Indholdsfortegnelse

 Stilstand og guldalder

Tiden op til 1830 var erhvervsmæssigt en stille periode i København. Hovedstaden havde mistet den florisante epokes transithandel med varer fra fjerne verdensdele. De gamle handelshuse sygnede hen eller gik fallit. Hamborg blev en stadig skarpere konkurrent. Mange af de danske provinsbyer købte deres varer fra den nordtyske storstad i stedet for at lade ordrerne passere København. At dansk landbrug var kriseramt og Norge gået tabt, skadede naturligvis også København.

I 1830'rne vendte konjunkturerne under den såkaldte kornsalgsperiode. Optimismen kom tilbage. Udenrigshandelen blomstrede op igen, især med England, hvis kraftige industri- og byvækst gjorde det nødvendigt at indføre korn i store mængder bl.a. fra Danmark. København fik nye handelsfirmaer, som slog sig op på korn, og som rejste nye pakhuse ved havnen. Det betød også, at dansk landbrug skulle forsynes med redskaber og maskiner, hvilket stimulerede den industrielle aktivitet i provinsbyerne, men også København. Råstoffer som kul og jern måtte hentes hertil fra England og andre steder, hyppigt også ekspertise i form af ingeniører og håndværkere.

Det københavnske skibsværft og maskinfabrik Burmeister og Wain, havde som det sidste navn antyder engelsk baggrund. Det var blevet grundlagt i 1843. Virksomheden, som lå på Christianshavn, blev på få årtier Københavns største arbejdsplads. 5-600 mand var beskæftiget der omkring 1860. Bryggeriet Carlsberg begyndte sin produktion i den indre by, men flyttede 1847 udenfor til Valby, hvor der var bedre plads og godt vand til produktionen. Disse virksomheder og andre tog dampmaskiner i brug. Det samme skete indenfor kornmølleriet, hvilket bevirkede, at voldenes karakteristiske profil de vinddrevne møller forsvandt. Røgen fra dampskorstenene blev den ny tids symbol, især udenfor voldene i forstæderne.

I 1847 anlagdes jernbanen fra København til Roskilde som Danmarks første. Landevejene havde i nogle årtier været under modernisering. Dampskibene begyndte at trække deres kølvandsstriber fra København til provinshavnene og Skandinavien samt til Tyskland og England. Rejsetiden til nabolandene blev dermed forkortet og mere stabil.

Det stimulerede den udenlandske skibstrafik gennem Øresund, at den århundredgamle Øresundstold, som opkrævedes ved Helsingør, blev afskaffet i 1857. Det var i høj grad til fordel for den danske hovedstad. Den store samhandel med England gjorde, at den københavnske bankier C. J. Hambro i 1839 kunne etablere en bank i London, der blev internationalt anerkendt. Hovedreglen var dog, at initiativ og inspiration kom til Danmark fra udlandet.

Enevælden sang i 1830'rne på sidste vers. De liberale ideer bredte sig med borgerskabets vækst. I 1834 fik de danske landsdele rådgivende stænderforsamlinger. København fik i 1840 sit første delvist folkevalgte byråd. Stemmeretten var dog meget begrænset. Borgmestrene skulle stadig udpeges af kongen.

Kravet om fri forfatning rejstes med stigende intensitet i 1840'rne. Situationen blev samtidig præget af det nationale røre om, hvorvidt Slesvig skulle være dansk eller tysk. Situationen tilspidsedes i marts 1848. Efter nogle ugers uro og hektisk mødeaktivitet i København, kulminerede begivenhederne, da Københavns kommunalbestyrelse i spidsen for et stort folketog spadserede - for det gik trods alt fredeligt til - fra rådhuset på Nytorv til Christiansborg for at kræve enevælden afskaffet. Fra en lejlighed på Nytorv så det ud nede på gaden, "som om brostenene var blevet forvandlet til levende mennesker". Citatet stammer fra en samtidig erindring. Ved ankomsten til slottet havde Frederik 7. allerede bøjet sig for ønsket. I 1849 fik Danmark sin første grundlov. Den smittede af på Københavns kommunal forfatning i 1857, da byrådet fik ret til selv at udpege borgmestre, hvilket hidtil havde været kongens ret. Først i 1919 fik købstæderne samme mulighed.

Første halvdel af 1800 årene var en guldalder indenfor dansk d.v.s. i høj grad københavnsk - litteratur og kunst. De kulturelt rige år står i en ejendommelig kontrast til periodens økonomiske afmatning indenfor de trange volde. Digteren og dramatikeren Adam Oehlenschlæger, der var født på Frederiksberg, indvarslede i 1802 romantikken i Danmark. Odense-drengen Hans Christian Andersen, der fra 1819 som 14 årig kom til at bo i København - bortset fra sin talrige udenlandsrejser - blev en universelt anerkendt eventyrforfatter.

