Indholdsfortegnelse

 Voldene falder

I 1852 besluttede man på grund af det militært forældede voldsystem og den overbefolkede by at ophæve bygge forbudet på det godt en kilometer brede areal mellem Søerne og Falkoner Allé/Jagtvej. Det skulle blive til een stor byggeplads. I den første snes år var tempoet forholdsvis roligt så det grønne, åbne præg endnu dominerede. Fra 1880'rne derimod skød lejekasernerne op i 5-6 etagers højde gade op og gade ned med 2 værelses lejligheder som det almindeligste. Teknisk set var byggeriet af god kvalitet, men miljørnæssigt var lejlighederne alt for små med baggårdene som mørke, fugtige skakter. Særlig uheldig var de mange tusinde korridorlejligheder. De lå i ejendomme, hvor man på hver etage ad en gennemgående gang kunne gå direkte ind i den enkelte 1 værelses lejlighed. For større var de sjældent. Særligt kompakt blev kvarteret omkring Blågårdsgade på Nørrebro, og på Vesterbro var arealet mellem Vesterbrogade og Istedgade en ligeså monoton stenørken. I de jævneste ejendomme stod facadens mursten fremme, men ellers blev bygningerne til gaden dekoreret overdådigt med stukornamenter. Det skulle se ud.

Det gjaldt også ejendomme med herskabelige boliger. Adgangen til den slags boliger gik via en fornem port og op ad en elegant trappe. Der var gerne 3-4 stuer til gaden, mens spisestuen lå til baggården. Fra spisestuen gik man ned i sidehuset ad en temmelig lang gang først med familiens soveværelser, derefter køkken og sidst kamre til tjenestefolkene. Denne planløsning gik igen og igen. Et eksempel på en sådan lejlighed med velbevaret indretning og møblering fra 1890'rne kan opleves i Nationalmuseets Klunkehjem i Frederiksholms Kanal 16.

I 1856 blev de gamle byporte revet ned. Det var der ingen, som græd over, for det havde været snævre passager, der i dagens travle perioder havde skabt lange køer, hvortil kom betaling af accise. Fra 1870'rne frigjordes området mellem voldene og Søerne til byggeri. Det gik med dette areal som på Nørrebro og Vesterbro. Kompakte boligområder marcherede frem især omkring Nansensgade. Ved Søtorvet rejstes et monumentalt og herskabeligt boligkompleks med tårne og tinder, som havde Søerne været Seinen og byggeriet Louvre. Længere nordpå langs Sortedamssøen.opførtes den karakteristiske rækkehusbebyggelse med bittesmå forhaver, som københavnerviddet døbte Kartoffelrækkerne. Burmeister og Wains arbejderes byggeforening stod for rækkehusene.

Selve voldene blev sløjfet. Nogle politikere ville have haft byggeri her, men mere fremsynede sejrede. Her lagde man Østedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg, hvor de små søer er rester af den oprindelige voldgrav. Mellem parkerne placeredes monumentale offentlige institutioner som Kunstmuseet, Observatoriet, Polyteknisk Læreanstalt og Teknisk Skole. Hvor Vestervold havde ligget, blev Glyptoteket og Københavns nye rådhus opført. Det gamle voldterræn fik dermed en boulevardstemning, som mindede noget om Ringstrasse i Wien.

I den indre by blev marinens århundredgamle område på Gammelholm ryddet. Her blev talrige boliger klemt sammen bag Det kongelige Teaters nye bygning fra 1874, hvis facade med loggia havde front til Kongens Nytorv.

Østerbro og Amagerbro blev først bebygget omkring 1900. I overensstemmelse med nye idealer blev disse bydele mindre kompakte end de andre brokvarterer. I alle bydele udenfor voldene skød nye skoler og kirker i vejret i takt med den eksplosivt voksende befolkning, fra 155.000 i 1860 til 400.000 ved århundredskiftet. Hvor kom denne folkemassefra? Det var ikke Københavns eget fødselsoverskud, men primært tilflyttere fra provinsen. Landbefolkningen havde under disse års landbrugskrise dårlige vilkår, hvor for København trak som en magnet. Ikke så få kom desuden fra udlandet. I 1880'rne var hver 12. københavner født udenfor Danmark, flest i Sverige, en del i Tyskland eller Norge.

