af Directionen for Rednings-Anstalterne samles og offentlig ved Tryk-


183

ken aarligen bekiendtgiøres. Mange vigtige Resultater vilde deraf kunde drages til almindelig Nytte. Jeg tilføier tvende Lister over Druknede, som i de sidste 14 Aar ere ved Politiet og Klokkerne anmeldte.

Efter Politiets Lister ere druknede i Kiøbenhevn:

I Aaret - Druknede

1794 - 27
1795 - 13
1796 - 26
1797 - 29
1798 - 44
1799 - 25
1800 - 26
1801 - 22
1802 - 25
1803 - 20
1804 - 15
1805 - 19
1806 - 19
1807 - 29
1808 - 27

Efter en anden Liste, som af Justitsraad og Raadmand Pontoppidan er uddraget af Klokkernes Protocoller, er de Druknedes Tal i Kiøbenhavn betydelig større, maaskee fordi ikke alle ved Politiekammeret ere anmeldte.


184

 

Af Druknede i Kiøbenhavn ere dødfundne

I Stadens Canaler og Havne.

Paa Rheden og ved Toldboden.

Antal.

I Aaret

I Følge Syns-Forretninger

Mænd.

Qvinder.

Mænd.

Qvinder.

Mænd.

Qvinder.

1798

 

17

4

5

 

22

4

1799

 

14

7

4

1

18

8

1800

 

19

6

7

2

26

8

1801

formodentlig i Anledning af
Bataillen den 2den April

22

5

28

 

50

5

1802

 

31

3

2

 

33

3

1803

 

29

5

4

3

33

8

1804

 

27

8

9

4

36

12

1805

 

39

7

13

2

52

9

1806

 

41

5

2

9

64

41

1807

 

38

6

19

7

57

13

1808

 

33

6

29

2

57

8


185

Naar man hertil lægger, at ikke alle af begge Etaterne paa denne Liste findes anførte, og at en Deel blive strax jordede uden videre Anmeldelse, saa sees heraf, at de Druknedes Tal i Kiøbenhavn er meget betydelig. Denne Sag er følgelig vigtig nok, til at opvække enhver Fædrenelands-Vens varme Deeltagelse i disse Ulykkeliges Skiebne, og den ivrigste Medvirkning til at frelse af dem saa mange som mueligt.

Den kongelige Præmie, som under 14de September 1798 er udsat for dem, der have optaget en Skindød druknet saa betids udaf Vandet, at han siden ved Konstens Hielp er bleven bragt til Live, er ved Magistraten udgivet:

I Aaret

 

Mænd.

Qvinder.

Antal.

1803

til 7 Personer, som have reddet

6

1

7

1804

til 9 Personer, som have reddet

7

2

9

1805

til 18 Personer, som have reddet

15

3

18

1806

til 13 Personer, som have reddet

12

1

13

1807

til 16 Personer, som have reddet

13

3

16

1808

til 22 Personer, som have reddet

15

7

22

 

hvoraf sees: at Foranstaltningerne til de Druknedes Redning i Kiøbenhavn ikke ere frugtesløse.


186

Afværgelse af Farer paa offentlige Steder

i Kiøbenhavn.

I store og folkerige Steder, hvor saa mange tusinde Mennesker krydse hverandre paa Gaderne og offentlige Steder, hvor alle ere beskiæftigede, alle i Bevægelse, alle paa Færde, hvor enhver, efter sin individuelle Stilling her i Livet, virker til bestemte Hensigters Opnaaelse, kunne mange Omstændigheder møde, som forøge den Masse af Livsfarer, der ledsager Mennesket ved hvert dets Fied paa Livets Bane. Mange af disse ere en Følge af den herskende Letsindighed og Uforsigtighed, andre af tilfældige Omstændigheder, som ikke til alle Tider kunne forudsees, og deres Følger beregnes, men som dog ved gode Medicinal-Politie-Love kunne formindskes og afværges. Jeg nævner iblandt disse først Opløb og Trængsel.

