Forfatter: Bi Skaarup, Bjørn Westerbeek Dahl
Titel: Guide til Københavns Befæstning
Udgivet: Kbh., 1996
Kbh., kobenhavnshistorie.dk, 2006
Del: Indholdsoversigt
Note: Denne indholdsoversigt er bygget specielt til webudgaven.

 

Introduktion til webudgaven

Guide til Københavns Befæstning, med bidrag af Bi Skaarup, Bjørn Westerbeek Dahl og Peter Thorning Christensen, blev udgivet i Kulturbyåret 1996. I et samarbejde mellem Miljø- og Energiministeriet, Forsvarsministeriet, Københavns Amt og Københavns Kommune, var et af arrangementerne i Kulturbyåret en formidling af befæstningsanlæggene omkring København. Udover informationsskilte ved de enkelte anlæg, udgaves denne bog samt en række vandretursfoldere. I 10-året for "Kulturby 96" genudgiver Selskabet for Københavns Historie de centrale dele af bogen i samarbejde med forfatterne.

Ophavsret

Af ophavsmæssige grunde udgives Guide til Københavns Befæstning uden illustrationer. Teksterne er venligst stillet til rådighed af forfatterne. Med hensyn til det sidste kapitel: Betonfæstningen 1858-1996, afventer vi en nyskrevet udgave på Københavns Amts hjemmeside. Desuden er afsnittet med befæstningsoversigten udeladt af hensyn til manglende opdatering.


Guide til Københavns Befæstning

900 års befæstningshistorie

 

 

Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1996


[5]


 

Indledning

Denne bog indeholder dels en kortfattet gennemgang af Københavns næsten 900-årige historie som fæstning og dels en beskrivelse af alle de anlæg, som byens fem befæstninger har bestået af. Det er tanken, at den både skal være guiden på en udflugt til de bevarede fæstningsanlæg og referenceværket i forbindelse med læsning af anden litteratur om Københavns eller Danmarks historie.

Den indeholder tre hovedafsnit: Et historisk afsnit, et sted- og anlægsleksikon og en oversigt over befæstningsfagudtryk. Af hensyn til brugeren har vi valgt at dele de to første afsnit op i tre tidsepoker og sætte historie og stedleksikon sammen for hver enkelt epoke:

- De to ældste befæstninger, der var opbygget i jord, sten, tømmer og mur, er rubriceret som Middelalderfæstningerne ca. 1100-1600,

- de to næste befæstninger, der er opbygget i jord, er rubriceret som De bastionære Befæstninger 1600-1870, og

- den sidste befæstning, der er opbygget i jord og beton, er rubriceret som Betonbefæstningen 1858-1996.

Ud over disse hovedafsnit indeholder bogen et kapitel om Konger og krige ca. 1100-1996 og et kapitel om, hvad man kan gå ud og se, med en oversigt over de tilgængelige anlæg med adgangsforhold og adresser.

For at finde frem til anlæggene bør man have et godt kort eller en kortbog over København, og det bedste er Kraks Kort over København og Omegn, hvor de fleste af de store og tilgængelige anlæg er optaget som stednavne, og hvor de mindre kan findes ved hjælp ad adressen.

Hvis man får lyst til at fordybe sig i emnet, bliver man nødt til at søge til den trykte litteratur og de utrykte kilder. Da dette materiale er stort og meget uoverskueligt, har vi valgt ikke at give kilde- og litteraturhenvisninger. De ville fylde uforholdsmæssigt meget.

Vi vil henvise til de to specialbiblioteker (Det kongelige Garnisonsbibliotek og Marinens Bibliotek) og til Folkebibliotekerne, hvad angår den trykte litteratur, samt til Rigsarkivet og dets mange forskellige myndigheds- og institutionsarkiver, hvad angår det utrykte materiale.


7


 

Middelalderfæstningerne ca. 1100-1600

De senere års arkæologiske undersøgelser har klarlagt, at København opstod i de sene 1000-år, formodentlig som en af mange sæsonhandelspladser, der dukkede op i forbindelse med den rige sildefangst langs Øresunds kyster. De fleste af disse små bebyggelser forsvandt igen i løbet af middelalderen, men København groede allerede i løbet af det første århundrede så meget i vigtighed, at man besluttede at befæste den med vold og grav. Byens betydning kan til dels tilskrives dens beliggenhed i den inderste del af sundet mellem Sjælland og den senere Slotsholmen, der gjorde den til den vigtigste overfartshavn til Skåne.

Det var en lille sæsonhandelsplads, der lå mellem den nuværende Rådhusplads og Gammeltorv-Nytorv, som befæstedes. De arkæologiske undersøgelser, som har sandsynliggjort, at denne befæstning fungerede i 1100-årene, har ikke kunnet give en nærmere datering på anlægget. Men en af de begivenheder vi ved har forårsaget, at danske byer blev befæstede i dette århundrede, er kongestriden i 1140­erne og 1150-erne. Da skåningerne og sjællænderne i 1146 valgte Svend Grathe, og jyderne samme år udpegede Knud til deres konge, blev det starten på en lang og bitter kamp om rigets trone. Ind i striden kom Valdemar, oprindeligt for at kæmpe på Svends side, men han gik hurtigt over på Knuds parti. Saxo fortæller, at Svend Grathe først befæstede Roskilde og senere Viborg.

En sammenligning mellem Roskildes befæstning og den, der er påvist omkring det ældste København, kunne meget vel tyde på en sammenhæng, idet forholdet mellem vold og grav samt voldskråningens hældning ligner hinanden. Det er altså ikke usandsynligt, at Københavns ældste befæstning blev anlagt engang i årene lige omkring midten af 1100-tallet.

Et andet københavnsk fæstningsværk fundet under det nuværende Magasin kan være fra denne tid. Den store cirkelformede ringmur bygget i tegl, som blev påvist ved jordarbejder i gården til huset på hjørnet af Vingårdsstræde og Kongens Nytorv i 1873, kan være fra 1100-årenes midte. Den er ifølge udgraveren bygget af en munkestenstype, som er noget kortere end de sædvanlige, og dette kunne tyde på en stentype, der er identificeret som hørende til det ældste teglbyggeri i Nordsjælland, blandt andet ærkebiskop Eskilds borg i Søborg. En datering og nærmere forståelse af dette anlæg vil kun kunne opnås ved nye arkæologiske undersøgelser, men ringmuren kan have omgivet et befæstningstårn eller vagttårn placeret her ved indsejlingen til det ældste København mellem Bremerholm og Sjælland.


8

[illustration]

Det lykkedes Valdemar at afslutte kongestriden i 1157 ved et afgørende slag på Grathe Hede syd for Viborg. Han var nu ene konge i Danmark. Formodentlig ikke længe efter overdrog han den lille by København til sin gode ven og støtte Absalon, som sad på bispesædet i Roskilde. Absalon tilhørte en af landets mest fornemme og rige slægter, Hvideslægten, som holdt til på Sjælland. I de kommende århundreder tilhørte staden Roskilde bispestol. Byen var som nævnt sandsynligvis allerede befæstet under den netop afsluttede kongestrid, men Absalon forstærkede befæst­


9

ningen yderligere ved i årene 1167-71 at bygge en borg på en af de lave strandholme, som byen lå i læ af.

Ifølge den samtidige historieskriver Saxo, blev borgen anlagt som et værn mod de vendiske sørøvere, som i disse år hærgede de danske kyster, men det er klart, at den har været et værdigt, men også sikkert tilholdssted for Roskildebispen, når han var i byen. Borgen blev lagt på det sted, hvor Danmark senere kom til at blive regeret fra, Slotsholmen, og ruinerne kan endnu i dag, efter at de blev genfundet i begyndelsen af dette århundrede, beses under Christiansborgs hovedfløj. Anlægget bestod af en kraftig kridtstensmur i fornem murteknik bygget af sten hentet ved Stevns Klint og sejlet op til byggepladsen. Muren, der dannede en næsten regelmæssig cirkel, blev omgivet af en voldgrav. Inde på gårdspladsen rejste man en for­nem hovedbygning og en række mindre økonomibygninger. Bygningsdetaljer, som polerede granitsøjler og smukt forarbejdede trapezkapitæler, fundet ved ruinens udgravning, afslørede, at der har været tale om en bygning af samme fine udformning, som man kender fra andre af Hvideslægtens bygningsværker, som f.eks. Fjenneslev Kirke.

[illustration]


10

[illustration]

I den fredelige tid hen mod slutningen af 1100-årene synes befæstningen omkring den ældste by at have mistet sin betydning. Dette ses blandt andet ved, at byens første kirke, Skt. Clemens, blev anlagt umiddelbart uden for byen, lige op ad vold­graven over mod det, der i dag er Rådhuspladsen. Kirken må være rejst i tiden efter kongestridens ophør i 1157 og før 1177, hvor den omtales.


11

Omkring år 1200 påbegyndtes Vor Frue Kirke på en grund 150 m nord for den tidlige befæstning. Det blev for alvor starten på den store højmiddelalderlige byudvidelse, der forvandlede den lille handelsplads til en fuldt udviklet købstad med sognekirker og klostre, og det nødvendiggjorde planlægningen af en ny befæstning.

Man må forestille sig, at den ny befæstning blev anlagt, så den gav rigelig plads til haver og grønt i byen samt til kommende udvidelser af bebyggelsen. Befæstningens forløb kendes fra talrige undersøgelser og er endnu i dag til dels beskrevet i Voldgaderne. Den startede ved stranden under det nuværende Vartov ved Vester Voldgade og fulgte voldgadens forløb med en Vesterport, der dengang lå ud for Vester­gade, og fortsatte over i den nuværende Nørre Voldgade til udløbet af Nørregade, hvor den lige efter den middelalderlige Nørreport slog et svagt knæk ind under den nuværende husrække med retning mod Gothersgade. Lige før denne knæk­kede den omtrent 90 grader for at løbe parallelt med dette gadeforløb til Christian den IX's Gade. Her slog vold og grav igen et knæk i retning mod det senere Kongens Nytorv, hvor den omtrent ud for den nuværende Hovedvagtsgade tog retning langs med husrækken ned mod stranden, som lå parallelt med det senere Vingårdsstræde. Østerport lå der, hvor vore dages Østergade munder ud i Kongens Nytorv.

Hvornår i 1200-årene befæstningen blev anlagt, er endnu ikke blevet klarlagt, men den nævnes i Københavns første købstadslovgivning, stadsretten fra 1254. Allerede fem år før har der været god brug for den. Den hastigt voksende købstad ansås af lybeckerne som en konkurrent til deres handelsvælde. Med et talent, de senere udviklede til fuldkommenhed, udnyttede de en intern strid mellem kong Valdemar Sejrs sønner om retten til rigets trone. De dannede forbund med den mest utilfredse af brødrene, hertug Abel, mod hans broder kong Erik, og indtog i 1249 borgen og byen. Såvel København som de omkringliggende landsbyer og kirker blev plyndrede og nedbrændte; en skæbne, som byen og dens opland kom til at lide mange gange i de kommende århundreder.

Kampen mellem Valdemar Sejrs sønner blev starten på den lange periode på næsten 100 år, som kaldes borgerkrigstiden. Allerede få år efter lybeckernes ødelæggelse af byen spillede København igen en rolle i nye stridigheder. Såvel kong Erik som Abel var døde, og på landets trone sad nu den yngste af Valdemar Sejrs sønner, Christoffer, men han havde store problemer med Abels tilhængere, deriblandt også rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Under en flugt efter en kamp med Abelsønnerne ved Skælskør i 1253 fortælles det, at ærkebispen lukkede Københavns porte for kong Christoffer. Her må man forestille sig, at arbejdet med befæstningen var så langt, at det havde en mening at lukke byens porte for at forhindre kongen i at komme ind.


12

[illustration]

Kongens strid med ærkebispen, som egentlig handlede om kirkens ret til at have myndighed over for kongemagten, mundede i februar 1259 ud i, at Christoffer fængslede Jakob Erlandsen. Roskildebispen Peder Bang, som sad i sin by København, reagerede prompte med at lyse kongen i band og erklære stiftet i interdikt, det vil sige, at alle kirker blev lukkede, og Roskilde stifts sogneboere således var forhindret i at dyrke deres religion. Kong Christoffers svar var at indtage København i marts måned. Biskop Peder Bang var dog ikke uden midler. Han søgte hjælp hos den vendiske fyrste Jaromar, som allerede i april indtog byen. Det sted, hvor han fik gennembrudt befæstningen, kaldes herefter Jarmers Gab, senere Jarmers Tårn.

Denne første befæstning omkring den højmiddelalderlige købstad bestod ifølge de arkæologiske undersøgelser af en jordvold og voldgrav. Da Jaromar erobrede byen, har der sandsynligvis stået en form for palisade på voldens top, selvom dette ikke har kunnet konstateres arkæologisk ved de undersøgelser, der har været foretaget i begyndelsen af dette århundrede. Udtrykkene "byens planker" og "byens mure"


13

optræder i købstadslovgivningen allerede i 1254, men det kan være faste vendinger hentet fra andre stadsretter uden hold i den faktiske situation i København.

Det er sandsynligvis også i dette urolige århundrede, at borgens kridtstensmur blev udstyret med firkantede, teglbyggede flankeringstårne. Intet kendes til dette byggeri, men teknikken med at kunne flankere, det vil sige skyde ned langs befæstningsmurene fra let fremskudte tårne, lærte europæerne i Mellemøsten under korstogene, som foregik i disse århundreder, og flankeringstårnene begynder at dukke op i 1200-årene.

Hvad angår byens befæstning er der tegn på, at den også har dækket en del af byen mod havet. Arkæologiske fund af en vold langs med stranden både i den østre og vestre del af byen, kan tolkes som rester af en beskyttelse af byen mod stranden. Mens strandvolden mod vest blev lokaliseret tidligt i dette århundrede og derfor ikke blev nærmere dateret, kunne den østre med sikkerhed dateres til 1220-erne.

København fik fra starten tre porte, som var de naturlige indfaldsveje fra de omgivende landsbyer og fjernere større købstæder. Portenes udformning fra den ældste tid kendes ikke, men på et tidspunkt i løbet af middelalderen blev de muret

[illustration]


14

i tegl og forsynet med tårne. Mens fragmenter af den middelalderlige Vesterport er påvist arkæologisk i dette århundrede, er kun en af portene undersøgt i rimeligt omfang inden sløjfningen. Det drejer sig om Nørreport. Ved anlæggelsen af den såkaldte Boulevardbane under den nuværende Nørre Voldgade kunne det konstateres, at store dele af portkomplekset endnu stod inde i den nyere Nørrevold. Portbygningerne var stærkt ommuret, formodentlig engang i 1500-årene. Der må her være tale om de omfattende byggearbejder, som det omtales, at rigshofmester Christoffer Valkendorf under Frederik II påbegyndte i 1581 på Københavns Befæstning, hvor han blandt andet indledte med hvælvingen og muren på Nørreport.

[illustration]

Efter den hårde prøve, befæstningen havde været på ved de gentagne angreb på byen i 1200-årene, er det sandsynligt, at man har gjort forsøg på at forbedre eller i hvert fald istandsætte voldene og gravene. Vi ved ikke, om dette blev gjort, men i det kommende århundrede var der igen brug for befæstningen.

Under den lange borgerkrigstid i 1200-årene og første halvdel af 1300-årene endte store dele af landet med at være pantsat til udenlandske fyrster. Da Valdemar Atterdag kom på tronen 1340, indledte han den lange og seje kamp for at samle det


15

[illustration]

splittede rige. Også København var blevet pantsat, og Valdemar indløste byen fra den svenske Magnus Smek for 7000 rigsdaler. Kongen fandt det under omstændighederne klogest at beholde byen i hele sin regeringstid. Først ved hans død i 1375 kom den tilbage til Roskildebispen.


16

Valdemar Atterdag forsøgte gennem hele sin regeringstid at begrænse hanseaternes magtstilling overfor det danske rige. I 1361 indtog han deres vigtige handelsby Visby på Gotland efter at have tilføjet de gotlandske bønder et knusende nederlag lige uden for byen for øjnene af de hanseatiske købmænd oppe på Visbys mure. Dette ville Hansaen ikke finde sig.

Allerede året efter stod en stor lybsk flåde ned gennem Sundet for at hævne slaget, men det lykkedes Valdemar at forvolde dem så store tab, at de måtte vende hjem med uforrettet sag. Det mægtige Hanseforbund gav dog ikke op så let. I 1368 forsøgte de igen. Denne gang havde de mere held med sig. Allerede inden togtet enedes man om, at borgen i København skulle ødelægges grundigt. Man besluttede at sende et hold bygningshåndværkere op for at foretage arbejdet, når den var indtaget. Byen blev erobret af Hansaen i 1368, og året efter lod man stenhuggere fra en række hanseatiske byer nedrive borgen sten for sten. Ved udgravningerne under Christiansborg i begyndelsen af dette århundrede kunne grundigheden af deres arbejde konstateres. Mure var væltede, og imponerende søljekapitæler og smukke polerede granitsøjler var smidt ned i brønde. Valdemar sluttede fred med Hansaen i Stralsund i 1370, men der skulle gå nogle år, før man satte gang i genopbygningen af borgen i København.

Byen og borgen gik som nævnt tilbage til den retmæssige ejer, Roskildebispen, ved kongens død i 1375. I 1387 nævnes igen en slotshøvedsmand i København, men spørgsmålet er, hvor langt bispen formåede at komme med byggeriet. Københavns dage som bispens by var nemlig talte. Byen havde nu vist sig at være for vigtig for kongemagten, og da Erik af Pommern kom til magten i 1413, lod han efter få år byen overgå til kronen. Kong Erik havde indset, at der var mulighed for store indtægter, hvis man afkrævede de skibe, som gik igennem Sundet, en afgift. Denne Sundtold blev indført i 1425 og atkrævet skibene i Helsingør, men Kongen sørgede samtidig for at styrke hele Øresundsregionen. Han byggede borgen Krogen, det senere Kronborg, i Helsingør; han anlagde Landskrona på Skånekysten, og han byggede det befæstede Malmøhus ved Malmø.

En sammenligning mellem det ældste Københavns Slot og såvel Krogen som Malmøhus peger i retning af, at dette byggeri er, om ikke bygget af den samme bygmester, så dog efter de samme principper. Det befæstede anlæg i København har, som de øvrige to, bestået af en kraftig teglbygget ringmur dog her af noget uregelmæssig form, på dens inderside har stået en hovedbygning og formodentlig en række økonomibygninger. Slottet i København udmærkede sig ved at være udstyret


17

med et stort, kvadratisk befæstningstårn, Blåtårn, som lå op ad ringmuren lige ved adgangen til slottet.

Det var ikke blot på Slotsholmen, der blev foretaget store byggerier af tegl i 1400-årene, også byens volde fik i løbet af dette århundrede og i begyndelsen af det næste mure og tårne af tegl. Som allerede nævnt er bymuren omtalt i købstads­lovgivningen 1254, men det er usikkert, om den var en realitet. I 1496 under Kong Hans optræder den første gang på en måde, så der ikke kan være tvivl. Det er

[illustration]

strækningen Østervold fra stranden over Østerport og videre ad Nørrevold til Nørreport, der beskrives med mur, og der nævnes tårnene Kringelen og Smør­hætten, begge placerede syd for Østerport. Vi ved ikke, hvornår disse tårne og denne del af muren er rejst, men det er sandsynligt, at det er sket i anden halvdel af 1400-årene. I de urolige år fra århundredskiftet og frem til 1536 ofredes der betydelige summer på befæstningen. Den Nordiske Union knagede svært i fugerne, og Hansaen truede atter med krig. Dette har vel gjort, at såvel konge som byens råd har følt det tvingende nødvendigt at modernisere befæstningen.


18

Regnskaber for byen fortæller om bygning af mindst 2 tårne, et beskrevet som liggende ved Østerport, og et andet er det senere udgravede Hans Claussøns Tårn ved Clara Kloster. Der nævnes desuden byggearbejder på Østerport samt bygning af dæmninger. Der er formodentlig tale om de dæmninger, som blev anlagt i voldgraven for at forhindre vandet i at løbe ud ved kysten og for at holde tilstrækkelig høj vandstand i de enkelte voldgravsafsnit.

Da Kong Hans døde i 1513, kom hans søn Christian II på tronen, men hans regeringstid blev ikke mere rolig. Det afspejles også i byens regnskaber, som viser, at arbejdet med forstærkningen af befæstningen fortsatte ufortrødent. De fortæller, at der før 1523 blev gravet to såkaldte grøfter, det vil sige befæstningsgrave, en ved Peblingesøen og en ved Stranden, og at der blev bygget to tårne mellem Nørreport og Jarmers Gab. Det er formodentlig Hanetårnet og Løvetårnet, der tales om.

Der omtales desuden anlæggelse af en række skanser uden for portene og i forbindelse med tårnene. Det er sandsynligt, at der her er tale om de halvrunde befæstede øer omgivet af voldgrav, som man anlagde foran portene for at gøre adgangen til disse svage punkter i befæstningen så komplicerede som muligt.

[illustration]


19

[illustration]

Skanserne foran tårnene må vel have været jordvolde, der skulle beskytte murværket mod kanonbeskydning fra fjenden, som nu, hvor disse våben var blevet mere effektive, var ved at blive en reel trussel.

Efter ni stormfulde års regeringstid var adelen så utilfreds med Christian II, at landet var i oprør. En ny konge, Christian II's farbroder, hertug Frederik af Slesvig, blev udpeget, men han måtte indtage landet landsdel for landsdel med lybske landsknægte. Den 13. april 1523 stod Christian ud fra København ombord på flådens største skib for at forlade landet. Den 10. juni lagde Frederik sig uden for byen med sin hær. Den lybske flåde havde få dage før lukket indsejlingen til byen fra havet. Belejringen kom til at vare i syv måneder.

Det er langt fra sikkert, at arbejdet med at modernisere befæstningen var færdigt på dette tidspunkt, men københavnerne opnåede ikke at få afprøvet dens styrke. Frederik manglede penge til at betale sine lejetropper med og havde derfor ikke


20

råd til at betale den ekstra sold, der skulle til, hvis soldaterne skulle storme byen. Man nøjedes derfor blot med at ligge i lejr uden for København uden at gøre sig anstrengelser for at gøre belejringen særlig effektiv. Da vinteren for alvor satte ind 6. januar 1524, overgav borgerne sig, og hertugen blev kronet som Frederik I i Frue Kirke i København.

København savnede fra starten det naturlige vandløb, som så mange danske købstæder er opstået ved. Det har derfor fra starten været et problem at skaffe vand til voldgraven omkring byen. Befæstningen fra 1100-årene omkring den ældste by har øjensynlig ikke haft vandfyldte grave, men da man skulle anlægge den langt større befæstning omkring 1200-årenes købstad, har det været nødvendigt at hente vand fra omegnen. Det vides ikke, hvordan og hvornår de nødvendige ingeniørarbejder blev sat i gang for at skaffe vand til voldgraven omkring København, men fra undersøgelser af andre danske middelalderkøbstæder har det vist sig, at arbejder af denne art tager deres begyndelse omkring midten af 1200-årene.

Det eneste åløb af nogen betydning i byens omegn var allerede dengang Harrestrup Å, som ude ved landsbyerne Vanløse og Rødovre, ca. 6 km uden for byen, løb mod syd til kysten ud for Hvidovre, hvor den løb ud i Køge Bugt. Hvornår åen blev opstemmet, er ukendt; en dæmning over åen ved Rødovre nævnes først i 1561, men den er sandsynligvis langt ældre. Ved at opstemme Harrestrup Å i en naturlig lavning mellem landsbyerne Vanløse og Rødovre, blev Damhussøen dannet, og det blev muligt at dreje strømmen, så den kom til at løbe i nordøstlig retning igennem den lave dalsænkning, som i dag kaldes Grøndalsåen, videre til den nuværende Åboulevard til det åforløb, som senere blev benævnt Ladegårdsåen. Vandet blev herfra ledt ind til den store naturlige lavning, der lå vest og nordvest for byen, og som i dag kaldes Søerne.

Dette område kom til at fungere som vandreservoir. Ved en rende tæt ved Peblingesøens sydøstre ende blev vandet ledt ind til voldgraven ved Jarmers Tårn. Der var desuden et udløb til Sundet mod syd.

Det er endnu uvist, hvor stort et område der i middelalderen blev optaget som vandreservoir her; men det berettes i 1524, at Frederik I tillod byens borgere at bygge en dæmning over Rosbækken, som nord for byen ved Emdrup løb mod øst ud i Sundet, formodentlig i et forsøg på at skaffe mere vand i voldgravene. Ved en gravet rende fra den derved opstemmede Emdrup Sø, blev vandet ledt gennem Lersøen og Ladegårdsåen ind til Søerne. Den store mængde vand, der således blev ledt ind til dalsænkningen lige uden for byen, kom til at betyde, at de enge, som byen havde nydt godt af til kvæggræsning, blev oversvømmede, og græsningsområderne således ødelagt. Før denne tid må Søernes omfang altså have været betydelig mindre.


21

Efter Frederik I's kroning i 1524 fortsatte befæstningsarbejderne i byen. Regnskaberne omtaler byggearbejder på flere tårne, men om det er reparationer eller nybyggerier, er ikke klart. Jarmers Tårn må dog være bygget i disse år, da det første gang nævnes i stedet for Jarmers Gab i 1529. Der nævnes desuden flere tårne på strækningen fra Vesterport til Jarmers Tårn samt Vandmølleskansen, som formodentlig var en jordvold lagt omkring møllen ved stranden for at beskytte den mod beskydning fra vandet. I 1530 var man endnu ikke færdige med disse anlæg, for da søgte man kongen om et lån til det fortsatte arbejde. Regnskaberne fortæller ikke noget om, hvorvidt det lykkedes at skaffe pengene, og der nævnes ikke nye arbejder på befæstningen før i 1581.

Den store uro i 1520-erne og 30-erne handlede ikke kun om politisk magt. Også på troens område var der voldsomt opbrud i disse år. I Tyskland kritiserede Luther paven og kirken og fik hurtigt stor opbakning fra såvel adel som borgere. Herhjemme blev kampen om troen blandet med kampen om en regent og større frihed i forhold til magthaverne. Frederik I døde i 1533, uden at man havde udpeget en efterfølger til tronen. Mange i landet var interesserede i at indsætte hans søn hertug Christian, som var lutheraner, på tronen, men ikke mindst i København var der endnu mange stærke støtter for at genindsætte Christian II, som i mellemtiden var blevet fængslet i Sønderborg.

Med vanligt talent blandede lybeckerne sig nu i konflikten; officielt for at hjælpe med at få Christian befriet og genindsat som konge, men reelt var det vel et forsøg på at genvinde deres gamle magtposition i Skandinavien ved at få kontrol over Øresundsregionen. Lybeckerne udpegede grev Christoffer af Oldenburg til at føre krigen for sig, og han gik i land på Sjælland med en hær i juni 1533. Efter aftale med ledende københavnske borgere overgav man byen til greven 13. juli 1533.

I Jylland samlede adelen sig om hertug Christian (Christian III), .og i 1534 gik hans feltherre Johan Rantzau i gang med at vinde landet. Den 24. juli 1535 nåede hans tropper København, hvor de slog lejr på landsbyen Serridslevs marker lige nord for byen. Det var samme sted, hans far 12 år tidligere havde ligget med sin hær, og det fortælles, at der stadig var rester af volde og grave fra faderens belejring, som kunne bruges efter lidt genopbygning. En flåde bestående af preussiske og svenske skibe lagde sig i Sundet ud for byen for at forhindre lybske skibe i at komme ind med forsyninger. Belejringen kom til at vare et år. Mens den i starten var knap så effektiv, lykkedes det efterhånden flåden at lukke helt for sejlads til byen. Da næste sommer kom, erobrede Rantzau også Amager og herefter blev hungersnøden alvorlig stor. Den 28. juli 1536 overgav byen sig.

Ved fredsslutningen betingede Christian III sig blandt andet, at han skulle være herre over byens befæstning. Den lange strenge belejring må have gået hårdt ud


22

over Københavns Befæstning. Men først i midten af 1500-årene nævner kilderne, at Christian III begyndte at beskæftige sig med byens fortifikationer. Næsten samtidig med at han startede omfattende ombygninger på Københavns Slot, tog han initiativ til, at den forfaldne bybefæstning skulle sættes i stand. Idet han tillod byens magistrat at beholde den told, der blev afkrævet på udenlandsk øl og vin indført til byen, beordrede han byens råd til at istandsætte volde og grave. Det blev

[illustration]


23

overladt til borgerne at forestå arbejderne, men det lader ikke til, at kongens ord blev fulgt, idet gentagne opfordringer viser, at det ikke lykkedes.

Først med Christopher Valkendorfs mange initiativer for byen under Frederik II, blev også befæstningen sat i stand. De seneste arkæologiske undersøgelser på Kongens Nytorv tyder på, at det var meget omfattende arbejder, Valkendorf lavede. Det har her vist sig, at middelaldervolden blev forstærket med omfattende kampestenspakninger, formodentlig for at kunne modstå angreb fra kanonild. Ifølge de skriftlige efterretninger gjorde han dette fra Nørreport til Østerport. Udgravningerne viser, at han også gjorde dette syd for Østerport. Han istandsatte, som allerede nævnt, også Nørreport, og skansen udenfor porten blev desuden sat i stand. Disse sidste reparationer på den middelalderlige befæstning kom dog ikke til at stå længe, da Christian IV få år senere gik i gang med store og omfattende arbejder med at modernisere Københavns Befæstning.