Hvor fandt disse mange tilflyttere arbejde? I Københavns voksende industri, handel og liberale erhverv. Privatbanken, Handelsbanken og Den danske Bank, som alle var etableret kort efter 1800 årenes midte, var en væsentlig finansiel baggrund for byens erhvervsudvikling. 1840'rnes vækstperiode indenfor industri og handel blev fulgt af lignende boom i 1870'rne og l890'rne. Aktieselskabet vandt også frem som en nødvendig organisationsform, da tidens mange store firmaer blev stiftet. Talrige maskin- og metalvarefabrikker, producenter af fødevarer samt kemiskevirksomheder grundlagdes i disse årtier.

Den danske og ikke mindst københavnske industris formåen blev præsenteret for et stort publikum ved en nordisk industri-, landbrugs-og kunstudstilling i 1888 på voldarealet, hvor Rådhuspladsen ligger i dag. I nogle måneder stod hovedstaden på den anden ende. 1,3 millioner besøgte arrangementet. Det blev for København, hvad verdensudstillingen i 1851 havde været for London.

Fra midten af 1800 årene bredte den moderne butikstype sig med store vinduesudstillinger ikke mindst på Strøget, som i generationer havde været københavnernes mest yndede indkøbs-og promenadestrækning. På Strøget kom også stormagasiner efter parisisk forbillede, f.eks. Illum oprettet 1891 eller Magasin du Nord. Udviklingen i den indre by gik klart mod at blive cityområde med kontorer og specialhandel, mens industri, håndværk og beboelse flyttede til brokvartererne eller længere bort.

Københavns havn måtte også følge tidens krav. Kvæsthusbroen mellem Nyhavn og Amalienborg blev taget i brug i 1850. Det forenede Dampskibsselskab fik herfra udgangspunkt for sine mange ruter til både indland og udland. Også andre strækninger langs vandet fik hamret bolværker ned fulgt op af uddybninger i sejlløbet af hensyn til skibenes større dybgang.

Da Tyskland i 1880'rne gravede Kielerkanalen for at give Hamborg en bekvem genvej til Østersøen, tog man i København den mod forholdsregel at anlægge Frihavnen nord for den eksisterende havn. Det nye kajanlæg, afspærret med gitter, skulle sikre hovedstaden toldfri transithandel og vareoplag i avancerede pakhuse. Moderne krananlæg strakte deres silhuetter mod himlen. Frihavnen kunne besejles fra 1894 og måtte senere udvides. Ved Langelinie syd for Frihavnen opstillede man i 1913 Den lille Havfrue inspireret af H. C. Andersens eventyr. Det blev efterhånden Københavns mest besøgte turistmål, hvorfra der er udsigt over havneløbet til Burmeister og Wains skibsbyggeri, som i 1870'rne rykkede ud fra Christianshavn.

I begyndelsen af vort århundrede tog man fat på at anlægge Sydhavnen, hvortil store skibe dog kun kunne nå ved at passere havneløbet fra nord. Det skulle i de følgende årtier give mange bryderier, fordi sejladsen krævede hyppig åbning og lukning af Knippelsbro og Langebro, så fodgængere, cyklister, hestevogne og sporvogne måtte standse op.

Også på anden måde fik Københavns havne front mod Øresund ændret sin profil. Det gamle forsvarssystem var blevet forældet på grund af de moderne kanoners længere rækkevidde. Derfor måtte storbyens forsvarsværker i 1880'rne flyttes længere væk. Langs Øresund lagdes en række kystforter ved Charlottenlund og på Amager. De blev senere suppleret af Middelgrundsfortet samt Flakfortet, begge på kunstige øer langt ude i vandet. Alt dette skulle beskytte København mod anslag fra øst. På tilsvarende måde blev der for at hindre angreb med langtrækkende skyts fra landsiden anlagt den såkaldte Vestenceinten 12-15 kilometer vest for København. Denne gik i en godt 15 kilometer lang halvcirkel fra Køge Bugt til Utterslev Mose. Mellem mosen og Øresund gravedes et system af kanaler og søer, som ved kunstig oversvømmelse kunne danne en storstilet voldgrav mellem København og Nordsjælland og dermed hæmme fjendtlig fremtrængen. Store dele af dette forsvarsanlæg er bevaret i dag, men som rekreativt område. Da sø- og landbefæstningen blev skabt i slutningen af 1800 årene som datidens største entreprenørarbejde, gav det anledning til stærk politisk debat, fordi den konservative, godsejerdominerede regering finansierede voldanlægget, kanaler og forter ved hjælp af provisoriske finanslove hen over hovedet på Folketinget.

