Indholdsfortegnelse

M

Magasin du Nord

Magasin du Nord, Kongens Nytorv 13, lig­ger på en grund med megen historie. Her rej­stes 1721 et fornemt palæ for storkansler gre­ve U. A. Holstein, som året tidligere havde er­hvervet en ældre ejendom sammesteds fra ge­neralløjtnant Gregers Juel. Storkanslerens ge­malinde, Christine Sophie Reventlow, var le­vende interesseret i skuespilkunsten og det må antages, at hun havde indflydelse på oprettel­sen af Den danske Skueplads 19. januar 1722 i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade).

I 1748 blev Holsteins Palæ genopbygget i mere beskeden skikkelse og bygningen skifte­de hyppigt ejer. Da traktør Ernst Møller hav­de overtaget ejendommen, indrettede han 1796 bygningen til "Hotel du grand Nord". Han havde tidligere drevet "Vildanden" på Østergade.

Hotellet blev meget anset og i en svensk om­tale hedder det: "Man bor her, som det passer En, men altid i Forhold til Prisen, 2de Værel­ser (for Herre og Tjener) med Lys, Morgen­kaffe, Opvartning etc. koster omtrent l Rdlr. om Dagen". I 1816 indrettedes der varme bade i Hotel du Nord og gæsterne kunne nyde for­friskninger i form af bouillon, chokolade og likører. Da hyrekusk Rasmus Jørgensen blev ejer af hotellet, kom stedet for alvor i publi­kums søgelys. Den nye indehaver bar øgenav­net "Specie-Jørgensen" og havde fået dette som ganske ung. Den gang arbejdede han for en hovedrig jødisk handelsmand med bopæl på Christianshavn. En dag blev Rasmus bedt om at ledsage sin principal til Nationalbanken medbringende en trækvogn. Her skulle de hente flere sække specier. Da vognen var læs­set og Rasmus trak den hjemad vogtet af sin principal, kom de til Knippelsbro, netop som der blev givet spærresignal. Rasmus Jørgen­sen nåede hurtigt over med vogn og specieda­lere, mens jøden faldt i vandet og druknede.

Rasmus Jørgensen fik i øvrigt ringe held med sit hotel. I 1859 arresteredes han, bl.a. for at have udlejet værelser til utugt. Dommen lød på 14 års tugthus og hotellet solgtes på tvangsauktion. I den følgende periode var her forret­ninger og restauranter, således havde "Schu­cani & à Porta" en tid konditori og kafé i stue­etagen, men i 1871 rykkede firmaet Emil Vett & Co. ind i ejendommen. Det blev indlednin­gen til det senere så kendte handelsfirma Th. Wessel & Vett.

Firmaets nuværende hovedbygning opfør­tes 1893-94 af Alb. Chr. Jensen og H. Glæsel, der valgte den franske chateau-stil. Præget af internationalt varehus blev slået an.

Magasintorvet

Magasintorvet ved Østergade hører til byens nye pladser. Før etableringen af det nye og brede Bremerholm, som påbegyndtes i 1930rne, lå en gyde med navnet Integade på dette sted, svarende til Magasintorvets østsi­de. Gyden var en af Københavns skumle ste­der, næsten anonym efter navnet at dømme. I et dokument fra 20. december 1669 tales der om "den liden Gade mellem Østergade og Kongensgade" og 30 år senere benævnes smøgen "Tverstredet, som kaldes Liden Kon­gensgade". Dagbladet Politiken åbnede 10. oktober 1884 sin første redaktion i det endnu eksisterende hjørnehus.

Det lille 4-fags hus mellem Bremerholm l og 3 opførtes 1802 for skomager Rasmus Lefoli. Mellem 2. og 3. etage ses en fordybning med à la grecqueornament, et vidnesbyrd om den ny­klassicistiske stil, der prægede perioden.