Søren Kierkegaard, der levede sit korte liv fra 1813 til 1855 som inkarneret københavner - kun to smårejser bragte ham til Berlin, skulle - med sine religionsfilosofiske værker - præge dansk debat og senere blive international berømt som eksistentialismens ophavsmand. Kierkegaard var om nogen flanøren på Østergade med dens spisesteder og schweizerkonditorier. I 1836 overgik hans konditorregning, hvad en flink håndværker kunne tjene på et år.

Indenfor den nyklassicistiske billedhuggerkunst nåede københavneren Bertel Thorvaldsen på baggrund af et langt livs virksomhed i Rom europæisk position. Da Thorvaldsen vendte tilbage til København i 1838, blev han modtaget af det halve København og udnævnt til byens æresborger. Thorvaldsen testamenterede sine værker til København, som indrettede et museum for ham i en vognremise ved Christiansborg tegnet af arkitekten M. G. Bindesbøll og med en frise udenpå malet af Jørgen Sonne med motiver fra Thorvaldsens hjemkomst fra Rom.

Maleren C. W. Eckersberg, der op i en høj alder virkede som professor ved Kunstakademiet, blev en nationalt dominerende portræt- og marinemaler. Hans elev, Christen Købke, gengav i små malerier stemninger fra Kastellet og Sortedamssøen samt skabte portrætter, alt med så raffineret farve, at han må betragtes som Danmarks fornemste kolorist - i dag også højt efterspurgt på udenlandske auktioner.

Endelig må præsten og digteren N.F.S.Grundtvig, der livet igennem virkede i København, nævnes for sin salmedigtning og inspiration for udviklingen af den danske folkehøjskole. Disse førende københavneres skaben blev åndelig føde for en lille, men toneangivende elite. Det bredere borgerskab søgte sin underholdning i forlystelsesetablisementet Tivoli, som i 1843 blev indrettet på voldterrænnet. Tivolisøen er en rest af den gamle voldgrav. Ellers var det i Københavns nordlige omegn, at byens establishment i hestevogn kørte til sine sommerlandsteder, mens andre til fods søgte til Bakken ved Dyrehaven. Denne var siden slutningen af 1700-årene blevet et folkeligt udflugtssted.

Men blev man i byen - og det gjorde de fleste - så var det i et boligmiljø præget af de trange volde. Folketallet steg fra 100.000 i 1801 til 130.000 i 1850. Befolkningen kunne kun rummes ved at man forhøjede husene, fyldte baggårdene ud eller accepterede, at kælderrum blev til lejligheder. Københavns eneste grønne åndehul var Rosenborg Have, men man kunne naturligvis stige op og spadsere mellem træerne på voldene. Drikkevandsforsyning og kloakforhold blev stadig mere problematisk. Værksteder, småindustri og kreaturhold blandede sig på uheldig måde med boligerne.

Udenfor voldene måtte der stadig ikke bygges på grund af militære restriktioner, selvom noget byggeri alligevel var kommet langs byens udfaldsveje. Katastrofen kom da også i 1853. Koleraen nåede efter et par ubetydelige advarsler til København.

Gennem fire sommermåneder rasede den frygtede sygdom i København stimuleret af de tvivlsomme sanitære forhold. Næsten 5000 døde. Epidemien gav stødet til opførelsen af den progressive rækkehusbebyggelse Lægeforeningens Boliger på Østerbro i det grønne areal udenfor fæstningsarealet. Samtidig tog kommunen initiativ til at forbedre hospitals forholdene ved at opføre det endnu eksisterende Kommunehospitalet på et område mellem voldene og Søerne. Det blev tegnet af arkitekten Christian Hansen og fik 800 senge. Også vandforsyningen blev forbedret ved at man i 1859 lige uden for volden lagde et dampdrevet vandværk, hvis trykvand ledtes ind til byen gennem jernrør. På samme tid fik København sit første gasværk til belysning af gaderne. Også dette værk lagdes udenfor. Ekspansionen i forstæderne var så småt i gang.

Den første større kommuneskole kom i Sølvgade i 1847. Da Christian 8 besøgte stedet, udbrød han imponeret: "Den ligner et slot og ikke en skole for børn". Mindre imponerende var de omgivelser, som de mange offentligt forsørgede fattige, tiggere, svagelige og gamle blev huset i. Skønsmæssigt var det en befolkningsgruppe på 11-12.000. For dem var der endnu langt til en guldalder.