Også arbejderbevægelsens fremmarch under industrialiseringen havde skærpet kampen mellem samfundsgrupperne. Den fik dog sjældent voldelig karakter bortset fra en strejkebølge, som i 1872 førte til et stort folkemøde på Fælleden udenfor Søerne. Myndighederne havde ganske vist forbudt arrangementet og arresteret lederne. Politi og militær splittede de forsamlede arbejdere.

Efter nogle års tilbageslag udviklede fagforbundene og de politiske partier sig hastigt videre. I 1884 fik Socialdemokratiet sine første to repræsentanter i Folketinget begge valgt i København. Også i bystyret vandt partiet snart stærkt frem. Sammen med moderate politikere fik socialdemokraterne flertal på Københavns rådhus i 1903 og kunne da besætte den centrale post som finansborgmester. Dette embede havde gennem et par generationer havde været beklædt af konservative. Omsider fik socialdemokraterne det absolutte flertal i 1917.

Op gennem sidste halvdel af 1800 årene udbyggede kommunen gadebelysning, vandforsyning og gas til de forskellige bydele. Elektriciteten blev introduceret i 1892. Kloakproblemet havde været drøftet i l850'rne i forbindelse med koleraen, men blev først løst for alvor ved århundredskiftet, så spildevand fra de nyindførte wc'er kunne pumpes langt ud i Øresund.

I gamle dage havde de store bybrande været en form for sanering af bebyggelsen. I 1870'rne begyndte for alvor den planlagte byfornyelse, da et samarbejde mellem kommune og et privat byggeselskab resulterede i nedbrydningen den uhumske Peder Madsens Gang. Denne stødte lige op til den mondæne Østergade. Omkring 1900 fulgte en anden rydning af slum nær Kongens Nytorv, hvorved Hovedvagtsgade opstod. Et af motiverne til disse saneringer i den indre by var at fjerne prostitutionen. Den flyttede imidlertid blot andre steder hen, for senere at slå sig ned på Vesterbro. I øvrigt søgte man at afhjælpe kønssygdommene på det nyanlagte Rudolph Bergs Hospital fra 1886. Også ved oprettelse af badeanstalter dels ved havnen dels som varmtbadeanlæg søgte myndighederne at forbedre folkesundheden. I 1896 grundlagde lægen Niels Finsen sit institut på Østerbro med udgangspunkt i sine iagttagelser af lysets helbredende virkning. Han belønnedes for sin forskning med Nobelprisen i 1903. Med den voksende befolkning måtte kirkegårdene udvides bl.a. med Vestre Kirkegård i 1870 lidt udenfor Vester bro.

Kommunikationen mellem centrum, de nye brokvarterer og de nærmeste, landsbyagtige forstæder blev lettet af sporvejsruterne. Den første hestetrukne linie anlagdes på privat initiativ i 1863. I 1897 rullede den første elektriske sporvogn gennem gaderne. Ellers gik eller fra 1890'rne cyklede arbejderne til værkstedet eller fabrikken, mens grossisten eller fabrikanten gerne havde egen kusk og vogn til at klare en behagelig transport mellem boligen og kontoret eller hvis det gjaldt turen til og fra en aften i Det kongelige Teater.

Denne scene var byens og landets fornemste. De øvrige teatre i hovedstaden måtte nøjes med betegnelsen sekondteatre. Dagmarteatret fra 1883 - senere nedrevet - og Det ny Teater opført i 1908 blev dog hurtigt ansete institutioner, ofte mere progressive i deres repertoire end nationalscenen. Den lettere underholdning samlede sig især langs Vesterbrogade, men også på Frederiksberg med keglebaner, varietéer, dans og musik.

Som for teatrets verden fik København den samme monopolagtige stilling, når det gjaldt andre sider af kulturlivet. Det var næsten udelukkende i hovedstaden, at danskerne kunne besøge museum, gå på kunstudstilling eller lytte til symfonimusik. Den danske litteraturforsker Georg Brandes holdt sine for dansk naturalistisk digtning inspirerende forelæsninger på Københavns Universitetet. Mange andre kunne nævnes. Til København måtte nationens ungdom søge, hvis man ville erhverve en akademisk grad eller gennemføre en specialiseret uddannelse. Endelig var det karakteristisk, at Danmarks førende aviser Berlingske Tidende grundlagt allerede i 1749 og Politiken fra slutningen af 1800 årene havde domicil i København, hvor også bogforlag og andre kulturelle aktiviteter kun kunne trives.