Indholdsfortegnelse

 Den tidlige enevældes residens

Under Christian 4 havde Danmark flere gange været i krig med Sverige og hver gang lidt nederlag. Efter opgøret i 1643-1645 måtte Danmark afstå landområder til svenskerne. I 1657 søgte Frederik 3. revanche mod Karl 10. Gustav. Men svenskekongen førte resolut og dristigt sin hær, som stod i Tyskland, over de islagte bælter til Sjælland og stod derefter i Roskilde kun få timers march fra København. Det svenske tempo overrumplede danskerne, som måtte slutte fred i 1658. Denne gang gled de gamle danske provinser Skåne, Halland og Blekinge den danske konge af hænde.

Karl 10. Gustav fik dog snart appetit på selve København. Han pønsede på at udslette sit naboland helt som nation. Svenskerne begyndte en belejring af den danske hovedstad i august 1658, men ventede med det afgørende angreb. Denne tøven gav københavnerne pusterum til at udbedre byens volde og organisere sig til forsvar. Den fælles trussel skabte sammenhold i den belejrede by trods voksende mangel på fødevarer og andre fornødenheder. Imidlertid lykkedes det trods svensk modstand for en hollandsk flåde at slippe ned gennem Øresund til København. Det bidrog til at hindre et bombardement af byen fra landsiden, som svenskekongen havde indledt. Grunden til hollændernes indgriben var, at de ville forhindre Sverige i at komme til at beherske begge sider af Øresund og dermed få kontrol med andre nationers sejlads mellem Østersøen og Nordsøen.

Omsider besluttede Karl 10. Gustav sig til at storme København. Natten mellem 10. og 11. februar 1659 gik den svenske hær klædt i hvide kapper over det islagte område lige syd for Slotsholmen og nærmede sig volden med stiger. Samtidig angreb de andre steder. Men københavnerne var parate. Den svenske plan blevet røbet. Borgerne på volden benyttede sig af alt fra kanoner og skydevåben til bjælker, kogende vand eller brændende tjære. Desuden var det lykkedes danskerne at hugge hul i isen flere steder foran volden, så den svenske fremrykning blev generet. Resultatet var, at svenskerne sidst på natten måtte trække sig tilbage med store tab. København var reddet. Belejringen fortsatte ganske vist året ud. Så døde Karl 10. Gustav pludselig i begyndelsen af 1660. Det fik hans landsmænd til at opgive at erobre Danmark.

Københavns porte kunne atter slås op efter næsten 2 års belejring. Men de afståede danske provinser i Sverige var gået tabt for altid.

De københavnske borgeres forsvarsvilje og evne til at støtte kongemagten økonomisk under den svenske belejring havde motiveret, ja tvunget Frederik 3. til at yde byen store handelsprivilegier og skattebegunstigelser. Desuden var kongen gået med til at oprette De 32 mænds forsamling, et rådgivende organ for byens styre. Efter fredsslutningen med Sverige fandt Frederik 3, borgerskab og biskopper sammen i en alliance rettet mod adelen, som de mente havde svigtet under kampen mod arvefjenden. Borgerne så gerne adelens politiske magt stækket. Sammen med gejstligheden tilbød borgerne da Frederik 3 at blive arvekonge. Han slog til. Enevælden var indført i Danmark. Den højtidelige arvehylding. fandt sted den 18.oktober 1660 på pladsen foran Københavns Slot.

Den svenske belejring havde afsløret væsentlige mangler ved Københavns befæstning. Derfor indkaldte Frederik 3. en nederlandsk fæstningsingeniør, Henrik Ruse, til at planlægge forbedringer. Det førte til anlægget af Vestervold, som lagdes på det sted, hvor svenskerne i februar 1659 havde forsøgt at trænge ind på Slotsholmen. Indenfor den nye vold blevet lavvandet område fyldt op i 1684. Det gav plads til den nye bydel Frederiksholm, hvor bl.a. Prinsens Palæ senere opførtes. Det er bygningskomplekset, som Nationalmuseet disponerer over til sin samling og udstilling. Fra Frederiksholm blev en ny bro kaldet Langebro ført over til Christianshavn til aflastning af Knippelsbro. Christianshavns Vold blev samtidigt forbedret og senere forlænget nordpå en en voldbue.