Massen af Mennesker er i Kiøbenhavn ikke saa stor, eller de offentlige Leiligheder, som kunne give Anledning til Trængsel og Opløb, af den Beskaffenhed, at almindelige Farer for Liv og Helbred derved kunde frembringes. Vi ville neppe have at befrygte en lignende Ulykke, som over-


187

gik Romerne, da ved Nedstyrtning af et Amphitheater, som var indrettet til at see et Fegte-Spil, henved 5000 Mennesker bleve dræbte og saarede i Trængselen*); ei heller, som i Paris, hvor i Anledning af den ulykkelige Ludvigs Giftermaal 1500 Mennesker bleve ihieltrykkede; dog ere vi ikke aldeles frie derfor. Ved offentlige Feste og Høitideligheder, ærostatiske Luftreiser, Fyrverkerier, Illuminationer, yndede Skuespil, ved enkelte Forbryderes Henrettelser m.v. er ofte Trængselen saa stor, at Livsfare derved kunde foranlediges. Da Nysgierrighed er et af Kiøbenhavnernes characteristiske Træk, saa kan af og til den ubetydeligste Anledning give Grund til stærk Trængsel, som vel i Almindelighed ikkun har til Følge, at Klæderne rives itu, Hattene tabes, Skoene mistes, men som dog af og til ogsaa kunde have og har skadelige Følger for Liv og Helbred, især for Qvindekiønnet, for Børn og svage Folk, hvorom Erfaringer ikke ere aldeles sieldne. Nogle krybe ved slige Leiligheder paa Plankeværker og Stillager, paa Tage og Tagrender, paa Gadelygter og Afvisere, paa Møller og Møllevinger,


188

paa forspendte Vogne, Vognhiul og Karethiul, hvorved lettelig Livsfarer kunde frembringes. Et aarvaagent Politie hindrer slige Uordener, ved at fraholde Pøbelen at opstige paa usikkre Steder, at lade Vognene holde paa afsides Steder, at lade nøiagtigen eftersee de Stillager, som ere opførte til Tilskuernes Beqvemmelighed m.v. Vi eie ogsaa med Hensyn til denne Gienstand adskillige Anordninger og Placater, som, af 22 October 1701, 27 Julii 1742, 9 Maji 1749, 2 Marti 1751, 30 Julii 1759, 29 Junii 1772, 6 Januari 1773, 28 Marti 1751 og 24 December 1777.

Ved Opførelse af nye Bygninger og Istandsættelse af brystfældige, hvoraf Kiøbenhavn formedelst de igientagne Ildebrande og det nyelige Bombardement har havt en saa stor Mængde, kunde ligeledes møde adskillige Omstændigheder, som kunde være farlige for Menneskers Liv og Helbred. Det er naturlig: at Tømmermænd, Muurmestere, Blyetækkere m.v. maae tidlig vende dem til deres farlige Haandtering uden Svindel at gaae og arbeide paa høie Mure, Bielker og Stillager; dette er uundgaaeligt, men


189

at de af Kaadhed og for at giøre Gøglerier, som Vanen og Fordomme har indført, udsætte dem selv for unødvendige Farer, holde taabelige Taler for talrige Tilhørere, drikke Skaaler og siden kaste Glassene og Flasker blandt Tilskuerne, ved hvilken Leilighed forhen nogle er komne til Skade, finder her ikke mere Sted, da dette Uvæsen er afskaffet. Ei heller giver Usikkerheden af Stillager ved Opførelsen af nye Bygninger hos os Anledning til Ulykker, oftere derimod enkelte Arbeideres Uforsigtighed, som ingen Love, ingen Tilsyn kan afværge. Hidtil har det afbrændte Christiansborgs Slots Opbygning, og den farlige Aftagelse af den vældige Steen-Beklædning, under vores Professor Hansens Bestyrelse, ikkun kostet et eneste Menneske Livet ved Uforsigtighed.

