Indholdsfortegnelse

D

Dampmaskiner

I København opstilledes den første dampmaskine 1790 i ankersmedien på Holmen, hvor den drev hammerværket indtil 1803. Den teknisk begavede Ole Johan­sen Winstrup var den første i Danmark, som byggede en dampmaskine. Fra 1824-26 havde han sit værksted i kammerassessor Mommes bryggeri i Nygade og her konstruerede han en lille to-hestes maskine, der skulle drive et val­seværk til maltets knusning. Den 3. september 1827 kunne man i "Magazin for Kunstnere og Haandværkere", udgivet af professor G. F. Ursin, læse en kort artikel herom. Det forkla­res, at Winstrup havde bygget en "sædvanlig Lavtryksmaskine af Watt's Construction", som optog en plads af tre alen i længden, næp­pe en alen i bredden og knap tre alen i højden. Kedlen var sat i forbindelse med fabrikkens hovedskorsten. Kun 4-5 timer en gang om ugen var dampmaskinen i gang, så begyndel­sen var beskeden. Men rapportøren udtrykker sit håb om, at flere industrifolk vil bruge den­ne "vistnok paa flere Steder savnet Kraft". Winstrup byggede senere adskillige dampma­skiner.

Trods brandfare og store omkostninger ved anskaffelsen af dampmaskinerne vandt den nye drivkraft frem. Men de mange rygende skorstene generede københavnerne. Etable­ringen af et sådant anlæg gav 1835 anledning til adskillige klager, eftersom den "udsendte til Tider den vederstyggeligste Luft, baade o­ver de nærmere tilgrænsede Ejendomme, saa­velsom over Veje og de langs Søerne anlagte Promenader, saa det især for svagelige var skadeligt at blive indhyllet deri, ej at tale om, at Klæder og Ting fordærvedes derved".

I kaptajn Ankjærs Geografisk-Statistisk Haandbog fra 1858 opgives det, at "Damp­møllerne" har taget ikke ringe opsving og benyttes meget af "Bagerie for Skibsbrød", bryggerier og brændevinsbrænderier. Ma­skinværksteder og jernstøberier fik også gavn af dem. Frem til 1860 havde firmaet Baumgar­ten og Burmeister fremstillet 134 dampmaski­ner.

Dannebrogsgade

Knud Lyne Rahbek med­deler i sine erindringer, udgivet i 1820rne, at der tidligere kun lå to bemærkelsesværdige bygninger ved Vesterbrogade på strækningen fra Glaciset ud til Bakkehuset, nemlig Den kgl. Skydebane og lige vest derfor pastor Chri­stianis Pigeinstitut. Sidstnævnte oprettedes 1795 af C. J. Rudolph Christiani og her kunne piger af velhavende familier modtage rideundervisning, dyrke legemsøvelser, hvorimod de almindelige skolefag ikke hævdedes særligt. Pastoren led af sværmeriske ideer om under­visningens formål. I øvrigt var Rahbek en overgang lærer ved skolen. Hvor institutets ejendom lå, passerer i dag Dannebrogsgade forbi. Anlægget af gaden påbegyndtes 1858 og navnet var bl.a. valgt ef­ter ønske af Det kgl. Skydeselskab.

Dantes Plads

Dantes Plads kaldes den del af H. C. Ander­sens Boulevard, som passerer forbi Glyptote­ket. Navnet blev vedtaget 1921, da man i Dan­mark ønskede at mindes 600-året for den store italienske digter Dante Alighieris død 1321. Herefter begyndte venner af Danmark i Itali­en og danskere i Rom at rejse penge til et min­desmærke for digteren. Det skulle være et søj­lemonument, hvortil grundstenen blev ned­lagt 23. juni 1922 af Vittorio Emanuele (itali­ensk regent 1900-44) og kong Christian 10.

