Artikler af Bente Kjølbye og John Erichsen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Bente Kjølbye og John Erichsen.

Indhold:

• Holberg og København (Københavns Kronik nr. 16, s. 3-8)

Københavns Kronik nr. 16, oktober 1977, s. [3]-[8]

[Side 3]

Holberg og København

Af Bente Kjølbye og John Erichsen

(Copyright: Bente Kjølbye og John Erichsen)

Et København uden Holberg, det er nok vanskeligt at forestille sig, men det er muligt, skønt Holberg er en hovedkilde til vor viden om livet i hovedstaden i første halvdel af 1700-tallet. Men Holberg uden København, det er en næsten absurd tanke. I den grad lod han sig inspirere af den håndgribelige virkelighed omkring sig, at man tvivler på, at komediedigteren nogensinde var blevet vakt til live uden København.

Han kom ind på at skrive komedier som en følge af, at han levede og virkede i hovedstaden på det tidspunkt, hvor en dansk scene blev grundlagt. Og klogelig trak han byen og dens borgerliv med ind i komedierne. De fleste af dem er mættede med københavnsk lokalkolorit og vrimler med hentydninger til virkelige personer og forhold. Holmens Klokke går forkert, Helligåndskirkens berømte sangklokker, byens stolthed, ringer ulidelig længe, vægterne støjer, kanalerne stinker. Gaderne er beskidte, trafikken højst generende for fodgængere. Priserne er høje, men der er ikke megen sandsynlighed for, at de skal gå ned igen, for de har en tendens til at blive stående, "omendskønt varerne kan fås for den halve del ringere."

Som ingen anden dansk forfatter har Holberg ladet sig inspirere af hovedstadens liv, dens indbyggere og dens problemer. Ikke engang H. C. Andersen har i den grad brugt byen. Holbergs fortrolighed med københavnerlivet lyser ud af komediernes vittige replikker og epistlernes ironiske bemærkninger. Ja, så meget fortæller han om hovedstaden i sine skrifter, at der tegner sig et tydeligt billede ikke blot af byens topografi, men også af værtshusene, det folkelige liv og københavnernes livssyn og vaner.

Allerede Holbergs samtid følte, at han havde taget dem på kornet, og Oehlenschläger slog det senere fast en gang for alle: "Holberg har vidst at fremstille den danske hovedstads borgerlige liv i sin tid så tro, at om byen sank i jorden og man om nogle århundreder udgravede Holbergs komedier, så ville man så godt kende digterens tidsalder deraf, som vi kender den romerske tid af Pompeji og Herculanum." Oehlenschläger nævner endda kun komedierne. I realiteten beskrev Holberg byens liv og sin egen rolle deri i mange af sine skrifter. I memoirerne er han fortælleren, der ikke blot skildrer sine rejser, men også beretter om sin trange studie- og ungdomstid i København. I epistlerne er han ræsonnøren, der funderer over nye og gamle skikke og indfletter en række morsomme betragtninger om byen og dens indbyggere. Også i de latinske epigrammer og i de satiriske digte strør han rundhåndet oplysninger ud om københavnske forhold.

[Side 4]

Der er dog ikke nogen tvivl om, at byen lever sit mest aktuelle liv i komedierne. Replikkerne fødes på stedet. Den Stundesløse har fået "en proces så lang som Købmagergade" på halsen og klager nu sin nød til naboen. Dette billede kan endnu forstås, men i datiden var det ganske åbenbart for enhver, hvor endeløs en sådan proces må have været, for Købmagergade var simpelthen den længste gade i den gamle bydel. En anden letforståelig sammenligning var den vittighed, der serveredes af snyltegæsten Jesper Oldfux, da han skulle smigre Jacob von Tyboe: "Herren ser ud bag til ligesom den var gjort efter Vimmelskaftet. Herrens rumpe er Amagertorv , faldet i ryggen Vimmelskaftet". Denne replik vakte øjeblikkelige associationer for datidens tilskuere, for gaden løb sammen med Skoubogade og Klædeboderne, og hele gadepartiet kaldtes Vimmelskaftet på grund af de tre gaders lighed med skaftet på et vimmelbor eller borsving.

De mere subtile sammenligninger mangler heller ikke. Peblingesøen optræder hele tre gange - i Erasmus Montanus, De Usynlige og Den Stundesløse. Ikke blot får vi at vide, hvor mange dråber der er i søen, men tillige hvor stor og kold den er. Berømtest er Harlekins replik i De Usynlige. Han er blevet så glødende forelsket i sin maskerede dejlighed, at "mit hele legeme er sat udi sådan ildebrand, som hele Pebling Søes is-kølende vande ikke kan udslukke".

