Indholdsfortegnelse

 Brande og genopbygning

I 1728 gik der ild i et hus nær Vesterport. Kraftig vind piskede flammerne videre til nabohuset og ned ad smøgen. Snart stod hele kvarteret i brand. Forvirring, trafikkaos og dårlig vandforsyning gav ilden løbepas. På knap 4 dage var 1700 af Københavns 4100 huse ødelagt. 12.000 mennesker stod uden tag over hovedet. De fleste af kirkerne blev stærkt medtaget. Også rådhuset gik tabt. Det samme gjaldt universitetets bygninger. Værdifulde arkiver, samlinger og kunstgenstande blev flammernes bytte. Et stort hjælpearbejde gik i gang for at skaffe de brandlidte husly. Planlægning af genopbygningen blev hurtigt organiseret. Myndighederne ville gribe chancen for at rette ud på det gamle, krogede gadenet og gøre det bredere. Nye bygninger krævedes rejst i grundmur til gaden. Der blev fremlagt mønstertegninger, som de berørte grundejere skulle følge, når de tog fat på genopbygningen. De fik også fik stillet skattebegunstigelser i udsigt.

Men byfornyelse var dengang som senere en tung sag. Den blev ikke så omfattende som ønsket. Det hjalp først, da man stiftede Københavns Brandforsikring. Dermed blev det muligt at skaffe kapital frem. Efterhånden bredte de karakteristiske "ildebrandshuse" sig fra gade til gade med deres gavlkviste og brogede facader. Alene i 1732 blev der genopført over 500 forhuse og endnu flere side- og baghuse. Sådanne huse kan i dag ses på Gråbrødretorv og flere andre steder. Hustypen var dog kendt før branden, men skød efter 1728 op i endnu større tal. Generelt betød genopbygningen, at Københavns boligbebyggelse blev højere end før. Udlejningsvirksomhed blev mere almindelig. Rådhuset og andre offentlige bygninger blev også genopført, nu i barokkens stil. En følge af branden var anlægget af Frederiksberggade mellem Nytorv og Rådhuspladsen.

Den intense byggeaktivtet, som brandkatastrofen gav anledning til, lokkede håndværkere til København i stort tal, især fra Tyskland. Efterspørgslen af udenlandsk arbejdskraft blev ikke mindre af, at Christian 6. i 1730'rne gav ordre til opførelse af en hel ny residensbolig til afløsning af Københavns slot. Dette havde siden Absalons tid gennemgået mange ændringer, sidst en stor ombygning i l720'rne. Men det kunne dårligt skjules, at slottet i tidens løb var blevet et forvirret og uhensigtsmæssig kompleks i alle stilarter. Tiden var nu inde til at skabe et storslået og repræsentativt bygværk den enevældige fyrste værdigt. Christiansborg rejste sig i løbet af l730'rne som et ægte barokanlæg bestående af fire sammenbyggede fløje, hvortil sluttede sig to lave, krumme bygninger omkring en ridebane. Til ridebanen fik man adgang over Frederiksholms Kanal via en bro af marmor. Slottets facader og dets interiører blev overdådigt udsmykket. Danske arkitekter og håndværkere fik fuldt op at gøre, men måtte have assistance til de krævende kunstneriske opgaver af tyske, franske og italienske malere, stukkatører og billedhuggere. I 1740 stod så meget parat, at kongefamilien kunne flytte ind.

I 1750'rne forlagdes byggeaktiviteten i København til området nord for Kongens Nytorv. Her var det primært adel og storborgere, som førte an. Det blev til bydelen Frederiksstaden. På arealet havde oprindelig ligget det nedbrændte lystslot Sophie Amalienborg, nogle haver samt ud til vandet store tømmerpladser. Initiativet til den nye bydel blev taget af Frederik 5. Han ønskede at markere den oldenborgske kongeslægts 300 års jubilæum i 1749. Kongen skænkede grundene bort til interesserede på den betingelse, at bygherrerne skulle følge arkitekten Niels Eigtveds tegninger. De krævede ensartet vinduesflugt, gesimshøjder osv. Eigtved arbejdede i rokokoens lette relief i modsætning til den forudgående tids tunge barok. Frederiksstadens centrum blev Amalienborg plads, omkring hvilken 4 fremtrædende adelsmænd lod opføre hvert sit palæ. Moltkes palæ blev noget særligt. Riddersalen fremstår som et af de smukkeste rokokointeriører i Danmark, mens den få år yngre spisesalen fulgte den netop introducerede nyklassicistiske stil. Palæet er i vore dage den festlige ramme om nogle af hoffets arrangementer.