Byen Rom skænkede en antik granitsøjle til mindesmærket, hvis udformning arkitekt Carl Brummer havde ansvaret for. Tegningen til soklen leveredes af arkitekt Gunnar Biil­man Petersen, mens bronzepladen med por­træt af digteren, som er placeret umiddelbart øst for søjlen, skyldes den italienske billed­hugger S. L. Andreotti. Portrættet bekostedes af byen Firenze, hvor Dante var født. På søj­len er opstillet en statue af Dantes ungdomsel­skede, den lidt knibske Beatrice, der spillede en vigtig rolle i hans værker Vita nuova og Divina Commedia. Ingen daværende dansk kunstner var vel bedre egnet til at skabe denne figur end netop billedhuggeren Einar Utzon Franck. Fra omkring 1910 havde han søgt til­bage til den florentinske renæssance, hvor han hentede mange af sine inspirationer, og da den nye klassicisme brød igennem i dansk kunst få år senere, fik han også dybe påvirkninger der­fra. Med Utzon Francks statue var monumen­tet afsluttet og det indviedes 23. august 1924.

Dantes Plads 22, se Glyptoteket

"Dardanellerne"

Dardallennerne er forrige århundredes vit­tige betegnelse for de to hjørneejendomme, der 1857-58 opførtes ved indgangen til Nør­rebrogade. Ejendommen, som har rundbuede vinduesåbninger og ligger på det søndre hjør­ne, opførtes af tømrermester Wildau. Bygge­sjusk kendte man også til dengang, i dette til­fælde piloteringen, hvorfor stadsbygmesteren 14. marts 1857 i en skrivelse til bygherren er­klærede, at " Ved Betragtning af den Pæle­ramning De i disse Dage har paabegyndt, sy­nes ovennævnte Lovbestemmelse §9 ikke skee fyldest. Jeg har mig derfor nødsaget til at give Dem det Paalæg ikke at paabegynde noget Murerarbejde oven paa disse Pæle forinden det nærmere er undersøgt hvorvidt de har til­børlig Styrke og Fasthed til at modtage Tryk­ket af en saa stor Bygning".

Ved projekteringen prøvede man i øvrigt at gøre de to ejendomme så monumentale som muligt, idet de forsynedes med hjørnetårne. Resultatet skuffede, og i Borgerrepræsentati­onen udtalte arkitekt Meldahl: "Hvilke An­strengelser var der ikke blevet udfoldet for at faa de usle, ynkelige Taarne ved Hjørnerne af Dosseringerne frem... og hvilken Virkning har de ikke gjort""

Davids Samling

Davids Samling, Kronprinsessegade 30, har til huse i en patriciergård af enkelt ydre. Arki­tekt, professor J. H. Rawert var ansvarlig for opførelsen af det grundmurede for- og side­hus, mens hans svoger, kommandørkaptajn J. C. Krieger stod som bygherre. Byggeriet af­sluttedes 1807. Museet, som regnes for et af Nordens fineste, blev grundlagt 1945, da høje­steretssagfører C. L. David skænkede sine kostbare kunstsamlinger til den danske stat. Med gaven fulgte huset, hvis interiører, efter stifterens ønske, skulle danne rammen om ud­stillingerne. Man bemærker ved indgangen den fornemt svungne trappe fra 1807, som vidner om Rawerts dygtige håndelag.

Samlingens mest fremragende del, islamisk kunst fra Iran og de omkringliggende lande, dækker tidsrummet fra 700- til 1500-tallet og har hovedvægten på glas, fajancer, metalar­bejder og silkestoffer. Endvidere ses en række illuminerede håndskrifter.

Museet rummer desuden møbler fra David Roentgens værksted, engelsk møbelkunst, dansk sølv fra 1600- og 1700-tallet samt porce­læn fra Den kongelige Porcelainsfabrik. Af fransk kunst skal fremhæves et dørstykke gjort 1742 af den berømte franske rokoko­maler Francois Boucher. Maleriet, som er holdt i blå toner på en gråhvid baggrund, har som motiv en yndefuld have med en fornem kineserinde, der opvartes.