24


 

Befæstningsleksikon 1100-1600

Absalons Borg: Den borg, biskop Absalon byggede i 1167-71 på Strandholmen foran København. Borgen bestod af en kraftig ringmur bygget af kridtstenskvadre. Inden for muren lå der en hovedbygning, et såkaldt palatie, samt en række økonomibygninger. Ringmuren var omgivet af en voldgrav. Kridtstensmuren blev forstærket formodentlig i 1200-årene med teglbyggede tårne med kvadratisk grundplan. Borgen blev nedrevet 1359 af Hansestæderne, som en hævn mod Valdemar Atterdag for det nederlag, han pådrog gotlændingene og derved også hansekøbmændene i slaget ved Visby 1361. På borgens ruiner rejstes Københavns Slot, som med talrige ombygninger kom til at fungere indtil 1720-erne, hvor det blev erstattet af det første Christiansborg. Begge anlæg blev genfundet ved de omfattende arkæologiske undersøgelser, der blev foretaget i 1906-07 og 1918 ved genopbygningen af det nedbrændte Christiansborg Slot. Ruinerne af borgen og slottet kan endnu ses under Christiansborgs hovedfløj.

[illustration]


25

[illustration]


26

Befæstning langs stranden: Der er ved flere lejligheder i begyndelsen af dette århundrede påvist en vold under det nuværende Løngangsstræde samt ved en undersøgelse i 1992 fundet en dæmning eller vold langs med den gamle strandlinie i Lille Kirkestræde. Den sidste kunne dateres til 1220-erne. Dette tyder på, at der har været en beskyttelse af byen mod stranden. I 1524 nævner byens regnskaber desuden, at der skal graves en voldgrav ved stranden. Det kan have været et forsøg på at forstærke den allerede eksisterende vold.

Byens Tårn: Tårnet kendes fra to omtaler i de skriftlige kilder i henholdsvis 1343 og 1380, men kan ikke placeres nærmere på det foreliggende grundlag.

Bymuren: Allerede i Københavns første stadsret nævnes byens mure, men det er muligt, at der her er tale om et fast udtryk, som snarere betegner befæstning end egentlig bymur. Ikke før midten af 1400-årene nævnes bymur på en måde, som ikke kan så tvivl om dens eksistens. Byggeriet må altså være startet før dette tidspunkt. Den første etape indledes ved byens østgrænse fra stranden syd for den middelalderlige Østerport ved enden af Østergade. I 1496 angives muren at dække hele Østervold og Nørrevold indtil Nørreport. I de urolige år fra i 1520-erne og frem til Københavns Belejring 1536 blev det sidste stykke rejst fra Nørreport til Vesterport og videre til stranden syd for det nuværende Vartov. København er den eneste af landets middelalderkøbstæder, som får en befæstning med mure og tårne:

Byportene: Befæstningen afgrænsede byen mod det omgivende land. Den eneste adgang til byen fra landsiden var gennem byens porte, som gjorde det muligt at kontrollere den ind- og udgående trafik. Den befæstning, som lagdes omkring byen i 1200-årene, blev udstyret med tre porte: Vesterport, Nørreport og Østerport. De blev suppleret med Lønporten, som betyder den skjulte port, formodentlig engang omkring midten af 1500-årene. Udformningen af portene i den ældste tid kendes ikke, men de blev i løbet af middelalderen muret i tegl. Over selve porten har der formentlig i middelalderen stået et tårn. Foran portene anlagdes der i begyndelsen af 1500-årene af forsvarshensyn halvrunde øer, benævnt skanser i regnskaberne, som det var nødvendigt at passere på vej ind til porten.

Clemens Kirkes Rende: Nævnt i Roskildebispens jordebog fra 1377. Renden eller grøften har formodentlig løbet langs med østsiden af Skt. Clemens Kirkegård. Da den nævnes så sent, kan den næppe være identisk med den ældste befæstning, som på det tidspunkt var sløjfet. Der er snarere tale om den træsatte, senere stensatte, rende fra 12-1300-årene, som Bymuseet i 1984 har påvist ved en undersøgelse på nordsiden af Strøget i kælderen til Frederiksberggade nr. 28. Dens formål kendes ikke.


27

Hanetårn: Det middelalderlige tårn, som ved sløjfningen af Nørrevold i 1874 blev påvist mellem Løvetårnet og Jarmers Tårn. Det blev nedrevet i 1878, da Nørre Boulevard, den senere Nørre Voldgade, blev anlagt. Tårnet kendes fra kilderne, fordi der i 1618-19 anlagdes en bastion, som opkaldtes efter tårnet. Navnet blev senere forvansket til Hahns Bastion.

[illustration]

Tårnet er formodentlig fra 1523, hvor byggeriet omtales. Tårnet var udformet som en rundel, knap 9 m i diameter og med næsten 2 m tyk mur; højden kendes ikke. Muren var sat i røde munkesten med en domino-formet mønstermuring af hårdtbrændte sten. Åbningen ind mod byen er muret til i begyndelsen af 1600-årene. Tårnet er i dag markeret med brosten i vejbanen på Nørre Voldgades nordside og et skilt på gitteret ind mod Ørstedsparken.


28

[illustration]

Hans Claussøns Tårn: I 1510 nævnes et tårn ved Clara Klosters mur, som rådmand Hans Claussøn har ladet bygge på byens vegne. Det omtales senere som Hans Claussøns Tårn. Byggeriet må være identisk med det cirkelrunde tårn, hvis ruiner blev fundet under bebyggelsen netop der, hvor Christian IX's Gade møder Gothersgade. Bygningen var 14 m i diameter med en mur på 3 meters tykkelse. Dens højde kendes ikke.

Jarmers Gab: Se Jarmers Tårn.

Jarmers Tårn: Tårnet frilagt ved voldens sløjfning i 1884. Tårnets placering i det skarpe knæk, hvor Vestervold og Nørrevold mødes, siges at være det sted, hvor den vendiske fyrst Jaromar i 1259 brød gennem volden. Det omtales i middelalderen som Jarmers Gab. Et tårn på stedet nævnes første gang i 1529. Jarmers Tårn er som det eneste af middelalderbefæstningens oprindeligt mindst 11 tårne bevaret som


29

en ruin, der kan beses på Jarmers Plads. Tårnet var oprindelig en rundel, men åbningen ind mod byen er muret til i begyndelsen af 1600-årene. Tårnets diameter er mere end 15 m og muren godt 1,5 m tyk. Muren er sat i røde munkesten med en dominoformet mønstermuring i hårdtbrændte mørke sten, som også kendes fra Hanetårnet. Dets oprindelige højde kendes ikke.

Kattetårn: Et tårn mellem Nørreport og Jarmers Tårn, muligvis det, der lå nærmest Jarmers Tårn på Nørrevold. Nævnt 1638, men tårnet kendes ikke arkæologisk.

Kringelen: I 1496 nævnes et tårn kaldet Kringelen. Det beskrives i 1496 som liggende syd for Østerport og øst for den store grund, hvor nu Magasin ligger. Tårnet er endnu ikke påvist arkæologisk.

[illustration]


30

Københavns Slot: Det befæstede slot, som blev rejst efter Hansestædernes ødelæggelse af Absalons Borg i 1369. Selvom vi ved, at der allerede 1387 nævnes en slotshøvedsmand på Københavns Slot, har genopbygningen sandsynligvis ikke taget rigtig fart, før Erik af Pommern overtog byen og slottet efter 1417. Bygningsarkæologiske undersøgelser tyder på, at det i sin ældste fase har haft ligheder med Erik af Pommerns øvrige borgbyggerier, som f.eks. Krogen (det senere Kronborg) og Malmøhus. Københavns Slot havde dog i modsætning til de andre et noget mere uregelmæssigt omrids, som må forklares på baggrund af de muligheder, den lille holm gav for byggeriet. Slottet bestod formodentlig som Erik af Pommerns andre borge af en stor fornem hovedbygning indbygget i selve fæstningsmuren. Det store Blåtårn, som bevogtede adgangen til slottet, stammer sandsynligvis også fra denne ældste fase. Der har desuden ligget en række økonomibygninger på ringmurens inderside, og anlægget var omgivet af en voldgrav. Der savnes endnu en solid bygningsarkæologisk undersøgelse af ruinerne på baggrund af det øvrige dokumentationsmateriale, som findes. Slottet fungerede med talrige ombygninger og moderniseringsforsøg indtil 1720-erne, hvor det måtte vige for det første Christiansborg. Det blev sammen med Absalons Borg fundet ved de store udgravninger i 1906, 1907 og 1918 i forbindelse med opførelsen af det sidste Christiansborg. Ruinerne kan i dag beses under Christiansborgs hovedbygning.

Københavns Vold (I): Den første af Københavns befæstninger blev lagt omkring den ældste bydanneise, der lå i det område, der i dag afgrænses af karreerne ud mod Rådhuspladsen, Vestergade, Gammeltorv-Nytorv og kysten. Den bestod af en 8 m bred og ca. 1,5 m høj vold omgivet af en grav af omtrent samme dimensioner. På voldens inderside har der formodentlig langs hele dens forløb været en voldgade. Den sidste stump af denne er bevaret i Mikkel Bryggersgade. Befæstningens udseende og forløb kendes fra adskillige arkæologiske undersøgelser fra begyndelsen af dette århundrede. På grundlag af nyere iagttagelser er vold og gravs funktionstid dateret til 1100-årene. Denne datering gør det sandsynligt, at København befæstes samtidig med Roskilde af Svend Grathe under kongestriden i 1140-erne. Bygningen af Vor Frue Kirke omkring år 1200 er første synlige tegn på, at den gamle befæstning har mistet sin betydning, og at den store udbygning af byen til det, vi i dag kalder Middelalderbyen, indledes.

Københavns Vold (II): Højmiddelalderens befæstning må være anlagt engang i første halvdel af 1200-årene, da den nævnes i byens ældste stadsret fra 1254. Den kendes fra en række arkæologiske undersøgelser. Volden var noget bredere og højere end den ældre befæstning og omgivet af en voldgrav, idet volden var 10-12 m bred og 2 m høj, mens graven sandsynligvis var ca. 12m bred. Også på denne befæstnings inderside løb der en voldgade, som er påvist ved flere lejligheder.


31

Igennem middelalderen blev denne befæstning forhøjet og forstærket. Især i perioden fra de sene 1400-år frem til Christian III's belejring i 1536 omtales der store byggearbejder omfattende såvel bolværker, dæmninger som andre jordværker, mur- og tårnbyggeri. Resultatet blev blandt andet, at befæstningen blev forsynet med mure og tårne. Af de i alt 11 tårne, der er nævnt i kilderne, er det kun Hans Claussøns Tårn, Løvetårnet, Hanetårnet og Jarmers Tårn samt muligvis Køge Bar­

[illustration]


32

[illustration]

fred, der kendes arkæologisk. Jarmers Tårn er som det eneste bevaret i dag. (Voldforløbet: se Vestervold (1), Nørrevold (1) og Østervold (I)).

Køge Barfred: Nævnes to gange i 1523 uden nærmere angivelse af dets placering. Barfred betyder fæstningstårn. Det faktum, at der bygges meget på bybefæstningens vestre flanke i disse år, kan tale for, at det er et af tårnene på denne side af byen. Navnet antyder en orientering mod Køge, som kunne have en sammenhæng med vejen til Køge. Det er sandsynligt, at der kan være tale om det runde


33

tårn, som blev påtruffet ved jordarbejder under Vartov i 1948. Det har i så fald været det tårn, som afsluttede befæstningens vestlige flanke mod havet og derved det sidste tårn, man passerede, når man sejlede mod Køge. Tårnet er afbilledet på van Wijk's prospekt indbygget i volden ud for Bastionen ved Vandkunsten. Tårnet var knap 10 m i diameter, og dets mur har været ca. 2 m tyk. Dets højde kendes ikke.

Løvetårn: Det middelalderlige tårn, der ved sløjfningen af dele af Nørrevold blev fundet ca. 50 m vest for den middelalderlige Nørreport. Det blev nedrevet i 1878 ved anlæggelsen af Nørre Boulevard. Det nævnes i 1638. Tårnet var 8 m i diameter, og dets mur var godt 1,5 m tyk. Tårnets højde kendes ikke.

Mantelmuren: Ordet betegner i middelalderen en ringmur, altså en befæstningsmur, som ligger beskyttende omkring noget andet. Det optræder i de københavnske kilder, der beskriver forholdene omkring den store grund i Vingårdsstræde, hvor blandt andet Vingården blev rejst. Der er tale om den cirkelformede befæstningsmur, som i 1873 blev lokaliseret under det nuværende Magasin og ofte senere fejlagtigt er blevet identificeret med et af tårnene i byens befæstning.

[illustration]


34

Muren beskrev ca. 1/3 af en cirkel på ca. 33 m i diameter og var blot 0,7 m tyk. Langs dens inderside havde den en række fladbuede blændinger. Det er muligt, at der er tale om en tidlig befæstning. Muren kan have omgivet et tårn placeret her ved indsejlingen mellem Sjælland og den lille ø Bremerholm. Lignende anlæg kendes fra Holland og er dateret til 1100-årene.

Nørreport (I): I middelalderen den ene af de tre adgange til byen. Den velbevarede port blev fundet ud for nordenden af Nørregade i 1854 og senere undersøgt, inden den i 1915 blev fjernet ved anlæggelsen af Boulevardbanen under Nørrevold. Det bygningsanlæg, der blev registreret, var i sin udformning fra den sene middelalder eller tidlige renæssance og må sandsynligvis være resultatet af Christopher Valkendorfs omfattende arbejder på Københavns Befæstning i perioden 1581-84 nævnt i de skriftlige kilder. Anlægget har dog uden tvivl bestået af langt ældre dele. Tegninger og fotos fra undersøgelsen viser porten med velbevaret porthvælving, broen over voldgraven samt resterne af den ydre port, der lå ude på den halvcirkulære ø, som var placeret foran portåbningen i volden. Alt var muret i munkesten. Selve portbygningen, over hvilken der må have rejst sig et tårn, var

[illustration]


35

[illustration]

tårn, var kvadratisk, ca. 7 x 7 m, mens selve portåbningen var 4 m bred. Broen strakte sig 16 m over voldgraven og var forstærket med kraftige firkantede murpiller i voldgraven samt dekoreret med lisener og rundbuefrise.

Nørrevold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, som lå mellem Jarmers Tårn og det sted, hvor volden knækkede og fik retning mod øst lidt sydøst for krydset mellem øster Voldgade og Gothersgade.


36

Peder Kempes Tårn: I 1510 omtales et tårn, som er rejst af rådmand Peder Kempe på befaling af borgmestre og råd. Tårnets beliggenhed kendes ikke, men det er sandsynligt, at det ligger et sted mellem østerport og Nørreport, da flere arbejder på denne strækning af befæstningen nævnes på dette tidspunkt.

Smørhætten: Det tårn, der i følge kilder i 1496 lå mellem Kringelen og østerport. Tårnet er ved de seneste udgravninger på Kongens Nytorv blevet lokaliseret ud for stormagasinet Magasins facade op mod hjørnebygningen ved Lille Kongensgade, som huser Stephan cl Porta. Dets dimensioner kendes endnu ikke.

Tårn mellem Jarmers Tårn og Vesterport: Tårnet er nævnt i Renternesterregnskaberne i 1618-19, hvor det fortælles, at det bliver revet ned. Oplysningen stemmer godt overens med, at der i 1529 nævnes "de skanser og tårne, som ligger mellem Vesterport og Jarmers Tårn".

Vandmøllerne: Dæmninger på tværs af voldgraven var en nødvendighed, for at man kunne opnå en passende vandstand i graven. I forbindelse med disse dæmninger blev almindeligvis anlagt vandmøller for at udnytte den mulighed, højdeforskellen på vandspejlet gav. Hvor mange møller, der på denne vis blev anlagt i fæstningsterrænet, er ikke kendt, men der nævnes en vandmølle ved østerport i 1511-12, og den dæmning, der nævnes ved Nørreport i 1508, kan meget vel have været udstyret med en vandmølle. Der har desuden været en vandmølle ved stranden inde i byen.

Vandmøllen ved Stranden: Nævnes første gang i 1419. Den har ifølge kilder fra 15- og 1600-årene ligget i den vestre del af byen ved stranden, formodentlig der, hvor senere Vandkunsten kom til at ligge. Den må have hentet sit vand fra voldgraven.

Vandmølleskansen: Skanse omtalt i 1529. Dens placering ved stranden tyder på, at der var tale om en skanse lagt for at beskytte Vandmøllen ved Stranden.

Vandmølletårnet: Nævnes første gang i 1543. Tårnet er fejlagtigt blevet identificeret med det runde tårn, som i 1948 blev lokaliseret ved jordarbejder under Vartov (se Køge Barfred). Men ifølge de beskrivelser, der gives i de skriftlige kilder i 1500- og 1600-årene, lå tårnet ved Vandmøllen ved Stranden, omtrent der, hvor Vandkunsten ligger i dag. Det firkantede tårn, der blevet påvist arkæologisk i begyndelsen af dette århundrede, kan være 1500-årenes Vandmølletårn. Det ses påvan Wijk's prospekt fra 1611 afsluttet med saddeltag og kamtakker lige vest for slottet. Den fundne bygning var 5 x 5 m med mure på knap 1 m tykkelse.


37

Vandtilførslen til voldgraven: Da der ikke fandtes vandrige åer i Københavns umiddelbare nærhed, var det nødvendigt at hente vand til voldgraven fra Harrestrop Å, som løb mod syd mellem landsbyerne Rødovre og Vanløse til kysten ved Hvidovre. Ved at op stemme åen lige syd for Vanløse og Rødovre, hvor Roskilde Landevej endnu løber over Damhusdæmningen, drejede man vandet mod nordøst,

[illustration]


38

idet man lod det løbe igennem det naturlige dalsystem, som stadig eksisterer som Grøndalsåen. Hvor denne nu møder Åboulevarden, ledte man vandet ind mod byen gennem det åforløb, der senere blev benævnt Ladegårdsåen, til en anden stor dalsænkning, hvor man ved hjælp af dæmninger anlagde det vandreservoir, som endnu i dag eksisterer som Søerne. Fra Søerne blev vandet ledt ind til voldgraven ved en rende fra Peblingesøen til graven ved Jarmers Gab. Vandresetvoiret havde desuden et afløb - senere betegnet Rosenbækken - mod syd til Kalvebodløbet. Dette system blev udvidet i 1526 med en op stemning af Rosbækken, som løb fra Emdrup ud i sundet ved Hellerup. Derved opstod Emdrup Sø. Herfra blev vandet ledt - formodentlig gennem Lersøen - ind til Ladegårdsåen og videre ind til Søerne, hvis areal herved blev betydeligt forøget.

Vesterport (I): I middelalderen den ene af byens tre porte, som gav adgang til byen. Porten er påtruffet ud for Vestergades udmunding på Rådhuspladsen tIere gange i dette århundrede, men er meget dårligt undersøgt. Derfor savnes oplysninger om den.

Vestervold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, der løb fra stranden lige syd for det nuværende Løngangsstræde, forbi Vesterport ud for Vestergades udmunding i den nuværende Rådhusplads og til Jarmers Tårn.

Volden: Aflang forhøjning af jord. I en bybefæstning er volden anlagt som afgrænsning afbyen mod det omkringliggende land og som værn mod udefra kommende angreb. Københavns ældste vold har formodentlig været ganske lav. Ved arkæologiske undersøgelser har dens højde kunne måles til 1,5 m, men den kan have været noget højere oprindeligt. Dens bredde ved voldfoden var ca. 8 m. Den højmiddelalderlige befæstningsvold fra 1200-årene var godt 11 ro bred og blev målt til 2 m i højden. Såvel volden i den ældste befæstning som den højmiddelalderlige vold har formodentlig oprindeligt været udstyret med et palisadeværk på toppen. I takt med at skydevåbnene udvikledes, forhøjedes og udbyggedes 1200-tallets vold, og den blev forsynet med bymur og befæstningstårne.

Voldgaderoe (I): En gerne brolagt gade, som løber langs indersiden af en befæstningsvold og tjener til at lette adgangen til alle dele af volden. Der er konstateret voldgader langs såvel den ældste som den høj middelalderlige befæstning.

Voldgraven (I): En rende eller grav liggende foran volden, som skulle vanskeliggøre eller umuliggøre adgangen til byen ud over gennem portene. Voldgraven omkring byens ældste vold var ca. 8 m bred og op til 1,5 m dyb. Den har ikke holdt vand ud over det, den selv som grøft har kunnet samle fra omgivelserne. Den højmiddelalderlige voldgrav fra 1200-årene var 10-12 m bred og 2 m dyb, og den har højst sandsynligt været vandførende.


39

Østerport (I): I middelalderen den ene af byens tre porte, som gav adgang til byen. Porten lå ud for østergades udmunding, det vil sige på det, der i dag er Kongens Nytorv. Den er ikke påvist arkæologisk. Porten blev nedrevet i 1607.

Østervold (I): Den del af den højmiddelalderlige befæstning, som løb fra voldens knæk tæt ved det nuværende kryds mellem øster Voldgade og Gothersgade, parallelt med Gothersgade og langs Kongens Nytorvs østside til stranden, som lå lige syd for det nuværende Vingårdsstræde.

[illustration]


40

[illustration]


41


 

De bastionære fæstninger 1600-1870

Som et led i Christian den 4.s ønske om at styrke København som som handelsby og administrativt centrum for det danske-norske monarki, påbegyndtes en omfattende modernisering af byens gamle befæstning i 1606, der kom til at strække sig over knapt 20 år: Man bibeholdt den gamle fæstningsring omkring byen, men inddrog nu også Slotsholmen i anlægget. Med udgangspunkt i en stor muret bastion på Slotsholmens sydvestlige hjørne blev øen befæstet mod vest og forbundet med byens Vestervold ved muret overhvælvet dæmning (Løngangen). Desuden lagdes den sydlige del af Østervold rundt om en del af Bremerholm, der hidtil havde ligget ubeskyttet.

Befæstningen blev udformet efter de nyeste principper for fæstningsanlæg med en hovedvold af jord, hvorfra der anlagdes bastioner til flankering af forterrænet. Hvem, der har ansvaret for anlægget vides ikke med bestemthed. En Bartholomæus Schmalfeldt, som man iøvrigt ikke ved ret meget om, optræder i de første regnskaber for anlægget som "ingeniør", og han var måske den fortifikationskyndige bygmester.

Der blev bygget ialt 12 bastioner og om hele befæstningen anlagdes en vandfyldt grav, der på grund af højdeforskellene i terrænet var opdelt i bassiner, adskilt af kamme, for at sikre den ønskede vandstand. Det højstliggende bassin fik vand fra Peblingesøen via den gamle forbindelse ved Jarmers Tårn. Samtidigt blev Vesterport og Nørreport ombygget og forsynet med høje spir, og der blev bygget en ny Østerport.

I årene 1618-23 anlagdes Christianshavn som en selvstændig købstad umiddelbart syd for København. Byen, der set fra et fæstningsmæssigt synspunkt lå ideelt midt i de lavtvandede områder nord for Amager, blev anlagt som en fæstningsby med en lav vold, der fik fire hele bastioner og en halv bastion omkring den halve ottekantede by. Mod Amager placeredes en port. Militæringeniøren Johan Semb projekterede anlægget, der dog først blev færdigt, efter at han var rejst bort fra landet. Christianshavns Vold blev i lighed med den næsten samtidigt anlagte voldring omkring København opført som et massivt jordværk.

For at sikre indsejlingen til København fra nord anlagdes i 1624 et blokhus på den lavvandede Refshaleø, der sammen med den Sankt Annæ Skanse på Sjællandssiden (en forløber for Kastellet, påbegyndt 1627), afgrænsede et bassin herfra til inderhavnen mellem Slotsholmen og Christianshavn, hvor flåden kunne ligge.


42

[illustration]


43

[illustration]

Sankt Annæ Skanse fik langt større betydning end blot at forsvare yderhavnen. Den kom til at indgå i en storslået byudvidelse, der førte en total ændring af befæstningen med sig: Ved at forlægge Østervold fra sit oprindelige forløb langs nuværende Gothersgade mod nord, så den kom til at løbe mod øst i direkte forlængelse af Nørrevold, kunne man forbinde byens befæstning med Sankt Annæ Skanse, og derved vinde det store areal, der lå herimellem (Ny-København) for en udvidelse af byen, hvis areal dermed mere end fordobledes.


44

[illustration]


45

Også Søerne skulle indgå som et led i denne plan: På vestsiden, hvor landevejene krydsede, skulle der anlægges tre skanser, der indbyrdes var forbundet med et let retranchement. Denne linie fortsatte i en bastionær vold, der strakte sig nord og syd for Søerne mod Øresund og Kalveboderne, hvorfra de var forbundet med byens hovedvold ved et let retranchement langs kysten. Dermed skabtes tre beskyttede forstæder, der alle var godt bebygget ved Karl Gustav Krigens udbrud i 1657.

De tre skanser ved Søerne (Ladegården, Ravnsborg og Vartov Skanse) og retranchementerne var nogenlunde færdige i 1630. Til gengæld blev forlægningen af Østervold sinket, og også opførelsen af Skt. Annæ Skanse ved havnen gik trægt på grund af pengemangel. Den nye Østervold blev opført i en moderniseret udgave af det ældre nederlandske fæstningssystem, der var udsprunget af erfaringerne fra den nederlandske frihedskrig mod spanierne. De opførtes som store jordværker med foranliggende vandfyldt grave. I profil og grundplan var bastionerne betydeligt større og kraftigere end de kun få årtier ældre bastioner omkring byen.

1630'ernes økonomiske krise forsinkede realiseringen af de store planer for en udbygning af fæstningsværkerne, og der blev ikke foretaget større arbejder. Men efter at Jylland og Skåne under Torstenssonskrigen 1643-45 havde havde været besat og riget været nær sin udslettelse, blev en udbygning af fæstningsforsvaret aktuelt: I 1646 fremsatte rigsmarsk Anders Bille derfor en plan til et landsdækkende fæstningsforsvar, så der ved Lille Bælt, Store Bælt og Øresund skulle anlægges fæstninger til sikring af kommunikationelinierne fra den ene landsdel til den anden.

I det følgende årti blev der anvendt enorme pengemidler til realiseringen af denne plan. For København betød det, at man allerede i 1647 kunne etablere en fæstningsadministration og under ledelse af rigsråd Axel Urup, fra 1656 Henning Quitzou, færdiggjordes den ny Østervold med de to dygtige militæringeniører Georg Hoffmann og Peter Bysser som fagligt ansvarlige for anlægget. Georg Hoffmann udarbejdede også et revideret projekt til Skt. Annæ Skanse, hvis vidtløftige grundplan han ændrede til et mere beskedent fembastionært anlæg (Kastellet).

Arbejderne i København var så godt som færdigtafsluttet, da Karl 10. Gustav i efteråret 1658 begyndte sin belejring af K>benhavn, Østervold var færdig. Blot stod vandet i voldgravene foran den ny voldstrækning ikke så højt som ønskeligt, også Kastellet manglede dæmningen mod havnen (Langelinie). Dele af Christian den 4.s forældede voldstrækning fra begyndelsen af århundredet stod dog stadigvæk omkring Nørre- og Vestervold og langs Slotsholmen, og netop her satte svenskerne deres angreb ind under stormen natten mellem den 10. og 11. februar 1659.

Allerede ved krigsudbruddet havde forsvarerne opgivet retranchementerne, der omsluttede de tre forstæder, fordi de krævede meget mandskab at forsvare. Til


46

gengæld blev de brugt mod deres hensigt, da svenskerne udnyttede dem til anlæg af kanonstillinger, der generede forsvarerne på hovedvolden.

Under krigen var Københavns betydning for det danske forsvar blevet endnu mere markant end tidligere. Hertil kom, at byen ved privilegierne i 1659 officielt var blevet kongens residensby, og med gennemførelsen af enevældens centralistiske styreform i 1660 blev København den vigtigste civile og militære by i landet. København var tillige blevet grænseby over for en agressiv fjende, der på blot få timer kunne sejle direkte til byen med sin flåde.

[illustration]


47

Efter krigen blev de gamle forstæder opgivet, og der blev i 1661 indført et totalt byggeforbud ud til retranchementernes grænse. Dermed introduceredes de første demarkationsbestemmelser for byggeri uden for en dansk fæstning.

Allerede i sommerem 1660 blev arbejdet på en forstærkning af København og Kastellet, men der kom først rigtigt gang i udbygningsarbejderne det følgende år, da Frederik den 3. indkaldte den nederlandske ingeniør Henrik Ruse til landet for at bygge Kastellet færdigt. Han løste den vanskelige opgave at bygge dæmningen mellem Kastellets voldgrav og Øresund (Langelinie). Ruse ombyggede desuden de færdige bastioner efter sine særlige principper for udformningen af en voldlinie, og valgte desuden at styrke skansens forsvar mod land ved at anlægge en befæstet linie med foranliggende våd grav mod land (Smedelinien).

I 1660'erne moderniseredes desuden den gamle Nørrevold og Vestervold, der under belejringen havde stået i sin gamle form fra århundredets begyndelse. Dette skete muligvis efter projekter af Henrik Ruse.

Som et led i moderniseringen af Vestervold forlængedes 1667/70 volden fra Vesterport sydpå til sejlløbet i Kalveboderne ved anlæg af tre nye bastioner, hvoraf de to sydligste blev anlagt på opfyldt terræn i Kalveboderne. Dermed sikredes også Slotsholmen, og man indvandt Frederiksholmskvarteret for byen.

Forlængelsen af Vestervold blev modsvaret af en samtidigt udbygning af Christianshavns Vold, hvis vestlige del blev forskudt, så den korresponderede med Vestervold. De indgik i en samlet fornyelse af Christianshavn, hvor Sembs gamle anlæg blev erstattet af 6 nye, meget store bastioner. Omkring hele volden lå en vandfyldt grav, omsluttet af en beskyttende kontrescarpe.