Heller ikke virkelige begivenheder går Holberg af vejen for at benytte, som f.eks. den drabelige fejde mellem studenter og militær i 1719, hvor unge kadetter belejrede Regensen. I komedien repræsenterer von Tyboe naturligvis militæret, og pedanten magister Stygotius studenterne. Den store helt fra Brabands belejring slynger om sig med trusler: "... hvis de ikke bekvemmer sig til fred, bryder jeg hele Regensen ned". Begge feltherrerne er dog bag deres krigeriske facade lige ivrige efter at slutte fred og gør det på rigtig dansk: over et godt måltid mad i Fiskerhuset på Østerbro.

Da Holberg skrev denne og 14 andre komedier i den inspirationsbølge, han kaldte "den poetiske raptus", boede han til leje hos sukkerbager Jacob Gelskerchen på Købmagergade 26, 1.sal. Herfra havde han en glimrende udsigt til David Skolemesters gård og til genboen, torvemester Nagel, som vistnok er model til Jacob von Tyboe. I Købmagergade boede mange slags mennesker, vinhandlere, spåkællinger, hyrekuske m.m. Når bønderne kom ind med deres varer, slog det sjællandske og det københavnske op mod komediedigterens vinduer. Holberg var så at sige i første parket, og han benyttede sig af denne chance til at iagttage menneskene og lytte til deres sprog. Foruden torvemester Nagel træffer vi andre af kvarterets personer på scenen, således galanterihandler Kilian Drubien i Ulysses von Ithacia, og inspirationen til at indføre

[Side 5]

Else David Skolemesters i Barselstuen har ligget lige for.

Bylivet morede Holberg. Han havde kendt det fra sine tidligste barndomsår, født og opvokset som han var i tvillingeriget Danmark-Norges næststørste by Bergen. Ligesom København var denne stad et vigtigt handelscentrum, hvortil en stadig strøm af skibe fra fjern og nær søgte hen. Da Holberg i 1702 første gang så København, har han i alle tilfælde ikke været ukendt med det merkantile storbypræg. Langvarige rejser til de europæiske hovedstæder gav ham snart et sammenligningsgrundlag, som han til stadighed brugte over for København. Overalt, hvor han rejse hen - til Paris, Rom, Amsterdam eller London, satte han sig straks ind i tingene, diskuterede landenes folkekarakter og byernes egenart. I 1716 slog han sig ned i København, men han slap aldrig sit kosmopolitiske udsyn. Netop derfor er det noget værd, når han efter at have rejst rundt i det halve Europa bedømmer København så positivt som i epistel 78: "I København kan man udi kort begreb se alt, hvad andre stæder bryste sig af; hvor en mængde af alle nationer opholder sig; hvor der er et kongeligt hof, et stort universitet, en garnison, en sømagt og en samling af alle slags stænder og professioner. At rejse fra en sådan stad til andre stæder for at profitere af omgængelse, er det samme som at lede efter vand, når man bor ved en sø."

Men han var jo som bekendt ingenlunde kritikløs, hverken over for København eller dens indbyggere. Med satirikerens blik så han alle svaghederne: snobberiet, den honnette ambition, rangsygen, modegalskaben, københavnernes trang til at overgå hinanden, ødselheden, og det politiske kandestøberi. Navnlig ødselheden har den sparsommelige Holberg et godt øje til. "Københavns indbyggere ville gerne stadse og leve over deres stand og formue; der skal ikke findes mange stæder, hvor folk lever så prægtige, hvor vogne, heste og liberi er så almindelige som i København," siger han. I dag kan dette udsagn vel siges principielt at gælde for hele landet, og at man sådan kan forlænge hans udtalelse 250 år frem i tiden ville have moret Holberg. Han havde en evne til at anskue aktuelle forhold gennem historiske briller. I komedierne dramatiseres denne sans, og de evige brydninger mellem generationerne, mellem gamle og nye skikke bliver til replikker, der gnistrer af morskab og liv.

Holbergs intense medleven under "den, poetiske raptus" bliver hos den ældre mand naturligt nok til ironisk distance, for imellem komediedigtningen og epistlerne ligger mere end en snes år. Både Holberg og tiderne havde ændret sig. Den muntre tone i Frederik 4.s by, som dannede grobunden for teatret i Lille Grønnegade, var blevet slået i stykker af den katastrofale bybrand i 1728, og senere blev den helt kvalt af Christian 6.s skinhellige pietisme. "Man haver

[Side 6]

en tid set indbyggerne lystige som kalve, en anden tid ærbare og alvorlige som gamle katte", skriver han i en epistel.