"Dehns Palæ", Bredgade 54

Dehns Palæ opførtes som pendant til "Bernstorffs Palæ". Gennem de­res bygningshistorie er de to palæer knyttet sammen, idet bygherrerne Frederik Ludvig v. Dehn og Johan Hartvig Ernst Bernstorff valg­te samme arkitekt, den fra Tyskland indvan­drede Johann Gottfried Rosenberg. De to standspersoner, der begge nød titlen baron og gehejmeråd, kunne også forliges om at opføre deres huse på samme tid og lade arkitekt Ro­senberg foretage en række fællesindkøb af byggematerialer. Projekterne til byggerierne kom også lige hurtigt gennem bureaukratiets maskineri, for Eigtved, som havde ansvaret for hele Frederiksstadens planlægning, skrev 1753 til magistraten, at "Facadetegningerne for Deres Excellencer, Gehejmeråder og Baro­ner v. Dehn og Bernstorffs Bygninger har jeg som sædvanlig til Stadsbygmesteren paateg­net"

En række byggeregnskaber er bevaret og et af de mest fortællende bilag gælder Dehns byggeri. Den 27. april 1752 ansøgte Rosenberg om tilladelse til at indføre en række materialer "til Brug ved hans Excellence, Hr. Gehejme­råd og Baron von Dehns Nybygning på Ama­lienborg". Af materialerne kan nævnes: 1.800.000 mursten, 50.000 glaserede tagsten, 150 tønder fransk gips, 50 kurve fransk glas, 15 kister pommersk glas, 700 pommerske bjælker, 300 westerwigske eller calmerske brædder, 30.000 kubikfod gotlandsk sand­sten, 3.000 svenske fliser, 4.000 stk. 6-tommer nagler, 20.000 stk. 5-tommer nagler og 100.000 stk. nagler af 4 tommer.

Et bilag fra april 1758 fortæller om det fort­sat gode samarbejde mellem de to bygherrer, dennegang "om de til deres Hoteller indkom­ne Varer og Mobiliesager (møbler)".

På dette tidspunkt stod palæerne færdige (Dehns allerede 1755). Begge var opbygget af tre pavilloner forbundet ved lavere mellem­bygninger og alt gjort i en frodig barok. To hovedindgange var indrettet i Dehns Palæ, henholdsvis i den trefags vestibule i midtpavil­lonen og i den nordre pavillon, hvor den fine marmortrappe endnu er bevaret. Ad marmor­trappen førtes man op til beletagens repræsen­tationsrum. Hvad angår de øvrige interiører i det dehnske palæ, er næsten alt radikalt æn­dret. I beletagen blev i 1800-tallets første halv­del indrettet en række meget smukke rum af arkitekten G. F. Hetsch. Det skete på foran­ledning af en senere ejer, Christopher Mac­Evoy, som var søn af en skotsk plantageejer på de Dansk Vestindiske Øer og havde bosat sig i København. En række signerede tegnin­ger til ombygningen, nu i Kunstindustrimuse­ets eje, vidner om den store omhu, hvormed Hetsch arbejdede. Indretningen må være på­begyndt i midten af 1820rne.

Et af de smukkeste interiører er det lille ka­binet, som udstyredes med tøndehvælvet loft og grisaillemalerier over dør og vestvæg. I an­dre rum forgyldtes de rigt forzirede gipslofter og i hele beletagen indsattes brede, dobbelte døre i fuld mahogni. Efter sigende henlevede MacEvoy med ødselhed sine sidste år i disse omgivelser og døde 1838. Hetsch-interiørerne er endnu bevaret og kaster lys over den interi­ørstil, som prægede C. F. Hansens Christians­borg, for Hetsch var svigersøn til den danske nyklassicismes store mester og har haft lejlig­hed til at medvirke ved slottets udsmykning.