De store voldarbejder omkring København og Christianshavn i 1660'ernes slutning blev ledet af militæringeniøren Carl Heinrich von der Osten, men det er ikke afklaret, om han også projekterede de nye anlæg, der muligvis skal tilskrives Henrik Ruse.

Som en symbolsk afslutning på de enorme fæstningsarbejder, blev bastionerne i 1671 officielt navngivet i markante systematiske grupper: Bastionerne i København blev opkaldt efter officerer og militære, der havde gjort sig fortjent under Københavns belejring eller i den tidligere enevældes militære administration. Omkring Christianshavn fik bastionerne navne efter kraftfulde dyr. I Kastellet havde man siden 1666 haft en systematisk navnegruppe opkaldt efter kongens familie og kongens lande.


48

[illustration]

Den nordlige indsejling til København blev efter 1666 alene forsvaret af Kastellet, hvis mægtige bastioner mod Øresund kunne hindre en fjende i at sejle ind mod havnen, der mod øst var beskyttet af Refshalegrundens lave vand. Fuldt tilfredsstillende var dette imidlertid ikke, ikke mindst da flåden her havde sit leje. I 1682-1692 blev Christianshavns Vold derfor forlænget mod nord ved anlæg af Nyværk med


49

sine 7 bastioner, projekteret af militæringeniøren Gottfried Hoffmann. Bastionerne blev opkaldt efter den kongelige familie.

Ved færdiggørelsen af Christianshavns Vold i 1692 havde man i løbet af mindre end 50 år fået ombygget samtlige ældre anlæg i og omkring hovedstaden, samtidigt med at man havde udbygget fæstningen til et fuldt moderne anlæg. Det var en bemærkelsesværdig indsats til sikring af landet på et tidspunkt, hvor adskillige civile og militære projekter måtte skrinlægges, bl. a. havde man opgivet af færdiggøre både Nyborg og Fredericia fæstninger, der først blev færdigbygget i løbet af 1700-tallet. Fæstningsbyggeriet i 1600-tallet understregede Københavns enestående betydning i det danske-norske monarki.

Da en svensk-hollandsk-engelsk flådestyrke i 1700 lagde sig ud for København, viste det sig imidlertid, at befæstningen ikke var stærk nok til at hindre et bombardement af byen Skaderne var få, men bobbardementet gav sammen med Danmarks deltagelse i den efterfølgende Store Nordiske Krig 1709-21 anledning til en udbygning og forstærkning af befæstningen, hvorunder blandt andet voldgraven blev uddybet. Graven udgjorde nu et sammenhængende bassin, og anlagde udenværker foran de særligt truede dele af fæstningen. I 1730'erne fortsattes med en betydeligt renovering af bastionerne i København og omkring Christianshavn, og samtidigt blev så godt som alle militære bygninger fornyet.

Kastellet blev i 1720'erne styrket ved anlæg af udenværker mod nord, men undergik ellers ingen større fortifikatoriske ændringer.

Hvad man ikke kunne tage højde for var den rivende udvikling, der skete inden for artilleriet, og allerede under Store Nordiske Krig (1709-1721) måtte man forstærke Københavns Befæstning mod Øresund ved anlæg af de første søforter Trekroner og Prøvestenen for at skabe en dybde i forsvaret.

Bekymring for et bombardement af København voksede i løbet af 1700-tallet, og der blev med jævne mellemrum fremsat planer om at anlægge fremskudte forter mod land for at sikre byen mod ødelæggelse, men der blev ikke foretaget nogen afgørende ændringer. En Defensionskommission blev nedsat i 1777 for at udarbejde planer for en forbedring af forsvaret, men ligeledes uden større virkning. Den lange fredsperiode efter 1721 gjorde heller ikke en fortsat udbygning aktuel. Det eneste, man opnåede var blot en begyndende udbygning af søforsvaret ved anlæggelsen af en ny befæstning ved Trekroner og Lynetten.


50

[illustration]


51

Voldterrænet blev også udnyttet til civil brug: På de fleste bastioner rejste sig i løbet af 1700-tallet store hollandske møller, der udnyttede voldkronens betydelige højde til at fange vinden. På voldskråningerne og i glaciset bortforpagtede Militæretaten høslettet, i faussebraien frugten fra træer og buske, og i gravene fiskeriet.

Samtidigt åbnedes den københavnske del af volden for offentligheden, og voldgangen udviklede sig snart til en yndet promenade, hvorfra københavnerne kunne glæde sig over udsigten til de landlige forstæder, Søerne og Kalveboderne. Der blev også åbnet for adgang til faussebraien foran Vester- og Nørrevold, hvor dens folkelige navn Kirsebærgangen antyder stedet romantiske karakter.

I begyndelsen af 1780-erne anlagdes to alléer på den del af Kastellets glacis, der vendte ind mod byen, og samtidigt åbnedes Langelinie for offentligheden.

Englændernes bombardementet af København 1807 viste, at fæstningen ikke kunne hindre terrorangreb på byen, men i de fattige år efter 1814 blev der ikke foretaget nogen forbedring af forsvaret.

Manglerne i Københavns Befæstning blev vurderet af den militærkommission, som Christian den 8. nedsatte i 1840, og som to år senere fremkom med en betænkning om det dansk fæstningsforsvar. Heri redegøres grundigt for de angrebsmuligheder en fjende kunne have, og her understreges igen - som af Anders Bille i 1646 - betydningen af at kunne forbinde landsdelene ved kommunikerende fæstninger ved Store Bælt og Lille Bælt. Militærkommissionen kom til det ikke overraskende resultat, at Københavns Befæstning var forældet og umulig at forsvare, og da Kommissionen tilmed mente, at man ikke burde befæste en by med så stor civil betydning som rigets hovedstad med arkiver, biblioteker og andre nationale kulturværdier, foreslog man det sjællandske forsvar lagt til Korsør.

Militærkommissisonen rejste dermed den debat om Københavns Befæstning, der skulle præge de følgende årtier, og som paradoksalt nok skulle resultere i anlægget af Københavns Land- og Søbefæstning 1885-1894.

Men indtil videre fungerede de gamle fæstningsværker stadig som fæstning, der blev vedligeholdt og udbygget.

Ved udbruddet af 1. Slesvigske Krig i marts 1848 blev der foretaget vidtløftige sikringsarbejder omkring portene for at hindre en overrumpling fra Det tyske Forbunds side, ligesom man byggede den store dæmning for "Inondationen" omkring Ladegårdsåen/Lygteåen for at kunne oversvømme den vestlige del af Københavns omegn og dermed holde en fjende på så stor afstand af byen, at den ikke kunne bombarderes.


52

[illustration]


53

I 1853 udarbejdede Ingeniørkorpset et projekt til en udbygning af fæstningsværkerne omkring København.

Der skulle lægges en forsvarsvold langs Kalvebod- og Øresundskysterne fra den gamle vold indtil henholdsvis Harrestrup Å og Gammel Vartov, og mellem disse to punkter skulle de forbindes med en vold. Dermed ville den ældre befæstning kunne fungere som et sekundært fæstningsanlæg. Planerne blev forelagt Rigsdagen, men ikke vedtaget. Kun forbedringer i Søforsvaret kom gennem det parlamentariske system i 1858.

Landbefæstningen blev derfor opretholdt, vedligeholdt - og forunderligt nok endog udbygget! Så sent som i 1856-57 forsynedes Vestervold med en helt ny ravelin mellem Schacks og Helmers Bastioner til beskyttelse af Københavns ny vandværk. Selvom vagterne blev inddraget i 1856 og byportene revet ned 1856-58, opretholdt man således de strenge fortifikatoriske krav til den nu 200 år gamle befæstning.

[illustration]


54

Allerede i 1852 var demarkationslinien blevet rykket fra Jagtvejlinien til Søernes inderside. Det skete under hensyntagen til de planlagte befæstningslinier langs kysterne, og officielt skete det for at kunne udnytte det umiddelbare forterræn bedre militært. Det civile pres var imidlertid for stort: Allerede i 1838 havde man udformet Døvstummeinstituttet på Kastellets Glacis som en lynette, der hurtigt kunne omdannes til forsvar.

I 1858 blev Blindeinstituttet anlagt lige ved siden af som en rent civil bygning. I 1858 kunne København Kommune beslutte at bygge sit Kommunehospital inden for Søerne (færdigt 1863), og samtidigt fik det Sjællandske Jernbaneselskab tilladelse til at opføre en ny Hovedbanegård på glaciset foran Vestervold, ovenikøbet efter at have fjernet den netop nyanlagte ravelin omkring Vandværket! Årene omkring 1860 betegner således et skred i den militære administration af fæstningen.

Demarkationsbestemmelserne blev dog fortsat opretholdt på strengeste vis, men det var tydeligt for alle, at staten blot ønskede at udskyde en frigivelse, indtil man havde fået lagt en bebyggelsesplan for området, så grundene kunne sælges til fordelagtige priser. Dermed ville staten sikre sig indtægter, der kunne finansiere de nye kostbare fæstningsanlæg omkring byen.

Ved lov ophævede man demarkationsservitutterne på Sjællandssiden af fæstningen i 1867 på en sådan måde, at de for den enkelte grundejer først blev ophævet, når en vis del af en takseret værdistigningsafgift var blevet indbetalt til staten.

Loven berettigede også Københavns Kommune til at købe det samlede fæstningsterræn mod at Kommunen sikrede benyttede en del af arealet til anlæg af parker. Handlen gik i orden i 1869, og pr. 1. juli 1870 overtog Københavns Kommune fæstningsarealet. Datoen markerer samtidigt nedlæggelsen af den del af Københavns Befæstning, der vendte ud mod Sjælland.

Ved købet overtog Kommunen hele fæstningsringen fra Østerbro Ravelin i øst til Rysensteens Bastion i sydvest, men den fik ikke uindskrænket rådighed over arealet: En del af det skulle overdrages til Universitetets Botaniske Have, mindst 300.000 kvadratalen (ca. 118.000 m2) skulle udlægges til park, og desuden skulle staten godkende en bebyggelsesplan for området.

I 1872 godkendtes bebyggelsesplanen, og året efter blev de første sløjfninger foretaget i området omkring Nørrevold. Bebyggelsesplanen blev revideret i 1885, hvorved Kommunen forpligtigede sig til at udlægge ialt 600.000 kvadratalen (ca. 236.404 m2) af fæstningsterrænet som park.


55

[illustration]

Salget af fæstningsarealet berørte ikke Christianshavns Vold eller Kastellet: Christianshavns Vold blev tværtimod udbygget så sent som i 1868-72, da der lagdes en beskyttelsesvold på østsiden af den nyopfyldte Refshaleø, der få år senere blev udlejet til skibsværftet Burmeister & Wain.

Christianshavns Vold blev nedlagt som fæstning i 1909, men først med virkning fra 1916, da man havde færdiggjort en sikring af Amagers sydkyst.


56

[illustration]

Også Kastellet blev opretholdt, men først og fremmest fordi anlægget også rummede en kaserne, som militæretaten ønskede at bibeholde.

Sammen med Christianshavns Vold udgør Kastellet de bedst bevarede dele af anlæggene fra 1600-tallets fæstning, men ingen steder i de københavnske voldkvarterer lades man i tvivl om fæstningsværkernes beliggenhed og udstrækning, der er understreget i 1800-tallets park- og boulevardanlæg.


57


 

Befæstningsleksikon 1600-1870

Aborreparken: Bebyggelsesplanen for Fæstningsterrænet 1872 udlagde området omkring Helmers Bastion til park, men først i 1886 blev anlæggelsen påbegyndt efter et projekt af havearkitekt HA Flindt, der også havde skitseret Botanisk Have og Ørstedsparken. I anlægget bevarede man en rest af voldgraven ud for bastionens venstre flanke, og her blev anlagt en lille kunstig ø. Bastionens krone blev indrettet som udsigtspunkt. "Aborreparken", der aldrig nåede at få et officielt navn, lå i karreen mellem daværende Farimagsgade/Jarmersgade, Jarmers Plads/Vester

[illustration]


58

Boulevard og Studiestræde. I samme karre lå - som nu - Københavns Vandværk. Ved den store Jernbaneoverenskomst mellem staten og Københavns Kommune i 1904 skulle kommunen afgive et areal af parken til anlæg af Boulevardbanen. Dette areal lå så uheldigt, at det skar parken over i to dele, og kommunen besluttede at opgive den: I 1909 blev den sydlige strimmel langs Vester Boulevard (nu H.C. Andersens Boulevard) solgt til Studenterforeningen, der her opførte et nyt hovedsæde (nr. 6). Den nordvestlige del blev opgivet, da arbejdet med Boulevardbanen begyndte i 1913, og herefter solgte kommunen grunden til Teknologisk Institut (nuværende Vester Farimagsgade 125) og Østifternes Kreditforening, hvis hovedbygning fra 1914-16 blev nedrevet i 1960 i forbindelse med en udvidelse af H.C. Andersens Boulevard. Den sydøstlige del af Aborreparken lå hen til 1916, hvor den østlige del af Hammerichsgade og ejendommen H.C. Andersens Boulevard 2-4 nu ligger. AF Aborreparken er således intet bevaret.

Ahlefeldts Bastion: Bastion i Københavns Nørrevold ved Nørreport mellem Hahns Bastion i vest og Stadsoberstens Bastion i øst. Opført mellem 1647 og 1651 til erstatning for Nørreports Bastion. Bastionen blev efter 1660 forstærket og ombygget. Senere, måske i 1720'erne, blev bastionen forsynet med foranliggende faussebrai. Oprindelig blev den kaldt Gammel Nørreports Bastion, men i 1671 blev den omdøbt til Ahlefeldts Bastion, antagelig efter officeren Claus von Ahlefeldt (1614-74), der havde kommandoen på Vestervold under svenskernes storm i 1659. I 1651 blev der givet tilladelse til opførelse af en mølle på bastionen, kaldet Ahlefeldts Mølle. Den oprindelige stubmølle blev senere afløst af en hollandsk mølle, der brændte i 1854, og som ikke siden blev genopført. Samme år blev der udgravet en lagerkælder i bastionens jordmasser, og man fandt herved resterne af den gamle Nørreport. Lagerkælderen eksisterede til 1874, da bastionen blev fjernet. Ahlefeldts Bastion lå mellem vore dages Ahlefeldtsgade og en linie svarende til Fiolstrædes forlængelse (lidt øst for Vendersgade).

Ahlefeldts Mølle: Se Ahlefeldts Bastion.

Amagerburg: Stednavn på Johannes Mejers kort over Amager fra 1656-58 ved kysten mod Kalveboderne i nærheden af det sted, hvor Faste Batteri senere blev anlagt. Befæstningen kendes ikke fra andre kilder, og kan være en skrivefejl fra Mejers side, idet hans kort over Amager fra 1649 i nærheden af dette sted har en angivelse af "Amager Birk".

Amagerport: Port i Christianshavns Hovedvold, tidligere ofte betegnet Christianshavns Port. Amagerport blev opført 1624-25 for enden af Torvegade. Hovedbroen over voldgraven var dog først færdig i 1628. Porten blev enten fornyet eller kraftigt repareret i 1669-70, og den blev ved den lejlighed malet i rødt og hvidt. I 1723 blev der bygget en portnerbolig ovenover porten. Portbygningen. var forsynet med


59

hjørnekvadre og fire pilastre. Over portbuen var der ud mod Amager en kvadring med en slutsten i form af et løvehoved, hvorover fandtes Frederik IV's navnetræk og årstallet 1724. I forhold til byens andre porte var Amagerport den laveste og den mest uanseelige. Porthvælvingen var kun 11,30 m lang, 4,4 m bred og 4 m høj. Under henvisning til den begyndende industrielle udvikling af det forreste Amager, foreslog Ingeniørkorpset i 1854 at udvide porten, og selvom man ikke oprindelig havde anset det for nødvendigt, blev porten revet ned i foråret 1857.

[illustration]


60

Amagerports Ravelin: Ravelin foran Amagerport i Christianshavns Vold, oprindelig anlagt i en beskeden form foran Amagerport i 1645. Nyanlagt under Københavns Belejring 1659, og forstærket 1723. I 1728 opførtes den endnu eksisterende Ravelinvagt, der nu kendes som restauration "Ravelinen".

Efter nedbrydning af Amagerport i 1857 blev vejen tværs over ravelinen udvidet, og broerne blev erstattet af dæmninger. Dæmningen mellem Ravelinen og Amagerbro blev dog først anlagt i 1872. Vejforløbet er senere blevet udvidet flere gange, senest 1918-19, hvorved den vestlige del af ravelinen blev sløjfet. Den østlige del er derimod intakt.

[illustration]


61

Bastionen ved Iskulen: Bastion i Københavns Østervold mellem Børsgraven og Bastionen ved Østerport (ved nuværende Kongens Nytorv), anlagt fra 1608 til ca. 1613 som et massivt jordværk. Ved forlægningen af Østervold i slutningen af 1640'erne blev bastionen opgivet, og i 1647 blev området solgt til byggegrunde. Bastionen lå ved ejendommen Holmens Kanal nr. 12 (Peschiers Palæ), og gadens karakteristiske knæk er en reminiscens af bastionens form. Holmens Kanal, der først blev opfyldt i 1864, var en rest af den foranliggende fæstningsgrav.

[illustration]

Bastionen ved Kirken: Bastion i den tidligste fase af Christianshavns Befæstning, anlagt i perioden 1618-1624 mellem Møllebastionen og Amagerport i syd og Hoppens Bastion i nord. Den havde navn efter den første christianshavnske kirke, der lå på Vor Frelser Kirkes plads. Bastionen blev kraftigt ombygget ved forstærkningen af Christianshavns Befæstning 1667-70, og skiftede samtidig navn til Løvens Bastion.


62

Bastionen ved Lønporten: Bastion i Københavns Østervold mellem Lønporten og Sankt Klara Bastion i sydøst og Sankt Gertrud Bastion i nordvest, anlagt 1616-18 som et massivt jordværk. Ved forlægningen af Østervold i 1640'erne blev bastionen opgivet, og arealet blev udlagt til byggegrunde. Bastionen lå i Gothersgade mellem gaderne Landemærket og Lønporten.

Bastionen ved Slotsherrens Stald: Bastion i Københavns Vestervold på Slotsholmens vestside mellem Bryghusbastionen i syd og Løngangen i nord, anlagt 1609 som et led i Christian IV's udbygning af fæstningsværkerne. Efter udbygningen af Vestervold 1667-70 blev bastionen overflødig og snart efter fjernet. Bastionen var placeret ved vore dages Tøjhusgade, umiddelbart øst for Prinsens Bro.

Bastionen [i Tivoli]: Se Gyldenløves Ravelin.

Bastionen ved Østerport: Se Østerports Bastion.

Bastionen ved Vandkunsten: Halvbastion i Københavns Vestervold mellem Vesterports Bastion i nord og Løngangen i øst, anlagt 1615-21 som et massivt jordværk i forbindelse med Christian IV's udbygning af fæstningsværkerne. Ved omlægningen af Vestervold 1667-70 blev bastionen overflødiggjort og snart efter sløjfet. Den lå omtrent, hvor Københavns Hovedbrandstation ligger i vore dage.

Bjørndals Skanse: Se Vestre Retranchement.

Blokhuse: I 1624 blev orlogsskibene Elephanten og David sænket i havnen ved Sankt Annæ Bro for at danne fundament for to blokhuse. Det er muligvis det ene af disse, der senere blev forbundet med land ved en dæmning, og som siden udviklede sig til Toldboden. Det andet blev lagt på Refshalegrundens nordlige del og kunne sammen med batteriet ved Toldboden lukke for indsejlingen til havnen. Det eksisterede endnu under belejringen 1658-60, og forsvandt først, da Kastellet i 1660'erne var blevet udbygget mod Øresund. Senere, måske omkring 1690, blev der anlagt et befæstet vagthus på Bombroen, der forbandt Holmen med Toldboden. Vagthuset lå i det nordvestlige hjørne af Flådens Leje. Det forsvandt først i midten af 1800-tallet.

Bornholms Ravelin: Forværk i Kastellets Enveloppe udenfor Kongens Bastion og Prinsens Bastion mellem Møens og Lollands Kontregarder. Anlagt mellem 1662 og 1666 som en del af Kastellets kontrescarpe mod vest. Bornholms Ravelin er ikke siden opførelsen blevet ændret væsentligt. Den lå indtil anlæggelsen af Søndre Frihavnsvej (nuværende Folke Bernadottes Allé) i 1892 ud for Grønlands Bastion og den del af voldgraven, der forbandt Københavns Volds og Kastellets grave.


63

[illustration]

Botanisk Have: I Loven om afløsning af demarkationsservitutterne omkring København fra 1867 var der indføjet en bestemmelse om, at den gamle Botaniske Have på Gammelholm skulle flyttes til en del af voldterrænet. I købskontrakten på fæstningsarealerne fra 1869 forpligtede Københavns Kommune sig til at afgive 21 tønder land (ca. 11 ha) øst for Gothersgades forlængelse til formålet. Arealet blev overgivet til Universitetet i 1871 og blev nærmere afgrænset til Øster Voldgade året efter. Området bestod af den højre face og flanke af Stadsoberstens Bastion, kurtinen mod Rosenborg Bastion, hele Rosenborg Bastion samt Stadsoberstens Ravelin. I de følgende år blev fæstningsværkerne omformet af havearkitekt H. A. Flindt, hvorved deres konturer blev udvisket kraftigt. Grundformerne kan dog stadigvæk erkendes. Haven åbnede 1874. For at få et afrundet areal afgav Botanisk Have et stort areal i øst til kommunen mod til gengæld at få reguleret skellet mod Øster Farimagsgade. Ved Polyteknisk Læreanstalts udvidelse 1904-06 afstod Botanisk


64

Have et areal i det nordøstlige hjørne af haven, men lejede fra 1905 arealet mellem nuværende Botanisk Centralinstitut (tidligere Polyteknisk Læreanstalt) og Geologisk Museum, hvorved "Hundeparken" blev omtrent halveret.

[illustration]

Bremerholms Port: Port i Østervold mellem havnen og Bastionen ved Iskulen, anlagt 1614-15 af hensyn til forbindelsen mellem Bremerholms skipperboder og orlogsværftet på den del af Bremerholm, der lå uden for befæstningen. Over porten blev der i 1617 anlagt en vagtbygning. En vindebro førte fra byen over vold-


65

graven til værftsområdet. Ved opgivelsen af denne del af volden i 1640'erne faldt forudsætningen for porten væk, og den blev antagelig nedrevet på dette tidspunkt. Porten lå ved Havnegades knæk ud for Holmens Kirke.

Bremerholms Skanse: Skanse på Bremerholm Værft (nuværende Gammelholm), beliggende ud mod havnen vis à vis Hoppens Bastion på Christianshavn. Anlagt 1616-18 som et muret anlæg. Skansen forsvandt senest i 1670'erne, da Carl Heinrich von der Ostens udvidelse af Christianshavns Vold mod nord gjorde den overflødig. Dens nøjagtige placering kendes ikke.

Breslaus Mølle: Se Elefantens Bastion.

Bryghusbastionen: Oprindelig kasematteret, muret bastion i Københavns Vestervold på Slotsholmens sydvestlige hjørne, opført 1608 med 2 m tykke mure med

[illustration]


66

[illustration]

skydeskår og ovenliggende platform til opstilling af skyts. Dens flanker var forsynet med oreilloner, det vil sige med "ører", der skød sig ud fra den bagvedliggende del af flanken, således at forsvarerne kunne flankere de nærmeste kurtiner uden selv at blive beskudt. I 1618 blev murene forhøjet og bygningen forsynet med et stort tag og indrettet til bryghus, hvorved dets forsvarsmæssige funktion blev svækket. Bryghusbastionen eksisterer endnu på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Christians Brygge, men blev ombygget efter brande i 1632 og 1767. Den anvendes nu som magasin for Tøjhusmuseet. Under Københavns Belejring i 1659 blev der anlagt en skanse af jord foran Bryghusbastionen, kaldet: Svineskansen, fordi den lå i nærheden af Kongens Svinehus. Den forsvandt dog hurtigt efter krigen.

Brønshøjlejren: Meget stor, provisorisk befæstning af højdedraget mellem Bellahøj og Brønshøj, anlagt af den svenske ingeniørofficer Erik Dahlberg i slutningen af oktober 1658. Af svenskerne kaldet Karlstad (Carlstad) efter Karl 10. Gustav. Befæstningen, der helt var afpasset områdets terrænforhold, bestod af en voldlinie med små bastioner, redaner og to stjerneskanser, omgivet af en foranliggende grav.


67

[illustration]


68

[illustration]

Efter fredsslutningen i 1660 rømmede svenskerne lejren. De sidste rester af den forsvandt først ca. 100 år senere. Vore dages Bellahøjvej/Næsbyholmvej/Brønshøjvej/Klintevej/Højlandsvangen følger i store træk befæstningens grænser.


69

Bådsmandsskansen: Skanse uden for Østerport, anlagt 1700 i forbindelse med den svenske belejring af byen og anvendt som lejr for enheder, som man ikke kunne skaffe plads til inden for byen. I nærheden blev der - vistnok samtidig anlagt en redout ved nutidens kryds Randersgade/Rothesgade og en kystskanse nord for Rakkerkulen, omtrent ved Strandboulevarden/Korsørgade. Efter fredsslutningen i 1721 forfaldt Bådsmandsskansen, og dens areal blev i 1731 overdraget til interessenterne i Østre Kalkværk (senere Gammel Kalkbrænderi). Skansen lå lidt vest for krydset Strandboulevarden/Gammel Kalkbrænderivej.

Bådsmandsstrædes Kaserne: Se Christianshavns Vold.

Carls Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget i årene efter 1682 mellem Vilhelms Bastion i syd og Frederiks Bastion i nord. Opkaldt efter Carl (1680-1729), søn af Christian V og Charlotte Amalie. I bastionens hule indre blev der i 1690 opført det endnu eksisterende krudtmagasin efter tegninger af Hans van Steenwinkel III. Bastionen står som ved opførelsen.

Carlstad: Se Brønshøjlejren.

Charlotte Amalies Bastion: Bastion i Christianshavns Vold opført i årene efter 1682 mellem Christiani Quinti Bastion i nord og Frederiks Bastion i syd. Opkaldt efter Charlotte Amalie (1650-1714), Christian V's dronning. I 1744-45 blev der i bastionens hule indre opført det endnu eksisterende krudtmagasin efter tegninger af C.E.D. von Øtken (1691-1754). I 1872 blev Refshalevej ført gennem kurtinen lige syd for bastionens sydlige flanke og lagt langs med den sydlige face, men ellers står bastionen som ved opførelsen.

Christiani Quinti Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget i årene efter 1682 nord for Charlotte Amalies Bastion. Opkaldt efter Christian V (1646-1699). I forlængelse af bastionens venstre face udgik den dæmning, der adskilte Christianshavns Voldgrav fra Øresund, og som var beskyttet af en estakade, der gik fra Bombroens vestende mod øst til Christiani Quinti Lynette. Foran dæmningen blev bastionen forsvaret af den samtidigt opførte Christiani Quinti Lynette. Bastionen indgik i løbet af 1700-årene i Holmens område. Fra 1858 indgik den i Søbefæstningens Materialgård, og halvdelen blev fra 1870'erne anvendt af Søminekorpset, der har opført en del bygninger her. Også den foranliggende voldgrav blev anvendt af korpset som Minebådsgraven, der blev sat i forbindelse med Søminegraven ved en kanal gennem kurtinen syd for bastionen. Herover blev der lagt en bro (senere erstattet af en dæmning).

Chistiani Quinti Lynette: Udenværk i Christianshavns Befæstning foran Christiani Quinti Bastion, anlagt 1691 i skæringspunktet for dæmningen mellem Vold-


70

graven og Øresund og kontrescarpen (senere Christianshavns Enveloppe) uden for Christianshavns Voldgrav. Oprindelig blev lynetten anlagt som et jordværk. Den blev senere, måske i 1709, forstærket ved en murbeklædning. 1786-89 blev den endnu eksisterende kampestensmur opført. Lynetten forsvarede den vej, der førte fra Christiani Quinti Bastion via en dæmning til Christianshavns Enveloppe. Den murbeklædning, der blev anlagt omkring lynetten i 1700-tallet, blev anlagt således, at den mod voldgraven blev anlagt tværs over vejen som en fritstående mur med krenelering og en træport. I 1872 blev Refshalevej ført gennem lynetten, og i 1896 blev træporten fjernet, fordi den generede trafikken til og fra Burmeister & Wains Skibsbyggeri. Siden er også en del af muren blevet nedrevet. Den øvrige del af lynetten står intakt, ligesom de to karakteristiske bygninger i dens indre: Et vagt- og krudthus fra ca. 1780 og en tidligere hestestald fra samme tid.

Christiani Sexti Bastion: Se Sixtus.

Christiania (fristad): Se Christianshavns Vold.

Christianshavns Enveloppe: Lav vold foran Christianshavns Befæstning, anlagt 1779-91 på kontrescarpen ud mod Amager. Enveloppen var mod Øresund og Kalveboderne blev afgrænset i nord af Christiani Quinti Lynette og i syd Kalvebods Lynette, og den bestod af 10 redaner, nummereret 1-6 fra nord til Amagerbrogade. Nr. 7 lå ud for Amagerport, og nr. 8-10 herfra mod Kalveboderne. Strækningen Christiani Quinti Lynette og 1. Redan kaldes undertiden Langelinie på grund af dens lange lige front mod Øresund. I 2.-5. Redan blev der i 1779-81 opført krudtmagasiner for Søetaten. De karakteristiske, spidsvinklede bygninger anvendes nu af Fristaden Christiania (2. Redan, 1781: Aircondition; 3. Redan, 1780: Autogena; 4. Redan, 1779: Fakirskolen; 5. Redan, 1779: Kosmiske Blomst). 1810-13 blev der udgravet en vandfyldt voldgrav foran enveloppen, en avant-foss. Den del af enveloppen, der ligger mellem Christiani Quinti Lynette og Torvegade, eksisterer endnu i uændret form, heraf ligger 1.-5. Redan i Fristaden Christiania (som området Dyssen). 6. Redan blev i 1961 overdraget Københavns Kommune, der renoverede området og byggede to træbroer over avant-fosséen. Arealet blev åbnet for offentligheden i 1961. De to redaner nærmest Kalveboderne, 10. og 9. Redan, blev fjernet i 1887-88 i forbindelse med anlægget af Ny Tøjhus. Det skete, endnu før Christianshavns Vold var nedlagt som fæstningsværk. Ved anlægget af Amager Boulevard 1906-07 forsvandt dele af volden herfra hen mod 7. Redan. Den sidste rest henimod Torvegade blev sløjfet i 1934-36 og omdannet til kommunalt parkareal ("Enveloppeparken").