Ældre københavnere vil i øvrigt erindre, at det folkelige vid døbte pladsen "Magabangs Torv", efter både Magasin og pelsfirmaet A. C. Bang. [SIC! Bør forklares

Magstræde

Magstræde i København er opstået i 1520rne, da man ved opfyldning flyttede kyst­linien længere ud. I 1525 optræder navnet første gang, opkaldt efter det mag (nødtørftshus) som var rejst på pæle i strandkanten ved dette sted.

Gaden har endnu bevaret sit krogede løb fastholdt ved de historiske huse, af hvilke Magstræde 17-19 er de ældste. De regnes for opført på Christian 4.s tid eller senere. I fa­caderne med de svære murankre ses endnu fladbuede stik over vinduerne og vandrette sandstensbånd. Nr. 17 blev inden 1712 om­bygget, hvorved faginddelingen ændredes fra 4 til 3 fag. Under Københavns brand 1728 blev de to gavlhuse kun lettere beskadiget.

I Magstræde 10 boede italieneren Guiseppe Sarti i årene 1773-75. Han var komponist, kom 1753 til København og tiltrak sig hurtigt hoffets opmærksomhed. Sarti blev 1755 ud­nævnt til kapelmester og var en utrolig flittig leverandør af operaer, tre stykker om året var han forpligtet til. Som syngelærer var han med til at stimulere interessen for den gode sang i de operainteresserede aristokratiske kredse, selv Christian 7. fik han som elev, mens denne var prins. Ved Struensees fald mistede han en vigtig støtte, uheld med sin ledelse af Det kgl. Teater og en bundløs gæld gjorde snart livet surt for ham. Det fortælles, at når han kørte til og fra slottet, måtte to kongelige lakajer be­skytte Sarti mod hans kreditorer. 1775 forlod han landet.

Magstræde blev i 1800-tallet degraderet til gade for prostitution, befolket af mere modne piger, ligesom stedet blev kendt for sin origi­nal "Filosoffen fra Magstræde".

Marmorbroen

Marmorbroen, som spænder sine buer over Frederiksholms Kanal, er et af hofbygmester Nicolai Eigtveds mesterstykker. Det var op­rindelig Christian 6.s ønske at lade den indret­te som vindebro således, at skibene kunne pas­sere igennem. men hverken Eigtved eller Thu­rah, der konkurrerede om opgaven, ej heller slotsbygningskommissionen kunne støtte tan­ken. Det ville berøve broen dens storhed, ideli­gen kræve reparationer og skabe problemer med fodgængerne.

Kongen besluttede derefter 1. maj 1739: "Broen kan da gøres, uden at den trækkes op, efter Tegning Litra F af Hofbygmestrene". Omtalte tegning viste sig alene at være udført af Eigtved, som derefter fik opgaven. En træ­model, der siden er gået tabt, udførtes til pro­jektet og juli 1739 kunne modelbroen demon­streres for majestæten. Hvad der især behage­de ved Eigtveds forslag, var de flade brobuer, der muliggjorde en næsten vandret kørebane og dermed en behagelig færdsel.

Oprindelig havde Eigtved tænkt sig en rige­re skulpturel udsmykning af broen, end man besluttede sig til. Vaser og figurer, som skulle pryde de profilerede plinte over broens piller, blev aldrig til noget. Til gengæld kom der por­trætmedaljoner på de midterste piller, endog indrammet af de fineste rokokoornamenter, mens midtbuen forsynedes med Medusaho­ved. For en by, der var vant til barokkens tun­ge former, var det en elegance uden lige.

Den franske billedhugger Louis-Augustin le Clerc fik det praktiske ansvar for udsmyk­ningen og han var i øvrigt godt beskæftiget med udsmykningen af det nybyggede Christi­ansborgs interiører. Med hjælp fra fem billed­huggere og seks stenhuggere gik han igang med at forme de sandsten, man importerede fra Sachsen. Materialet blev formentlig sejlet fra Pirna ved Dresden til Altona og derfra sø­værts til Frederiksholms Kanal. Moderne un­dersøgelser har vist, at det var en højst ukritisk blanding af bløde og hårde sten, der fandt vej til København.