Flere nye ejere fulgte på skift i 1840rne og vi­dere frem, indtil hofpianofortefabrikant Fre­derik Møller 1872 rykkede ind. Han lod stue­etagen indrette til sin klaverfabrik (Hornung & Møller), mens 1. etagen udlejedes til Musik­konservatoriet. Det berømte firma virkede i huset indtil 1976 og ejendommen ejes nu af Danmarks Apotekerforening.

Domhuset

Domhuset og Arrestbygningen (Køben­havns Byret), Nytorv 25, Kattesundet 13 og Slutterigade, opførtes af den antikbegejstrede C. F. Hansen, som år 1800 blev anmodet om at projektere et råd- og domhus. Det skulle er­statte byens gamle rådhus mellem Gammel- og Nytorv, ødelagt af branden i 1795. Tegninger­ne var færdige 1803 og to år senere indledtes byggeriet på den grund, hvor Vajsenhuset tid­ligere havde ligget.

Domhuset, med facaden lagt mod Nytorv, fik det monumentale præg, myndighederne kunne ønske sig: en tempelfront med seks jo­niske søjler. Thorvaldsen gjorde endog to ud­kast til en skulpturel udsmykning af frontispi­cen, men intet gennemførtes deraf. Indskrif­tens magtfulde ord er hentet fra Jyske Lovs fortale (skrevet 1241): Med lov skal man land bygge.

Et storslået trappeanlæg leder op til vesti­bulen, hvis loft støttes af fire doriske søjler med svære skafter, kun kanneleret i en kort indsnævring under søjlehovedet. C. F. Hansen og hans kolleger i udlandet betragtede denne søjletype som den ældste græske, af de fra­nske nyklassicister kaldet "dorique primitif". Da C. F. Hansen i 1780erne studerede i Rom, havde den været højeste mode og var tillige gengivet i flere af samtidens efterspurgte arki­tekturatlas. Lidt malplaceret i denne sammen­hæng virkede Christian Gottlieb Vilhelm Bis­sens statue af bisp Absalon som yngre, op­stillet 1872 i forhallen, men senere flyttet.

Med sans for tidens strømninger lykkedes det også C. F. Hansen at indsnige træk af egyp­tisk arkitektur, et par egyptiske hoveder på nogle dørkarme og to sfinkser, der flankerer et ur. Bygningen har i øvrigt gennemgået en del mindre ændringer og smukkest bevaret er Stadsrettens og Magistratens tidligere sale. Sidstnævnte, som har søjlebåret loft med stuk og kassetteværk, var en periode sæde for Borgerrepræsentationen, indtil den 1902 flyttede til det nye Rådhus.

Forfatteren og juristen Otto Rung, som op­levede domhusets vidtløftige kompleks før år­hundredskiftet, har skildret det således: "Hele Stueetagen var forbeholdt Byens Borgmestre, Magistrat og Borgerraad som Nabo med Poli­tikammer og dets Anneks af skumle smaa Kontorer, hvor Politiets Inspektører med dets Stab af Opdagere og Betjente husedes snævert og tæt. Paa første Sal fandtes langs en krin­kelkroget Flisegang de seks kriminelle Kamre samt den hele Hof- og Stadsret med Gælds­kommission og Vidnekamre, og paa Kvisten mellem Taganlægets muldnende Arkiver laa Kongens Fogeds smaabitte Stuer gemt. Her oppe sad man ved Vintertid og skrev ved Pul­tene i Skær af et Stearinlys, for Gassen var endnu ikke naaet midtvejs op i Etagerne her paa Byens Raadhus!".