Christianshavns Port: Se Amagerport.


71

Christianshavns Vold - Befæstningen indtil 1916: Anlagt 1618-23 af ingeniør Johan Semb på opfyldt terræn i farvandet mellem København og Amager. Voldanlægget bestod af en lav vold mod øst, syd og vest med to hele bastioner mod syd og to halve bastioner mod vest. Inden for denne vold groede Christianshavn op som selvstændig købstad indtil indlemmelsen i København i 1674. 1667-70 blev Sembs anlæg helt ombygget ved Carl Heinrich von der Osten, muligvis efter tegninger af Henrik Ruse. Strækningen øst for Amagerport blev opretholdt, men herfra mod havnen blev volden forlagt, så den kom til at flugte med Rysensteens

[illustration]


72

[illustration]

Bastion. Voldanlægget bestod her af seks store bastioner med foranliggende vandfyldt grav og en kontrescarpe, der adskilte graven fra de omliggende, lave og sumpede områder. Ved anlægget af voldens udvidelse mod nord, Nyværk, 1682-92, blev syv nye bastioner opført fra et punkt i den gamle vold til den sydlige del af Refshalegrunden. Dermed sikrede man Flådens Leje, og den sårbare københavnske havnefront mellem Bremerholm og Kastellet blev lukket. Åbningen mellem den nordlige bastion i Nyværk og Toldboden blev lukket af Neptuni Bastion, der blev anlagt på den nordlige del af Nyholm og fra 1740'erne erstattet af bastionen Sixtus. I 1730'erne ombyggede man bastionerne fra Kalveboderne til Amagerport, og deres flanker blev ved denne lejlighed forsynet med forsænkede batterier. I 1779-91 blev kontrescarpen forsynet med en enveloppe (se: Christianshavns Enveloppe) og foran den blev der i 1810-13 udgravet en avant-fossé.


73

[illustration]

Christianshavns Vold - Park fra 1916: Christianshavns Vold blev nedlagt som fæstning ved Lov af 1909 med virkning fra det tidspunkt, hvor en projekteret befæstning af Amagers sydkyst var etableret. Det skete i 1916. Da havde Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse allerede taget initiativ til voldanlæggets bevaring.

I 1915 blev Voldkomitéen oprettet. Den fik samme år overladt Løvens Bastion, som herefter blev istandsat, så man året efter kunne åbne arealet for offentligheden. Ved restaureringen havde man i et vidt omfang taget hensyn til voldanlæggets fremtidige rekreative anvendelse. I 1917 blev anlæggets vedligeholdelse overdraget til Københavns Kommune. I 1917-18 fortsatte Voldkomitéen med restaureringen af volden fra Torvegade til Panterens Bastion - denne gang under medvirken af Ingeniørkorpset og Nationalmuseet. Strækningen blev åbnet 1918, og brugsretten


74

blev herefter overdraget til kommunen. Ved en overenskomst med staten i 1925 overtog Københavns Kommune ejendomsretten over hele voldstrækningen fra Langebro til Bådsmandsstræde undtagen Panterens Bastion. Arealet fra Panterens Bastion til havnen blev herefter istandsat og åbnet for offentligheden i 1927. Først i 1994 blev Panterens Bastion indlemmet i parkanlægget, men det indre af bastionen blev dog i Forsvarsministeriets besiddelse.

Churchillparken: Se Esplanaden.

Citadellet Frederikshavn: Se Kastellet.

Dambatteriet: Kystbatteriet på Amagers nordøst-kyst blev anlagt 1807 mellem 1. Redan i Christianshavns Enveloppe og Strickers Batteri på den dæmning, der adskilte Fladerne (nord for Kløvermarken) fra Øresund. Batteriet skulle sammen med Strickers Batteri dække Prøvestenen. Batteriet blev nedlagt i 1814, og forsvandt efter 1834.

Demarkationslinie: Grænse for det areal uden for en fæstning, som af hensyn til forsvaret fra volden måtte underkastes en indskrænkning af grundejerens brugsret. Demarkationsservitutter kunne begrænse såvel grundens anvendelse som byggeri på arealet. Allerede i de skøder, der blev udstedt i Østre og Vestre Forstad i 1650'erne, blev det indskærpet, at byggeriet ikke måtte komme for tæt på Hovedvolden. Efter Københavns Belejring blev det i 1661 totalt forbudt at bygge inden for grænserne af Østre og Vestre Retranchement, men uden større effekt, og i 1672 blev forbudet derfor gentaget. I 1682 blev bestemmelserne strammet, så man ikke måtte bygge i en afstand af 2000 alen (ca. 1250 m) fra Hovedvolden, og Demarkationslinien blev angivet ved opsætning af stager. Man administrerede dog forbudet yderst lempeligt, og i forbindelse med planer for byens udvidelse i 1755 blev det igen tilladt at bygge i to nærmere angivne områder på Østerbro og på Vesterbro.

Ved reskript af 1798 blev Demarkationsterrænet defineret påny: Der måtte ikke bygges i en afstand af 300 alen (ca. 190 m) fra glaciset; og i en afstand af 1000 alen (ca. 625 m) fra voldgraven måtte der kun opføres bygninger, såfremt ejeren accepterede at nedbryde dem, når som helst de militære myndigheder måtte ønske det. Som følge af bombardementet af København i 1807 og den efterfølgende krig mod England, blev der året efter fastlagt en række krav til forstædernes byggeri, og Demarkationsterrænet blev udvidet, så det blev afgrænset af Falkoner Allé/Jagtvejlinien og dermed omfattede hele det nuværende Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. I 1810 offentliggjorde man de nærmere detaljer for administrationen af bestemmelserne: Byggeandragender ville blive godkendt, hvis byggeriet efter forudgående skriftlig godkendelse (i form af en revers) opfyldte visse nærmere angivne bestemmelser. I almindelighed var det som tidligere muligt at få dispensation ved kongelig resolution, og bestemmelserne hæmmede kun i begrænset omfang byggeriet.


75

[illustration]

1852 blev Demarkationsterrænet indsnævret mod Sjællandssiden, så Demarkationslinien nu fulgte Søernes inderside. Demarkationslinien blev markeret ved hvid- og sortmalede pæle. Demarkationsbestemmelserne mellem Søerne og volden blev formelt ophævet i 1867, men byggeklausulerne for den enkelte grund blev


76

først ophævet, når ejeren havde indbetalt en del af den værdistigningsafgift, en taksationskommission i forvejen havde fastsat til staten. Endnu i 1916 var der uindløste demarkationsklausuler, og bestemmelserne er så vidt vides endnu ikke afløst for Garnisons og Holmens Kirkegårde. 1867-loven gjaldt kun for Københavns Befæstning mod Sjælland. Mod Amager blev demarkationsbestemmelserne opretholdt, indtil man i 1909 ophævede bestemmelserne, når grundejerne havde betalt halvdelen af værdiforøgelsen til statskassen. Arealet lå centralt, og i det følgende tiår rejste Amagerbros karakteristiske bebyggelse sig på det hidtil sparsomt bebyggede terræn.

Digeporten: Se Norgesporten.

Dronningens Bastion: Bastion i Kastellet mellem Kongens Bastion i nord og Kongeporten og Grevens Bastion i øst. Oprindelig opført i 1650'erne, men ombygget af Henrik Ruse, der forstærkede den kraftigt. Bastionen har stået uændret til vore dage. I bastionens hule indre blev der i 1712 opført det endnu eksisterende krudtmagasin, der fungerede til 1779. Fra 1817 til 1847 blev det brugt som fængsel for fæstningsslaver, hvorefter det igen blev indrettet til magasin for opbevaring af krudt.

Dronningens Mølle: Se Rosenkrantz Bastion.

Dyssen, Christiania: Se Christianshavns Enveloppe.

Elefantens Bastion: Ved ombygningen af Christianshavns fæstningsværker i 1667-70 blev den gamle Møllebastion kraftigt ændret, og den blev med en kurtine sat i forbindelse med den nye Panterens Bastion i vest. Mod øst korresponderede den med Løvens Bastion. I 1730'erne blev bastionens flanker forsynet med forsænkede batterier. Siden har bastionen ikke undergået nogen større ændringer. Fra 1670 til 1842 stod der på bastionens jordfyldte indre en mølle, "Breslaus Mølle".

Enhjørningens Bastion: Regelmæssig, hul bastion i Christianshavns Vold mellem Panterens Bastion og Kalvebods Bastion. Anlagt i årene 1668-70 på opfyldt terræn, da man forbandt Københavns og Christianshavns Volde med hinanden. I 1730'erne blev bastionens flanker forsynet med forsænkede batterier. Siden da er der ikke sket væsentlige ændringer. Ca. 1675 blev det endnu eksisterende grundmurede krudtmagasin i bastionens indre opført. Det bruges nu af Københavns Kommunes Parkafdeling som lagerrum. Bastionens hule indre har fra 1683 været anvendt til en lang række forskellige industrielle aktiviteter. De har alle været befæstningen uvedkommende.

Enveloppeparken: Se Christianshavns Enveloppe.


77

[illustration]

Enveloppevej: Den Dækkede Vej på indersiden af Christianshavns Enveloppe. Navnet eksisterer fortsat som betegnelsen for den parksti, der løber langs med ydersiden af Christianshavns Voldgrav mellem Torvegade og Amager Boulevard.

Erdkehlgraven: Den del af vandområdet over Refshalegrunden, der blev afsnøret fra Øresund ved anlægget af Nyværk 1682-92. Området har navn efter den linie (på dansk: Strube, på tysk: Kehl), der kan drages mellem en bastions to flanker nærmest voldgaden, og som er basis for en bastions grundplan. "Erdkehl", der således er en "strube af jord", er i dansk sprogbrug ofte omdannet til navnet "Ærtekedel". Erdkehlgraven blev efter 1692 formindsket i takt med udbygningen af Holmen.

Erdkehlvej: Se Refshalevej.


78

Esplanaden: Allé anlagt 1782-85 på Kastellets sydlige esplanade mellem voldgraven og datidens Toldbodvej (fra 1953 Esplanaden). Alléen udgik fra hjørnet af Bredgade og førte oprindelig ud til havnen ved Nordre Toldbod. Ved opførelsen af Søkortarkivets og Havnevæsenets bygninger i 1860'erne blev alléen afkortet ved Amaliegade. Siden er den yderligere blevet afkortet ved opførelsen af Frihedsmuseet 1956-57 og gadegennembruddet for Langelinievejen, der blev omlagt i 1958. Af dens oprindelige karakter er der nu kun svage spor bevaret i Churchillparken. Se Grønningen.

Falsters Kontregarde: Forværk i Kastellets Enveloppe ud for Dronningens Bastion mellem Fyns Ravelin og Sjællands Ravelin, anlagt af Henrik Ruse mellem 1662 og 1666 som den sydvestligste del af Kastellets kontrescarpe mod vest. I kontregarden blev der i 1707 opført et bindingsværkshus, der i 1745 blev omsat i grundmur og fik sit nuværende udseende ved en ombygning i 1838. I 1898 fik Københavns Kommune overdraget kontregarden, idet forsvaret dog stadig råder over det indre af kontregarden med den grundmurede bygning. Den yderste spids blev sløjfet, en del af voldgraven fyldt op og arealet udlagt til boulevardgaden "Grønningen". Bortset fra dette indgreb står kontregarden som ved opførelsen.

Faste Batteri: Amager Fælled har fra sidste halvdel af 1600-tallet været brugt til artilleriets skydeøvelser, hvor der fra gang til gang blev opført midlertidige anlæg. I 1765 påbegyndte major François Jacques Xavier d'Aubert anlægget af en permanent øvelsesplads af jord på 75 x 125 m med vandfyldt grav på alle sider og med brystværn for kanoner mod syd. Nord for batteriet blev der indrettet et trekantet forværk. Faste Batteri, der var færdigt i 1770, blev udelukkende brugt til øvelsesskydninger og til afprøvning af artilleri, og det havde aldrig nogen funktion i Københavns forsvar. Faste Batteri blev i begyndelsen af 1800-tallet ofte omtalt som Gøtkens eller Gøtchens, ja endog Gjøgens, Batteri måske efter Em. S. Gøthgen, der var underofficer i artilleriet. Fra 1860'erne blev en del af artilleriets forsøgsvirksomhed henlagt til batteriet. Fra 1973 har Statens Politiskole haft lokaler her. Ved anlægget af DSB's forbindelsesspor til Amagerbanen mellem Langebro og Amagerbrogade omkring 1906 blev forværket afskåret fra selve batteriet. Ved den samtidige anlæggelse af Artillerivej blev det nordvestlige hjørne af batteriet afgravet, og i begyndelsen af 1950'erne opfyldte man størsteparten af voldgravene, hvoraf kun de nordøstlige dele er bevaret. I nærheden af Faste Batteri blev der opført flere permanente øvelsespladser, blandt andet for Søartilleriet i 1763 (senere omtalt som Marinens Batteri), og i 1776 "Polygonen paa Amager" med tre batterier sydvest for Faste Batteri. "Polygonen" eksisterede til 1808, og omtales i 1794 som "Krebsenborg" efter major Henrik Johannes Krebs. I 1825-26 blev der opført et stort nyt øvelsesbatteri med en lille fire-bastionær befæstning, efter Frederik VI kaldt "Frederiksgave". Anlægget forfaldt hurtigt, men de sidste rester forsvandt først i 1860'erne ved anlægget af skydebanerne ved Artillerivej.


79

[illustration]


80

Filosofgangen: Alle langs indersiden af Vestervold mellem Ny Kongensgade og Farvergade, anlagt i 1780'erne for ridende og gående færdsel. Filosofgangen forsvandt ved sløjfningen af Holcks Bastion og Gyldenløves Bastion i 1886-87.

Frederiksgave: Se Faste Batteri.

Frederiks Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget i årene efter 1682 mellem Carls Bastion i syd og Charlotte Amalies Bastion i nord. Opkaldt efter Frederik IV (1671-1730), søn af Christian V. I 1744-45 opførtes der det endnu eksisterende krudtmagasin i bastionens hule indre efter tegninger af C.E.D. von Øtken.

[illustration]

Fyns Ravelin: Forværk i Kastellets enveloppe mellem Falsters og Møens Kontregarder ud for kurtinen mellem Dronningens Bastion og Kongens Bastion. Ravelinen blev opført mellem 1662 og 1666 som en del af Henrik Ruses kontrescarpe vest for Kastellet. I 1709 blev der opført et artillerihus, senere vagtbod og smedie,


81

der gav navn til Kastellets enveloppe mod vest, "Smedelinien". Har fra ca. 1900 været benyttet som redskabsmagasin for Københavns Kommunes Parkafdeling.

Færø Reduit: Forværk foran Lollands Kontregarde i Kastellets enveloppe, anlagt før 1728, muligvis i løbet af 1720'erne, med murbeklædte jordvolde og en vandfyldt grav. Reduitten lå omtrent på Langeliniebroens plads. I årene 1884-85 blev der lige sydvest for reduitten opført .et antal træbarakker for Ingeniørtropperne, som havde øvelsesplads i området til 1895. Nogle afbarakkerne blev herefter flyttet til øvelsesterrænet i Ryvangen, og enkelte derfra videre til Farum Kaserne, hvor de endnu findes.

Fæstningens Materialgård: Fra midten af 1600-tallet lå Fæstningens Materialgård i karréen Stokhusgade/Rigensgade/Øster Voldgade, men blev i 1683 flyttet til Frederiksholms Kanal (nuværende nr. 30). I 1700-tallet blev bygningerne fornyet, og de har siden 1952 huset Forsvarets Bygningstjeneste.

Gammel Nørreports Bastion: Se Nørreports Bastion og Ahlefeldts Bastion.

Gothersmølle: Se Stadsoberstens Bastion.

Grevens Bastion: Bastion i Kastellets sydøstlige hjørne, syd for Prinsessens Bastion og øst for Kongeporten og Dronningens Bastion. Anlagt på opfyldt terræn mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse. I bastionens hule indre blev der i 1742-43 opført et krudtmagasin, der i perioden 1817-47 blev anvendt som fængsel for fæstningsslaver. Siden blev det anvendt som ammunitionsdepot. Efter afgivelsen af Kastellets østlige del i 1892 blev Grevens Bastion stærkt ødelagt ved anlæggelsen af Forbindelsesvejen mellem Nordre Toldbod og Frihavnen, der gennemskar bastionens højre face. Samtidig blev der anlagt en promenadevej mellem Langelinie og Esplanaden tværs over bastionen. Derfor blev det nødvendigt at nedrive krudtmagasinet, men dets smukke sandstensrelief med Christian VI's navnetræk blev bevaret og findes nu i gården bag Søndre Magasin. Det meste af bastionen indgik herefter i den kommunale Kastelspark, der i 1988 blev givet tilbage til Kastellet ved nedlæggelsen af Forbindelsesvejen. Finansieret af "A.P. Møllers & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond" renoveredes bastionen delvist i 1988-89. Man mangler dog stadig at få fjernet Langelinievejen og retableret bastionsspidsen.

Grønlands Bastion: Forbindelsesbastion mellem Københavns Befæstning og Kastellet. Oprindelig anlagt i 1650'erne som en uregelmæssig jordfyldt halvbastion, bestående af en flanke og en face mod vest og nord samt en lang flanke mod øst. Fra 1660'erne var bastionen dækket af Kastellet og derfor kun forsynet med en lettere forskansning. I perioden 1685-1708 lå Østerport i bastionen, og Grønlands Bastion blev derfor i 1686 overført administrativt fra Kastellet til Københavns


82

Fortifikation. Efter 1708 blev bastionen udbygget til dens endelige form, og i den tilstand eksisterede den til 1892, da den blev gennemskåret af Søndre Frihavnsvej (fra 1950 Folke Bernadottes Allé). Området nord herfor blev i 1896 overdraget DSB, der her anlagde et rangerterræn for den nye Østerbro Station (nuværende Østerport Station). Området syd for Søndre Frihavnsvej blev i 1907 overdraget den svenske menighed, der i 1908-11 opførte Gustavskyrkan og i 1921 et alderdomshjem på arealet. Skellet mellem Gustavskyrkans grund og Kastelsgraven markerer bastionens østlige afgrænsning.

Grønlands Lynette: Lukket udenværk foran Østerports Ravelin, anlagt før 1728, muligvis i løbet af 1720'erne, med foranliggende tør grav. Lynetten hørte oprindelig til Københavns Fortifikation, men var ikke omfattet af Københavns Kommunes overtagelse af fæstningsterrænet i 1870. Den indgik herefter som en del af Kastellets Glacis, der blev benyttet som øvelsesplads for Ingeniørtropperne. Den eksisterede til 1896, da den forsvandt i forbindelse med områdets bebyggelse. Lynetten lå omtrent i krydset Bergensgade/Kristianiagade med en afgrænsning mod vest, der nøje svarer til vore dages skel mellem Garnisonskirkegård og villaerne i Kristianiagades vestside.

Grønlands Mølle: Se Rosenkrantz Bastion.

Grønningen: Alle med fire rækker træer, anlagt 1782-85 på Kastellets vestlige esplanade fra Toldbodvej (nuværende Esplanaden) til Østerport. Alléen udgik fra et punkt mellem Bredgade og Store Kongensgade og lå således noget vestligere end nutidens Grønningen, der blev anlagt 1905-06.

Gyldenløves Bastion: Bastion i Københavns Vestervold mellem Schacks Bastion og Vesterport i nord og Holcks Bastion i syd. Anlagt 1667-70 som en jordfyldt bastion med foranliggende faussebrai på et terræn, der lå ud for den hidtidige Vestervold. Ved voldens forlægning opstod Halmtorvet, der nu udgør den del af Københavns Rådhusplads, der ligger mellem Strøget og Farvergade. I 1671 blev den opkaldt efter Christian IV's søn Ulrik Christian Gyldenløve (1630-58), der gjorde sig særlig fortjent under de første udfald mod de svenske stillinger uden for Vesterport i august-september 1658. På Gyldenløves Bastion blev der i 1669 opført en stubmølle, fra ca. 1700 kendt under navnet Lucie Mølle, angiveligt efter en kvindelig selvmorder, der fandt døden i nærheden. Møllen kendes også som Lavendelstrædes Mølle. Møllen stod på dette sted til 1886, da den blev flyttet til Kongens Enghave, hvor den blev ødelagt ved en påsat brand i 1913. Gadenavnet Stubmøllevej minder endnu herom. Gyldenløves Bastion blev sløjfet i 1886-87, da området blev udlagt til hovedpavillonen for den Store Nordiske Landbrugs- og Industriudstilling, der fandt sted i 1888. Københavns Rådhus dækker i dag bastionens indre areal.


83

[illustration]

Gyldenløves Ravelin: Ravelin mellem Gyldenløves og Holcks Bastioner i Københavns Vestervold, anlagt ca. 1667 til forsvar af Rysensteens Enveloppe. Ravelinen blev i 1844 lejet af Tivoli, som den siden har tilhørt. En del blev ved anlæggelsen af Vestre Boulevard (nu H.C. Andersens Boulevard) i 1891 inddraget til gadeareal; resten svarer til området mellem broen over Tivolisøen og hjørnet ved Glyptoteket.

Gøtkens Batteri: Se Faste Batteri.

Hahns Bastion: Bastion mellem Schacks Bastion i Vestervold mod syd og Hahns Bastion i Nørrevold. Som hjørnebastion regnes bastionens sydlige face og flanke til Vestervold, mens bastionens nordlige face og flanke hører til Nørrevold. Oprindelig opført 1618-19 som et massivt jordværk med det gamle Hanetårn liggende


84

inde i bastionen. Den blev kraftigt ombygget i 1660'erne til en jordfyldt bastion og i 1720'erne forsynet med foranliggende faussebrai. Oprindelig kaldt Hanens Bastion efter det gamle fæstningstårn, som blev skjult ved ombygningen i 1660'erne. Ved navngivningen af de københavnske bastioner i 1671 kunne navnet "Hanens Bastion" opfattes, som var bastionen opkaldt efter overjægermester Vincent von Hahn (1632-80), der var en af de mest magtfulde mænd efter Christian V's tronbestigelse i 1670. I bastionen fandtes - muligvis fra 1660'erne - et grundmuret krudtmagasin, der fra 1865 til 1871 blev anvendt som atelier for billedhugger Saabye. 1 1845 anlagde brygger J. C. Jacobsen en lagerkælder for øl ved bastionens venstre flanke med indgang fra voldgaden ud for Teglgårdsstræde. En del af kælderen blev også benyttet som iskælder for hoffet. I 1863 fik han tilladelse til at have et øludsalg ved indgangen. Kælderen blev fjernet i 1874. I 1652 fik en møller tilladelse til at flytte sin virksomhed til Hanens Bastion. Nymølle, som den blev kaldt, blev senere ombygge t til hollandsk mølle. Den blev i 1872 erhvervet af Københavns Kommune, der udlejede den indtil 1874, da den blev fjernet i forbindelse med, at Ørstedsparken blev anlagt.

Hanens Bastion: Se Hahns Bastion.

Helmers Bastion: Bastion mellem Schacks Bastion i Københavns Vestervold mod syd og Hahns Bastion i Nørrevold. Oprindelig anlagt 1623-24 som et massivt jordværk med det gamle Jarmers Tårn liggende inde i bastionen, hvor det tilsyneladende har tjent som magasin i en del år. Bastionen blev helt ombygget i 1660'erne, hvorved den blev forstærket. Den blev senere - muligvis i 1720'erne - forsynet med faussebrai. Bastionens position som hjørnebastion betød, at den havde en noget anden form end de øvrige københavnske bastioner, idet dens strube var meget kort. Bastionen var jordfyldt, og dens fyldmasse omfattede fra ombygningen i 1660'erne det middelalderlige "Jarmers Tårn". Fra dette tårn fik bastionen sit navn, der skal være en forvanskning af navnet "Jarmer" [rettelse 2006: "Jaromir"]. Navnet blev officielt i 1671. I 1651 fik en mølleejer tilladelse til at flytte sin stubmølle til Helmers Bastion. Den blev senere erstattet af en hollandsk mølle, kaldt Sankt Peders Mølle efter det nærliggende stræde. Møllen fungerede fortsat efter kommunens overtagelse af fæstningsværkerne i 1870, og bygningerne blev først fjernet i 1885. Møllen blev flyttet til Sønder Jernløse syd for Holbæk, hvor den endnu eksisterer. Bastionen indgik fra 1886 i den nu forsvundne Aborrepark.

Hetlands Redout: Forværk nordvest for Bornholms Ravelin i Kastellet, anlagt før 1728, muligvis i løbet af 1720'erne, med murbeklædte jordvolde og en foranliggende vandfyldt grav. Hetland er en ældre betegnelse for Shetlandøerne. Reduitten forsvandt i 1896-97 i forbindelse anlægget af Østerbro Station (nuværende Østerport Station). Den lå omtrent midt i vore dages jernbaneterræn mellem stationen og Langeliniebroen.


85

Holcks Bastion: Bastion i Københavns Vestervold mellem Gyldenløves Bastion i nord og Rysensteens Bastion i syd. Anlagt 1668-70 på opfyldt terræn i Kalveboderne som en regelmæssig, hul bastion, senere - måske 1714-15 - forsynet med foranliggende faussebrai foran højre face og flanke. I 1671 opkaldt efter Eiler Holck (1627-96), der var en aktiv deltager i Københavns forsvar under belejringen 1658-60. Fra Grundtaksten af 1689 ved vi, at bastionens indre var tæt bebygget med boliger for håndværkere fra Tøjhuset og Holmen. I slutningen af 1700-tallet blev der i bastionen opført et ridehus, ligesom der blev indrettet en ridebane for den nærliggende kaserne for Livgarden til Hest. Ved Københavns Kommunes overtagelse af terrænet overgik disse anlæg til lejebasis, og de forsvandt først i 1890. I 1819 blev der indrettet et filialobservatorium til Rundetårn på bastionens spids. Det eksisterede til ca. 1830. I 1888 blev bastionen sløjfet, og den foranliggende voldgrav blev kastet til. Bastionen lå mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade.

Holcks Lynette: Udenværk nord for Rysensteens Enveloppe ud for Holcks Bastion i Københavns Vestervold. Anlagt 1779 til forsvar af enveloppevejen fra tømmerpladserne til Rysensteens Lynette. I 1808 forsynet med vandfyldt grav. I slutningen af 1850'erne blev Øen lejet ud til Tivoli, der her opførte en pavillon. Tivoli overlod i 1865 grunden til Selskabet "Capri". I 1885 blev lejemålet opsagt, og lynetten herefter sløjfet. Den lå, hvor Ny Carlsberg Glyptoteks hovedbygning nu befinder sig.

Hoppens Bastion: Halvbastion i Christianshavns tidligste befæstning, anlagt mellem 1618 og 1624 ved bydelens nordøstlige hjørne ud mod havnen, vis a vis Batteriet på Bremerholm. Bastionen var udformet som en halvbastion med flanke mod syd, face mod nordøst og en flanke i forlængelse af kystlinien langs havnen i nordvest. Ved kurtinen mod øst var bastionen oprindelig forbundet med Bastionen bag Kirken (senere Løvens Bastion), og fra ca. 1668 med Tigerens Bastion. På denne strækning var volden afbrudt af Christianshavns Kanal, der kunne spærres af en bom og kæder. Bastionen var opkaldt efter den christianshavnske brygger Hans Hop (Hoppe), død 1681, der ejede den nærliggende ejendom Strandgade 28-30, og som muligvis også havde en mølle på bastionen. 1 1671 blev den omdøbt til Lossens Bastion. Bastionen lå uændret indtil 1680'erne, da anlægget af Nyværk overflødiggjorde den. Den lå øst for krydset Strandgade/Bådsmandsstræde.

Hukken: Indpæling af den sydlige del af Refshalegrunden til sikring af orlogsflåden, anlagt 1680-83 som et trapezformet areal på ca. 320 x 400 m og beskyttet af Neptuni Bastion. Pæle spærringen blev forsynet med en vægtergang ("galleriet"), der bestod af et system af gangbroer. Hukkens nordlige side blev direkte forbundet med Toldboden via en bro, "Bombroen", som især blev benyttet af Holmens faste stok. Opfyldninger øst for Hukken udviklede sig i løbet af 1700-tallets første halvdel til Nyholm.


86

Hundeparken: Uofficielt navn for den del af fæstningsterrænet, der ligger mellem Botanisk Haves østskel og Sølvgade. Ved Bebyggelsesplanen for Fæstningsterrænet 1872 var de sydlige to trediedele af arealet udlagt til bebyggelse. Den norlige tredjedel blev 1887-90 bebygget med en ny hovedbygning til Polyteknisk Læreanstalt, nu Botanisk Centralinstitut. Samtidig blev der i 1888-93 opført en bygning for Kemisk Laboratorium og Mineralogisk-Geognostisk Museum, nu Geologisk Museum, på den sydlige del af området. Resten af arealet blev omordnet 1893-94. Den vestlige halvdel af parken, der lå mellem de to bygninger, blev i 1905 udlejet til Botanisk Have, mens resten af arealet kom til at henligge som en smal bræmme langs Sølvgade.