Bygnings-Steder, hvor nye Bygninger opføres eller gamle istandsættes, blive sædvanlig, i Følge Placaten af 19 Junii 1790, til Gaden omgivet med et Plankeværk for, at de passerende paa Gaden ikke ved nedfaldende Materialier skulde beskadiges, og disse tillige for fremmed Besøg sikkres. Gamle brystfældige forfaldne Bygninger, som true med at falde, eller Pakhuse, som synke


190

under Lasten af indlagte Varer, hvorved Beboerne kunde beskadiges, findes her nok ikke. Da næsten alle Huse er prioriterede, saa kræver vedkommendes Fordeel: at alle Bygninger ved kyndige Mænd jævnlig blive efterseete. Ved Huus- og Tag-Reparationer er ved Forordningen af 10de Januari 1685 befalet, at: "paa det enhver kan see sig for, og tage sig Vare, at Haandværksfolkene udstikker af Loftshullet en Stang, og deri hænge en Steen eller andet i en Snoer saa nederlig og langt udover Gaden, at den kan rækkes op til af de forbigaaende." Denne Regel, som endnu følges, kunde være skadelig. Man betiener sig hertil sædvanlig af en Tagsteen, som er igiennemboret og ophænges i en Snor. Stenen saavelsom Snoren kunde ved Vindens Bevægelse mod Muren brækkes og de gaaende paa Gaden beskadiges, hvorpaa Exempler ikke mangle. Rigtigere synes det at være, hvilket ogsaa paa enkelte Steder skeer, at sperre Fortoget ved Lægter eller ved befæstede Touge, saalænge Huus-Reparationen vedvarer. Skrøbelige Tage og slet befæstede Tagsteen give ikke sielden Anledning især i stormende Veir, til at Stenene nedfalde og


191

beskadige dem, som gaae paa Gaderne. Tagenes flittige Eftersyn, og god Kalk dertil anvendt, burde derfor være en særdeles Pligt for alle Vedkommende, og de burde være ansvarlige for den Skade, som deraf for andre maatte fremkomme. Efter de franske, østerrigske og preussiske Love ere Bygningskyndige til Bygningernes Undersøgelse ansatte, som foranstalte det istandsat paa vedkommendes Bekostning, som kunde være andre til Skade for Liv og Helbred. Allerede efter de romerske Love var Husenes Sikkerhed og Varighed ikke allene overladt til Eierne, men henhørte under det offentlige Politie. Naar en heftig Storm eller Orkan indtræffer, vilde det være betryggende, at Huuseierne vare forpligtede til at besørge alle Loftsluger og Tagvinduer tillukkede. Sneens Nedkastelse fra Tagene og Renderne kunde ofte give Anledning til at beskadige andre, da man fra Tagene ikke kan see dem, som gaae tet ved Husene; det synes derfor at være ligesaa nyttigt som nødvendigt, at enhver Huuseier skulde være pligtig til under Straf, i den korte Tid Sneens Nedkastelse maatte vedvare, at lade de Gaaende advare ikke at gaae paa


192

Fortoget. Udstaaende Render ere vel allerede ved Placat af 10 Januari 1683 forbudne, dog findes endnu mange her i Staden. De frembringe den Besværlighed, at ikke allene de Gaaende i Regnveir blive overøsede med Vand, men ogsaa at, efter stærk Tøeveir og indfaldende Frost, Iistapper ved dem dannes, som kunde være af den Længde og Tykkelse, at de kunde stærk og farlig beskadige andre, naar de nedfalde; hvorpaa jeg har seet adskillige Exempler. Husenes Beboere burde derfor under Straf tilholdes, om udstaaende Render endnu skulle vedblive, forsigtig at nedstøde disse Iistapper baade fra Renderne og fra Tagene. Udkastelsen af faste og flydende Ting er her ved Placat af 17 Junii 1806 forbuden, ogsaa bemærkes sielden dens Overtrædelse. Jeg veed ikke om det er af Vane, eller efter paa Erfaring byggede Grundsætninger, at Vinduerne og Vindueskudderne i Stadens Huse næsten uden Undtagelse åbnes udad istæden for indad. Erfaringen viser i andre Lande: at disse ligesaa vel kunde holde Vind og Regn ud, som hine. Næsten ved enhver Storm er det Tilfældet her i Staden, at Vinduerne, naar Krogene ere sva-


193

ge eller ikke ret paasatte, kastes ned, hvorved de Gaaende kunde udsættes for Livsfare.