Sideløbende med opførelsen af domhuset rejstes Arresthuset (mandsfængsel) ud til Slut­terigade og Hestemøllestræde. En god del af nyklassicismens fængselsarkitektur repetere­des her med understregning af det dystre og strenge. To murbuer med overdækkede gan­ge, som Sukkenes bro i Venezia, forbinder domhuset med fængselsbygningen og lukker Slutterigade inde. Ud til denne gade er fæng­slets hovedfacade med høj rusticeret sokkel og deri runde glughuller. Ligeså pragtfuld er midtportalen, hvis rusticerede former genta­ges i første etages vinduesindramninger. Her­over ses atter to rækker vinduer, de nederste med tunge udhæng.

Som inspirationskilder må nævnes George Dance Newgate Prison opført 1770-78 i Lon­don og fængslet i Aix bygget af Ledoux. Bag alt dette spøger dog i sidste indstans italiene­ren Piranesi, der med sine berømte Carceri­stik (1750erne) fabulerede over fængslets- og torturkammerets rædselsverden.

Domus Anatomica

Domus Anatomica er navnet på det anato­miske teater, som 1642-44 indrettedes i en af Universitetsgårdens bygninger ud mod Frue kirkegård (nuværende Frue Plads). Skønt et beskedent lectorium medicorum allerede om­tales 1605, blev det 1621 understreget i univer­sitetsstatutterne; at et egentligt "theatrum an­atomicum" var ønskeligt. Sådanne bygninger, hvor det menneskelige legeme dissekeredes i nærværelse af de studerende, havde længe væ­ret i brug ude i Europa. Felix Platter byggede i Basel et anatomisk teater, hvor han i løbet af 50 år secerede 300 lig. I 1639 blevet lignende åbnet i Amsterdam og her kunne man følge dr. Tulps demonstrationer (han er fremragende afbildet af Rembrandt).

Initiativet til det københavnske anatomi­teater skyldtes Simon Paulli, som Christian. 4. i 1639 havde indkaldt fra Rostock og udnævnt til professor i anatomi, kirurgi og botanik. Den l. januar 1644 var ombygningen næsten afsluttet og Paulli udsendte et program, der fortalte om institutionens oprettelse. Hans forelæsninger indledtes dog først 3. marts 1645 og her benyttede han et kvindeligt kada­ver til demonstration. Dokumenter fra perio­den viser den grelle modsætning mellem det folkelige had, menneskedissektionerne kunne rejse og den folkelige forlystelse, der vaktes ved offentlige henrettelser, f.eks. den brutale henrettelse og lemlæstelse af massemorderen Jens Fuglefænger.

Domus Anatomicas berømteste forelæser var Niels Steensen, kendt som Steno, der i ud­landet var blevet kendt for sine anatomiske opdagelser, bl.a. ørespytkirtlens udførselsgang. Da Niels Steensen hjemkaldtes 1672 fra Firenze, kunne man ikke tilbyde ham et pro­fessorat, eftersom han var konverteret til ka­tolicismen. Det blev kun til en stilling som "kgl. anatom" og som sådan genåbnede han Domus Anatomica med en tale, hvis smukke­ste ord lyder: "Skønt er det, vi ser; skønnere det, vi forstår; skønnest det, vi ikke fatter". Han gennemførte dog ikke mange demonstra­tioner, før religiøse stridigheder med intole­rante landsmænd atter fik ham til at vende til­bage til Firenze i 1674.

I Thomas Bartholins Cista medica Hafnien­sis fra 1662 er en omhyggelig beskrivelse af hu­set samt en afbildning set fra Studiegården og en gengivelse af auditoriet. Sidstnævnte havde fire rader bænke i firkantet amfiteatralsk form og i midten stod dissektionsbordet om­givet af et rækværk, der skulle holde tilskuer­ne på afstand. Auditoriet stod i forbindelse med et lille værelse, hvorfra Frederik 3. under­tiden overværede forelæsningerne. Til salens udsmykning hørte menneske- og dyreskelet­ter, ligesom det var skik i udlandet. Det vides, at Paulli opstillede et mandligt og kvindeligt skelet, der fik navnene Adam og Eva og place­redes omkring livets træ med slangen. Bygnin­gen blev fuldstændig ødelagt ved branden i 1728.