Huths Batteri: Batteri beliggende på en pynt i Øresund nord for Norges Reduit i Kastellet. Anlagt i en usædvanlig, let afrundet form omkring 1780. Opkaldt efter generalmajor H.W. Huth (1717-1806), som sandsynligvis har projekteret anlægget. Batteriet forsvandt ved omlægningen af området i forbindelse med anlæggelsen af Frihavnen efter 1892.

[illustration]


87

Inondationsdæmningen: Dæmning over Ladegårdsåen vest for Jagtvej/Falkoner Allé, anlagt som provisorisk foranstaltning i foråret 1848 for at skabe et foranliggende oversvømmelsesområde, en "Inondation", til hindring for en fjendes bevægelsesfrihed og for at holde ham på afstand af byen. For at oversvømmelsesområdet kunne få en passende dybde, blev store arealer eksproprierede ved Grøndalsåen og ved Damhussøen. Oversvømmelsen har sandsynligvis ikke været iværksat. Dæmningen, der var ca. 620 m lang, bestod af to selvstændige dele, der lå parallelforskudt i forhold til hinanden omkring et højdedrag midt i moseområdet omkring Ladegårdsåen. De var forbundet med en dæmning, der lå på højdedraget parallelt med åen. Dæmningssystemet lå omtrent i vejforløbet Skotterupgade/Ågade/Kronprinsesse Sofies Vej. Den vestlige del af dæmningen blev i 1887 mageskiftet med arealer til Den Militære Beslags- og Rideskole, der skulle rømme Rysensteens Bastion, mens resten i 1889 blev solgt til Københavns Kommune og en lokal grundejer. Dæmningen forsvandt herefter. Til oversvømmelsesområdet hørte nogle små arealer, ved Grøndalsbroen og ved Lygten, der i 1903 blev overdraget Københavns Kommune, som havde benyttet arealerne siden midten af 1860'erne.

Islands Bastion: Halvbastion syd for Kastellet anlagt 1664-65 for at sikre den åbne kystlinie mellem Kastellet og Christianshavn. I forhold til det nuværende gadenet lå den omtrent i vejkrydset Amaliegade/Toldbodgade. Bastionen var flankeret af en lav vold og var forsynet med en våd grav og en kontrescarpe, der på et kort fra 1670 strakte sig helt fra Toldboden i nord til nuværende Sankt Annæ Plads i syd. Efter navnet på bastionen at dømme hørte den til Kastellets forsvarsværker (jf. den modsat beliggende Grønlands Bastion). Den sydlige del af graven og kontrescarpen forsvandt ved opfyldning i løbet af 1680'erne, da udbygningen af Christianshavns Befæstning mod nord (afsluttet i 1692) nu beskyttede denne del af Københavns Havn. Resten af bastionen og kurtinen mod Kastellet forsvandt ved anlægget af den nordlige del af Toldbodvej i årene 1707-19.

Islands Batteri: Batteri på Langelinie ud for Prinsessens Bastion i Kastellet, anlagt mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse under navnet Jyllands Batteri. Som resten af den nordlige del af Langelinie blev Islands Bastion i december 1892 overdraget til Københavns Havnevæsen, siden Københavns Kommune, og den forsvandt snart efter. Det lå mellem den sydlige kaj af Lystbådehavn og Kastelsgraven.

Jyllands Batteri: Se Islands Batteri.

Kalvebods Bastion: Den vestligste af Christianshavns Volds Bastioner, anlagt 1668-71 vest for Enhjørningens Bastion og øst for Langebro og Rysensteens Bastion på Københavnssiden af Kalveboderne. Bastionen var opbygget som en regelmæssig, hul bastion.


88

I fortsættelse af bastionens venstre flanke gik en dæmning over til kontrescarpen, der adskilte voldgraven fra Kalveboderne. På kontrescarpens yderste spids anlagde man Kalvebods Lynette. Bastionens venstre flanke blev i 1730'erne forsynet med et forsænket batteri.

I 1709 blev der opført en ny vagtbygning, der i 1822 blev omdannet til smedie med bolig for smeden. Huset indgår nu i Daniscos område sammen med den store magasinbygning for Søetaten, opført i slutningen af 1700-årene. En ældre træbygning, der blev brugt til tørring af træ, blev ca. 1990 flyttet til Fredensborg Slot. I 1909 blev der på voldkronen opført et kursted for den private tuberkuloseforening "Hjælpekorpset". Her var dagsanatorium indtil ca. 1973, og fra ca. 1951 har bygningerne tillige huset "Hjælpekorpsets Børnehave".

[illustration]


89

Kalvebods Lynette: Udenværk foran Kalvebods Bastion i Christianshavns Vold i skæringspunktet for dæmningen mellem voldgraven og havnen og kontrescarpen (senere Christianshavns Enveloppe). Lynetten forsvarede sammen med Rysensteens Lynette i Vestervold den sydlige indsejling til havnen. Den blev forstærket ved opførelse af en murbeklædning i 1703, og 1754-55 blev der opført en jordvold uden om denne. Ved udbygning af kontrescarpen med en enveloppe 1779-91 blev anlagt en dækket vej på ydersiden af voldgraven mellem Christiani Quinti Lynette og Kalvebods Lynette. Fra 1840'erne blev vejen også anvendt af civile, der ønskede at benytte enveloppens yderside mod Kalveboderne til badning. Kalvebods Lynette forsvandt ved anlægget af Ny Tøjhus i 1887-88. Den lå omkring Vestmannagade og Havneparkens nordlige del på Islands Brygge.

Kaninøen: Ravelin (egentlig Løvens Ravelin) i Christianshavns Voldgrav mellem Løvens Bastion og Ulriks Bastion, anlagt mellem 1682 og 1692 som en sikring af det ekstraordinært store vandareal, der ligger foran den uregelmæssige Løvens Bastion.

Karlstad: Se Brønshøjlejren.

Kastellet: (Til 1949: Citadellet Frederikshavn): Påbegyndt ca. 1627 som citadel til beskyttelse af indsejlingen til Københavns Havn under navnet Sankt Annæ Skanse. Dette første anlæg omfattede en kærnebefæstning i form af en halv ottekant med tre hele og to halve bastioner og en lang, lige kurtine mod Øresund, samt tre kronværker mod sydvest, vest og nordvest, der blev påbegyndt, men som næppe var halvfærdige, da planen blev ændret omkring 1650: Udenværkerne faldt bort, og kærnefæstningen blev omdannet, så der kom tre bastioner mod land og to mod Øresund. Under Københavns Belejring 1658-60 var dette kastelsanlæg næsten færdigt. I 1661 indkaldte man den nederlandske militæringeniør Henrik Ruse, der med udgangspunkt i de eksisterende værker projekterede det omfattende anlæg, der blev virkeliggjort 1662-66: Hovedfæstningens bastioner blev udbygget kraftigt, og der blev anlagt en enveloppe af raveliner og kontregarder mod land (Smedelinien). Mod Øresund udbyggedes de to bastioner og en kontrescarpe (Langelinie). Desuden blev der opført en bastionær voldstrækning langs havnen mod syd, så Ny-Københavns åbne flanke blev lukket (se Islands Bastion). Inde i fæstningen opførtes to porte med tilhørende vagtboder og barakker (kasernebygninger, nu kaldet stokke) til en fast garnison samt et tøjhus og et provianthus. Desuden påbegyndte man byggeriet af et slot, men projektet blev standset, da man havde fået lagt fundamentet. Senere kom en kommandantbolig og en kirke til. Hvor Kastelskirken nu ligger, havde det oprindelig været meningen at lægge et firefløjet kongeslot. Bortset fra en ombygning af barakkerne i midten af 1700-tallet står bygningerne i fæstningen stort set som ved opførelsen og er efter Den anden Verdenskrig blevet restaureret.


90

[illustration]


91

[illustration]

Ved anlægget af Frihavnen 1892-94 og de samtidige gade- og baneanlæg blev udenværkerne kraftigt beskåret. Også hovedfæstningen blev berørt, men en smuk restaurering, finansieret af "AP. Møllers & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond", har 1988-89 fjernet de værste ødelæggelser. Prinsessens Bastion blev genetableret, og der er også aktuelle planer om en genetablering af Grevens Bastion ved en omlægning af Langelinievejen. Også flere af udenværkerne mod syd og nord kan tænkes at blive genstand for en genetablering. Kastellet blev administreret helt uafhængigt af Københavns Fortifikation indtil 1865, da de to fæst-


92

ningskommandantskaber blev slået sammen. Siden 1854 har der dog eksisteret en særlig kasernekommandant, der fra 1950 er blevet kaldt Kastellets Kommandant.

Kastelsmøllen: Se Kongens Bastion.

Kigkurre: Se Lynetten.

Kirsebærgangen: Gangsti inden for faussebraien mellem Rysensteens Bastion og Nørreport, hvortil gående kunne løse adgangstegn hos Københavns Kommandant mod en mindre afgift. Kirsebærgangen forsvandt i takt med voldenes sløjfning. Den eksisterede længst på strækningen mellem Vesterport og Rysensteens Bastion, der blev sløjfet i 1885-86.

[illustration]


93

Kongens Bastion: Bastion i Kastellet mellem Prinsens Bastion i nord og Dronningens Bastion i syd. Oprindelig opført i 1650'erne, ombygget 1663-65 efter planer af Henrik Ruse, der forstærkede den kraftigt. Bastionen er den største af bastionerne i Kastellet, og havde til formål at sikre passagen ved Østerport, som Ruse allerede 1660'erne ønskede at flytte til Grønlands Bastion. I modsætning til Kastellets fire andre bastioner er Kongens Bastion jordfyldt. Det skyldes måske hensynet til planerne om at lægge et nyt residensslot i Kastellet på det sted, hvor kirken senere kom til at ligge. En tegning fra 1660'erne viser en række murede rum i bastionens indre med forbindelse såvel til dette slot som til en mølle. Først i 1720'erne synes en mølle imidlertid at være bygget på bastionen. Det var en stubmølle. I 1847 blev der opført den endnu eksisterende hollandske mølle, der er den sidste af de mange voldmøller.

Kongeporten: Indtil 1865 og igen fra 1960 det officielle navn for Kastellets sydlige port, der i den mellemliggende periode blev kaldt Sjællandsporten. Porten er opført i 1663, antagelig med anvendelse af materialer fra Christian IV's ufuldførte kirke Sankt Annæ Rotunde, som Henrik Ruse købte i 1662. Portens yderfacade blev opført i en monumental, nederlandsk barok forsynet med blomsterdekorationer. Francois Dieussarts buste af Frederik III kroner frontonen. Over hver ende af porten blev opført et hus, som blev benyttet til magasin og arrestlokaler. Portens inderside havde oprindelig tre vinduer, men det midterste blev blændet, da uret fra den gamle hovedvagt på Kongens Nytorv i 1874 blev flyttet hertil. Her ses også et monogram med Frederik V's navnetræk, muligvis opsat 1750 til minde om en ombygning af Kastellets stokke. Porthvælvingen er 21,3 m lang, 3,5 m bred og 4,7 m høj. Ved portens inderside ligger to vagtboder; begge med udkragende tage, der hviler på fire stolper. De stammer fra 1740'ernes begyndelse og erstatter to ældre bygninger, der lå længere inde i volden. Den nordlige anvendes stadig som vagt. Den sydligste er indrettet som museum for Livjægerkorpset. Foran porten ses to kaponièrer, der skulle beskytte Kongebroen (Sjællandsbroen), der førte ud til Sjællands Ravelin, og flankere kurtinerne og faussebraierne mellem Grevens Bastion og Dronningens Bastion.

Kongeporten, Rysensteens Lynette: Se Rysensteens Lynette.

Krebsenburg: Se Faste Batteri.

Krudttårne: Efter krudttårnseksplosionen i Rosenkrantz Bastion i 1779 blev der 1779-83 opført fire krudttårne langs østkysten af Amager og tre omkring Dragør et nord for byen og to syd for den. De blev bygget med en regelmæssig sikkerhedsafstand, og de var omgivet af våde grave. Indbyrdes var krudtmagasinerne forbundet af Krudttårnsvej, i 1932 navngivet Amager Strandvej.


94

[illustration]


95

Ved en dæmning, der i 1780 blev anlagt syd for 1. Redan i Christianshavns Enveloppe, og som svarer til vore dages vejstrækning "Forlandet", blev forbindelsen til Flådens Leje sikret. Samtidig blev der indvundet et stort landområde, "Fladerne", der nu fortrinsvis benyttes af en række kolonihaver. To af krudttårnene eksisterer fortsat: Krudtmagasin nr. 1 ved krydset Prags Boulevard/Amager Strandvej og Krudtmagasin nr. 2, Amager Strandvej 110. Krudttårn nr. 3 forsvandt ved anlægget af Kastrupfort 1886-87, mens krudttårn nr. 4 blev nedrevet ca. 1940 i forbindelse med en udbygning af Kastrup Lufthavn. Af krudttårnene ved Dragør er de to syd for byen og vej navnet "Krudttårnsvej" bevaret.

Københavns Vold (III): Anlægget bestod fra midten af 1620'erne af en voldlinie med 12 bastioner, der betegnedes Vestervold, Nørrevold og Østervold. Det er dog betegnelser, der ikke altid er enighed om udstrækningen af i kildematerialet. Vestervold bestod af Bryghusbastionen, Bastionen ved Slotsherrens Stald, Bastionen ved Vandkunsten, Vesterports Bastion og den sydlige face og flanke af Helmers Bastion. Nørrevold omfattede den nordlige face og flanke af Helmers Bastion, Hanens Bastion og Nørreports Bastion. Østervold bestod af Sankt Gertruds Bastion, Bastionen ved Lønporten, Sankt Klara Bastion, Bastionen ved Østerport og Bastionen ved Iskulen.

Københavns Vold (IV): Sammen med Christianshavns Vold og Kastellet udgør Københavns Vold den samlede Københavns Befæstning. Ved forlægningen af Østervold i årene efter 1647 og den forstærkning af Nørre- og Vestervold, der fulgte umiddelbart efter, kom Københavns Vold herefter til at omfatte en voldlinie med 12 bastioner; fra 1685 13 bastioner. Vestervold bestod af: Rysensteens Bastion, Holcks Bastion, Gyldenløves Bastion, Schacks Bastion og sydlige face og flanke af Helmers Bastion. Nørrevold bestod af den nordlige face og flanke af Helmers Bastion, samt Hahns Bastion, Ahlefeldts Bastion og Stadsoberstens Bastion. Rosenborg Bastion, Quitzous Bastion, Peuchlers Bastion og Rosenkrantz Bastion udgjorde tilsammen Østervold, hvortil Grønlands Bastion i 1686 [Rettelse 2006: 1685] blev overført fra Kastellets administration.

Ladegården: Skanse syd for Ladegårdsåens indløb i Peblingesøen, anlagt i 1620'erne som et regelmæssigt, bastionært befæstningsværk med en hel bastion, vendt mod sydvest, og to halve bastioner mod øst mod henholdsvis Ladegårdsåen og Sankt Jørgens Sø. Mod syd og vest var skansen forsynet med en foranliggende vandfyldt grav. Mod Ladegårdsåen og Sankt Jørgens Sø var skansen kun lettere be­fæstet. Skansen stod i forbindelse med Vestre Retranchement ved en let vold med en lille bastion, anlagt på vestsiden af Sankt Jørgens Sø, nøje svarende til forløbet af vore dages Vodroffsvej. I skansens indre blev der i 1621-23 opført en imponerende bygning for den kongelige ladegård, der hidtil havde ligget ved Rosenborg Slot. Denne bygning og en række senere udbygninger blev ødelagt under den


96

svenske belejring af København 1658-60 og blev ikke genopført. Siden blev skansen anvendt til en række civile formål, blandt andet som Landetatens Krigshospital 1725-68, Sindssygehospital 1768-1807 og Arbejdsanstalt 1822-1908. Skansen eksisterede næsten helt intakt til begyndelsen af 1860'erne, da anlægget af Klampenborg- og Nordbanerne, åbnet 1863 og 1864, omformede området. Skansen lå mellem vore dages Rosenørns Alle/Åboulevarden og Worsaaesvej.

Langebro: Opført 1690 mellem Vester Voldgade og Langebrogade for at sikre forbindelsen mellem Rysensteens Bastion og Kalvebods Bastion. Fra broens opførelse var den åben for civil, gående færdsel, og den blev kun brugt af kørende trafik, når Knippelsbro var under reparation. Indtil 1795 var broen en del af Københavns Befæstning; fra dette tidspunkt blev udgifterne til dens vedligeholdelse delt mellem Staden København, Københavns Havn og Militæretaten, men dens betydning var fortrinsvis civil. Først i 1851 ophørte dog Militæretatens forpligtelser for broen efter en retssag om fordelingen af udgifterne til en ny ombygning.

Langelinie: Kastellets østlige kontrescarpe, der adskiller voldgraven fra Øresund, anlagt 1662-65 på opfyldt terræn i Øresund. På Langelinie blev anlagt Pinneberg Reduit og Islands Batteri. Langelinie var forsynet med et brystværn med stærk armering. Færdsel på Langelinie var oprindelig forbeholdt militæret, og området var kraftigt bevogtet. I 1780 blev der opført en kreneleret mur mod syd, mens der mod nord var opsat palisader. I løbet af 1700-tallet blev det dog tilladt alle, der købte et adgangstegn, at færdes på området, og Langelinie udviklede sig til et af københavnernes mest foretrukne promenadestrøg. I 1848 blev adgangen givet helt fri. Den krenelerede mur blev fjernet i 1868, og kun de to portalsøjler er bevaret. De står nu i gitteret mellem Gefionspringvandet og Nordre Toldbod.

Langelinie på Christianshavn: Se Christianshavns Enveloppe.

Lavendelstrædes Mølle: Se Gyldenløves Bastion.

Lille Kongens Mølle: Se Rosenkrantz Bastion.

Lille Mølle: Se Løvens Bastion.

Lille Svanemølle: Se Peuchlers Bastion.

Lollands Kontregarde: Forværk i Kastellets enveloppe uden for Prinsens Bastion mellem Bornholms Ravelin og Norges Ravelin. Kontregarden blev anlagt af Henrik Ruse mellem 1662 og 1666 som en del af kontrescarpen vest for Kastellet. Lollands Kontregarde beskyttede den nordlige indgangsvej til Kastellet, Citadelsvej/Kastelsvej, og vejen videre mod Langelinie. Kontregarden forsvandt totalt ved Kastellets


97

afgivelser til Københavns Havnevæsen og DSB i 1892 og 1896. Den lå syd for den østlige del af Langeliniebroen, der lige snitter nordsiden af dens oprindelige grav ud for højre flanke.

Lossens Bastion: Se Hoppens Bastion.

Lucie Mølle: Se Gyldenløves Bastion.

Lynetten: Søbefæstningsanlæg anlagt i 1767 på en kunstig ø på den nordlige del af Refshalegrunden som et led i Frederik Danneskiold-Samsøes planer for et københavnsk søforsvar. Lynetten blev udvidet 1777-80. Den bestod oprindelig af 2 facer mod øst og 2 flanker mod henholdsvis nordnordvest og sydsydvest, men blev senere udvidet til en langstrakt form i retningen øst-vest. På Lynetten blev der omkring 1780 opført det endnu eksisterende "Gule langhus" eller "Våningshuset" som krudtmagasin, men det har senere været anvendt til indkvartering og kommandostation. Lynetten blev først armeret under Treårskrigen i 1848.

Løngangen: Muret dæmning i Københavns Vestervold mellem Bastionen ved Slotsherrens Stald og Bastionen ved Vandkunsten, anlagt i 1618-19 som et led i byens befæstning som en forbindelse mellem Bastionen ved Slotsherrens Stald (på Slotsholmen) og Bastionen ved Vandkunsten. Den var ca. 180 m lang og forsynet med to hvælvinger på midten, der sikrede vandgennemstrømningen, og var endvidere opmuret med skydeskår på sydsiden, der vendte ud mod Kalveboderne. Under den svenske storm på København natten mellem 10. og 11. februar 1659 blev hovedangrebet sat ind på dette sted, som blev anset for svagt. Løngangen fungerede også som civil passage mellem Københavns Slot og Vesterport. Ved anlægget af den nye Vestervold 1667-70 blev Løngangen overflødig, og den blev derfor nedrevet 1668. Den strakte sig i vore dages gadenet fra springvandet på Christiansborg Slots Ridebane til krydset Vandkunsten/Rådhusstræde.

Lønporten: Port mellem Bastionen ved Lønporten og Sankt Klara Bastion, omtalt 1563, men udvidet og ombygget 1614-18 i forbindelse med moderniseringen af fæstningsværkerne. Porten blev først og fremmest benyttet af de borgere, der havde haver uden for volden, og af Christian IV, der via Lønporten fik en bekvem vej til Rosenborg Slot. Ved forlægningen af Østervold omkring 1647 blev porten brudt ned, og området derefter udlagt til byggegrunde. Porten lå mellem Gothersgade og Vognmagergade, og rester blev fundet, da man i 1912 gravede ud til Københavns Belysningsvæsens hovedsæde, Vognmagergade 8. Gaden "Lønporten" ligger således en anelse sydligere end porten.


98

[illustration]


99

Løvens Bastion: Ved nyanlægget af Christianshavns Vold i årene 1668-70 blev den gamle Bastionen ved Kirken kraftigt udvidet og fik samtidig sit nuværende navn. Den lå da mellem Elefantens Bastion og Amagerport i vest og Tigerens Bastion i nord og havde en foranliggende vandfyldt grav beskyttet af en kontrescarpe. Bastionen var jordfyldt. Ved anlægget af Nyværk blev dens venstre face og flanke ændret for at sikre forbindelsen til den nye Ulriks Bastion i øst. Derved blev dens spidsvinklede og regelmæssige form ændret. Dens facer kom til at mødes i en stump vinkel, der står i modsætning til fæstningens øvrige bastioner. Allerede i 1669 blev der givet tilladelse til opsætning af en mølle på bastionen, siden kaldt "Lille Mølle". Den var oprindelig en stubmølle, men blev i 1783 ombygget til en hollandsk mølle, hvis ottekantede, tre etager høje underdel med stræbepiller endnu er bevaret. Møllens overdel blev fjernet i 1897 som den sidste af de christianshavnske møller. Underdelen blev sammen med møllebygningerne indrettet til privat beboelse og er siden overdraget Nationalmuseet.

Løvens Ravelin: Se Kaninøen.

Minebådsgraven: Den del af Christianshavns Voldgrav, der ligger nord for dæmningen ved Charlotte Amalies Bastion. Omkring 1880 blev området sat i forbindelse med Søminegraven ved en gennemskæring af kurtinen mellem Christiani Quinti og Charlotte Amalies Bastion, så den kunne benyttes af Søminevæsenet til henlæggelse af minebåde.

Møens Kontregarde: Forværk i Kastellets enveloppe ud for Kongens Bastion mellem Fyns Ravelin og Bornholms Ravelin. Kontregarden er anlagt mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse som en del af kontrescarpen vest for Kastellet. Den er så godt som fuldt bevaret. Graven ved dens spids er dog blevet indsnævret ved anlægget af Folke Bernadottes Allé i 1892. Da Smedelinien blev åbnet for offentligheden i 1918 blev en bro anlagt fra Oslo Plads til en sti langs kontregardens venstre face og flanke. I 1920 anbragtes Anders Bundgaards monument for Treårskrigens faldne svenske, norske og finske frivillige i dens indre.

Møllebastionen: Bastion i Christianshavns tidligste befæstning, anlagt mellem 1618 og 1624 mellem Store Møllebastion i vest og Amagerport og Bastionen ved Kirken i nordøst. Ved udbygningen af Christianshavns Befæstning 1668-70 blev Møllebastionen kraftigt omdannet og blev omdøbt til Elefantens Bastion.

Møllebastionen: Se Peuchlers Bastion.

Neptuni Bastion: Bastion på nordsiden af Hukken (senere Nyholm) mellem Toldboden og Christiani Quinti Bastion, anlagt 1683 til forsvar af orlogsflåden ved


100

sænkning af skibet "Neptunus", der blev udnyttet som fundament. Neptuni Bastion blev i 1740'erne ombygget til bastionen Sixtus.

Norges Ravelin: Ravelin foran Norgesporten i Kastellet mellem Prinsens Bastion i vest og Prinsessens Bastion i øst. Mod nord, mod Øresund, var ravelinen forbundet med Norges Reduit og Huths Batteri med Norges Ravelinbro. I ravelinen fandtes en vagtbod, der fra 1821 var indrettet til beboelse. Den forsvandt sammen med resten af ravelinen, efter at området i december 1892 var blevet overdraget Københavns Havnevæsen. Vagtbygningen lå, hvor den store trappe i dag fører op til Langelinievejen. I et aktuelt projekt til en omlægning af trafikken omkring Langelinie er der antydet mulighed for at retablere Norges Ravelin og det tilhørende stykke af kontrescarpen hen mod Folke Bernadottes Allé.

Norges Reduit: Forværk på ydersiden af den ydre kastelsgrav ud for Norges Ravelin, anlagt mellem 1662 og 1666. Værket bestod af en vinkelformet vold med et batteri af træ til beskyttelse af ravelinbroen. Foran reduiten lå Huths Batteri. Reduitten forsvandt ved omlægningerne efter 1892 i forbindelse med Frihavnens etablering. Reduitten lå i den østlige del af det grønne område nord for Langelinievejen mellem Langeliniebroen og broen over den forhenværende Forbindelsesvej mellem Søndre Frihavn og Nordre Toldbod.

Norgesporten: Kastellets nordre port, oprindelig kaldt Digeporten, fordi den førte ud til det dige eller den dæmning, Henrik Ruse byggede ude i vandet som kontrescarpe for den østlige del af Kastellets hovedvold (Langelinie). Porten blev opført i 1664, antagelig af materialer fra den ufuldendte kirkebygning Sankt Annæ Rotunde, som Ruse i 1662 havde købt med henblik på nedbrydning. Som sin pendant i syd, Kongeporten, er der over hver ende af portåbningen opført et lille hus. De har været anvendt til arrest og som magasiner. Porthvælvingen er 22 m lang, 3 m bred og 4,25 m høj. Frederik V's kongemonogram blev muligvis opsat i 1750 til minde om en ombygning af Kastellets stokke. Portens yderfacade blev noget molestreret, da tyske tropper den 9. april 1940 sprængte portfløjene for at kunne trænge ind i Kastellet. Uden for porten var der opført to kaponièrer (svarende til hvad man endnu kan se foran Kongeporten). Herfra kunne man dels beskyde Norgesbroen, der førte ud til Norges Ravelin, og dels flankere portkurtinernes faussebrai mellem Prinsens Bastion og Prinsessens Bastion. I 1855 blev de revet ned, og man opførte de to krenelerede mure. Inden for porten ligger der på hver side et vagthus med udkragende tag, støttet af fire stolper. De stammer fra en ombygning i første halvdel af 1700-årene og erstattede to ældre bygninger, der lå lidt længere inde i volden. Bygningerne rummede Kastellets hovedvagt indtil nedlæggelsen i 1856. Siden har de været anvendt til boliger og magasinrum.

Ny Nørreports Bastion: Se Stadsoberstens Bastion.


101

Ny Østerports Bastion: Se Rosenkrantz Bastion.

Nyholm: Den først anlagte og nordligste ø i det kompleks af øer, der opfylder og danner Flådens Leje 1690-1995. Oprindelig kaldet Hukken.

Nymølle: Se Hahns Bastion.

[illustration]


102

Nyværk: Udvidelse af Christianshavns Vold, der blev anlagt 1682-92 fra Løvens Bastion i syd til Hukken i nord, så denne blev inddraget i det befæstede område. Det omfattende projekt havde været planlagt siden begyndelsen af 1670'erne, om ikke tidligere, og blev endeligt projekteret af Gottfried Hoffmann, der ledede byggeriet til sin død i 1687. Nyværk, der er så godt som fuldstændig bevaret, omfatter (regnet fra nord) Christiani Quinti Bastion, Charlotte Amalies Bastion, Frederiks Bastion, Carls Bastion, Vilhelms Bastion, Sophie Hedevigs Bastion og Ulriks Bastion. De blev indbyrdes forbundet med voldgaden Quintusvej, eller Erdkehlvej, der delvis falder sammen med den nuværende Refshalevej.

[illustration]

Nørreport (II): Ved Christian IV's ombygning af fæstningsværkerne blev det ydre tårn i 1619 placeret i flanken på den nyopførte Nørreports Bastion, og foran det blev der bygget en bro over graven til forterrænet. Det indre tårn blev derimod liggende og blev i 1618 forsynet med et højt spir. Samtidig blev den gamle grav mellem de to tårne kastet til, hvorved den godt 100 år gamle murstensbro forsvandt, indtil den blev opdaget 1854, og i 1915 blev den undersøgt, inden den blev nedrevet i forbindelse med anlægget af Boulevardbanen. I 1656 forlagdes den gamle Nørreport mod øst til en nyopført grundmuret port midt i kurtinen mellem Ahlefeldts Bastion og Stadsoberstens Bastion. Ved ændringerne blev det ydre tårn skjult i den nye Ahlefeldts Bastion. Det indre tårn blev liggende som krudttårn, indtil det blev skjult ved en ombygning af bastionen i 1700. Dets spir var allerede fjernet under Københavns Belejring i 1658 for ikke at tiltrække sig fjendens kugler. Hvorledes den nye Nørreport så ud, vides ikke. Den forsvandt allerede i 1671-72 til fordel for en grundmuret pragtport, udført efter tegninger af Lambert van Haven, der lod sig inspirere af de romerske triumfbuer. På hver side af portbygningens yderside var placeret to fritstående søjler, der hver indrammede en niche med en fritstående kvindefigur. Til højre sås den personificerede Fromhed, til venstre Retfærdigheden med bind for øjnene og sin vægtskål. De to figurer symboliserede Christian V's valgsprog "Gudsfrygt og retfærd". Over portbuen var der et firkantet felt med krigsarmaturer og i midten en buste af Christian V (opsat i 1673). Over en trekantgavl sås et visir. I modsætning til ydersidens levende barok var indersiden klassicerende enkel med en let fremspringende midterparti og hjørnekvadring. En kraftig gesims med en enkel frontispice med en kugle på toppen og to kugler i hjørnerne afsluttede bygningen. Porthvælvingen var 26 m lang, 3,60 m bred og 5 m høj. Over porthvælvingen lå en bindingsværksbygning med en gennemgang i midten. Den blev brugt som materialmagasin. I 1785 blev huset omsat i grundmur og indrettet som bolig for en officer. Samme år blev portens facade ind mod byen erstattet med en ny to-etages facade i klassicistisk stil med tre fag vinduer kronet af en attica med krigsarmaturer og en afrundet frontispice med Christian VII's navnetræk.