Efter tidens smag skulle udsmykningen væ­re mættet med symbolik, her i form af en hyl­dest til havet. Som hovedmotiver anbragtes klassicistiske medaljoner, to dameportrætter og to herreportrætter, alle i profil og pyntet med siv i håret. Hertil føjedes dekorationer med siv og dunhammere, rocailler (muslinge­agtige ornamenter) og to frygtindgydende monstre med frådespyende munde.

Da de oprindelige identifikationer er gået tabt, er der blevet gættet meget på relieffernes betydning. Således er det bl.a. foreslået, at medaljonerne repræsenterer de fire antikke havguder: Poseidon og Amphitrite ind mod byen (mod nord) og Okeanos og Tethys ud mod Øresund ("havet"). Hvis disse guder kan opfattes som noget menneskeligt, må de to monstre udtrykke det farlige og lunefulde ved havet. Og her har der været frit spil for fanta­sien, eftersom havuhyrer stadig var en realitet i 1700-tallet. En af de uhyggeligste beskrivel­ser stammede fra Hans Egedes hånd, som 1734 på Atlanterhavet havde observeret et "meget forskrækkeligt Hav-Dyr, hvilket rey­ste sig saa høyt over Vandet, at dets Hoved rakte over vores Mers . . . dette Dyrs Øyne syn­tes rødagtige og derhos ligesom brændende af Ild - firkantet Mule, store Næsebor og ved Si­derne nogle udstaaende stive Haar - Huden glat som et Speil, undtagen over Nakken, hvor den har en hængende Mann af Udseende som Tang".

Selve brobyggeriet inklusive udsmykning trak længe ud. Kongen havde håbet at se bro­en færdig inden udgangen af 1739, men for­gæves. Budgettet blev overskredet, bl.a. med 200.000 flere mursten end beregnet. Endnu i 1745 bevilgedes der penge til billedhugning. Samme år blev sandstenen overstrøget med kogt oliefarve for konserveringens skyld og på det tidspunkt må broen betragtes som færdig.

I de officielle dokumenter hed broen enten Den ny Bro, Hovedbroen eller Slotsbroen, hvorimod det uofficielle navn Marmorbroen, inspireret af dens marmorbelagte fortove, først senere slog an.

Næsten ligeså spændende er den moderne historie om Marmorbroens kostbare restaure­ring, som indledtes i begyndelsen af 1970erne. Broen var da slemt medtaget, især de smukke relieffer. Under ledelse af Boligministeriets særlige sagkyndige, Eric Erlandsen, lykkedes det gennem de næste ti år at genskabe broens linier og de fine skulpturelle detaljer. Billed­huggerne Johan Galster og Povl Søndergård stod således for medaljonerne i samarbejde med stukmester Henry Thomsen fra National­museet.

Deres arbejdsgrundlag var nogle skrøbelige afstøbninger af ornamentikken, som blev foretaget omkring 1900, da broen allerede var i forfald. Man genfandt disse forme, som var afstivet med træ, på et lager på Bernstorff Slots avlsgård. Desværre var afstøbningerne savet i småstykker, så et større puslespil skulle lægges og store huller fyldes ud. Det lykkedes dog og nye gipsudgaver sendtes derefter til Østtyskland, hvor man foretog en råhugning af de nye relieffer. Broen kunne genindvies i 1983.

Marmorkirken

Marmorkirken (Frederikskirken), Frederiks­gade, var fra begyndelsen tænkt som et storslået point de vue for den ottekantede plads i den planlagte Frederiksstad (s.d.). En gi­gantisk centralkirke skulle rejse sig over den nye bydels palæer og borgerhuse og den 30. oktober 1749 nedlagde Frederik 5. grundste­nen. Det fejredes bl.a. med vin for 153 rigsda­ler til håndværksmestre og svende, senere blev byggeregnskaberne tynget af langt højere po­ster.