I bydelen nord for Rosenborg og Nyboder grundlagdes Kastellet, som dels skulle forsvare havneløbet dels være en fæstning inden for voldene, hvortil konge og militær kunne trække sig tilbage, hvis det blev nødvendigt. Københavns slot kunne nemlig ikke forsvares tilfredsstillende. Det blev også bestemt, at al bebyggelse mellem voldene og Søerne skulle underlægges strenge restriktioner for i tilfælde af krig at hindre angribere i at søge dækning her. Bygninger måtte kun være lave og opført af bindingsværk, så de let kunne fjernes.

Militæringeniørerne havde travlt i enevældens første årtier. Men der var også stor aktivitet i den civile sektor. Udbygningen af området mellem Rosenborg Have og havnen fortsatte. De lange, snorlige gader Store Kongensgade, Borgergade og Adelgade blev stukket ud. Husene begyndte at rejse sig langs dem. Mellem disse gaders sydlige del og middelalderbydelen anlagdes Kongens Nytorv omkring 1670 på det tidligere voldterræn. Kanalen Nyhavn blev gravet ud at give skibene mere kajplads. Kongens Nytorv fik mange fornemme bygninger f.eks. Charlottenborg formet i nederlandsk barokstil. Frederik 3's halvbroder var bygherre for dette palæ, som siden 1754 har givet husly for Kunstakademiet. Skråt overfor rejstes det Thottske Palæ, nu Frankrigs ambassade. Det store næsten cirkulære torv fik et fornemt centrum, da Danmarks første rytterstatue blev opstillet her i 1688. Den franske billedhugger Lamoureux modellerede statuen, som ubeskedent præsenterer Christian 5. som romersk imperator. Af andre bygninger fra den tidlige enevælde kan nævnes Operabygningen i Fredericiagade fra 1702, der hurtigt overgik til andre formål. Vor Frelsers Kirke på Christianshavn stammer fra 1682, men fik først sit snegleformede spir med udvendig trappe i midten af det følgende århundrede. Den franske forfatter Jules Verne har fundet dette spir velegnet til træning i bjergbestigning!

Den røde Bygning fra 1720 på Slotsholmen var nødvendig for at dække enevældens voksende behov for kontorer og arkiv. Endelig må et par andre reguleringer af Københavns udseende omtales. En gammel møllekanal blev kastet til, hvorved den lille plads Vandkunsten opstod i 1673. I 1664 skabtes Gråbrødre Torv, da man for at straffe landsforræderen Corfitz Ulfeldt nedrev hans store bolig i den indre by. Nygade førtes igennem i 1691, efter at en brand havde givet bekvem adgang til at rydde nogle snævre smøger.

Enevælden ønskede at regulere alt. Der blev i 1683 fastsat bestemmelser for byggeri, så man bl. a. kunne forhindre generende hus fremspring i gaderne. Det kneb dog med at få grundejerne til at respektere bestemmelserne. Byens ejendomme blev matrikuleret af hensyn til effektiv og retfærdig skattebetaling. Myndighederne interesserede sig for brolægning, vandforsyning og gadebelysning. Der kom vægterkorps. Alle disse funktioner blev styret af kommissioner, hvori statens embedsmænd fik en ledende rolle. De 32 mænds råd havde kun beskeden indflydelse, selvom storkøbmænd dominerede forsamlingen.

Folketallet i København voksede fra ca 30.000 i 1660 til omkring 60.000 i begyndelsen af 1700 årene. Væksten skyldtes til flytningen til de nye boligkvarterer, men også det øgede militære beredskab ved anlægget af Kastellet samt de mange, som fandt arbejde ved hoffet og centraladministrationen. Hertil kom erhvervsudviklingen med oprettelsen af flere handelskompagnier. I 1670'rne stiftedes Ostindisk Kompagni, Vestindisk Kompagni samt et foretagende, som handlede på Afrika. Den københavnske handel nød godt af, at Danmark evnede at holde sig neutral under periodens hyppige opgør mellem de europæiske stormagter.

Men forsøgene på at skabe levedygtige manufakturer i København kiksede. De færdige produkter kunne ikke klare sig i kvalitet med udlandets. Det store byggeaktivitet gav til gengæld håndværkerne noget at bestille. Enevælden søgte med beskedent held at stække håndværkslavenes monopolstilling.

I 1711 gjorde en voldsom pest dramatisk indhug på den københavnske befolkning. Skønsmæssigt bukkede omkring 23.000 mennesker under for epidemien, som hærgede i 4-5 rædselsmåneder. Flere nødkirkegårde måtte oprettes udenfor voldene. Først efter 1730 kom folketallet igen på højde med tiden før pesten. Da havde en ny katastrofe ramt hovedstaden. Denne gang var det ikke mennesker, men bygninger i stort tal, som gik til grunde.