103

[illustration]

Til venstre for porten lå en vagtbod. Porten blev som den første af de københavnske porte revet ned i juli 1856, og kun Christian Vs buste og hovedet af Retfær


104

digheden er bevaret (på henholdsvis Tøjhusmuseet og Københavns Bymuseum). Som en midlertidig foranstaltning blev der året efter opsat en jernbro over det hul, det "Gab", som man kaldte det, der var opstået, da porten blev fjernet. Det skete først og fremmest for at sikre forbindelsen mellem de enkelte volddele under en krig, men broen havde stor rekreativ værdi for københavnernes promenering på volden. Det er således en myte, at broen blev opsat af hensyn til Frederik VII's rideture. Ved voldens sløjfning i 1874 blev broen fjernet. Dele af den blev få år senere anvendt til den bro, man lagde over søen i Ørstedsparken.

[illustration]

Nørreports Bastion: Bastion i Københavns Nørrevold, anlagt 1616 omkring de to middelalderlige porttårne til Nørreport. Bastionen var opført som et massivt jordværk og forsvarede dels broen over graven foran Nørreport, dels den kam, der i


105

1616-17 blev anlagt ved dens venstre flanke. Bastionen og dens omgivelser blev helt omdannet, da Ahlefeldts Bastion blev bygget 1647-51.

Nørreports Ravelin: Udenværk foran Nørreport, oprindelig anlagt 1651-56 og forbundet med porten ved Nørreports Hovedbro (se Nørreport), og med glaciset ved Nørreports Ravelinbro, anlagt ca. 1656. Ravelinen blev i 1706 forsynet med en faussebrai. I ravelinen fandtes en vagtbod, oprindelig bygget 1661. Ravelingraven var oprindelig vandfyldt, men fremstod senere som en tør grav. Ravelinen blev sløjfet i 1874.

Nørrevold (II): Ved moderniseringen af befæstningen 1606-24 blev anlagt en ny Nørrevold med bastioner som det bærende element på det samme sted som den ældre befæstning. Nørrevold havde tilslutning til Vestervold ved Helmers Bastion og bestod desuden (fra vest mod øst) af: Hanens Bastion, Nørreports Bastion med Nørreport samt Sankt Gertruds Bastion, hvor voldstrækningen gled over i Østervold (II).

Panterens Bastion: Bastion i Christianshavns Vold anlagt i 1667-70 i forbindelse med udvidelsen mod Kalveboderne som en hul bastion mellem Elefantens Bastion i øst og Enhjørningens Bastion i vest. I 1730'erne blev bastionens flanker forsynet med forsænkede batterier. Siden har bastionen ikke været underkastet større ændringer. I bastionens indre blev der ca. 1675 opført et grundmuret, hvælvet krudtmagasin for Land- og Søetaten. Bygningen blev fjernet i 1876 for at give plads til Skydeskolen for Håndvåben, der stod færdig i 1877. For at få forbindelse med skydebanerne på Amager Fælled anlagde man samtidig en gangbro over voldgraven, forbundet med en trappe på bastionens spids. I 1966 flyttede Skydeskolen (fra 1961 kaldet Infanteriskolen) til Kronborg, og bygningerne blev herefter anvendt til skiftende militære formål. Bastionen overgik til Københavns Kommune i 1994, og efter en restaurering blev den åbnet for offentligheden som en del af Christianshavns Vold.

Peblingesøen: Se Søerne.

Peuchlers Bastion: Bastion i Københavns Østervold mellem Quitzous Bastion i vest og Rosenkrantz Bastion i øst. Anlagt mellem 1647 og 1650 som en jordfyldt bastion, der senere blev omgivet af en foranliggende faussebrai. Oprindelig kaldt Møllebastionen. I 1671 opkaldt efter den hollandske officer Eustachius Peuchler, der ledede forsvaret af denne voldstrækning under stormen på København i 1659. På bastionen havde der siden 1650 været en stubmølle, senere kaldt "Lille Svanemølle" eller "Stokhusmøllen" efter det nærliggende stokhus på hjørnet af Øster Voldgade og Stokhusgade. Møllen blev i 1872 købt af Københavns Kommune, der samme år lod den nedbryde. Det tilhørende beboelseshus fik dog lov til at stå og


106

blev i de følgende år udlejet. Det blev nedrevet i 1895, da dele af bastionens sydlige areal blev afgravet med henblik på den planlagte Boulevardbane. Bastionen var da allerede en del af Østre Anlæg. Mellem bastionen og Øster Voldgade lå indtil 1872 den have, der hørte til voldmesterboligen på Quitzous Bastion. Den strakte sig langs hele karréen mellem Stokhusgade og Rigensgade. Peuchlers Bastion er den bedst bevarede bastion fra Københavns Vold.

Peuchlers Ravelin: Udenværk i Københavns Østervold, anlagt 1647 som portravelin for Østerport, der 1647-85 lå i kurtinen mellem Peuchlers Bastion og Rosenkrantz Bastion. Ved en hovedbro fra 1650, der erstattede en midlertidig dæmning, var ravelinen forbundet med porten, hvorimod dæmningen over til glaciset først i 1661 blev afløst af en ravelinbro. I 1704-05 blev ravelinen renoveret, og struben blev forsynet med traverser til dækning af forbindelsen over hovedgraven. Ravelingraven var vandfyldt og oprindelig afgrænset til hovedgraven ved to dæmninger, hvoraf den ene endnu eksisterede i 1858. Ravelinen er bevaret i østre Anlæg.

Peymanns Rende: Oprindelig åben rende mellem Sortedamssøen og Rosenborg Have, anlagt 1618 for at sikre vand til Rosenborg Slots vaskehus og til springvandene i haven. Ved anlægget af Østervold i 1647 blev renden brudt af ved den nye voldgrav og nu brugt til fornyelse af vandet i hovedvoldens grav. Da Rosenborg Ravelin blev anlagt i 1706, blev renden ført ind i ravelingraven, der fungerede som et selvstændigt bassin med sluser til hovedgraven. Samtidig blev der anlagt en hvælvet overdækning over en del af renden. Overdækningen blev forlænget mod syd i 1790 og suppleret med en sluse efter et projekt af ingeniørofficer H. E. Peymann, der lagde navn til renden. Mellem Sortedamssøen og Farimagsgade var renden åben indtil 1873, da arealet blev lagt til Kommunehospitalets grund, og renden blev rørlagt i hele sin længde. Indtil 1893 forsynede renden både Botanisk Haves Sø og voldgraven i Øster Anlæg med vand, men ved anlægget af Statens Museum for Kunst blev forbindelsen her brudt af, og renden har siden kun forbundet Botanisk Have med Sortedamssøen. Den hvælvede del af renden er sandsynligvis bevaret i sin helhed, men er utilgængelig.

Pinneberg Reduit: Reduit i Kastellet mellem Grevens Bastion og Prinsessens Bastion, opført mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse som en del af Langelinie ud mod Øresund. Pinneberg Reduit lå således udsat og var derfor den stærkeste af Kastellets udenværker. I reduitten fandtes en vagtbygning, der indtil 1808 også blev anvendt til opbevaring af ammunition. Efter inddragelsen af fæstningsvagterne i 1856 blev bygningen benyttet som bolig for en underofficersfamilie. Pinneberg Reduit blev i 1884 fjernet til fordel for den første Langeliniepavillon. på dette tidspunkt var området stadigvæk en del af Kastellet. Først i 1892 blev området overdraget til Havnevæsenet og snart efter til København Kommune.


107

Polygonen: Se Faste Batteri.

Prinsens Bastion: Bastion i Kastellet mellem Kongens Bastion i syd og Norgesporten og Prinsessens Bastion i øst. Oprindelig opført i 1650'erne, men bastionen blev ved Henrik Ruses ombygning af Kastellet 1662-66 kraftigt ændret. Dens hule indre har i en periode indtil 1822 været brugt som militær henrettelsesplads. Siden har den blandt andet været anvendt som ridebane og kurser for Intendanturkorpsets Skole, hvis kogefliser endnu kan ses.

Prinsessens Bastion: Bastion i Kastellets nordøsthjørne mellem Prinsens Bastion og Norgesporten i vest og Grevens Bastion i syd. Bastionen er opført i årene efter 1662 på opfyldt terræn til forsvar for indsejlingen til Københavns Havn. Bastionen blev opført som en hul bastion i Henrik Ruses fæstningsmaner. I 1784 blev der rejst en flagstang på bastionens spids. Her vajede Rigets Flag, som fremmede staters skibe skulle salutere. Fire år senere blev Rigets Flag flyttet til Nyholm, hvor det stadigvæk befinder sig. Der vedblev dog at være en flagstang på Prinsessens Bastion, der af den grund også blev kaldt "Flagbastionen". Først i 1902 blev den fjernet til fordel for Th. Bindesbølls mindesmærke for de faldne i Slaget på Rheden i 1801. Det skal forestille en fortøjningspullert. I 1892 blev Prinsessens Bastion udskilt fra Kastellet og delvis ødelagt: Dens venstre flanke og dele af dens venstre face blev gennemskåret af Forbindelsesvejen mellem Nordre Toldbod og Frihavnen. Resten indgik herefter i en tildels noget udjævnet tilstand i Københavns Kommunes Kastelspark. I 1988 blev området overdraget til staten, og efter en fin restaurering, bekostet af "A.P. Møllers & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål", fremstår bastionen nu som ved opførelsen.

Prøvestenen (I): Søbatteri i Øresund sydøst for Christiani Quinti Lynette, anlagt 1713 af O. ]udichær, der lod flydedokken "Prøvestenen" sænke og indrette til batteri for at sikre en retrætemulighed for Flåden. Batteriet forfaldt herefter indtil 1723-24, da der blev sænket yderligere tre skibe. I de følgende år blev batteriet ødelagt under storme og isskruninger, og det blev beordret sløjfet i 1736. Det skete imidlertid ikke, og fortet eksisterede med en vagt indtil 1767. Det var først helt væk i 1777.

Prøvestenen (II): I 1802 blev der sat tre linieskibe på grund lidt nord for det sted, hvor Prøvestenen (I) tidligere havde ligget, og der indrettedes et nyt søbatteri med samme navn. Efter Englænderkrigen (1807-14) forfaldt det og blev opgivet i 1828.

Quinti Lynette: Se Christiani Quinti Lynette.

Quintus: Se Christiani Quinti Bastion.


108

Quintusvej: Se Refshalevej.

Quitzous Bastion: Bastion i Københavns Østervold mellem Rosenborg Bastion i vest og Peuchlers Bastion i øst. Anlagt mellem 1647 og 1650 som en jordfyldt bastion, senere forsynet med foranliggende faussebrai. Oprindelig kaldet den Runde Kirkes Bastion efter den ufuldendte storkirke, Sankt Annæ Rotunde, som lå lige ved bastionen. Navnet Quitzous Bastion kendes helt tilbage fra 1661. Det henviser sandsynligvis til Erik Quitzou (1616-78), der under stormnatten i 1659 ledede forsvaret af denne voldstrækning. Det kan dog også være hans bror, Henning Quitzou (1613-78), der ledede fortifikationsarbejderne i København fra 1656-58, og som i en periode under belejringen var kommandant i byen. På Quitzous Bastion var der i 1664 opført en stubmølle, senere kaldt Sølvgades Mølle. Den brændte i 1859. I bastionen lå endvidere fæstningens voldmesterbolig, der efter embedets nedlæggelse i 1865 blev udlejet til privat beboelse indtil 1885, da størsteparten af bastionen blev overdraget det daværende Kultusministerium, som her opførte Statens Museum for Kunst. Resten af bastionen indgik herefter i Østre Anlæg. I 1996 blev en udvidelse af museet imidlertid påbegyndt i Østre Anlæg på resten af bastionen.

Quitzous Ravelin: Udenværk mellem Quitzous Bastion og Peuchlers Bastion i Østervold, anlagt 1705 med en enkelt vold med foranliggende tør grav. To traverser ved ravelinens strube beskyttede en bro til kurtinen mellem Quitzous Bastion og Peuchlers Bastion. Ravelinen blev benyttet af Ingeniørtropperne til øvelser indtil 1873. Ravelinen eksisterer i næsten intakt form i Østre Anlæg.

Ravnsborg: Skanse nord for Nørrebrogade ved dæmningen (nuværende Dronning Louises Bro) mellem Sortedamssøen og Peblingesøen. Ravnsborg Skanse blev projekteret i 1620'erne, men først færdiggjort i 1640'erne. Den bestod af en uregelmæssig tenaille mod nord og vest. Den var kun lettere befæstet langs Nørrebrogade og mod Sortedamssøen. Kort fra midten af 1600-tallet kunne antyde, at Ravnsborg Skanse var sat i forbindelse med Vartov og Østre Retranchement ved en lav vold langs Sortedamssøens vestbred. Skansen blev opgivet ved indledningen til Københavns Belejring 1658. Dens voldgrav blev benyttet som begravelsesplads for nogle af de svenske soldater, der blev dræbt under Stormen på København natten mellem 10. og 11. februar 1659. En mindetavle på ejendommen fælledvej nr. 4 beretter herom. Skansen blev sløjfet i 1661. I 1700 blev der anlagt en lille provisorisk forskansning på dens plads. Området mellem Nørrebrogade/ Fælledvej/Skt. Hansgade og Sortedamsgade dækker i dag skansens område.

Redanerne: Se Christianshavns Enveloppe.


109

Refshalevej: I 1872 sikrede Københavns Havnevæsen sig brugsretten til de nordlige tre fjerdedele af Quintusvej, der som voldgade siden 1680'erne havde forbundet Nyværks Bastion i Christianshavns Vold med hinanden, og som hidtil havde været forbeholdt Militæretaten. Ved aftale med Havnevæsenet blev vejen forlagt på strækningen syd for Vilhelms Bastion, så den kom til at udgå fra Prinsessegade, og i nord blev den brudt igennem kurtinen syd for Charlotte Amalies Bastion, og løb derefter langs denne bastions højre flanke og face for derefter at passere voldgraven på en bro. Herfra fortsatte den nordpå på kontrescarpen gennem Christiani Quinti Lynette til en bro, der førte til Refshaleøen. Vejens militære betydning faldt bort ved nedlæggelsen af Christianshavns Befæstning i 1909. Havnevæsenet udvidede etapevis vej anlægget frem til 1930. I 1919 blev broen over voldgraven, i 1923 broen til Refshaleøen, erstattet af dæmninger.

Refshaleøen: Kunstig ø mellem Sixtus og Lynetten, anlagt 1868-73 af Københavns Havnevæsen, der i 1872 udlejede størsteparten af området til Burmeister & Wains Skibsbyggeri. Mod Øresund blev Refshaleøen beskyttet af en lav vold, der strakte sig fra Christiani Quinti Lynette i syd til Lynetten i nord langs med Refshalevejens østside. Arealets militære servitutter blev ophævet ved nedlæggelsen af Christianshavns Vold i 1909, og det meste af volden er siden fjernet. Rester ses dog stadigvæk lige nord for Christiani Quinti Lynette.

Retranchementerne: Se Vestre Retranchement og Østre Retranchement.

Rosen Bastion: Se Rosenborg Bastion.

Rosenborg Bastion: Bastion i Københavns Østervold, anlagt mellem 1647 og 1650 som en regelmæssig jordfyldt bastion, muligvis i 1730'erne forsynet med den foranliggende faussebrai. Før ca. 1750 undertiden kaldt Rosen Bastion. I kurtinen øst for bastionen, ud for Rosenborg Ravelin, fandtes en udfaldsport, hvor hovedparten af Københavns vandledninger med drikkevand fra Emdrup Sø og Lersøen blev ført igennem, efter at have passeret voldgraven på dæmninger. Denne funktion forsvandt først ved omordningen af Københavns vandforsyning i 1859. Porten blev også benyttet af ingeniørtropperne, der havde øvelsesterræn i udenværkerne indtil 1873. Vagten på Rosenborg Bastion var derfor af større betydning end på andre bastioner, og en selvstændig vagtbygning fandtes helt fra opførelsen. På Rosenborg Bastion lå fra år 1700 "Rosenborg Mølle", der i 1859 blev fjernet for at give plads til Universitetets nye Observatorium. Observatoriets areal dækker størsteparten af bastionen. Dens voldskråninger og den omliggende faussebrai indgik i 1871 i Botanisk Have.

Rosenborg Mølle: Se Rosenborg Bastion.


110

Rosenborg Ravelin: Udenværk mellem Rosenborg Bastion og Quitzous Bastion, anlagt 1706 med en enkelt vold med foranliggende vandfyldt grav, der var adskilt fra hovedgraven ved spærredæmninger. I 1858 fremstod ravelingraven tørlagt. I ravelinens strube var der anlagt to traverser, der beskyttede en bådebro, hvorfra man kunne sejle over til udfaldsporten i kurtinen mellem Rosenborg Bastion og Quitzous Bastion. Ved ravelinen fandtes dæmninger, hvorpå byens drikkevandsledninger blev ført over voldgraven.

Rosenborg Slot: I 1613-18 blev Rosenborg Slot omgivet af fire små bastioner med foranliggende voldgrav fra 1618. I 1624 blev de oprindelige jordvolde mod nord, vest og syd omsat i murværk. Gravens nordlige del blev opfyldt i 1783 med jord fra den nordøstlige bastion, der således forsvandt. Og i 1787 forsvandt hele den vestlige voldgrav, da eksercerpladsen for Livgardens Kaserne blev indrettet i området mellem Gothersgade og Slottet. To trediedele af denne del af graven blev dog genetableret i 1981.

Rosenkrantz Bastion: Bastion i Københavns Østervold mellem Peuchlers Bastion i vest og Østerports og Grønlands Bastion i øst. Anlagt mellem 1647 og 1651 som en regelmæssig, jordfyldt bastion, der senere blev ombygge t og forsynet med en foranliggende faussebrai. Oprindelig kaldt Ny Østerports Bastion. I 1671 navngivet efter Niels Rosenkrantz (1627-76), der deltog i udfaldene fra det belejrede København i august 1658. I 1671 blev han vicekommandant, og året efter kommandant i byen. I 1651 blev der givet en bevilling til en mølle i bastionen, senere kaldt "Dronningens Mølle". Det var i 1831 en hollandsk mølle med et vidtløftigt kompleks af arbejds- og beboelsesbygninger, der blev erhvervet af Københavns Kommune ved ekspropriation i 1895. På trods af offentlige protester blev møllebygningerne fjernet samme år som den sidste af de københavnske møller. Tæt ved Rosenkrantz Bastion lå endnu to møller, "Grønlands Mølle", oprindelig bygget år 1700, nedrevet i 1870, og "Lille Kongens Mølle", der var i funktion fra 1689 til den brændte i 1842. I bastionen opførtes, muligvis omkring år 1700, et krudtmagasin, der sprang i luften i 1779 og forvoldte omfattende skader. Eksplosionen gav anledning til forbudet mod krudtoplagring i København og resulterede i byggeriet af nye krudtmagasiner på Christianshavns Enveloppe og langs Amagers østkyst. Sydvest for bastionen, i det nuværende Øster Voldgade/Rigensgade-kryds, lå indtil 1872 et krudtmagasin, der efter 1779 blev anvendt som magasin for Artilleriet. Mellem bastionen og Øster Voldgade lå fra 1802 Artilleriets materialskure, der ligeledes blev revet ned i 1872. Størsteparten af Rosenkrantz Bastion blev i 1895 fjernet for at give plads til den planlagte Boulevardbane. Kun en beskeden stump af dens spids er bevaret i Østre Anlæg.

Runde Kirkes Bastion: Se Quitzous Bastion.


111

[illustration]


112

Rysensteens Bastion: Bastion i Københavns Vestervold mellem Holcks Bastion i nord og havnen i syd, anlagt 1668-70 ved opfyldning i Kalveboderne som en jordfyldt halvbastion. I forlængelse af den sydlige face blev der bygget en dæmning, der adskilte voldgraven fra Kalveboderne, og som var forsvaret af den samtidigt opførte Rysensteens Lynette. I 1671 blev den opkaldt efter den hollandske fæstningsingeniør Henrik Ruse (1624-79), der i København ledede opførelsen af Kastellet og muligvis også udkastede planerne for blandt andet Vestervold og Christianshavn. I 1690 blev bastionen forbundet med Kalvebods Bastion på Christianshavn ved opførelsen af Langebro. Syd for bastionen opfyldtes efterhånden det lavtliggende vandareal, der senere gav plads til Statens Brændeoplag og fra 1825 Rysensteens Badeanstalt. I 1853 blev der i bastionen indrettet den Militære Beslags- og Rideskole, der efter Københavns Kommunes overtagelse af fæstningsterrænet fortsatte på lejebasis til 1890, da skolen flyttede til Mariendals jorder ved Kong Georgs Vej på Frederiksberg. Bygningerne blev herefter nedrevet. I bastionens umiddelbare nærhed blev der i 1683 opført et krudtmagasin, der tre år senere blev indrettet til arrest for hoffets stab ("Blåtårn", ikke at forveksle med Blåtårn på Københavns Slot). Resten af bygningen forsvandt først i 1960. I Bebyggelsesplanen for Fæstningsterrænet 1872 blev Rysensteens Bastion foreslået omdannet til "et mindre Haveanlæg og Udsigtspunkt over Kallebostrand". Beslutningen blev fastholdt ved revisionen af Bebyggelsesplanen i 1885, men den vedtagne ændring af linieføringen for Vester Boulevard (H. C. Andersens Boulevard) snittede bastionens spids. I 1895 forsvandt bastionen alligevel. Den lå mellem Vester Voldgade/Christians Brygge/H.C. Andersens Boulevard.

Rysensteens Enveloppe: Lav forvold på kontrescarpen ud for Rysensteens Bastion og Holcks Bastion i Københavns Vestervold, anlagt ca. 1775 til forsvar for den samtidigt anlagte Enveloppevej, der førte fra Rysensteens Lynette i syd til Tømmerpladserne i nord. Omtrent ved Tømmerpladserne lå Holcks Lynette, der var anlagt til forsvar for denne uofficielle indgang til byen. I 1830 blev der anbragt en sluse i enveloppen, der forbandt voldgraven med Kalveboderne. Ydersiden af enveloppen blev fra 1840'erne benyttet som badested. Rysensteens Enveloppe forsvandt ved anlægget af den nye tømmergrav omkring 1877. Anker Heegaards Gade følger den midterste del af enveloppen.

Rysensteens Lynette: Udenværk foran Rysensteens Bastion i Københavns Vestervold, anlagt 1667 i skæringspunktet for dæmningen mellem voldgraven og havnen og Rysensteens Enveloppe. Anlægget blev i 1702 forsynet med en murbeklædning med krenelering, og i 1753-55 blev der lagt en ydre vold af jord omkring den. Rysensteens Lynette forsvarede sammen med Kalvebods Lynette på Christianshavnssiden indsejlingen til havnen fra syd, der senest i 1730 blev forstærket ved opsætning af estakader. Gennem lynetten førte vejen på Rysensteens Enveloppe fra Tømmerpladserne til Rysensteens Bastion, og den krenelerede mur var derfor


113

forsynet med en gitterport af jern, kaldet Kongeporten, fornyet 1779. Lynetten forsvarede desuden slusen mellem voldgraven og Kalveboderne. Denne lå oprindelig i dæmningen umiddelbart øst for lynetten, men blev omkring 1830 flyttet til Rysensteens Enveloppe lige nord for lynetten. Lynetten forsvandt i forbindelse med anlægget af den nu forsvundne Tømmergrav omkring 1877.

Sankt Annæ Skanse: Se Kastellet.

Sankt Gertruds Bastion: Bastion i Københavns Østervold mellem Nørreports Bastion i vest og Bastionen ved Lønporten i øst. Anlagt 1615-20 som led i Christian IV's modernisering af de middelalderlige fæstningsanlæg. Bastionen blev opført i jord. Den blev opgivet i 1640'erne, og arealet udlagt til byggegrunde. Den lå i hvad der i vore dage svarer til den nordlige del af karréen Skt. Gertrudsstræde/Rosenborggade/Åbenrå.

Sankt Jørgens Sø: Se Søerne.

Sankt Klara Bastion: Bastion i Københavns Østervold mellem Bastionen ved Østerport i syd og Bastionen ved Lønporten i nord. Anlagt 1616-18 som et led i Christian IV's modernisering af den middelalderlige befæstning. Bastionen var opført som et massivt jordværk. Bastionen blev opgivet allerede i 1647, da Østervold blev forlagt nordpå. Den dækkede den sydligste del af karréen mellem Adelgade og Borgergade nærmest Gothersgade.

Sankt Peders Mølle: Se Helmers Bastion.

Schacks Bastion: Bastion i Københavns Vestervold ved Vesterport mellem Helmers Bastion i nord og Gyldenløves Bastion i syd. Oprindelig kaldt Vesterports Bastion, idet porten fra 1606 lå i bastionens flanke. I 1671 blev den opkaldt efter Hans Schack (1609-76), der fra 1660 var præsident for Krigskollegiet. Bastionen blev forstærket mellem 1668 og 1670, da man opførte en "kat" til forsvar for Vesterport. I 1720'erne blev bastionen forsynet med en faussebrai. Katten blev fjernet 1734-36. Allerede i 1619 blev der givet tilladelse til opførelse af en stubmølle i den nyopførte bastions indre. Store Kongens Mølle, som den senere blev kaldt, blev i 1700-tallet erstattet af en hollandsk mølle. Efter en brand i 1845 blev møllen genopført med en underdel i fire etager, der fungerede som beboelse og børneasyl. Bygningskomplekset blev i 1873 eksproprieret af Københavns Kommune, og selve møllen flyttet til Valby, hvor den eksisterede indtil 1899. Bastionens venstre flanke blev afgravet i 1872, idet Vestergade blev ført tværs over arealet. 1880-81 sløjfede man resten af bastionen, der mod nord grænsede op til Studiestrædes forlængelse.


114

[illustration]

Sixtus: (egentlig: Christiani Sixti Bastion). Bastion anlagt 1739-44 på Nyholms nordside i forlængelse af Christianshavns Vold til erstatning for Neptuni Bastion og kun adskilt fra volden af Krudtløbet. Bastionen var uregelmæssig med en flanke og face mod nordvest og nord og en face mod øst, der gik direkte over i Nyholms østlige afgrænsning mod Søminegraven. Den var opført som et jordværk, der rejste sig direkte op af vandet, kun beskyttet af en estakade. Formodentlig omkring 1780 blev bastionen forstærket med en kampestensmur, der skulle beskytte den mod vandets ødelæggelser, ligesom dens grundplan ved opfyldninger blev ændret, så det bastionære rids blev sløret. Af hensyn til Burmeister & Wains flydedok blev den nordøstlige spids af bastionen fjernet i 1954. Dens indre har fra opførelsen været benyttet af Holmen. I 1908-10 blev den markante Marinekaserne opført her. I 1788 blev Rigets Flag flyttet fra Prinsessens Bastion i Kastellet til Sixtus, hvor det blev anbragt på bastionens nordøstlige hjørne. Da denne del af bastionen forsvandt i 1954, blev det flyttet til bastionens nordvesthjørne, hvor det endnu befinder sig.

Sjællands Ravelin: Forværk ud for Kongeporten mellem Dronningens Bastion og Grevens Bastion anlagt af Henrik Ruse mellem 1662 og 1666 som en del af kontrescarpen omkring Kastellet. Som portravelin havde den forbindelsesbro med byen (Sjællands Ravelinbro) og med Kastellet (Kongebroen). I ravelinen lå en vagtbod, der efter vagtfunktionens ophør i 1856 blev brugt som officersbolig. Bygningen blev revet ned i 1894, da ravelinen blev gennemskåret af Langelinievejens forbin-


115

delse med Toldbodvej (nu Esplanaden). Ifølge planerne for retableringen af Kastellet vil man genopføre ravelinen med dens oprindelige udseende.

Sjællands Reduit: Forværk på ydersiden af Den ydre Kastelsgrav foran Sjællands Ravelin, anlagt mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse til beskyttelse af ravelinbroen. Reduitten bestod af en vinkelformet vold med en foranliggende vandfyldt grav, der blev kastet til i 1853, mens selve volden først forsvandt i 1884, da den tredie Esplanadepavillon blev opført på dens plads. Pavillonen blev i 1956 afløst af Frihedsmuseet, der ligger en anelse længere hen mod Amaliegade.

Sjællandsporten: Se Kongeporten (Kastellet).