Ved grundstensnedlæggelsen var kirken endnu ikke projekteret, men hofbygmester Eigtved leverede i februar 1750 et overslag og en tegning af kirken. Overslaget vedrørte ale­ne fundamenteringen indtil to alen over hori­sonten og lød på 37.686 rigsdaler. Eigtved øn­skede yderligere, at kuplen på kirken blev 17 alen højere end tårnet på Nikolaj Kirke. Bygningskommissionens medlemmer fik sved på panden og udtalte, at "et Par Tønder Guld ikke ville strække til".

Så begyndte piloteringen og fundamente­ringen. Tvangsudskrevne soldater gravede et 30 meter dybt hul, hofbygmester Zuber fore­stod tømrerarbejdet ved piloteringen og lang­somt rejste sig en rotunde af dybet. Alt imens havde Frederik 5. fået betænkeligheder. Kir­ken, som skulle bære hans navn, var ikke im­ponerende nok. I stedet for sandsten skulle den beklædes med norsk marmor og indgan­gen var alt for lav. Eigtveds tegninger sendtes til bedømmelse i Paris, hvorefter hofbygme­steren forbedrede sit projekt i retning af tidens nye mode, nyklassicismen. Han døde i 1754, midt i arbejdet.

Eigtveds efterfølger, franskmanden N. H. Jardin, fik ganske vist ændret projektet helt i nyklassicismens smag, men udgifterne, ho­vedsageligt til marmoret, fik byggeriet til at knirke. Allerede i 1770 beordredes det stand­set af Struensee, kun midterpartiet stod fær­digt op til ni meters højde.

Byggepladsen henlå nu med hel- og halv­færdige kapitæler, søjlestykker og rå mar­morblokke. Senere udfærdigede Harsdorff et nyt kirkeprojekt, denne gang en rendyrket centralkirke med Pantheon i Rom som forbil­lede. Planen blev dog opgivet ved Harsdorffs død i 1799, men den bevarede træmodel er ud­stillet på Kunstakademiets Bibliotek. Også Emil Aarestrup fattede interesse for det kuld­sejlede kirkebyggeri og digtede 1839:

Marmorkirke, taus og eensom,

Ufuldført, mosgroet og huul,

I hvis Helgennische Drengen, Halv med Gysen, leged Skjul!

For tilrejsende blev den også en attraktion. En jysk bondekarl skrev på sit kluntede danske i 1849, at kirken "er bygget af lutter blaa Norsk Marmor, og forfalder Aar for Aar. - Der siges at hvis Krigen ei havde kommen paa skulde den have bygt istand, og vilde vist blevet den første i Kjøbenh.".

Først finansmanden C. F. Tietgen forbar­mede sig over ruinen, da han i juni 1874 købte hele pladsen af staten og forpligtede sig til at bygge kirken færdig. Eigtveds oprindelige ide­alplan med en 76 alen høj stenkuppel, en af de meste himmelstræbende i Europa, var for­længst opgivet. Med Ferdinand Meldahl som arkitekt blev det i stedet til en 48 alen høj kup­pel, holdt i romersk barokstil ligesom den øvrige bygning.

Den daglige leder af arbejdet var arkitekten Albert Jensen med hjælp af Carl Thonning. Af økonomiske grunde måtte man opgive at fuldføre bygningen i norsk marmor, hvorefter ølands- og faksekalksten anvendtes i stedet. Kuplen, som dækkedes med kobber, blev rejst over en søjlesmykket tambur, et arrangement helt efter forbilleder i Roms barok. For at skaffe midler til den kostbare tagdækning ind­samlede man kobbertøj og pengegaver, mens korset øverst på kuplen skænkedes Tietgen af hans medarbejdere. Det afsløredes 1883 på Grundtvigs hundredårsdag 8. september.