Efter de franske Politie-Love blive de Steder, hvor Skildtene for Husene udhænges, saavel som Stængerne, hvormed de befæstes, først af kyndige Mænd undersøgte, førend Tilladelse gives til at udhænge dem; det samme skeer ved Stængerne, hvorpaa Farvere og Kattuntrykkere udhænge deres Vare for at tørre dem, hvorved ogsaa Hestene kunde blive skye og foranledige Ulykker. At sætte Blomster-Potter inden eller udenfor Vinduerne, naar de ikke paa en sikker Maade ere omgivne og befæstede, er ved Placat af 28de Julii 1806 forbudet, da deres Nedfald kunde foraarsage farlige Beskadigelser, endog Døden. Siden vi havde det Uhæld: at Holmens Broe i Aaret 1755 brast, ved hvilken Leilighed endeel af Garden til Hest omkom, har man Grund til at formode, at Broernes Tilsyn i Staden og udenfor den, skeer med den tilbørlige Nøiagtighed, saa at fra denne Side Stadens Beboere ikke synes at have nogen Fare at befrygte.

194

Ved Broelægningens Istandsættelse paa Gaderne og endnu mere ved Gravning til Vandrendernes Reparation, kunde mange om Aftenen og ved Nattetider komme til Skade. Det er derfor ved Placat af 29 October 1790 befalet at indhegne disse Steder, og tillige at betegne dem ved antændte Laterner. Naar Fortogene bepakkes med udsatte Varer og andre Ting; naar de brede Stene ikke ligge lige; naar Fortogene paa de fleste Steder ere overskaarne af smaae Render for Vandløb, som enten aldeles ikke, eller dog slet og ujævnt ere bedækkede, da, og naar Vognene om Natten hensættes paa Gaderne, hindres derved ikke allene de Gaaende, men ogsaa Beskadigelse kunde derved foranlediges, hvilket temmelig ofte er Tilfældet; ved Placat af 11 December 1790 er derfor alt forbudt, som kan i denne Anledning himdre de Gaaendes Beqvæmmelighed og Sikkerhed. I paakommende Glatiis falde mange paa Gaderne, og hvert Aar bliver derved foraarsaget mange Beskadigelser. I adskillige Steder findes den Politie Anordning, at, under disse Omstændigheder, Huuseierne skulle lade bestrøe deres Fortoge, saa og omkring Vand-Posterne, hvor


195

Isen mest samler sig, med Sand, Aske eller Saug-Spaaner, for at forebygge denne Ulempe; saa burde og ei heller Glidebaner til Drængenes Fornøielse paa Gader og offentlige Pladse tillades.

Den offentlige Befordring henhører upaatvivlelig til Omsorg for den offentlige Sikkerhed, da man derved ofte kunde udsættes for Livsfare. Vognenes, Hiulenes og Axenes Brystfældighed, og Vognenes Veltning, kan foraarsage Ulemper og Livsfarer ikke allene for dem, som sidde i eller paa Vognene, men ogsaa for de Nærgaaende. Mange af disse Feil ere vanskelig at opdage paa malede Vogne; især kunde Jern-Axene, naar de ere smedede af enkelte Jern-Stænger, have ukiendelige Sprækker, som ved Vognenes Stød hastig brækker hele Axen; andre derimod ere tydelige, hvoraf Følgerne kunde forudsees og forebygges. Disse Vognes Eiere burde i dette Tilfælde, ikke allene efter andre Landes Exempel tabe deres Hyre, erstatte den foraarsagede Skade og Ophold, for saavidt mueligt, men desuden erlægge en følelig Straf. Ogsaa Karetdørene fortiene samme Opmærksomhed, at deres


196

Laase ikke ere af den Beskaffenhed, at de under Vognens Bevægelse af sig selv aabnes. Adskillige Gange har jeg seet de ulykkeligste Følger deraf, at Børnene ere styrtede udaf Vognen og bleve overkiørte.

