Artikler af Mette Svart Kristiansen i Københavns Kronik.

Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse. © Mette Svart Kristiansen.

Indhold:


Københavns Kronik nr. 62, s. [6]-[7]

[Side 6]

Wodroffsgaards pestkirkegård, 1711

Af Mette Svart Kristiansen

I 1711 kom pesten til København. Byens øvrighed havde i lang tid fulgt den Sorte Døds vandring gennem Europa, - i 1708 kom den til Danzig, hvorefter den spredte sig langs Østersøkysten og ind i Tyskland, og i 1710 var smitten nået til Helsingør med et skib fra Lübeck. Samme år nåede pesten til Stockholm, hvor 20.000 mennesker døde. De københavnske myndigheder tog dog ingen forholdsregler, og alle troede, at byen ville gå fri. Da pesten endelig nåede København, var man helt uforberedt. Kun få læger tog sig af pestofrene, - arbejdet blev ellers overladt til barbererne. De hygiejniske forhold var katastrofale, man kendte intet til pestens smitteveje eller dens behandling, og af frygt for borgernes reaktion turde øvrigheden ikke gennemtvinge den nødvendige isolation - og begravelse - af ofrene uden for voldene. Inde i byen hobede de smittende pestlig sig op på de overfyldte sognekirkegårde, hvor de ventede på begravelse, og til sidst måtte man etablere flere assistenskirkegårde til aflastning. Kun to pestkirkegårde blev lagt uden for voldene.

København havde dengang ca. 60.000 indbyggere. Da pesten ebbede ud i slutningen af 1711, kunne politimester Ernst i sin officielle rapport fra "Sundheds Contoiret" meddele kongen, at de indkommende ugesedler viste 22.535 dødsfald.

I efteråret 1991 havde Bymuseet lejlighed til at undersøge en af de udenbys pestkirkegårde. I forbindelse med en udvidelse af Niels Ebbesensvejs skole stødte man på begravelser. Bymuseet blev straks tilkaldt. Da begravelser er beskyttet af Museumsloven, blev arbejdet straks stoppet, og hele det truede areal blevet undersøgt. Det viste sig snart, at man var gået ind i den sydlige del af Wodroffsgaards pestkirkegård.

Kvartermester Georg Julius Wodroff fik i slutningen af l600-tallet tilladelse af Christian 5. til at anvende området langs Sct. Jørgens sø. Han og de efterfølgende ejere havde forskellige og mere eller mindre vellykkede forsøg på at etablere en industri i området, herunder bl.a. mølledrift. I 1711 inddroges området imidlertid til pesthospital med tilhørende kirkegård. Wodroff fik gården tilbage i 1713, men han var herefter stærkt forarmet.

Han fik tilladelse til at tigge om almisser ved kirkerne, og kort tid efter måtte han forlade gården.

Der har ikke tidligere været mulighed for at foretage en større arkæologisk undersøgelse af de fra skriftlige kilder så velkendte pestkirkegårde, så det var med stor interesse at Bymuseet i samarbejde med Antropologisk Institut gik ind i arbejdet.

Hele registreringen var en våd og vanskelig affære på grund af det indtrængende grundvand, og feltet omfattede desuden en del af den opgivne mølledam, men trods vanskelige arbejdsforhold, - og med god hjælp fra et par vandpumper, lykkedes det at registrere kirkegårdens sydlige afgrænsning i form af en vandførende grav og nord herfor 54 tætliggende kister.

Kisterne lå i tre, måske fire, store øst-vest orienterede fællesgrave, med flere lag direkte oven på hinanden, - og hvor der har været plads til det, havde man for enden lirket kisterne ned på tværs! De er sandsynligvis ikke lagt ned kontinuerligt. Formodentlig har kisterne hobet sig op i puljer, hvorefter de er blevet lagt ned samlet, og der har ikke været tid eller kræfter til almindelig begravelsesetik. Det vidner blandt andet den meget varierende øst-vest-orientering af hovederne om. Almindeligvis vil kristne begravelser ligge med hovedet i øst, så man kunne se "Dommedags Komme" i vest. Her lå begravelserne både med hovederne i øst og vest, for slet ikke at tale om de begravelser, der lå i enden af gravene med hovederne i syd eller nord. Ligeledes kan man i visse tilfælde på skeletternes placering i kisten se, at nedlægningen er gået stærkt, for individerne er kuret ned i den ene ende, og det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.

Alle begravelserne lå, til stor undren, i solide trækister med rigeligt tømmer. En af kisterne blev taget op til konservering, og den viste sig at være bemalet med en gråblå maling. Ligeledes var der rester af et "S". Her er muligvis forklaringen på de tykke og gode kisteplanker, - man har sandsynligvis, i mangel af kistetømmer, plyndret Wodroffsgaard for træpaneler!

Ud over pestkirkegården, fandtes der også rester af både ældre og yngre aktivitet på stedet, sikkert i forbindelse med Wodroffsgaards etablering og udvikling.