Dragespringvandet

Dragespringvandet på Rådhuspladsen skyl­des et inspirerende samarbejde mellem Thorvald Bindesbøll og Joakim Skovgaard. Anled­ningen var en konkurrence om et monument til Amagertorv-Højbro Plads, som Forening­en til Hovedstadens Forskønnelse havde ud­skrevet. Førsteudkastet til Dragespringvandet blev modelleret 1889 af Skovgaard. Den op­rindelige idé var Skovgaards, men Bindesbøll omformede den, hvorefter Skovgaard gjorde den færdige skitse. Trods kunstværkets origi­nalitet vandt de ikke konkurrencen, idet før­stepræmien gik til det langt svagere Storke­springvand.

Bindesbølls og Skovgaards springvand rej­stes til gengæld på Rådhuspladsen. Det indviedes i sin første form, uden tyren, i 1904. Bag initiativet stod komitéen for udstillingen "Dansk Kunst til 1890", som afholdtes 1901 i Rådhushallen. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse samt Eibeschützlegatet gav også penge til formålet. Ideen til den karakteristi­ske, arkitektonisk udformede kumme fik Skovgaard, da han en dag passerede Sølvga­des Kaserne (Statsbanernes nuværende byg­ning) og fik øje på dens smukke taglinie. Hvis man vendte den på hovedet, fik man en glim­rende springvandskumme!

Kort før afsløringen af den store udsmyk­ning til Rådhuspladsen, havde dagbladet Politiken et interview med Thorvald Bindesbøll, som bl.a. udspurgtes: "Hvordan forholder det sig egentlig med Deres og Joakim Skov­gaards Samarbejde" Hvem har komponeret det ene og hvem det andet af Springvandet" ­Fontænen, mener De. Tja, Joakim og jeg har s'gu været lige gode om at rode med det hele".

Da monumentet stod færdigt 1904, var pressen fuld af kritik, og det folkelige vid sammenlignede kummen med en spyttebakke. Kritikken forstummede dog, da tyren omsi­der kom til i 1923.

Dragør

Dragør spillede en betydelig rolle i middelal­deren, så længe der var betydeligt sildefiskeri i sundet. Hansebyerne viste stor interesse for fi­skerlejet og 1370 fik de handelsprivilegier og ret til saltning af sild i Dragør. De hanseatiske boder antages at have ligget nord for byen. 1396 nævnes tilstedeværelsen i Dragør af folk fra Deventer, mens folk fra Stettin omtales 1470. Da Nationalmuseet 1973-74 gravede i Dragør, fandt man klædeplomber; to af dem bar som symbol en løve over en fransk lilje og kunne føres tilbage til Roermund i Limburg. Ud fra møntfund i samme udgravningslag blev plomberne dateret til 1350-1400. Hermed var det dokumenteret, at Danmark i denne pe­riode havde importeret klæde fra byer i Maas­området.

Med sildefiskeriets ophør mistede Dragør sin betydning i en længere periode. Sundet blev dog atter en indtægtskilde, da Dragør­fiskerne begyndte at lodse skibe igennem det. Omkring 1560 gik omtrent 2.000 skibe årligt gennem Øresund og søtønder blev udlagt flere steder, således to ved Dragør i 1557. Dragør­lodsernes betydning understreges af, at de 1684, som de første i Danmark, fik kongelig autorisation. Den 8. marts 1684 tilskrev Chri­stian 5. sin overrenternester, at "sex Mænd paa Dragøe" altid var til disposition, når hans orlogsfartøjer skulle op eller ned gennem Drogden. Da et Drogden Fyrskib første gang 1837 blev lagt for anker på grunden, en positi­on fyrskibene holdt de næste 100 år, bestemtes det, at Dragør-lodserne på skift skulle over­natte der ude på fyrskibet.