"Punch" var så forarget over kobbertaget, at det i 1885 skrev: "og de Folk har rigtignok Andet at bestille med at passe paa Meldahl, at han ikke forskjønner Byen med flere Kobber­kasseroller og Vandkander omkring, som ude paa Marmorkirken".

På balustraden øverst på tamburen ses zink­statuer, der fremstiller "repræsentanter den kristne kirkes historie" fra Moses til Luther. Mere interessante er de kolossale og for­vitrede marmorkapitæler, som kommer til sy­ne i græsset bag bygningens indhegning. De er et levn fra 1700-tallets byggeplads og viser, hvilket storslået bygningsværk, man havde tænkt sig.

Interiøret har rotundens klare form, adskilt ved arkader fra de omkringliggende korrido­rer. Pulpiturerne bæres af 12 marmorsøjler, og i korskranken ses en døbefont udført i mar­mor af Joakim Skovgaard.

Mayonnaise-kvarteret

Mayonnaise-kvarteret, populær betegnelslfor kvarteret omkring Laksegade og Hum­mergade, af hvilke den sidstnævnte blev sane­ret i slutningen af 1950erne. Det var forfatte­ren Gustav Esmann (død 1904), som gav ste­det dets gastronomiske navn. I begge gader, der var anlagt omkring 1650 i den tidligere kongelige urtehave, boede søens folk. Blandt Hummergades senere beboere kan nævnes fle­re af Det kgl. Teaters folk, der havde deres bo­pæl i nr. 15: syngemester H. O. C. Zinck i 1805, instruktør P. Frydendahl i 1827 og danserin­den Juliette Price fra 1858-61.

Udtrykket "da Fanden var løs i Laksegade" går helt tilbage til 1826, da man i nr. 15 opleve­de mærkelige ting. Folk hørte skældsord, hyl og rovdyrbrummen, det fløj med husgeråd og kartofler, selv vinduerne sprang i stykker. Men politiet kunne ikke løse gåden, som gav næring til den vildeste fantasi og overtro blandt københavnerne.

Meinungsgade

Meinungsgade, en sidegade til Nørrebroga­de, er opkaldt efter kaptajn Conrad Robertus Meinung, der ved midten af 1800-årene ejede nogle grunde på stedet. I en periode, hvor man interesserede sig for sundere arbejderboliger (se s. 52), fandt han frem til en hulmurskon­struktion. Metoden premieredes ved en ver­densudstilling i Paris. Meinungsgade 17a-b, en grundmuret ejendom med tegl i mønster­muring, opførtes for Smedemesterforeningen af 1883. På facaden et relief af ankersmede­mester A. W. Holm.

Metropolitanskolen

Metropolitanskolen har tidligere ligget i Fi­olstræde 4-6, hvor dens gamle bygning er be­varet. Skolens historie går tilbage til ca. 1210, da man stiftede Vor Frue Kollegiatkapitel. Denne institution, der bestod af kanniker med en dekan i spidsen, havde til formål at bestyre Vor Frue Kirkes ejendomme og andre ind­tægtskilder samt varetage udførelsen af guds­tjenesten så prægtigt som muligt. I gudstjene­sten havde man især brug for kordrenge og præster og disse grupper måtte derfor skoles, så de kunne fungere godt. Hermed var grund­laget skabt for en skole svarende til landets øvrige kapitelskoler.

Først i 1246 nævnes Vor Frues skole med sikkerhed, nemlig i et testamente, hvor et af vidnerne noteredes som "Magister Toti, Rec­tor scholarum in Haffn". Omtalte magister Toti var altså skolens først nævnte rektor. Fortsat er oplysningerne om skolens virke temmelig magre, men i 1343 var der visitats på befaling af bispen i Roskilde og hans repræ­sentanter fandt da, at kapitlet underholdt en "scholasticus ydoneus, non perpetuus" (en duelig, ikke fast ansat skolemester). Undervis­ningen omfattede hovedsagelig færdigheder i at skrive og tale latin.