Hastig Kiøren og Riden i store folkerige Steder har til alle Tider været fordærvelig og skadelig for mange. I Paris, hvor dog Omsorg for Beboernes Sikkerhed er bestemt ved nøiagtigere Love, end i nogen anden stor Stad i Verden, dræbes dog, i et Middeltal, 20 Mennesker aarligen ved hastig Kiørsel. Noget forhøiede Fortoge for de Gaaende, som der findes i Kiøbenhavn, og som allerede hos de gamle Romere vare brugelige, hvilke Udgravningen af den sunkne Stad Pompeji udviser, formindsker vel denne Fare for Fodgiængere, at blive overkiørte, dog henhører de derved foraarsagede Uhæld ikke aldeles til Sieldenheder hos os. Alvorlige Straffe-Love ere derfor ogsaa hos os fastsatte for hastig Kiørsel og Riden, ved Placat af 28 Januari, 28 Februari og 10 october 1780. Et Særsyn er det dog hos os, at Kanerne om Vinteren ustraffet jage igiennem Gaderne, og især om Aftenen i Mængde ja-


197

jage [!] paa Kongens Nytorv, saa at de Gaaende, uagtet Kanerne efter Placat af 18 Januari 1780 er forsynede med Bielder, dog have al muelig Opmærksomhed nødig, for at ikke blive af Kanerne, som komme i alle Retninger, overkiørte; at saavel Kudske, som unge Herrer, have en lang Snert paa Pidsken for at kunne knalde dygtigen, er ikke heller overeenstemmende med gode Medicinal-Politie-Love, da derved ikke sieldent Folk ere blevne beskadigede. I Vien, Manheim og andre Steder er Anordningen, at Vognene, hvori Eieren eller Leieren findes, under Arrest og korporlig Straf for Kudsken, maae kiøre i et lille Trav, men derimod tomme, ligesom alle læssede, saa og med 4 og 6 Heste bespændte, Vogne i Skridt. I Sneeveir, hvor Vognenes Kiørsel ikke foraarsager megen Lyd, synes det at være nyttigt, om ogsaa Vognene, ligesom Kanerne, bleve forsynede med Bielder; saa og at Kudskene aldrig burde kiøre om Kaps, alletider anraabe de nærværende Gaaende og advare dem, og holde stille for dem, som ikke synes at høre Anraabet, saa og for Syge, Svage og Børn m.v. I de franske og andre Politie-Love, er det under korpor-


198

lig Straf befalet, at Kudskene aldrig skulle forlade Kudske-Sædet, undtagen naar de beholder Tømmen i Haanden, aldrig foere Hestene, uden at de i Forveien har løst en af Skavlerne af hver Hest. Mange ere paa den ulykkeligste Maade blevne beskadigede og dræbte, naar Hestene ved tilfældige Omstændigheder ere blevne skrækkede og løbske. Undskyldning af Kudskene ikke at kunne regiere Hestene, bør ikke befrie for Straf, hvilket ogsaa aldeles i de gamle romerske Love er antaget. Videre er i de franske Politie-Love fastsat, at ingen maa regiere Heste og Vogne, som ikke har opnaaet sit 17 Aar; og, naar Hestene have onde Vaner, til at blive løbske, slaae og bide, og derved andre blive beskadigede, saa skulle, om det kan bevises, at Hestene have havt disse Lyder tilforn, ikke allene Kudsken straffes med korporlig Straf, men ogsaa Eieren alvorligen tiltales derfor.

Hundenes Galskab, hvorved Mennesker kunne beskadiges, og paa den gyseligste Maade dræbes, er i Kiøbenhavn en Sieldenhed. Vel har jeg selv for nogle og 30 Aar siden behandlet i et Aar tre af slige Ulykkelige, hvoraf to vare bidte


199

og en allene slikket af en gal Hund; men siden den Tid er endog ikke et eneste Exempel bleven mig bekiendt, at gale Hunde her i Staden skulde have foraarsaget Ulempe. Om den Skade, som det store Antal af Hunde paa Oeconomiens og Reenlighedens Vegne foraarsage i en Stad, hvori næsten hvert 10de Menneske nyder Almisse, har jeg erindret i den første Deel af disse Betragtninger (pag. 170). Ogsaa med Hensyn til Hundenes Galskab, og de skrækkelige Følger, som deraf kan møde for Mennesker og Dyr, henhøre Hundene upaatvivleligen til den offentlige Omsorg for at afværge Farer. Uagtet gale Hundes Bid henhører til Sieldenheder her i Staden, saa er den dog muelig, og ethvert Middel bør være velkommen, som kunde afværge denne Fare, saa meget mere, som vel Konstens Regler, strax og rigtig anvendte, kunde være virksomme til at hindre dette skrækkelige Onde, men, naar Vandskræk først er udbrudt, sædvanligen er Redningen forgiæves. Man vil have bemærket: at Hundene kunde taale den stærkeste Hede og Kulde, Tørst og slet Føde, uden at faa Vandskræk, men at derimod tilbageholden Kiønsdrift bidrager til den stille og heftige Gal-