Endnu et regeringsskifte oplevede han i 1746, da Frederik 5. blev konge. Nu livede byen op igen! Ja, Holberg begyndte selv at komme ved hove. Den engelskfødte dronning Louise talte dansk med sine børn, skønt det ikke regnedes for fint blandt dannede mennesker at tale andet end tysk og fransk. Holbergs kølige hjerte smeltede. "Det er ikke at beskrive, med hvilken fornøjelse menigmand hører Hendes Majestæt, skønt en Engelsk Prinsesse, at tale dansk med de kongelige børn," sagde han og anbefalede alle at følge deres "behagelige og priselige exempler."

[Side 7]

Holberg oplevede altså i sin københavnertid at se hele tre konger på tronen. I dette store spand af år fra hans første besøg i byen 1702, til han døde her som 69-årig i 1754, ændrede byen sig kolossalt. På scenen og i illustrerede Holberg-udgaver har der været en tendens ned gennem tiderne til at visualisere hans komedier som produkter af Frederik 5.s glade København. Netop denne tid, dvs. 1740'erne og 1750'erne, er særlig rig på fremragende billedmateriale. Den Danske Vitruvius' og Hafnia Hodiernas store kobberstukne illustrationer danner sammen med den lange serie af J. Rach og H. H. Eegbergs malede prospekter et tilsyneladende fuldstændigt billede af det København, som man har kaldt Holbergtidens. Intet under, at en iscenesætter inspireres af denne billedby. Komediernes København er imidlertid noget helt andet. Ca. 3/4 af Holbergs omtale af hovedstaden findes her, og deraf er de allerfleste skrevet i årene mellem 1722 og 1727, altså umiddelbart før branden, som lagde størstedelen af den middelalderlige bykerne i aske. 1450 borgerhuse brændte ned, Rådhuset, Vor Frue, St. Petri, Trinitatis, Helligånds- og Reformert Kirke ødelagdes tillige med Universitetet og de fire kollegier samt professorresidenserne. Det er således den gamle by fra før 1728, der danner de rette kulisser til komedierne, og ikke den nye genopbyggede hovedstad, som rejstes i løbet af 1730'erne og 1740'erne. Branden 1728 danner et markant skel i Københavns historie, og Holberg følte som nok mange andre, at en epoke var definitivt forbi.

Men efter én periode følger en ny. Holberg levede med i byens udvikling og så med glæde de nye kvarterer rejse sig som Fugl Fønix af asken. Han kunne lide de solide symmetriske gavlkvisthuse, som kom til at dominere den indre by og bl.a. ses på Gråbrødretorv. De var rummelige, og de mange vinduer gav lys ind i stuerne. Han oplevede at se byen vokse sig smuk og moderne. Et stort og imponerende Christiansborg blev rejst på Slotsholmen i Christian 6.s tid i stedet for det moderniserede, men alligevel forældede Københavns Slot. Og han opnåede at se de første palæer i Frederiksstadens kompleks af bygninger tage form. Lindencrones Palæ, nu den engelske ambassade, stod færdigt i 1753, og det første af Amalienborg-palæerne indviedes få måneder efter hans død.

Igennem 50 år er livet i hovedstaden opfanget og gengivet med Holbergs skarpe blik for detaljer. Borgerskabet har fået deres første skildrer - siden har Holberg fået følgeskab af mange, sidst af Leif Panduro. I Holbergs københavnerbillede ses det tydeligt, at skønt verden ikke er til at kende igen, har hverken vi eller vore problemer ændret sig stort. Mange faktorer er konstante. Forureningen, larmen i gaderne, trafikken. Nu som dengang er generationskløften et godt samtaleemne, den forlorne videnskabelighed trives i bedste velgående, byggespekulationen er heller ikke ny, og tænk engang, vi lever stadig over evne!

[Side 8]

For moralisten Holberg ville det således nok være lidt beskæmmende at konstatere, hvor lidt hans opdragelse havde virket. For historikeren Holberg ville det derimod være interessant at have ramt så helt og fuldt i plet. Og hvad komediedigteren angår, så kunne han stadig finde rundt i byen, hvis han ville skrive nye stykker om danskernes svagheder. Den indre bys krogede gadenet stemmer i mangt og meget overens med Holbergtidens lige ned til bibeholdelsen af de gamle gadenavne. Det er stadig muligt ikke blot at genkende hans komediepersoner, men også den by, han brugte som medspillende i komedierne.