Skarpe Ort: Halvbastion i Christianshavns tidligste befæstning, anlagt mellem 1618 og 1624 ved bydelens sydvestlige hjørne ud mod havnen, vis à vis Bryghusbastionen. Skarpe Ort var udformet som en halvbastion med face og flanke mod syd og sydøst og en flanke parallelt med havneindløbet. Ved en kurtine mod øst var bastionen forbundet med Store Møllebastion, afbrudt af Christianshavns Kanal, der kunne spærres af en bom og kæder. Ved udbygningen af Christianshavns befæstning i 1667-70 blev bastionen afsnøret af Kalvebods Bastion og forsvandt snart efter. Bastionen lå, hvor Christianshavns Kanal munder ud i havnen mellem Christianskirken og Daniscos hovedsæde.

Slesvigs Batteri: Se Toldbod Batteri.

Slotsholmen: Ved moderniseringen af befæstningen 1606-24 blev der på Slotsholmens vestside anlagt en bastionær forsvarslinie, der skulle sikre mod angreb fra Kalveboderne. Den bestod (fra syd mod nord) af Bryghusbastionen, Bastionen ved Slotsherrens Stald og af Løngangen, der sluttede linien til Vestervold. Ved udvidelsen af Vestervold 1667-70, der helt dækkede den gamle befæstning, mistede Slotsholmen sin forsvarsmæssige betydning, og den bastionære voldlinie og Løngangen forsvandt snart efter.

Smedelinien: Kontrescarpen omkring den vestlige del af Kastellet, anlagt 1662-65 af Henrik Ruse som en enveloppe med 4 raveliner og 3 kontregarder med en foranliggende vandfyldt grav. Smedelinien har navn efter det gamle smedehus i Fyns Ravelin. Området blev overtaget af Københavns Kommune i 1918, og efter en mindre restaurering og anlæg af stier og en bro ved Møens Kontregarde blev det åbnet for offentligheden samme år.

Sophie Hedevigs Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget i tiden 1682-92 mellem Ulriks Bastion i syd og Vilhelms Bastion i nord. Opkaldt efter Sophie Hedevig (1677-1735), datter af Christian V. Fra 1687-1750 var der en krudtmølle i dens


116

indre, senere blev der indrettet en oliemølle, og i 1860'erne flyttede Hærens Ny Laboratorium hertil fra grunden syd for Christianskirken på Christianshavn. Bastionen indgik i 1830'erne i Bådsmandsstrædes Kaserne, og fra 1971 har den været benyttet af Fristaden Christiania. I 1902 blev der ført en bro fra bastionens spids over voldgraven til enveloppen (i dag kaldet "Dyssebroen") .

Sortedamssøen: Se Søerne.

Spitsbergens Lynette: Forværk foran Kastellets ydre voldgrav omgivet af en vandfyldt grav på alle sider. Anlagt før 1728, muligvis i løbet af 1720'erne, som et lukket værk med en befæstet adgang fra Hetlands Reduit. Fra 1873 blev lynetten benyttet som øvelsesterræn for Ingeniørtropperne, og den forsvandt ved områdets overdragelse til Københavns Kommune i 1896. Lynetten lå i hvad der i vore dage omtrent svarer til karréen mellem Trondhjems Plads/Trondhjemsgade/Stavangergade og Østbanegade.

[illustration]


117

Stadsoberstens Bastion: Bastion i Københavns Nørrevold ved Nørreport mellem Ahlefeldts Bastion i vest og Rosenborg Bastion i øst. Anlagt mellem 1647 og1650 som en regelmæssig jordfyldt bastion, der i 1730'erne blev forsynet med foranliggende faussebrai. Oprindelig kaldt Ny Nørreports Bastion. I 1671 blev den opkaldt efter Frederik Thuresen (1613-75), der som leder af Borgervæbningen ("Stadsoberst") havde sit hovedkvarter her under svenskernes storm 1659. Allerede ved opførelsen af bastionen i 1650 blev der givet tilladelse til at opføre en mølle i bastionen. Den blev senere kaldt Gothersmølle og lå som et point de vue for Gothersgade. Møllen og de tilhørende bygninger blev i 1872 købt af Københavns Kommune og solgt til nedbrydning samme år. Fra 1821 til 1823 var den bekendte forbryder Ole Kollerød møllersvend her. I et krudthus, måske fra 1660'erne, havde billedhuggeren G.N. Freund sit atelier fra 1865-71. Det blev nedrevet 1871, da bastionens østlige del blev inddraget i Botanisk Have. Resten af bastionen blev udlagt til Gothersgade og bebyggelse.

Stadsoberstens Ravelin: Udenværk mellem Stadsoberstens Bastion og Rosenborg Bastion, anlagt 1706 med en, enkel vold med foranliggende tør grav. Ravelinen indgik i 1871 i den del af fæstningsværkerne, der blev overdraget til Botanisk Have.

Stjerneskansen: Se Svenske Skanse.

Stokhusmøllen: Se Peuchlers Bastion.

Store Kongens Mølle: Se Schacks Bastion.

Store Møllebastion: Halvbastion i Christianshavns tidligste befæstning, anlagt mellem 1618 og 1624 mellem Skarpe Ort i nordvest og Møllebastionen i øst. Bastionen var udformet med en face mod syd (i forlængelse af kurtinen mod Skarpe Ort) og med en face og flanke mod øst. Ved udbygningen af Christianshavns Vold 1667-70 blev bastionen forlagt noget mod syd og skiftede i 1671 navn til Panterens Bastion. Store Søndervoldstræde fungerede som voldgade for Store Møllebastion.

Strickers Batteri: Kystbatteri anlagt januar 1801 af H. E. Peymann ved Amagers østkyst som led i forsvarsforanstaltningerne før Slaget på Rheden 2. april samme år, da batteriet skulle sikre højre fløj af blokskibsrækken, der udgjorde det danske forsvar. Det blev anlagt som et rektangulært jordværk med en afrundet redan mod vest, der beskyttede indgangen. Omkring anlægget lå en vandfyldt grav. Opkaldt efter premierløjtnant Justus Alexander Stricker, der under Slaget på Rheden havde kommandoen over batteriet, og hvorfra det første skud under slaget blev løsnet. Batteriet fik muligvis først sin endelige form under forstærkningsarbejder i 1807-08.


118

Svenske Skanse: Skanse uden for Amagerport, anlagt 1700 i forbindelse med den svenske belejring af byen. Den omtales også som "Stjerneskansen", der antyder dens oprindelige form. I Svenske Skanse indrettede man i 1806 et rettersted. Skansen lå omtrent i krydset Prags Boulevard/Dalslandsgade.

Svineskansen: Se Bryghusbastionen.

Søerne: Søerne (Sortedamssøen, Peblingesøen og Sankt Jørgens Sø) har først og fremmest haft betydning for Københavns drikkevandsforsyning, men deres vand blev helt fra middelalderen udnyttet for at styrke befæstningen. Indtil begyndelsen af 1600-tallet blev vandet ført ind i voldgraven ad en gravet kanal mellem Peblingesøen og voldgraven ved Jarmers Tårn (senere Helmers Bastion). I 1618 blev der gravet en kanal mellem Sortedamssøen og Rosenborg Have, der dog blev brudt af, da Østervold blev anlagt i slutningen af 1640'erne. Kanalen forsynede nu hovedvolden med vand, fra 1706 via graven foran Rosenborg Ravelin. Den blev fra 1790 kaldt Peymanns Rende. Søerne fungerede desuden som spærrebælte foran fæstningen. Ved anlægget af Vestre og Østre Retranchement i 1620'erne blev de direkte inddraget i byens befæstning. På Søernes vestside blev der anlagt tre fremskudte skanser (Ladegården, Ravnsborg og Vartov), der i hvert fald delvis var forbundet ved en let befæstning. Også på Sankt Jørgens Søs østside fandtes en befæstning. I 1661 blev alle udenværker opgivet, og Søerne har ikke siden været direkte befæstet.

Sølvgades Mølle: Se Quitzous Bastion.

Søminegraven: Den del af Erdkehlgraven, der ligger bag Christianshavns Vold mellem Charlotte Amalies Bastion og Christiani Quinti Bastion, og som siden 1870erne har været brugt af Søminevæsenet. Ved en gennemgravning af kurtinen mellem de to bastioner omkring 1880 blev Søminegraven sat i forbindelse med den egentlige voldgrav, hvis nordlige del blev kaldt Minebådsgraven.

Teglgårdsbroen: Træbro over voldgraven ud for midten af kurtinen i Københavns Vestervold mellem Helmers Bastion og Hahns Bastion, anlagt til brug for fodgængere i 1856 for at åbne en forbindelse mellem Indre By og Ladegårdsvejen, nuværende Gyldenløvesgade, der førte til Nørrebro. Teglgårdsbroen kunne fra byen nås på to måder: Man kunne komme direkte fra højre flanke i Helmers Bastion ad en rampe, der var udgravet i kurtinens vestlige del, eller man kunne ved at benytte en trappe ved Teglgårdsstræde komme op på voldgangen, hvorfra man kunne følge en rampe ned gennem kurtinens østlige del. Over hver rampe var der bygget en lille buet træbro, for at passagen på voldgangen ikke skulle blive afbrudt. Broen, der lå ud for den nuværende ejendom Nørre Voldgade 12, forsvandt i 1874 ved anlægget af Ørstedsparken


119

[illustration]

Tigerens Bastion: Den nordøstligste bastion i Carl Heinrich von der Ostens befæstning på Christianshavn, opført mellem 1668 og 1670 med foranliggende voldgrav og kontrescarpe ud mod Refshalegrunden, hvorfra den skulle forsvare indsejlingen til havnen. Den lå mellem Hoppens Bastion (fra 1671: Lossens Bastion) i nord og Løvens Bastion i syd. I Tigerens Bastion var der allerede i 1670 et krudttårn, der endnu eksisterede i 1757. Bastionen mistede sin funktion ved udvidelsen af Christianshavns Vold i 1680'erne, og den blev udlagt til byggegrunde, hvorefter den synes at være forsvundet. Bastionen lå i karréen nord for Bådsmandsstræde mellem Dronningensgade og Prinsessegade på arealet mellem ejendommen Bådsmandsstræde 21-31 og Christianshavns Skole (Prinsessegade 45).

Tivoli: I foråret 1843 fik Georg Carstensen tilladelse til at leje en del af glaciset foran Vestervold mellem Vesterbrogade og Tømmergraven (ved nuværende Tietgensgade) for der at anlægge en forlystelsespark.


120

[illustration]


121

Tivolis areal var i vest afgrænset af glacisets ydre grænse mod Vesterbro og mod øst af voldgraven ud for Gyldenløves Bastion. Året efter fik Tivoli også overdraget Gyldenløves Ravelin og Holcks Lynette samt fik rådighed over voldgraven, hvor der blev etableret gondolsejlads. Ved revisionen af Bebyggelsesplanen 1885 blev Vestre Boulevard lagt noget mere østligt end bestemt i planen fra 1872 for derved at redde en rest af voldgraven for Tivoli. I 1887 blev skellet endeligt fastlagt, og Tivoli kom dermed i besiddelse af den yderste spids af Gyldenløves Bastion, der endnu kan spores i Tivolisøen ud for legepladsen. Sydligst i søen afgrænser bredden den gamle flanke og face af Gyldenløves Ravelin, hvis plateau også svagt kan anes i terrænforholdene lige syd herfor i retning mod Tietgensgade. Området kaldes fejlagtigt "Bastionen".

Toldbod Batteri: Batteri på den sydlige del af Kastellets kontrescarpe, Langelinie, ud for Grevens Bastion, anlagt mellem 1662 og 1666 af Henrik Ruse på opfyldt terræn under navnet Slesvigs Batteri. Oprindelig var Toldbod Batteri forbundet med Toldboden ved en dæmning mod sydøst. Batteriet lå øst for Gefionspringvandet og forsvandt delvis ved anlægget af Esplanaden 1782-85, da der af dele af batteriets jord blev opkastet en udsigtshøj. Rester af batteriet eksisterede dog endnu i 1860'erne.

Trekroner (I): Søbefæstningsanlæg til sikring af indsejlingen til Københavns Havn fra nord, anlagt 1713 efter et projekt af O. Judichær ved sænkningen af tre orlogsskibe, hvoraf det ene hed Trekroner. Forstærkninger 1714-21 kunne ikke hindre et hurtigt forfald. Det blev derfor beordret sløjfet 1731, men de sidste rester blev først fjernet 1751.

Trekroner (II): 300 m sydsydøst for Gammel Trekroner påbegyndtes fra 1787 anlæggelsen af et søfort af samme navn, der dog først blev færdig i 1827. Det bestod af en afstumpet bastion, der omsluttede et havnebassin. Fortet var bestykket og bemandet under Slaget på Rheden 2. april 1801, hvor det indgik som det eneste faste anlæg i den danske forsvarslinie.

Tøjhusbatteriet: Muret batteri ud for Proviantgårdens sydlige gavl. Batteriet optræder ikke i de skriftlige kilder og kendes kun fra Jan Dircksens stik efter Jan van Wijk's ikke helt pålidelige maleri af København 1611. Muligvis har van Wijk her indtegnet et projekt, der ikke er blevet gennemført.

Ulriks Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget 1682-92 som en regulær, hul bastion mellem Løvens Bastion i syd og Sophie Hedevigs Bastion i nord. Opkaldt efter Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719), en søn af Christian V og Sophie Amalie Moth. Bastionens indre har været benyttet af Søetatens Laboratorium og indgik i 1830'erne i Bådsmandsstrædes Kaserne. Siden 1971 har bastionen ligget i Fristaden Christiania.


122

Vandporten: Port i kurtinen nord for Bastionen ved Iskulen, anlagt 1608-09 for at skabe en forbindelse mellem de nyopførte Skipperboder (omkring den nuværende gade Bremerholm) og orlogsværftet på Bremerholm (nutidens Gammelholm). Porten forsvandt ved forlægningen af Østervold i slutningen af 1640'erne. Arealet blev i 1647 udlagt til byggegrunde. Vandporten lå lige syd for den store kam, der var bygget tværs over voldgraven syd for Østerport (II).

Vandværkets Lynette: Udenværk i Københavns Vestervold mellem Schacks Bas­tion og Helmers Bastion, anlagt 1856-57 i forbindelse med opførelsen af Københavns Vandværk, der blev åbnet 1859. På en kam af træ førtes vandforsyningens ledninger over graven til byen. Lynetten, der ikke fik et officielt navn, blev sløjfet i forbindelse med anlægget af Københavns anden hovedbanegård 1863-64 og den

[illustration]


123

samtidige omlægning af Vester Farimagsgade. Lynettens grænser fulgte omtrent de nuværende gader Hammerichsgade, Axeltorv, Studiestræde (vest for H.C. Andersens Boulevard).

[illustration]

Vanilleisen: Folkelig betegnelse for den del af Kastellets voldgrav, der benyttes til skøjteløb. I 1870'erne blev sporten udøvet uden for Grevens Bastion øst for Sjællands Ravelin. Snart efter blev skøjtebanen flyttet til hovedgraven foran Prinsens Bastion, således at man kunne benytte det meste af voldgraven foran denne og Kongens Bastion. I nyere tid er skøjteløberne blevet henvist til graven foran Kastellets udenværker mod Grønningen.


124

[illustration]

Vartov (egentlig Vartov Skanse): Skanse ved Sortedamssøens nordøsthjørne, anlagt omkring 1623 som et regelmæssigt befæstet anlæg med to hele bastioner mod nord og to halve bastioner mod syd. Skansen var omgivet af en vandfyldt grav, der stod i forbindelse med søen. Vartov var forbundet med Kastellet ved Østre Retranchement og muligvis med Ravnsborg med et lettere retranchement langs søens vestside. Gennem Vartov gik landevejen fra København til Helsingør, og i ydervolden blev der 1625 opført en muret byport af Hans Steenwinkel d. II. Foran porten lå en ravelin med en tør grav. Vartov Hospital flyttede 1630 til skansen fra Rosbæk Møllegård ved kroen Vartov (ved nuværende Gammel Vartovvej i Hellerup). Hospitalet tog navnet med sig, og lagde således navn til skansen. Hospitalsbygningerne lå symmetrisk på begge sider af Helsingørsvejen. Ved Københavns Belejring i 1658 blev skansens bygninger totalt ødelagt. Efter 1660 opgav man også selve skansen, der blev sløjfet i 1661. Rester af dens sydlige voldgrav eksisterede dog højt op i tiden, og en vindmølle, der først brændte i 1835, stod på dens nordøstlige bastion, der herefter forsvandt. Hospitalet flyttede i 1666 til Farvergade, hvortil dets navn også knyttedes. Vartov Skanse lå på begge sider af vore dages Østerbrogade mellem Sortedamssøen og Trianglen, hvis vejforgreninger mod nord og nordvest svarer til udfletningerne ud for ravelinen.

Vesterport (II): Ved den store modernisering af fæstningsværkerne efter 1606 blev den nye Vesterports Bastion lagt omkring de to gamle portbygninger. Den inderste port kom til at ligge i bastionens venstre flanke, mens den ydre port lå uden for voldgraven. Den inderste port blev i 1616-20 ombygget, og ydersiden udsmykket


125

med sandstensornamenter af Lorenz van Steenwinkel. Han udførte også en portrætbuste af Christian IV, der blev sat over portindgangen. I 1619-20 blev portbygningen desuden forsynet med et højt spir, der blev fjernet under København belejring i 1658.

Vesterport (III): Ved forstærkningen af Vestervold i 1668 blev portene brudt ned og erstattet af en ny Vesterport, anbragt i midten af kurtinen mellem Vesterports Bastion (fra 1671 Schacks Bastion) og Gyldenløves Bastion. Christian IV's buste kom til Kunstkammeret og har fra 1825 været på Tøjhusmuseet. Den nye port blev opført med en sandstensudsmykning af Johan van Harlingen, oprindelig malet i kraftige farver, fra 1700-årene dog i perlefarve.

[illustration]


126

[illustration]

På hver side af portbuen stod to fritstående søjler, udformet som kanonrør, forsynet med Christian IV's navnetræk. De stammede fra den gamle Nørreport, hvis ornamenter blev omhugget. Mellem søjlerne var der to nicher med fritstående pyramider, og over de gesimser, som blev båret af søjlerne, sås blomsterornamenter. Krigsarmaturer og Frederik lIl's navnetræk kronede portbuen. Ved en restaurering i 1722 blev den øverste del af porten ændret og forsynet med Frederik IV's monogram. I modsætning til den ydre portfacades rige udsmykning var facaden ind mod byen ganske enkel. Porthvælvingen var 25 m lang, 3,50 m bred og 4,7 m høj. Porten stod uændret til nedbrydningen i juli 1857. Dele af portdekorationen blev bevaret, blandt andet den underste del af søjleskafterne med Christian IV's navnetræk fra den gamle Nørreport. De findes i dag sammen med flere af de øvrige dekorationer på Københavns Bymuseum.


127

[illustration]

Vesterports Bastion: Bastion i Københavns Vestervold, anlagt 1618-19 omkring den middelalderlige Vesterport som et massivt jordværk. På dens krone blev der 1619 bygget en kat. Samtidig blev der lige nord for hovedbroen anlagt en kam, der var udsmykket med to skulpturer som spærring for passage. Den opstemmede og fordelte voldgravens vand, så det dels, via en hvælving under bastionen, flød ind i byens møllegrav, der løb langs indersiden af Vestervold, dels via en sluse løb ud i det nedre voldgravsbassin mod Kalveboderne. Bastionen, kammen og den underjordiske hvælving forsvandt ved anlægget af Schacks Bastion i 1667.

Vesterports Ravelin: Udenværk i Københavns Vestervold foran Vesterport, anlagt ca. 1667 og forbundet med porten ved Vesterports Hovedbro. Ravelinen var forbundet med glaciset ved ravelinbroen, anlagt 1667. I ravelinen lå en vagtbod, bygget i 1667. Den blev fornyet 1731 og udvidet 1742. Ravelinen forsvandt ved


128

anlægget af Vesterports Passage i 1867. Industriens Hus på hjørnet af H. C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade ligger på dens sydlige del, og grundens matrikelskel mod Tivoli markerer ravelinens udstrækning i denne retning.

Vestervold (II): Ved udbygningen af befæstningen 1606-24 blev Vestervold moderniseret. Den blev forlænget noget mod syd, så man opnåede en forsvarslinie, der lukkede det hul, der tidligere havde været mellem volden og Slotsholmen. Samtidig blev volden moderniseret ved opførelse af tre bastioner: (fra syd mod nord): Bastionen ved Vandkunsten, Vesterports Bastion med Vesterport samt Helmers Bastion, der udgjorde tilslutningen til Nørrevold (II).

Vestervold (III): Efter udvidelsen af Vestervold (II) i årene 1667-70 bestod Vestervold af bastionerne (fra syd mod nord): Rysensteens Bastion, Holcks Bastion, Gyldenløves Bastion, Schacks Bastion og den vestre flanke og face af Helmers Bastion. Til Vestervold hørte også Rysensteens Lynette og Holcks Lynette samt Rysensteens Enveloppe.

[illustration]


129

Vestre Retranchement: Lav, bastionær forvold, der forløb i en bue fra Vestervolds sydlige del ved Kalveboderne op til Sankt Jørgens Søs sydvestlige hjørne. Anlagt i 1620'erne med en halvbastion ved Sankt Jørgens Sø, fire regelmæssige bastioner mod syd og en tenaille langs Kalveboderne. Vestre Retranchement skulle beskytte den planlagte Vestre Forstad, hvis bebyggelse blev påbegyndt i 1650, men som blev ødelagt ved Københavns Belejring i 1658. Efter 1660 blev retranchementet opgivet, men det blev ikke sløjfet før i 1700-tallets slutning. Dele af anlægget kaldtes da fejlagtigt "Bjørndals Skanse" efter en lokal grundejer, Peter Bjørn, der i 1776 erhvervede det gamle markmandshus, der lå op til den endnu eksisterende vold. Den vandfyldte grav udgjorde afløbet af Sankt Jørgens Sø ("Rosenåen"), der endnu i dag eksisterer i rørlagt form. Abel Cathrinesgades skæve vinkel på Vesterbros øvrige gadenet er en reminiscens af retranchementets beliggenhed på dette sted.

[illustration]


130

Vilhelms Bastion: Bastion i Christianshavns Vold bygget i årene efter 1682 som en regulær bastion mellem Sophie Hedevigs Bastion i syd og Carls Bastion i nord. Opkaldt efter Vilhelm (1687-1705), søn af Christian V og Charlotte Amalie. I bastionens hule indre blev i 1688 opført det endnu eksisterende krudtmagasin efter tegninger af Hans van Steenwinkel d. III; og i ca. 1690 en bindingsværksbygning i tilknytning hertil.

Voldgaderne (II): Ved forlægningen af Østervold efter 1647 og Vestervold i 1660­erne blev der etableret voldgader, der kunne benyttes af vogne. I 1669 blev der projekteret en voldgade langs de dele af Nørre- og Vestervold, der omgav middelalderbyen, og hvor bebyggelsen på grund af mangel på egentlige byggelinie r hindrede passage. Nedrivningen af den gamle Nørreport i 1700 indgik i projektet, der først var gennemført nogle år senere. Gaden blev sikret mod udskridning af volden ved opsætning af en lav stensat mur ved voldens fod. Dette skete 1703-04

[illustration]


131

på strækningen mellem Nørreport og Sølvgade og mellem Nørreport og Vesterport i 1737. Her var voldgaden enkelte steder blot 12 m bred. Voldgaderne var beregnet på militær kommunikation under en belejring. De havde ikke nogen større civil funktion, og i 1780'erne kunne man, som en del af voldgaden bag Vestervold, anlægge promenadealléen Filosofgangen. 1874-80 blev Nørre Voldgade udvidet mellem Jarmers Plads og Gothersgade til en boulevard med en bredde på 50-60 m og med tre rækker træer ("Nørre Boulevard"). Vester Voldgade blev udvidet til ca. 22-27 m i årene 1876-91. Øster Voldgade blev anlagt som en 31-40 m bred allé med tre rækker træer på strækningen mellem Sølvgade og Gothersgade i 1876-77, mens den østlige ende først fandt sin endelige form ved anlæggelsen af Boulevardbanen 1913-17. Bredden på denne strækning blev ca. 25 m. Store Søndervoldstræde på Christianshavn er en rest af en voldgade i det oprindelige anlæg fra 1618-23. Flere af voldgaderne fra fæstningsbyggerierne 1668-70 eksisterer fortsat (Langebrogade og Christianshavns Voldgade); ligesom Quintusvej, som den nuværende Refshalevej følger på en del af sit tracé, er den oprindelige voldgade langs Nyværk i Christianshavns Vold.

Voldgraven (II): Ved moderniseringen af befæstningen 1606-24 blev der anlagt en vandfyldt voldgrav foran den bastionære befæstning. Den var ca. 38 m bred og havde en dybde på godt 3 m. Graven fik vand fra den gamle rende, der allerede i middelalderen var blevet udgravet mellem Peblingesøen og Jarmers Tårn. På grund af højdeforskellene mellem voldenes enkelte dele var graven opdelt i fem lukkede bassiner og (syd for kammen ved Østerport) et bassin, der stod i direkte forbindelse med havnen. Bassinerne var adskilt af kamme. Ved de store udvidelser af befæstningen efter 1647 blev der ligeledes anlagt en vandfyldt voldgrav foran de nye dele af befæstningen. Også den var opdelt i bassiner adskilt af kamme. De forsvandt først i begyndelsen af 1700-årene, da voldgraven blev uddybet, så den kom til at udgøre et stort bassin, der strakte sig fra Rysensteens Bastion i sydvest til og med Kastellet i nordøst. Som følge af at Østervold blev opført i årene efter 1647, blev renden fra Peblingesøen opgivet, og vandtilførslen skete nu fra Sortedamssøen af den senere benævnte Peymanns Rende. Voldgraven blev flere steder krydset, blandt andet ved Rosenborg Bastion, af ledninger med drikkevand. Dette kom blandt andet fra Emdrup Sø, der indtil 1859 var et led i Københavns vandforsyning. Da Københavns Vandværk blev etableret i 1859, blev hovedvandledningen lagt over graven fra Vandværkets Lynette. Dele af voldgraven er endnu bevaret i Tivolisøen samt søerne i Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg og omkring Kastellet.

Ørstedsparken: I Bebyggelsesplanen for Fæstningsterrænet fra 1872 blev det besluttet at lægge en park mellem den planlagte Gyldenløvesgade (nu Kreditforeningen Danmarks hovedsæde) og Ahlefeldtsgade.


132

[illustration]

Ørstedsparken omfattede kurtinen fra Helmers Bastion, hele Hahns Bastion og størsteparten af kurtinen derfra mod Ahlefeldts Bastion. En del af voldens dossering mod byen skulle dog afgraves til fordel for anlægget af en "boulevard", den senere Nørre Voldgade. Først i slutningen af 1875 blev en foreløbig regulering af arealet påbegyndt, og i december 1876 blev havearkitekt H. A. Flindts detaljerede plan for anlægget godkendt. Jordarbejderne blev afsluttet i 1877, og da parken åbnede for offentligheden i 1879, kunne kun hovedformerne af de gamle anlæg erkendes. Over voldgraven blev der lagt en bro med genbrug af dele af den jernbro, der i 1857 var blevet lagt over "Nørreports Gab" (se Nørreport).

Østerbro Lynette: Udenværk foran Peuchlers Ravelin, anlagt i 1728, muligvis i løbet af 1720'erne, som et jordværk med en foranliggende tør grav. Lynetten indgik i Ingeniørtroppernes øvelsesterræn til 1873, da området blev overdraget Københavns Kommune, der omdannede det til boligkvarter. Lynetten lå ved Hjalmar Brantings Plads.


133

Østerport (II): I 1608 blev der lige syd for Østerports Bastion opført en ny Østerport, der ligesom den gamle var en dobbeltport med en indre og en ydre portbygning på hver side af voldgraven, forbundet med en muret bro med en vindebro på midten. De to bygninger var på to etager og havde sadeltag med kamtakkede gavle. Portbygningerne var forsynede med rig renæssanceudsmykning, men de kendes ikke i detaljer. Syd for porten blev der i 1607-08 anlagt en muret kam tværs over graven med et spærre tårn på midten. Ved forlægningen af Østervold mod nord i 1647 blev denne Østerport sløjfet. Den lå på Kongens Nytorv midt på strækningen mellem Østergade og Tordenskjoldsgade.

[illustration]

Østerport (III): Den nye port blev anlagt mellem Peuchlers Bastion og Rosenkrantz Bastion i Københavns nye Østervold i 1647 som en tømmerkonstruktion. Hovedbroen over voldgraven stod først stod færdig i 1658. Indtil da syntes man at have klaret sig med en dæmning. Østerports placering var velvalgt i forhold til Københavns byplan, således som den blev godkendt i 1649, hvor hovedvejen i Østre Forstad flugtede i en lige linie fra porten i Vartov Skanse direkte med Østerport, kun afbrudt af ravelinens beskyttende knæk. I forhold til byens planlagte


134

gadenet udmundede den fornemste gade, Rigensgade, lige ved porten, hvor der var udsparet et areal til en rektangulær plads, hvorfra en tværgade, "Hestegade", (nuværende Suensonsgade), fordelte trafikken til og fra Ny-Københavns østlige del. En del af pladsen eksisterer endnu.

Østerport (IV): Ved ændringerne i Københavns byplan i 1660'erne faldt Rigensgades funktion som hovedfærdselsåre bort. Samtidig foreslog Henrik Ruse at trække udfartsvejen helt hen til Kastellets voldgrav, som den skulle følge vest og nord om Møens Kontregarde, og derefter passere den lette befæstning i Grønlands Bastion. Dermed ville man kunne dække adgangen fra Kongens Bastion i Kastellet.

Først i 1685 blev planen gennemført. Også den nye port i Grønlands Bastion synes at have været en let tømmerkonstruktion med foranliggende træbro over hovedgraven til en nyanlagt ravelin. Lige efter år 1700 blev denne løsning opgivet, måske som følge af portens forfald, måske fordi vejen gennem Grønlands Bastion var besværlig.