200

skab hos Hundene; endog hos Menneskene bemærkes noget lignende. Man har derfor tilraadet at skiære Hundene, ikke allene for at formindske unyttige og skadelige Hundes for store Mængde, men ogsaa for at forebygge Galskab, som kunde fortiene Opmærksomhed. En nyttig Indretning vilde det være: at alle syge Hunde uden Undtagelse skulde holdes i Lænke, og at de af dem bidte Dyr uafhudet skulde nedgraves. Upaatvivlelig er Hunde paa Stadens Gader ikke allene uden al Nytte, men og til Skade; de forøge Gadernes Ureenlighed og Luftens Fordærvelse, kunne anfalde, beskadige eller skrække især frugtsommelige, svage og Børn, og endelig kunde de blive gale og bibringe andre den skrækkeligste Sygdom. Kiøbenhavns Beboere maatte derfor ønske: at den holsteenske Anordning, at aldeles ingen Hunde maatte taales saavel i Stederne, som paa Landet, uden at ledes i en Snor, og at alle andre Hunde paa alle Tider af Aaret og Dagen maatte ihielslaaes og Eierne straffes, ogsaa her blev indført.

Vort Klima og vores Beliggenhed sikkrer os for giftige Dyr, som kunde være skadelige for Liv og Helbred. Derimod have vi hos os, ligesom paa


201

andre Steder, bedøvende, giftige, skadelige, skarpe Planter, som ikke allene voxe vilde, men som ogsaa indsnige sig i Haverne til Prydelse. Disse kunde for ukyndige og Børn blive skadelige. De almindeligste af disse ere: Vand-Gifttyde, Cicuta virosa, Skarntyde, Conium maculatum, Bulmeurt, Hyoscyamus niger, Vild-Petersellie, Aethusa Cynapium, Stormhat, Aconitum Napellus, Natskade, Atropa Belladonna, Galurt, Datura Stramonium, Kielderhals, Daphne Mezereum, Rød Fingerhat, Digitalis purpurea. Men ingen viser sine skadelige Virkninger saa ofte som Championer (Fungi). De mange forskiellige Arter kunne letteligen forvexles, og neppe er nogen af dem aldeles uskadelig; tillige ere de alle haarde og ufordøielige, skiøndt vore sybaritiske Ganer og den herskende Mode finder dem tillokkende. Ønskeligt vilde det være, om alle giftige Arter af Plante-Riget, i Nærværelsen af menneskelige Vaaninger aldeles kunde udryddes, og de faae, som til Lægemidler anvendes, paa afsides Steder blive dyrkede.


202

Selv vore meest brugelige Kornsorter: Rug, Hvede, Byg og Havre, hvoraf Brød tillaves, kunne være skadelige og fordærvelige for Liv og Helbred, naar disse Frøe-Arter fugtige eller umodne ere indhøstede, naar de ere i en syg Tilstand, og skadelige Frøesorter. Maadelig Pløining, frisk Giødning, Udsæd af urene Kornarter og fugtige Sommere og Høste ere de sædvanlige Aarsager dertil. Til Kornets Sygdomme henhører især Branden (Ustilago) og Meeldrøien (Clavus, Mutterkorn), og til fremmede Frøesorter, som ere skadelige eller dog mistænkelige, Klinte (Agrostemma Githago), Agerkaal med blaaelige Blomster (Raphanus Raphanistrum), Heire (Bromus secalinus), og Svingel (Lolium Temulentum). Advarsel for Almuen og den Forsigtiged, som derved er at iagttage, er af Collegium medicum ved Cancelli-Cirkulaire af 19 April 1800 offentlig bekiendtgiort.


Forrige Indhold Næste

Tilbage til toppen


Navigation:

Indholdsoversigt

1. del

2. del


Søg:

Loading

© Selskabet for Københavns Historie 25. august 2006
Valid XHTML | Valid CSS | Copyright | Privatliv | Links til siden | Kolofon |