Skibsfarten på fremmede havne fik også be­tydning for Dragør, både før og efter krigen mod England. I 1830rne berettes det, at byen ejede 39 fartøjer på 1882 læster. "De fleste fa­re med Brænde mellem Kjøbenhavn og Pro­vindserne, 6-8 sejle paa Østersøen og Eng­land, men søge mest Vinterhavn hjemme. Desuden haves 35 Kragejoller, der bruges deels som Bjærgningsfartøjer, deels sejle de med Tørv fra Humlebæk og føre Grøntsager til Helsingør". Den anden blomstringsperiode for skibsfarten begyndte i 1850erne, hvor flå­den hjemmehørende i fiskerbyen voksede be­tragteligt. Omkring 1870 var her ca. 70 skibe og 1878 blev Dragør Danmarks tredjestørste søfartsby. Flåden talte da 78 skibe på i alt 12.442 brt.

Om vinteren, når Østersøens havne var luk­ket af is, satte nogle af skibene kursen mod Middelhavet eller fjernere himmelstrøg. Der fragtedes gods fra Middelhavet til New York, sukker bragtes fra De vestindiske Øer til Dan­mark, kryolit blev sejlet fra Ivigtut til Phila­delphia og laster med petroleum i fade førtes fra New York til Tyskland. Enkelte skibe gik endog i fart på Sydafrika og Sydamerika eller længere borte. Foråret med isens opbrud var en fest, der kom løv og frugter i masteskoven i Dragør, for nu kunne østersøhavnene atter besejles. Skipperne bestilte frisk rugbrød til tre-fire ugers sejlads og man købte "Cantøfler fra Pitter Jans".

I 1880erne begyndte skibsfarten atter at gå tilbage, skibsreder C. C. Jans kunne allerede 1877 notere sig ni forlis eller havarier på 2½ år og 1890 var kun 56 Dragør-skibe med i alt 4.230 tons på fart. Ved århundredskiftet var dampskibene for alvor blevet dominerende, hvorefter den resterende flåde hyredes til hjemlig fart.

Dronning Louise Bro

Allerede 1562 næv­nes en fjællebro som forbindelse over Søerne nær det sted, hvor Dronning Louises Bro langt senere blev bygget. Christian 4. lod 1618-­20 denne erstatte med en dæmning og bro, da den ny Frederiksborgvej anlagdes. Ved bro­kvarterernes bebyggelse i sidste halvdel af 1800-årene måtte trafikforbindelserne over Søerne forbedres, og de specielle problemer, der knyttede sig dertil, diskuteredes. Især var det ønskeligt at sikre de mange passerende på en fremtidig bro mod lunefuldt blæsevejr, "da det næsten altid, selv under svagere Vinde, var vanskeligt at holde Paraply oppe".

Arkitekt Emil Blichfeldt fremlagde det mest originale projekt for myndighederne, et for­slag til en kombineret bro og basargade, helt i stil med de berømte butiksbroer i Firenzee og Venezia. Et hovedargument var, at Frederiks­borggades forlængelse havde udviklet sig til en glimrende forretningsgade med alle butikker optaget. Bladet "Ude og Hjemme" fremlagde 1883 illustrationer af Blichfeldts butiksgade og vurderede det som en "baade i praktisk og kunstnerisk Henseende vellykket Plan".

En afsluttende debat 18. april 1884 i Borger­repræsentationen pustede en smule liv i pla­nen med 13 stemmer mod 12, men magistraten valgte i stedet et enklere, mere traditionelt for­slag og under Vilhelm Dahlerups ledelse byg­gedes broen 1885-87. Broens rækværker er prydet med fire ensartede bronzeskjolde, der gengiver Københavns byvåben, omkranset af våben, hjelme, visirer, faneborge og løver.