Et gammelt privilegium, de fattige skole­drenges ret til at tigge til deres kost i byens gader (det samme gjaldt andre steder i Danmark), blev knækket af Christian 2. i 1519. Han befalede, at ingen måtte søge Køben­havns Skole, hvis han ikke kunne ernære sig selv.

Gennem hele den katolske tid og frem til an­den verdenskrig havde skolen haft sin bygning i umiddelbar nærhed af domkirken. Den sko­lebygning, man rejste i 1599, blev ligesom domkirken ødelagt ved den store brand i 1728. Men allerede 1731 var en ny rejst i dens sted. Bygningen findes gengivet 1748 i Thurahs: Hafnia Hodierna. I samme periode indførte Christian 6. en skolereform, hvorefter den nederste lektie (sinkelektien eller sinkeklas­sen) blev nedlagt i Vor Frues skole og antallet af lektier reduceredes til 7 (inklusive mester­lektien). Latinen var stadig højt prioriteret, men græsk og hebraisk spillede også en rolle. Under Københavns bombardement i 1807, blev skolebygningen ødelagt og arkitekt C. F. Hansen fik nu til opgave at tegne en ny. Den opførtes under navnet Metropolitanskolen i årene 1811-15 på hjørnet af Fiolstræde og St. Kannikestræde. Ved indvielsen den 23. april 1816 var Frederik 6. og byens vigtigste em­bedsmænd til stede, nydeligt underholdt med tale og kantater.

C. F. Hansens bygning er holdt i streng ny­klassicistisk stil med den særlige detalje, at vinduesmotivet i Vor Frue Kirke er gentaget i mindre målestok i skolen. I øverste etage var indrettet fem læseværelser, hvor det største benyttedes til højtideligheder.

I 1940 flyttede Metropolitanskolen til nye lokaler, det tidligere Femmers Seminarium i Struenseegade og samme år udkom Hans Scherfigs berømte skildring af skolens særlige ånd, "Det forsømte forår". Analyserne var skarpsindige og afslørende. Bogen indledes med et 25 års studenterjubilæum, hvor pro­duktet af anstalten demonstreres; en kværu­lantisk politimester, en barnlig dommer, en overfrisk præst og en hovmodig overlæge, lut­ter eksempler på velbjergede akademikere med store brist, der har deres rod i et misfor­stået pædagogisk system.

Meyns Pavilloner

Meyns Pavilloner i Kronprinsessegade. I 1789 udnævntes professor og arkitekt Peter Meyn til stadsbygmester og efter den tid satte han sit præg på byens udseende, i særlig grad efter den store bybrand 1795. En af årsagerne til brandkatastrofen var den alt for tætte be­byggelse. Under indtryk af dette planlagde man bl. a. Kronprinsessegade for at gøre de gamle grunde på denne side af Kongens Have mere rummelige. Gadens navn var til ære for kronprinsesse Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel, som var gift med den senere Frederik 6.

Da gaden skulle skilles fra haven ved en ind­hegning, leverede Peter Meyn forslag dertil i marts 1802 og det blev i sin helhed fulgt. I peri­oden 1803-04 rejstes pavillonerne, 16 i alt og hver med et enkelt rum 6 alen dybt, 6 alen bredt og 6 alen højt. Oprindelig var facaden til gaden kun forsynet med et halvrundt vindue over indgangsdøren, end ikke i denne var der ruder.

Pavillonerne var tænkt som boder for for­skellige handlende, fra høkervarer til tøj og smykker. Selv et par konditorier skulle betjene det populære kvarter og havens gæster. Det kneb imidlertid med at finde lejere og nogle pavilloner blev ombygget, så de i stedet fik to etager til beboelse. I 1851 begyndte man at sætte store butiksruder i facaden.