Amaliegade strakte sig som bydelens ene akse fra nord til syd, mens Frederiksgade gik på tværs fra havnen hen over pladsen til facaden af en planlagt storslåede kuppelkirke af marmor. Den franske arkitekt N. H. Jardin fik hvervet at fremstille tegninger til kirken. Murere og stenhuggere gik i gang. Marmor blev i store mængder sejlet ned fra norske stenbrud. Murene rejste sig langsomt til 10-15 meters højde. Udgifterne steg dog raskere. Så måtte man smække pengekassen i. Efter at have ligget hen som en græsklædt romantisk ruin i en årrække blev Frederikskirken omsider gjort færdig i reduceret form omkring 1890.

Udover Amalienborg opførtes en række andre fornemme palæer og borgerhuse. Som ved Christiansborg trængtes udenlandske kunstnere og håndværkere i Frederiksstaden. Franskmanden J. F. Saly skabte den ypperlige, men uhyre kostbare rytterstatue af Frederik 5, som i 1771 blev afsløret på Amalienborg plads. Asiatisk Kompagni betalte gildet. Bydelen havde i den første fase været tænkt som hjemsted for handel og håndværk, der kunne drage nytte af at ligge nær havnen, men det blev i stedet til en aristokratisk bydel. Dette præg har den beholdt. I den nordlige ende lagde man grundstenen til Frederiks Hospital, hvis patienter dog kom fra alle befolkningslag. Komplekset med den store grønnegård tjener i dag Kunstindustrimuseet.

1700 årenes overvældende byggeaktivitet og dens kunstneriske kvalitet havde sin baggrund i det stærkt ekspanderende erhvervsliv. København blev af statsmagten begunstiget med privilegier. Byen var Danmarks altdominerende stabelstad og centrum for udenrigshandelen. Det bidrog nye handelskompagnier til, blandt hvilke det netop omtalte Asiatisk Kompagni fra 1732 med domicil på Christianshavn havde stor succes. Århundredet igennem strømmede klæde, the, sukker og porcelæn samt meget andet til de mange rummelige pakhuse, som tårnede sig op langs kajpladserne. Herfra solgtes en del af varerne videre til østersøområdet og andre steder. Handelslivet stimuleredes i ikke ringe grad af, at Danmark var neutralt dels under Syvårskrigen 1756-1763, senere den Nordamerikanske Frihedskrig samt under Revolutionstidens opgør mellem Europas stormagter. Ordrerne strømmede ind til den danske handelsflåde især i de sidste årtier af 1700 årene. Disse fik ligefrem betegnelsen "den florisante periode". Handelsmatadorerne kunne på baggrund af svimlende indtægter udsmykke deres hjem efter sidste udenlandske mode, holde portrætmalerne i ånde og opføre elegante landsteder i Københavns nordlige omegn.

Selvom Danmark ikke deltog i krigene, fik orlogsflåden, som skulle sikre neutraliten, tildelt store bevillinger. Der blev bygget en teknisk raffineret dok. På opfyldt grund skabtes Nyholm med mastekran som assistance ved skibenes udrustning samt forskellige kaserne-ogmagasinbygninger. De store investeringer supplerede marinens gamle aktivitet på Gammelholm på Sjællandssiden af havneløbet. Her lå stadig ankersmedie og reberbane. Marinen var faktisk den største arbejdsplads i København.

Handelsflådens store aktivitet betød opsving i det københavnske skibsbyggeri, som især havde lokaliseret sig på Christianshavn. Derimod kneb det for andre produktionsgrene f.eks. tekstilindustrien trods statsstøtte. Varerne var ikke konkurrencedygtige. Den kongelige Porcelainsfabrik, som blev stiftet i 1775, havde i midlertid livskraft - og eksisterer den dag i dag med sit mærke, de tre bølgelinier, som symboliserer de danske bælter. Københavnske sukkerrafinaderier, som baserede sin virksomhed på rørsukker fra Vestindien, var også en profitabel produktion, der let kunne eksporteres. Eftersom Danmark ikke havde jernmalm eller kul, måtte metalforarbejdningen blive et beskedent erhverv. Ved Mølleåen knap 15 kilometer nord for København lå dog nogle vandkraftdrevne industrier, som fremstillede kobbersager og knive samt andre redskaber med udgangspunkt i malm fra Norge og Sverige. Disse virksomheder var efter dansk målestok temmelig store, hvilket skyldtes Københavns nærhed.