[illustration]


135

[illustration]

Østerport (V): I 1701-02 blev Store Kongensgades ført op fra Toldbodvej (Esplanaden) til Østervold. I forlængelse af den nye gade opførtes 1707-08 en grundmuret, hvælvet port igennem hovedvolden i kurtinen mellem Grønlands Bastion og Rosenkrantz Bastion. Omlægningen medførte en del ændringer af ravelinen og Grønlands Bastion. Porthvælvingen med de to enkle barokfacader blev opført med Christoph Marselis som arkitekt og med Ernst Brandenburg som entreprenør. Mod byen var porten flankeret af en bolig til en portner mod vest og en vagtbod mod øst. Porthvælvingen led stærkt af fugtighed og måtte allerede i 1722 fornys. Den var 29 m lang, 3,70 m bred og 3,90 m høj. Porten eksisterede i stort set uændret skikkelse til februar 1858, da den blev nedrevet som den sidste af de københavnske byporte. Broerne over hoved- og ravelingravene blev opretholdt, indtil området blev reguleret i 1887-88.


136

Østerports Bastion (I): Bastion i Københavns Østervold mellem Sankt Klara Bastion i nord og Bastionen ved Iskulen i syd, anlagt umiddelbart nord for Østerport i 1608. Bastionen var opført som et massivt jordværk. Ved forlægningen af Østervold i 1647 blev bastionen sløjfet, og på stedet blev Kongens Nytorv senere udlagt. Pladsens oprindelige navn "Hallandsås" refererer således til den halvt bortgravede bastions uformelige jordmasser. Bastionens strube lå i umiddelbar forlængelse af Østergade, og dens to facer mødtes omtrent, hvor l'Amoureux' rytterstatue af Christian V's ("Hesten") blev opstillet i 1688. Torvets nordre og østre sider blev lagt, så de fulgte parallelt med ydersiden af voldgraven, der her var ca. 40 m bred.

Østerports Bastion (II): Se Rosenkrantz Bastion.

Østerports Ravelin: Udenværk foran Østerport (IV og V), anlagt ca. 1685 som portravelin med forbindelse til Østerport i Grønlands Bastion ved Østerports Hovedbro, og forbundet med glaciset ved ravelinbroen. I ravelinen lå en vagtbod, opført 1708 og udvidet 1741. Ravelinen blev ændret ved forlægningen af Østerport til kurtinen mellem Grønlands Bastion og Rosenkrantz Bastion. Først ved anlæggelsen af Østerbro Station (nu Østerport Station) i 1897 forsvandt ravelinvagten, der i de sidste år havde været udlejet som bolig for en underofficer.

[illustration]


137

Østervold (II): Under udbygningen af befæstningen 1606-24 blev den sydlige del af den gamle Østervold forlagt noget mod syd, således at man opnåede, at en del af Bremerholm blev indlemmet i det befæstede område. Østervold bestod (fra syd mod nord) af: Bremerholms Port, Bastionen ved Iskulen, Vandporten, Bastionen ved Østerport med Østerport, Sankt Klara Bastion, Lønporten, Bastionen ved Lønporten og sluttede ved Sankt Gertruds Bastion, hvor Nørrevold (II) fortsatte voldforløbet.

Østervold (III): Ved udvidelsen af befæstningslinien i 1647 blev hele Østervold (II) flyttet så langt mod nord - for at opnå forbindelse til Kastellet - at den kom til at løbe i direkte forlængelse af Nørrevold. Østervold bestod (fra vest mod øst) af bastionerne: Rosenborg, Quitzous, Peuchlers og Rosenkrantz. Dele af Østervold eksisterer fortsat i parkerne Botanisk Have og Østre Anlæg.

Østre Anlæg: Ved Bebyggelsesplanen for Fæstningsterrænet fra 1872 var der projekteret en park i den nordøstlige del af det areal, hvor Østre Anlæg nu ligger, således at der var bebyggelse i en smal bræmme på østsiden af Sølvgades projekterede forlængelse og nord for Øster Voldgade. Desuden var arealet gennemskåret af en tværgade, der skulle forbinde Sølvgade/Øster Voldgade-krydset med Lille Trianglen. Foreløbig lå fæstningsværkerne uændrede hen.

[illustration]


138

[illustration]

I 1876-77 blev Sølvgade ført igennem som gangsti, og samme år blev det vedtaget at omforme de tre bastioner, der lå øst herfor, til park. For at skabe udsigtspladser fra bastionerne blev jorden flyttet fra det yderste af faussebraien ned langs bastionspidserne. Dette kan stadigvæk ses som en fortykkelse på spidsen af Peuchlers Bastion. Året efter blev området uden for voldgraven forsynet med spadserestier, og Quitzous Ravelin og Peuchlers Ravelin blev forbundet med hovedvolden med de endnu eksisterende to dæmninger over voldgraven. I 1885 udså staten sig Quit­


139

zous Bastion til anlæg af et museum for Den Kongelige Malerisamling, og ved en overenskomst af 1886 forpligtede kommunen sig til at afgive det meste af bastionen til formålet, og i 1896 var den næsten helt forsvundet. Byggeriet medførte også en opfyldning af den del af voldgraven, der lå ud for den venstre face af Quitzous Bastion. Det afbrød den gamle forbindelse med vandet i Botanisk Have, og en ny ledning med direkte forbindelse til Sortedamssøen blev etableret i 1893. I 1895 afgav Københavns Kommune et areal af Østre Anlægs nordøstlige hjørne til Statsbanerne i henhold til overenskomst mellem stat og kommune 1893 om en ordning af jernbaneanlæggene omkring den nye Østerbro Station (Østerport Station). Arealet omfattede den sydøstlige del af Peuchlers Bastion og størsteparten af Rosenkrantz Bastion med Dronningens Mølle, der derfor blev nedrevet. Efter sløjfningen blev arealet stillet til disposition for kommunen som park. Fyldet fra afgravningen blev brugt i jernbanedæmningen mellem Østerbro Station (Østerport Station) og Svanemøllen.

Ved en ny overenskomst mellem stat og kommune i 1904 om anlægget af Boulevardbanen blev en strimmel af Østre Anlæg langs Øster Voldgade på strækningen mellem Sølvgade og Stokhusgade overdraget staten, der udgravede banen 1913-17. Herved blev den inderste halvdel af Peuchlers Bastion, der hidtil havde stået intakt, fjernet, ligesom den inderste del af kurtinen herfra til Quitzous Bastion. Ved overenskomsten i 1904 blev det endvidere bestemt, at Østre Anlægs østlige grænse mod Østerbrogade skulle rykkes ind, så gaden (nu Oslo Plads) på denne strækning fik samme bredde som mellem Lille Triangel og Stockholmsgade. Gadeudvidelsen blev gennemført i 1915-16. I 1908 afgav kommunen et areal af det tidligere Østervold Glacis til opførelsen af Den Hirschprungske Samling. Siden da har resterne af Østervold stået forholdsvis uantastet. Dog blev den vestlige grav foran Peuchlers Ravelin opfyldt i 1944-47, da der blev anlagt en rosenhave, og i 1947 blevet rhododendronanlæg placeret i ravelinens østlige strube. Østre Anlæg blev i 1969 fredet som parkområde, men med opretholdelse af en overenskomst fra 1921 mellem staten og Københavns Kommune om arealafgivelse til en udvidelse af Statens Museum for Kunst. Denne udvidelse er påbegyndt i 1996.

Østre Retranchement: Lav bastionær forvold mellem Vartov Skanse og Kastellet, anlagt i 1620'erne. Østre Retranchement bestod af to hele og to halve bastioner anlagt i en bue mellem Vartov Skanse og Øresund og en tenaille herfra mod syd til Kastellet. Østre Retranchement skulle sikre den planlagte Østre Forstad, der blev anlagt i årene efter 1650, men som blev opgivet under Københavns Belejring i 1658. I 1661 blev volden delvis sløjfet, men rester eksisterede endnu i 1600-tallets slutning. Dele af voldgraven indgik i de kongelige fiskedamme og udgjorde senere Rosenvængets sydskel. Dette ses tydeligt på et matrikelkort over grundene Holsteinsgade 19-29. Gadens knæk mellem nr. 1-15/2-20 er en reminiscens af den vestlige bastions højre face.


140

[illustration]


211


 

Fagudtryk

Armere: At sætte et fæstningsanlæg i krigsklar stand; primært at udstyre det med artilleri og lettere våben.

Armering: I denne sammenhæng: Et fæstningsanlægs bevæbning.

Armeringsarbejder: Anlægsarbejder på et fæstningsværk, der normalt først igangsættes, når der er udsigt til krig. Det drejer sig f.eks. om at grave skyttegrave, at opsætte pigtrådshegn, at støbe lette betonanlæg, at bygge skanser og batterier samt opstille artilleri.

Artilleri: Fællesbetegnelse for kanoner, haubitzer og morterer.

Avant-fossé: Mindre voldgrav foran en fæstnings hovedgrav, oftest placeret uden for en enveloppe.

Banket: Standplads for artilleri eller fodfolk på en fæstningsvold.

Barfred: Fæstningstårn.

Bastion: Fremspringende forsvarsværk i fæstningsvold, anlagt for at flankere hovedvolden (kurtinerne) og fæstningens øvrige bastioner. En bastion består af to flanker og to facer, der mødes i en vinkel, kaldet saillanten. Vinklerne mellem kur­tiner og flanker, flanker og facer og mellem facerne indbyrdes (saillanten) er nøje afstemt af den optimale mulighed for flankering. Stykket i forlængelse af voldens inderlinie mellem de to flanker kaldes struben. På bastionens øverste plateau var der opbygget et brystværn til beskyttelse af mandskabet med bagvedliggende banket og batterier af jord eller træ til opstilling af artilleri. Flankerne kan, som det ses på flere af bastionerne i Christianshavns Vold, være forsynet med forsænkede batterier, hvis voldkrone ligger lavere end facernes voldkrone. Bastioner kan være hule eller massive. Massive bastioner blev undertiden forsynet med en forhøjning, en kat, til opstilling af langtrækkende skyts eller med en travers. På massive bastioner blev der ofte placeret vindmøller. I ældre kilder ses bastion sommetider be­nævnt bolværk (bulværk).

Batardeau: Se Dæmning.


212

Batteri: Selvstændigt, artilleri armeret fæstningsanlæg eller del af et større fæstningsværk. Det er ofte kun beskyttet med volde på fjendesiden, og det har normalt en hovedskudretning.

Bedækket vej: Se Dækket vej.

Beredskabsmm: Skudsikre beskyttelsesrum i forbindelse med skyttegravsstillinger, hvor soldater opholder sig med fuld udrustning under fjendtlig beskydning af stillingen og er klar til at rykke ud i stillingen, når skydningen holder op, inden fjenden stormer stillingen.

Berme: Det flade jordstykke mellem en fæstningsvold og den foranliggende grav, der skal hindre, at voldjorden ved beskydning opfylder graven. I høje volde ses ofte en ekstra berme et stykke oppe ad voldskråningen.

Bestykke: Opstille et fæstningsanlægs artilleri.

Bestykning: Et fæstningsanlægs artilleri.

Bjørn: Se Dæmning.

Bolværk: Blev undertiden benyttet med den generelle betydning forsvarsværk, men oftest med den specifikke betydning bastion. Kaldes også bulværk.

Brisk: Underlaget for en kanon, haubitz eller morter.

Brystværn: Forhøjning på den yderste del af en fæstningsvold til sikring af mand­skab og artilleri. Brystværnets øverste del kaldes voldkronen.

Brystværnskrone: Er voldens øverste vandrette flade over brystværnet.

Bulværk: Se Bolværk.

Citadel: En selvstændigt befæstet del af befæstning, der i givet fald ville kunne holdes, efter at den tilhørende befæstning måtte være indtaget, og hvorfra en tilbageerobring af fæstningen kunne ledes.

Demarkationslinie: Grænse for det areal uden for en fæstning, som af hensyn til forsvaret fra volden (frit skudfelt samt manglende skjul til fjenden) måtte underkastes en indskrænkning af grundejerens brugsret. Demarkationsservitutter kunne begrænse såvel grundens anvendelse som byggeri på arealet


213

Dossering: Et jordanlægs skråning, eventuelt beklædt med sten.

Dækket (bedækket) vej: Vej på ydersiden af en voldgrav, anlagt på kontrescarpen og skjult af glaciset.

Dæmning: I fæstningsterminologi ofte benævnt Bjørn, Kam eller Batardeau. Dæm­ninger lægges på tværs af en voldgrav for at opretholde en passende vandstand. Flere dæmninger inddeler voldgraven i bassiner, så ikke alt vand i graven flyder bort, hvis en fjende skyder en dæmning i grus, ligesom vandet ved dets opstemning kunne bruges til at drive en eller flere vandmøller. En dæmning sikres mod fjendtlig passage ved palisadegitre eller spærretårne.

Enceinte: En sammenhængende fæstningsvold, der - som et "bælte" jfr. fransk: ceinture) - beskytter en by, et område eller et pas.

Enveloppe: Lav forvold omkring en fæstning eller en del af en fæstnings uden­værk.

Escarpe: Den del af en fæstningsvold, der vender mod fjenden. Modsætningen er en kontrescarpe.

Esplanade: Fladt, ubebygget terræn mellem et citadel og en by.

Estakade: Pælespærring i vandareal, opsat for at hindre angreb.

Face: Den del af et fæstningsanlæg, der vender mod fjenden. (Se Bastion).

Faussebrai: Lav vold foran en fæstnings hovedvold, hvorfra der kunne skydes over voldgrav og glacis; sommetider ligger en faussebrai dog så lavt, at den kun kan beskyde voldgraven.

Flanke: Den del af et fæstningsværk, der i et bastionært anlæg forbinder facen med kurtinen og i et nyere anlæg forbinder face n med struben.

Flankerende skydning: Skydning på tværs af fjendens angrebsretning, d.v.s at man skyder ham i siden, når han angriber et fæstningsværk frontalt - vinkelret på. Foretages blandt andet fra kaponièrer, der er skjult for fjenden, indtil han kommer ind i anlæggets skudfelt.

Fleche: Pileformet udenværk oftest placeret uden for et glacis.


214

Forhug: Fældning af træbeplantning, der midlertidigt skal skabe en passiv hin­dring, idet man lader stammer og grene ligge i et bevidst sammenfiltret hindringsbælte, hvor man eventuelt tilspidser grene og stammer, der vender mod fjenden. Forhug kan også have til hovedformål at skaffe et befæstningsanlæg frit skud gennem et skovområde.

Forsvindingstårn: Kanon- eller maskingeværtårn, der kun er hævet op over dækket og synligt, når det skal skyde.

Fort: Et permanent fæstningsanlæg, der kan forsvare sig til alle sider.

Fortdækket: Den øverste plane eller næsten plane del af et fort.

Fortkronen: Det højeste punkt på et fort.

Fortkærnen: Betonkasematdelen af et fort.

Fortlegemet: Fortkærnen og den jordmasse med stensprængkappe, der ligger rundt om fortkærnen.

Forværk: Mindre, ikke defineret befæstningsanlæg, eventuelt udformet som en skanse eller et retranchement, foran et større befæstningsanlæg.

Glacis: En del af et fæstningsanlægs forværker, der kan være anlagt i jord eller sten. Landbefæstninger vil det som oftest være et kileformet jordlegeme på fjende­siden af anlægget. Det hæver sig ind mod fæstningsanlægget og slører dets konturer samt skjuler den dækkede vej, voldgrav, gravflankeringsanlæg og hele eller dele af hovedanlægget/-voldens yderside (eskarpen). Desuden gør det beskydningen af en angribende fjende lettere, idet han løber lige ind i forsvarets ild. Ved søbefæstningsanlæg er det oftest af sten og har til funktion at mindske bølgeslagets kraft og tvinge isskruninger opad, så de ikke gør skade på anlægget.

Haubitz: Krumbaneskyts: Se Artilleri.

Hornværk: Udenværk bestående af to halve bastioner, forbundet med en kurtine.

Kam: Se Dæmning.

Kanon: Fladbaneskyts: Se Artilleri.

Kaponière: Normalt en lille, snæver, beskyttet stilling eller bygning, der er beregnet til flankeforsvar langs grav, escarpe, kontrescarpe, strube eller pigtrådshegn.


215

Navnet er oprindeligt et fransk militærslangord. En kaponière er et kapunbur; kapuner er kastrerede hanekyllinger, som man feder op ved at holder mange samlet i et lille bur, hvor de næsten ikke kan røre sig, mens de bliver stopfodret.

Kasemat: Bombesikkert rum i et fæstningsanlæg.

Kat: Forhøjning på en bastion benyttet til opstilling af skyts for at give det en øget rækkevidde med det formål at beherske den fjernere del forterrænet.

Kigkurre: Se Lynette.

Kikkertstation: Stedet på eller ved et fæstningsanlæg, hvorfra fjenden holdes under observation, og måludpegningen til artilleriet foretages.

Kommandostation: Stedet på et fæstningsanlæg, hvorfra chefen leder anlæggets kamp.

Kontregarde: Udenværk formet som en vinkel liggende foran en bastion eller ravelin.

Kontrescarpe: Skråningen på voldgravs yderside. Kontrescarpen kan danne basis for en dækket vej og for glaciset. Modsætningen til en kontrescarpe er en escarpe.

Krenelering: Den takkede, åbne afslutning, som kendes fra murkronen på middelalderlige befæstningsmure, eller mur forsynet med skydeskår.

Kronværk: Udenværk med en hel og to halve bastioner forbundet af kurtiner og to forbindelsesvolde til hovedvolden.

Kunette: Rende i bunden af voldgrav, der fungerer som en ekstra forhindring for en angriber. I tørre voldgrave anvendes kunetten desuden som afvandingskanal.

Kurtine: Den del af en fæstningsvold, der ligger mellem to bastioner. En kurtine kan være beskyttet af en, undertiden to, nedre volde, en faussebrai.

Lavet: Er en artilleripieces underbygning, der danner leje for kanonrøret. Voldlavetter af træ - ofte med hjul - for kanoner, opstillet på fæstningsvolde. Panser­lavetter for kanoner, opstillet i pansertårn på et fort. Feltlavetter for heste- eller motortrukne kanoner.

Lynette: Et pileformet anlæg i en fæstnings udenværk, opbygget som en bastion og lukket i struben med en mur eller med palisader.


216

Mantelmur: Ordet betegner i middelalderen en ringmur, altså en befæstningsmur, som ligger beskyttende omkring noget andet.

Morter: Krumbaneskyts: Se Artilleri.

Observationstårn: Tårn (fast eller forsvindingstårn), hvorfra anlæggets forterræn kan holdes under observation. Forsvindingstårnet er af panserstål, mens det faste kan være af panserstål eller af pladejern.

Omløb: Anlæg i forbindelse med en dæmning, hvor vand ledes uden om denne. Det er ofte forsynet med et stemmeværk med stemmebjælker, så vandmængden kan reguleres.

Overfald: Anlæg i en dæmning, hvor vand ledes hen over den. Det er ofte forsynet med et stemmeværk med stemmebjælker, så vandmængden kan reguleres.

Oversvømmelsesområde: Område, der kan sættes under vand, så det bliver vanskeligt eller umuligt for en fjende at krydse det.

Panserlavet: Drejelig panserkanontårn, der løftes lidt, drejes og sættes ned i hvilestilling, før kanonen affyres.

Pansertårn: Drejeligt panserkanontårn, der kan skyde, mens det drejer.

Pansertårn, mobilt: Pansertårnet var påmonteret en aftagelige underdel med kørehjul og blev kørt frem til batteriets briske, hvor tårnet blev rullet af køredelen ind på betonbrisken. Derefter blev det dækket med sandsække og jord op til kup­lens drejelige del, som herefter var det eneste synlige af tårnet. Det var enten ar­meret med en 37 mm eller 57 mm kanon, der kunne drejes og skyde 360 grader rundt.

Postei: Se Rundel.

Poterne: Overdækket, og oftest overhvælvet, forbindelsesvej gennem en fæstnings­vold til faussebrai, voldgrav eller udenværk.

Ravelin: Et trekantet forsvarsværk beliggende i voldgraven mellem to bastioner og således foran en kurtine. En ravelin er beskyttet af en vold på sine to ydersider. Fungerer ravelinen som beskyttelse af en port, er ravelinvolden også forsynet med en port, ravelinporten.

Redan: Lille pileformet fremspring på fæstningsvold.


217

Redout: Lukket forsvarsværk, der kan afgive ild til alle sider.

Reduit: Stærkt befæstet kærneværk inden for et større fæstningsanlæg.

Retranchement: Lettere befæstet voldlinie.

Rondelle: Se Rundel.

Rundel: Rundt tårn, hvis side ofte er åben indad mod det befæstede. Benævnes blandt andet også sommetider Poste i eller Rondelle.

Saillant: Spidsen af et fæstningsværk, hvor to facer mødes i en vinkel.

Skanse I: Der nævnes i den sene middelalder flere skanser i forbindelse med be­fæstningen af byen. Der er formentlig tale om jordværker, eventuelt forstærkede med pæle. De har formodentlig ligget uden for volden for at beskytte fremspringende punkter, som f.eks. Jarmers Tårn og byens porte.

Skanse II: I 1600-årene dækker ordet ofte små bastionære anlæg.

Skanse III: Mindre, ikke defineret fæstningsværk, der ofte er lukket bagtil. Findes blandt andet som kystskanser i Englænderkrigens og i Den første Verdenskrigs stillinger på Amager.

Sluse: Anlæg, der kan styre vandgennemstrømningen i et vandløb eller en kanal. Styringen sker ved hjælp af stemmebjælker eller stigbord, der er anbragt/anbringes i stemmerigler.

Sortieport: Se Udfaldsport.

Stemmebjælker: Anbringes som en mere permanent vandregulering i et stemmeværks eller en sluses stemmerigler.

Stemmeværk: Anlæg, hvor vand stemmes op til en vis højde ved hjælp af et stig­bord eller stemmebjælker, der er anbragt/anbringes i stemmerigler.

Stensprængkappe: Kampestenslag, der er anbragt i jordlegemet foran eller om­kring kasematbygningen i et fort eller batteri samt ved en kaponière eller et ammunitionsmagasin. Det skal bringe en granat til sprængning, inden den når ind til det egentlige bygværk.


218

Stigbord: Bevægelig spærreanordning i sluse eller stemmeværk. Det bevæges op eller ned i stemmeriglerne i anlægget.

Stormgitter: Spærregitter rundt om et fortlegeme eller langs en fæstningsgrav.

Strube: Den side af et fæstningsanlæg, der vender væk fra fjenden, og som normalt er svagere forsvaret, eventuelt helt uden forsvar.

Styrteseng/-leje: Anlæg, der bremser vandet fra et overfald eller omløb og hindrer, at det river bunden af det følgende bassin op og skyller jorden væk.

Søminestation: Stedet, hvorfra kontrollerede minefelter aktiveres eller deakti­veres.

Tenaille: Fæstningssystem bestående af en zig-zag-formet let voldlinie, oftest beregnet til forsvar af en fæstnings udenværker.

Travers: Tværvold, oftest anlagt i en skyttegrav eller på et fæstningsanlægs brystværn og den bagvedliggende banket. Herved opdeler den anlæggets frontale kampafsnit, så skaderne fra eventuelle granateksplosioner begrænses. Samtidig forhin­dres flankerende skydning hen langs kampafsnittet.

Udfaldsport: Skjult udgang fra en fæstnings indre gennem hovedvolden til fausse­brai, voldgrav eller udenværk, beregnet til udfald mod en fjende under en belej­ring.

Underløb: Anlæg i en dæmning eller under en fæstningsgrav, der tillader vand at løbe under den. Det vil ofte være forsynet med en spærreanordning, så der kan lukkes for vandgennemstrømningen.

Voldgade: Forbindelsesgade bag en fæstningsvold, der også adskiller en bys civile (eller militære) bebyggelse fra voldterrænet.

Voldgang: Vej på en vold, beregnet til færdsel for forsvarere og derfor lagt således, at den er dækket fra beskydning udefra af brystværnet. Mellem voldgangen og brystværnet kan der være placeret batterier med skyts til beskydning af angribere.

Voldkrone: Oversiden af den øverste, let skrånende del af brystværnet på en vold.

Våbenplads: Dækket plads på escarpen af fæstningsgrav, hvor en udfaldsstyrke kan samles skjult af glaciset før et udfald.


219


 

Konger og krige

1095-1103: Erik I Ejegod

1104-1134: Niels

1134-1137: Erik II Emune

1137-1146: Erik III Lam (ca. 1140-1143 Oluf II)

1146-1154: Svend III

1146-1157: Striden mellem kongerne Svend, Knud og Valdemar. Det vides ikke, om den berørte København.

1146-1157: Svend III

1146-1157: Knud III

1154-1182: Valdemar I den Store

1182-1202: Knud IV "Den Sjette"

1202-1241: Valdemar II Sejr

1241-1250: Erik IV Plovpenning

1249: Hertug Abel og lybeckerne indtager, plyndrer og afbrænder byen samt de omliggende landsbyer og deres kirker.

1250-1252: Abel

1252-1259: Christoffer I

1253: Ærkebisp Jakob Erlandsen lukker byens porte for kong Christoffer, der er på flugt fra Abelsønnerne.

1257: Den norske kong Håkon Håkonsen ankrer op ved byen med en flåde på 315 skibe, men et angreb bliver afværget, og kong Christoffer slutter fred med Hakon.

1259: Kong Christoffer erobrer byen, men den indtages igen af Roskildebispens forbundsfælle, den vendiske fyrste Jaromar.

1259-1286: Erik V Klipping


220

1286-1319: Erik VI Menved

1289: Den norske konge Erik Præstehader, som støtter de folk, der er dømt for mordet på Erik Klipping, ankrer op med sin flåde i fire uger i Refshaledybet, men tør ikke angribe byen.

1306: Et nyt norsk angreb, som støtter de fredløse efter mordet på kong Erik Klipping, afvises.

1320-1326: Christoffer II

1326-1330: Valdemar III

1329-1332: Christoffer II

1340-1375: Valdemar IV Atterdag

1368: København blev erobret af en hanseatisk flåde, som plyndrer og afbrænder især den vestre del af byen. Havnen spærres af sæn­kede, stenfyldte skibe. I 1369 blev Københavns Borg nedrevet af hanseatiske stenhuggere.

1376-1387: Oluf III

1376: Hertug Albrecht af Mecklenburg lægger sig med en hær foran byen for at gøre krav på sin arveret til den danske krone. Sagen ender dog med et forlig.

1387-1397: Margrethe (1375-1412)

1397-1439: Erik VII af Pommern

1427: Hansestæderne sender en stor flåde mod byen på grund af Sundtoldens indførelse, men den slås tilbage af en langt underlegen dansk flåde.

1428: Hansestæderne sender en endnu mægtigere flåde til byen for at hævne nederlaget fra året før. De lægger sig i Refshaledybet. Gentagne angreb, hvor kanoner anvendes for første gang i Norden, af­vises af dronning Philippa fra byen, før Hansaen må trække sig til­bage.

1440-1448: Christoffer III af Bayern

1448-1481: Christian I

1481-1513: Hans

1513-1523: Christian II

1521: En lybsk flåde lægger sig i Refshullet og forbereder landgang. De opgiver dog angrebet.

1523-1524: Kong Christian II forlader byen 13. april 1523. Den 10. juni indleder Frederik I en belejring af byen.


221

1523-1533: Frederik I

1524: 6. januar 1524 overgiver byen sig efter belejringen.

1534-1559: Christian III

1534: Grevens fejde indledes med, at grev Christoffer af Oldenburg ankommer til byen efter aftale med fremtrædende borgere i byen. Udsendt af lybeckerne for at genvinde deres tidligere magtstilling i Norden, foregiver han borgerne, at han vil kæmpe for den lutherske lære og Christian II's genindsættelse på tronen. Slottet overgiver sig til greven.

1535-1536: Efter et sejrrigt krigstogt gennem landet, hvor adelen hyldede Christian III som konge, lægger han sig med en hær omkring København 24. juli 1535. Efter en lang og hård belejring overgiver byen sig 28. juli 1536.

1559-1588: Frederik II

1588-1648: Christian IV

1648-1670: Frederik III

1658-1660: Karl Gustav Krigene med Københavns Belejring og stormen på København 11. februar 1659. Byen blev ikke indtaget. Belejringen fortsatte, og der blev først sluttet fred med svenskerne i 1660.

1670-1699: Christian V

1699-1730: Frederik IV

1700: En engelsk/hollandsk/svensk flåde bombarderer København uden nævneværdigt resultat; det kom ikke til yderligere kamphandlinger.

1730-1746: Christian VI

1746-1766: Frederik V

1766-1808: Christian VII

1801: Slaget på Rheden. Engelsk flåde angreb på den danske defensionslinie af blokskibe. Det kom ikke til yderligere kamphandlinger.

1807: Københavns bombardement. En engelsk styrke bombarderer København til overgivelse.

1808-1839: Frederik VI (1784-1839)

1839-1848: Christian VIII

1848-1863: Frederik VII

1863-1906: Christian IX


222

1906-1912: Frederik VIII

1912-1947: Christian X

1914-1918: Den første Verdenskrig. Danmark og dermed Køben­havn blev ikke inddraget i krigen, men der blev udlagt minefelter i Lille Bælt, Store Bælt og Øresund, og Københavns Befæstning blev sat i krigsklar stand bortset fra fyldning af Oversvømmelsesanlægget.

1940-1945: Den anden Verdenskrig. Under det tyske angreb på Danmark blev København indtaget af en mindre styrke, der gik i land på Langelinie.

1947-1972: Frederik IX

Fra 1972: Margrethe II