I vore dage er pavillonerne fredet af myn­dighederne og der er rift om lejemålene, som bl.a. vævere og billedhuggere har nydt godt af. Endog Piet Hein har haft en af de små pa­villoner, der vidner så stærkt om nyklassicis­men i København.

Mosaisk Kirkegård, Møllegade på Nørre­bro

Ligesom Fredericia og Nakskov har Kø­benhavn sin gamle jødiske kirkegård, sidst­nævnte anlagt 1694, men flere gange udvidet. Det ægte jødiske præg er i høj grad bevaret, således ses flade, opretstående gravsten med hebraiske indskrifter. Efter mosaisk tradition vender indskrifterne mod øst. Den ældste gravsten er dateret 1693, hvilket må betyde at gravlæggelsen har fundet sted, før den offici­elle oprettelse. Mange af marmorpladerne er desværre stærkt medtaget p. g. a. den stærke forurening.

Oprindelig hed Møllegade Sandgravsvej, da der i gamle dage lå store sandgrave, hvor nu De gamles Byer opført. Sandet brugtes bl.a. til hvidskuring af gulve. Senere fik gaden i fol­kemunde navnet "Jødevejen", da kirkegår­den var anlagt. Under englændernes belejring 1807 kom stedet i skudlinien. Major Blom for­tæller, at da englænderne nåede "Jødekirke­gården", satte de sig "bag det derværende Plankeværk, som var forsynet med Skydehul­ler, og aabnede en morderisk Ild, der standse­de vor Fremrykning". Efter træfningen blev nogle engelske soldater begravet på kirkegår­den og deres grave er bevaret.

Musikhistorisk Museum og Carl Claudi­us' Samling

Musikhistorisk Museum og Carl Claudius"s Samling har adressen Åbenrå 32-34, hvor der oprindelig har været præstegård for Re­formert Kirke. Til det nuværende formål blev bygningen 1963-66 restaureret under ledelse af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert. Foruden en instrumentsamling er der arkiv og bibliotek i museet, som blev grundlagt 1898. Blandt in­strumenterne kan nævnes et harmonium, som har tilhørt Christian 8., Niels W. Gades violin og Carl Nielsens klaver. Til det mere kuriøse hører et urkædehjerte, som har været Mozarts eje. Hertil er føjet generalkonsul Carl August Claudius' store samling af musikinstrumen­ter, hvilket 1941 testamenteredes til staten. Museets permanente udstilling giver et glim­rende overblik over Europas brogede instrumentverden, ligesom den besøgende føres gennem musikhistoriens mange faser.

Selve bygningen blev opført 1730-32. Byg­herren, den franske reformerte menighed, havde valgt murermester Gottfred Schuster til det praktiske arbejde, men det er muligt, at den hollandske arkitekt Felix du Sart har haft indflydelse på facadens udformning. Forhu­sets 12 fag brede facade er ejendommelig ved, at den midterste pille fremtræder uforholds­mæssig bred. Bag den svære vinduespille er et tværgående skillerum, som deler forhuset i to præsteboliger. Hver af boligerne har haft egen portindkørsel og gårdsplads.

Møntergade

Møntergade nævnes 1528 som "byes stræde, som løuer till wollen". Det nuværende navn, som først er afhjemlet fra 1623, henviser til indretningen af den kongelige mønt i det tidli­gere katolske Skt. Clare Kloster nær gaden (se s. 149). Af mandtalslisten udfærdiget ved Kø­benhavns belejring 1659 fremgår det, at der i gaden hovedsagelig boede håndværkere: fire tømrersvende, fire tømrere, to vævere, en bødker, en kandestøber, en kurvemager, en handskemager, en hjulmand og en drejer. De lige numre i Møntergade, 4-16, har oprindelig stået som ildebrandshuse. De er alle opført i 1730rne af håndværkere, men som det kendes fra andre ildebrandshuse, er de siden blevet forhøjet med en etage, ligesom facaderne er blevet ændret.