I 1794 udviklede en skorstensbrand sig på Christiansborg så voldsomt, at slottets firfløjede del gik til grunde i flammerne. Det meste af inventaret gik tabt, resten blev reddet ud af tililende borgere, militæret og hoffolk. Ridebanebygningerne undgik ødelæggelse. Kongefamilien blev hjemløs. Den købte da de fire Amalienborg palæer, som siden har tjent som kongelig residens. For at skabe en gangforbindelse mellem to af palæerne, byggede arkitekten C. F. Harsdorff den smukke kolonnade, som af sparegrunde blev rejst i træ og pudset med cement.

I 1795 galede den røde hane atter. Da brændte København for anden gang i samme århundrede. Denne gang startede katastrofen på Gammelholm . Med samme hast som i 1728, men med en anden retning, åd flammerne sig gennem store dele af hovedstaden. Sodsværtede ruiner af beboelseshuse, kirker og andre offentlige bygninger stod tilbage. Tidens ekstraordinære velstand bevirkede dog, at genopbygningen kun varede få år. Derefter præsenterede de genopførte gader sig i nyklassicismens stil med lyse, køligt farvede facader pyntet med mæanderborter og anden klassisk udsmykning i lavt relief. Vinduerne på den fine beletage fik gerne profilerede rammer med trekantede eller buede frontoner over. De fornemste huse fik pilastre - flade søjler - i facaden f.eks. Harsdorffs eget hus på Kongens Nytorv. Endnu finere var frie søjler på husene, som det kan ses på Ved Stranden 14 og Agent Erich Erichsens palæ på Kongens Nytorv, nu Kjøbenhavns Handelsbanks hovedsæde.

Erichsen var typisk nok en af Københavns største skibsredere, som med udgangspunkt i tidens handelsboom kunne bygge sig en yderst fornem privatbolig, hvis interiører den franske arkitekt Joseph Ramée indkaldtes til at designe. Et meget karakteristisk træk ved det omkring 1800 genopførte København - ofte kaldt Det klassiske København - er de brækkede hjørner på husene. Det skulle lette hestevognenes og brandsprøjternes passage i gaderne. l795-branden skabte Højbro Plads samt forenede Nytorv og Gammeltorv til én stor plads, fordi det gamle rådhus mellem torvene måtte rives ned. Udenfor det brandhærgede område skænkede kongen den østligste strimmel af Kongens Have til et nyt gadeanlæg. Det fik navnet Kronprinsessegade. På gadens haveside lagdes 14 små butikspavilloner som perler på en snor. Indtægten ved salget af Kronprinsessegades byggegrunde gik til finansiering af gadereguleringen i de brandlidte bydele.

Knap var brandkatastrofen overvundet, før nye ulykker væltede ind over Københavns borgere. Hovedstaden havde ikke mærket krigens gru siden svenskernes belejring sluttede i 1660. Men nu fik københavnerne den at føle, først lidt på afstand i 1801, så direkte i 1807.

Under Revolutionskrigene blev den danske handelsflåde i stigende grad chikaneret generet af englænderne. For at imødegå dette etablerede Danmark sammen med Rusland og Sverige et væbnet neutralitetsforbund, hvilket kom englænderne på tværs. For at bryde alliancen ankrede en engelsk flåde op i Øresund i 1801. Under kommando af admiralerne Parker og Nelson angreb de engelske krigsskibe den danske flåde, som hastigt og dårligt udrustet var blevet halet ud på Københavns rhed. Fra byens tårne, voldene og havnekajerne overværede københavnerne på første parket, hvordan de danske skibe i forbløffende lang tid holdt stand. Da flere af de engelske skibe på grund af vinden var ved at drive på grund, ville Parker som ledende admiral standse kampen for at vinde tid. Men Nelson overså med vilje Parkers signal hertil. I stedet sendte Nelson en forhandler i land, som meddelte kronprins Frederik, som fungerede som Danmarks regent i stedet for sin sindsyge far Christian 7, at englænderne ville være nødt til at skyde de hidtil erobrede danske skibe i sænk uden hensyn til mandskabet. Denne trussel fik kronprinsen til at give den danske flåde ordre til at overgive sig. I øvrigt var ingen sagkyndige i tvivl om, at englænderne på længere sigt var stærkest. Danskerne måtte notere omkring 1000 døde og sårede, men den engelske eskadre havde også lidt betydelige tab.