Dyrkøb

Dyrkøb, gaden langs sydsiden af Vor Frue Kirke, har navn efter en vinhandlergård på stedet. Den er tidligst omtalt 1622 og ejedes se­nere i 1600-tallet af købmand og skibsreder Abraham Lehn. Da vinhuset i 1699 blev ned­revet, for at kirkegården kunne udvides, skete det både til menighedens og den daværende indehaver Jørgen Sohls fortrydelse. Sidst­nævnte forfattede et klagedigt, hvori det ly­der:

"Saa snart Froprædiken med "Ære være" slutted,

lød Kirkedøren og, da saa man, mange putted

ad Kjælderhalsen ind, Langfasten var dem tung,

en Haandværks Karl og Dreng lod derfor op sin Pung.

Højmessens "Kyrie" sang den bedaged" Borger

og i Vinens Spidseglas og lagde der de Sorger,

som han fra Sengen bar, indtil man "Troen" sang,

ved mindste Klokker tog de først sin Kirkegang.

Naar Aftensprædiken med Søndags Andagt endtes,

de fleste Næser hen til Dyrkjøbs Hjørne vendtes, af Vismars, Rostoks Pot, af rinsk og franske Pæl man drak paa Natten ud til Værk i Taa og Hæl".

Da Assistens Kirkegård blev anlagt på Nørre­bro i 1760, nedlagde man Vor Frues jordstykke til begravelser (Urtegården). Det nye afsnit på Assistens indviedes i november samme år af stiftsprovst Butzow. Dyrkøb nr. 1-5 er opført for forskellige ejere i årene 1812-15, hvad der klart kommer til udtryk i de nyklassicistiske facader.

Særlig må Dyrkøb 1/Skindergade 34 frem­hæves. Dets udformning skyldes arkitekten C. F. Hansen, der pa dette tidspunkt bidrog væsentligt til hovedstadens genopbygning. Bygningen, kaldet "Trøstens Bolig", opførtes for staten som bolig for mindre formuende håndværkerfamilier. Fra 1854 benyttet af Sol­dins Stiftelse.

Dyrekampe

Shakespeares London, hvortil Christian 4. rejste 1614, var kendt for sine bjørnetæmmere og dyrekampe. Ifølge histori­keren P. F. Suhm skal man have underholdt den danske konge ved at lade bjørne og tyre slås. I København blev det også en kongelig forlystelse at hente dyr fra fremmede lande og lade dem optræde. Christian 5. havde dresse­rede bjørne i Rosenborghaven, og da man for­ året 1680 fejrede prinsesse Ulrikke Eleonoras' kommende formæling med den svenske kon­ge, arrangeredes en dyrekamp på ridebanen ved Københavns Slot. Først blev bjørne og ti­gere sluppet løs for at kæmpe med hunde, der­næst blev grævlinge og tyre sluppet løs på hun­de. Morskaben varede fra kl. 9 à 10 til om afte­nen. Fra en dagbog 26. oktober 1707 er følgen­de beskrivelse om hidsning af dyr på slottets ri­debane: "en artig Dyrekamp anstillet imellem en grum Tyr og nogle bidske Hunde, item imellem en Bjørn og en Hest. Den Lystighed anstilledes Prins Carl til Ære paa hans Fød­selsdag".

Disse kongelige fornøjelser udbredtes efter­hånden til det københavnske borgerskab. Så­ledes fik en tysker ved navn Müller 1717 tilla­delse til i sin have at holde "en Hidsebane og derpaa en Oxe med nogle Hunde". En endnu større attraktion var Bræmers ølhave i Sofie­gade på Christianshavn, hvor der 1733 fremvistes "et Hitzerie af en Tyr, Bjørne og Hunde, saa og en udklædt med Sværmere besat Bjørn, som fremførtes paa Bagbenene, iligemaade Hunde, som ved Toug hidses efter Sværmere og foruden Alt dette en Plaisir med nogle Vandsværmere".