Slaget på Rheden i 1801 blev en dramatisk episode i Københavns og nationens liv. Men atter fulgte nogle hektiske handelsår, hvor de danske skibe fik held til at fragte rige ladninger rundt. Da vendte englænderne tilbage i 1807. Dennegang ville de erobre den danske orlogsflåde for at hindre, at den skulle komme under fransk kontrol. 30.000 engelske soldater gik i land nord for København for at belejre byen. Snart brød helvedet løs. Fire lange septembernætter blev København bombarderet fra landsiden. Universitetskvarteret og området mellem Frue Kirke og Nørrevold tændtes i brand. Godt 300 ejendomme ødelagdes totalt, ligeså mange blev beskadiget. Frue Kirkes tårn blev truffet og sank sammen som en kæmpemæssig fakkel, et syn som gjorde uudsletteligt indtryk på mange københavnere. Et par tusinde mennesker omkom eller såredes. København måtte kapitulere. Derefter drog englænderne af med den danske flåde. Hvad de ikke kunne tage med blev ødelagt. England havde gennemført - hvad man har kaldt - historiens første terrorangreb mod en fjendes civilbefolkning.

Krigstilstanden fortsatte. Englænderne besatte danske kolonier eller beslaglagde danske handelsskibe. Den florisante periode var forbi. De københavnske pakhuses rige varelagre skrumpede ind. Landets økonomi vaklede. Krisen kulminerede med statsbankerotten i 1813. Aret efter måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Det svækkede yderligere de københavnske handelshuses livskraft, fordi en stor del af Norges import havde passeret over skibssiderne i København.

Som følge af krig og krise gik genopbygningen af den bombede by kun trægt. Boligbyggeriet blev skrabet og udsmykningen nærmeste tarvelig. Først i 1815 stod det ødelagte rådhus parat igen i ny skikkelse og flyttet til Nytorvs østside. Det blev tegnet af tidens førende arkitekt C. F. Hansen i værdig Palladio-agtig stil med søjlefront. Samme kunstner forestod genopførelsen af Christiansborg og Frue Kirke, hvis kirkerum blev prydet med Bertel Thorvaldsens skulpturer. Også andre bygværker prægedes af C. F. Hansens smag for romerskgul monumentalitet og stortskårne detaljer. Arkitekten Peder Mallings universitet fra 1836 blev dog gotisk.

Københavns folketal steg fra 70.000 omkring 1730 til 100.000 ved folketællingen i 1801. Det svarede til 1/9 af Danmarks samlede befolkning. De største provinsbyers folketal lå til sammenligning under 10.000. København var som det store hoved på en dværg, ubestridt Danmarks åndelige centrum. Her lå fra senmiddelalderen landets eneste universitet, Kunstakademiet fra 1754 samt det altdominerende Kongelige Teater. Kulturliv og selskabsliv førtes i København an af adelige med vinterresidens i store palæer eller storborgere, højtstående militære og ledende akademikere. En by hvor de betydningsfulde kendte hinanden. Nu som før med store kontraster til de ringest stillede.

Det københavnske kulturliv fik sine væsentligste impulser fra Tyskland, Frankrig og England samt Italien. Den oplyste enevældes statstanker hentedes også til Danmark fra syd. Under den sindsyge Christian 7 blev hans livlæge, J. F. Struensee, som var indkaldt fra Tyskland, landets reelle hersker fra 1770 til 1772. Han stod i spidsen for en lang række reformer præget af oplysningstiden, men blev så arresteret, fordi han dristigt havde indledt et kærlighedsforhold til Dronningen. Struensee blev da dømt til at miste livet, halshugget og lagt på stejle til skræk og advarsel for alle. Dette blev lidt af en turistattraktion. Englænderen Nathanael Wraxall fortæller fra et besøg i København, at han så på den henrettedes rester med en blanding af afsky og medfølelse. Om København beretter Wraxall ellers, at politiet "er usædvanlig godt, man kan ved midnat gå i fuldstændig sikkerhed gennem hele byen. Man hører ikke om gaderov, ikke om mord. Man bærer ingen kappe og skjuler ingen dolk under tøjet som i de sydeuropæiske lande. Her er i virkeligheden om aftenen så stille som i en landsby, og næppe rasler en karet gennem gaden."

Nogle af Struensees reformer blev stående. Andre var for hovedkulds indført til at samtiden kunne følge med. Den senere franske revolution bidrog til en spirende offentlig debat i København. Klublivet blomstrede, men enevælden holdt udviklingen under kontrol, også når det gjaldt selv svage ønsker om et mere demokratisk bystyre.